Andre Sider af mig

torsdag den 29. marts 2018

Vejr, vind - og trygge tanker.


Stille daler sneen ned.

Bliver pustet sammen i dynger af vinden - klæber til ruderne i hastigt smeltende dråber - og fylder grenene på træerne i haven med nye, hvide konturer, der hvislende lover at være væk igen inden dagen er omme.

Nok årets sidste snevejr på Langeland.

Egentlig skulle der slet ikke komme´noget her i påsken, men sådan er det jo med vejret. Ligesom med regeringen aner ingen hvad morgendagen bringer, før vejrguderne eller kuglekasterne har talt.

Suk.

Men flot ser det nu ud, udenfor. Hele natten har genskæret fra sneen lagt et blødt lys over alt - udvisket og blødgjort det, der ellers kunne have været mørkt og ukendt. Og gjort min første hele nat i min langelandske bolig til en varm og hyggelig en af slagsen. Trods ensomheden i dobbeltsengen og det stadige, men dog langsomt svindende, rod i huset, så lader det til at jeg er ved at være faldet på plads.

På plads på Langeland.

Det lyder jo næsten som overskriften til en af fortidens utallige romantiske småpamfletter - I ved, den slags, næsten alle unge piger med respekt for sig selv læste. Og som unge drenge også gennemtyggede - i hemmelighed, naturligvis. Der var jo ingen, der skulle komme og påstå man var en tøsedreng, bare fordi man kunne identificere sig med den unge, flotte overlæge/godsejer/sportsmand, eller hvad han nu var, vel ?

Men den tid er ovre. Forladt, til fordel for en tilværelse og et udseende ikke ulig det, en postsendt papkasse for det meste får, efter at have været i PostNord's forvirrede hænder.

Skrammet, med manglende hjørner og flossede kanter. Indeholdende en forvirret og rundkastet mængde begivenheder og handlinger, af den slags livet næsten ikke kan undgå at hælde ned i kassen til os alle sammen.

I mit tilfælde bare søbet ind i øl, vin, og spiritus af alskens slags.

Dog ikke længere sjaskende vådt, men efterhånden omhyggeligt tørret og nu kun med en svag efterduft af det, der var på vej til at ødelægge hele mit livs kasses indhold, og få kassen til at bryde totalt sammen.

Hvad jeg har brugt til at tørre min livskasses indhold med ? En behandling på Møllen - en uendelig mængde Sindsro - og et fællesskab af mennesker med samme sygdom.

Alt sammen dog kun én dag ad gangen - for det er den eneste måde, jeg kan være nogenlunde sikker på ikke at ødelægge min kasse igen - før den er kommet frem til den modtager, der står på adressemærkatet.

Indtil dét sker - og der endegyldigt skal kigges på, hvordan indholdet i mit livs kasse har klaret rejsen - vil jeg dog nyde turen. Nyde den kærlighed, der har fået kassen til at dufte af forår og malet roser på siderne af den. Nyde, at jeg stadig kan udtrykke mig - hvad enten det er på skrift eller på radioen. Og nyde, at hver morgen er ny, ubrugt, og fyldt med løfter om en dejlig dag.

En dag, som i dag vil blive brugt på Radio Langeland og senere i kærlige arme, inden den også er et overstået kapitel, der sluttes af med en kærlig og tankefuld gennemgang af det, der er blevet sagt og gjort, siden morgenlyset vækkede mig med alle sine løfter.

Tankefuldt smager jeg morgenens sidste kop the, og indsnuser duften af den honning, den er sødet med. Et langsomt nydende sip bringer mig tilbage på sporet igen, og sætter et smil på mine læber.

Livet er dejligt - én dag ad gangen.

onsdag den 28. marts 2018

Det katte' gå helt galt.


Nogle gange virker det som om overgangen mellem nat og morgen slet ikke eksisterer. Det ene øjeblik sidder jeg bag skærmen i natlig indadvendt hygge - det næste øjeblik vælder det Langelandske Lys ind ad alle sprækker, huller, og åbninger, og forlanger at blive anerkendt og nydt.

