Andre Sider af mig

fredag den 30. september 2016

Tanker

For en gangs skyld vil jeg lade dagens blog bestå af tanker, andre har tænkt - tanker, der på bedste vis beskriver den hverdag, jeg dagligt søger hen imod. Og det kan jeg bedst gøre, ved at sætte Sindsrobønnen på siden :



GIV MIG SINDSRO:

Sindsro til roligt at overveje enhver situation
sindsro til en nuets selvransagelse før jeg reagerer
sindsro til at skelne mellem positiv og negativ kritik
sindsro til at skønne situationens betydning
sindsro til at give andre ret til deres meninger
*
TIL AT ACCEPTERE DE TING JEG IKKE KAN ÆNDRE:

Acceptere at det eneste menneske jeg kan ændre er mig selv
acceptere at jeg har mine begrænsninger
acceptere at knust glas ikke lader sig hele
acceptere at jeg ikke kan leve fortiden om
acceptere at vrede er et tegn på min egen ufuldkommenhed
*
MOD TIL AT ÆNDRE DE TING JEG KAN:

Mod til at gå i rette med mig selv
mod til at erkende mine fejl – og sige undskyld
mod til at erkende min egen del af opstået ufred
mod til at stå fast på mine synspunkter – om end alene
mod til at leve trygt denne dag – og glemme i morgen
*
OG VISDOM TIL AT SE FORSKELLEN:

Visdom til ikke at "skyde gråspurve med kanoner"
visdom til at tale kort – og tie når det er påkrævet
visdom til at søge forsoning – frem for at få ret
visdom til at indse at min sandhed er min alene
visdom til at forstå nuet og evigheden som ét og samme.

torsdag den 29. september 2016

En dag ad gangen.

Så gik der 5 måneder siden den morgen, jeg indså at jeg var mør.

Jeg var fuld aftenen før. Meget fuld. Gik som sædvanligt i blackout inden vi var halvvejs i besøget hos vore venner. Og svinede min forlovede til, både på vej hjem og efter vi var kommet hjem. Hvad der blev sagt, og hvad der ellers skete, ved jeg ikke. På dét punkt er et blackout nogle gange nådigt.

Men da jeg stod op om morgenen og lavede the til os begge, var der kun én ting, der stod klart i mit sind. Aldrig mere.

Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare det uden hjælp. Og jeg vidste også, at jeg ikke ville kunne bede hverken hende eller det etablerede system om hjælp. For så ville jeg bare ende med pillerne igen. 2 gange om ugen. Og uden nogen støtte til at forhindre mig i at snyde, og træde ud af pillerne igen.

For jeg er alkoholiker. Jeg lider af en sygdom, der er progressiv, sindsændrende, og uhelbredelig. Og som aktiv alkoholiker var der kun én ting, der gjaldt. Den næste genstand. Uanset hvordan vejen hen til den var, om der skulle snydes og lyves, eller om dem jeg elskede skulle svigtes. Alt og alle blev brugt som middel til at nå den næste rus.

Men for 5 måneder siden - den 29. april 2016 - var jeg mør, brugt, færdig.

Det var min første for alvor ædru morgen. Den første morgen jeg så klart. Og jeg greb muligheden, ringede til behandlingsstedet Møllen, og bad om at blive afhentet.

Det er det mest skræmmende, jeg nogensinde har gjort.

Jeg kastede mig ud i det totalt uvisse, uden nogen muligheder for at gå tilbage til det, der var. Og som det skulle vise sig, uden nogen forloved at kunne støtte mig til. For første gang virkelig alene med al min skyld, al min vrede, al min anger - og alle mine fejl.

Den morgen gav jeg afkald på det liv, jeg havde levet, og trådte ud i et ukendt liv. Og med tiden er mine første spæde vaklende skridt blevet fastere, stærkere, mere målrettede. For jeg er ædru.

Men hvis jeg ikke ser mig for på min vej, kan den mindste tue vælte det hele, og jeg vil være tilbage hvor jeg kom fra. Og i løbet af uhyggeligt kort tid, vil jeg være i samme dødelige spiral af drukture, blackouts, og selvskadende adfærd, som tidligere.

Det undgår jeg i et fællesskab af mænd og kvinder, der har samme sygdom som jeg selv. Et fællesskab, der aldrig fordømmer, aldrig bebrejder, men altid lytter og støtter, når dagene og livet bliver svært. Et fællesskab, hvor den enkelte selv har været dér, hvor jeg er og var.

Så jeg tager én dag ad gangen. Vælger dagligt at være ædru de næste 24 timer, og besegler valget med en Sindsrobøn.

Tak for mig.


onsdag den 28. september 2016

Videre.

Skyerne jager hastigt forbi mine vinduer, mens de afleverer en morgensjat vædske. Vinden har tabt sin varme, men fået hastighed istedet. Solens daglige besøg er blevet for korte.

Løvfaldssommeren er forbi.

Men hvilken sommer har det ikke været. Blid, inciterende varme - leveret af en blød og kærlig vind - i en strålende, begyndende kakofoni af løvfaldsfarver. Aftener, hvis længder kun modstræbende blev skåret ned af stjerneklare nætter. Og nætter med stadig åbne vinduer, der gav drømmefyldt søvn.

Jeg kommer til at savne denne sommer og dette løvfald. Savne, at jeg fik mulighed for at holde min sorthed i ave af moder natur. At hverdagens udfordringer blev ledsaget af lyse og varme dage, der syntes aldrig at ende.

Nu starter efteråret for alvor. Med sine magtfulde vinde, sine rensende vande, og de sidste frugters saftspændte modenhed. Tiden er inde, til at samle det sidste, pakke forrådet, og finde det varme tøj frem.

For efter efterår kommer vinter. Hvor alt bliver stille, tyst, hvidt. Dødt.

Et strålende glimt af en gemt sol bryder mine tanker, og minder mig om, at efter vinter kommer vår - efter død kommer liv. Igen og igen. År efter år. Liv efter Liv.

Så lad efteråret fortsætte - lad vinteren komme næst - og lad livet genopstå i næste vårs spirende, ukuelige blade, blomster, dyr og mennesker.

Naturen er vidunderlig.

tirsdag den 27. september 2016

Afsted han tog......

...... på sin sidste rejse.

Min kære fætter Anders tog afsted i morges. Efter en lang nat gav han slip, omgivet af sin elskede og sine kære. Endnu en stjerne lyser på den fløjssorte nattehimmel, og minder mig om livets forgængelighed.

Men det er uretfærdigt. Hamrende uretfærdigt, at en ung mand med små børn skal forlade det hele, og gå videre til næste omgang. Forbandet uretfærdigt, at den satans sygdom - den satans vildvækst af celler - skal rive endnu et menneske væk fra verden.

