En dag ad gangen.

Så gik der 5 måneder siden den morgen, jeg indså at jeg var mør.

Jeg var fuld aftenen før. Meget fuld. Gik som sædvanligt i blackout inden vi var halvvejs i besøget hos vore venner. Og svinede min forlovede til, både på vej hjem og efter vi var kommet hjem. Hvad der blev sagt, og hvad der ellers skete, ved jeg ikke. På dét punkt er et blackout nogle gange nådigt.

Men da jeg stod op om morgenen og lavede the til os begge, var der kun én ting, der stod klart i mit sind. Aldrig mere.

Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare det uden hjælp. Og jeg vidste også, at jeg ikke ville kunne bede hverken hende eller det etablerede system om hjælp. For så ville jeg bare ende med pillerne igen. 2 gange om ugen. Og uden nogen støtte til at forhindre mig i at snyde, og træde ud af pillerne igen.

For jeg er alkoholiker. Jeg lider af en sygdom, der er progressiv, sindsændrende, og uhelbredelig. Og som aktiv alkoholiker var der kun én ting, der gjaldt. Den næste genstand. Uanset hvordan vejen hen til den var, om der skulle snydes og lyves, eller om dem jeg elskede skulle svigtes. Alt og alle blev brugt som middel til at nå den næste rus.

Men for 5 måneder siden - den 29. april 2016 - var jeg mør, brugt, færdig.

Det var min første for alvor ædru morgen. Den første morgen jeg så klart. Og jeg greb muligheden, ringede til behandlingsstedet Møllen, og bad om at blive afhentet.

Det er det mest skræmmende, jeg nogensinde har gjort.

Jeg kastede mig ud i det totalt uvisse, uden nogen muligheder for at gå tilbage til det, der var. Og som det skulle vise sig, uden nogen forloved at kunne støtte mig til. For første gang virkelig alene med al min skyld, al min vrede, al min anger - og alle mine fejl.

Den morgen gav jeg afkald på det liv, jeg havde levet, og trådte ud i et ukendt liv. Og med tiden er mine første spæde vaklende skridt blevet fastere, stærkere, mere målrettede. For jeg er ædru.

Men hvis jeg ikke ser mig for på min vej, kan den mindste tue vælte det hele, og jeg vil være tilbage hvor jeg kom fra. Og i løbet af uhyggeligt kort tid, vil jeg være i samme dødelige spiral af drukture, blackouts, og selvskadende adfærd, som tidligere.

Det undgår jeg i et fællesskab af mænd og kvinder, der har samme sygdom som jeg selv. Et fællesskab, der aldrig fordømmer, aldrig bebrejder, men altid lytter og støtter, når dagene og livet bliver svært. Et fællesskab, hvor den enkelte selv har været dér, hvor jeg er og var.

Så jeg tager én dag ad gangen. Vælger dagligt at være ædru de næste 24 timer, og besegler valget med en Sindsrobøn.

Tak for mig.