Morgentomme tanker.

Pludselig rammer jeg mod en mur.

Opdager, at ingen sprudlende tanker står parat til at nedfældes - ingen indsigt kræver at blive delt. Og de eneste billeder, mine øjne ser ud til at være istand til at fokusere på, er to frysende fugle, der skændes om krummerne på mit havebord,

Alt andet er bare ............. sløvt.

En dræbende gengivelse af dovendyrets langsomme bevægelser, lader til at have indtaget mit legeme. Hver tanke bruger oceaner af tid på at nå frem til de dele af min normalt hastigt arbejdende hjerne, der skal få dem sendt videre til mine fingre, og derigennem op på skærmen.

Rettelserne at det, der så endelig når frem til mit virtuelle papir, står til gengæld i kø, og forlanger at blive taget alvorlige, inden nye tanker kan søsættes på deres vej gennem den træghedens grød, denne morgen åbenbart består af.

Hovedpine, nakkesmerter, morgenkvalme, træthed - og en kønsbestemt viden, der fortæller mig at det jo ikke er på grund af graviditet, at jeg starter dagen med den slags. Samtidig med, at der ganske lumskeligt slåes fast, at selvom løsningen på den ømt smertende hovedsituation er ganske nem - så er der utroligt langt hen til glasset med de hovedpinepiller, min overordnede sygdom tillader at jeg bruger.

I mellemtiden sidder den ene af de to morgenarrige fugle alene tilbage på havebordet, og bøvser med gulligt åbent næb sine frustrationer over tyveriet af den største krumme ud over alt og alle.

Sløvt stirrer jeg på de tomme linier foran mig - håbende på et eller andet mirakel, der kan udfylde dem med tænkværdige sentenser, som kan få sparket mit morgensløvsind i bagdelen, og få mig til at forstå hvad jeg egentlig laver her - foran min skærm, i morgenkåbe, med drillende øjne, smerter, og en lyst til det hele på størrelse med en nedgroet tånegl.

Lilletånegl.

Men intet sker. Hovedet er stadig tomt for tanker, fingrene lige længe om at reagere, og stæren og solsorten skændes stadig om krummerne udenfor. Gud, hvor kan de dog larme...........

Og stavefejlene drysser stille ned i venstre hjørne af skærmen, som ukurante virtuelle snefnug på en morgen med varmegrader. Dér kunne de sikkert stadig have ligget, hvis ikke varmen fra den sol, der lige nu rammer bagsiden af min skærm, havde smeltet dem væk.

Så med Avs i hovedet, lyden af arrige fugle i ørerne, og ikke eksisterende smeltende stavefejlssnefnug dryppende ud af venstre hjørne på min altid taknemlige skærm, tror jeg at jeg vil tage mit trætte væsen og hænge det til vask og tørring under det snart tilkalkede bruserhoved på mit badeværelse.

Det kan vel ikke tage så længe, at vaske trætheden og ugideligheden væk, vel ?

Allerhøjst de næste fireogtyve timer..........