Intro....

 .... vert

Eller reserveret. Eller tænksom - selvreflekterende - indadvendt - stille.

Kært barn har mange navne - eller mange mærkater, for nu at sige tingene ligeud. Selvom mærkater vel egentlig heller ikke dækker det, jeg er på vej mod uden at kæmpe ret meget imod. For det er her, jeg begynder at føle mig mest hjemme.

Som introvert.

Jeg har ikke altid været sådan. Det meste af mit liv har jeg været det direkte modsatte. Extrovert, hedder det vist - hvilket allerbedst kan "oversættes" til en udadfarende fyr med masser af smil og gang i dén.

Jeg havde jo en masse at skjule. 

Mest af alt min afhængighed. Mit misbrug, der først blev opdaget når tingene gik helt galt - hvilket de naturligvis gjorde med jævne mellemrum, for så kunne jeg jo finde nye undskyldninger til at fortsætte det hele.

Afhængigheden. Misbruget. Dét, der gjorde at ingen fandt ud af alt det, der var sket. Alt dét, der hang som en sort sky over mit hoved, og truede med at ødelægge, smadre, fjerne mit liv.

Alt dét, der er sket lige siden dengang jeg som lille før-barnehavebarn gik i kælderen, er der stadig. Men nu har jeg erkendt, at eftersom jeg på ingen måde kan ændre det, der er sket, kan jeg med største sindsro kigge tingene igennem, og finde ud af hvordan jeg undgår at det sker igen.

Hvad enten det er for mig selv, eller for andre.

Så derfor har jeg valgt - for det er netop et valg, for mig - den introverte, den indadvendte, tænksomme, selvreflekterende vej, som måden at leve de sidste år/årtier på, inden der ikke er mere på livets tallerken.

En af følgerne er, at jeg ikke - hvilket jeg er sikker på at du, kære læser, allerede har bemærket - er så aktiv på blog'en, som jeg var før i tiden. En anden, at jeg heller ikke er så socialt anlagt mere, og helst vil være i selskab med det væsen, der har stjålet mit hjerte og min hengivenhed.

Min elskede ven Lucifax.

Den første følge, at min introverthed - min manglende aktivitet på blog'en - har da mulighed for at ændre sig, som livet skrider frem. Men den anden følge - ændrer sig først til allersidst.

For det er en af de ting, jeg med Sindsro ved, at jeg må acceptere.

Hva' så nu, spørger du måske. Har jeg så tænkt mig bare at sidde og nusse missemanden under hagen, trisse rundt og mærke det hele blive langsomt sværere, og bure mig inde bag stabler af gamle aviser og nyttesløse indkøb fra Temu ?

Under ingen omstændigheder.

Jeg og lillekræ har stadig masser at ture rundt på Langeland foran os. Og jeg og Lucifax har stadig masser af tillidsfulde dage og nætter i hinandens selskab, mens jeg forkæler ikke bare ham men også mig selv med veltillavet mad.

Og hyggepinde -af alskens art.

Det er faktisk ret rart - og varmt - og dejligt, sådan at været introvert. Når bare det er mit helt eget valg, og ikke et valg opstået af situationer, nødvendigheder, eller tvang. For den slags valg er den rene gift for én som mig.

En misbruger.

En afhængig.

En alkoholiker.

Derfor bruger jeg tid hver aften, når jeg er hoppet under dynen, på at gennem se min dag for situationer, begivenheder, og valg, der vil kunne ændre mit eget frie valg til at være et tvunget, uselvstændigt valg. 

Og finder jeg ét - bruger jeg tid på at pille det fra hinanden, og sørge for at gennemtænke de enkelte dele af det, så jeg kan drøne det ud af min eksistens.

Men for at kunne gøre det, er det tindrende nødvendigt for mig, at jeg finder Visdom til at kunne kende forskel netop på dét - hvad der er mit eget valg, og hvad der ikke er.

Et af de frie valg er netop min introverthed. Og sålænge jeg på daglig basis finder det varmt, kærligt, og velgørende at være introvert - bli'r jeg ved med det.