Forhåbentlig står de allesammen og venter på dig, når du ankommer - hvor det så end er, du skal hen. Og forhåbentlig bliver næste omgang væsentlig længere.

                                                                    Du er savnet.        

Alarm !

Kender I det, at man beslutter sig til at udskyde noget man gør dagligt ?

Og så minder alarmer, man har sat til at minde om netop at gøre det, om at man hellere burde komme igang. Jeg sad her til morgen og besluttede mig til at vente med at skrive dagens blog - måske endda udskyde den helt til imorgen. Indtil min venlige computer gik fuldstændig bersærk med lyd og tekst, der mindede mig om at jeg skulle igang med at skrive.

Jeg havde glemt, at jeg har sat en alarm til at holde styr på den daglige blog. Normalt skriver jeg før alarmen går igang, og undgår den på den måde - eller tænder computeren når alarmen er overstået og hører den derfor ikke.

Men lige netop i dag minder den mig om, at ikke bare skal jeg have skrevet dagens blog - jeg har mange andre ting der skal laves. Som har været skubbet ud i glemselen af enten dovenskab eller fortvivlelse.

Alle de normale ring - rengøring, gulvvask, støvsugning, tøjvask etc. - har stået på standby i nogle dage nu. Dage, hvor jeg har tilladt mig selv at synke hen i en slags bevidst koma, og kun har slået tiden mellem vågen og søvn ihjel med fjernsynets virkelighedsflugt.

Og alle de mentale ting - bodeling, ædruelighed, fremtid etc. - er blevet pakket ind i en boble af helbredstanker, så de ikke kunne komme frem og forstyrre ubevægeligheden.

Alt det ændrer den lille alarm.

Jeg er naturligvis nødt til at skubbe kraftigt til mig selv, for at få tingene til at starte igen. Inertiens lov er ubønhørlig, og kræver at jeg tilføjer energi til det, jeg har brugt energi på at stoppe, for at det hele kan bevæge sig igen. Når det hele så først er i bevægelse, er det kun den iboende trang til ubevægelighed, der kan stoppe mig igen.

Så hvordan bekæmper man trangen til ubevægelighed ?

Hvordan bekæmper man trangen til at sidde og være helt ubevægelig, mens tankerne raser afsted i en hjerne fyldt med selvbebrejdelser ?

Hvordan får man den lokkende tilbøjelighed til tankemylder til at være en positiv og genoprettende begivenhed ?

Ved at huske at sætte mentale alarmer til, der kan sørge for at bremse det hele, og give energi til ny eksistens - ny bevægelighed.

Så I må undskylde mig, kære læsere. Men jeg er nødt til lige at blive hurtigt færdig med denne dags blog - så jeg kan komme igang med både at sætte de mentale alarmer, der er udløbet, til at ringe igen, samt med at gøre de ting, mine fysiske alarmer vredt brummende allerede har mindet mig om, at jeg havde glemt.

Der er flere, der skal sættes. Sindsro-alarmen er nok den vigtigste. Efterfulgt af Eftertanke-alarmen og Fremtids-alarmen. Hvilket får mig til at erindre, at jeg nok også bør sikre mig, at den alarm, der hver aften får mig til at gå igang med mit 10.Trin, stadig fungerer.

Og når alle alarmer er sat, kan jeg dagligt lade dem minde mig om, hvad det egentlig er jeg skal.

Være ædru.

mandag den 26. september 2016

Ad flere omgange

Udenfor hersker mørket. Natten breder sig triumferende over alt, og gemmer alt levende bag et sort tæppe af energiforladthed.

Men indeni er der lys. Snart følger dagen natten, og lyset spreder sig ind i alle afkroge. mens regnen siler langsomt ned. Stille og sart lander den på min kind, og minder mig om tidligere glæde.  Mens lyset maler dagen grå, og vinden holder sig selv tilbage, spekulerer jeg på lægens ord, og erkender at intet er, som det burde være, og intet bliver som det skulle.

Dagen folder sig ud foran mine øjne, og regnen stilner af. Tankerne myldrer frem, og besætter al ledig plads i mit hoved. Som en såret bjørn trækker jeg mig baglæns ind i min hule og gør mig parat til at forsvare den.

Og som et vredt menneske reagerer jeg uigennemtænkt på den uret, jeg føler bli'r gjort mig. Ikke bare i mit personlige liv - med svigt, tyveri, utroskab - men også i mit offentlige liv. Samtidig med, at jeg undrer mig over, at man kan gøre sig til svindler for bare 100 kroner. Men den skulle vel komme, dagen hvor jeg bliver taget ved næsen på nettet. Og det gør ondt, selvom beløbet ikke er særligt stort.

Men det, at tilliden til andre endnu en gang bliver svigtet, kan medvirke til at al tillid bliver mistroet. Uden grund.

Jeg tror jeg lader lyset virke på mit sind, og blæser mørket ad helvede til. For mørket har ingen plads i mit sind - det skal holde sig til nattens timer, og fjerne sig når lyset kommer.



Dagens blog blev opdateret ad tre gange - fordi sådan var mit sind i dag.........

søndag den 25. september 2016

Sig nærmer tiden

Efterår.

Indgangen til den periode på året, hvor alt står stille. Perioden, hvor intet lever og alt er frosset.

Farver.

En eksplosion af forskelligheder springer ud i træernes blade og forsøder den korte dag med glimt fra livets store palet.


Lyde.

Aftenen brydes af de gentagne vingeslag fra en svaneflok på træk, og morgenen af suset fra den sorte sol.


Bevægelser.

Sløve, ugidelige, og få. Alt er uendeligt langsomt, og kun få af sommerens energifyldte rutiner er tilstede i hverdagen.

Alt foregår i slow-motion. Som befandt jeg mig i sirup, der hæmmer hver enkelt bevægelse, hver enkelt tanke. Efterårets tavse stilhed og langsomme vandring mod vinter indtager alt, fylder alt, med nedture, faldende energi, mørke tanker, kortsynede beslutninger.

Men snart kommer stormene.

De vilde, brusende, alt-væk-fejende storme, der også er en del af efteråret. Vindene, der blæser døde tanker væk, og fejer gennem sindet i et sus, der ryster de sidste af årets frugter løs, og lader dem ligge som føde, når vinteren sult sætter ind. Knækkende kortsynede beslutninger, skabende bølger i bevidstheden med styrke til at feje tankernes grund blank og fri. Hoppende, dansende, flyvende, vil klumperne af gammel adfærd og fejlsslagne beslutninger blive blæst sammen i bunker, der kan fjernes med sindsroens rive og klarsynets skovl. Og skabe mulighed for, at den kommende vinter ikke varer evigt, men bliver afløst af næste

Forår.

lørdag den 24. september 2016

Fri

Ubevægeligheden begynder at få tag i mig. Fra dag til dag bliver de ting jeg "plejer" at gøre færre og færre, og den tid jeg bruger på dem mindre og mindre. Jeg kan mærke, hvordan alt fryser fast i mig, fast i uvirkelighedens stivnede billede, hvor intet sker, og alt søger at ramme dét ene perfekte øjeblik. Som aldrig har eksisteret.

