Andre Sider af mig

lørdag den 24. februar 2024

Små stykker tid

Ind i mellem går det op for mig, at jeg ikke er halvtreds længere. For den sags skyld heller ikke tredive, eller femogtyve, eller..... 

Så når tidens store kødhakker gi'r mig lyst til at agere udenfor min reelle alder, og lysterne til at lave eller gøre dette eller hint, må jeg nu og da lade min fysiske krops begrænsninger banke mig ned i et par dage med absolut ingen aktiviteter whatsoever.

Bare mens mine ømme muskler, dødtrætte knogler, og vindblæste hjerne, forsøger at genoprette status quo, og samtidig minde mig på, at jeg skal huske at sprede mine aktiviteter over længere tid end jeg plejede at gøre. 

Suk.

Men når jeg så putter mig under min varme dyne, med min uundværlige følgesvend, min "partner in crime", liggende storspindende helt tæt op til mit hoved, med dynen puttet kærligt om sig - jeg ved det, jeg forkæler ham - så er det, jeg trods ømhed, træthed, tankenedbrud, og andre konsekvenser af de sidste dages "femhundrede kilometer i timen - jeg ska' nå det hele på den halve tid", alligevel kan ligge og nyde minderne om processerne og smagene af resultaterne, med en god fornemmelse i kroppen.

En fornemmelse, der fortæller mig, at godt nok er jeg hoppet ind i "The Big Seventies", men mine tanker kan stadig udmønte sig i resultater, der er til at tage og føle på. Eller nok rettere - til enten at smage, spise, kigge på, eller lytte til.

Hvorefter jeg lader alle de om mit hoved svævende tanker følge mig ind i en drømmetilstand, hvor eventuelle "Nightmares, dressed like a Daydream", får deres egen rosarøde kant, inden et enkelt blødt potedask bringer mig tilbage til virkeligheden.

Og lader den person, der har præsenteret sig som min helt egen Doc. Brown i de rosarøde rammer, og fyldt min bevidsthed med vilde og vanvittige tanker om opfindelser, der allesammen vil være istand til at ændre min hverdag på mindst tre punkter - forsvinde Tilbage til Virkeligheden, hvor nattens varme mørke bringer mig ganske tæt på Lucifax's spinden, og lader mig acceptere, at jeg føler mig fladmast endnu en gang.

Og alle de små stykker tid, der tilsammen udgør hovedoplevelserne de seneste dage, samt disses naturlige ophav tilbage "way back when", hvor grunden til dén jeg er endt med at blive, opstod - hvirvler i en rolig, langsom vortex om mit hoved, mens alt der har været, er gjort, er sket, kværnes til dét tynde pulver, søvnen roligt strør ud over virkeligheden.

En af vore forfædre - måske min, men efter sigende i hvertfald Jim Lyngvild's - påstod at "Imorgen er der atter en dag". Hvilket sikkert er sandt, men jeg aner ikke om den er der, før jeg slår øjnene op i den.

 Heldigvis.

For ellers skulle min hjernes natlige udvaskning af alt det, der hænger fast de forkerte steder, også tage stilling til, hvad der mon kunne hænde på sådan en morgendag. Og da jeg ganske naturligt ikke har muligheden for at vide, hvad der reelt sker, før jeg står i det - er det langt bedre at vente med den slags tanker, til tid er.

Den tid - der kommer i små stykker hver nat. Sindsrolige, små stykker, der alle hver for sig fortæller mig hvor jeg var, hvad jeg gjorde - og hvad jeg kan gøre for enten at acceptere det, der ikke kan ændres, eller ændre det, der kan.

Det' jo ikk' så ring' endda.

tirsdag den 23. januar 2024

Er der no'en ?

 Den stille susen fra blæseren på min pc er alt, der fortæller mig at verden ikke er frosset i tid, og at billedet udenfor mine vinduer muligvis er reaktivt. At se fuglene flyve, katten jage, og skyerne drifte henover himmelen, opfatter min træge hjerne endelig som virkelighed - og ikke et tredimensionelt scenarie skabt af søvnens desperate forsøge på at holde mig dér, hvor jeg føler mig sikker.

