Andre Sider af mig

søndag den 29. april 2018

07:50


Knapt er morgentheen skænket, og står dampende og ventende i koppen, før tanken melder sig: Hvad er egentlig vigtigst for mig - Sindro, Mod, eller Visdom ?

Er det Sindsroen, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre - Modet, til at ændre dem jeg kan - eller Visdommen, til at kende forskellen, der står øverst på min liste over ønskerne for dagen i dag ? Eller er det ønsket om at være ædru, bare en dag ad gangen, der står forrest i dagens spekulationer ? Og hvorfor sidder jeg i det hele taget og spekulerer på netop dét - netop i dag ?

Det gør jeg, kære læser, fordi jeg her til morgen - helt nøjagtigt klokken nul syv halvtreds - for præcis to år siden valgte ædrueligheden og livet. Derfor er denne morgen fyldt med tanker, der alle har deres rod i dét præcise tidspunkt i Universets uendeligt lange løbebane.

Tanker, indeholdende de følelser, der gik gennem mig i sekunderne før beslutningen blev truffet, og røret blev løftet. Følelsen, af afmagt og fortvivlelse, der rasede gennem min krop med angsten for det ukendte stående truende allerforrest. Gråden, der pressede sig vej ud gennem mit jeg, da de forløsende ord fandt vej over mine læber.

Jeg er mør.

Jeg sagde den morgen farvel til det liv, jeg kendte. Farvel, til mennesker jeg havde bygget mit liv op på, gennem mange år. Farvel, til alle de krampagtige bestræbelser på hele tiden at have en ny undskyldning for næste tur parat.

Og jeg sagde Ja, til alt det, netop Sindsro-bønnen indeholder af ønsker. Ja til, kun at være ædru én dag ad gangen. Ja til, kun at kunne overskue netop dén dag, jeg befinder mig i, når det drejer sig om min ædruelighed og alt det, den indeholder.

Så hvis jeg endelig skal vælge én af de tre ting - Sindsro, Mod, eller Visdom - som værende den vigtigste i mit ædru liv, er der kun ét jeg kan gøre.

Jeg vælger Visdommen, til at kende forskellen på, hvilke ting, der kan ændres, og hvilke ting der ikke kan. For derigennem kan jeg finde Modet, til ændringerne, og Sindsroen til at acceptere status quo.

Og jeg accepterer, at jeg er alkoholiker, og at jeg ikke kan styre mit eget liv. Accepterer tillidsfuldt, at kun en magt, højere end mig selv, er istand til at gøre det, jeg ikke selv kan. Accepterer, at ved at overgive styringen af min sygdom til det, der er min højere magt, kan jeg endelig leve, som jeg gerne vil.

Ædru.

Klokken er 07:50 - det er den niogtyvende april - jeg hedder Per - og jeg er alkoholiker.

lørdag den 28. april 2018

Ka' det nu ha' si' ræ'ti'he ?


Morgenglimtende vågner duggen af sin dvale - pirres af den spæde sol og strækker sin våde krop efter himlens blå. Kun dæmringens forsøg på at tilbageholde de uimodståelige første stråler forhindrer den i at give slip på de græsstrå, den har klynget sig til siden nattens kulde tvang den mod ubevægelighed.

En solsorts vinger fejer distræt noget af den op i sine bestræbelser på at hive morgenmadens første stædige regnorm op fra den muld, den havde skjult sig i, og skubber derved uvidende de første dråber afsted på deres vej mod den himmel, de har længtes efter.

Med et svirp svinges ormen ind mellem de spidse næb, og kastes ned mod den uundgåelige omsætning til energi, i den strube der om lidt vil lade en jublende hyldest stige mod himlen, mens dråbe efter dråbe af den morgendansende dug slipper taget, og dampende af energi stiger mod det blå, natten har unddraget dem.

Sol er oppe, morgen er startet, liv er begyndt - igen.