Jeg har skam intet imod det - det der bløde, skønne lys, som den her langstrakte vidunderø er i besiddelse af, men da jeg jo e r Nyctophil af natur, og derfor egentlig har det allerbedst i nattens mangfoldige øjeblikke - skumringens kantudviskende ubønhørlighed, midtnattens fløjsbløde sorthed, dæmringens betvingende fremmarch - så klør det lidt i selvopfattelsen, at sådan en bette ø og dens særlige lysforhold kan have så stor en virkning.

Men det har den.

Og ikke bare på min selvopfattelse - næ nej, det besætter skam også mit humør, og tvinger mig nærmest til at føle mig fri, glad, godt tilpas, altnydende, og smilende.

Altså lige med undtagelse af, når ydre omstændigheder banker deres uimodståelige syn på virkeligheden ind mellem denne, min nyopdagede kærlighed til Lyset, og mig.

Som for eksempel når den første tanke, der når ind til min stakkels lille og stadigt halvsovende hjerne er, at jeg endnu ikke har fået sat mit nye hjem helt på plads.

Efterfulgt af diverse bekymrede tanker om økonomi, fremtid, familie, verden - samt alt muligt andet, der kan finde vej til en morgenubeskyttet tankeverden, som endnu ikke har fundet ud af, at livet - ligesom det var i går - stadig  er en hel masse andet end bekymringer og tankemylder.

Så er det godt, at noget af det første der møder mig her ved lysets fremmarch, er to morgenivrige katte. En, der smyger sig om mine fødder i legesygt kæleri, og en, der tillidsfuldt møder mit blik med store, åbne øjne, dårligt skjulende det altovervejende krav i feline hjerner om morgenen.

"Menneske, luk os ud."

Her er det så, at den opmærksomme læser har fundet ud af, at jeg ikke er hjemme i min egen bolig. Kattenene er nemlig min kærestes - kvinden, der her alt for tidligt på dagen stadig nyder Morpheus varme arme - og møder mig med samme tillidsfulde morgenivrighed, hver gang jeg befinder mig her.

En tillidsfuldhed, der til stadighed minder mig om, at andre end mennesker kan finde ud af at leve én dag ad gangen. Leve, og nyde fuldt ud, mens de bliver kælet, forkælet, nusset, leget med - og frem for alt - adlydt. For sådan er det jo med katte - de har ikke ejere, de har ansatte, der kun er sat i verdenen for at opfylde alle deres ønsker.

Her er det så, at jeg skynder mig at slå bremsen i, for ikke pludselig at have påbegyndt en ny Kattenes Lovsang. Den slags halvreligiøsitet har det jo med at sprede sig over indtil flere sider, og indeholde næsten alt for mange småpussenussede betragtninger over de små - men dog så uundværlige - kræ.

Og det er jo ikke det, blog'en handler om, vel ? Den handler jo om de betragtninger, mit liv har givet mig mulighed for at udtrykke, her, hvor jeg har været ædru i én millionfemtusindesekshundredeoget minut - og stadig tæller hvert enkelt minut og hver enkelt dag, én og ét ad gangen.

Så pisssst - væk med de der mange tanker om katte og morgenbløde poters legende nussen af mine bare fødder. Væk med den irriterende nydelse, der banker bekymringstankerne hen i en krog, hvor de kan ligge og smelte væk som kold is, når den bliver slikket på af ru missetunger.

Og ind med det, der virkelig tæller - livet, universet, og alt det der. Blødt lys og geniale tanker - storladne idéer og dybsindige beslutninger - langtskuende blikke, og betragtninger over øens mangfoldige skatte.............

Plus et væld af morgensultne fugle, kys i nakken fra kæresten - og to ivrigt kiggende småmisser med bløde snuder og magiske motorlyde i maven.

For så kan intet gå helt galt - én dag ad gangen.

fredag den 23. marts 2018

At skrive eller ikke at skrive.......


......... er nu noget mærkeligt noget. Især når det handler om dét, at sætte sig og skrive et blogindlæg.

Sådan at få hele den der kreative proces igang - næsten som på kommando - og begynde at flette ord sammen, der skal ende med at give en eller anden form for mening. Gerne mens indtagelsen af indtil flere kopper morgenthe fylder næseborene med velduft, og smagsløgene med eksplosioner af morgennydelse - samt mens min morgensovende muse sender mentale billeder af alskens anden, og mere fælles aktivitet, der kunne udfoldes mens det vidunderlige Langelandske lys bryder frem, og dagen begynder..

Især når morgenen her i Tryggelev finder mig lettere uforberedt, og også lokker med helt andre kreative gøremål, end det at elske og taste så fingrene gløder.

For jeg burde egentlig være i gang med at øve på det, jeg imorgen har tænkt mig at fremføre for en ordentlig flok ukendte mennesker, istedet for med alle tegn på nydelse malet i ansigt og øjne at suge hele den langelandske morgen ind med alle fibre i min krop, og derefter nedfælde resultaterne i endnu en hyldest til den skønne ø, jeg er blevet beboer på.

Der er nemlig ganske spændende oplevelser på banen, når morgendagen bringer nyt lys over livet.

 En af mine ældste venner - en kvinde, jeg har kendt siden engang i sidste årtusinde -  har nemlig sammen med sin kæreste valgt at indgå ægteskab på vikingemaner - gennem en håndfæstning - og har i den anledning budt til fejring af kærligheden.

Så derfor har jeg forsøgt mig udi kvadets ældgamle kunst, og skrevet et sådant - som i sagens natur ikke skal afsløres her, da det jo først har premiere imorgen.

Hvilket så også betyder, at istedet for at sidde her, og spekulere på teksten i dagens blog-indlæg, så burde jeg altså stille mig ud på stuegulvet, og med høj samt kraftfuld røst øve mig i at kvæde det kvad, jeg vil fremføre. Bare så jeg på det rigtige tidspunkt imorgen kan huske, hvad det nu er jeg har nedfældet, og ikke kommer til at kløjs i ordene.

Men det lokker nu - det der, med at fabulere over den morgen der udfolder sig foran mine øjne. At væve et tæppe af ord, der kan beskrive den fornemmelse af glæde, mit indre til stadighed summer af. At udtrykke taknemligheden over livet, over ædrueligheden, over kærligheden.

Det, at kunne lade blækket flyde - altså i overført betydning, alt andet ville se grimt ud på skærmen - og lade ordene finde deres eget liv, deres egen verden, på et morgenblankt stykke med hvidt. Fortælle om de mange mærkværdigheder livet dagligt fører med sig, når man, som jeg, er nytilflytter til en ø, fyldt med måder at gøre tingene på, der stammer helt tilbage fra før Kong Humble drak sit første horn mjød.

For bagefter at lade det hele drive med nettets hastighed ud til læsende øjne, og måske dér skabe nye tanker, følelser, handlinger - og forhåbentlig endda bringe smil og glæde.

Dét er min morgen, mit liv, og min lyst.

Men da jeg har valgt at leve efter devisen Én Dag Ad Gangen, og har erkendt at kun dagen i dag kan leves fuldt ud - ja så må jeg også erkende for mig selv, at der er andet end morgenskriblerier og morgenkærlighed til min underskønne muse, der kan få livet til at føles levende.

Og herunder hører dét, at kunne glæde venner, på den måde jeg kan bedst. Med ord........

Derfor, kære læser, har jeg nu brugt utallige af samme slags, på at fortælle dig, at jeg i dag vil lade fugle være fugle, kærlighed være krydderiet, og ø-liv være kulissen, mens jeg vier hele min opmærksomhed på dét ene - at øve mig om og om igen, indtil kvadet sidder lige i skabet.

Hvilket jeg vil gøre ganske ædru - og med største Sindsro.

mandag den 19. marts 2018

Om morgenen er ingen katte grå.


Morgenen vender stille sin opmærksomhed mod min ringe bopæl, og lader sølverne stråler blande sig med den sart rosenrøde horisont. Himlen viser sit blåfrosne morgenansigt, og søvnige morgenpipdyr skutter sig, mens de trevent flytter på benene og ryster vingerne.

I min kærestes voliere sniger kattene sig rundt, mens de forestiller sig at de er på den anden side af hegnet, og sultent sætter tænderne i den rødkælk, der i dette øjeblik har vovet at sætte sig lige på den anden side.

Den ved til gengæld godt, at de ikke kan nå ud til den, og nyder derfor uforstyrret de frø, der er spredt på terrassen, sammen med alle de andre morgenfriske små- og halvstore fugle.

Den tidlige fugl, får det friskeste frø.

Med ét vælder det langelandske lys frem - båret af solstråler, der om snart vil have sat deres præg på de frosne tage, og varmet solsortenes fjer. Jeg vender ansigtet opad, og nyder fornemmelsen af spæd varme og drillende frostbid, mens mine tanker driver morgenthenydende rundt i den natur, der omgiver det hele.

