Natgalt.

Pludselig var den der, den der nattegale fornemmelse i kroppen.

Spredte sig i et lynende klart sekund, og fyldte mit sind med åndeløshed. Rev hul på sjælens sår, og sprøjtede klare billeder gennem min hjerne, af det der havde været, havde eksisteret, og var forsvundet.

Savn.

Det var egentlig ikke noget særligt, der startede det. Ikke noget specielt, der lod jag af genkaldelse sitre gennem mine muskler og led. Bare en tanke, et billede i hjernen, af en tidligere fælles oplevelse, der gjorde det helt klart, at jeg savnede hende.

Et savn af den slags kan føles ret smertefuldt. Også selvom det er mere end et år siden, og efter en verden af forandringer. Hvilket nu ikke lader til at forhindre det i at sitre gennem kroppen, og åbne for hukommelsens gemte kasser.

Savnet.

Er måske netop det, der skal til for at give mulighed for at jeg kan komme videre, komme igennem det, jeg endnu ikke har ladet mig selv tage fat i. Den virkelighed, der ligger bag de rosenduftende minder, et sådan savn trækker med sig.

Tankefuldt lader jeg natten forsøge at stilne uroen i mit indre. Forsøge at skille skidt fra kanel, og give mig mulighed for at finde ud af, hvad det er der sker. Er det aleneheden, der er ved at være for meget ? Eller er det tanken om, hvordan livet måske havde udviklet sig, hvis ikke....... ?

Jeg kaster tankerne fra mig, og forsøger trodsigt at vende ryggen til de billeder og minder, der nu i en lind strøm glider forbi mit indre øje. Indtil jeg opdager, at det ikke kun er de glade, positive billeder, der driver forbi i mindefloden, men også de sorte, negativt forrevne, der tumler rundt og forstyrrer.

Jeg tror ikke, at jeg endnu har givet mig tid til at gå helt gennem sorgen over at blive alene, Sorgen over at blive svigtet, da jeg havde allermest brug for støtte. Svigtet, ikke bare af hende, men også af ham.

Og det står pludseligt klart for mig, at hvis jeg skal tillade sorgen at passere, må jeg finde sindsro til at kunne sortere revl fra krat, og visdom til at kunne se, hvad der er hvad. Og modet til at acceptere ændringernes nødvendighed.

For hvad nytter det, at jeg har Sindsro, Mod, og Visdom, hvis ikke jeg bruger noget af det ?

Savnet  -  det forsvinder aldrig. Men med tiden bliver det til noget helt andet.

Det bliver til liv, der er levet.