Ka' det nu ha' si' ræ'ti'he ?

Morgenglimtende vågner duggen af sin dvale - pirres af den spæde sol og strækker sin våde krop efter himlens blå. Kun dæmringens forsøg på at tilbageholde de uimodståelige første stråler forhindrer den i at give slip på de græsstrå, den har klynget sig til siden nattens kulde tvang den mod ubevægelighed.

En solsorts vinger fejer distræt noget af den op i sine bestræbelser på at hive morgenmadens første stædige regnorm op fra den muld, den havde skjult sig i, og skubber derved uvidende de første dråber afsted på deres vej mod den himmel, de har længtes efter.

Med et svirp svinges ormen ind mellem de spidse næb, og kastes ned mod den uundgåelige omsætning til energi, i den strube der om lidt vil lade en jublende hyldest stige mod himlen, mens dråbe efter dråbe af den morgendansende dug slipper taget, og dampende af energi stiger mod det blå, natten har unddraget dem.

Sol er oppe, morgen er startet, liv er begyndt - igen.

Som jeg sidder her, i mit Langelandske paradis, og oplever solen sætte sig præg på den startende dag, går det op for mig, at jeg ikke har en hujende papfis at brokke mig over. Hverken kommunale rådgivere, politiske modstandere, fremmede magters brunklædte soldater, eller vores egen uduelige regering, kan stoppe den livets proces, der udfolder sig for mine øjne mens jeg saligt tyggende på min velsmagende morgenmad lader verden udenfor mine vinduer beruse mig med sin mangfoldighed. Den eneste rus, jeg med taknemlighed og glæde lader mig selv nyde frit.

En påfuglehan i fasankrop - overbevist om sin egen vidunderlige skønhed - vader arrogant henover den stadig let dugvåde græsplæne, med sine hunner i hælene og øjnene rettet mod de frø, den efter opsamling fra jorden havde tænkt sig som morgenknas.

Og på grenene ovenover påfuglefasanfatter - et par meter eller fire oppe i luften - hakker duemama uelegant fatter due i hovedet med en tydelig besked - du blev ikke færdig med det, du var igang med i går - hvorefter han trevent fortsætter den parring, han ellers så ud til ikke at gide ret meget mere af.

Selv er jeg gået videre - til den varmtduftende og velsmagende morgenkaffe, der kan få vækket de sidste livsånder i min nattrætte krop. Tankerne danser henover den dag, der ligger forude med alle sine spændende og ukendte oplevelser. Henover de fire timer, jeg kommer til at være på radioen i dag - henover idéerne til den musik, der skal spilles - henover de morgenkys, jeg endnu ikke har fået - henover den kærlighed, jeg føler dybt i mit hjerte.

Henover det Langeland, jeg hver morgen ser udfolde sin natur for mine hungrige øjne. De danser, tankerne, valsende let gennem bløde bakker og saltvandskyllede strande. Snuser undrende til krøllede bynavne og snurrige huse, mens en leende langelandsk latter drillendende smyger sig om mine ører i en kærlighedsfyldt dans for to.

Og mens jeg på den måde giver slip på al den jordbundethed, virkeligheden også indeholder, og i tankerne snuser til den rose i sydhavet, jeg nu bebor - går mine nu fjerntskuende øjne glip af det morgen efter morgen  - igen og igen - gentagne brus af glædesbrøl naturen lydløst giver fra sig, når de sidste rester af nattens dug slipper taget i strået, bladet, grenen, de havde klynget sig til, og dampende stiger mod det kredsløb, der imorgen igen lader dem dukke frem af nattens mørke for mine livselskende, undrende øjne.

Livet er dejligt - ædru, og med Sindsro i kroppen.