Det er ikke ordene..........

 ... men handlingerne, der gør en forskel.

Lidt af en indledning, ikke sandt ? Og så især på en dag som denne, hvor solen skinner, og dannebrogsflaget vejer fra min flagstang.

Det er nemlig ti år siden, jeg udtalte de menneskeligt set dyreste, og handlingsmæssigt allermest nødvendige ord. Ord, hvis erkendelse havde ligget og luret lige dér, hvor det i mange år havde gjort allermest ondt. Ord, hvis pris jeg ikke havde nogen form for mulighed for at kende.

Klokken ti minutter i otte om morgenen - den niogtyvende april totusindeogseksten - fik jeg langt om længe sagt dem højt, og bedt om den hjælp, der var nødvendig for at kunne handle på dem.

Den slags ord koster ikke ret meget andet, end den tid det tager at udtale dem. Hvis man altså tør - hvis man kan finde det nødvendige Mod til at erkende, at handling er nødvendig.

Men at sætte handling bag de samme ord, kan koste alt det, man har gået og hæget om i årevis. 

Heldigvis.

Hvilket egentlig normalt vil være en ret underlig måde at tænke på, med mindre det netop er de her ord, det drejer sig om :

Jeg er alkoholiker.

Med ét vælter hele det læs, man så møjsommeligt har bygget op af løgne, fortielser, modbydeligheder, og meget andet. Med ét - mens de svedige fingre nervøst holder fast i telefonen, og stemmen skælver af angst for at sige dem - river ordene den kendte, men livsfarlige og ødelæggende, verdens slør til side, og lader mig tilbage - forsvarsløs, nøgen, nyfødt.

Og alt dét, der var min hverdag - alt dét, der gjorde både mit og mine nærmestes liv usundt, betændt, forfærdeligt - mistede muligheden for at kunne fortsætte.

Angst, skam, hemmeligheder, skjulte modbydeligheder, og alt det andet, der havde været nødvendigt for at kunne være dén, jeg var blevet til - lå nu og vred sig i erkendelsens klare lys.

Og det var tid til Handling.

Én Dag Ad Gangen - sekund for sekund, time for time, dag for dag. Hele tiden klar, åben, ærligt erkendende at den sygdom jeg har, altid vil kunne smadre mig, ødelægge igen, fjerne mig fra dén virkelighed, jeg for ti år siden sprang ind i - kun udstyret med et Håb.

Håbet om, at kunne finde Sindsro, til at acceptere alt det, jeg ikke kan ændre. 

Håbet om, at kunne finde Mod, til at ændre det jeg kan.

Og Håbet om, at kunne finde Visdom, til at kende forskel.

Det er ikke noget, der "bare" skal findes én gang for alle. Det er et Håb, jeg dagligt udfordrer - et Håb, jeg aften efter aften bekræfter for mig selv, når jeg inden sengetid går min dag igennem, og holder fast i at det eneste, jeg kan, er at give slip.

At undgå at holde krampagtigt fast på dét, jeg tidligere troede var så nødvendigt. At skjule min sygdom, og tro at "alt nok skulle gå". 

Indrømmet - det lyder lidt som om det var nemt og bekvemt, sådan "bare" at vælte sig om på ryggen og hyle : "Jeg er alkoholiker, jeg er alkoholiker - hjælp mig, gør no'et !!!! "

Men det ville i så fald bare være endnu en undskyldning, for senere at kunne vælte mig ned i flasken igen, og småtudende mumle et grødet: "Der er ingen, der forstår mig."

Newsflash !!! Der er skam mange, der "forstår" mig. Mange, der har været nøjagtigt de samme steder, som jeg - brugt de samme typer undskyldninger - skjult de samme typer hemmeligheder - eller endda sørget for at opfinde nye, grusomme hemmeligheder, for at kunne fortsætte den daglige flaskeklirrende aktivitet.

"It takes one, to know one", si'r man.

Og jeg kender én.