Rytmer, rutiner, dagligdag. Tingene har det med at blive trukket ud i det uendelige. Det brev, jeg skulle have svaret på for dage siden, og de opkrævninger og opringninger, jeg skulle have sat på plads, bliver mere og mere usynlige, uvirkelige.

Dagene bliver kortere. Ikke bare for di vinteren nærmer sig, men fordi jeg gør min søvn længere og længere.Når jeg så endelig er vågen, bevidst, forsvinder dagen som i en tåge af unyttighed, uvirkelighed, uengagerethed, ulyst til at ændre noget.

For sæt det hele nu var en drøm, et mareridt der slutter lige om lidt. Sæt, jeg vågner og opdager at det hele er lige så uvirkeligt, som det føles, og forsvinder med morgenens indtog. Så jeg kan gå ud og lave the til os, og tænde vores computere.

Jeg kigger bagud, istedet for fremad. Ser det, der var, istedet for det, der kan blive. Og går glip af dagene, af livet, af glæden, af alt det lys, der stråler overalt.

Jeg vil ikke. Vil ikke blive ved, med at gå glip af glæden over det næste øjeblik, fordi jeg har travlt med at sørge over det forrige.

Jeg vil være F R I .

fredag den 23. september 2016

Tåget

Verden er fyldt med vat. Hvid, ubevægelig vat, som bare hænger der i luften og fylder. Tætte klumper af den vugger sagte i morgenens svage vind, og gør lydene små. Fuglene virker tyste, og hæk og træer antager abstrakte former i det mælkehvide lys, der skinner svagt igennem.

En sirene skærer gennem det hele. Fortæller, at tåge eller ej, så er hjælp på vej. Til den syge, til den skræmte, til den, der bad om det. Lyden stopper, og vattet samler sig igen om alt.

Det er ensomt i tågen. Intet tegn på andre kan ses, uanset hvor der kigges hen. Så jeg må lade styrken i mit sind brænde tågen væk, så varmen fra føllesskabet  kan nå min frysende krop og fylde den med energi.

Svagt gul stråler dagens sol i hjørnet af tågen. Fylder verden med håb, for den skræmte, for den ensomme, for den, der tager imod.

Fuglene synger. Morgenen er på vej. Og tågen tager afsted endnu en gang. Heller ikke denne gang ramte kulden og blindheden  mit indre. Heller ikke denne gang fik uigennemsigtigheden mig til at snuble og falde.

Men den vil altid forsøge. Igen og igen. Som uigennemsigtig tåge, som isende glathed, som blændende sol. Faldgruberne vil være der, og kun fællesskabets kompas vil kunne styre mit skib sikkert igennem.

Kursen er sat, og skibet har lagt fra kaj. Ud gennem resterne af dagens tåge, sagte glidende gennem smulte vande.

Ud i livet.

torsdag den 22. september 2016

Jævndøgn

Ude på min græsplæne er der nogle små gule blomster, der strækker sig ivrigt op i luften efter solens varme stråler. Hver morgen lukker de kronbladene op, og hver aften lukker de dem i igen. Og uanset hvor meget jeg slår græsplænen, kommer de igen. Trofaste og smukke.

Nøjagtigt lige som min kærlighed gjorde. Hver morgen åbnede den sig, ivrig efter at modtage varme fra min partner, og hver aften lukkede den sig i, for at tilbringe natten trygt og varmt. Og selvom den fik tæsk af omverdenen, kom den igen. Og igen.

Men ligesom de gule smukke blomster på min plæne, skal min kærlighed se frem til en vinter fyldt med kulde, frost, rusk, og ingen  varme fra nogen side.

De små gule blomster kommer igen til næste forår, men kommer foråret igen til min kærlighed ?

Kommer varmen og lyset forbi mit hjerte, og tøer de frosne følelser ?

Eller er det her begyndelsen på en fimbul-vinter, og begyndelsen på mit helt eget Ragnarok ?

Dagene er kortere end nætterne nu. Og passer jeg ikke på dem, forsvinder de helt.

onsdag den 21. september 2016

Fred begynder med kærlighed.....

......... og kærlighed slutter med afmagt.

Det er i det mindste følelsen, der i øjeblikket står i mit sind. Afmagt. Som er opstået efter en masse ævl, kævl, utroskab, skænderier, tyverier, løgne etc.

Intet af det var i mine tanker for snart 13 år siden. Tværtimod var mit sind og mine tanker fyldt med spæde idéer om en Ny Begyndelse. Et Nyt Liv.

Havde jeg da bare vidst, at jeg ville blive nødt til at krænge alt andet af mig, og tage en kunstig overflade på, for at kunne leve op til de krav, der blev stillet til mig. Krav, jeg ikke kunne honorere.

Men det vidste jeg ikke.

Så nu står jeg i afmagt - ædru, alene, og tæsket til nærmest uigenkendelighed af tyverier og løgne. Og er nødt til at tage kampen op, for at kunne respektere mig selv og holde hovedet højt overfor de udfald, der kommer.

Og der kommer mange - rigtig mange.

Alle er de møntet på én eneste ting - uanset hvor meget der skal lyves, må der ikke tabes ansigt. Så hellere ødelægge mig, selvom alt har været vidst, delt, og accepteret. For sæt omverdenen skulle finde ud af sandheden. Sæt de allesammen skulle finde ud af, hvor meget der blev stjålet, hvor meget der blev latterliggjort, hvor meget der blev løjet.

Alt, uden jeg tog til genmæle - uden jeg reagerede som der ellers var vane for. For det vil jeg ikke.

Jeg fandt aldrig den fred, kærligheden skulle kunne føre til. Eller den kærlighed, der skulle kunne føre til fred. Så jeg må finde fred på andre måder - En Dag Ad Gangen.

tirsdag den 20. september 2016

Kender I det........

......... når morgenen rammer med samme kraft som en forhammer, og alt pludseligt føles gråt i gråt ?

Når alene det, at stå ud af sengen bliver til en næsten uoverstigelig opgave og hvert enkelt skridt tager dobbelt så lang tid som normalt.

Sådan har jeg det i dag.

