Skyerne jager hastigt forbi mine vinduer, mens de afleverer en morgensjat vædske. Vinden har tabt sin varme, men fået hastighed istedet. Solens daglige besøg er blevet for korte.
Løvfaldssommeren er forbi.
Men hvilken sommer har det ikke været. Blid, inciterende varme - leveret af en blød og kærlig vind - i en strålende, begyndende kakofoni af løvfaldsfarver. Aftener, hvis længder kun modstræbende blev skåret ned af stjerneklare nætter. Og nætter med stadig åbne vinduer, der gav drømmefyldt søvn.
Jeg kommer til at savne denne sommer og dette løvfald. Savne, at jeg fik mulighed for at holde min sorthed i ave af moder natur. At hverdagens udfordringer blev ledsaget af lyse og varme dage, der syntes aldrig at ende.
Nu starter efteråret for alvor. Med sine magtfulde vinde, sine rensende vande, og de sidste frugters saftspændte modenhed. Tiden er inde, til at samle det sidste, pakke forrådet, og finde det varme tøj frem.
For efter efterår kommer vinter. Hvor alt bliver stille, tyst, hvidt. Dødt.
Et strålende glimt af en gemt sol bryder mine tanker, og minder mig om, at efter vinter kommer vår - efter død kommer liv. Igen og igen. År efter år. Liv efter Liv.
Så lad efteråret fortsætte - lad vinteren komme næst - og lad livet genopstå i næste vårs spirende, ukuelige blade, blomster, dyr og mennesker.
Naturen er vidunderlig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar