Andre Sider af mig

tirsdag den 30. januar 2018

Gryende - og godt.


Kender du den der fornemmelse, der kan opstå indvendig, når man er ved at springe ud i det totalt uvisse med bind for øjnene ? Og man så samtidig er fyldt med den der "rigtighed", der fuldstændigt overtrumfer al tvivl og angst ?

Sådan en fornemmelse havde jeg kravlende indvendig - i går........

Den sendte mig ud i en hæsblæsende omgang stress, der nærmest besatte min hjerne med ønsker om alt muligt mærkeligt. Om at skynde mig med det jeg var igang med - om at jagte de muligheder, der var for at tage afsted hjemmefra - om at huske at pakke meget mere, end det nødvendige - om at........

Og ud i en omgang fuldforvirrede tanker, jeg ikke har haft siden jeg var ung teenager. Tanker om samhørighed, om kærlighed, om jalousi, om afslutninger og begyndelser.......

Men ikke én eneste gang opstod tvivlen inden i mig. Ikke en eneste gang stillede jeg spørgsmål ved det, jeg følte var ved at ske - det, jeg vidste ville ske - det, der skete.

For det er, som det er, og det er rigtigt.

Jeg ved, at jeg som god, gedigen alkoholiker er nødt til at passe rigtigt godt på mig selv i den her slags situationer. Hvilket er med til at fremkalde minderne fra dengang, hvor det rigtige viste sig ikke at være rigtigt. Minderne, om de gange jeg tidligere brugte netop den her slags situationer, følelser, og fornemmelser, til at planlægge et godt, gedigent tilbagefald.

Men jeg stoler på , at det der sker, er det der skal ske. At der er en mening, med de begivenheder, der har ført mig hertil i mit liv.

Og jeg tillader mig selv, endelig at kunne føle det, jeg har manglet i så mange år - manglet i så mange forhold.

Lykke.

Jeg ved godt, at jeg på grund af min sygdom må holde fast på, og føle, lykken på daglig basis. At det bliver én dag ad gangen, lykken vil være der. Én dag ad gangen, jeg kan slå øjnene op og være både ædru - og lykkelig.

Og det er helt iorden.

For jeg har strakt våben - og lagt mit hjerte i de hænder, det hører hjemme i. I fuld tillid til, at der vil blive passet godt på det, og i tillid til, at det, der sker, også er det rigtige for hændernes ejer.

Og jeg har lovet, at tage godt vare på det hjerte, der sart og sårbart er blevet forundt mig at elske. Det hjerte, og den kærlighed, der stod og ventede på, at jeg fandt ud af hvem jeg er, og hvem jeg har mulighed for at blive.

Livet er dejligt.

lørdag den 27. januar 2018

Nu dages det, hjerte, det lysner i øst..........


At vide hvad dagen bringer, er så godt som en umulighed. Selvom det naturligvis kunne være helt perfekt, hvis jeg havde en eller anden viden om, hvad den just startede dag indeholdt - sådan helt nøjagtigt.

Kommer der nogen og besøger  mig ? Vil der være rudekuverter med løftede pegefingre i postkassen ? Taber jeg noget over tæerne ? Bliver mit humør godt eller dårligt ? Og mange andre - lignende - spørgsmål ville i så tilfælde kunne dukke op i min alkoholikerhjerne.

Spørgsmål, jeg før i tiden ville have gjort alt, for at kunne forudse. Og alt, for at få til at blive besvaret, nøjagtig som jeg helst ville have det. Så jeg kunne bestemme hvad der ville ske, forudplanlægge hvordan jeg ville reagere, og undgå alt det, der kunne ødelægge mine nøjagtigt fremstillede planer for den "virkelighed", jeg levede i.

Sådanne ønsker er svære at slippe af med.

For hvad er det, ønsket om at kende alt til morgendagens indhold i virkeligheden handler om?

At kunne tage højde for alt, der kan ryste min ædruelighed, og på den måde sikre mig mod tilbagefald.

