Andre Sider af mig

tirsdag den 30. maj 2017

Livets leverpostej.


"Det er fandeme den samme leverpostej alt sammen", hørte jeg en bekendt vrisse, da snakken faldt på livet, universet, og alt det der.

Og da himlen her til morgen udviste samme karakteristik - en grå, ensformig og kedelig farve, der ikke blev brudt af noget som helst -  gik tankestrømmen igang i min lille, og med mellemrum ret overbebyrdede, hjerne.

Det er egentlig lidt mærkeligt, at vi mennesker altid brokker os over det, der altid er ens. Vrisser ad de ting, der med regelmæssige mellemrum dukker op i livet, og altid er på nøjagtig samme måde.

Som leverpostej.

Pålægget, der pr. definition er "kedeligt", selvom en friskbagt varm af slagsen kan være noget af det mest velsmagende, der kan puttes på rugbrød. Og som smager endnu bedre, hvis også rugbrødet er friskbagt.

Og så er det, at det lige så stille går op for mig, at det måske i virkeligheden drejer sig om at se udover alt det "kedelige" og "rutineprægede" - og sørge for at omstændighederne omkring dem er de bedst mulige - de mest "velsmagende".

Eller måske endda forsøge at tilføje noget andet, eller mere, til det, der er kedeligt. Sørge for, at "leverpostejen" indeholder andet end det, den plejer - og pynte den med noget, der kan få den i forvejen gode smag til at blive endnu bedre.

Så jeg har kigget ud af mit vindue, og tilføjet både store og små fugle til den grå og ensformige himmel, samt garneret den med duften af senneps og rapsmarker, og lyde fra den omkringliggende natur.

Alt sammen noget, der får den til at virke meget mere "spiselig", og som får mig til at hæve mit grå humør op mod de strejf af sol, der pludselig kan finde på at bryde gennem det hele.

Så er det pludseligt muligt at finde energi til at bekæmpe systemets rigiditet. Energi til at klare endnu en dag i en verden fyldt med kedelige og rutineprægede begivenheder - og til at garnere disse med farver, lyd, og smag.

Hvorefter det pludseligt går op for mig, hvad forskellen er på sådan to "stykker med leverpostej" - den ene ganske almindelig fra bakken, den anden friskbagt, på nyt rugbrød, og garneret med en masse komplimenterende smage.

Forskellen er nemlig ens - det er bare farven, der har en anden lyd, når jeg smager på den...........

mandag den 29. maj 2017

Ræk mig lige sømmene til kisten.


Jeg har netop haft en weekend i en hel anden verden.En verden med smil, sorgløshed, glæde, og hvor bekymringer var noget man kunne hygge væk.

En weekend med gode venner, væk fra den daglige trummerum og med mulighed for at kunne tage mig tid til at tænke absolut ingenting. Hvilket jeg for første gang i månedsvis også gjorde.

Ingen tanker om en økonomi, der er ved at krakelere. Om sygdomme, der bliver ved med at være tilstede, trods kamp for det modsatte. Eller om et system, der maler blindt derudaf.

Ej heller om sagsbehandlere. der ikke gider læse de mails, der bliver sendt, og hvis hovedformål er at raskmelde syge, selvom de næsten ligger i kisten.

Og for en gangs skyld havde jeg et smil på læben, og et blink i øjet.

Det var nu overstået, allerede en time efter jeg kom hjem til mig selv. Væk, pist væk, og borte igen, som havde den gode stemning og det glade humør aldrig været der.

Så nu sidder jeg med en mave, der roterer vildt og voldsomt. Med tanker, der ræser bekymret afsted, for at nå frem til konklusioner, der allerede er truffet. Og med et blodtryk, der kunne sende raketter til månen.

Jeg er nemlig nødt til at forberede mig på det møde, jeg i dag er indkaldt til af min sagsbehandler.

Forberede mig på, at systemet vil blæse en hatfuld på lægeerklæringer, og sine egne fejlindtastninger. Forberede mig på, at jeg skal bruge kræfter, jeg ikke har, på en kamp, der ikke skulle være nødvendig.

Og samtidig have en indre viden om, hvad udfaldet bliver.

Så når min oh, så effektive sagsbehandler i eftermiddag lægger låget på kisten, kan jeg sikkert høre hende mumle alle kommunale sagsbehandleres litani ud af mundvigen:

Du er, hvad jeg siger du er.
Du gør, hvad jeg siger du gør.
Hop, lille dukke, hop.
Og forstyr mig ikke,
mens jeg tæller min bonus.

fredag den 26. maj 2017

Mærkedage er ...............


................noget underligt noget.

Jeg har mange forskellige mærkedage i mit liv. Min fødsel, min konfirmation, mit første kys, min første øl, mine bryllupper, mine børns fødsler, og en hel masse andre, lige så betydende dage eller begivenheder.

Nogle af dem står dog stærkere i hukommelsen, end andre.

Mine børns fødselsdage - sekundet, hvor jeg erkendte min magtesløshed - min første dag som ædru alkoholiker - de øjeblikke hvor kærligheden lynende ændrede mit liv - og de gange, ægte venner stod frem og hjalp.

Andre ville jeg helst glemme, men kan ikke.

De gange, jeg har opført mig åndssvagt, skuffet mine forældre, skuffet mine børn, såret de kvinder jeg elskede, eller påvirket andres liv negativt.

Alle er de en del af mit liv, og en del af det, der tilsammen har skabt den person jeg er i dag. Det jeg, der savner sine børn stærkere end nogensinde før, trods gensidigt svigt og bedrag. Den mig, der på livets præmisser dagligt vælger det ædru liv - for kun på den måde kan jeg leve det gode.

Enkelte mærkedage står dog stærkere frem i hukommelsen, end andre.

Især, når jeg pludselig opdager, at jeg er midt i dem. Børnenes fødsler, som jeg genoplever gang på gang - både fødslen, jeg ikke anede noget om - fødslen, der var den første jeg var med til - fødslen, hvor en kulsort læge med stammear i ansigtet nærmest skræmte moderen igang - og fødslen, der blev fejret med champagne på et værtshus.

Og én enkelt kvindes fødselsdag.

En kvinde, jeg elskede så højt, at jeg svigtede mit ældste barn på det grusomste. Elskede så inderligt, at jeg var på nippet til at afsløre mine inderste hemmeligheder for mig selv og andre. Elskede så dybt, at jeg til sidst flygtede i angst for, hvad kærligheden kunne indeholde.

Elskede - med hele mit væsen.

I dag er det hendes dag. Hendes fødselsdag - og en mærkedag, jeg aldrig glemmer. Den minder mig hvert år på, hvordan hendes øjne så ud, da jeg første gang erkendte min kærlighed til hende. Hvordan de så ud, da vi dansede brudevalsen i baggården til den lejlighed, vi boede i.

Og hvordan lyset slukkedes i dem, jo mere jeg svigtede hende af angst for, at kærligheden skulle trække tæppet væk, og afsløre de ting, jeg havde skjult hele mit liv.

Den kvinde hylder jeg i dag. Den kvinde takker jeg, for at have vist mig ægtheden i kærlighed, selvom der skulle gå mange år før jeg indså det.

Og hvor alle andre kvinder, jeg har elsket livet igennem, til stadighed vil bære større eller mindre dele af mit hjerte - der bærer hun helheden.

Derfor denne fødselsdagshilsen fra mig - til hende.


torsdag den 25. maj 2017

Et kig tilbage.


I dag er det et år siden, at jeg kom hjem fra Møllen efter min alkoholbehandling.

Det er samtidig den dag, hvor jeg indtog min campingvogn som midlertidig beboelse, mens jeg stadig håbede på at mit forhold til den kvinde, jeg elskede, kunne reddes.

Jeg anede jo ikke, at det havde været forbi siden hun to år tidligere havde valgt at indlede et forhold til min daværende bedste ven. Så det var en tid, med turbulens, Sindsro, omvæltninger, mere Sindsro, og dybe bedrøvelser.

Og med en erkendelse af, at kærlighed ikke har nogen sluk-knap.

Jeg er for så vidt kommet videre siden dengang. Ikke fordi livet hele tiden har været allerbedst ved mig, men det er de præmisser, livet har givet mig i det forløbne år, og det er de præmisser, jeg har accepteret at leve på.

Der er sket en del i de 12 måneder.

Noget af det har været godt, og en hel del har været skidt. Mest af alt mit helbred, som jo har svinget en hel del i den forløbne tid, og hvor maveomkredsen har drønet frem og tilbage, alt efter hvordan mine tarme har haft det. Just nu er den ret stor, fordi min SIBO er brudt ud igen i fuldt flor, med deraf følgende smadret fordøjelse, dårlig søvn og nødvendig opmærksomhed på den føde, jeg indtager.

Min depression kæmper også jeg stadig med, og hver gang jeg tror, at nu er den på vej væk igen - sker der så et eller andet der banker mig ned i et sort hul, jeg så skal bruge ikke-eksisterende kræfter på at kæmpe mig op af.

Og min økonomi er håbløs. Jeg er nødt til - næsten på daglig basis - at vurdere hvad jeg har råd til at betale, og hvad jeg kan tillade mig at skubbe til næste måned. Med det resultat, at jeg konstant render rundt med dårlig samvittighed, og en skyldfølelse, jeg ikke har brug for at have.

Det gode er, at jeg stadig er ædru. At det føles som en helt naturlig del af mig, at være det, og at jeg - 7,9,13 - ikke har haft drikketrang én eneste gang, siden  min behandling.

Selvom der ved gud har været anledninger nok til at kunne fordybe sig i en trang til stoffet. En livsledsager, der bedrog mig efter 13 års samliv, en bedste ven, der forsvandt efter 20 år, en "venneflok", der hastigt blev mindre, nye venner, der forsøger at tage deres eget liv, et kommunalt system, det til tider kan være direkte perfidt at befinde sig i, og helbredsproblemer, der ikke lige ser ud til at ændres.

Men som jeg sidder her - med smertende muskler og led, fordi jeg har et eller andet løbende i kroppen, og med øjenproblemer efter et glaslegemesammenfald, samt en smertende mave, der lige nu kan tage kampen op mod selv den største zeppeliner - ved jeg, at det kunne have været meget værre.

For havde jeg fortsat med at drikke, dengang for over et år siden, havde jeg ikke overlevet det.

Så jeg er taknemlig for det ædru liv, jeg har fået. Taknemlig for den Sindsro, jeg evner at finde, det Mod, jeg bruger til at ændre mit liv, og den Visdom, jeg lige så stille opnår dagligt.

Jeg tager lige 24 timer mere.


tirsdag den 23. maj 2017

Lyse og Mørke tanker.


Der var en tanke, der slog mig, mens jeg sad og kiggede ud af vinduet.

Det er jo noget, tanker har en vane med at gøre, nu og da, og denne var i begyndelsen ikke så væsentlig forskellig fra så mange andre tanker, jeg har tænkt, mens jeg ganske distræt ventede på et eller andet.

Men denne ændrede sig, mens jeg tænkte den. Ændrede sig, og blev til noget helt andet, end jeg oprindeligt havde troet den ville.

”Lys – og Mørke”, tænkte jeg, ”hvad er det egentlig ? Denne dualitet, der i sit væsen indeholder alt det, vi er og nogensinde vil blive – hvad er det ?”

Allerede her havde tanken skiftet karakter, og begyndte at udvikle sit eget liv. Et liv, jeg ikke kunne andet end vælge at nedskrive, så hurtigt jeg kunne komme afsted med det.

Så her er – kunne man måske sige – en filosofisk og ganske uvidenskabelig fabulering over Lys og Mørke.

De fleste mennesker – herunder adskillige filosoffer – vil sige, at alt er ligelidt fordelt mellem Lys og Mørke. At Livet, Universet, og alt det der, består halvt af Lys – og halvt af Mørke. Og gør man som filosofferne, og nøjes med at filosofere over det, så er det da en ganske fristende indstilling til de to vidunderligt vigtige dele af vores eksistens.

Men i virkeligheden tror jeg, at det forholder sig ganske anderledes. At Mørket kun består af én eneste ting – nemlig fravær af Lyset. Og at Lyset består af alt, hvad Universet ellers har at byde på. Ja, ikke bare Universet, men Multiverserne, hvis sådanne eksisterer, samt de sikkert uendeligt mange Dimensioner, der i så tilfælde må siges at være fordelt ud over dem.

”Vrøvl”, kan jeg høre dig sige,”Jeg består sgu da ikke af Lys. Jeg består af Stof – kød og blod og knogler og nervesystemer – og en hjerne !” .

Og mens du triumferende siger det, tænker jeg lige så stille på, at både du og jeg i virkeligheden ikke består af andet end atomkerner, Protoner, Neutroner, Quarks, Ups, Downs, og hvad de nu allesammen ellers hedder. Pænt og nydeligt adskilt af ............ et egentligt enormt tomrum.

Der er nemlig forholdsvis langt (og tomt) imellem de enkelte atomers bestanddele – og mellem atomernes indbyrdes placering i molekylerne. Et tomrum, der ikke er mørkt, men fyldt med det Lys, der via sine refleksioner  gør os i stand til at opfatte helheden som det, den i sin illusion viser os.

Men selvom tanken er fristende nær, så fjerner man ikke illusionen ved at fjerne Lyset. Den vil skam stadig være tilstede, og kunne ”måles” med de redskaber vi nu engang har opfundet til at måle og beskrive de illusioner, Livet består af.

Og hver enkeltdel vil stadig bestå, samt  være en del, skabt af det Lys, der oprindeligt skabte og blev skabt af og ved altings begyndelse.

Ja selv, når vi stopper al bevægelse i de enkelte dele – de enkelte atomer og molekyler. Selv når alting er nede på 0 grader Kelvin, hvor atomer og molekyler står stille, eksisterer disse stadig, og er stadig Lys i deres essens. Stivnet, og fanget – men ikke desto mindre Lys.