Jeg møder ham hver morgen, når mit søvnige ansigt ser sig selv i spejlet over håndvasken. Jeg møder ham i hvert åndedrag - i hver tanke - i hver handling, min dag er fyldt med.

Og I guder, hvor er jeg dog glad for at have givet mig selv lov til at møde ham, lære ham at kende, og leve sammen med ham på godt og ondt. For naturligvis bliver livet ikke bare sådan bim, bam, busse-nemt at leve, bare fordi jeg dengang erkendte, indrømmede, indså, at jeg er alkoholiker. Det er fyldt med de samme udfordringer, som det var dengang jeg var aktiv. Fristelser, muligheder for løgne, muligheder for selvovervurdering, muligheder for alt dét der dengang førte lige lukt ind i salighedens klare, men dræbende kluk.

Nu tør jeg bare se det alt sammen for hvad, det er. Sige tingene lige ud, og give slip, når det er nødvendigt at gøre det - holde fast, når der skal holdes fast - og kende revl fra krat.

Så længe jeg bare gør det Én Dag Ad Gangen. 

Berøringsangst.

Udenfor mit stuevindue hvirvler snefnuggene rundt i en inciterende flamenco. Lidt ned, lidt op - og så en hvirvlende rundtur gennem den frostkolde luft. Min varmepumpe kæmper med den stadige tilførelse af nye, frækt drillende fnug, der uimponeret af pumpens berøringsangst lægger sig præcis hvor det passer dem.

Og når jeg så vælger at bevæge mig ud i det vældige, vilde, voldsomme, vidunderlige snefog, så kærtegner fnuggene isnende sødt mine kinder, mens den vind der er deres usynlige dansepartner, blidt blæser frost i mine øjenbryn.

Men ingen af dem - hverken fnuggene eller vinden - har nogen former for berøringsangst overfor mig - overfor mine sygdomme.

Overfor min kræft.

Frygten for at det smitter, ligger ikke i et snefnugs DNA eller en vinds ophav. Ingen af dem regner med at slibe kræftceller af huden på mig - eller bære metastaser rundt i universet, så andre kan fange dem på frostbidte kinder - og blive smittede.

For kræft smitter ikke. Kræft kaster sig ikke over de stakkels uskyldige, der måtte have valgt at besøge mig i min eremitagebolig. Stedet, hvor min medbeboer er nøjagtig lige så uimponeret overfor både min kræft, som han også gennem mange år har været overfor  min alkoholisme.

For kræft smitter ikke. De vildtvoksende celler, der opstod i min lunge og min prostata, kæmper sig ikke vej ud gennem kød og hud, for at ligge på lur efter uskyldige besøgende, så disse senere kan lægges under et vildt brummende apparat, der kaster celleskadende stråler efter de uretmæssige indtrængere.

For kræft smitter ikke. Husk det nu - kræft smitter ikke........

Men - uanset hvor mange gange jeg fortæller mig selv denne, åh så indlysende sandhed - ligger der åbenbart stadig én eller anden ubevidst angst, blandt de, der ikke er ramt. En angst for, måske at blive den første, der modbeviser, at Kræft Smitter Ikke.......

Eller også er det bare angsten for, måske at skulle se ind i øjnene på et væsen, der pludselig har mulighed for at "kende sit endegyldige tidspunkt".

For...........

Det, der til gengæld smitter, er smil. Og dansende latter. Og glæden ved at drikke en kop kaffe - sammen. Glæden ved at hygge i et varmt hjem, mens snefnug danser deres egen glædesdans i et fog af vintervejr - sammen.

......................... min lille missemand nusser blidt mit ene ben med sin pande, og blinker kærligt til mig. Som ville han gøre mig klar over, at alt er, som alt skal være. For bare vi er sammen, han og jeg, gør de manglende besøg - den ubevidste berøringsangst - og de skjulte blikke, ikke det store.

Men savnet er der.

Og lige nu - hvor sneen blæser rundt i min have, og ned fra mit tag - kan jeg sagtens gøre som jeg plejer, og tage det hele En Dag Ad Gangen.

I Sindsro.