Under dynen, sovende, med mit eneste holdepunkt liggende svagt spindende med hovedet på min højre arm.

Livet er underligt. Ind imellem præsenterer det mig for levende billeder af en omverden, jeg næsten ikke tror er til. En eksistens, hvor alle glider forbi hinanden som skibe på et uendeligt ocean af ligegyldighed. Hvor øjeblikkets gnist af eksistens findes i sekundet, to sæt øjne møder hinanden - for derefter at se væk igen.

Man skulle jo nødig virke påtrængende,

Alenehed er ikke ensomhed - men det er ind imellem tæt på, når savnet efter hjertets allerkæreste ven bli'r så stort, at selv universets suk virker ligegyldigt ved siden af.

Irriteret kaster jeg de påtrængende tanker til side, og taster mig ind på endnu en omgang eventyrsflugt i kampe med mytiske kreaturer på en verden langt, langt væk fra den virkelighed, der har det med at krybe ind under huden på mig, når morgenens gråhed ikke kan bortjages af kaffe og rugbrød.

Svulmende muskler, krasbørstige bæster, guld i stride strømme - alt, hvad hjertet begærer af unyttige, men dog så eftertragtede, flugtmuligheder, fra den verden hvis lys efterhånden har jaget morgenens gråhed på porten.

Og muligheden for øjeblikke af indre ro. Øjeblikke, en morgen som denne sukker efter. Øjeblikke, hvis værdi næppe kan måles på nogen skala.

Men som fylder min morgen med eftertænksomhed.

En drage bryder gennem de forsvarsværker, min lysfødte krigermunk møjsommeligt har flikket sammen, og Den Hvide Tigers Tempel er i fare. Øjeblikkeligt flyver min opmærksomhed ind i skærmen, og efterlader alverdens bekymrende sukke udenfor. Kun min hjertevens skarpe kløer på et ubeskyttet lår, kan vække mig igen - og udelukkende så længe, det tager at fodre ham og nusse ham i nakken.

Mine højtalere kæmper for at fuldføre det, jeg har sat dem til - at gengive både troubadourerne i radioen og de svulmende toner fra det ikke eksisterende orkester i spillet. Og klarer jobbet til UG.

Wow, si'r jeg bare - WoW......

Distræt spekulerer jeg på, om min aftensmad kan nøjes med at være kippers i olie, mens en grådig trane i det foran mig ikke-eksisterende univers hastigt sluger en uheldig karpe fra poolen i det Shaolin kloster, jeg pludselig - sludder, min krigermunk pludselig står i.

Pludselig lyder det, som om de forbiflyvende bæster af varierende observans hæst spottende skriger "Ensom, ensom, eeeeeeennnnnnnssssoooooom....", med en lydstyrke, som var de guitarister i et heavymetal band på Orange Scene.

Min dagsbevidsthed lugter en chance - tvinger sig vej frem til virkelighedens holdeplads, og genstarter min hjernes mulighed for at gøre andet, end bevidstløst at modtage billeder, fra noget der er skabt af nuller og ettaller.

Og opdager, at dagen er ved at være gået. Ganske som dage har for vane at gøre, når jeg lukker mig inde i en verden, der ikke kan gøre nogen eller noget fortræd. En verden, hvis eneste berettigelse er den, jeg gi'r den. Retten til at eksistere, når jeg har brug for den. Retten til at køle min hjernes tankemønstre ned, så de ikke eksploderer i en kakofoni af farver og lyde, der risikerer at gøre mere skade end gavn. 

Retten til at hjælpe mig med at holde mig ædru - Én dag ad Gangen.

søndag den 14. januar 2024

Stuen er fyldt med røg.......

 .... af den slags, der kun opstår med årtiers mellemrum. 

Royal røg. 

Kongerøgelse. 

Mit fjernsyn og min radio kværner løs med denne og hin fortælling om det kommende - stammende, men ærlige, beretninger om møder med hende - svulmende kærlighedserklæringer til hende og alt, hun står for - mens folket flokkes i ufattelig grad på den plads, hun selv kiggede ud over for tooghalvtreds år siden.

Og røgen er sød - for hun lever stadig.

Rent faktisk er det nu nok nærmest mine ører, der spyer den sødt duftende og behagelighedsskabende røg ud i den ellers til tider ret beklumrede luft i mit lille hjem. Og mine små, hjælpeløse glædesfnis, bli'r vasket med ud i universet, af de lykketindrende småtårer, der samles i øjenkrogene med jævne mellemrum.

Jamen - er jeg da blevet truthamrende bindegal, vil nogen sikkert spørge. Og andre ville mumle, at det var på tide, ham der ordekvilibristen endelig brød sammen i hjælpeløse, spasmodiske bevægelser.

Men det er jeg ikke. Jeg er bare en stolt og glad dansker.

For inden i mit Jeg vokser en blomst af smilende glæde, stolthed, og nationalt følende lykke. 

Vi får nemlig en Konge i dag. 

Og en ny Dronning samtidig.

 Altså ikke sådan forstået, at Daisy er gået videre til de Himmelske Tobaksmarker, hvilket jo ellers er kotymen i de royale kredse - næh nej - vor monark har valgt at abdicere, mens hun stadig har mulighed for at kunne nyde et velfortjent otium, og for at lade landets kronprins og hans skønne kronprinsesse overtage regalierne, mens de stadig er unge nok til at kunne cementere kongehusets position i Fædrelandet.

Og i mit lille, tidligere kommunistiske hjerte, svulmer der en blank erkendelse af, at jeg er nøjagtig så meget royalist som det er muligt at være, uden at gå over i rødgrøds- og flæskestegsspisende svanesange på en mark fyldt med tusindfryd. 

At jeg - som både fødte og tilflyttede danskere, af alle farver, former, og køn - elsker det land, der så smukt personificeres af den familie, der har siddet i spidsen for landet igennem så lang tid. Elsker alt, hvad kongehuset står for - nationalmelodien, der skråles af hæse stemmer til boldkampe - kongesangen, der har to hundrede og femogfyrre år på bagen - den røde pølse - flæskestegen og rødkålen - turisternes hjælpeløse forsøg på at udtale "rødgrød" - eventyrerne, skrevet af den hjælpeløse og dog charmerende søn af en alkoholiker og med en til tider spidsborgerlig moral i enden.

Og jeg elsker vor nu afgående Dronnings til tider hudflettende kommentarer og løftede pegefingre, til det folk hun elsker af hele sit eget hjerte. Hendes smil med de nikotinplettede tænder, som hun ikke var bange for at vise - og varmen i hendes øjne, nå hun afsluttede sine nytårstaler, med ønsket om at vi alle ville blive bevaret.

Her i landet kommer vi aldrig til at marchere mod vore regenters bopæl med høtyve og fakler i hånd. Ingen royale hoveder vil komme til at rulle for skarpslebne klinger på offentlige torve, eller falde for bolsjevistiske kugler i en skummel kælder. For hellere bærer vi Majestæterne i guldstol på stolte danskeres skuldre, og synger vemodige fædrelandssange til deres ære.

Og når Hendes Majestæt nu hopper ned fra guldstolen, for at sysle med børnebørn, broderier, og alskens andet - så ved vi, at pladsen på stolen sagtens kan rumme vor nye Konge og hans Dronning. Så vi ranker ryggene, og bærer vore nye regenter videre af den sti, vores allesammens Daisy på så strålende vis har brolagt på forhånd.

Bare Én Dag Ad Gangen.

Danmark Længe leve - og Længe leve Deres Majestæter Kong Frederik den Tiende og Dronning Mary den Første.


lørdag den 6. januar 2024

Nightmare on Elm Street......

 ...... kan jeg nok ikke lige tillade mig at kalde dagens køkkentjans. Men jeg er overmåde fristet, som man ville have sagt, dengang - tilbage i tresserne - altså nitten hundrede tresserne.

Skulle jeg endelig gi' bemeldte times  - normalt - hyggearbejde en betegnelse, ville det nærmere være noget i retning af Rabalder på Rågevej, og samtidig kunne man så hygge sig med tanken om høreværnfabrikanternes stigende indkomst - i dag.

Hrmphf!

Jeg trækker lige vejret dybt, og bruger et par minutter til at få sat hukommelsen på plads, så beretningen om Frikadellens Flugt Over Plankeværket kan udfolde sig på bedst mulige måde - lukker mine himmelblå, og la'r tankerne blive til ord, der kan strømme ned på papiret - og ud til dig, kære læser.

Og jeg undskylder på forhånd, for eventuelle krænkende, skræmmende, eller ikke-comme-il-faut, ord, der måtte slippe forbi min ellers så dygtige, indre censor - og leve deres eget liv i det fri.

Shit happens - og så snakker vi ikke mere om dét.

Tilbage til beretningen - den, der bare  s k a l  fortælles :

Jeg havde besluttet mig til, at aftenens fødeindtag skulle bestå af 'deller, 'tofler, og go', gammeldags brun sovs. Så første skridt på dén affære, var borttagningen af den brune hud på kartoflerne - skrællen, som menigmand kalder den - så jeg fik sat mig i min lille køkkenarbejdsrullestol (lækkert ord - jeg har selv fundet på det), med de uskrællede kartofler i køkkenvasken, og skrællekniven parat i højre hånd.

Hvorefter mit livs allermest skønne samlever (og ja - jeg fedter), Hr. hankat Lucifax, besluttede sig til at være en - nærmest - integreret del af Grejlsfortællingen. Et gennemtrængende Miauw, et hop fra passende afstand - og viptivaptivupti - så sad undertegnede med kartoflerne i skødet, og skrællekniven i vasken.

Nu er jeg ikke dén, der bruger store, grimme ord når Hr, Kat laver ballade, så jeg nøjedes med ganske mildt at erkende, at han nok var sulten - og ændrede arbejdsstrategi. Vådmad ud af skabet - katteskål på bordet - og gaffel parat til at mose mester missemands våde aftensmad, så den var nemmest at komme til for ham.

Sådan en bette pose vådfoder fylder ganske pænt, når en overivrig mis har været forbi med en pote, og dasket skål og mad ned fra bordet. Og jeg har endda forsøgt at lære ham, at alt godt kommer til den, der venter. Men næh, nej - man er sulten, og man ka' skam da sagtens fange den dér vådmad selv, kan man.

Not.

Min indre trykkoger begyndte at melde stigende tryk, så jeg lod noget af det komme ud af næseborene, mens jeg sagte mumlede ord, selv en garvet djævel ville finde interessante. Og samlede op efter luskefisens vådmadsjagt - tørrede bord og gulv af - og satte mig - igenigen - parat med skrællekniv og kartofler.

Denne gang lykkedes det - sådan da - at få skrællet de lækre rodfrugter, og skåret dem i passende størrelser, samt lagt dem i gryden, med frisk koldt vand til at dække dem. Så skulle der bare ryddes op efter den overståede kartoffelshudfjernelse - og resterne deponeres i affaldsspanden.

Den hænger på indersiden af lågen ind til køkkenvasken. Og derinde har jeg gennem længere tid, brugt fælder til at fange små, hygsomme husmus - for derefter at kolportere dem ud i naturen, tilpas langt fra mit og missemandens bette hyggelige beboelse. Normalt, altså.

Men - når sådan en låge bli'r åbnet, og bette mester "Jeg er altså en drabelig musse-jæger" pludselig ikke bare lugter, men også sér, sådan en heftig Holger Husmus, fornøje sig - ikke udenfor, men indenfor - i fars skraldespand - så skal den da napses, skal den.

Så skidt pyt med, at far taber de netop opsamlede, friske og våde, kartoffelskræller på gulvet - glider i dem, når han skal samle dem op - og lander på rumpetten, mens ord af vulkansk djævlekarakter ryger ud af munden i en fart og med en lydstyrke, så selv en vildfaren bombes knald, virker som en våd nytårsfuser. 

For fanges - dét skal den.

På det her tidspunkt i Rabalderfortællingen er det, at jeg be'r dig, kære læser, om at lukke øjnene, og for dit indre blik sé netop dét - undertegnede, missemand, og mussefætter, jagtende hinanden på et køkkengulv oversået med smattede skræller, mens svovldunstende multibogstavsbandeord fløjtede rundt om ørerne på alle tre.

Musen vandt, må jeg beskæmmet indrømme. Den fandt nemlig et hul i et hjørne under lågerne ved komfuret, og forsvandt som et - halvfjerdserne ihukommende - Greased Lightning. Selv om det nok nærmest var køkkengulvet, der var grissed, og mine øjne, der var lynende.

Heldigvis er banditmissen godt klar over, at jeg larmer mere end jeg bider, så han satte sig bare til at slikke sine poter rene, mens jeg ryddede op efter hans "Mazurka med mus", og beredte mig på at få fortsat mit aftensspisningstilberedelses eventyr.

For nu skulle farsen samles, og på fornemste vis gøres til en omgang frikadeller, som selv hoffet ville misunde. 

Når man nu har puttet sin rå gris og kalv-fars i røremaskinskålen, og har tilsat en god håndfuld salt, så farsen kan røres sej, er det nok på sin plads lige at ha' fundet ud af om den er helt optøet. For er den ikke det - kan man godt risikere, at stadig frosne, små farsklumper, letter fra skålen, og laver kamikaze-angreb på en stakkels køkkenskriver.

Især, hvis selvsamme køkkenskriver ved en fejl får sat hastigheden på røremaskinevidunderet op til Fuld Skrue.

De kan godt gøre nas, sådan nogle små håndgranater. Især, hvis de rammer et øje.

Her var det, at jeg pludselig blev opmærksom på en underlig lyd i begge mine ører - sådan nærmest som en højfrekvent hvæsen. Og det tog mig lige et lille stykke tid, at erkende lyden som værende damp, der nærmest strømmede ud for fuld tryk.

Missemanden havde lugtet lunten, og var lige så stille lusket ind i stuen, hvor han havde placeret sig så højt oppe på sit kattetræ som muligt.

Og herfra gik det bare afsted over stok og sten - med den ene værre aktion efter den anden - for tør fars - for våd fars - for meget fars - og så videre. Lige indtil det punkt, hvor jeg tabte en færdigformet rå frikadelle ned i det sydende og rigelige smør, så fedtet sprøjtede op af min arm.

Dét gør nas, gør det.

Men på en eller anden underlig måde, var det med til at tage trykket af det hele - for pludselig sad jeg og nærmest hulkede af grin. Hele situationen - mad, mus, skræller, fedt, og fars - stod pludseligt klart for mig, som noget af dét, jeg normalt bruger min Sindsro på at tage livtag med.

Sindsro - til at acceptere, det jeg ikke kan ændre - herunder missens drabelige mussejagt, da den først var begyndt.

Mod - til at ændre det, jeg kan - også min egen opfattelse af Rabalderet, og den reaktion, jeg røg ud i.

Og Visdom - til at kende forskel på skidt og kanel, så tingene måske kan lykkes.

For lykkes - det gjorde de. Jeg fik lavet mad, missen fik sit vådfoder - og der er kun en god halv times arbejde tilbage, før køkkenet igen ser nogenlunde acceptabelt ud. Om maden smagte ? Sovsen var go' - og så la'r jeg være med at sige noget om resten.

