Andre Sider af mig

onsdag den 14. september 2016

Maven - og hjernen - men mest af alt Maven.

Jeg har en god ven på Facebook - Milena Penkowa. Hun advokerer meget for, at hjernens aktivitetsniveau og muligheder afhænger af, hvad man putter ned i maven. Og hun har massevis af rigtigt gode idéer til, hvad man kan spise som decideret hjerneføde. Og jeg er hundrede procent enig med hende.

Ikke mindst efter jeg i går eftermiddag kl 17:00 startede en omgang rendyrket voldtægt af min mave....

Baggrunder er, at jeg i dag skal ind på hospitalet, og have en kolo-og gastroskopi. Altså puttet en lang bøjelig slange ind i min krop gennem de to eneste reelle adgangsveje til mit tarmsystem. Så regner de gode læger med, at de kan finde ud af hvad der egentlig er i vejen med mig.

Og for at de kan gøre deres arbejde i fred og ro, og samtidig være istand til at se, hvad der nu end måtte være at se i mit system - så skal der først renses. Gennemgribende renses.....

Det bliver der, når jeg med 4 timers mellemrum har indtaget 2 x 1 liter væske indeholdende et par hundrede gram hver af et uendeligt fælt duftende pulver, der giver væsken en konsistens som opløst husblas og en smag som rådne æg tilsat citron.

Og jeg har kun 60 minutter til at indtage hver liter, med et stort glas hver 15'ende minut.

Herefter startede 3 spændende timer, inden jeg skulle starte forfra igen. Hele systemet gjorde voldsomt opmærksom på sig selv, med smerter og sammentrækninger, der ultimativt endte med en aflevering af indholdet med en kraft svarende til en højtryksrenser. Ikke bare én, men mange gange. Og jeg turde under ingen omstændigheder forlade den sikre plads på toilettet, for det kom ret overraskende de første mange gange.

Så jeg indrettede mig på toilettet. Med min bærbare sat op foran mig på et natbord, og med telefonen lagt strategisk, hvis nu noget skulle gå galt. Og med temperaturen skruet op, så tøj ikke behøvede at være en nødvendighed, mens seancen stod på.

Jeg nåede at se 12 afsnit af "Roswel", inden alt var indtaget, og alt renset ud igen. Til gengæld er det temmelig svært at huske, hvad der sker i de 12 afsnit, fordi opmærksomheden hele tiden lå et væsentligt andet sted.

Og så var jeg færdig. Alt var renset ud, og systemet slappede af. Klokken var over midnat, og jeg ryddede op på toilettet, inden jeg let vaklende begav mig ind i seng for at få nogle timers hvile.

Men 3 timer senere startede det igen.........

Maven og tarmen havde samlet kræfter efter min voldsomme behandling af dem, og valgte nu at arbejde "normalt". Hvilket vil sige, at systemet forsøgte at udstøde de rester, der eventuelt måtte være af blandingen og den ekstra indtagede væske.

Det gør sgu ondt, gør det. Og de knurrende, brummende, skvulpende lyde, systemet får frembragt inden jeg nåede ud på tønden igen, var direkte skræmmende at lytte til. Den lød sgu som om den var vred på mig, den bette mave og tarm.

Udløsningen var på en sær og klam måde direkte befriende. Og vejen ind til sengen igen, nærmest The Road To Paradise.

Men systemet havde skam flere kræfter i sig. Så indtil morgenen gryede, og vækkeuret ringede, gik der højst en time mellem hvert nye besøg på toilettet.

Og så er det, jeg nu er tilbage ved det denne dags udgydelser startede med.

Føden.

For jeg lover hermed højtideligt, at jeg fremover ikke bare vil give min mave hjernemad, men også mad både den og mine tarme vil kunne elske. Intet fælt smagende, svovlstinkende væske vil nogensinde mere komme over mine læber.

Og skulle det endelig være nødvendigt at rense hele systemet igen for indhold, vil jeg vælge at gøre det over flere dage, med naturlige og velsmagende ingredienser.

Amager Halshug !!

Det kan jeg så begynde at gøre i eftermiddag, når den undersøgelse det hele sigtede på at kunne gøre mulig, er overstået.

Men nu må I undskylde mig - tønden kalder igen..............

Ingen kommentarer:

Send en kommentar