Heldigvis er det univers, jeg lever i, skruet anderledes sammen.

Heldigvis kan jeg kun håbe og tro, uden at have nogen form for vished om, hvad den dag, jeg netop har påbegyndt, indeholder. Håbe på, at mit ønske om at holde mig ædru i dag, og min tro på at jeg kan gøre det, tilsammen vil holde den del af mit jeg i ave, så jeg kan tillade mig at kigge på - og nyde -  alt det andet, der er mulighed for.

I dag.

Og dér - der lysner det i øst.

Eller rettere sydøst, hvilket er den retning jeg kaster mine blikke, når jeg pludselig føler det indre savn, og mærker at jeg ikke er, hvor jeg helst vil være. Når mine arme mangler at kunne holde om, og mit hjerte mangler at kunne banke i lydelig takt med det andet hjerte - dér, i sydøst.

Så vokser smilet på mine læber, fordi jeg ved, at også i dag bliver jeg elsket og elsker. Også i dag føler jeg glæde og savn efter den, hvis nærhed, ømhed, og kærlighed, stille og roligt er flyttet indenfor i mit liv.

Jeg løfter hovedet, og kigger ud - ud gennem det vindue, der vender mod sydøst, og ser at den sidste nattestjerne netop gået ud, og morgenen for alvor gryer -  uimodståeligt medbringende alle dagens krav, betingelser, udfordringer, og glæder. Alt det, en dag naturligt altid har indeholdt og altid vil indeholde, fra jeg fødes og til jeg dør.

Og jeg modtager dagen med smil på læben, ro i sindet, og sang i hjertet.

For nu dages det, elskede - det lysner i øst.


torsdag den 25. januar 2018

En ting ad gangen - et skridt ad gangen.


Så skete det. Endnu et skridt taget i retning af fremtiden. Endnu en flok minder puttet på plads, og endnu et element fra min fortid fjernet.

Jeg har afleveret min campingvogn.

Den tohjulede bandit, der stod i min indkørsel og mindede mig om så meget forskelligt. Turene afsted i den og andre campingvogne mod nye oplevelser - med familien i bilen og hyggen pakket ned i de dertil indrettede kasser og flasker. Oplevelserne på campingpladser rundt i Europa og herhjemme, der satte uslettelige spor af glade minder  - og af forfærdelige skænderier.

Og følelsen af taknemlighed - over at kunne bo i den - helt alene, efter endt behandling. Over at kunne opleve, hvordan livet rent faktisk er, uden hele tiden at skulle jage efter næste black-out.

Efter næste glemsel.

Minder, hvis essens altid vil være en del af det, der medvirkede til min udvikling hen mod ædrueligheden. Nogle gange som bremseklodser - andre gange som hastighedsforøgere.

Men altid minder, om et liv der kunne være endt anderledes, men som istedet satte mig præcis hvor jeg skulle være.

Lige her - lige nu.

Det er utroligt, at sådan en gang metal, glas, stof, og plastic, kan indeholde så meget på én gang. Og ufatteligt, at det samtidig kan fastholde et menneske i erindringen om et liv, der for længst er forladt.

Bare ved at stå i indkørselen, og eksistere.

Nu er den væk. Afleveret til den bank, jeg lånte pengene til at købe den af. Kørt bort efter en lastbil, og forhåbentlig på vej mod nye oplevelser, med en ny familie, der kan fylde den med egne erindringer, glæder, skænderier, og alt muligt andet.

Og jeg føler, hvordan en kæmpe sten falder fra mine skuldre. Hvordan lettelsen breder sig i kroppen og tillader en jublende fornemmelse af liv og kærlighed at fylde det hele.

Hvordan én tanke begynder at vælde frem - at næste gang, der bliver kørt noget væk herfra, vil det være mig og mit, der bliver transporteret mod nye horisonter.

Og det eneste, jeg vil efterlade i det hus, der har været mit hjem gennem de sidste mange år, vil være det, der ingen plads har i mig. De adfærd, der kunne få mig til at falde i flasken, og reagere på måder, intet menneske bør reagere. De negative følelser, der i så mange år fyldte så meget. Det selvhad, der kunne have dræbt mig.

Og endelig vil der så være fuldt ud plads til det, der betyder noget.

Ædrueligheden. Kærligheden. Ømheden.

Endelig vil der være mulighed for, at jeg kan være den, jeg virkelig er. Det menneske, jeg først begyndte at kende for alvor den niogtyvende april totusindogseksten klokken nul-syv-halvtreds.

Ædru - og levende. Og én dag ad gangen.

tirsdag den 23. januar 2018

Nye horisonter.


Inde i mig er der en hvileløshed, jeg ikke kan få has på. Men som fortæller mig, at nu er det tid.
Tid, til at trække teltpælene op, og vandre videre ad de stier, der ligger foran mig.
Tid, til at lægge fortiden bag mig, og lade minderne ligge, hvor de faldt.
Tid, til at huske, at også jeg fortjener glæde.

Så nu har jeg sat hele det maskineri igang, der altid startes, når der findes ny bopæl, nyt levested, ny eksistens. Og når dét genfindes, der har været savnet.

Knirkende kan jeg høre hjulene sætte sig igang, mens rusten drysser ned fra tandhjul og lejer, der ikke har været hverken rørt, eller smurt, i oceaner af tid. Hele tiden huskende, at jeg skal have mig selv med. At den kommende udvikling - den kommende opbrydning - ikke må efterlade mig, for så går alt i stå igen. Huskende, at kun gennem handling, skabes forvandling.

Der er meget, der skal laves.

Praktiske ting, af den type, jeg før i tiden havde svært ved at tage mig sammen til. Flyttekasser, ansøgninger, hel-offentlige - halv-offentlige - og sletikke-offentlige henvendelser, der skal skrives, scannes, mailes, sendes. Planlægninger af hjælpen, fra de mange der har ønsket at være med i min omplantning. Vanernes opbrydning, og indførelsen af nye måder at gøre gamle ting på.

Og meget, meget mere.......

Men under det hele hører jeg en glad tekst blive sunget, af et hjerte, der alt for længe har været alene.

Med en melodi, der vibrerer gennem mit jeg, og genklinger glad i mine øjnes glød. En sang, der ikke kan synges alene, og hvis blide klang rammer mine ventende ører med jublende genkendelse.

Du kan kalde det lige, hvad du vil, 
for der findes ingen ord, der helt slår til.

Og jeg nyder det, én dag ad gangen. Vidende, at det har ventet på mig - og jeg på det, lige siden tidernes morgen og mit livs første dag.

Og nej - jeg skal ikke giftes, jeg skal ikke flytte sammen, jeg skal ikke......... Men jeg skal elske og elskes. Nyde og nydes. Eksistere - sammen og hver for sig.

Jeg forlader det liv, der gennem månederne siden min erkendelse af min sygdom har været rammerne om min ædruelighed, og flytter. Kaster mig ud i det, jeg ved er resten af mit ædru liv.

Kaster Håbløshedens Gade - hvor jeg ville have levet grå og trist - væk.

Forviser Ensomheden - der kunne have pint mig dagligt.

Og åbner døren til mit Hjerte - i tillid og kærlighed.

Fireogtyve timer ad gangen.


søndag den 21. januar 2018

Noget om Helte


Det er ganske underligt, at sidde og opdage, at det eneste jeg har lyst til at skrive i bloggen i dag, allerede e r skrevet.

Så for en gangs skyld vil jeg bare  - meget respektfuldt - nøjes med at citere det allerede beskrevne, i dets fulde helhed. Dog med en nødvendig lillebitte ændring.

Noget Om Helte

Af Halfdan Rasmussen

Livet er en morgengave
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står kaffe på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og er brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler
med at sprænge kloden væk
Jeg vil ikke ha skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser.
Jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man rolig lide på.
Og de sølle penge rækker
til lidt mer en skattesjov,
når ens kone går og trækker
sådan lidt til husbehov.

Gulerødder kan hun trække
op af jordens automat,
hvor de står i rad og række
mellem bønner og salat.
Og hvis jeg er træt og gnaven,
og det sker jo af og til,
kan vor muldvarp grave haven,
hvad den sikkert gerne vil.

Samson gik og styrted templer.
Peter Freuchen knak sit ben.
Ak, mod disse to eksempler
er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt filistre
eller haft et ben at træ.
Og når stærke mænd bliv bistre
går jeg fra Thermopylæ.

Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd.
Jeg, reserven blandt reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne
blot jeg skær mig på en dolk
og vil helre slå min plæne
end slå løs på pæne folk.

Hvorfor skal man slå på tæven
eller bruge tævevold?
Jeg vil trykke folk på næven.
Jeg er ingen Tævedor.
Lad dem tæve på hinanden
der har tæv behov endnu.
Jeg vil ikke klinke kanden,
før jeg ser den er itu!

Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig jord.
Der er kaffe i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skrive jeg med kurspersille
verdens mindste heltekvad.

--------------------------------------------------------------------------

Livet er vidunderskønt, når lykken smiler ud gennem øjnene. Især, når det er én dag ad gangen.


onsdag den 17. januar 2018

Sindsro, Mod, og Visdom......


Frysende frost og knasende græsstrå.

Desperate sorte fugle, der slås om krummerne på havebordet, og ender med at blive snydt af vimsvævrede gråspurve, som lynende hurtigt støvsuger bordet tomt for de mindste smuler, efterladende kun de større krummer til deling mellem stadig flere af de store brunt og sortfarvede pipdyr.

To af dem sætter sig på kanten af min havebænk med hovedet vendt ind mod min rude. Afstanden mellem dem og ruden er kun en meter, så jeg kan næsten føle deres bedende blik bønfalde mig om mere mad, mere mad.

De lever i nuet.

Spekulerer kun på, hvor den næste klump energi skal komme fra. Hvordan de næste øjeblikke skal klares, så de ikke dør af kulde eller sult. Og ingen af dem spekulerer et øjeblik på, at der ville være bedre forhold, mere mad, mere lys, hvis de flyttede sydpå - sådan bare, mens vinteren plager.

For det er jo her, de er. Her, deres verden eksisterer. Her, deres liv udfoldes, efter årtusinde lange indgroede mønstre, vaner, kulturer.

Og nyt er jo farligt, er det ikke ? Risikabelt, ikke sandt ? Muligvis endda sindsændrende og helt sikkert decideret livsfarligt, når man nu er en lille, slank, brun fugl med smukke øjne, der lige nu ser dybt ind i mine og stumt beder mig tage affære.

Naturen - det blinde asen - ville helt sikkert skånselsløst tage livet af en del af de flagrevingede væsener, jeg så godt som dagligt lægger krummer og andet ud til. Og gør det muligvis også, trods min fodring af dem.

Der findes andre, mere kødkrævende fjender derude for dem. Smuktsvævende ørne, lyngribende falke, sultplagede ræve, og alskens andre tandskarpe rovdyr, der på den måde også drager nytte af det, jeg strøer på havebordet.

Men lige nu findes der ingen andre, end de to smukke vingede væsener på ryggen af min havebænk, og deres tillidsfuldt bedende blikke.

Og mens jeg rejser mig, for at finde mere sprød føde til dem og deres fæller, vågner en tanke i mig.

Vil de næste beboere fortsætte fodringen ? Skal jeg efterlade en note, når jeg engang rejser, påpegende skønheden i de faste besøgende på terrassen ? Huske dem på, at den smukke brune, med den mærkelige knop i baghovedet, godt kan lide at blive snakket til ?

Bede dem passe godt på dem .................?

Mens frosten sagte fortsætter sin skingert knirkende fremmarch udenfor, og himlen ovenover lover fnug af varierende størrelser, opdager jeg en lille saltsmagende dråbe flyde stille ned af kinden på mig. Og sammen med den, flyder en tanke på plads indvendig.