Som jeg sidder her, i mit Langelandske paradis, og oplever solen sætte sig præg på den startende dag, går det op for mig, at jeg ikke har en hujende papfis at brokke mig over. Hverken kommunale rådgivere, politiske modstandere, fremmede magters brunklædte soldater, eller vores egen uduelige regering, kan stoppe den livets proces, der udfolder sig for mine øjne mens jeg saligt tyggende på min velsmagende morgenmad lader verden udenfor mine vinduer beruse mig med sin mangfoldighed. Den eneste rus, jeg med taknemlighed og glæde lader mig selv nyde frit.

En påfuglehan i fasankrop - overbevist om sin egen vidunderlige skønhed - vader arrogant henover den stadig let dugvåde græsplæne, med sine hunner i hælene og øjnene rettet mod de frø, den efter opsamling fra jorden havde tænkt sig som morgenknas.

Og på grenene ovenover påfuglefasanfatter - et par meter eller fire oppe i luften - hakker duemama uelegant fatter due i hovedet med en tydelig besked - du blev ikke færdig med det, du var igang med i går - hvorefter han trevent fortsætter den parring, han ellers så ud til ikke at gide ret meget mere af.

Selv er jeg gået videre - til den varmtduftende og velsmagende morgenkaffe, der kan få vækket de sidste livsånder i min nattrætte krop. Tankerne danser henover den dag, der ligger forude med alle sine spændende og ukendte oplevelser. Henover de fire timer, jeg kommer til at være på radioen i dag - henover idéerne til den musik, der skal spilles - henover de morgenkys, jeg endnu ikke har fået - henover den kærlighed, jeg føler dybt i mit hjerte.

Henover det Langeland, jeg hver morgen ser udfolde sin natur for mine hungrige øjne. De danser, tankerne, valsende let gennem bløde bakker og saltvandskyllede strande. Snuser undrende til krøllede bynavne og snurrige huse, mens en leende langelandsk latter drillendende smyger sig om mine ører i en kærlighedsfyldt dans for to.

Og mens jeg på den måde giver slip på al den jordbundethed, virkeligheden også indeholder, og i tankerne snuser til den rose i sydhavet, jeg nu bebor - går mine nu fjerntskuende øjne glip af det morgen efter morgen  - igen og igen - gentagne brus af glædesbrøl naturen lydløst giver fra sig, når de sidste rester af nattens dug slipper taget i strået, bladet, grenen, de havde klynget sig til, og dampende stiger mod det kredsløb, der imorgen igen lader dem dukke frem af nattens mørke for mine livselskende, undrende øjne.

Livet er dejligt - ædru, og med Sindsro i kroppen.

tirsdag den 24. april 2018

Tid - til det hele....


Det er længe siden jeg har tilladt mig selv at stå rigtigt tidligt op  - I ved, sådan på grænsen af "Jeg er da lige gået i seng", og "Nej!!!! Ikke allerede!!".

Men ikke desto mindre, så er jeg her til morgen væltet ud af min varme dynes trygge, omklamrende univers, og har ikke bare fået gang i kaffe og morgenmad - men så sandelig også i de små grå hjerneceller.

Ikke fordi der er noget specielt jeg skal her til formiddag, bortset fra en tur på Bogby Langeland for at fortsætte mit frivillige arbejde med at banke lidt liv i stedets eksistens på nettet. Og det er først hen ad halvni, jeg skal afsted - så hvorfor dog starte så tidligt ?

Fordi jeg har opdaget en tendens ved mig selv. Noget, jeg ikke har spekuleret så meget på, gennem de sidste snart mange måneder, men som kan være ganske god at bruge sådan en morgen som denne her til at få tygget igennem, og nedsvælget sammen med det hjemmebagte rugbrød og den friskmalede, friskbryggede kaffe.

Det handler om det der med Tid.

Den Tid, der er her og nu, og som jeg igen og igen bare tager for givet, istedet for at glædes over eksistensen af. Den Tid, jeg kunne have drukket mig ud af for snart fireogtyve måneder siden, men som hver morgen trofast sætter seksogfirstusindefirehundrede øjeblikke ind på min konto - og sletter de ubrugte, når dagen er forbi.

