torsdag den 11. maj 2017
Røre i andedammen.
Her til morgen opdagede jeg, at jeg - sådan ganske ubevidst - sad og sammenlignede min egen situation med alt det, der sker i verdenen i øjeblikket.
Sikkert for på en eller anden måde at kunne give mig selv et trøstende klap på skulderen, og forsikre mig om, at jeg jo ikke på nogen måde var så fuldstændig på røven, som verden ser ud til at være nu.
Der er jo altid nogen, der har det værre, end én selv, ikke ?
Jeg glemte bare, at huske på at jeg jo selv er en del af den verden, der her og nu ser ud til at have retning mod en flammende afgrund, og som bevæger sig derhen med skræmmende hastighed, samt alle horn i bund og alle lys tændt.
En verden med en nordkoreansk præsident, der får Djengis Khan's blodtørst til at ligne en børnefødselsdag.
Med en amerikansk ditto, der opfører sig, som var han sluppet ud fra psykiatrisk opbevaring på falske papirer, og nu tror det hele er et reality-tv program, hvor han kan lyve, snyde, svindle og bedrage, som det passer ham.
Og en syrisk diktator - undskyld, han ER jo præsident, og burde vel benævnes sådan - der afliver sit lands befolkning med giftgasser, mens han kigger ud gennem tv-skærme med sine våde hundeøjne, og forsikrer alle om, at han skam er en god mand, der klapper sin hund og ikke slår sin kone mere end allerhøjst nødvendigt.
Samt som rosinen i verdens røvh...., undskyld - pølseende, en russisk præsident, der virker som havde han orkestreret det hele, og nu bare sidder i baggrunden og kluk-leer, mens han æder stør-æg og bæller Stolichnaya Elit til den store guldmedalje.
Samtidig med, at verdenshavene ubønhørligt sikkert fyldes med mikroplastic, der forgifter fisk, hvaler, og sæler, og luften over hele verden fyldes mere og mere med drivhusgasser og allergifremkaldende sygdomsskabende luftarter.
For ikke at tale om den pharmaceutiske industri voldtægt af alle, gennem opdyrkning af kunstige behov for psykofarmaka, der med tiden sender alle ind i et pilleinduceret behov for at købe flere og flere, så aktionærerne i Novo Nordisk og GlaxoSchmidtKline kan få råd, til at frådse endnu mere med klodens efterhånden få resourcer.
Oven i det hele, så er både nord- og sydpol begyndt at sende endnu mere smeltende is ud i verdenshavene, med det resultat at disse stiger meget hurtigere, end selv de mest sortsynede klimakatastrofeprofeter forudså.
Og det eneste j e g er istand til - er at accptere, hvad jeg ikke kan ændre - Trump's megalomani, Kim Jong Un's fascistiske sindssyge, Assad's morderiske vanvid, Putin's forbryderiske handlinger, og kælvende isbjerges afsmeltning i verdenshavene.
Jeg kan heller ikke ændre industriens forsøg på at få os alle til at købe noget, vi ikke har brug for, eller verdensledernes blindhed overfor klimaets deroute.
Eller alt det andet, der sker derude - i den verden, jeg blev født ind i, og som jeg gennem det meste af mit liv har forsøgt at drikke mig ud af.
Men jeg kan finde modet, til at starte der, hvor det er vigtigst - med min ædruelighed. For kun gennem vedligeholdelsen af den, kan jeg finde mod til at tage del i de kampe, der enten allerede er i gang, eller næsten uundgåeligt vil komme.
Indtil da, vil jeg bruge den smule visdom, jeg måtte være i besiddelse af, til at råbe op på de medier, jeg kender bedst. Via blog'en, Facebook, Instagram, og mange andre internetmedier - via mund-til-øre, åbne debatter, og lytten til andre, vil jeg søge at gøre min opfattelse af verden klar.
Og glæde mig, hvis der er andre, der deler samme syn.
Dét kan jeg - én dag ad gangen.........
Etiketter:
Afrejse til ny destination,
En dag ad gangen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar