Andre Sider af mig

søndag den 31. december 2017

Så var den der igen.......


...... som manden sagde, da hønen fløj forbi ham for fireogtyvende gang.

Men det var den altså. Den der uforklarbare hændelse, passerende prop, midlertidige iltsvindssituation, der tidligere har fået mig til at danse eftertænksomt med mine tanker herinde.

Ud af det blå kom den - synet væltede, mens verden trak sig tilbage i det ene øje og udvidede sig uendeligt i det andet. Og svimmelheden dansede fandango med lysten til at vælte om på gulvet, og male interessante mønstre med mit maveindhold.

Genkendelsen er skræmmende. Det, at vide på forhånd hvordan sådan en prop skaber problemer, og hvordan det føles hvornår, indeholder en isnende erkendelse af, at det måske denne gang bliver til noget mere, end noget "passerende".

At den måske skaber vedvarende problemer - vedvarende ændringer i det, at være mig. Måske endda afslutter det hele.

Dybt skræmmende, og noget jeg ikke vil ønske for noget menneske.

Men ikke desto mindre er jeg ikke den eneste, der er blevet ramt af denne type prop. Ej heller den første, der desperat har ringet efter lægen fordi angsten slog sine sylespidse kløer fast.

Og desværre er jeg heller ikke den første, der har oplevet at få at vide, at "Der er så lang ventetid, at du hellere må sørge for at finde en der kan køre dig ind til vagtlægen."

Eller at "Der er lige nu mere end to en halv times ventetid på alle de tre nærmeste vagtlægesteder, når du kommer frem.".............

Jeg er heller ikke den eneste, der har måttet opleve at der ingen læge var tilstede på den lokale Akutklinik - 25 kilometer væk - fordi denne samtidig med at passe klinikken skal dække hele Djursland som udkørende akutlæge.

Og indtil vi som samfund fatter, at vi har penge nok til at sørge for læger nok til at tage sig af pludselig opstået sygdom, er jeg heller ikke den eneste, der må acceptere at tage hjem igen, med beskeden "Ring 112, hvis det bliver værre. Lige nu er der ikke plads til at tage dig ind akut."

Men til den tid, kan det være, at jeg heller ikke var den eneste, der ikke overlevede.

Så indtil da, du gamle mand med det lange hvide skæg, der bor i Langtvækistan - kunne du så være så venlig at Give mig Sindsro, til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, hjælpe mig med Mod til at ændre det jeg kan, og give mig Visdom, til at kende forskellen.

Bare sådan - fireogtyve timer ad gangen.

torsdag den 28. december 2017

Én dag mere......


...... hvor trætheden har slået en voldsom klo i mig.

Hele kroppen føles brugt, slidt, ugidelig, som havde jeg gennemført 8 omgange i en boksering - uden modstander, for det er jeg godt nok alt for træt til. Og det eneste jeg har gjort, er det samme som jeg gør hver evig eneste dag, når tiden er så vidt.

Sovet.

Ind i mellem kan det der søvnværk godt nok være en overvurderet oplevelse. Især, når den netop overståede dag overhovedet ikke har budt på noget andet end det, at vente på sengetid. Og den slags dage har der været nogle stykker af på det seneste, synes jeg.

Dage, hvor jeg allerede fra det øjeblik jeg slog øjnene op vidste, at jeg ikke skulle lave noget som helst. Hele dagen. Uden afbrydelser. Helt alene.

Bare kigge lige ud i luften, og eksistere. Ingen større tankevirksomhed. Ingen kreative madplaner, allerhøjst et stykke med bart. Ingen rengøring - opvask - tøjvask - eller noget af alt det der, der normalt hele tiden er nok af, og som ville kunne fylde tiden mellem opvågnen og indsovning.

Og heller ingen lyst til noget som helst.

Her er det, at jeg nok lige bliver nødt til at stoppe dig, kære læser, inden du kaster dig ud i at remse alle de ting op, jeg med største naturlighed kunne have fyldt sådanne dage ud med. For tro mig, jeg kender dem allesammen, og ville på en god dag også have indtil mange gange lyst, til at kaste mig ud i dem.

Bare ikke på dage, som i dag.

Og så er vi tilbage ved trætheden, ulysten - kært barn mange navne. Dovenskab er dog ikke et af disse navne, for hvis det bare var dovenskab, der stod som en uoverstigelig klods foran mig på sådanne dage, så var der noget at gøre ved situationen.

Nemlig bare se at komme igang.

Men - trætheden, der fylder mine muskler, lammer min tankevirksomhed, og slører min opfattelsesevne, har intet med dovenskab at gøre. Det samme gør sig gældende for den ulyst, jeg allerede på vej ud af sengen følte fylde mit sind. For jeg ved, at såfremt jeg forsøger at bekæmpe den, vil trætheden fylde endnu mere i min krop.