For jeg ved, at jeg vil have Mod til at lave det om, hvis det bli'r nødvendigt.

Bare én dag ad gangen.

Du ved du er på Langeland......

 .... når solen smiler, vandet vugger, og krofatter laver go' mad.

Og nej - det her kommer ikke til at være nogen slet skjult reklame for hverken øen, jeg bor på - naturen på samme - eller den vanvittigt go'e mad og betjening på et bestemt langelandsk spisested.

Næsten ikke, ihvertfald.

For naturligvis vil der - som i alle mine indlæg - være let maskerede hentydninger til alt det, den her lange vidunderlige ø har at byde på. Det være sig de mange forskellige oldtidsminder, øen er fyldt med - de mange træfyldte områder og den mylderfyldte natur - eller de mange, smagspragtfulde spiseteder, der er drysset gavmildt over landskabet.

Så hvad enten du har lyst til fisk-ad-libitum, stegt flæsk i uhyrlige mængder, Danmark's måske største tartelet, burgere som englene ville elske - eller pizza, pasta, pragt-is, og pæne portioner slotsmad - kan du finde det hele hernede.

Og det' jo ikk' så ring' endda - når jeg nu alligevel ikke kan lade være med at berømme den ø, jeg flyttede ned på for snart otte og et halvt år siden.

Det var nu ikke derfor, at jeg valgte øen. Men nærmere fordi, jeg trængte til nye omgivelser, og nye venner. Dem, jeg efterlod på Djursland - jep, jeg flyttede fra Djursland, selvom der er vidundersmukt - var dejlige, søde, nærværende, og tætte - måske alt for tætte.

For de blev nærmest tvunget til at tage stilling, efter både min erkendelse af mit misbrug og min partners fraflyning. Og dét - er ikke altid en go' ting at kæmpe med, når man er ny-ædru.

Så da muligheden bød sig, og jeg alligevel ville være nødt til at flytte fra det hus, jeg elskede - men som var for dyrt for mig at bo i - blev det Langeland, og samtidig genoptagelsen af et bekendtskab, der havde ligget alt for stille. Ikke en ny partner, men nok nærmere en 30-årig platonisk kærlighed.

Og - viste det sig - to nye, brændende kærligheder af de helt store.

Kærligheden til min vidunderlige misseprut Lucifax (find ham på Fjæset) - og kærligheden til Langeland.

Lige siden, har begge dele vokset sig større og større - og det samme har min nydelse af det, der tilbydes på øen.

Så - (Advarsel !!! Det her er  r e n  reklame) - derfor vil jeg for en gangs skyld være så direkte, som jeg overhovedet kan være - og bruge det her blogindlæg på også at ønske mine venner Brian og Amanda et megastort Tillykke, med købet af den kro, de har forpagtet i et godt stykke tid.

Samt glæde mig over, at der vil kunne blive sat endnu flere rekorder i Stegt Flæsk, og hvad de to nu ellers finder på af go'e guffeting fremover.

Derfor - når solen smiler, vandet vugger, og maven kræver sit - ville det måske være på sin plads, at kigge forbi kroen i Humble, og nyde tilværelsen.

Jeg ved da godt, som jeg også påpegede tidligere, at der findes mange andre spiseteder på øen. Go'e steder, med velsmagende mad til rimelige priser, med hyggelig betjening og smil ad libitum - noget, langelænderne er gode til, og ikke bare hvis de kan li' dig - men lige netop den dér bette kro i Humble, ligger tæt på mit hjerte.

Naturligvis elsker jeg også kaotisk gourmetmad, friskfangede fisk, helstegte pattegrise, og alt det andet spiselige, øen byder op til. Så du, kære læser, må endelig ikke se det her som andet end det, det er - en lykønskning til de nye ejere på kroen her i byen, hvor jeg bor.

Og hvad enten du vælger det ene sted, eller det andet - er det jo fuldstændig op til dig at afgøre, hvad din mave har brug for. Du  k a n  jo nå igennem mange af stederne, mens du holder din ferie hernede - og eftersom du sikkert ikke når gennem dem alle, kan du jo bare komme tilbage igen - og fortsætte nydelserne.