Jeg ved, at jeg skal igang med en hel masse. At der ligger opgaver og venter på mig, som jeg har lovet mig selv at fuldføre i dag. Rengøring af huset, skrive til advokaten, ordne regninger, finde mad, alt sammen ting der egentlig ikke kan vente, men som nu er sat på midlertidigt Hold, mens jeg forsøger at finde energien til det hele..

Bare det, at sætte mig ved tastaturet og finde ord til blog'en virker som en udfordring, der kan sammenlignes med Olympiaden.

Og jeg ved, hvor det hele stammer fra. Det er ikke fra alle de uforløste ting omkring min forhenværende elskede, ikke fra den daglige 24-timers kamp for ædruelighed, eller kampen for at have råd til at betale regningerne.

Nej - det er fra kampen med min mave / tarm.

Et forstyrret mave/tarm-system kan med største selvfølgelighed indvirke enormt på energi-niveauet i kroppen, og få alt til at virke håbløst. Og når systemet er direkte sygt, kan det påvirke tankerne, følelserne,humøret, ja næsten alt. Og det gør det ved mig i dag.

Jeg er ked, vred, håbløst sort, træls, irritabel, og træææææææt. Og jeg skal kæmpe mig igennem min daglige usødede portion øko-A38 med grovdrys, for den smager mig virkelig ikke i dag. Men ned skal stadset, for jeg ved jo at det hjælper med til at få sat mit system på plads, så det kan begynde at fungere efter hensigten. Samtidig med, at det medvirker til at min dag kan blive bedre, gladere, dejligere. En gang i fremtiden.

Men fremtiden synes langt væk, lige nu. Den virker som om den ikke rigtigt gider være der for mig, den der fremtid. Som om den står og skraldgriner af alle mine desperate forsøg på at blive et normalt og velfungerende menneske, og bare håber jeg fejler.

Det bliver sikkert bedre efter næste mundfuld - eller næste igen......

mandag den 19. september 2016

Ud i junglen.

Min hjerne svirrer med mærkelige ord og begreber i øjeblikket. Præbiotisk, probiotisk, A38, Kombucha, Kvass. Mælkekefir og vandkefir. Alt sammen noget, der med sikkerhed kan bringe min mave og tarm tilbage til virkeligheden igen, og sørge for at jeg ikke længere har problemer med dem. Hvilket ville være en sand glæde og fornøjelse.

Og ja, jeg ved det godt. Der findes piller for den slags. Men piller har bivirkninger. Piller er generelt et produkt, der er kunstigt fremstillet, og hvor en virksomhed med øjet på bundlinien har afvejet virkning og bi-virkning mod hinanden. Hvad nytter det, at tage piller mod mavesår, hvis samme piller giver mig dobbeltsyn og gynækomasti (mandlig brystvækst) fordi pillens virksomme indhold piller ved min krops hormoner. Eller frembringer kraftig svimmelhed og hukommelsesforstyrrelser ?

Jeg har valgt.

Og mit valg indebærer, at jeg holder mig til de nye kvinder i mit liv, og deres anbefalinger. Valeria Lima, Milena Penkowa, Winnie, og Angelina. De damer har nogle spændende syn på dét at kurere maven og tarmene, og samtidig sørge for at resten af systemet bliver boostet.

Så jeg har bestilt en omgang mælkekefirgryn, der kommer med posten sidst på ugen, og så skal jeg igang. Med det hele.

Der skal laves kefir, fremstilles kombucha og kvass, spises A38, og bruges økologisk æblecidereddike i madlavningen. Der skal spises alle de pro- og præbiotiske madvarer jeg kan komme i nærheden af. At jeg så samtidig sikkert mister noget af det overflødige fedt, der har lagret sig på min krop,vil være en kærkommen sideeffekt ved det hele.

Men først og fremmest, så skal der helbredes.

Så hvis I, kære læsere, har en eller anden rigtig god opskrift på noget, der vil kunne hjælpe mit mave/tarmsystem frem mod helbredelse - må I hjertens gerne skrive det i kommentarfeltet, så jeg kan tage det med ind i min vej mod et sundt helbred.

Jeg ender sgu med at blive en ren Tarzan, gør jeg.

søndag den 18. september 2016

En sagte bjæffen.....

.....vækkede mig her til morgen. Klokken var ikke mere end 4, og allerførst undrede jeg mig søvnigt over hvad det egentlig var, der havde vækket mig. Og så gik det op for mig. Jeg har jo taget ansvar, i den her weekend. Jeg er nemlig hundepasser.

En ikke så stor, men utroligt busket hund, med samojede-krølle på halen, og glade øjne der hele tiden følger hvert skridt jeg tager. En af den type, jeg normalt kalder en hotdog med hår på. Basse, hedder han. Og han er min weekendven.

Indtil nu, har han trukket mig ud af døren utallige gange. For bare lige at kunne komme ned på marken, hvor det er muligt at løbe uden snor, og hvor han kan tillade sig at hoppe, danse, og springe omkring, uden nogen risiko for at komme noget til. Og hvor jeg kan nyde at opleve ham på slap line.

Han er skam dygtig, er han. Indtil nu gør han hvad jeg beder ham om. Sit, stå, kom, løb, gå med ved siden, og alle mulige andre lettere tossede kommandoer, tillader han mig at komme med. Og han reagerer med glæde på dem. Ikke altid i henhold til den intention, der var i kommandoen - men han reagerer.

Så den sagte bjæffen, der vækkede mig her til morgen, var såmænd bare et stille og forsigtigt spørgmål fra hans side. Må jeg komme ud og tisse ? Og naturligvis må han det. Også selvom månen stadig er eneste lyskilde udenfor, og ikke  engang myggene er vågnet endnu.

Bagefter skal vi have kaffe og morgenmad, Basse og jeg. Hvis han altså kan slippe den Dentastick, han ligger og hygger sig med lige nu, og rejse sig op fra det tæppe, jeg har givet ham som soveplads.

Nu rejser han hovedet. Hans øjne stråler. Og han smiler over hele hovedet........

Livet er dejligt.

lørdag den 17. september 2016

Patient

Det er lige det , jeg er blevet. En Patient. Ordet lyder, som om det kommer fra det engelske patience - eller groft oversat - Tag den nu med ro. Og det gør jeg så.

Selvom mit nyopdagede mavesår vækker mig tidligt, med besked om at fise ud af sengen og sørge for at tage noget syredæmpende af den ene eller den anden slags, så tager jeg det hele med ro. Sådan da.

Væk er morgenkaffen - indtil der er købt koffeinfri kaffe. Ind kommer vandglasset, med masser af vand til de morgenpiller, der sikkert skal skiftes ud til nogle mere mavesyrevenlige af slagsen.