Både mentalt og fysisk.

Hvilket jeg egentlig ikke føler, jeg har brug for - sådan, lige her og lige nu. Til gengæld tror jeg, at jeg har brug for at lade netop samme træthed få lov til at rase ud. Få lov til, at fylde min krop til bristepunktet, og så forhåbentlig forsvinde igen, uden at efterlade sig spor.

Og mest af alt - uden at sætte fælder op for den ædruelighed jeg dagligt holder mig for øje, og uden at gøre skade på hverken krop eller sjæl.

Så må jeg finde Sindsro, til at acceptere de ting, den eventuelt efterlader sig, hvis jeg da ikke kan ændre dem.

Jeg skal bare lige finde kræfterne til det.

Èn dag ad gangen.......

Ét trin ad gangen........

søndag den 24. december 2017

Rigtig glædelig grøngråand.


Der er mange forskellige måder at spise julemiddag på, og de fleste af os har vel især én, der er den foretrukne topfavorit. Og den skal helst indeholde de samme ting, år efter år, for at juleaften er rigtigt startet.

Sådan har jeg det også. Ja altså, jeg må hellere rette det til - sådan h a v d e jeg det også, igennem det meste af mit liv. Nøjagtigt samme type kød, og nøjagtigt samme type tilbehør. Og helst masser af det - naturligvis med litervis af god, velsmagende, fed sovs som underlægning.

Det er kun smådetaljer, der gennem tiden er blevet ændret i m i n juleaftens middag - jeg prøvede for eksempel i nogle år at lave medisterpølse som tilbehør til den hæderkronede and og flæskesteg, der blev sat over allerede lidt før middag, hvor pølsefætteren så blev lagt i bunden af bradepanden sammen med indmaden fra anden og de  resterende svedsker og æblestykker. Så kunne fedtet fra pipdyret og grisebassen dryppe ned over pøllen, og give ekstra smag til den.

Og det smagte herrevidunderligt. Men eftersom der år efter år i forvejen var kød nok i ovnen til at fodre en hel hær, og jeg alligevel var den eneste, der spiste af medisteren - så smuttede den i årenes løb igen.

I år har jeg så prøvet noget helt nyt.

Ingen vraltende andefætter, med fedtkrøs og kæmpelår - og ingen flæskesteg med saltsprød svær. Men en beskeden lille fyr, der i naturen ikke gør så meget væsen ud af sig selv, så det gør noget.

En gråand.

Købt for måneder siden, og omhyggeligt stuvet af vejen i fryseren, med henblik på salig fortæring på denne, nu snart overståede, juleaften.

Renset for resterende fjer - der var nok til en hovedpude eller to - og omhyggeligt pillet indvendigt, så der ikke resterede noget indmad eller lunge tilbage, der kunne ødelægge det endelige resultat. Og så grydestegt efter alle kunstens regler, med urter og krydderier, og sat til at simre mør på laveste blus i en lille times tid.

Imellemtiden fik jeg så lavet tilbehøret, der i dagens anledning ikke indeholdt den ellers sædvanlige rødkål, men udelukkende brune kartofler, efter min egen hemmelige opskrift. Og dén vogter jeg godt og grundigt over  - altså lige indtil du spørger mig, så vil jeg da gerne dele den med dig.

De smagte godt, de gutens brunede kartofler. Og endte så samtidig med at blive det eneste, ud over en usædvanligt velsmagende sovs, jeg fik til juleaftensmad.

Det viste sig nemlig, at fætter gråand nok ikke lige var blevet skudt i flugten over Furesøens rynkede vande - eller hvor man nu skyder sådan nogle henne - men nok nærmere var drattet selvdød ned af den gren, den havde sat sig på i slutningen af sit lange, og sikkert utroligt indholdsrige liv.

Så det blev kun til én bid af den bette grå, inden jeg med hæse forbandelser spyttede det et hundrede procent utyggelige kødstykke ud igen, og svor at være vegetar for en aften - sådan en slags Julevegetartar.

Men så har jeg da prøvet det med - og mæt, det blev jeg alligevel, der var nemlig nok af brunede kartofler og sovs.

Glædelig Jul, allesammen - jeg snupper lige de næste fireogtyve timer ganske almindeligt ædru, og med mod på det hele.

lørdag den 23. december 2017

Betingelsesløs.


Her til morgen fløj en af de der tanker, der kan komme når jeg alligevel ikke har andet at lave, lige forbi min opmærksomhed. Den så interessant ud, da den blødt og skinnende flagrede forbi, og havde samtidig noget udefinerbart spændende over sig - så jeg skyndte mig at slå en klo i den, inden den forsvandt igen, for at kunne studere den nærmere.