Pludselig trykker samtlige terrassens fugle sig.

Sidder stivnede i ubevægelighed, mens en morgensulten rovfugl på dirrende vinger glider langsomt rundt i cirkler et godt stykke over hustagene. Og for mit indre øre kan jeg næsten høre et radar-agtigt pling, hver gang dens skarpt spejdende øjne glider henover terrassen for at opfange bevægelse, på jagten efter morgenmaden.

Men alle sidder helt stille, figurfrosset i overlevelsens desperation - indtil den cirklende død endelig forsvinder i et pludseligt lynende dyk mod jorden ovre ved naboen, og mod den morgenmad der sekunder senere befinder sig livløst mellem de skarpe rovfuglekløer.

Og alle genoptager, hvad de havde været igang med - fjerpudsning, kornspisning, morgenkurtisering - mens kattene ærgerligt banker på volierets indgangsdør for at komme ind i varmen igen. Der var ikke noget fugl til dem i dag.

Jeg nipper til morgentheen, efter jeg har lukket dem ind, og spekulerer distræt over, hvorfor de sidste mange indlæg her på bloggen næsten udelukkende har handlet om øen og naturen.

Hvad er det, der har fået mig til næsten at frådse i alt det, der omgiver mig hernede, og så godt som  ikke fabulere over det helbred, der jo trods alt stadig plager, irriterer, og hæmmer mig i mine udfoldelser ?

Og mens den stærke - næsten alt for stærke - the glider nedover mine smagsløg, går det op for mig.

Jeg ved jo godt, hvad det er, der får mig til at undlade at fortælle en masse om den efterhånden meget langstrakte indflytning i min nye bopæl - en kasse tømt ca. hver anden dag, og tre dage om at sætte hylder op - og hvad det er, der gør at jeg næsten ikke fokuserer på de smertende lunger, det brækkede ribben, de plagede knogler, min underliggende sygdom, eller de øjne, jeg med mellemrum er nødt til at skjule bag solbriller for ikke at få hovedpine af det vidunderlige lys, når det danser  henover sneen.

Det er kærlighed, der gør det.

Og ikke kun kærligheden til den engel - den underskønne kvinde - der søvnigt strakte sig ved siden af mig, da jeg stod op ved daggry - og som er en af årsagerne til, at jeg flyttede herned.

Nej, det er også den gryende kærlighed til den her underskønne ø. Den her landsdel, der overses af så mange udenø'ere, men som betyder så uendeligt meget for de, der bor her - hvad enten det er som tilflyttere eller som indfødninger.

Den gryende kærlighed til den natur, det lys, de mennesker, der fylder øen fra top til bund - og som har formået på så kort tid at kravle ind under huden på mig.

Og jeg erkender, at når jeg både oplever og lever mit nye langelandske liv på samme måde som jeg lever mit ædru liv - én dag ad gangen - så både sanser og fatter jeg meget mere, end jeg ellers ville.

Og det er jo ikk' så ring' endda.

Tankefyldt lader jeg blikket glide over den så godt som skyfri morgenhimmel, og sipper det sidste af min the i mig, mens jeg smilende opdager denne dags tre første sandheder :

Langeland vågner - jeg er ædru - og livet er godt.

fredag den 16. marts 2018

Blæs, små vinde, blæs.


Morgentheen damper i kruset, mens blæsten buldrende kaster sig om hjørnerne på huset. Duften af den honning, jeg havde med herned til Langeland kildrer mine næsebor, mens jeg morgendistræt kigger ud af vinduerne og opdager, at de små pipdyr nærmest kravler hen langs græsstråene, for at lede efter den føde, der blev strøet til dem på en mere vindstille dag.

Det blæser, hernede på bolværket mod sydøst.

Egentlig er der ikke noget at sige til det, der er jo ret meget åbent vand ned mod vores sydlige naboer, hvor vinden kan få fart og styrke. Og så vidt det er blevet mig fortalt, skulle blæsten mere være reglen, end undtagelsen - både langs de langstrakte Langelandske strande, og inde bag de blødt formede bakker og skove, øen er så smukt udstyret med.

Den slags havde jeg ikke på Djursland, fortæller jeg mig selv. Der var vinden altid mild, og ingen buldrende blæst vækkede mig om morgenen, forsikrer jeg mit morgensøvnige jeg. Der var bakkerne blødere, og skovene sødere, hører jeg min indre eventyrfortæller svulstigt synge.

Og inden jeg ser mig om - og mens smagen af den vidunderskønne Djurske honning spreder sig på tungen sammen med morgentheen - dukker både Mols Bjerge, Fregatten Jylland, og hundredevis af andre minder op i hukommelsen. Minder, der som alle andre minder er præget af det ene, minder aldrig undgår at indeholde.

En viden, der siger Fortid - Dengang - Ikke mere - og Lagt bag mig.

En viden, der gør mig klar over, at selvom jeg endnu ikke har oplevet smagen af Langelandsk honning - den skal dæleme stå tidligt op, for at stå mål med honningen fra min tidligere honningpusher - og selvom jeg heller ikke har set alle de underskønne steder på øen endnu, eller smagt på alle de lokale specialiteter - og ja, jeg kender godt både Stryhns, og dem med knækket - selvom jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af alle de forskellige dialekter, der er fra nord til syd - ups. jeg må hellere sætte syd først, når jeg nu bor hernede - fra syd til nord, så er den her langstrakte, muldfede, dyremyldrende ø mit hjemsted - mit helle.

Og pludselig gør det slet ikke noget - det der blæstværk.

Pludselig bliver det - samme med det morgenlys, der nu har spredt sig over himmelen, og afsløret et forsigtigt dådyrs trippen forbi bopælen - en del af det, jeg dagligt er begyndt at føle i mit hjerte. En del af nydelsen ved at være i live - en del af nydelsen ved at være ædru.

En del af Livet, på Livets betingelser.

Og mens den snart sidste dråbe af honningen fra min tidligere bopæl, nydelsesfuldt triller nedover mine smagsløg sammen med min stærke kop morgenthe, går det op for mig, at det her - den Langelandske naturs egenhed - kan jeg gå hen og blive forfalden til.

Bare én dag ad gangen.

lørdag den 10. marts 2018

Imorgen er der atter en dag.


Der er mange måder at flytte på - alt afhængig af alder, temperament, og helbred. Og så også geografi, naturligvis. For en ting er helt sikkert, ikke to flytninger er ens - heller ikke selv om det er den samme person, der flytter.

Tag nu den flytning, jeg har været igang med de sidste 7-8 uger. Den er - om nogen - et klassisk eksempel på hvordan det går - eller k a n gå - når man flytter  - og så endda til Langeland.

Allerførst skulle jeg måske lige pointere, at flytninger før i tiden har været noget, jeg fik overstået i en ruf - en, to, tre, og så var det flyttegods, jeg havde brugt uger på at pakke ned, pakket ud igen, og det nye hjem parat til brug - funklende, skinnende, og med masser af løfter om alt muligt.

Ikke denne gang, kære læser - ikke denne gang. Selvom der er masser af go'e løfter i mit nye hjem, har processen med at få sat hjemmet på benene vist sig at være en noget mere langstrakt affære, end jeg nogensinde før har været vant til.

Tag nu bare det der, med at samle og opsætte nye ting i sådan et nyt hjem. Den slags kommer jo næsten naturligt, når der bliver flyttet fra et sted til et andet - gammelt ryger ud, og nyt bliver købt.

Men at samle et 8-rums toiletskab fra JYSK på Langeland, føles mere som en mellemting mellem "Stille flyder Don" og "Ka' deeet nu ha' si' reeetighe' ?", end som en eftermiddags hyggeligt og fællessocialt udført arbejde

Det har indtil nu taget mig mange dage, før jeg endelig fik samlet banditten fuldstændigt, og placeret den hvor den skulle være. Og før jeg dermed kunne begynde at tænke på at tømme flere kasser, og sætte flere ting på plads.

Ikke fordi det har været alt for besværligt at følge den der brugsforvirring, der fulgte med - men nærmere fordi helbredet har sat nogle naturlige grænser. Og så også lige fordi den her landsdels mentalitet er begyndt at virke.

Hernede ta'r ting nemlig tiiiii'.

Men det gør ikke noget. Jeg er ved at få den der rolige Langelandske må'e at ta' tingene på, ind gennem sidebenene. Den der med, at når vi det ikke i dag - jamen så er der da altid imorgen, ikk'?