Og ind kommer alle tankerne.

Er det stress ? Er det på grund af hele min situation med forhold, bopæl, etc ? Er det livsstil ? De sure opstød multipliceres mens tankerne drøner gennem hovedet, og får bekymringsmåleren til at stige faretruende.

For jeg er blevet Patient. I et sundhedssystem, der ikke ligefrem er gearet til at tage sig fuldt ud af borgerne mere, og som i en ren samlebåndsstil pumper patienter ud til deres egne hjem, hvor disse kan sidde uden at være til gene for læger og sygeplejersker.

Og vente på at blive Indkaldt.

Jeg tror, at jeg går mig en tur i den vidunderlige natur, og håber på at naturen kan gøre, hvad lægerne ikke gider.

Helbrede.

fredag den 16. september 2016

Dagen i dag er en god dag.

Udenfor er det stadig mørkt. Natten slipper kun nødigt taget i verden, og afleverer en månestrålende afskedshilsen med et himmelstrålende stjernetæppe. I mit sind er fred, og lyden af kaffen der snorkende brygges af en maskine med trang til afkalkning. Leverpostej og makrelsalat - velsmagende morgenmad, når man har dén trang, mens termometeret viser utrolige 20 varmegrader her på en septembermorgen.

Og forude venter en dag med bevægelse. En rejse til mit helligste sted, mit indre, min ædruelighed. Min efterbehandling.

Dagen bliver fyldt med følelser, der alle skal tages ind i fulde drag. Bekræftelser og bedrøvelser bliver blandet med klapsalver og samvær. Snak og lytten kommer til at fylde hver enkelt ledig stund. Og Sindsroen vil sænke sig over os.

Den Sindsro - der accepterer de ting jeg ikke kan ændre
Giver mig mod - til at ændre de ting jeg kan
Og visdom - til at kende forskellen.....

Det bliver en god dag i dag, for jeg er et godt menneske.

torsdag den 15. september 2016

Hvad lider DU af .......

.... for jeg lider af et typisk tilfælde af FDISMI.

Men inden jeg lige afslører, hvad denne spændende forkortelse står for, er det vist på tide at afsløre, hvad undersøgelsen igår umiddelbart kom frem til.

Den næsten selvudslettende, usynlige læge af ukendt art (præsentation havde måske nok løst det problem), fandt efter mishandling af både min hals, mavesæk, 12-fingertarm, tyktarm, endetarm og meget andet, ud af at jeg sikkert havde SIBO, IBS, TTK, og derudover et sår i min TT.

Jeg må indrømme, at på dét tidspunkt kunne han have fortalt mig, at jeg galoperende rumsyge, og at min hud ville sprække og give plads for en 22-armet alien med dårlig ånde - jeg lyttede ikke meget efter.

Måske nok fordi, jeg på de tidspunkter, hvor han oplyste sygeplejersken disse fakta, havde først en 2.5 cm tyk slange hamret ned gennem spiserøret og ind i min mave / tarm, og derefter en lidt tykkere version af slagsen proppet op hvor solen ikke skinner.

Slangen i maven havde en tendens til at hamre mod væggen i mavesækken og siden i tarmen, og slangen i den (senere) anden ende blev vredet omkring hjørnerne så hovedet på den skrabede kraftigt mod tarmvæggen. Ikke ligefrem noget, der kunne medvirke til en forhøjet lytteevne. Så lægens (hvis det var det, han var) få, men sikkert velmente bemærkninger til den unge sygeplejerske, der under det hele havde travlt med at fiksere mig så jeg ikke under nogen omstændigheder kunne bevæge mig, blev kun hørt perifert. Men hørt, det blev de.

Så nu ved jeg, hvad jeg også lider af. Jeg bruger ordet "også", fordi den venligt selvudslettende behandler (det var nok et bedre ord for ham) efter seancen fortalte, at udover disse for ham ikke særligt interessante mave / tarmsygdomme var der sikkert noget andet i vejen, som han ville lade andre om at finde ud af, når de prøver han havde taget fra mine tarmvægge var blevet undersøgt.

Nu var det sådan, at jeg på det tidspunkt ikke længere havde nogle former for slanger proppet hverken ind eller op i nogen del af mig, så jeg mente lige at jeg ville stille behandlervæsenet nogle spørgsmål om de andre ting, der var blevet fundet i mit system tidligere. Altså,blandt andet de der 3 knuder der nu er i min galdeblære.

Men det var ikke hans bord........ citat slut.

Og så blev jeg hastigt rullet ud af rummet og efterladt på maven på en briks, med gardiner trukket til rundt om mig, og med besked på at trække i snoren når luften var gået af mig. Og indrømmet - for en gangs skyld var det vidunderligt at føle gassen gå af mig, selvom længden, styrken, og højden af de dertil hørende lyde nok kunne have blæst Storebæltsbroen ren for biler.

Men altså - nytilkomne diagnoser - SIBO, IBS, TTK, og  sår på TT.

Hvad mon det betyder ?

mall I ntestine B acteria O vergrowth,  I rritated B ovel S yndrome, T olvfinger T arm K atar, og sår på T olvfinger T armen.......

Og hoveddiagnosen ? FDISMI ? Det er ganske simpelt F orkortelser D er I kke S lår M ig I hjel.

Til gengæld er jeg et af jordens tavseste væsener i dag og de kommende dage. Behandlingsvæsenet kom nemlig til at ramme en kende forkert på vej ned og op gennem min hals (han forsøgte 5 gange), så min stemme ikke er noget at skrive hjem om de næste dage. En tilstand mine forhenværende koner og kærester med sikkerhed ville have elsket at opleve.

Jeg mangler stadig nogle undersøgelser på min vej gennem alt det her, så bliv bare hængende på min blog - inden længe har jeg sikkert et helt dusin spændende forkortelser, der kan forpeste min hverdag og gøre mit liv lidt mere kompliceret.

onsdag den 14. september 2016

Maven - og hjernen - men mest af alt Maven.

Jeg har en god ven på Facebook - Milena Penkowa. Hun advokerer meget for, at hjernens aktivitetsniveau og muligheder afhænger af, hvad man putter ned i maven. Og hun har massevis af rigtigt gode idéer til, hvad man kan spise som decideret hjerneføde. Og jeg er hundrede procent enig med hende.

Ikke mindst efter jeg i går eftermiddag kl 17:00 startede en omgang rendyrket voldtægt af min mave....

Baggrunder er, at jeg i dag skal ind på hospitalet, og have en kolo-og gastroskopi. Altså puttet en lang bøjelig slange ind i min krop gennem de to eneste reelle adgangsveje til mit tarmsystem. Så regner de gode læger med, at de kan finde ud af hvad der egentlig er i vejen med mig.

Og for at de kan gøre deres arbejde i fred og ro, og samtidig være istand til at se, hvad der nu end måtte være at se i mit system - så skal der først renses. Gennemgribende renses.....

Det bliver der, når jeg med 4 timers mellemrum har indtaget 2 x 1 liter væske indeholdende et par hundrede gram hver af et uendeligt fælt duftende pulver, der giver væsken en konsistens som opløst husblas og en smag som rådne æg tilsat citron.

Og jeg har kun 60 minutter til at indtage hver liter, med et stort glas hver 15'ende minut.

Herefter startede 3 spændende timer, inden jeg skulle starte forfra igen. Hele systemet gjorde voldsomt opmærksom på sig selv, med smerter og sammentrækninger, der ultimativt endte med en aflevering af indholdet med en kraft svarende til en højtryksrenser. Ikke bare én, men mange gange. Og jeg turde under ingen omstændigheder forlade den sikre plads på toilettet, for det kom ret overraskende de første mange gange.

Så jeg indrettede mig på toilettet. Med min bærbare sat op foran mig på et natbord, og med telefonen lagt strategisk, hvis nu noget skulle gå galt. Og med temperaturen skruet op, så tøj ikke behøvede at være en nødvendighed, mens seancen stod på.

Jeg nåede at se 12 afsnit af "Roswel", inden alt var indtaget, og alt renset ud igen. Til gengæld er det temmelig svært at huske, hvad der sker i de 12 afsnit, fordi opmærksomheden hele tiden lå et væsentligt andet sted.

Og så var jeg færdig. Alt var renset ud, og systemet slappede af. Klokken var over midnat, og jeg ryddede op på toilettet, inden jeg let vaklende begav mig ind i seng for at få nogle timers hvile.

Men 3 timer senere startede det igen.........

Maven og tarmen havde samlet kræfter efter min voldsomme behandling af dem, og valgte nu at arbejde "normalt". Hvilket vil sige, at systemet forsøgte at udstøde de rester, der eventuelt måtte være af blandingen og den ekstra indtagede væske.

Det gør sgu ondt, gør det. Og de knurrende, brummende, skvulpende lyde, systemet får frembragt inden jeg nåede ud på tønden igen, var direkte skræmmende at lytte til. Den lød sgu som om den var vred på mig, den bette mave og tarm.

Udløsningen var på en sær og klam måde direkte befriende. Og vejen ind til sengen igen, nærmest The Road To Paradise.

Men systemet havde skam flere kræfter i sig. Så indtil morgenen gryede, og vækkeuret ringede, gik der højst en time mellem hvert nye besøg på toilettet.

Og så er det, jeg nu er tilbage ved det denne dags udgydelser startede med.

Føden.

For jeg lover hermed højtideligt, at jeg fremover ikke bare vil give min mave hjernemad, men også mad både den og mine tarme vil kunne elske. Intet fælt smagende, svovlstinkende væske vil nogensinde mere komme over mine læber.

Og skulle det endelig være nødvendigt at rense hele systemet igen for indhold, vil jeg vælge at gøre det over flere dage, med naturlige og velsmagende ingredienser.

Amager Halshug !!

Det kan jeg så begynde at gøre i eftermiddag, når den undersøgelse det hele sigtede på at kunne gøre mulig, er overstået.

Men nu må I undskylde mig - tønden kalder igen..............

tirsdag den 13. september 2016

Skæl

Der er meget jeg ikke har lagt mærke til gennem tiden. Og som nu - stille og roligt - dukker op i min hjerne. Begivenheder, ting, øjeblikke, der alle viser hvor længe det er siden, min kærlighed svigtede.

Glimt af situationer år tilbage, blikke der blev udvekslet, knus der blev givet. Pludselig gjaldt det livet at træne dagligt, så hun kunne se bedre ud. Pludselig var der uendeligt mange koncerter langt væk. Alle naturligvis på tidspunkter, hvor jeg ikke kunne tage med. Pludselig var familiens jul invaderet, for det var jo synd han sad alene.

Og pludselig blev skænderierne værre. Pludselig søgtes konfrontationer og nag dagligt. På et øjeblik blev der langt over til hendes side af sengen........

Dumhed og blindhed har sin pris. Låst i en hverdag, bestemt af det menneske, jeg troede skulle være mit livs halvdel, sidder jeg nu og føler lyset ramme mine øjne, efterhånden som skællene foran dem falder væk. Føler, at også jeg eksisterer. At fortidens vægt ligger tungt på min hverdag, og gør livet besværligt.

Men stadig kan jeg smage kærlighedens bitterhed på tungen. Føle, hvordan bagsiden af følelsen rammer mit ubeskyttede sind, og trækker striber af flammende smerte gennem mit hjerte. Og intetsteds finder jeg den eneste kølende balsam, der kan hele sårene, og med tiden få arrene efter dem til at blegne. Tyngden af skællene fra mine øjne holder den væk, og dækker så jeg ikke ser, hvor den kunne være.

Men et eller andet sted er den der, den Nye Kærlighed. Og når skællene blegner, mens vægten af dem forsvinder, vil de blive blæst bort og ikke længere dække over hverken fortid, nutid,  eller fremtid.

mandag den 12. september 2016

Lykken er langsom

Det, de fleste mennesker gerne vil have bare en lille smule af, kommer mange gange alt for langsomt forbi. For nogle sker det aldrig.

Lykken.

Egentlig et mærkeligt ord. Men et ord, der efter sigende indeholder alt det positive, der overhovedet eksisterer. Smil. glæde, solskin, kærlighed, nærvær, succes.

Og alle hungrer vi efter det. Jamrer os, når u-lykken banker på. Når livet bliver sort, og skyerne trækker op. Når hadet driver ind over os, som pestbefængte øjeblikke, og giftighederne formørker vores sind, og gør hjertet hårdt som sten.

Så vil vi have lykken kommer forbi. Bare sådan.... forbi. Ikke noget med højlydt at kræve, at Lykken pronto indfinder sig i fuldt mål, og bliver hængende - for evigt. Næh, nej - bare en lille klynken om, at lykken godt - hvis det altså passer de højere magter - må kigge lidt forbi, og lade et enkelt solstrejf lyse op i det mørke, der omgiver én.

Men Lykken, kære venner, er ikke noget vi bare kan kræve. Eller noget vi sagtmodigt kan håbe på. Lykken er langsom. Den har sin egen hastighed, sin egen vilje. Og kommer, når tid er.

Så giv slip på kravet, og lad være med hele tiden at fokusere på at du absolut SKAL være lykkelig - at Lykken absolut SKAL ramme dig. Den gør det, hvis den gør det, når den gør det...... og ikke et sekund før.