Og da jeg så holdt den tæt til mig, for bedre at kunne se, hvad den indeholdt, begyndte den at hviske indtrængende til mig.

Den hviskede: Kærlighed er betingelsesløs....

Irriteret over at få det at vide, som alle jo alligevel ved er en fortærsket floskel, og alligevel tager for givet - og så endda leveret som var det en Universel Sandhed - vrissede jeg til den lille, varmt skinnende tanke, at den så sandelig burde skamme sig over at fortælle mig noget så ualmindeligt almindeligt, når jeg nu havde forventet mindst ét jordrystende og skæbneændrende udsagn leveret til min juletrætte opmærksomhed.

Latterklukkende hviskende den igen til mig: Kærlighed e r betingelsesløs....

Undrende kiggede jeg på den, mens de trætte tandhjul i min juleoverbebyrdede hjerne knirkende begyndte  at dreje rundt, og spurgte hvad den dog mente. Det var jo det samme den sagde igen, og ingen forklaring på det oprindelige udsagn ?

Den nu julerødtskinnende lille tanke puttede sig bare tættere ind til mig, og gentog hviskende, men let syngende og i et inciterende tonefald igen og igen:

Betingelsesløs, betingelsesløs, betingelsesløs............

Og mens de nu af den lille tanke frigjorte ord drillende kravlede ind i mine øregange, for at sætte gang i mine trommehinder, begyndte jeg at føle og se hvad det egentlig var, den mente.

Begyndte at se den betingelsesløse kærlighed, der strømmede ind til mig fra de små pipdyr, jeg har valgt at fodre dagligt -  at indse den betingelsesløse kærlighed, jeg har til mine børn og min familie - at høre den betingelsesløse kærlighed, der strømmede ud af alle julesangene, jeg netop havde spillet for lytterne -  og at mærke den betingelsesløse kærlighed, der strømmer mig i møde på alle møder med andre misbrugere.

Og mest af alt begyndte jeg at forstå, at såfremt jeg ikke elsker mig selv - betingelsesløst  - så vil det være svært at kunne elske andre, uden betingelser.

Stille puttede jeg den nu let søvnige tanke ind, hvor den hørte hjemme, og trak mit hjertes fint spundne kærlighedtæppe over den, mens jeg hviskede til den, at den havde ret.

Kærlighed er betingelsesløs


onsdag den 20. december 2017

Alle anonyme henvendelser og anmeldelser.........


............ bedes lagt i skraldespanden, på vej ind.

Et eller andet sted i landet, sidder der en person, der åbenbart savner mig. Endda så meget, at vedkommende føler det er hans/hendes pligt, at holde øje med hvad jeg laver, og så indrapportere det til det jobcenter, jeg som langtidssygemeldt er tilknyttet.

Det er helt i orden.

Især, når det åbenbart er den eneste måde, vedkommende kan få kontakt med mig på, uden direkte at henvende sig til mig. Det må jo åbenbart også være for farligt, at tage direkte kontakt til en misbruger som mig - der er sikkert både risiko for at vedkommende selv bliver misbruger, samt bliver forført til at tro på mine sikkert løgnagtige beskrivelser af det liv, jeg har levet - ja muligvis endda forledt til at tro og stole på de åbenlyst uærlige undskyldninger og forklaringer, jeg kunne finde på at diske op med.

Ironi kan være anvendt........

Suk.

Men det er stadig helt Ok. Vi har jo hver vores vej ud i det lys, der ligger for enden af de problemer og opgaver, livet byder os - og jeg har valgt at tage den åbne og ærlige vej, for på den måde dagligt at kunne undgå tilbagefald, ikke bare til flasken, men også til den person, jeg var dengang.

Og lad mig så lige, for en god ordens skyld, slå nogle enkelte ting fast, i min egen anmeldelse af min ukendte Anonyme Anmelders anmeldelse af mig  :

Kære Anonyme Anmelder.

Frivilligt, ulønnet arbejde på en lokalradiostation er ikke ensbetydende med, at jeg hverken er eller bliver helbredt for de sygdomme, der har plaget mig temmelig længe. Jeg får hverken lavere blodtryk, pludseligt forbedrede tarme, eller kureret min syge lever, af at være studievært.

Knuderne i min galdeblære har heller ikke de store muligheder for at undslippe og fade-away, når jeg sender Live-videoer fra radioudsendelserne.Og min lungevolumen stiger heller ikke mirakuløst, når jeg støtter en kammerat i en for ham familiemæssigt fortvivlet situation, ved at passe hans hus og hund, mens han er til begravelse i udlandet.

Det eneste, der sker når jeg gør det, er at jeg holder min depression nogenlunde i skak, så jeg kan leve det liv, jeg har fået siden den dag, jeg blev mør og gik i behandling.

Så at mene, at jeg, citat: "...laver en masse sort arbejde, samtidig med at han modtager offentlig ydelse fra Syddjurs Kommune." citat slut, er vist i dén grad at skyde lysår ved siden af.

Fred nu være med det.

Og fred også være med, at du, min "ukendte" anonyme anmelder, mener jeg flere gange har skrevet grimt om Jobcenter Syddjurs, samt at jeg har gjort dette for at jeg, efter din, min "ukendte" vens, mening ønsker at jeg, citat: "....nok skal klare den, så han, i Per's ord, slipper for jeres sjove idéer, som eksempelvis kunne være en form for aktivering." citat slut.

Men jeg kan nu godt lide, at min Blog bliver brugt som påstået dokumentation for udsagnene - det betyder jo, at jeg i det mindste har én meget trofast læser, af det jeg deler herinde.

Nemlig dig, min "ukendte" anonyme ven.

Tak for det.

Til sidst - for nu at blive i samme jargon, som dig, min kære "ukendte" anonyme ven, så håber jeg at du vil tage denne anmeldelse af din anmeldelse alvorligt, og vil tjekke op på den, gerne ved at komme på besøg, så vi sammen kan tage en snak om, hvad det er der piner dig så meget.

Jeg er klar - og skal nok sørge for at kaffen.... nå nej, theen...... er klar også.

Kærlig hilsen - og en Glædelig Jul til dig,

fra

Din ædru, og ikke anonyme alkoholiker

Per

p.s. ......................................jeg snupper lige de næste 24 timer sammen med dig.

søndag den 17. december 2017

Automatisk tilgivelse........


....... findes ikke.

Det er meget nemt, at falde i en helt bestemt fælde, når man har valgt at gå i behandling og blive ædru. En fælde, hvor man ubevidst tror, at der findes automatisk tilgivelse for de ting, man har begået i sin aktive periode.

Og da især, når det er familien, der er involveret.

Men tro mig, der findes ingen automatik i tilgivelse - ingen forventede efterbevillinger eller klippefaste "Uanset hvad du har gjort, så tilgiver jeg dig, for vi er jo familie"-øjeblikke, når det kommer til alt det, der er sket i mit liv.

For ingen - heller ikke familien -  er istand til at påstå, at de kender mig helt ind til benet, og de derfor vil kunne tilgive de nogle gange horrible ting, jeg har enten været involveret i eller begået selv, gennem det liv, der har været overfyldt med sprut og dårlige beslutninger.

Første gang, jeg gik i behandling, havde jeg en nærmest klippefast tro på, at bare jeg nu erkendte det, jeg havde begået i mit liv, overfor den familie, der nærmest måbende stod på sidelinien og ikke anede hvad det var der skete - så ville alt blive godt, og jeg ville kunne undgå at falde i igen.

Men der skal arbejdes for det. Arbejdes på, at give slip og lade familien finde sine egne ben i den sygdom, de jo også har været påvirket af gennem alle årene, og som har sat sine spor i deres hverdag og liv.

Og arbejdes på, at kunne acceptere det, såfremt de ikke har lyst til at give slip på deres indstilling overfor mig. En indstilling, jeg har været for tilbageholdende med at tage fat i - både i årene efter min første behandling, og i tiden siden jeg kom hjem fra min anden.

Af frygt for at miste dem fuldstændigt.

Håbet og ønsket om den "Automatiske Tilgivelse" har været så indgroet i mig, at jeg ikke har gjort andet, end lade dem vide at jeg var blevet ædru. Og det er jo så langt fra noget, der kan bruges til noget som helst.

Men hvordan skulle jeg da også kunne tro, at jeg bare kan komme brasende ind i familiens liv igen, og forvente de hver for sig skal kunne kaste deres opfattelse af hvem, og hvad, jeg er, bort ? Jeg har jo selv været primus motor i cementeringen af den, så jeg havde noget at drikke videre på.

Og med de begivenheder, familien har enten været udsat for, eller blevet præsenteret for på tredie hånd, er der ret meget at tage fat på - for både dem, og mig. Og uanset mit eget ønske og håb om, samt vilje til, at tage fat på det alt sammen - én ting ad gangen - er der jo ingen garanti for, at de, hverken som familie eller enkeltvis, har lyst til at tage fat i noget, der kunne risikere at gøre dem selv ondt.

Ikke alle erkendelser er lige nemme at sluge - især ikke når det er familiens helt egen private alkoholiske sorte får, der peger på sine egne.

Havde mit liv været en kopi af en amerikansk julefilm, så ville jeg måske kunne forvente at blive forenet med familien - sådan, kort tid før rulleteksterne - i en scene, hvor kameraet ville zoome langsomt ud fra den glædestårefyldte situation, hvor familien én for én har haft banket på den frønnede dør, for at komme ind og sige de havde savnet mig og at jeg var tilgivet, mens sneen dalede sagte ned, og sprøde klokketoner ringede julen ind.

Men mit liv er virkelighed. Og i virkeligheden kræver muligheden for tilgivelse hårdt arbejde, uden der dog af den grund er garanti for resultat. Samt muligheden for, at familien aldrig hverken opdager eller accepterer det menneske, jeg gør alt for at hive frem gennem alt fortidigt lort, og bygge op på ny.

Helt fra bunden.

Sådan er det kort, jeg trak da jeg blev ædru. Da jeg opdagede, at der neden under det hele fandtes en person, jeg ikke kendte, men som jeg ufatteligt gerne ville have lov til at lære at kende, og lære at leve sammen med.

Forhåbentlig kan jeg så undervejs tilgive mig selv - bare fireogtyve timer ad gangen.

onsdag den 13. december 2017

Og hvad har DU så at skjule ?


Kender I fornemmelsen af, at blive overvåget ? Følelsen af øjne, der følger hvert et skridt - mumlende stemmer, der sagte diskuterer dine handlinger. Den krybende vished om, at uanset hvad du gør, så holdes der styr på dig.

Den fornemmelse har jeg i øjeblikket.

Jeg er nemlig blevet indkaldt til en samtale - tidligere kaldte man den slags for "kammeratlige" - hvor mine økonomiske forhold skal gennemgåes med en tættekam, og hvor jeg skal forsvare hver enkelt ind- og udpostering på min bankkonto.

Hvorfor nu det, kan jeg høre dig spørge ?

Fordi der er blevet indgivet en anonym anmeldelse mod mig, hvor det påståes at jeg har haft indtægt udover almisserne fra det offentlige - undskyld, jeg mener naturligvis ud over min resourseforløbsydelse.

En anmeldelse, foretaget af en borger, der i sin forargelse over et eller andet har valgt ikke at ville stå frem, og beskylde mig ansigt til ansigt.

Fred være med det. Uanset hvem det er, må vedkommende have et eller andet udestående med mig, som han/hun ikke tør forsøge at få afklaret - og så bruges den slags anonyme vederstyggeligheder som våben i stedet.

Jeg kan nu sagtens overskue at skulle forholde mig til det, når jeg skal møde til omtalte samtale. Det er nemlig ganske nemt at gøre, når man har en ren samvittighed.

Men jeg er spændt på at høre, hvor jeg skulle have været ansat, og hvor meget jeg skulle have tjent. For så vil jeg da straks henvende mig til den berørte arbejdsgiver, og høfligt forespørge om muligheden for at få pengene overført til min konto.

Hvorefter jeg fluks vil søge læge, for der må da være noget alvorligt galt med mig, når jeg ikke kan huske at have arbejdet og tjent penge i det snart forgangne år.

Suk.

Det er nu ikke anmeldelsen, der irriterer mig mest. Det er den pludselige fornemmelse af, at være overvåget og være genstand for hemmelige undersøgelser, fra det samfund, der skulle være til for mig, mens jeg er syg - ikke imod mig.

Så jeg forventer, at blive mødt med udskrifter fra min Facebook, citater fra Blog'en, og lydbidder fra mine udsendelser, af en samfundsansat undersøger med brillerne nede på næsetippen, og mistænksomheden osende ud af porerne, når jeg med skælvende hænder og sort samvittighed lysende ud af øjnene, lægger mine bankudskrifter - udspecificerede fra 1.Januar 2017, tak - på bordet foran vedkommende.

Det eneste, der mangler for at gøre billedet perfekt, er hvis undersøgeren også har opkaldslister fra mit mobilselskab - røde understregninger ved mistænkelige opkald - og videoovervågninger fra mine besøg ved venner.

Men så langt er samfundet da ikke røget af sporet endnu, er det ?

Under alle omstændigheder agter jeg at - med alle mig mulige lovlige midler - bevise at der intet er at komme efter, samtidig med at jeg forlanger at få udleveret navnet på anmelderen.

Og ja, du må godt spørge, hvorfor jeg dog vil have navnet på vedkommende, der åbenbart har et horn i siden på mig, når jeg tidligere i dagens blog har givet udtryk for at jeg er ligeglad. Jeg kan jo bare lade vedkommende hænge med al sin indestængte had, og så lade det æde ham/hende op.

Og så ryste det af mig, som jeg har rystet så meget andet af den slags uberettigede angreb af mig -  fordi jeg ved, at der intet er at komme efter.

Men jeg er ved at have fået nok.

Jeg har egentlig ikke lyst til bare vende ryggen til og tage slagene - igen. Jeg har mest af alt lyst til at tage direkte fra mødet og ned på den lokale politistation, så jeg kan foretage anmeldelse af vedkommende for falske anmeldelser - det er jo ikke første gang - og for forsøg på at sværte mig til i offentlighedens øjne.

Samt hvad der nu ellers måtte være mulighed for, at foretage anmeldelse af vedkommende for.

Jeg har nemlig også tænder, og kan godt bide fra mig, hvis det er nødvendigt.

Grrrr.......

Problemet er bare, at det ikke vil løse noget som helst. Og kun vil grave grøfterne dybere mellem vedkommende og mig, istedet for at løse tingene op, så vi begge kan fortsætte vores liv fredeligt.

Uden slagsmål.

Her er det så, at jeg vist lige er nødt til at bruge Sindsro'en til at finde mit åndedræt igen, og tørre vredessavlet af mundvigene mens jeg lige hakker hælene dybt i jorden, og minder mig selv om, at  vrede kun viser afmagt.

Tilgivelse er så meget bedre.

Bare én dag ad gangen.

lørdag den 9. december 2017

Både godt og skidt.


Underligt, som livet har det med at trække de ting frem, jeg har brug for - netop som jeg har glemt at de eksisterede. Pludseligt ser jeg, at det jeg har allermest brug for lige her og nu, er at kunne følge det, der sker indeni mig uden at tvivle på mig selv.

At kunne sidde og stortude foran fjernsynet, fordi jeg har tilladt mit indre at dukke frem fra glemselen - at opdage at livet som enlig ikke er det værste der er, fordi jeg opdager andre menneskers glæde ved hinanden - og at opleve, at jeg stadig kan more mig til en fest, uden at skulle skåle hvert andet sekund.

Alt sammen noget, jeg ville have forsvoret før i tiden.  Men ikke desto mindre, så dukker det hele frem, og lader mig opdage, hvor dejligt livet kan være.

Jeg var nemlig til julefrokost i går -  på den ene af de radiostationer, jeg med mellemrum sender for.  Og jeg tog afsted til festen, uden at have indvendige bekymringer over drikkevarer, fuldskab, eller muligheden for tilbagefald. Hvilket var lidt af en ny fornemmelse for mig.

Det samme var det, at sidde midt i flokken af glade mennesker, der hyggede, skålede, fortalte vittigheder, og spiste god mad, og opdage at det faktisk ragede mig en høstblomst, hvad de andre drak til maden.

De havde nemlig en god fest, og det samme havde jeg.

Til gengæld er de følelser af tilbageholdenhed, der render rundt inde i mig i øjeblikket, ikke lige min helt store kop the. For pludselig opdager jeg, at jeg på mange områder sådan helt ud af det blå, er begyndt at holde mig tilbage fra, at sige og skrive ærligt hvad jeg tænker og føler.

Dét bryder jeg mig ikke om, for netop den slags adfærd er jeg klar over vil kunne medføre fremtidige tilbagefald, og er samtidig den type adfærd, jeg i min aktive periode samlede på, for at kunne give mig selv mulighed for undskyldninger, jeg kunne drikke på.

Så dét er noget, jeg skal have spekuleret dybt over, og have sat helt på plads igen - adfærden indeholder nemlig alle de afhængighedstyper, jeg under ingen omstændigheder kan tåle at komme i berøring med.

Afhængigheden af andre og andres afhængighed af mig - afhængigheden af mit stof og afhængigheden af mine og andres følelser - for bare at nævne nogle, af de afhængigheder, jeg har så utroligt nemt ved at bruge og misbruge.

Godt, at der findes andre med samme sygdom, jeg kan dele det her med - mennesker, der selv har været i de situationer, og som ikke har noget imod at dele deres tanker om det med mig.

Så det vil jeg gøre - dele de her tanker og de følelser med gode AA-venner, for på den måde at få dem sat hen, hvor de hører hjemme.

Og så lade dem være der, firetyve timer ad gangen.

torsdag den 7. december 2017

You want it darker.....


Der findes mange måder at eksistere på, når man nu sådan som jeg render rundt og er mørk og moody med regelmæssige mellemrum. Og ligeså mange måder at sætte mig selv i relief på, så jeg kan blive klar over hvordan jeg egentlig har det.

En af de måder opstod i går aftes, hvor jeg ud af det blå havde fået gratis mulighed for at tage til en koncert af den type, jeg normalt ville give min højre arm for at kunne deltage i.  En hyldestkoncert for Leonard Cohen, med vidunderlige sang- og musikstjerner fra den danske scene.

At det så samtidig var min første tilbagevenden til koncertlivet efter min behandling, og min første indtræden blandt 3MØ'ere - Mennesker Med Masser af Øl - satte det hele i kraftig relief til den måde, jeg plejede at opleve den slags på før i tiden.

Dengang ville en sådan koncert ret hurtigt være en eufori af følelser, skabt af et umådeholdent indtag af øl i stride strømme, og med udsigt til senere skænderier samt et muligt black-out.

Nu var det bare renlivet nydelse.

At stå - for det var ståpladser, jeg havde fået - blandt masser af andre modne mennesker, hvis eneste ønske var at nyde fortolkningerne af Cohens tekster og musik, og så samtidig kunne være glad og lykkelig uden nogen anden stimulans, end den der strømmede ud af højtalerne , var en meget kraftig, nærmest spirituel oplevelse for mig.

Og mens jeg så stod der og saligt svajede til musikken, blev oplevelsen ekstra forstærket af en følelse af fredfyldt glæde, der lige så stille strømmede gennem hele min krop. En følelse, der fortalte mig, at jeg lever, jeg eksisterer, jeg nyder, glædes, forundres.

Og noget, jeg aldrig ville have oplevet, hvis ikke jeg var blevet mør den dag i april sidste år, og havde erkendt min egen magtesløshed. For så ville jeg have drukket mig selv ihjel, og skabt endnu mere ulykke og sorg, end jeg havde i forvejen.

Pludselig vidste jeg, hvordan det er at leve,  Hvordan det er, at eksistere i en verden, fyldt med modsigelser og kontraster - en verden, hvor enlighed ikke behøver være synonymt med ensomhed, og hvor ensomhed trods sit mørke ydre, godt kan indeholde varme og tilhørighed.

Så da afslutningsnummeret - det, der kom før de tre absolut sidste numre - flød ud over os alle sammen i Pavillonen i Grenå, var det med dyb taknemlighed, jeg sang med og lod glæden over livet runge ud i universet.

Et liv, jeg elsker at leve - én dag, ad gangen.

mandag den 4. december 2017

Morgentomme tanker.


Pludselig rammer jeg mod en mur.

Opdager, at ingen sprudlende tanker står parat til at nedfældes - ingen indsigt kræver at blive delt. Og de eneste billeder, mine øjne ser ud til at være istand til at fokusere på, er to frysende fugle, der skændes om krummerne på mit havebord,

Alt andet er bare ............. sløvt.

En dræbende gengivelse af dovendyrets langsomme bevægelser, lader til at have indtaget mit legeme. Hver tanke bruger oceaner af tid på at nå frem til de dele af min normalt hastigt arbejdende hjerne, der skal få dem sendt videre til mine fingre, og derigennem op på skærmen.

Rettelserne at det, der så endelig når frem til mit virtuelle papir, står til gengæld i kø, og forlanger at blive taget alvorlige, inden nye tanker kan søsættes på deres vej gennem den træghedens grød, denne morgen åbenbart består af.

Hovedpine, nakkesmerter, morgenkvalme, træthed - og en kønsbestemt viden, der fortæller mig at det jo ikke er på grund af graviditet, at jeg starter dagen med den slags. Samtidig med, at der ganske lumskeligt slåes fast, at selvom løsningen på den ømt smertende hovedsituation er ganske nem - så er der utroligt langt hen til glasset med de hovedpinepiller, min overordnede sygdom tillader at jeg bruger.

I mellemtiden sidder den ene af de to morgenarrige fugle alene tilbage på havebordet, og bøvser med gulligt åbent næb sine frustrationer over tyveriet af den største krumme ud over alt og alle.

Sløvt stirrer jeg på de tomme linier foran mig - håbende på et eller andet mirakel, der kan udfylde dem med tænkværdige sentenser, som kan få sparket mit morgensløvsind i bagdelen, og få mig til at forstå hvad jeg egentlig laver her - foran min skærm, i morgenkåbe, med drillende øjne, smerter, og en lyst til det hele på størrelse med en nedgroet tånegl.

Lilletånegl.

Men intet sker. Hovedet er stadig tomt for tanker, fingrene lige længe om at reagere, og stæren og solsorten skændes stadig om krummerne udenfor. Gud, hvor kan de dog larme...........

Og stavefejlene drysser stille ned i venstre hjørne af skærmen, som ukurante virtuelle snefnug på en morgen med varmegrader. Dér kunne de sikkert stadig have ligget, hvis ikke varmen fra den sol, der lige nu rammer bagsiden af min skærm, havde smeltet dem væk.

Så med Avs i hovedet, lyden af arrige fugle i ørerne, og ikke eksisterende smeltende stavefejlssnefnug dryppende ud af venstre hjørne på min altid taknemlige skærm, tror jeg at jeg vil tage mit trætte væsen og hænge det til vask og tørring under det snart tilkalkede bruserhoved på mit badeværelse.

