Rigtig glædelig grøngråand.

Der er mange forskellige måder at spise julemiddag på, og de fleste af os har vel især én, der er den foretrukne topfavorit. Og den skal helst indeholde de samme ting, år efter år, for at juleaften er rigtigt startet.

Sådan har jeg det også. Ja altså, jeg må hellere rette det til - sådan h a v d e jeg det også, igennem det meste af mit liv. Nøjagtigt samme type kød, og nøjagtigt samme type tilbehør. Og helst masser af det - naturligvis med litervis af god, velsmagende, fed sovs som underlægning.

Det er kun smådetaljer, der gennem tiden er blevet ændret i m i n juleaftens middag - jeg prøvede for eksempel i nogle år at lave medisterpølse som tilbehør til den hæderkronede and og flæskesteg, der blev sat over allerede lidt før middag, hvor pølsefætteren så blev lagt i bunden af bradepanden sammen med indmaden fra anden og de  resterende svedsker og æblestykker. Så kunne fedtet fra pipdyret og grisebassen dryppe ned over pøllen, og give ekstra smag til den.

Og det smagte herrevidunderligt. Men eftersom der år efter år i forvejen var kød nok i ovnen til at fodre en hel hær, og jeg alligevel var den eneste, der spiste af medisteren - så smuttede den i årenes løb igen.

I år har jeg så prøvet noget helt nyt.

Ingen vraltende andefætter, med fedtkrøs og kæmpelår - og ingen flæskesteg med saltsprød svær. Men en beskeden lille fyr, der i naturen ikke gør så meget væsen ud af sig selv, så det gør noget.

En gråand.

Købt for måneder siden, og omhyggeligt stuvet af vejen i fryseren, med henblik på salig fortæring på denne, nu snart overståede, juleaften.

Renset for resterende fjer - der var nok til en hovedpude eller to - og omhyggeligt pillet indvendigt, så der ikke resterede noget indmad eller lunge tilbage, der kunne ødelægge det endelige resultat. Og så grydestegt efter alle kunstens regler, med urter og krydderier, og sat til at simre mør på laveste blus i en lille times tid.

Imellemtiden fik jeg så lavet tilbehøret, der i dagens anledning ikke indeholdt den ellers sædvanlige rødkål, men udelukkende brune kartofler, efter min egen hemmelige opskrift. Og dén vogter jeg godt og grundigt over  - altså lige indtil du spørger mig, så vil jeg da gerne dele den med dig.

De smagte godt, de gutens brunede kartofler. Og endte så samtidig med at blive det eneste, ud over en usædvanligt velsmagende sovs, jeg fik til juleaftensmad.

Det viste sig nemlig, at fætter gråand nok ikke lige var blevet skudt i flugten over Furesøens rynkede vande - eller hvor man nu skyder sådan nogle henne - men nok nærmere var drattet selvdød ned af den gren, den havde sat sig på i slutningen af sit lange, og sikkert utroligt indholdsrige liv.

Så det blev kun til én bid af den bette grå, inden jeg med hæse forbandelser spyttede det et hundrede procent utyggelige kødstykke ud igen, og svor at være vegetar for en aften - sådan en slags Julevegetartar.

Men så har jeg da prøvet det med - og mæt, det blev jeg alligevel, der var nemlig nok af brunede kartofler og sovs.

Så Glædelig Jul, allesammen - jeg snupper lige de næste fireogtyve timer ganske almindeligt ædru, og med mod på det hele.