Giv slip - og tænk på noget andet......

Og NÅR den så endelig rammer dig, så hold fast i den, som gjaldt det dit liv. Hold den, kram den, elsk den. Smil til den, jubl med den, le med den. Gør den til din ven, og støt den for evigt.

For Lykken behøver støtte, for at kunne eksistere, når den først er kommet.

Gør du det, kan din fremtid være lys og lykke-lig. Men husk......

Lykken er langsom.

søndag den 11. september 2016

En kop kaffe.

Morgenkaffen har sin helt egen særlige virkning på sindet. Den udvisker skellet mellem nattens bevidstløse eksistens og dagens hastige gang, og rækker ind over søvnens rester efter mig. Den får søndag morgen til at være virkelig. Og mens den glider ned gennem halsen, vågner de slumrende livsånder, og siger God Morgen.

Der er nu også en helt anden virkning af morgenkaffen. Når den altså har ramt mave og tarm......

Så er vejen ud til toilettet pludselig lang, med sammenknebne baller og voldsomt protesterende mave.

Og kroppen er kampklar, hjernen skarp, øjet fokuseret.

Dagen er startet......

lørdag den 10. september 2016

Den der venter på noget godt......

....... kan aldrig vente længe nok.

Så derfor, kære læsere, må I vente til senere i dag med at "få noget godt" fra min hånd. Inspirationens kilder er i øjeblikket udsat for et ledningsbrud, så intet kommer ud når jeg åbner for hanen.

Eller også er det bare fordampet i det skønne solskin, der plager mig her på Djurslands skønneste plet.

* sætter indlægget på Hold * .....................

fredag den 9. september 2016

Leverpostej

Kender I det, når dagligdagen begynder at være det rene leverpostej. Alt med næsten samme let rødbrune farve, og uden de store overraskelser. Konformitetens grå spøgelse, der snigende og uimodståeligt flyder ind overalt med sin dræbende enshed.

Hvor er overraskelserne blevet af. De der små klumper af øjeblikke, der betyder at man skal op på tæerne for at kunne følge med, og som kan være både lyse og sorte, men som altid er helt rene i farven ? Hvor er chock'ene og eksplosionerne af følelser, der kan få hele kroppen til at leve? Hvor er de stille, klare øjeblikke, hvor universet ikke bevæger sig, så man kan se for evigt og opfatte alt med instinktets umiddelbarhed. ?

Alt blev æltet i livets store blender, og sivede langsomt ned i hverdagens form. For derefter at blive bagt i ensomhedens ovn.

Min dagligdag er sådan en leverpostej. Med bacon.

torsdag den 8. september 2016

Den daglige trummerum......

Alt det, der gentages dagligt, alt det der i sin essens indeholder hverdagens rytmiske repetitioner.

Jeg står op som jeg plejer - næsten.
Lader vækkeuret fortælle mig at morgenen er nået, og vender mig så om på siden  - bare lige 15 minutter mere.
Sidder lige lidt længere på tønden, end jeg plejer - og tjekker min smartphone.
Lukker huset op for dagen som vanlig - næsten.
Bare lige en smule forskelligt i dag - lige som det var lidt forskelligt i går.
Forbereder morgenkaffen og morgenmaden med næsten de samme bevægelser igen.
Og sætter mig ved computeren, for at gøre hvad jeg gør hver dag - tilføje nye ord til de utallige, jeg har brugt de andre dage, på min blog.

Ordene er næsten de samme dag for dag. Der kan være færre, der kan være flere. Men de er set før.

Bare ikke lige i dén sammensætning - i dén forbundethed med hinanden. En dagligt unik forbindelse af alle de ord, der er i mit liv - alle de ord, jeg har hørt, set, oplevet.......

Den daglige trummerum finder sin egen nye måde at være unik på - igen og igen.

Gentagelsen kommer først imorgen.

onsdag den 7. september 2016

Gråvejr

Skyerne driver langsomt gennem mindet om før. Dækker alt, og gemmer glade øjeblikke bag tomhed og savn. Truer med at skylle al glæde bort i et sjælsfjernende skybrud.

Men ovenover alting stråler Moder Sol.

tirsdag den 6. september 2016

Fødsel

Nyt liv. Ny begyndelse. Ny. Alt det som fødslen symboliserer. At man skal starte på ny, og opleve verden med friske øjne og et friskt sind. Læggende alt andet bag mig træder jeg igennem min fødsels - dag, og beder verden tage imod mig på ny.

Normalt betyder det at fødes, at man ikke kan huske hvad der  var før fødselen. At både svangerskabet og bevidsthedens indtræden er glemt, og alting opleves  nyt.
Men jeg kan huske det hele. Hele den kærlighed, der blev stjålet fra mig. Det forhold, jeg var med til at ødelægge. Den hverdag, der ikke længere eksisterer. De sårede tanker, følelser, meninger, og situationer, der gik forud for min inkubation.

Og jeg savner. Har følelsen af hungrende savn dybt i kroppen. Men kan også se, at det lys, der viste sig ved min nye bevidstheds indtræden for 130 dage siden, og som har fulgt mig, trøstet mig, og støttet mig hele vejen hen til i dag, stadig er der.

Det lyser stadig kraftigere - her, hvor dagen i dag er min fødsels - dag.

mandag den 5. september 2016

Igen og igen.

Dagen er begyndt igen. Som så mange gange før, er den startet.  Med alt for tidlig vækning, og hvileløse vendinger i en varm seng. Mine trætte øjne har igen skuet ud i det absolutte mørke, hvor kun ganske få natdyrs sagte snakken har brudt fornemmelsen af en absolut tomhed, hvor selv drømmene har holdt sig væk mens tankerne har fortsat et aldrig stoppende Formel 1.

Trætheden er begyndt igen. Knogler og muskler har meddelt kroppen, at de er ved at være slidte og egentlig gerne vil have mulighed for at tage på rekreation i et par måneder. Og mine fordøjelses-organer har startet deres daglige tarmvridende smertedans, bare for lige at påpege - at de også er tilstede.

Men det er solskin, og himlen er blå. Vinden er næsten ikke eksisterende, og bunkerne af klippet hæk ligger og lokker. "Kom og tag os - kom og hør os knække, knirke, og hvisle, når du samler os". Græsset mellem roserne sukker af længsel efter at blive klippet, og de små frøfyldte hyben tigger om at blive pillet af tornebesatte grene. Og ukrudtet kigger drillende op mellem stenene i indkørslen, og tirrer med en påstand om, at jeg ikke tør fjerne det.