Det kan vel ikke tage så længe, at vaske trætheden og ugideligheden væk, vel ?

Allerhøjst de næste fireogtyve timer..........

lørdag den 2. december 2017

Scrooge'd


Morgenfrosten har sat spor på græssets grønne overflade, og efterladt sit vistkort på det vand, der siden sommer har fyldt mit minibålsted.  Ubevægeligheden er sat i system, og forsvinder kun langsomt, mens lyset bryder frem.

Det er lørdag, og det er den anden dag i den måned, der før i tiden betød lyskæder, nissedøre, mistelten, granranker, og hyggelige, varme dufte i hverdagen. Det gør den ikke længere.

Nu er det bare en måned som alle andre. En måned, hvor den største forskel fra de andre måneder  er det anderledes vejr, der kan risikere at komme forbi - hvis jeg er heldig. En måned, hvor jeg kan længes efter alt det, jeg ikke længere har i mit liv.

Alt det, der tidligere betød alt for mig, og som jeg troede skulle være en del af livet lige indtil slutningen. Hygge, varme, familie, og en fælleshed, der kunne vare året ud.

Nu er det kun dage, der forsøger at fryse sig fast i min bevidsthed, med hver deres krav og betingelser. Hver deres fastfrosne normalitet, der sløvt gentages på næsten samme måde som sidste år.

Og det er måneden, hvor jeg ligesom sidste år håber på et nådigt snevejr, der kan skjule alt under sit bløde, hvide væld af stivfrosset vand. Skjule, at mit græs ligner en katastrofe, og at ukrudtet stikker op mellem stenene på min terrasse.

Og få alt til at fremstå som et skønmaleri, med tynde røgfaner stigende lige op fra skorstene på snedækkede tage, og rødmende frostkinder på børn og voksne, mens de glade strider sig gennem det knitrende eventyrlandskab, hvor harer sidder i læ, og fugle taknemligt fodres på hyggelige, hjemmelavede foderbrædter, mens juletræet slæbes gennem det jomfruelige snelandskab.

Bahhhh - humbug !

Ingen steder i dét billede ser man virkeligheden. Intet sted ser man kulden, der forsøger at overtage og banke ubevægeligheden ind i alt. Eller trøstesløsheden, i de sind der ikke kan, ikke vil, ikke tør, tro på, at godt kan ske og glæden findes......

Men jeg tør godt alligevel.

Tør - håbe på at der forude kan vente alt det, jeg gerne vil. Tør - håbe på at imorgen også kommer. Tør - håbe på at livet også for mig indeholder meget mere, end denne frostbidte decembermorgen hælder ned over mit sind og hoved.

Tør - leve...........

For livet er mere end det, der var. Livet er mere end det, der er. Livet er også dét, der kommer.

Og da jeg ikke har tænkt mig at ende som en dansk, fattig version af Ebenezer Scrooge, med intet andet end egne trøstesløse krav om mere, mere, mere.... - så vælger jeg at følge mine egne spøgelser, på deres tur gennem det liv, jeg havde - det liv, jeg kunne have været på vej ind i - og det liv, der er.

Selvom turene gør ondt, og genkaldelsen smerter, så indeholder de hver for sig nøglen til det jeg dagligt ønsker så brændende at kunne leve i. Et liv med glæde, alvor, varme, fællesskab. Hvor smil og  tårer kan være ligeligt gode, og hvor indsigten i de begivenheder, der skabte mit jeg, kan virke på bedste måde.

Jeg startede dagens blog med en trøstesløs fornemmelse indvendig. En følelse af utilstrækkelighed, der opstår, hver gang min alkoholiker begynder at stikke sit grimme hoved frem og kræve, at jeg fodrer ham med muligheder for tilbagefald. Og netop i denne måned - julemåneden - er der alle de muligheder, jeg før i tiden kunne ønske mig, for at falde på halen, og drukne mig selv i mit misbrug.

De er der stadig, mulighederne. Og hvis ikke jeg var blevet indehaver af et værktøj, der i al sin enkelhed kan bruges til at opdage dem, før det er for sent - ja så ville jeg her og nu have været på vej nedad den rutchebane, jeg så mange gange tidligere i mit liv har drønet rundt i.

Og det er dage som i dag, hvor jeg skal være på vagt. Dage som i dag, hvor minderne fra dengang vælder frem på godt og ondt.

Dage som idag, hvor kun synet af en ivrigt krummeguffende fugl kan bringe orden i det kaos, min hjerne kan finde på at tigge mig om at kaste mig ind i.

Den lever nemlig på samme måde, som jeg gerne vil. Én dag ad gangen, men med håbet om mange af slagsen, og evnen til at nyde den, der er igang lige nu.

Ædru.