En taknemlig erkendelse, der minder mig på, at både de og jeg lever livet på livets betingelser.

Én dag ad gangen.

lørdag den 13. januar 2018

Uro og tilløb


Der er en indre uro i mig. En uro, jeg ikke har følt i mange år. En uro, jeg er nødt til at tage alvorligt, og bruge tid på at spekulere over. Og samtidig en hvileløshed, jeg heller ikke har været i nærheden af i lang tid.

Lang tid.......

Det er vel netop ordet, der beskriver mit indre virvar bedst. For der har været et langt tilløb til det, der ser ud til at være på vej til at ske. Et tilløb, der har været betinget af mit eget krav om at undersøge hvert enkelt lille hjørne for tilbagefaldsmuligheder.

Bare sådan, så de kan undgås.

For det meste af mit liv har jo - ud over alle de mærkværdige og mange gange ikke særligt rare begivenheder - bestået af netop dét, der ser ud til at være igang.

Flytning. Flytteflugt. Flytteroderi. Flytte-langt-væk-for-så-sker-det-ikke-igen.

Og netop derfor, er jeg nødt til at tage fat på uroen og hvileløsheden. Jeg ved jo, at begge dele opstår som en naturlig forlængelse af det, der sker. At jeg skal kigge meget nøje på hvert enkelt skridt jeg foretager mig, for ikke at snuble og lande i det hul, jeg kender så godt.

Men hvorfor så i det hele taget flytte, når det nu afstedkommer så meget uro og virvar indvendigt ? Hvorfor vælge at bryde op? Hvorfor vælge noget helt andet, når nu det, jeg er i lige nu, er som det er ?

Netop derfor.

Fordi, det er som det er.
Fordi, jeg ikke har råd til at bo her hvor jeg gør. Hverken økonomisk eller menneskeligt.
Fordi, jeg er nødt til at bevæge mig væk fra det, der i sin essens indeholder den fortid, jeg forlod niogtyvende april tyveseksten.
Fordi, jeg ikke kan leve hverken i, eller på, de minder, der oser ud af væggene omkring mig.

Og fordi der er noget, der siger mig, at det er på tide, det sker.

At teltpælene skal rykkes op.......

Jeg kommer til at vinke farvel til meget, som jeg havde vænnet mig til. Og til mennesker, jeg har været vant til at have i nærheden. For ikke at tale om aktiviteter, der har fyldt mit liv med uendeligheder af fornøjelse.

So be it.

For det er nu, at det er tid. Nu, der skal søges muligheden for at leve, som den jeg er - og også have råd til at gøre det.

Alt det, der er sket siden jeg blev ædru - alle de mennesker, jeg har truffet siden - alle de udsendelser og blogindlæg, jeg har produceret siden - alle de følelser, jeg har været en del af siden da - har fået mig til at vokse ind i den person, jeg begynder at se omridset af.

Og ham vil jeg meget, meget gerne lære at kende fuldt ud - hvilket jeg føler, at jeg vil kunne være istand til et helt andet sted, end her hvor jeg er nu.

Det er nu, jeg tør.

Nu, jeg har den mulighed, jeg ubevidst har ledt efter, for at kunne blive alt det, jeg ved der er mulighed for at blive.

Det er nu, jeg skal række ud og gribe den fjer, der daler ned mod mine hænder, og holde fast på den. Ganske let, for ikke at skabe uorden i de fine stråler af lys, den er dannet af. Ganske varsomt, for ikke at skræmme mig selv.

Lige så stille vil jeg baske med vingerne, og lade vinden føre mig derhen, hvor jeg har besluttet.

Og jeg vil gøre det én dag ad gangen, for kun ved at tage beslutningen på daglig basis - kun ved at turde tørre dagligt - kan jeg være, hvad jeg er, og blive, hvad jeg skal.

Ædru.

tirsdag den 9. januar 2018

Engle og dæmoner.


