Om morgenen er ingen katte grå.

Morgenen vender stille sin opmærksomhed mod min ringe bopæl, og lader sølverne stråler blande sig med den sart rosenrøde horisont. Himlen viser sit blåfrosne morgenansigt, og søvnige morgenpipdyr skutter sig, mens de trevent flytter på benene og ryster vingerne.

I min kærestes voliere sniger kattene sig rundt, mens de forestiller sig at de er på den anden side af hegnet, og sultent sætter tænderne i den rødkælk, der i dette øjeblik har vovet at sætte sig lige på den anden side.

Den ved til gengæld godt, at de ikke kan nå ud til den, og nyder derfor uforstyrret de frø, der er spredt på terrassen, sammen med alle de andre morgenfriske små- og halvstore fugle.

Den tidlige fugl, får det friskeste frø.

Med ét vælder det langelandske lys frem - båret af solstråler, der om snart vil have sat deres præg på de frosne tage, og varmet solsortenes fjer. Jeg vender ansigtet opad, og nyder fornemmelsen af spæd varme og drillende frostbid, mens mine tanker driver morgenthenydende rundt i den natur, der omgiver det hele.

Pludselig trykker samtlige terrassens fugle sig.

Sidder stivnede i ubevægelighed, mens en morgensulten rovfugl på dirrende vinger glider langsomt rundt i cirkler et godt stykke over hustagene. Og for mit indre øre kan jeg næsten høre et radar-agtigt pling, hver gang dens skarpt spejdende øjne glider henover terrassen for at opfange bevægelse, på jagten efter morgenmaden.

Men alle sidder helt stille, figurfrosset i overlevelsens desperation - indtil den cirklende død endelig forsvinder i et pludseligt lynende dyk mod jorden ovre ved naboen, og mod den morgenmad der sekunder senere befinder sig livløst mellem de skarpe rovfuglekløer.

Og alle genoptager, hvad de havde været igang med - fjerpudsning, kornspisning, morgenkurtisering - mens kattene ærgerligt banker på volierets indgangsdør for at komme ind i varmen igen. Der var ikke noget fugl til dem i dag.

Jeg nipper til morgentheen, efter jeg har lukket dem ind, og spekulerer distræt over, hvorfor de sidste mange indlæg her på bloggen næsten udelukkende har handlet om øen og naturen.

Hvad er det, der har fået mig til næsten at frådse i alt det, der omgiver mig hernede, og så godt som  ikke fabulere over det helbred, der jo trods alt stadig plager, irriterer, og hæmmer mig i mine udfoldelser ?

Og mens den stærke - næsten alt for stærke - the glider nedover mine smagsløg, går det op for mig.

Jeg ved jo godt, hvad det er, der får mig til at undlade at fortælle en masse om den efterhånden meget langstrakte indflytning i min nye bopæl - en kasse tømt ca. hver anden dag, og tre dage om at sætte hylder op - og hvad det er, der gør at jeg næsten ikke fokuserer på de smertende lunger, det brækkede ribben, de plagede knogler, min underliggende sygdom, eller de øjne, jeg med mellemrum er nødt til at skjule bag solbriller for ikke at få hovedpine af det vidunderlige lys, når det danser  henover sneen.

Det er kærlighed, der gør det.

Og ikke kun kærligheden til den engel - den underskønne kvinde - der søvnigt strakte sig ved siden af mig, da jeg stod op ved daggry - og som er en af årsagerne til, at jeg flyttede herned.

Nej, det er også den gryende kærlighed til den her underskønne ø. Den her landsdel, der overses af så mange udenø'ere, men som betyder så uendeligt meget for de, der bor her - hvad enten det er som tilflyttere eller som indfødninger.

Den gryende kærlighed til den natur, det lys, de mennesker, der fylder øen fra top til bund - og som har formået på så kort tid at kravle ind under huden på mig.

Og jeg erkender, at når jeg både oplever og lever mit nye langelandske liv på samme måde som jeg lever mit ædru liv - én dag ad gangen - så både sanser og fatter jeg meget mere, end jeg ellers ville.

Og det er jo ikk' så ring' endda.

Tankefyldt lader jeg blikket glide over den så godt som skyfri morgenhimmel, og sipper det sidste af min the i mig, mens jeg smilende opdager denne dags tre første sandheder :

Langeland vågner - jeg er ædru - og livet er godt.