Først, når vi endegyldigt fjerner alt, flytter molekyler og atomer, alle energier og alt bevægelse, så lagt væk fra universet, som det er muligt, vil der ikke længere være Lys, men kun Mørke.

Og Mørke er jo kun fravær af lys.

”Jamen, heyyy,” kan jeg nu høre dig protestere,” det ændrer da ikke noget ved, at der er halvt af hvert i Universet.  Der er sgisme da temmeligt vældigt mørkt udenfor vores lille klode – ude mellem stjernerne. Ergo må der da være ligeså meget Mørke, som Lys !”

Hmmmm – har du nogensinde tænkt over, at grunden til at du kan se alle de stjerner og kloder, der drøner rundt og gør Mælkevejen og alle de andre Galakser i dette vort Univers usikre - er Lys ?

At det Mørke, du mener at kunne se udenfor vores klode, hele tiden og uendeligt bliver gennemboret af Lys fra alle de objekter, der er ?

Samt at Lys – i sin essens – består af både Bølger og Partikler – samtidig. Altså består af det samme, som alt andet stof i Universet – bare i en uendelig ren form ?

Og at det Mørke, du dermed mener at kunne se, i virkeligheden er temmeligt fyldt med.......... Lys ?

Jeg vil endda vove den påstand – ja, jeg ved godt jeg kan virke overmodig til tider  - at der slet ikke eksisterer noget Mørke. At Mørket egentlig er en større Illusion, end  det, Lyset skaber, bare ved at eksistere og viderebringe energier fra det ene sted til det andet.

Samt at dette Mørke i virkeligheden slet ikke har eksisteret siden Lyset blev skabt. At Lyset fjernede Mørket – én gang for alle.........

Ok, nu er jeg vist ved at tage munden for fuld.

Sidder her og påstår, at der slet ikke eksisterer noget Mørke, når jeg bare behøver  trække en pose ned over hovedet – lad være med det derhjemme, det er pissefarligt – for at opleve Mørket.

Men selv i dét Mørke, der opstår når vores øjne intet input får, eksisterer der Lys. Selv dér sanser vi, at der er ”noget” omkring os. Og er der ”noget”, må dette ”noget” nødvendigvis bestå af partikler, der oprindeligt er skabt af Lys.

Så for at sammenfatte det, jeg indtil nu har fabuleret over, så er Lyset alt – og Mørket ikke andet end absolut fravær af Lys.

Jeg tror, at i aften, når natten er faldet på, så vil jeg tænde lidt hyggebelysning, gå udenfor, og kigge op i den natmørke himmel, og benoves over, hvor smukt Universet kan Lyse.

Hvis altså ikke skyerne gør det for...........Mørkt.

mandag den 22. maj 2017

Én lang klagesang


Underligt, som ting kan ændre sig lynhurtigt. Da jeg i fredags kom hjem fra et dejligt afsluttende møde til efterbehandling på Møllen, var humøret højt og energien ligeså. Det må så sandelig siges at være anderledes i dag.

Jeg knoklede lørdag med at få slået græsset, og få ryddet bare en smule op, så mit hjem kunne se godt ud igen. Og besluttede mig til, at jeg søndag ville tage tidligt afsted hjemmefra, og tage mit kamera med, så jeg kunne nå både at lave et par timers radio, tage fotoer i det skønne vejr, og nå til møde i Skødstrup.

Her er det så, at jeg måske burde have tænkt mig lidt om, og husket på det, jeg skrev for et godt stykke tid siden, om at løbe tør for skeer.

For jeg har jo ikke - hvor gerne jeg end ville - alt for meget energi at give af. Pludselig er der ikke mere at tage af, og når jeg så alligevel fortsætter med at bruge løs, af den energi der ikke er tilstede, så straffer det sig i dagene efter.

Det har min eskapade i weekenden så sandelig vist mig.

Jeg var godt nok lidt mør søndag morgen, da jeg - som altid - vågnede lidt før 5:30, og besluttede mig til at stå op. Og efter de sædvanlige timers morgenhygge med cornflakes, kaffe, og computer, pakkede jeg så min rygsæk med kamera og det hele - klappede min baskerhue på hovedet - og gik afsted mod dagens oplevelser.

Allerede da jeg nogle timer senere kom frem til radioen, og startede på de to timer, der skulle sendes sidst på eftermiddagen, kunne jeg føle en vis form for træthed i kroppen. Men slog det væk igen, med tanken, at det var fordi jeg var stået tidligt op.

Derfra tog energiforbruger til - og mængden af "skeer" styrtdykkede.

Jeg valgte nemlig, at gå en god lang tur i omegnen, inden jeg tog bussen fra Rønde til Løgten, og snuppede derefter en gåtur fra starten af byen og til Skødstrup kirke. I høj solskin, og med rygsækken på ryggen.

Hvorefter jeg lige brugte et par timer på at vente på at mødet skulle starte.

Ganske hyggeligt alt sammen, men når man kun har en vis mængde "skeer" at give af dagligt, og allerede har opbrugt de fleste af dem fra morgenstunden - så opdager man pludseligt, at livet slår igen.

Så på trods af et pragtfuldt møde, med dejlige mennesker - et vidunderligt vejr, med gode fotomuligheder - og 2 timers god radio - måtte jeg erkende, da jeg endelig landede hjemme på adressen igen, at der igennem flere timer ikke havde været noget tilbage at give af.

Det betyder, at jeg idag ikke har haft nogen form for mulighed for at kunne noget som helst.

Hele min krop og hele mit sind føles kastet tilbage til stenalderen. Mine knogler protesterer højlydt, min hud brænder både indvendigt og udvendigt, og mine tanker føles, som skulle de gennem sirup for at komme frem. Mit fordøjelsessystem truer med at gå i spåner, og mine øjne er hævede og ømme.

Alt i alt, så er dagens blog dermed én stor klagesang, over noget jeg egentlig godt kunne have forudset ville ske, allerede fredag morgen. Det var nemlig på det tidspunkt, jeg planlagde det meste af min weekend, hvis det nu skulle vise sig at blive godt vejr.

Suk.

Så dagen i dag - er dømt død......

Altså lige med undtagelse af de ting, jeg ikke kan komme uden om. Som at stege en flæskesteg, der ellers ville skulle smides væk imorgen, fordi den allerede nu har stået tre dage i køleskabet, og tage i cirkus klokken 17, fordi jeg har fribilletter og trænger til at få tankerne over på noget andet.

Det koster "skeer", det ved jeg godt. Men jeg har vist stadig nogle enkelte i baglommen, der kan bruges til formålet.

Så må morgendagens lys vise, om jeg også hér har været for overmodig.

Det finder jeg ud af - om 24 timer.

fredag den 19. maj 2017

Afsted, afsted, på lette fjed.


Udenfor er himlen morgenlys, og en mindre flok gråspurve tager flittigt for sig af den bunke krummer, jeg smed på terrassen i går.