 Øjeblikke, jeg får skænket fordi jeg stadig er i live. Øjeblikke, jeg kan bruge til alt muligt, og derigennem gøre en forskel på så mange forskellige måder - men hvor jeg som hovedregel bare når at frådse elskende og eksisterende løs i dem, uden at have spekuleret særligt meget over indholdet i det, jeg bruger dem til.

Det er jo bare Tid, ikke ?

Det er jo bare de fireogtyve timer, der udgør Dagen Idag. Bare den ene dag, jeg som ædru alkoholiker vælger at eksistere ad gangen.

Og den er væk imorgen igen.......

Hver aften, når jeg søvnigt krummer mig sammen under min varme dyne, vælger jeg at gennemgå min dag i tankerne - for på den måde at finde ud af om der har været noget, jeg kunne have gjort anderledes - noget, jeg trænger til at sige undskyld for - noget, der kan true min ædruelighed. Og på den måde får jeg rystet den overståede dags tidsindhold ned igennem den sigte, der hedder "Tag hvad du kan bruge, og smid resten væk".

En ganske god måde at gøre tingene på, bilder jeg mig selv ind.

Jeg har åbenbart bare glemt, at jeg bør gøre det samme, når jeg vågner. At jeg bør bruge nogle af de værdfulde øjeblikke, mit liv hver morgen får skænket, på at tænke dybere over hvad jeg vil bruge resten af dem til - i dag. Tænke over, hvordan jeg vil sikre mig, at der ikke er alt for meget at smide væk af, når jeg til aften sigter min dag for brugbart indhold.

Og hvad nu, hvis jeg gav mig selv lov til, at sætte farten gennem Dagens Tid lidt ned, og undervejs kiggede lidt nærmere på hvad jeg brugte den til ? Ville det mon ændre på mængden af ting, der kunne have været gjort anderledes ? Eller på mængden af undskyldninger, der ville opstå ?

Højst sandsynligt.

For hvis jeg i løbet af min dag spekulerer nærmere over mine handlinger, og straks siger undskyld, når jeg fejler, så kan min aftensi være så finmasket, den være vil - så vil mængden af "Smid Væk"-ting blive mindre og mindre.

Den vil aldrig forsvinde helt, den der ubrugelige restmængde. For uanset hvor godt jeg lærer at bruge den Tid, der er til rådighed ved dagens begyndelse, vil det, at jeg er menneske, altid stå i vejen for den der fuldendthed, hvor intet bliver gjort forkert og alting bare er dingeling-træsko derudaf.

Men det er vel også iorden, er det ikke ? At jeg tillader mig selv at leve og eksistere som det menneske, jeg er - og derigennem bruger den Tid, jeg totalt har til rådighed på at være det, jeg helst vil være.

Ædru.

Det er jeg overbevist om - lige nu og her, hvor der er gået en en halv time af denne dags Rådighedstid, med at spekulere lidt nærmere over Livet, Universet, og Alt Det Der.

Løste jeg så noget ? Fandt jeg en eller anden ubetvingelig Universel Sandhed ? Eller var det bare min egen Sandhed, der dukkede op efterhånden som kaffen blev nedsvælget, tasterne trykket, og hjernen vækket ?

Det finder jeg måske aldrig ud af - men jeg er ædru, dagen er startet, og kaffen var god........

onsdag den 18. april 2018

Hofter fat !!! Motion forude !!


Det er noget underligt noget, det der med at have hofter. For det meste lægger jeg slet ikke mærke til dem, og anser automatisk deres funktion som uendelig og deres holdbarhed som uden udløbsdato.

Men som de fleste af jer helt sikkert ved, er det i allerhøjeste grad ikke i trit med virkeligheden.

Meget langt fra endda, når jeg nu lige tager mig sammen til at lytte efter de temmeligt højt protesterende lyde, mine to af slagsen har udstødt siden i morges.

De er åbenbart indstillet på, at gøre denne dag til en kamp mellem deres egen velbehagelighed - hofterne, altså - og min lyst til at være en integreret del af de tilbud, dagen byder på her på Livsstilscenteret.

Og det lader dæleme til, at de er på vej til at vinde. Øv !!

