Andre Sider af mig

lørdag den 25. maj 2019

En streg i sandet


En gang imellem er jeg nødt til selv at trække den, har jeg indset - en gang imellem præsenterer den sig selv, og forlanger at blive taget alvorligt.

Stregen i sandet.

Den der linie, det er nødvendigt for mig at acceptere bag mig, og som gør at jeg ikke hele tiden skal bære fortiden på mine skuldre. Uforløst, ubearbejdet, ufærdig.

For når den bliver trukket, hvad enten det er af mig selv eller andre - eller trækkes af tilværelsens egen ubønhørlige fremmarch - så giver den mig mulighed for at trække vejret lidt friere, lidt dybere, lidt roligere.

Stregen i sandet.

Det meste af mit liv er jeg veget tilbage fra at trække den selv, og har ladet mine handlingers konsekvenser om at trække den. Som regel fordi jeg på den måde kunne lægge ansvaret for den - og dermed ansvaret for de handlinger, der førte frem til den - over på andre skuldre end mine egne.

Hvilket livet igennem har givet mig utallige skrammer og sår, og ført til diverse typer flugt fra den virkelighed, stregen på skærende grusom vis understregede eksistensen af. Flugt, der på alle måder gav mig muligheden for at kunne lægge ansvaret for alting alle andre steder end der, hvor ansvaret rettelig hørte hjemme.

Lige frem til den dag, jeg fandt ud af at gribe om den pind, der kunne trække stregen, sammen med det eneste, der var stærkt nok til at gøre stregen tilstrækkeligt tyk.

Virkeligheden.

Det er over elleve hundrede dage siden, jeg en tidlig fredag morgen trak mit livs tykkeste streg bag mig, gav slip på pinden jeg havde trukket den med, og lod virkeligheden stå vagt ved den nu opståede grænse mellem min fortid og min nutid.

Lige siden har jeg dagligt kunne se stregen og dens vogter bag mig. Se, hvordan virkeligheden opmærksomt vogtede det, der var min fortid. Se, hvordan alt det, der var, langsomt blev tydeligt og klart - filtreret gennem virkeligheden.

Se, hvordan denne, min fortids vogter, gjorde det muligt at skære alt bullshittet væk, og præsentere det, der skete, ganske som det var.

Nøgternt erkendende, og ærligt accepterende.

Men det er først for nyligt, at jeg fuldt ud har erkendt, at den vogter jeg satte til at passe på stregen i sandet, også samtidig sørger for at den stadig er der. Sørger for, at den ikke dag efter dag bliver lidt sværere at få øje på, lidt tyndere ude i den hastigt vigende fortids horisont.

Sørger for, at den hele tiden er der, hvor fortiden slutter og nutiden begynder. For min fortid er aldrig længere væk, end det øjeblik virkeligheden lige har puttet ned bag stregen i sandet.

Og det sørger virkeligheden for at gøre - En dag, ét øjeblik ad gangen - fordi jeg er ædru.

For kun på den måde, kan jeg se virkeligheden i øjnene, og acceptere den for det, den er.

Mit liv.

onsdag den 15. maj 2019

Kom, lad os brokke os........


........ eller rettere - lad  m i g  brokke mig.

For lige her og nu har jeg en ualmindelig stor lyst til netop dét - at brokke mig - over Systemet, over Universet, over alt, intet, ingenting, og det hele.

På én og samme tid.

Rent faktisk havde jeg ikke troet, at mit første indlæg efter endnu en af mine lange pauser i blog-skrivningen, skulle handle om noget så ualmindeligt almindeligt som mit helbred. Det har jeg jo - i hvert fald i forhold til det, jeg gennem flere år har blog'et om - accepteret som værende helt fuldstændigt ad hekkenfeldt til.

Et sted, jeg lige netop ikke har råd til at besøge, selvom lysten kunne være stor.

Men det kommer det så til alligevel - indlægget, altså. At handle om mit helbred - eller mangel på samme.

For - som den opmærksomme læser sikkert har fundet ud af gennem natlige gennemtrawlinger af mine blog-indlæg - det kunne jo så absolut være ganske meget bedre, hvilket jeg også må konstatere at jeg har skrevet indtil ganske mange gange, hvor jeg har udbredt mig om det - helbreddet.

Og så er det i virkeligheden kun en enkelt del af det, jeg her og nu i al afmagt hyler op om - mit arme, og så totalt gennem-kiggede, gennem-behandlede, og gennem-underlige - blodtryk.

For det lader til, at alle mine fortidige besøg på diverse blodtryks og blodtryksrelaterede afdelinger - skal til at begynde forfra igen. På trods af, at en af landets dygtigste eksperter på området - overlægen på Skejby, hvor jeg havde min gang i mange år - allerede tidligere har fundet ud af at definere hvilke stoffer jeg skal tage, og i hvor lang tid, når mit tryk pludselig får lyst til at nå uanede højder igen - så mener man hernede i Region Syd (min hjemregion efter flytningen fra Djursland), at dét skal man nok selv finde ud af.