En skade spankulerer rundt på græsset, og kan næsten ikke få hovedet bukket, af bare vigtighed. Og morgenen er fyldt med lydene fra alle de dyr, der nu en gang har behov for at fortælle verden, at de lever.

Kvidren fra utallige struber, grynt fra trissende pindgrise, og de sidste strofer fra nattens udsendelser, blander sig med duften af min kaffe og smagen af mine cornflakes til en smilende erkendelse af livets vidunderlighed.

For skønt er det, det der satans liv, der bliver ved med at teste mig med nye underligheder, og overraske mig med sprælske finurligheder.

I dag er det dog særligt dejligt, det er nemlig efterbehandlingsdag. Hvilket betyder, at jeg skal afsted på den rejse, jeg én gang om måneden har foretaget det sidste års tid, for at tilbringe hele dagen sammen med andre behandlede alkoholikere, på det sted, der har betydet alverden for mig og mit nye, gode liv.

Og jeg skal afsted for sidste gang.

Så når jeg kommer hjem igen iaften, er der ikke flere månedlige besøg på Møllen at se frem til. Ikke flere fredagskrammere og fælles smil i skoven ved Tørring, og ikke flere eftertænksomme samtaler med de terapeuter, jeg kender så godt.

Men det gør ikke noget.

Mit liv fortsætter jo, på dets egne, personlige præmisser. Og tillader mig, at leve som jeg måske altid har drømt om, at kunne gøre. Med tid til mig selv og mine tanker.

Tid, til reflektioner over de ting, der sker og er sket omkring mig.

Tid, til daglig eftertanke.

Tid, til accept og tilgivelse.

Tid, til at forblive ædru.

Én dag ad gangen.

onsdag den 17. maj 2017

At leve livet.....


.....på livets præmisser.

En sætning, der jo egentlig er ganske sand, og som jeg som behandlet misbruger er nødt til at have for øje hele tiden. Men............

.........hvad ER egentlig livets præmisser for en størrelse ?

Og hvad betyder det for sådan en som mig, at skulle leve mit liv på dem ?

Det er noget af det, der i øjeblikket optager mine tanker, og som med mellemrum får mig til at standse op, og nærmest "falde ind" i mig selv, mens jeg lige fintænker over betydningen.

Første gang jeg for alvor tog notits af sætningen, var kort tid efter min ankomst til Møllen, hvor min terapeut brugte den, som var det det mest naturlige i verden. Hvilket det også lynhurtigt blev for mig, og sikkert også mange af de andre, som opholdt sig på stedet.

Lev livet, på livets præmisser. Nærmest sagt som et mantra, der skulle kunne beskytte mod alskens dårligdomme, hvis bare jeg sagde det med alvor nok i stemmen. Indtil jeg pludselig opdagede, at jeg egentlig ikke anede, hvad det var jeg snakkede om.

Så begyndte det at dæmre for mig. Det er jo ikke noget, der automatisk bliver givet, og som jeg ingen indflydelse har på. Men nærmere noget, jeg selv har været medvirkende til at danne, gennem det liv jeg allerede HAR levet.

Gennem de fejltagelser, jeg har begået, de dumheder, jeg har været en del af, de svigt, jeg har foretaget - og gennem alt det, der tilsvarende er sket for mig gennem andres dumheder, svigt, og fejl.

Tilsammen danner alt det den første præmis, for det liv, jeg lever i øjeblikket, og som jeg håber på at kunne leve i mange gange 24 timer ad gangen. Det ædru liv.

Og giver mig mulighed,. for at kunne søge frem mod de erkendelser, der skal til for at kunne lære at leve ærligt i et liv, der ikke bare er ædru, men også er godt.

Den næste præmis for mig og mit liv er, at jeg må tage livet som det kommer. Med de opture og nedture, succes'er og nederlag, der nu en gang er og altid vil være en del af et menneskeliv - mit menneskeliv.

Kun på den måde, kan jeg give slip på de bekymringer, der ellers ville kunne true min ædruelighed.

Og kun gennem det, at leve livet, mens livet er der, og på de præmisser, det nu end byder mig, vil jeg være istand til at forsøge at rette op på den fortid, jeg har bragt med mig.

Hvis jeg da kan. For ellers må jeg sørge for, at jeg med sindsro kan acceptere, at der kan være områder af min fortid, der ikke kan rettes op på.

Dét er for mig, hvad livets præmisser er.

Men som alt andet, kan det jo også ændre sig - for sådan er livet jo også - foranderligt, og forunderligt.

tirsdag den 16. maj 2017

Møllerier.


Sommeren er på vej.

Hvor jeg ved det fra ? Altså udover fra kalenderen, der uimodståeligt peger hen mod de måneder, der altid har været betegnet som sommermåneder ?

Fordi det regner udenfor. Og regnen er lun, silende, og stille. Altså typisk dansk for-sommervejr, med løfter om kommende varme dage, og lyse lune nætter.

Derudover så bærer min hæk efterhånden flere grønne blade, end de brune fra sidste år. Og rapsmarkerne - eller er det sennep ? - står i solgult og dufter langt, langt væk af mættet rigdom.

Der er også noget andet på vej, sammen med sommeren.

Min sidste efterbehandling på Møllen.

Den sker på fredag, og dermed er der snart gået 12 måneder siden jeg tog hjem fra stedet, med et anderledes og ædru syn på mit liv, min tilværelse, og min fremtid.

Jeg har nu ikke tænkt mig at slippe grebet i hverken Møllen, eller de dejlige Møllemennesker, jeg har lært at kende gennem ophold og efterbehandling. Der er da heldigvis stadig både de forskellige årlige begivenheder på Møllen, hvor vi tidligere "patienter" er mere end velkomne, samt Facebook-gruppen for stedets behandlede, som kan medvirke til at jeg kan holde kontakten.

Plus muligheden for, måske at kunne hjælpe ved at tilbyde mig som lørdagsspeaker, og dele min historie med de misbrugere, der er i behandling, og som kæmper deres livs kamp for at finde hele ud på den anden side.

Samt naturligvis ved at deltage i AA-møder rundt omkring, og mødes med ligesindede tidligere misbrugere, og misbrugere som endnu ikke har fået hjælp, men som rækker hånden ud efter den. En hjælp, jeg selv fandt på Møllen, da jeg selv endelig var mør og rakte hånden frem.

Og endelig er der den ultimative måde at opretholde kontakten på.

Ved at forblive ædru - én dag ad gangen.

Så det har jeg tænkt mig at gøre - i det mindste de næste 24 timer, hvor jeg ligeledes vil fortsætte det arbejde, jeg har påbegyndt ved at starte min blog op for 220 indlæg siden. Det er måden, jeg kan fortælle verden, som jeg ser den, om mit liv som ædru alkoholiker, og de begivenheder, store som små, der farver det undervejs.

For når jeg ærligt deler, bliver selv det mest farlige muligt at arbejde med, og jeg finder Sindsro, Mod, og Visdom til at kunne klare min verden, mit liv, og min hverdag.


lørdag den 13. maj 2017

Det stof........


......drømme er gjort af.