De holdt ellers - ret surmulende, men trods alt acceptabelt fungerende - til både tidlige morgenture, lettere yoga, og en gåtur ned gennem den lyst grøntlysende skov, der er i baghaven. Samt til at stå ved et bord i træningskøkkenet - jeps, der er skam sådan et lækkert og veludstyret af slagsen her - mens frokosten til de 47 medindlagte blev tilberedt af mig og de andre på madlavningsholdet.

Og så snigløb de mig.

Uden jeg helt lagde mærke til det - og mens jeg nød den med dijonsennep og karry tilsmagte  frisklavede kyllingesalat, der var blevet lagt på en skive ananas - besluttede den højre - hofte, altså - at den ikke kunne li' mig.

Og da jeg ikke lod til at bemærke dens subtile protester - små, lette jag i musklerne (ja, jeg skrev musklerne - for sådanne har jeg altså hist og her) i siden - fik den overtalt sin venstre med-hofte til at deltage i det, der såfremt jeg ikke fik opdaget det i tide, kunne have udviklet sig til en decideret generalstrejke i bevægeapparatet.

Ikke fordi det på nogen måde fik min opmærksomhed til at flakke væk fra den lækre og varme rodfrugtsalat, der var blevet lavet som tilbehør til et stykke skinkemedister.

Ej heller var der nogen af den forsamlede mængde protesterende hoftedeles brøl om retfærdighed, der trængte gennem mine læbers nydelse af den friske dessertfrugttsalat - der, ganske kort sagt, bjergtog mine smagsløg i uendelig grad.

Men da jeg så - mæt, og veltilpas i mine indre bløddele - rejste mig for at hjælpe med afrydningen af bordet..........

Jesus Maria til Flodhest............

Som en flodbølge af protesterende offentligt ansatte - for det er de jo, de to små hofteboftebasser - væltede deres vrede ind over mig, min hjerne, og mine muskler. Ryddende alle muligheder for et forlig, og truende med en knoglernes generalstrejke, hvis lige ikke var set siden jeg som ganske ung fik danset mig selv ud foran en bil, der ikke kunne bremse.

Og det var kun med opbydelsen af alle mine overtalelsesevner, og under fremsigning af diverse bønner - både dem fra den katolske, den jødiske, og den protestantiske tro, samt et par ekstra fra KFSM (Kirken for det Flyvende Spaghetti Monster) - at det lykkedes mig at "stalle" og skubbe det hele lidt på afstand.

Da jeg så også fik min helt egen forligsmand - ham der hedder Sindsro - til at bryde ind i konflikten, og samtidig lovede at sætte mig til forhandlingsbordet - stille og roligt - igen, fik jeg endelig mulighed for at kunne bede hoftebammelamserne om tilgivelse, samt love dem at jeg nok skal passe bedre på dem under resten af opholdet på Centeret.

Der er så bare lige det, som de ikke ved - de der centralt placerede knogledimser.

Nemlig at jeg for det første i al hemmelighed har forberedt en decideret Lock Out via diverse pilleindputningsblokader, såfremt de ikke stopper med at brokke sig - samt at jeg aldeles ikke er færdig med at byde dem en hel masse aktiviteter, der - efter min egen ringe mening - på sigt vil kunne styrke og støtte det fællesskab af knogler, kød, hud, etcetera, der tilsammen er Mig.

Det er nemlig også en del af det, der hedder Ændring af Livsstil - og som er en integreret del af den igangværende overenskomstforhandling mellem min krop og jeg.

Så dét har de dæleme bare at rette sig efter - de små hofteknoglebassebamselamser.

Bare én dag - ét øjeblik - ad gangen......

mandag den 16. april 2018

Det kender jeg da, gør jeg ikk´?


Genkendelse er en underlig ting.

Den har det med at slå til, når jeg mindst venter det - som for eksempel i dag, hvor jeg mødte på Livsstilscenteret i Brædstrup, for at være indlagt de næste fire dage.

Egentlig skulle jeg have været her for en måned siden, men på grund af den influenza jeg havde snuppet i forbifarten - og den lungebetændelse, der næsten automatisk hægtede sig på - var jeg nødt til at melde afbud, og tilbringe dagene hjemme i min kærestes varme favn.

Hvilket nu heller ikke er det værste sted, at ligge og spekulere på livsstilsændringer. Men som i sagens natur heller ikke er det sted, hvor jeg kan lære allermest om alle de muligheder, der er for at kunne skifte livsstil, og indarbejde en ny, og forhåbentlig bedre af slagsen.

Til gengæld er der så meget andet, at lære dér - men det hopper jeg let og elegant over i dag - for her, handler det om noget helt andet.

Og dermed tilbage til det der med genkendelse.

For her på Centeret - hvor jeg, som du sikkert har fundet ud af, befinder mig i dag og de næstkommende dage - kan jeg ikke bare lære en hel masse om det, at ændre livsstil, men også genkende det, jeg havde med mig, første gang jeg trådte ind af dørene.

Depressionen, der var en del af mit oprindelige motiv for at komme herned. Overvægten, der plagede mig i mere end høj grad. Blodtrykket, tarmsygdommene, og de KOL-plagede åndedræt. Alt det havde jeg med i bagagen, da jeg en mandag morgen i slutningen af 2016, meldte min ankomst på stedet.

Heldigvis er det ikke alt, der er her stadig. En stor del af det, der gennem længe var en "naturlig" del af min hverdag, er her ikke længere. Depressionen er gået sin vej, overvægten triller gram efter gram væk igen, og åndedrættet - eller lungekapaciteten, som min tidligere læge kaldte den, hver gang hun forsøgte at finde den med alle sine apparater - er blevet væsentligt bedre.

Og i lang tid var blodtrykket også faldet til et - for mænd i min alder - normalt leje, og mine tarmsygdomme kun et svagt minde om smertejag og overdreven gasdannelse. De er så, begge dele, kommet tilbage. Og endda næsten på samme niveau som før.

Suk.

Jeg bilder mig nu ikke ind, at de fire dage her - og de sidste fire om nogle måneder - vil kunne "kurere" hverken det høje blodtryk eller min SIBO, som tarmsygdommen hedder. Jeg ved kun, at de redskaber jeg fik i mit første ophold, var med til at hjælpe kraftigt på situationen.

Så det håber jeg, at de kan igen - nu hvor jeg er her, og kan få dem repeteret.

Det er jo noget, man i min alder kan blive nødt til at gøre - det der, med at repetere, når man (jeg) nu ikke lige har kunnet huske hvordan det nu var at det var. Eller måske endda har fået slækket på alle de gode rutiner og madvaner, der ellers har været indkorporeret i dagligdagen.

Men sådan går det jo en gang imellem - når man, som jeg, er et ganske almindelig menneske, med alle de dårligdomme et liv er istand til at smide i hovedet på mig. Herunder naturligvis også alle de dårlige vaner, jeg gennem mange år nåede at få puttet ind under huden, inden  mit oprindelige første ophold.

Sådanne dårlige vaner, har det jo med at smage ganske godt, ikke sandt?

Nu er det så, at jeg pludselig opdager en genkendelse af det, der også skal til for at få tingene på ret køl igen. En genkendelse af en adfærd, jeg ellers har brugt syvhundredesytten dage på at træne mig selv i, og som jeg dagligt ellers nyder at udføre, leve i, og leve efter.

Og som med største sikkerhed vil kunne være netop dét, der skal til for at rette op på tingene igen.

Den adfærd hedder Én Dag Ad Gangen, og er ikke bare brugbar i forhold til min ædruelighed, men så sandelig også i forhold til mit høje blodtryk, og mine forbistrede dårlige tarme.

For hvis jeg bare koncentrerer mig om tingene én dag ad gangen, vil det være meget nemmere for mig at kunne fokusere på dem, og forhåbentlig løse dem - hvis bare jeg husker også at tage den medicin, der passer sådan en adfærd bedst.

Medicinen hedder Sindsro - og just præcis her og nu snupper jeg lige en ordentlig håndfuld af den - og koncentrerer mig så ellers om at lade Handling Skabe Forvandling.