Duften af friskbagt rugbrød blander sig med den letbitre duft af friskbrygget kaffe, og gør nydelsen af bogen foran mig endnu større. Langsomt vender jeg bladene, og lader historien udfolde sig foran mine øjne - fuldstændig uberørt af en viden, der fortæller mig at der er næsten 450 sider mere, inden skurken er fanget, verden er reddet, og helten kan kysse heltinden.

Alt i alt en dag som så mange andre, hvor kun indholdet af det, jeg bruger til at fordrive tiden mellem opvågning og indsovning, ændres. En dag, med strålende morgenhimmel og intenst videomorgenmøde - med støvsugning og opvask - med madlavning og tankevirksomhed.

Og dog alligevel en dag, der er fuldstændig anderledes, end dagen i går. Alene fordi den ikke har eksisteret før, i det liv, jeg efterhånden er tryg ved at kalde mit.

Det har taget mange år, at finde frem til at kunne se det liv, jeg lever, som mit. År, hvor det at tage ejerskab over mit eget liv, var noget jeg frygtede og allerhelst løb meget hurtigt væk fra. Det kunne jo risikere, at være farligt, og dermed måske endda ødelægge den skal af sikkerhed, jeg havde omgivet min eksistens med.

Og var der én ting, der var helt sikkert, så var det, at alt udenfor skallen ville kunne ødelægge mig - smadre min verden - slå mig ihjel. Det havde mange forskellige begivenheder med al tydelighed vist mig - gennem tiden.

Den tid, der krakelerede da jeg erkendte min sygdom, og indrømmede min magtesløshed overfor den.

Der hænger stadig nogle flager af skallen ved, i det liv, jeg nu er tryg ved at kalde mit. Flager, der åbenbart sidder fast nok i mit livs undergrund, til at være besværlige at fjerne. Og da de, set fra den rette vinkel, er så godt som usynlige, er de også svære at få fat i.

Men jeg fjerner dem, når jeg finder dem. Et ad gangen bliver de stille og roligt taget op, kigget på, og anerkendt for det, de har været i mit liv - sikkerhed og beskyttelse, dengang jeg mente det var nødvendigt. Uden en lyd, men kun afgivende lysglimt af erkendelse smuldrer de væk, og efterlader mig åben overfor den verden, der omgiver mig.

Åben og sårbar, men ikke ubeskyttet.

For i mit indre har jeg den beskyttelse med, der er mere end nok. Erkendelsen af ærlighedens nødvendighed, og en viden om, at en højere magt end mig selv har været til stede siden livets begyndelse, gør min sårbarhed til min styrke.

Jeg sætter min læsning på Hold, og beslutter mig til at dagens aftensmad skal være det nu snart kun let lune brød med friskbagt leverpostej, tynde skiver farsbrød med et hjerte af smelteost, rødbeder og asier - samt naturligvis kold mælk ved siden af.

Og kigger ud på en himmel, der fortæller mig - at livet er godt. Bare jeg sørger for at tage det som det er - Én dag ad gangen.

søndag den 7. januar 2018

Frost - og tø.


Hvid elegance spreder sig over mit græs. Gnistrende lysstråler opløses i klare glimt, når den svage vind rammer de stivnede græsstrå, og får dem til at bevæge sig - bare en anelse.

Det er frostvejr, og det er solskin.

Solsortene, stærene, og spurve af alskens slags skændes om den ellers rigelige mængde frø og krummer, der ligger på mit havebord, mens frosten gnistrer kraftfuldt i iskrystallerne på bordet, inden solens uimodståelige varme stråler smelter dem.

Jeg går udenfor, for at hente brød fra fryseren i mit udhus, og føler overrasket hvordan det både er koldt og varmt på samme tid, mens jeg beundrer min varme åndes isnende stivnen i den kolde luft.

Vinteren er åbenbart på vej - om ikke andet, så bare for i dag.

Mit sind har det lidt på samme måde.

Med den endelige vinter uimodståeligt på vej, viser min gang gennem livets efterår mig, hvordan noget, trods fastfrosset stivnen stadig kan optøes, og på forunderlig vis ændres til noget andet. Og demonstrerer samtidig skønheden i de lysglimt af fastfrosset fortid, der dagligt stråler mig i møde.

Billeder af fortidige begivenheder, der først rammer min hukommelses nethinde med brutal stivnet ligefremhed - for derefter at blive transformeret til en flydende tilstand gennem erkendelsens strålende varme.

Først derefter kan mine indre vinger blafre frit, og jeg kan give slip på den fortid der gennem så mange år har pint og  plaget mit tyngede jeg.

Og først derefter kan jeg vende mig til de dele af min fortid, der skændes om at hakke allermest i de frø, der er mig. Og søge at vise dem, at der er en vej frem mod fælles eksistens - en vej, hvor hele jeg vil elske at være tilstede.

Hver time - hver dag - én dag ad gangen.

onsdag den 3. januar 2018

Nyt År - Nyt Liv


Udenfor raser blæsten højt jamrende, og truer med at vælte alt, der ikke er nagelfast. Pisker rundt med fuglefrø og afrevne blade fra den vinterbrune hæk.

Indenfor er der stille, mens morgenkaffen og ymeren sættes til livs, og verdensnyhederne indtages med en god portion skepsis. Der nu ikke sætter gang i ret meget andet, end den sædvanlige krusning på overfladen af min morgens virkelighed.

Men indvendigt er et stormvejr på vej.

Længe har der været vindstille i mit sind. Kun den nødvendige brise har sagte skubbet lidt rundt med det, der kunne skubbes til. Dog uden at have flyttet på alt for meget. Og altid efterladende en fornemmelse af, at være landet præcis hvor jeg skulle være - en fornemmelse af tilhør, der har bragt mig helskindet gennem de sidste 614 dage.

Men intet varer for evigt, og kun handlinger skaber forvandlinger.

På min indvendige horisont kan jeg se, hvordan der bygges op til et rivravruskende, altændrende stormvejr, af den slags der før i tiden kunne vælte mig og ødelægge alt det, jeg havde bygget op. Og jeg spekulerer stille på, om jeg er klar til at rejse mig i stormen, og brøle mod den med Fællesskabets kræfter, mens jeg samtidig lader det, der skal blæses væk, blæse væk.

Er jeg parat til at lade mig bære væk fra her, hvor jeg har stået så længe ? Til at give slip på den usikre tryghed, som bopæl og hverdag har budt mig ? Til at møde nyt, blæst mig i møde af den livsændrende storms hæse åndedrag ?

Jeg ser, hvordan skyerne indvendigt samles, og bygger sig større og større - endnu uden at vide, om de skal være sorte eller lyse. Endnu uden at vide, om de skal bringe lyn og torden, og vaske mine tanker rene i buldhamrende nedbør. Eller om de bringer voluminøse løfter om fred og fordragelighed til det liv, der starter hvert sekund.

Og jeg hører, hvordan den hvislende lyd af forandringens vinde får mit eget efterårs nedfaldne blade til at rasle med mindernes sagte melodi. Føler, hvordan min indre Fønix knækker sig vej ud gennem ægget, mens skallerne blæses væk i en evigt syngende rytmisk gentagelse - fortid, fortid, fortid......

Stille drikker jeg endnu en slurk af min velduftende morgenkaffe, mens jeg mærker et Jeg på vej, der vil være en kombination af alt det, livet og fortiden, stormen og vinden, har bragt med sig. Alle de tanker, der er tænkt - de ord, der er sagt - de handlinger, der er sket - er på vej til at blive ét.

Og et indre billede, af vinger, der slår frit - øjne, der kigger stolt - ører, der hører uhæmmet - danner sig langsomt, fulgt af en brusende fri tanke.

Jeg flyver dig, storm. Lever i dig, brølende stilhed. Og er ikke bange for, hvad du bringer, for jeg ved jeg kan klare at modstå alt, du har at give.

Én dag ad gangen.