Og hvad er så det ? Hvad er det for et stof, drømme siges at være lavet af ? Jeg ved godt, at sætningen måske ikke lige hentyder til de drømme, vi mennesker drømmer i løbet af natten, men nok nærmere de drømme, der bliver opfyldt gennem en eller anden form for hårdt arbejde.

Men alligevel.

Hvad er det, der gennem utallige nætter får mig til at drømme begivenheder frem, der hverken er, har været, eller vil blive virkelighed ?

Drømme, hvor alting er, som det var før jeg tog konsekvensen af min sygdom, og tog i behandling. Tilsat et ordentligt skvæt lyserød fantasi, som ikke bare får mig selv til at ligne en stjerneskuespiller, men får det liv, jeg levede dengang, til at virke helt tilforladeligt og ønskværdigt.

Drømme, hvor jeg ikke er blevet ramt af den forbandede sygdom, og hvor alt bare lykkes. Kærligheden, lottogevinster, besøg af børn og børnebørn - og en hverdag fyldt med smil og latter.

Jeg ved godt, hvad mine fæller udi sygdommen vil kalde det. Og måske har de ret - måske er det tørdruk og et underbevidst ønske om at kunne leve som alle de,  der ikke er ramt af sygdommen,  og drikke med måde og til husbehov.

Men sålænge jeg ikke vågner op med kinderne våde af tårer, forbandende min situation og min sygdom, og kan være eftertænksom og åben om mine tanker og drømme, føler jeg selv, at jeg har afvæbnet min underbevidstheds forsøg på at styre mig hen mod tilbagefaldet.

Til gengæld har jeg endnu ikke fundet ud af, hvorfor jeg er begyndt at opleve dufte i mine drømme.

Duften af kaffe, nyslået græs, roser - og duften af den parfume, hun plejede at bruge. Alle har det med at dukke op undervejs i drømmene, og alle sørger for at jeg kan huske hele drømmen bagefter, når jeg bliver udsat for duften i løbet af den følgende dag.

Hvilket får mig til at huske på, at kærlighed hverken har nogen udløbsdato, eller stopknap.

Og dét...........

.........er det stof, drømme er gjort af.

torsdag den 11. maj 2017

Røre i andedammen.


Her til morgen opdagede jeg, at jeg - sådan ganske ubevidst - sad og sammenlignede min egen situation med alt det, der sker i verdenen i øjeblikket.

Sikkert for på en eller anden måde at kunne give mig selv et trøstende klap på skulderen, og forsikre mig om, at jeg jo ikke på nogen måde var så fuldstændig på røven, som verden ser ud til at være nu.

Der er jo altid nogen, der har det værre, end én selv, ikke ?

Jeg glemte bare, at huske på at jeg jo selv er en del af den verden, der her og nu ser ud til at have retning mod en flammende afgrund, og som bevæger sig derhen med skræmmende hastighed, samt alle horn i bund og alle lys tændt.

En verden med en nordkoreansk præsident, der får Djengis Khan's blodtørst til at ligne en børnefødselsdag.

Med en amerikansk ditto, der opfører sig, som var han sluppet ud fra psykiatrisk opbevaring på falske papirer, og nu tror det hele er et reality-tv program, hvor han kan lyve, snyde, svindle og bedrage, som det passer ham.

Og en syrisk diktator - undskyld, han ER jo præsident, og burde vel benævnes sådan - der afliver sit lands befolkning med giftgasser, mens han kigger ud gennem tv-skærme med sine våde hundeøjne, og forsikrer alle om, at han skam er en god mand, der klapper sin hund og ikke slår sin kone mere end allerhøjst nødvendigt.

Samt som rosinen i verdens røvh...., undskyld -  pølseende, en russisk præsident, der virker som havde han orkestreret det hele, og nu bare sidder i baggrunden og kluk-leer, mens han æder stør-æg og bæller Stolichnaya Elit til den store guldmedalje.

Samtidig med, at verdenshavene ubønhørligt sikkert fyldes med mikroplastic, der forgifter fisk, hvaler, og sæler, og luften over hele verden fyldes mere og mere med drivhusgasser og allergifremkaldende sygdomsskabende luftarter.

For ikke at tale om den pharmaceutiske industri voldtægt af alle, gennem opdyrkning af kunstige behov for psykofarmaka, der med tiden sender alle ind i et pilleinduceret behov for at købe flere og flere, så aktionærerne i Novo Nordisk og GlaxoSchmidtKline kan få råd, til at frådse endnu mere med klodens efterhånden få resourcer.

Oven i det hele, så er både nord- og sydpol begyndt at sende endnu mere smeltende is ud i verdenshavene, med det resultat at disse stiger meget hurtigere, end selv de mest sortsynede klimakatastrofeprofeter forudså.

Og det eneste j e g er istand til - er at accptere, hvad jeg ikke kan ændre - Trump's megalomani, Kim Jong Un's fascistiske sindssyge, Assad's morderiske vanvid, Putin's forbryderiske handlinger, og kælvende isbjerges afsmeltning i verdenshavene.

Jeg kan heller ikke ændre industriens forsøg på at få os alle til at købe noget, vi ikke har brug for, eller verdensledernes blindhed overfor klimaets deroute.

Eller alt det andet, der sker derude - i den verden, jeg blev født ind i, og som jeg gennem det meste af mit liv har forsøgt at drikke mig ud af.

Men jeg kan finde modet, til at starte der, hvor det er vigtigst - med min ædruelighed. For kun gennem vedligeholdelsen af den, kan jeg finde mod til at tage del i de kampe, der enten allerede er i gang, eller næsten uundgåeligt vil komme.

Indtil da, vil jeg bruge den smule visdom, jeg måtte være i besiddelse af, til at råbe op på de medier, jeg kender bedst. Via blog'en, Facebook, Instagram, og mange andre internetmedier - via mund-til-øre, åbne debatter, og lytten til andre, vil jeg søge at gøre min opfattelse af verden klar.

Og glæde mig, hvis der er andre, der deler samme syn.

Dét kan jeg - én dag ad gangen.........


tirsdag den 9. maj 2017

Natgalt.


Pludselig var den der, den der nattegale fornemmelse i kroppen.

Spredte sig i et lynende klart sekund, og fyldte mit sind med åndeløshed. Rev hul på sjælens sår, og sprøjtede klare billeder gennem min hjerne, af det der havde været, havde eksisteret, og var forsvundet.

Savn.

Det var egentlig ikke noget særligt, der startede det. Ikke noget specielt, der lod jag af genkaldelse sitre gennem mine muskler og led. Bare en tanke, et billede i hjernen, af en tidligere fælles oplevelse, der gjorde det helt klart, at jeg savnede hende.

Et savn af den slags kan føles ret smertefuldt. Også selvom det er mere end et år siden, og efter en verden af forandringer. Hvilket nu ikke lader til at forhindre det i at sitre gennem kroppen, og åbne for hukommelsens gemte kasser.

Savnet.