Bare de næste fireogtyve timer.

torsdag den 12. april 2018

Mikrofonen er tændt - der må synges.


Der er nu meget sandhed i det der med, at ikke to dage er ens. Heller ikke, selvom man som jeg lever efter devisen med én dag ad gangen. Det går op for mig, mens jeg her på denne dejlige morgen endnu en gang sidder med morgentheen og tastaturet, og prøver at sætte ord på de tanker, der flyver rundt i  min langsomt opvågnende hjerne.

Tanker om alt og intet. Om min sygdom. Om kærligheden. Om livet. Om døden.

Men mest af alt om det menneske, hvis liv jeg senere idag skal tage afsked med. En afsked, der kommer til at bringe minder op i mig, om et liv levet i glæde, levet her-og-nu, og levet fordi det nu tilfældigvis var der - det gutens liv - og k u n n e leves.

Spisende livet i store klumper - elskende livet i bid efter bid - levende, eksisterende, og værende - for alle der havde lyst eller brug for det.

Og så på én gang - pist - bare væk.

Vinden blæser tankefuldt grenene rundt på de buske og træer, der er udenfor mit morgenvindue, mens minderne om den del af livet, der blev mig forundt at kende hende, ligeså tankefuldt danser en stille karaokevals i min hjerne.

Minder om glæden og kærligheden i øjnene på både hende og min ven, da de for mange år siden havde inviteret alle os Skumlinger til bryllup. Minder om snakke, delte tanker, delte oplevelser - og smilet, da mange års adskillelse forsvandt igen, og jeg fik taget mig sammen til at droppe forbi påny.

Minder.......

Der bliver ikke grædt i dag - der bliver fejret. En glædesholdelse af det liv, der blev levet - elsket - nydt - og brugt. Der vil blive sunget, grinet, og jo - sikkert også, trods min påstand om det modsatte, fældet saltholdige dråber, når minderne om det, der blev oplevet sammen, bliver delt.

På den måde, bliver denne dag - den ene dag, jeg som ædru alkoholiker kan tillade mig at overskue - meget forskellig fra alle de foregående dage, hvad enten disse har været ædru eller aktive. For intet og ingen, vil kunne måle sig med den kommende afsked med en ven af dén kaliber - dét aftryk har hun sat sig tungt, glædesstrålende, og livfuldt på.

Og mens tonerne fra Sam's Bar-koret stadig vil runge i min nu ædru hjerne, vil jeg danse en morgensalig karaoketango med mindet om en kvinde, jeg aldrig nåede at danse med i levende live. Jeg vil skue hendes smilende øjne, og hviske i hendes altid lyttende ører, at hendes mand er jordens heldigste. Jeg vil høre hende mumle, at alt andet ville være dødskummelt - og jeg vil give hende ret, mens hun småsyngende - en umulighed, hun kunne sgutte små-synge, hun sang altid af karsken bælg - jeg gentager, mens hun småsyngende danser hele vejen op til det store karaokekor - blandet og med deltagere fra både foroven og forneden - og snupper leadmikrofonen.

Og jeg vil vinke farvel til de sidste glimt af hende, mens jeg stille hvisker:

Min ven, du levede sgutte et liv som engel, men for pokker - hvor ville englene gerne have levet et liv som dit - bare én dag ad gangen.

tirsdag den 10. april 2018

Udløbsdatoer og Adfærd.


Pludselig opdager jeg, at der er noget jeg har glemt. Noget, jeg ellers har holdt fanen højt på, gennem de sidste 711 dage - noget, jeg i det daglige ellers har været utroligt glad for at have fundet igen, efter mange års fravær.

Jeg har glemt mig selv.

Midt i al flytningen fra den landsdel, jeg beboede gennem næsten 17 år og som jeg elskede utroligt højt. Midt i tilpasningen til den nye landsdel, der dagligt bjergtager mig med nye indtryk, nye glæder, nye mennesker. Midt i det liv, der udfolder sig for mine undrende, elskende øjne.

Jeg har glemt, hvad jer er.