For hernede - står nydelserne ligefrem i kø, for at blive indtaget.

Det hele - bare Én Dag Ad Gangen.

Det er ikke ordene..........

 ... men handlingerne, der gør en forskel.

Lidt af en indledning, ikke sandt ? Og så især på en dag som denne, hvor solen skinner, og dannebrogsflaget vejer fra min flagstang.

Det er nemlig ti år siden, jeg udtalte de menneskeligt set dyreste, og handlingsmæssigt allermest nødvendige ord. Ord, hvis erkendelse havde ligget og luret lige dér, hvor det i mange år havde gjort allermest ondt. Ord, hvis pris jeg ikke havde nogen form for mulighed for at kende.

Klokken ti minutter i otte om morgenen - den niogtyvende april totusindeogseksten - fik jeg langt om længe sagt dem højt, og bedt om den hjælp, der var nødvendig for at kunne handle på dem.

Den slags ord koster ikke ret meget andet, end den tid det tager at udtale dem. Hvis man altså tør - hvis man kan finde det nødvendige Mod til at erkende, at handling er nødvendig.

Men at sætte handling bag de samme ord, kan koste alt det, man har gået og hæget om i årevis. 

Heldigvis.

Hvilket egentlig normalt vil være en ret underlig måde at tænke på, med mindre det netop er de her ord, det drejer sig om :

Jeg er alkoholiker.

Med ét vælter hele det læs, man så møjsommeligt har bygget op af løgne, fortielser, modbydeligheder, og meget andet. Med ét - mens de svedige fingre nervøst holder fast i telefonen, og stemmen skælver af angst for at sige dem - river ordene den kendte, men livsfarlige og ødelæggende, verdens slør til side, og lader mig tilbage - forsvarsløs, nøgen, nyfødt.

Og alt dét, der var min hverdag - alt dét, der gjorde både mit og mine nærmestes liv usundt, betændt, forfærdeligt - mistede muligheden for at kunne fortsætte.

Angst, skam, hemmeligheder, skjulte modbydeligheder, og alt det andet, der havde været nødvendigt for at kunne være dén, jeg var blevet til - lå nu og vred sig i erkendelsens klare lys.

Og det var tid til Handling.

Én Dag Ad Gangen - sekund for sekund, time for time, dag for dag. Hele tiden klar, åben, ærligt erkendende at den sygdom jeg har, altid vil kunne smadre mig, ødelægge igen, fjerne mig fra dén virkelighed, jeg for ti år siden sprang ind i - kun udstyret med et Håb.

Håbet om, at kunne finde Sindsro, til at acceptere alt det, jeg ikke kan ændre. 

Håbet om, at kunne finde Mod, til at ændre det jeg kan.

Og Håbet om, at kunne finde Visdom, til at kende forskel.

Det er ikke noget, der "bare" skal findes én gang for alle. Det er et Håb, jeg dagligt udfordrer - et Håb, jeg aften efter aften bekræfter for mig selv, når jeg inden sengetid går min dag igennem, og holder fast i at det eneste, jeg kan, er at give slip.

At undgå at holde krampagtigt fast på dét, jeg tidligere troede var så nødvendigt. At skjule min sygdom, og tro at "alt nok skulle gå". 

Indrømmet - det lyder lidt som om det var nemt og bekvemt, sådan "bare" at vælte sig om på ryggen og hyle : "Jeg er alkoholiker, jeg er alkoholiker - hjælp mig, gør no'et !!!! "

Men det ville i så fald bare være endnu en undskyldning, for senere at kunne vælte mig ned i flasken igen, og småtudende mumle et grødet: "Der er ingen, der forstår mig."

Newsflash !!! Der er skam mange, der "forstår" mig. Mange, der har været nøjagtigt de samme steder, som jeg - brugt de samme typer undskyldninger - skjult de samme typer hemmeligheder - eller endda sørget for at opfinde nye, grusomme hemmeligheder, for at kunne fortsætte den daglige flaskeklirrende aktivitet.

"It takes one, to know one", si'r man.

Og jeg kender én.

Jeg møder ham hver morgen, når mit søvnige ansigt ser sig selv i spejlet over håndvasken. Jeg møder ham i hvert åndedrag - i hver tanke - i hver handling, min dag er fyldt med.

Og I guder, hvor er jeg dog glad for at have givet mig selv lov til at møde ham, lære ham at kende, og leve sammen med ham på godt og ondt. For naturligvis bliver livet ikke bare sådan bim, bam, busse-nemt at leve, bare fordi jeg dengang erkendte, indrømmede, indså, at jeg er alkoholiker. Det er fyldt med de samme udfordringer, som det var dengang jeg var aktiv. Fristelser, muligheder for løgne, muligheder for selvovervurdering, muligheder for alt dét der dengang førte lige lukt ind i salighedens klare, men dræbende kluk.

Nu tør jeg bare se det alt sammen for hvad, det er. Sige tingene lige ud, og give slip, når det er nødvendigt at gøre det - holde fast, når der skal holdes fast - og kende revl fra krat.

Så længe jeg bare gør det Én Dag Ad Gangen. 

Berøringsangst.

Udenfor mit stuevindue hvirvler snefnuggene rundt i en inciterende flamenco. Lidt ned, lidt op - og så en hvirvlende rundtur gennem den frostkolde luft. Min varmepumpe kæmper med den stadige tilførelse af nye, frækt drillende fnug, der uimponeret af pumpens berøringsangst lægger sig præcis hvor det passer dem.

Og når jeg så vælger at bevæge mig ud i det vældige, vilde, voldsomme, vidunderlige snefog, så kærtegner fnuggene isnende sødt mine kinder, mens den vind der er deres usynlige dansepartner, blidt blæser frost i mine øjenbryn.

Men ingen af dem - hverken fnuggene eller vinden - har nogen former for berøringsangst overfor mig - overfor mine sygdomme.

Overfor min kræft.

Frygten for at det smitter, ligger ikke i et snefnugs DNA eller en vinds ophav. Ingen af dem regner med at slibe kræftceller af huden på mig - eller bære metastaser rundt i universet, så andre kan fange dem på frostbidte kinder - og blive smittede.

For kræft smitter ikke. Kræft kaster sig ikke over de stakkels uskyldige, der måtte have valgt at besøge mig i min eremitagebolig. Stedet, hvor min medbeboer er nøjagtig lige så uimponeret overfor både min kræft, som han også gennem mange år har været overfor  min alkoholisme.

For kræft smitter ikke. De vildtvoksende celler, der opstod i min lunge og min prostata, kæmper sig ikke vej ud gennem kød og hud, for at ligge på lur efter uskyldige besøgende, så disse senere kan lægges under et vildt brummende apparat, der kaster celleskadende stråler efter de uretmæssige indtrængere.

For kræft smitter ikke. Husk det nu - kræft smitter ikke........

Men - uanset hvor mange gange jeg fortæller mig selv denne, åh så indlysende sandhed - ligger der åbenbart stadig én eller anden ubevidst angst, blandt de, der ikke er ramt. En angst for, måske at blive den første, der modbeviser, at Kræft Smitter Ikke.......

Eller også er det bare angsten for, måske at skulle se ind i øjnene på et væsen, der pludselig har mulighed for at "kende sit endegyldige tidspunkt".

For...........

Det, der til gengæld smitter, er smil. Og dansende latter. Og glæden ved at drikke en kop kaffe - sammen. Glæden ved at hygge i et varmt hjem, mens snefnug danser deres egen glædesdans i et fog af vintervejr - sammen.

......................... min lille missemand nusser blidt mit ene ben med sin pande, og blinker kærligt til mig. Som ville han gøre mig klar over, at alt er, som alt skal være. For bare vi er sammen, han og jeg, gør de manglende besøg - den ubevidste berøringsangst - og de skjulte blikke, ikke det store.

Men savnet er der.

Og lige nu - hvor sneen blæser rundt i min have, og ned fra mit tag - kan jeg sagtens gøre som jeg plejer, og tage det hele En Dag Ad Gangen.

I Sindsro.