Er måske netop det, der skal til for at give mulighed for at jeg kan komme videre, komme igennem det, jeg endnu ikke har ladet mig selv tage fat i. Den virkelighed, der ligger bag de rosenduftende minder, et sådan savn trækker med sig.

Tankefuldt lader jeg natten forsøge at stilne uroen i mit indre. Forsøge at skille skidt fra kanel, og give mig mulighed for at finde ud af, hvad det er der sker. Er det aleneheden, der er ved at være for meget ? Eller er det tanken om, hvordan livet måske havde udviklet sig, hvis ikke....... ?

Jeg kaster tankerne fra mig, og forsøger trodsigt at vende ryggen til de billeder og minder, der nu i en lind strøm glider forbi mit indre øje. Indtil jeg opdager, at det ikke kun er de glade, positive billeder, der driver forbi i mindefloden, men også de sorte, negativt forrevne, der tumler rundt og forstyrrer.

Jeg tror ikke, at jeg endnu har givet mig tid til at gå helt gennem sorgen over at blive alene, Sorgen over at blive svigtet, da jeg havde allermest brug for støtte. Svigtet, ikke bare af hende, men også af ham.

Og det står pludseligt klart for mig, at hvis jeg skal tillade sorgen at passere, må jeg finde sindsro til at kunne sortere revl fra krat, og visdom til at kunne se, hvad der er hvad. Og modet til at acceptere ændringernes nødvendighed.

For hvad nytter det, at jeg har Sindsro, Mod, og Visdom, hvis ikke jeg bruger noget af det ?

Savnet  -  det forsvinder aldrig. Men med tiden bliver det til noget helt andet.

Det bliver til liv, der er levet.


mandag den 8. maj 2017

Lykken er hverken.....


..... gods eller guld. Men det ville da hjælpe gevaldigt på det hele.

Hele tiden og om igen hører jeg folk, der med alvor i stemmen og det der bekymrede, stålsatte blik i øjnene, fortælle mig disse åh, så guddommelige guldkorn.

" Penge vil ikke gøre dig lykkelig."

" Uanset hvor mange millioner, du end måtte få, eller hvor meget du end måtte eje, så vil det ikke være lykken."

Samt naturligvis påstanden, at såfremt jeg nu så endelig ejede noget af voldsom værdi - lad os sige en megafed bil, et slot, en yacht, eller den slags naturligheder for den rigere del af befolkningen - så ville jeg enten:

1. Være dybt bekymret over. om jeg nu kunne beholde det.

2. Glemme tilværelsens lykkelige enkelthed.

eller 3. Ihvertfald ikke være lykkelig.......

Hvor pokker ved folk den slags fra ? Står det skrevet i en eller anden brugerhåndbog, der udleveres til den mere velmenende del af befolkningen på anfordring ? Eller er det af egen, fortvivlende erfaring ?

Det lader til, at man glemmer, at det heller ikke er lykken at være fattig, på sygeoverførselsindkomst, og totalt på røven. Suk.

Så bare for en enkelt gang ville jeg godt prøve, hvad det ville sige at være stinkende rig, og aldrig nogensinde have andre økonomiske bekymringer, end dem der kommer af ikke at kunne bruge formuen inden livet slutter.

Prøve, hvordan den såkaldt bedre stillede del af befolkningen har det, og kunne købe hvad jeg havde lyst til, bare fordi jeg nu følte for det.

Samt kunne tage min telefon, uden først at tjekke nummeret, for at se om de nu var en kreditor, der ringede og rykkede.

Om jeg ville blive mere lykkelig af det ? Nej for pokker da - men jeg ville kunne bære den manglende lykke med et større smil, end jeg gør i øjeblikket.

Jeg ville kunne få den luft, jeg ind imellem stærkt føler at jeg mangler, og kunne svare enhver sit. Hvilket ikke ville være så ringe endda.

Men hvad er lykke så - i det mindste for mig ?

Lykke er at tillade mig at spise en lille is, selvom jeg ikke har råd. At se de efterhånden tillidsfulde småfugle samles udenfor mit vindue, og kigge efter krummerne, jeg lægger ud til dem.  At kunne sidde helt stille og bare tænke lige så langsomt som jeg har lyst til, At se de få venner, jeg har tilbage, smile af glæde når de ser mig. At vågne om morgenen og vide, jeg stadig lever.

At eksistere, fordi jeg er, og være, fordi jeg eksisterer.

At være ædru. I fuld Sindsro.

Så blæse være med pengene og tingene - selvom de ville falde på et meget tørt sted.




søndag den 7. maj 2017

Søvn - en vare i restordre.


Hvorfor skal studieværter lyde så forbandede friske en søndag morgen klokken halvsyv ? Og hvorfor skal verdenen se så irriterende indbydende ud, med lystigt fløjtende fugle og øjenblændende stråleblink fra det dugvåde græs?

Hvorfor kunne natten ikke bare have fortsat, og bragt hvile til min lige nu ret trætte og ugidelige krop.

Jeg kunne ikke finde ud af at gå i seng i går aftes. Min nyctofili slog til for fuld kraft, og efterlod mig stirrende op mod en smuk stjernehimmel, efter en aften med Små og Store Synder - marathon. Og uden så meget som en gnist af træthed i kroppen.

01:35 stod der på uret, da jeg lagde mig for at se, om der var mulighed for bare en lille smule søvn, inden solen som en anden operettesanger poppede frem fra horisonten med en ny dag i posen.

Men ikkenikkenej.

Skøjtende henover søvnens farvand som en smutsten på afveje, bragte natten mig gennem tankebilleder, søvnfald, afbrudte drømme, og pludselige lyde af ukendt karakter.

Kort sagt en nat, hvis bedste karakteristika kan sammenlignes med det værste afbrudte samleje, jeg nogensinde har oplevet, indtil jeg endelig gav op og forlod min dynes svedfugtige mareridtsmiljø.

For så at finde ud af, at gårsdagens hyggelige "sol - varme - forår", kombineret med plæneklipning og andre muntre eskapader udendørs, iført luftige gevandter (læs: alt for korte bukser og ingen strømper), har resulteret i en næsten konstant mængde klar væske dryppende ud af min næse.

Og de eneste, der åbenbart ikke bliver forskrækkede af de nærmest trompetagtige pust, der skal til for at rense mine næsebor, er den flok banditter, der så snart de opdagede jeg var vågen, satte sig til at vente på friskknuste krummer på terrassen.

Der skal åbenbart mere til at skræmme vipstjærter, solsorte, stære, grå- og rødspurve, samt skader, når disse har vænnet sig til at have et menneske ansat på lønningslisten. At jeg så samtidig har øjnene hængende ned på lårene, og træthedsondt i alle muskler og led, bekymrer ikke den slags store eksistenser.

Men uanset hvor hyggelig morgenen ser ud, og uanset hvor friske studieværterne lyder på min foretrukne morgenradiokanal - så ved jeg, at jeg straks efter færdiggørelsen af dagens blog, smider mig på sofaen i stuen, og påbegynder opsendelse af bønner til Morfeus.