Så istedet for at blive hurtigt behandlet med et stof, der virker - og tro mig, jeg har års erfaring med hvilke stoffer der virker på min bette, fortidigt flotte men nu lettere (fy, sig nu sandheden) ganske udbulede krop - når det nu har besluttet sig til at lande på den anden side af 200 over 100 igenigen, skal jeg det hele igennem nok en gang.

Hvilket jo forøvrigt er trykstørrelser, jeg gik med i mange år on og off, indtil man (overlægen på Skejby) netop fandt frem til det stof, der virkede.

Og hvorfor kan jeg så ikke bare få det igen ??

Fordi det er et stof, der ikke udskrives herhjemme normalt, af mange forskellige årsager. Der skal ligge både en hjemtagningstilladelse og en udleveringstilladelse - den sidste skal apoteket have liggende - før det kan udleveres til lille mig og mit blodtryk.

Jamen, siger den opmærksomme læser, der er jo allerede en sådan ved overlægen i Skejby ? Kan han så ikke bare faxe en kopi til apoteket ??

Det ville være skønt, hvis det kunne lade sig gøre sådan. Men der er jo lige det der, med min flytning fra én region til en anden. Den har gjort, at det nu er OUH, der skal udlevere tilladelsen til apoteket.

Og det vil de ikke, før jeg har været igennem de nøjagtig samme undersøgelser og tests, som jeg var på Skejby gennem det 4 år lange forløb, der førte frem til udstedelsen af en kopi af dén tilladelse, de havde.

Hvilket vil tage minimum 4 måneder, samt indeholde utallige forsøg med alle mulige forskellige produkter, jeg også tidligere har forsøgt at bruge - enten uden held, eller også med store bivirkninger - for ikke at tale om den tid, der vil gå før jeg kan komme til den første af undersøgelserne.

En periode, hvor mit blodtryk så kan ligge og hygge sig på det efterhånden sædvanlige kraftigt forhøjede stade.

Indrømmet - det er lige så gnisterne flyver ud af ørerne på mig i øjeblikket.

Mest af alt fordi jeg blev udskrevet fra Svendborg sygehus - jeps, jeg var lige på et 3 dages besøg på Karma - igen - med et tryk på 204 over 95. Og med farmakologernes forsikring om, at stoffet jeg havde brug for, var det samme som det, jeg havde fået tidligere - og at jeg ville kunne hente det dagen efter på apoteket.

Svendborg sygehus - som derudover et et ualmindeligt dejligt sygehus med smilende og dygtige medarbejdere - havde så bare ikke lige bemærket, at der var hjemtagnings og udleveringsklausuler på stoffet - suk.

Så lillebitte, damptrykskogende, hovedpinedunkende, og træthedsplagede mig, sidder nu her - stadig med et gigaforhøjet blodtryk - og venter bare på at et eller andet skal ske. Og helst noget, der ikke koster hjerneceller eller andet modbydeligt.

"Plejer du ikke at kunne tage det hele med en Sindsro", kan jeg høre jer spørge. Og I har så ganske ret - normalt bruger jeg med største lethed og glæde Sindsro-bønnen til at minde mig om, at der findes noget, jeg ikke kan ændre - noget, jeg kan - og hvis jeg er heldig, så har jeg så også visdom til at kunne kende forskel på de to.

Derudover - så kan jeg jo også benytte mig af møderne (ups, der er flere onlinemøder i dag - både her og her), og dér finde den ro, der kan hjælpe mig igennem den her tid.

Det er dæleme bare svært, når jeg pludselig bliver klasket i hovedet med Systemets fejl og mangler, og af samme grund må finde mig i måske at komme ind under kategorien: Operationen lykkedes, men Patienten døde...

Jeg har sgutte lyst til det, har jeg ikkenikkenej.

Men jeg kan ikke gøre andet, end finde frem til den nødvendige tålmodighed, og endnu en gang minde mig selv på, at alting har en mening. Selvom jeg måske ikke kan se den, så er den der et eller andet sted - og vil sikkert afsløre sig selv, hvis bare jeg afventer - tålmodigt og roligt.......

Deterdenondebrandlynemigoverhovedetsletikkemegetmereendualmindeligtsvært, er det ikkenikkenej !!!

Suk.

Dog - hvis jeg nu minder mig selv om, at også hér vil Programmet kunne virke - at også når det drejer sig om mit helbred, vil jeg kunne bruge de 12 trin til at overkomme de medfølgende tørdrukslyster, og dermed - En Dag Ad Gangen - sørge for at holde mig fra de tilbagefald, der ganske naturligt lurer i horisonten, når jeg begynder at sprutte gnister ud af øjne, ører, og mund.

Hvis jeg gør det, kan det være det virker - jeg skal bare medvirke selv.

Det tror jeg så lige, jeg bruger de næste fireogtyve timer på........



p.s. nu du alligevel er her
kan du så ikke prøve
at klikke på de link's
jeg har sat her og der
- deres indhold er en 
del af indlægget.