....... fra Oz svinger sin magiske stav, og straks er vi ikke i Kansas mere.
Eller hvad det nu hedder, når Oz udvirker undere i min bette plagede krop. Undere - eller bare ondere. For nu og da føles det som om min krop bli'r trukket gennem en vridemaskine, med efterfølgende udbrud af kampsved og miniblodtryk.
Nu er det så, at jeg kan høre dig spørge, hvem hulen den dér Oz er. Og om den har sine helt egne underlige væsener med - en Tinmand, et Fugleskræmsel, eller en Kujonløve - til at sørge for under(dér var den igen)holdningen, når søvnen bli'r til svedig vågenhed, og det lave blodtryk får hovedpinen til at opstå lige dér, hvor Tinmandens hovedbeklædning sad hårdest fast. Når spejlbilledet viser mit søvnige hovedhår strittende i alle Fugleskræmslets retninger, og bekymringens højspændte puls dunker tanker om kujonagtig flugt frem i den bevidsthed, der normalt bli'r beroliget af missemandens natlige spinden.
Oz - min egen finurlige troldmand - er Ozempic. Navnet på den ugentlige sprøjte, jeg efterhånden har taget et enkelt milligram af hver uge i en del år, og som jeg - startende sidste mandag - har taget dobbelt portion af. Courtesy af min helt egen private Professor Marvel - min lokale medicinpusher.
Suk.
Naturligvis kan enhver form for ændring i medicineringen af sådan en gammel stabejs som mig, udløse bivirkninger af alskens slags. Og naturligvis ved dén der lille indvendige Fornuft, at det sikkert kun er kortvarigt - og så er alt tilbage i samme gænge igen.
Jeg skal bare lige slå hælene på mine rubinrøde sko sammen tre gange - klik - klik - klik - og så vågner jeg op til en normal hverdag, hvor fuglene synger, Tinmandens hjerte banker, Fugleskræmslet kan tænke selvstændige tanker, og Løven brøler højt af de monstre, der plager min Semaglutidefyldte krop.
Not !
Men måske - hvis jeg er heldig - måske kan den dobbelte dosis banke mit blodsukker ned på plads, og så samtidig hjælpe mit bugfedt til at skrumpe lidt mere, end det allerede har gjort. Undernes tid er jo ikke overstået endnu, vel ?
Og når en Dorothy kan finde gennem Oz, i selskab med tre finurlige fyre, kan en Grimmernikkel som jeg vel også tage min missekat, min tekande, og mit strithår i hånden, og finde vej gennem mit helt eget Oz - stedet, hvor Den Gode Heks Fra Nord er blevet til en natlig blog om træthed og trælshed.
Så kunne det jo være, at jeg pludselig var i Kanselv igen, og at den natlige tornado, der hev mig ud af sengen og ind bag skærmen, viser sig at være intet andet, end de små pust missemandens næse blæser henover mit svedige ansigt, når han tillidsspindende placerer sig tværs over min brystkasse.
Håbet er jo lysegrønt, siges det. Og hvis man lægger en mønt i vindueskarmen, kvitterer Ole Lukøje med en hyggelig drøm, siges det også. Så ned med teen - den grønne, som jeg snart har drukket en hel kande af - ind under dynen med den svedende hovedpinekrop - og mens vi begge, missen og jeg, får mingeleret os på plads igen - udstøde de eneste ord, der skulle være nødvendige.
Go'nat Ole - pengene ligger i vinduet.