Tidligere handlede sådan en flytning ellers om, at kunne sætte mig ned efter velfortjent arbejde - samt undervejs i processen med at nedpakke, transportere, indslæbe, udpakke - og nyde en velfortjent humle eller fler' - som hovedregel fler' - inden næste kraftige ryk.

Det er i sagens natur ikke en mulighed, jeg på nogen måde har haft lyst til at udforske denne gang - hverken på det ene eller det andet tidspunkt under den nu mange uger gamle proces - for det er min Sindsro og min ædruelighed mig for kær til.

Ej heller ville jeg før i tiden have tilladt mig selv at blive syg, hverken før eller under sådan en flytning, men sørget for meget grundigt at have druknet eventuelle baciller i så høje procenter som muligt.

Nu sørger jeg bare for, at der er plads til at være menneske - syg, når dét er nødvendigt - rask, når tiden er til dét - og at nyde alt det, min nye status som Langelænder-wanna-be kan medføre, i fulde drag.

Nyde morgenlyset over Sydøen - nyde det righoldige væld af forskellige pipdyr, der dagligt fylder i udsigten over mosen fra mit skriverum - og nyde, at man her på øen lader til at have en medfødt naturlig "Én dag ad gangen"-indstilling til tilværelsen.

Den passer nemlig mere end godt til det, jeg har lært gennem de sidste sekshundredeogfirs dage - at dagen i går er væk og ikke kan laves om, og at ingen ved om dagen imorgen i det hele taget kommer - så det kun er dagen i dag, der har betydning, og kan leves fuldt ud.

Så skidt med, at der stadig står mange kasser og tigger om at blive tømt for indhold, der skal finde nye pladser i mit nye hjem. Skidt med, at dagene flyder stille afsted, sålænge hver enkelt af dem kan indeholde masser af Sindsro og kærlighed.

Og skidt med, at jeg måske aldrig bliver andet end en tosset skribent, der har lagt billet ind på at blive Langelænder.

For det er jo ikk' det værste der kunne ske - sådan, fireogtyve timer ad gangen.

torsdag den 8. marts 2018

No'et køøøn at kig' pååå.


Der er nu noget over sådan en snemorgen her på øen.

Når de store, af naturen smukt udformede snefnug, har lagt sig i bløde bakker over det hele, og alle skarpe kanter er blevet udblødt, kan jeg se endnu en af grundene til at forelske mig i øen.

Det bløde, rolige, og dog så insisterende lys, der lægger sig som baggrund overalt, og som fremhæver klokketårnene på øens kirker, fra den majestætiske kirke i Bagenkop - udtales med et meget dybt A, hvis man altså er fra dén del af øen - over Tryggelevs vejkantplacerede, Rudkøbings glughullede, og Simmerbølles en-kirke-skal-ligne-en-kirke - til Tranekærs tyrolskinspirerede vidunder.

Det gør meget, det lys. Ikke bare fylder det landskabet med en baggrund af æterisk skønhed - det fylder også min sjæl med ro og tilfredshed. Og fortæller mig, at jeg er kommet hjem, hver gang jeg har krydset Langelandsbroen på vej mod Sydøen.

Sydøen.......

Endnu en af de ting, der er helt specielt for Langeland - at man opdeler sig i Sydøen og Nordøen. Dette gøres med den største naturlighed - ikke som i andre øsamfund, hvor der mange gange er ligefrem indædt fjendskab mellem de forskellige dele af øen - men som noget, der er hævdvundet, og uforanderligt. Øen består af Nordøen og Sydøen - og linien mellem Rudkøbing og Spodsbjerg er grænsen mellem Himmel og Uhadadadada.

Basta !

Hvilken del af øen, der er hvad, er ikke til at finde ud af, men man bærer over med dem, der bor i den anden ende af øen. Ja man holder måske endda ligefrem af dem, på trods af diverse tidligere lørdagsbalsbravader med brodne pander og blå øjne.

For er der én ting, man først og fremmest er, her på den langstrakte paradisklat, så er det Langelænder - og Langelændere holder sammen, gør de.