Det er nu ikke fordi jeg har fanget mig nogen former for hverken den ene eller den anden aldersbetingede sygdom - der er hverken påbegyndende demens eller Alzheimers at spore i min morgentrætte hjerne. Og selvom mit blodtryk er faretruende højt - og dermed medvirkende til endnu en omgang stress og uro - kan jeg heller ikke skyde skylden for min forglemmelse på dén bette legemlige skavank .

Næh, jeg har simpelthen bare gjort det, jeg tidligere var så god til. Og gemt min sygdom inde under alt det, der fylder min hverdag, uden at tage de daglige hensyn til den, jeg ellers har gjort en ære i at holde fast i, siden jeg tog afsted i behandling for snart to år siden.

Det hedder Gammel Adfærd, gør det.

Adfærd, der før i tiden kun havde ét eneste mål - at føre mig hen i situationer, hvor tilbagefaldet ventede jublende bag den første genstand. Adfærd, der har været en del af mit Jeg gennem årtier.

Men heldigvis findes der overalt i landet steder og mennesker, der kan være medvirkende til at fjerne den type sprængfarlig adfærd. Steder, hvor mennesker med min sygdom samles, for give hinanden hjælp til selvhjælp.

Mennesker, der lige som jeg, selv har befundet sig på det stade og prøvet de samme ting, som dem jeg har gennemlevet i mit aktive liv. Mennesker, der selv har prøvet at stå i Gammel Adfærd, og på den måde - langt fra eller tæt på - været på vej ned i flasken igen. Mennesker, der kan få mig til at huske, hvor jeg finder det værktøj, der kan bruges til at undgå at komme i nærheden af den første.

Og heldigvis har de her mennesker en rede i nærheden af min nye bopæl - et sted, hvor jeg kan tage hen for at få tanket op igen, og blive mindet om hvem og hvad jeg er. Genhuske, at min sygdom er livsvarende og uhelbredelig - og endda huske det med et Sindsroligt smil.

Så midt i en dagligdag fyldt med kærlighed, søndagsradioudsendelser, tilvænninger til livet som Langelænder, og bekymringer af alskens anden slags, går det op for mig at jeg stadig skal sørge for at holde min sygdom tæt ind til kroppen, og ikke lade den forsøge at undslippe min opmærksomhed.

Kun på den måde kan jeg sørge for ikke at ryge tilbage i Gammel Adfærd.  Kun på dén måde kan jeg holde den type adfærd fast på den udløbsdato, jeg klistrede på den, den niogtyvende april totusindeogseksten. Kun på den måde kan jeg holde mig ædru - én dag ad gangen.

Kun på den måde kan jeg holde mig i live.

Og mens jeg på denne vidunderskønne morgen lader både den varme the og de mange forskellige morgensultne pipdyr udenfor mine vinduer vække mig langsomt og fredeligt, går det op for mig at jeg i virkeligheden er Universets heldigste mand.

For jeg er ædru, elsket, og istand til at se tilbage på et turbulent liv i ærlighed og kærlighed. Jeg er istand til at kunne tilgive og bede om tilgivelse - og acceptere, såfremt det bliver afvist.

Med alle mine fejl og mangler - alle mine dårligdomme og forkerte beslutninger - er jeg trods alt stadig et menneske, med evnen til at elske og blive elsket. Et menneske med lyst til livet, og lyst til fortsat at udtrykke mig om det på den eneste måde, der virker for mig.

Ved at forblive ædru.

torsdag den 5. april 2018

Morgen i Tryggelev - duedans og tankemylder.


Igen opdager jeg, at der pludseligt er gået over en uge siden mit sidste indlæg på blog'en. En erkendelse, der efterlader mig lettere forvirret, for - hvor pokker er dagene blevet af ?

Svaret driver ind til mig sammen med duften af den frisklavede morgenkaffe, og kildrer velbehageligt i sindet. Suk. Det er flytningen, der stadig sætter en kæp i hjulet, og efterlader mig så godt som tom for idéer til de daglige betragtninger.

Daglige........ Hæh, de er ved at blive ugentlige, er de, mumler jeg morgentræt ud gennem det så godt som ikke eksisterende skæg på mit søvnkrøllede ansigt.