Indenfor jamrer rodet på loftet sig, i længsel efter at komme på plads i papkasser, og gulvet sukker efter støvsuger og gulvklud.

Og sagte optøer aftensmaden i køleskabet, mens osten bliver stærkere for hvert øjeblik, der går.

Jo, dagen er begyndt igen......

søndag den 4. september 2016

At rejse er at.....

.....at føle mig som fragglernes Onkel Rejsende Mack. Nye indtryk, nye steder i gamle forklædninger, gamle steder der ligner sig selv, og en meget syg fætter der kvikker op mens jeg er der.

København ligner sig selv - busser, mennesker, steder, og stemninger. Selv den triste baggrund for min hastige rejse til hovedstaden bliver lettere surrealistisk og får toner at farver og glæde.

At mødes med familie, der trods alvoren formår at smile og glædes over livet. Og den eksplosion af glæde og farver, fætters unger bibringer en aften fyldt af Luke Skywalkers forsøg på at redde galaksen endnu en gang.
Pizza er ikke det værste man har - og livet heller ikke.

Og så tager Onkel Rejsende Mack videre på sin færd - ind på Riget for at besøge Kuunuunguak Fly, der er fløjet den lange vej herned fra nordlige kolde Nuuk, for at blive strålet  rask for den sygdom, også han er ramt af.

Onkel Rejsende Mack løfter hovedet og drager forbi Madam Skrald, og ud i det ukendte......

lørdag den 3. september 2016

På vej

Jeg er på vej. På rigtig mange forskellige måder, er jeg på vej. Til imorgen, til i dag, til den fremtid der står parat til mig. På vej til næste milepæl i min helbredelse, næste ædruelige fejring. På vej til at efterlade de sorgfulde rester af mit kuldsejlede forhold, og måske finde kærlighed igen. På vej........

Og jeg er på vej til bussen. Den bus, der skal bringe mig tværs over landet for at møde en anden, der er på vej. Møde en, hvor dette På Vej er endegyldigt. Hvor vejen kun går til en slutning.

Min fætter ligger på hospice.  Sagkundskaben mener, at han ikke har længe tilbage på sin rejse gennem dette liv. Og at han er på vej til den slutning, der naturligt kommer til os alle.

Og det er uretfærdigt. Ad helvede til Uretfærdigt !!!

Han er ung, han er far til 2 små børn, og han er elsket og elsker tilbage til sit livs kærlighed. Og så skal sådan en forbandet vildvækst af ustyrlige celler sende ham på hans sidste rejse mange år før tid.

Han ved, at han er På Vej. Og har taget det til sig. Forberedt sig på rejsen, og sørget for at det hele nok skal gå gnidningsløst - i hverfald når det drejer sig om de mere prosaiske dele af afrejsen.

Så jeg er på vej - over til ham, for at kunne nå at vise ham, at han er elsket og vil blive savnet.

fredag den 2. september 2016

Mord på uskyldige......

.....bøgetræer maskeret som en hæk.

Det er, hvad dagen i dag kommer til at gå med. Jammer og skrig vil vælde lydløst gennem nabolaget, når hækkeklippere og motorsave fræser gennem grene og blade på min af bøgetræer sammensatte hæk. Standhaftige og kraftige grene myrdes med faste klip af høgenæb, og unge ætlinge af gamle træer kommer til at drysse aflivede mod jorden.

Klar livssaft vil dryppe ud af overklippede grene, og fungere som føde for utallige sultne myrer og insekter af varierende art. Grådigt vil disse slubre det, der skulle have bragt vækst til de nu aflivede, i sig. Mens slimede orme lydløst vil trække blad efter blad ned i huller, hvor disse kan fortæres i fred og ro. Og vipstjærter, skader, stære og gråspurve vil siden sultent fortsætte denne livets og dødens cyklus, når de med flid trækker ormene op i lyset, og sluger dem.

Knækkende lyde vil gjalde, når dødens høst samles på trailer, og eneste fremtid for de døde bøgedele vil være muld............

Men jeg får sikkert en vældig flot hæk, og en køn udsigt............

torsdag den 1. september 2016

Tredie......

............ og solgt til den herre med den voldsomt oppustede vom.

Et eller andet sted begynder jeg at blive vred indeni. Vred, fordi jeg gennem de sidste 3-4 år alt for tit har fået at vide af min privatpraktiserende medicinmand, at han hverken kunne finde ud af, hvorfor  mit blodtryk lå så højt, eller hvorfor jeg havde jævnlige mavesmerter. Vred, fordi min privatpraktiserende medicinmand mente det var vigtigere at fokusere på hvilke medikamenter, jeg kunne tåle, og behandle symptomerne, end at finde årsagen. Vred, fordi selv den statsansatte superspecialist i blodtryk, og hans ligemænd havde samme indstilling. Symptombehandling, fremfor årsagen.

Årsagen ? Med stærk sandsynlighed en overvækst af aerobe og anerobe bakterier i tyndtarmen, som gennem årene er blevet så stor, at selv den mindste indtagelse af føde satte en reaktion igang, hvorved kroppen måtte arbejde på højtryk for at kompensere og fjerne reaktionsprodukterne.

Symptomer ? Blodtryksforhøjelse, inflammation i tarmvæv, oppustethed. Symptomer fra de organer tyndtarmen eventuelt trykker på når den er oppustet - lever, bughinde, mellemgulv, mavesæk.

Og selvom alle symptomerne har været til stede indenfor de sidste år, er der ikke blevet kigget efter den ene ting, der kunne være årsagen.

Ja, jeg ved godt, at det er en meget sjælden tilstand, og at det måske ikke lige ligger først i medicinmændenes tankeverden. Men de er sgu da uddannet til det her, og burde efter så lang tids undersøgelser være faldet over muligheden før nu. Grrrrrrrrrr......................

Så - væk med galden og vreden......... Ingen grund til at blive ved med at rase over de ting, der ER sket. Hellere fokusere på de ting, der SKAL ske. At jeg skal have udryddet de små sataner i min tyndtarm, med en voldsom omgang amoxillin og clavulansyre. 3 gange om dagen i 12 dage. Uden garanti for, at der ikke vil kunne forekomme tilbagefald.

Og så skal jeg til at rense ud i min madverden. Jeg skal have skåret kulhydraterne så meget væk som muligt - ren LowCarb-diæt. Så jeg kan sikre mig, at der ikke kommer brændstof ned til eventuelt overlevende medlemmer af de stammer, jeg agter at udrydde fra eksistens. Og daglige tjek af blodtrykket, så jeg kan se, om der virkelig er en sammenhæng, eller om blodtrykkets høje værdier skyldes noget andet.

Men mest af alt - jeg skal have skiftet læge........