Og er du ven med en Langelænder, er der ikke nogen grænse for alt det go'e, han eller hun vil gøre for dig, og ikke den historie du ikke vil blive fortalt - om stederne, byerne, menneskene, dyrene, vindmøllerne, og alt det andet, der tilsammen er en del af Langeland og Langelænderne.

Hovsa - udenfor mine vinduer har en flok af de utroligt mange forskellige fugle, der åbenbart er på øen, besluttet sig til at afholde fællesmøde med en fasankok, og sammen indtage de frø og æbler, min nabo har strøet lige udenfor dem - for så har du jo no'et køøønt at kig' pååå, som hun sagde med et varmt Langelændersmil.

Det har jeg nu i også forvejen - endda en hel ø af skønhed og charme. Og jeg drikker den ind med morgentheen, mens solsortene, stillidserne, rødkælkene, og de utallige andre arter af flyvende pipdyr, der er hernede på Sydøen - jaja, I har dem også oppe på Nord, det ved jeg godt, men jeg ER jo blevet Sydbo nu - hopper rundt om de spor, et natligt besøgende dådyr har afsat i sneen.

Her kan jeg leve - her kan jeg elske - her kan jeg bo..........

Én dag ad gangen.

lørdag den 3. marts 2018

Der er langt - og det er på landet.


Mageløst morgenmuntert myldrer mangefarvede musvitter madsultent rundt udenfor vinduerne. De har selskab af sultne solsorte, rødmende rødkælke, stjerneøjede stære, og grossenolliker i hobetal - og alle som en -  er de Langelændere.

Til forskel fra mig, har de nemlig boet hele deres liv her på denne langstrakte lysomkransede himmerigsmundfuld, der med alle sine bøller og baller - både Tullerne, Simmerne, Illerne samt Sæd'erne og Kinder'ne - og alle de andre muntert klingende byer, tilsammen udgør det, der er på vej til forhåbentlig at blive mit livs bedste bosted.

Jeg ved godt, at det sikkert tager lang tid, inden jeg kan kalde mig for Langelænder. For det er skam ikke noget, man sådan går hen og bliver fra dag til dag - næh, ikkenikkenej. Man skal li'e kigges an - der skal findes ud af, om det nu ka' ha' sin rigtighed - og man ska' li'e husk' på, at man jo aller bli'er så'en rigtig indfødt, altså.

Det er også helt iorden -  for nærved og næsten, slår jo ingen mand af hesten.

Og sådan er det jo med den slags, næsten uanset hvorhenne i landet man flytter til - hvilket lige minder mig på, at jeg da også skal have puttet min Djurske side - min lille skønne Nimmer - ind på den erindringens hylde, hvor alle mine andre tidligere bosteder ligger og hygger sig med at udveksle anekdoter og grumtlydende spøgelseshistorier fra hver deres part af det, der indtil nu har været mit liv.

Den kommer i nu da godt selskab, den bette Nimmer, for et helt liv fyldt med flytninger rundt i Danernes dejlige land, har medført mangfoldigt mærkværdige oplevelser, der alle har ét særkende. De er fortid, og jeg har endelig, langt om længe, anerkendt dem alle som det, de i virkeligheden er - imtegrerede dele af den sygdom, jeg tog hånd om for sekshundredetreoghalvfjerds dage siden.

Men jeg er også sikker på - eller som det hedder på et ældre dansk - jeg er forvisset derpå  - og ja, jeg ved godt det er fjollet, men jeg ku' ikk' la' vær' - at rejsen mod det knæk, hvorpå man ifølge diverse reklamer kender en Langelænder, vil være nøjagtig lige så skøn, smuk, og vidunderlig, som det lys, der fra Frankeklint i nord til Dovnsklint i syd omkranser øen, og indtil nu har gjort mine første mange morgener i tryghedens levende by specielle og smukke.

"Jamen, hvordan ser der da ud, der hvor du bor ?", kan jeg næsten høre dig spørge, med ivrigt undrende nysgerrighed i stemmen.

Og det spørgsmål skal jeg da med største glæde besvare, kære læser, på den eneste måde jeg kender, og med de eneste virkemidler, der fungerer - for mig.

Skriftligt - dagligt - sindsroligt omkranset af fabulerende frivoliteter og muntert mærkværdige oplevelser, med pipdyr, dådyr, fasaner, katte, og alle mulige andre levende væsener som morgenmalet baggrund - og frem for alt :

Én dag ad gangen.

fredag den 2. marts 2018

Vadested.