Sagte klapper jeg dernæst  mig selv på ryggen - en ret besværlig øvelse, kan jeg godt fortælle - og minder mig om, at jeg ikke har noget jeg skal nå.

Ikke har noget, der står og k r æ v e r min totale og udelte opmærksomhed. Ikke er plaget af en kalender, der med alle sine bippende påmindelser gør det så godt som umuligt at sidde her, og bare nyde synet af mosen bag min have her i trygge Tryggelev. Ikke har nogen, der  afbryder mine morgentrevne tankeforsøg med indkøbssedler og støvsugning.

Ikke har......

Gu' har jeg da så. Gu' har jeg da fået pakket min hverdag med alskens aktiviteter og aftaler, her, hvor jeg endelig begynder at kunne se enden på den flytning, der begyndte for snart 4 måneder siden, og som har bragt mig fra vidunderlige Djursland til smukke, skønne, dejlige Langeland.

Og nærmest vrinskende af glæde, har jeg tastet aktiviteter, begivenheder, og møder ind i mit elektroniske vidunder af en slavepisker, så den har kunne minde mig om alt det, jeg i virkeligheden godt kunne have skubbet lidt til side, til fordel for det at få tastet mine tanker ind på den taknemlige og umættelige skærm.

Aftalerne på skønne Lejbøllegaard, hvor Bogbylangeland.dk er blevet lovet brug af mine fattige evner.

Timerne på Radio Langeland, hvor det at række ud til lytterne endnu en gang er blevet muligt.

Lægebesøgene på klinikken i smukke Rudkøbing, der er blevet nødvendige fordi mit blodtryk igenigen er drønet i vejret med endnu et rekordforsøg.

Og timerne i min smukke, dejlige kærestes favn, der under ingen omstændigheder kan undværes.

Derfor, kære læser, er det gået over en uge uden lyd fra mig.

Uden beskrivelser af det liv, der foregår udenfor mine langelandske vinduer - af de stære, der er begyndt at kurtisere hinanden - af de småfugle af uendeligt mange varianter og med lige så mange forskellige farver strøet ud over den bette fuglekrop - af den kat og due, der synes det er livsnødvendigt at foretage en nyopførelse af Dødens Triumf, bare uden Anisette's sang - og uden fortællinger om dét, der ellers kan finde på at løbe igennem min tidsmæssigt åbenbart kraftigt ramte hjernes krøllede vindinger.

Men jeg lover dig, du tålmodige indtager af mine morgenforvirrede udgydelser, at jeg nok skal komme efter det. At jeg nok skal sørge for at bringe Nyheder og Tanker fra det Tryggelev'ske hjem med kortere mellemrum - når der igen bliver tid til det.

For tid, er det eneste jeg har at give af, kære læser. Faktisk endda ikke mere, end de fireogtyve timer jeg just nu står i, og som er det eneste, der kan fylde mig med mulighed for at gøre og være det, jeg allerhelst vil være og forblive - ædru..........

En sagte pikken på ruden i min havedør afbryder mine tanker, og rykker mig ud af mit morgenbeklagende humør. Det er duen, der før var i gang med at udføre en drabelig ny version af Dødens Triumf, og som åbenbart har fået skræmt den anden medvirkende - katten - væk.

Nu vil den så meget gerne - tak - anmode om en bette håndfuld frø til sig selv og sine andre fjerede venner, så de langt om længe kan indtage morgenmaden. Så hvis jeg vil være så venlig, siger dens spørgende og let blinkende øjne, at lette min magre bagdel, og udføre det ønskede ?

Suk - selv dyrene her på Langeland har deres egen mening. Og har åbenbart også fået indført nok et menupunkt på min morgenagenda - Fodr Os !

Det vil jeg så gøre - mens jeg samtidig trækker vejret dybt og nyder smagen af frisk langelandsk luft, og synet af den ørn, der svæver i det fjerne. Og finder ud af, at livet her på Langeland ikke er det værste der er, når bare jeg tager det et trin ad gangen - én dag ad gangen.

Hvilket jeg har tænkt mig at gøre -  med den største Sindsro.