For selvom jeg er mest til kvinder, må lige netop han, godt tage mig i sine arme, og lulle mig ind i en formiddagslur på mindst 3 timer. Tager han så også resten af familien med, både Phobetor og Phantasos, skal der heller ikke lyde nogen bebrejdelser fra min mund.

Bare han putter søvn i mine øjne, og fred i mine lemmer.

lørdag den 6. maj 2017

Græs på hjernen.


Et gammelt ordsprog siger noget i retning af, at hvis man bare kigger længe nok, kan man se græsset gro. Jeg ved ikke, om det passer - jeg har aldrig taget mig tid nok til at sidde helt stille på min græsplæne, og fokusere på et enkelt græsstrå.

Til gengæld er der andet, jeg næsten kan se gro foran øjnene på mig.

Taraxacum officinale - bedre kendt som Fandens Mælkebøtte. For bare en uge siden, var der kun småbitte tegn til, at der måske kunne komme nogle enkelte af den slags gule banditter i min græsplæne.

I dag står der bunkevis af dem, ragende 8-9 cm op i luften med deres solgyldne hoveder nikkende i den svage morgenvind. Og allerhelst lod jeg dem stå, så der kunne spredes noget andet end mos, på min grønne firkant. Så insekterne, der er mine små fjerede venners foretrukne morgenmad, kunne flokkes i nye mængder, for at få fat i den nektar, der gemmer sig i bunden af alt det gyldne.

Og så jeg om ikke så længe kan nyde den der overraskelse det er, når der pludselig står myriader af helt kuglerunde hvide frøhoveder, der bare venter på den helt rigtige vind, for at kunne svæve ud i friheden, og sætte bo. Et underskønt syn, selvom vi jo ser den bette bøtteplante som ukrudt, og gør alt hvad vi kan for at udrydde den fra eksistensen.

Men hvor gerne jeg end ville nyde at lade mine snart utallige mælkebøtter fylde mere og mere, og bringe daglige guldgyldne fornøjelser på mine nethinder, er der én enkelt ting, der gør at jeg ikke gør det.

Jeg kan ikke klippe uden om dem, når jeg slår plænen.

Hvad enten jeg gør dette med min husværts havetraktor, eller med en håndskubber, så kan jeg ikke slalomere mig udenom bøtteplanterne. Og dog. Jeg kunne selvfølgelig benytte mig af en saks, og så ned på knæ og klippe klippe klippe........

Her er det, at min medfødte lettere dovenskab træder i kraft, og minder mig på længden af en sådan session. 3 minutter pr plante gange 200 planter er lig med 10 timers arbejde - plus efterfølgende bortskaffelse af græsresterne - og et par kvæstede knæ af at kravle rundt på græsplænen.

For ikke at tale om naboernes sindstilstand, når de ser mig kravle rundt på plænen med en neglesaks i hånden, blidt mumlende til de mælkebøtter, jeg er igang med at befri for græssets tyranni, at jeg nok skal passe godt på dem.

Det tager kun 5 minutter at ringe efter den blå vogn, hvis man er bekymret for en åbenbart sindsforvirret nabo.

Så jeg undgår 10 timers arbejde på knæene, sørger for at mine naboer ikke bliver bekymrede, og henter min husværts havetraktor. Så må de små gyldne bøttebanditter af med hovederne, og starte forfra igen.

Og som kompensation for de nu manglende fødemuligheder for fugle og andet kødædende småkravl, vil jeg lade de afklippede græsstrå blive liggende efter endt plæneklipning. Dét skal nok give grobund for nye mængder insekter, der kan lande i munden på små krævende pipunger i de reder, der helt sikkert er masser af omkring mig og min plæne.

Jeg er en ren fuglefoderfilantrop, er jeg.

fredag den 5. maj 2017

Sprællerier.


Forude venter endnu en dag, med alt hvad en sådan en kan indebære. Tidlig opvågning, tidlig afgang fra hjemmet for at kunne møde. Tidligt syn på verdenen, og mine små fjerede venners morgenfødekamp.

Tidligt alting.

Det er nu ikke fordi, det gør mig noget at være tidligt på færde. Som jeg tidligere har bekendt her på blog'en, er morgendæmringen et af de tidspunkter på døgnet, der passer mig bedst, næst efter skumring og midnat.

Jeg elsker simpelthen at se dagen bryde frem af mørket, og danne den der helt specielle situation, hvor mørket og lyset er lige stærke, og nattens trolde siger høfligt farvel og på gensyn.

Det er nok nærmere, fordi jeg stadig har svært ved at kunne se, hvad andet dagen kan bringe, end en gentagelse af alt, der allerede e r sket indtil flere gange.

Lige fra den til bevidstløshed gentagne kamp mellem morgenfuglene, for at få flest af de krummer jeg igen har strøet over terrassen. Over den vanlige køretur til systemets check-in spot, og den efterfølgende indkøbstur i de lokale forretninger, hvor jeg endnu en gang køber de samme varer fordi det er det eneste, der er råd til.

Og til det faktum, at jeg igen kan se frem til en afslutning på dagen, der helt stringent ligner den, der skete i går og i forgårs.

Gentagelse på gentagelse på gentagelse........

Hvor er de overraskende besøg af mennesker, jeg ikke har set længe ? Hvor er den pludseligt opståede fornemmelse for kærlighed, når man har brug for den ? Hvor er alt det, der godt kunne, men aldrig sker alligevel ?

Hvor er alle livets overraskelser ?

Er de forsvundet i en af sygdom, skilsmisse, og kamp for hverdagen-agtig bohemetilværelse, der i sin essens ikke er mere boheme, end den alpehue, jeg har fået for vane at have på hovedet ?

Eller er der bare ikke mere tilbage til mig, af det liv jeg på godt og ondt har elsket at leve ? Kun ren eksistens - ren væren ?

Jeg vil have min raskhed tilbage. Jeg vil endnu en gang gennemleve kærlighedens kvaler, og parforholdets balancering af  "gi' og tag' ". Jeg vil venskabernes dybe intensitet, blandet med glæden ved nye venners fremkomst.

Og jeg vil bevæge mig - ud blandt mine medmennesker, ud i den verden, der er på vej til at forsvinde for evigt. Se alt det,  jeg endnu ikke har set, og opleve det, der kun kan opleves på stederne, hvor det sker.

Jeg vil overraskes, forbløffes, undres, elskes, hades, inden jeg som et andet stjerneskud brænder ud på det sjælenes firmament, jeg er en del af.

Og ikke bare sidde som en anden potteplante, afhængig af vandkanden, for at kunne blomstre.

Men jeg mangler modet til at rykke rødderne op af mulden, og ændre situationen. Sindsroen til at kunne acceptere, hvis den ikke kan ændres. Og visdommen til at kende forskellen.

Én dag ad gangen......

onsdag den 3. maj 2017

At være nede med livet.


Hvor er det dog egentlig underligt at leve.

At slå øjnene op om morgenen, og vide at dagen er nøjagtig lig den dag, der forsvandt da jeg lukkede øjnene i går. Den samme morgenrytme, de samme trætte tanker. De samme slagsmål mellem solsorte og stære på min græsplæne.