De sidste mange dage har sneen dalet - nej, nok nærmere væltet - ned fra en vinterhimmel, der har været fyldt med alskens finurlige farver og former. Vinden har drilsk pustet den rundt, så den nu ligger i voluminøse dynger henover landskabet - helt uden at tage hensyn til veje, huse, biler, mennesker, og den slags petitesser.

Alt er dækket, og alt er nedfrosset.

Endda i en sådan grad, at selv mine sejlivede influenza- og lungebetændelsesbaciller har måttet give op, og surmulende frostsprængte forlade min stakkels plagede krop. De host, der kostede mig et brækket ribben, er blevet til en karrikatur af sig selv, og lyder nu nærmest som kom de fra en vinterplaget skovmus.

Så lige så stille begynder livet at ligne netop dét - et liv - igen. Og vandringen over det vadested, min flytning til det andre kalder Udkantsdanmark, jo i virkeligheden er - kan fortsætte med nye kræfter og nyt mod.

Jeg har dog ikke ligget på den lade side, de sidste mange dage. På trods af diverse sygdommes heftige indgriben i mine mentale muligheder - med deraf følgende febrile fabuleringer, manglende blogskrivning,  og massiv selvynk - har der været masser at deltage i, rundt omkring den sygeseng jeg egentlig aldrig rigtigt fik puttet selv mig ned i.

Et Lan-party - en årligt tilbagevendende og nærmest hellig begivenhed i den familie, min kæreste har inviteret mig ind i, og som helt af sig selv medførte masser af myldrende muntre møder, med varme, kærlighed, venskaber, og natteroderi over Heroes 3, Sequence, World of Warcraft, og andre lignende småmuntre aktiviteter - udført i hyggelig samdrægtighed trods et spænd af år fra to til firetreds.

Fulgt på plads af masser af mad, mad, mad - chips, cola, kaffe, the, slik, og hvad der nu ellers hører til et godt og hyggeligt computerspilsbaseret samvær henover en weekend - døgnet rundt.

Samt bringende masser af minder tilbage - fra dengang min verden var vældigt meget yngre, og Computercafeen på Absalonsgade i Slagelse næsten var mit andet hjem.

Jeg tillader mig lige - på dette tidspunkt i denne længe ventede og af alt muligt udskudte blogs tilvejebringelsestidspunkt - at udstøde en håndfuld lykkelige suk, mens jeg sidder og kigger fjolleforelsket rundt på de omgivelser, jeg just nu befinder mig i.

For jeg kan mærke, at vadestedet er ved at være passeret. Alt er bragt med til mit nye hjem, og med undtagelse af en Herstal-gulvlampe og en kinesisk skål, har alt indtil nu overlevet den lange flytning.

Ja selv min ædruelighed har overlevet flytningen - men kun fordi jeg undervejs har kunnet tillade mig at bremse op på daglig basis, og minde mig selv om at have sjælen med - én dag ad gangen.

I sig selv, er sådan en totalomrokering ganske farlig for mig og min sygdom. Den indeholder jo alt det, der før i tiden kunne skubbe til et vaklende læs og sende mig på en vild og voldsom deroute ned ad tilbagefaldets knubrede sti.

Sortering i minder - genkaldelse af vanvittige handlinger - stress - lange, trættende flyttedage - samt følelsen af endnu engang at have påbegyndt en flugt - alt det, ville før i tiden have fået mig til at mene, at sådan en ny start helt sikkert også betød en ny mulighed for at kunne smide min sygdom væk, og begynde at drikke socialt igen.

Det hedder at putte mig selv blår i øjnene, gør det.

Og intet af det har haft effekt denne gang. Der er ingen flugt, i flytningen - kun kærlighed og afklarethed. Masser af minder og masser af genkaldelser, det er der -  men ingen af dem er så meget som i nærheden af at kunne vælte noget.

Der e r nemlig ikke noget vaklende læs at vælte - det læs, der var, har min daglige gennemgang af  egne handlinger, samt den daglige Sindsro, holdt nede på et minimum. Så jeg kan med største ro i sindet trække den sidste hest op af vadestedet - forlade de farlige vande - og spænde dagligdagens krikker for vognen igen.

Hyp, hyp - derudaf det går - i Sindsro og kærlighed - Én dag ad gangen.