Ikke alle dage kan være lige gode, det ved jeg godt. Men når bare de slutter med en missemand spindende på brystet - så er alt godt.

Én dag ad Gangen.


fredag den 5. januar 2024

Jeg vågnede med et sæt......

 ..... og havde stadig fornemmelsen lige på læberne. Underligt.......

Kender du det, at vågne fordi nogen pludselig tager fat i dine læber med tre fingre, og "trutter" dem sammen, så det ser ud som om du har en hønserø.....hønserumpe lige midt i fjæset ?

Nej vel - og det gjorde jeg heller ikke, før her til morgen.

Lige just midt i en drøm, af den slags der nærmest går tretten på dusinet af, og som derfor hverken huskes eller på nogen anden måder efterlader sig noget eftermæle - var der en eller anden, der udførte netop dén dåd.

Tog fat i mine læber med tre fingre, og "truttede" dem sammen på en måde, så jeg spjættende vågnede med fornemmelsen af, at have fået en "derriere de poulet" plantet lige midt i mit helt sikkert voldsk sovende udseende ansigt.

Mit livs ledsager - den bette Lucifax - sov grundigt nederst i sengen, så han havde intet med miseren at gøre. Og eftersom begge mine arme var solidt placeret under dynen - var det heller ikke mig selv, der på dén måde havde "hønserumpet" liv i mig.

Så efter en grundig omgang "Hvem dér?", og en missemand der vågnede ved min morgenbasrustne stemmes rumlen, måtte jeg erkende at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvorfor jeg sådan lige skulle vækkes.

Der er nu altså mere mellem Himmel og jord - men det kommer jo heller ikke som en overraskelse for mig. 

Med dé "besøg", jeg har haft de sidste mange år, og de underligheder, jeg efterhånden er vant til i mit lille hjem - ting, der flytter sig af sig selv, eller falder ned helt af sig selv - mange gange mens jeg sidder og sér det ske - dufte, der pludselig er på bestemte steder i huset - i døråbninger, eller drivende forbi min næse, eller "overfaldende" mig bagfra mens jeg bare står i mine egne tanker - det være sig rosenduft, cigarduft, pibeduft, berusende parfumeduft, og meget meget andet - så burde jeg være så "vænnet til", at intet kan undre mig.

Men det gjorde de der tre fingre altså her til morgen. Og fuldstændig paf, begyndte jeg at spekulere på, om det kunne være et familiemedlem, en god ven, eller bare en bekendt, der lige ville forbi og sige "Adieu".

Sådan er det jo om morgenen, når man ligger dér og forsøger at fange dagens liv, og sno sig ud af Morpheus arme samtidig. Så kan - ihvertfald for mig - alle den type tanker ganske nemt begynde at vælte frem, og kræve at blive tænkt, undret over, og taget alvorlige.

Og hele resten af dagen - lige indtil her, hvor jeg sidder og gi'r udtryk for dem - har jeg taget dem alvorligt. Nærmest til en grad, hvor jeg havde lyst til at ringe til alle de familiemedlemmer, jeg ikke har snakket med i årtier - bare for at finde ud af, om de stadig var her.

En adfærd, min aftensmad fik gjort kål på i løbet af få sekunder. For der er intet, der i dén grad kan ændre mine tankemønstre, som et gennemført varmt krydret og stærkt smagende måltid mad, kan.

Så derfor sidder jeg her - mæt og veltilpas - med følelsen af, at have været til optagelsesprøve som ildsluger - og bli'r enig med mig selv om, at såfremt "nogen" ville ha' kontakt til mig imorges, og derfor lavede "hønsenumsefinten" - ja så prøver vedkommende nok igen.

Hvilket han eller hun skal være så velkomne til - og jeg vil minde mig selv på, at acceptere det, jeg ikke kan ændre med Sindsro, ændre det jeg kan med Mod - og kende forskellen på begge, med den Visdom der er mig givet.

Bare sådan - én dag ad gangen.