Og de samme udsigter. De samme håbløse udsigter til ingenting, og til ingen udvikling hverken i mit eget liv, eller i den verden jeg lever i.

For leve - det gør jeg trods alt. Jeg tænker, jeg ånder, jeg smiler og græder, hader og elsker. Og føler livets depression banke mig tilbage til stenalderen med så jævne mellemrum, at det nærmest føles som ren rutine.

Jeg er ramt af en ordentlig omgang sorthed, der truer med at sørge for jeg rammer bunden med et ordentligt drøn. Igen. Og jeg er ved at være grundigt træt af, sådan med mellemrum at skulle gennem den type væren.

Den slags burde forbydes ved lov.

Og ja, jeg er godt klar over, at det er helt tilladt ind imellem at blive grebet af en sådan depri, selvom naturen udenfor vader henimod forår, himlen er blå, og radioen fyldt med opmuntrende opturssange.

Jeg er helt nede med det. Og det er faktisk ret nederen.

For hvordan kan livet - denne underlige størrelse, der med  usvigelig sikkerhed rammer os alle ved fødselen, og først forlader os når vi dør - egentlig tillade sig at spille fandango med det tidsrum, der er tildelt mig, når jeg allerhelst vil nøjes med at leve, elske, smile, stråle, mens jeg er her ?

Jeg ved det godt.

Uden livets spillerier, havde jeg sandsynligvis ikke siddet her ved tastaturet og udgivet langt over 200 indlæg på min blog. Jeg havde ikke haft et bagkatalog af oplevelser - både negative og positive - der vil kunne fylde en hel serie af bøger.

Jeg havde ikke haft (mindst) fire børn, eller været gift flere gange end jeg egentlig bryder mig om at tænke på.  Eller gennemlevet nedture, indlæggelser, selvødelæggelsesforsøg, og haft et CV, der job- og uddannelsesmæssigt strakte sig over flere sider.

Jeg havde levet ganske almindeligt.

Opvækst, uddannelse, arbejde, ægteskab, børn, villa, volvo, vovhund........ Og en etværelses med låg, når det hele var slut. En ren samfundets støtte, det var hvad jeg havde været, uden livets spillerier til at forstyrre.

Men intet liv, uden mulighed for død, ingen elskov uden mulighed for had, intet strålende smil uden viden om mørket.

Ingen mig, uden det, jeg har været i, set, oplevet, frygtet, elsket, hadet, sukket efter, brændt nallerne på, lært af, lært om, lært på trods. Eller aldrig lært.

Hvor er det dog egentlig underligt at leve. 


tirsdag den 2. maj 2017

Morgenpip


Jeg har fået havemand. Eller måske rettere - havefugl.

En stor og flot skade, der bruger sin tid på at sørge for at vende de striber af slået græs, der ligger hen over min plæne. Den ved sikkert slet ikke, at den gør mig en stor tjeneste, ved at sprede græsaffaldet over et større område, når den sådan leder efter orme og insekter under det.

Men det gør den. For på den måde, kommer der naturlig gødskning til de områder på min plæne, hvor mosset ellers har stortrivedes gennem længe. Og er der noget, mos ikke kan lide, så er det gødning.

Jeg kunne naturligvis bare sørge for at give det hele noget kalk, og bruge en mosrive på at fjerne den uforskammede plante, der på den måde har invaderet min plæne.

Men i løbet af den kommende sommer, vil mosset vige lige så stille og fredeligt, for hver gang jeg slår græsset, og lader det afklippede ligge som gødskning. Helt naturligt, og ganske hyggeligt.

At det så samtidig tjener som fødeområde for mine fjerede venner - fugle, ikke engle - er kun en ekstra bonus. Så får jeg fornøjelsen af at kunne nyde synet, når vipstjærter, skader, krager, solsorte, og stære flittigt gennemtrawler min plæne for godbidder.

På den måde har jeg en daglig mulighed for at opnå en behagelig sindets ro, og bruge noget af min tid på at reflektere over livet - sådan i fugleperspektiv.

Så vil jeg lade de andre fjerede venner - englene - vente, til det er deres tid. De skal jo trods alt ikke på fødejagt dagligt, og leverer heller ikke morgenmusik udenfor vinduerne til morgenkaffen.

Jeg tror , jeg vil være en af dem, næste gang jeg bliver genfødt.

En morgenivrig fugl, hvis største fornøjelse er, at jage føde, fodre unger, og kvidrende nyde livet mens den har det. Og jeg vil ind i mellem lade mine vinger baske ivrigt for at bringe mig højt op over det hele, og kigge ned til alle jer andre, mens jeg tænker: Sådan én vil jeg være næste gang.......

Græsset er jo altid grønnere, på den anden side af hegnet.

mandag den 1. maj 2017

Regel #62.....


Dagen i dag er Valborgs Dag.

Det betyder, at så var natten, der just er overstået, her hvor jeg sidder med min morgenkaffe og skriver dagens indlæg, Valborgs Nat - eller Valpurgisnacht.

Natten hvor alle heksene samles for at flyve til Bloksbjerg, og hygge sig sammen. Dele erfaringer, håb, styrke og mod, inden de igen flyver tilbage til deres vante omgivelser, og deres daglige kampe.

Min egen helt personlige lille indre heks har fortalt mig, at jeg ikke behøver noget kosteskaft, for at kunne flyve. Det skal min medfødte hovmodighed nok sørge for, hvis jeg ikke arbejder på ikke at tage mig selv så pokkers højtideligt.

Jeg er jo bare en ganske almindelig mand, der ønsker at leve sit liv i fred og ro, har min heks mindet mig på. Uden at ville hverken omvælte verden eller sætte mig til dommer over den.

Ja, jeg kan finde på at råbe højt en gang imellem, men hvem kan ikke det?. Jeg kan også være ked af det, og synes det hele går ad helvede til, eller manisk glad, med strålende øjne og smil på læben.

Men jeg er ingen John Steinbeck.  Ingen Dan Turrell eller Karen Blixen.  Mine skriftlige udgydelser kommer aldrig til at indbringe mig nogen Nobelpris i litteratur, eller blive ophøjet til lov. Ingen præster kommer til andægtigt at messe noget litani på baggrund af noget, jeg har skrevet.

Og ingen 1.Maj-bannere kommer til at bære slagord, taget fra ting, jeg har tænkt, og nedskrevet.

Det er min indre heks og jeg blevet ganske enige om, før den inden morgenen gryede for afsted mod det Bloksbjerg, den har længtes efter hele året.

Det kan da godt være, at jeg tager fejl, men det er slet ikke op til mig selv at vurdere. Det skal mine efterkommere nok få ganske meget sjov ud af at skændes om, når jeg engang er borte.

Jeg kan kun håbe på, at de vil huske Regel #62, inden de kaster sig ud i enten at dæmonisere eller kanonisere mig. Og griner lidt flovt, når det så måske går op for dem, at hovmod står for fald.

I al ydmyghed.