At være nede med livet.

Hvor er det dog egentlig underligt at leve.

At slå øjnene op om morgenen, og vide at dagen er nøjagtig lig den dag, der forsvandt da jeg lukkede øjnene i går. Den samme morgenrytme, de samme trætte tanker. De samme slagsmål mellem solsorte og stære på min græsplæne.

Og de samme udsigter. De samme håbløse udsigter til ingenting, og til ingen udvikling hverken i mit eget liv, eller i den verden jeg lever i.

For leve - det gør jeg trods alt. Jeg tænker, jeg ånder, jeg smiler og græder, hader og elsker. Og føler livets depression banke mig tilbage til stenalderen med så jævne mellemrum, at det nærmest føles som ren rutine.

Jeg er ramt af en ordentlig omgang sorthed, der truer med at sørge for jeg rammer bunden med et ordentligt drøn. Igen. Og jeg er ved at være grundigt træt af, sådan med mellemrum at skulle gennem den type væren.

Den slags burde forbydes ved lov.

Og ja, jeg er godt klar over, at det er helt tilladt ind imellem at blive grebet af en sådan depri, selvom naturen udenfor vader henimod forår, himlen er blå, og radioen fyldt med opmuntrende opturssange.

Jeg er helt nede med det. Og det er faktisk ret nederen.

For hvordan kan livet - denne underlige størrelse, der med  usvigelig sikkerhed rammer os alle ved fødselen, og først forlader os når vi dør - egentlig tillade sig at spille fandango med det tidsrum, der er tildelt mig, når jeg allerhelst vil nøjes med at leve, elske, smile, stråle, mens jeg er her ?

Jeg ved det godt.

Uden livets spillerier, havde jeg sandsynligvis ikke siddet her ved tastaturet og udgivet langt over 200 indlæg på min blog. Jeg havde ikke haft et bagkatalog af oplevelser - både negative og positive - der vil kunne fylde en hel serie af bøger.

Jeg havde ikke haft (mindst) fire børn, eller været gift flere gange end jeg egentlig bryder mig om at tænke på.  Eller gennemlevet nedture, indlæggelser, selvødelæggelsesforsøg, og haft et CV, der job- og uddannelsesmæssigt strakte sig over flere sider.

Jeg havde levet ganske almindeligt.

Opvækst, uddannelse, arbejde, ægteskab, børn, villa, volvo, vovhund........ Og en etværelses med låg, når det hele var slut. En ren samfundets støtte, det var hvad jeg havde været, uden livets spillerier til at forstyrre.

Men intet liv, uden mulighed for død, ingen elskov uden mulighed for had, intet strålende smil uden viden om mørket.

Ingen mig, uden det, jeg har været i, set, oplevet, frygtet, elsket, hadet, sukket efter, brændt nallerne på, lært af, lært om, lært på trods. Eller aldrig lært.

Hvor er det dog egentlig underligt at leve.