.... sådan starter alle eventyr, også de mere bloddryppende af slagsen. Med en morale pænt snoet op langs midten af fortællingen, og skarp og pæn opdeling mellem Det Gode og Det Onde.
Eventyr af den slags, som alle pæne børn sluger med tilbageholdt åndedræt og en ubevidst murren i "de nedere dele", når eventyrets underliggende - for sådan er det jo med eventyr - og ikke altid lige godt skjulte seksualitetsfremmende beskrivelser, danser hen over siderne, mens de lokkende udstøder små og let dampende, let læspende anbefalinger af, hvad man kun kunne drømme om.
Ren porno, si'r jeg bare. Ren porno.....
Desværre holder de fleste eventyr op med at lokke, når puberteten og de første famlende kæresteøjeblikke er overstået. Og virkelighedens grumme verden vinker kommanderende, med befalinger om at skynde sig, for der er meget, der skal nåes, og meget der skal ses, og meget der skal...........
Hvor er det dog godt, at jeg så "bare" kan sætte mig og fabulere ad libitum, mens tankerne danner ord i uendelige kæder af muligheder, fantasier, og alt muligt der egentlig godt kunne være. Hvis jeg altså bare lige gjorde sådan og sådan, så jeg kunne blive både fugl i en paradishave med enhjørninger og alt muligt. Eller alienbekæmpende kat, med trang til afsluttende natmad.
Hvor er den frie tanke, tale, og skrift dog vidunderlig.
Dér, hvor det kan risikere at blive grumskummelt er, når hverdagens virkelighed tvinger sig vej ind i mine fabulationsbelagte ord, og laver sit helt eget eventyr, af den slags som ville skræmme selv brødrene Grimm.
For eksempel som dét her :
Der var engang, en lille grissebasse der endte sit liv på en for små grissebasser ganske normal maner, i vores moderne verden. Nemlig som 100 kg pakkede klumper af den ene og den anden slags helt sikkert velsmagende kød, hvoraf en femtedel ventede på vor hovedperson ude på det fynske land, dér hvor de Korch'ske bondegårde "putter" sig i det småbakkede landskab.
Og herved er det så blevet slået fast, at bette ven grisse ikke lige er hovedpersonen i eventyret.
Hvorefter den første af flere overraskende (ironi kan være anvendt) drejninger forekommer i fortællingen. Det er nemlig heller ikke mig, der er hovedpersonen. Eller nogensomhelst anden ellers så fremtrædende deltager i dette, muligvis senere hen ret bloddryppende, eventyr.
Dem er der nemlig mange af.
Både den søde bonusdatter, bonussvigersøn, bonusfamilie, og andre mere eller mindre for eventyrets udvikling aktive personer. Samt ....... Nej dét holder jeg lige til senere i fortællingen.
Men altså - hvor kom jeg fra ? Jo - hovedpersonen.........
Hovedpersonen hedder lillekræ, og er en trehjulet kabinescooter, der har sin helt egen opfattelse af verden, virkeligheden, og alt det dér.
Og netop lillekræ var det, jeg satte mig let morgenbasbrummende ind i hin morgen, hvor min helt egen del af førnævnte grissebasse afventende afhentning ude dér, hvor storken står på taget, kornet vipper med aksene, og frøerne kvækker i badekæret.
En fuldt opladet lillekræ, der var parat - jeg hørte ham helt selv sige det, med mine to egne små morgensøvnige ører - til at trille de for ham så mange mil afsted, frem mod endnu en opladning inden efterfølgende hjemtransport af grisseklumperne og mig.
Tidligere besøg på stedet havde lært mig, at lillekræ så absolut godt kunne li' den strøm, der blev tilbudt, så det var uden nogen form for bekymringer i sindet, at jeg satte stikket - hans helt eget medbragte og godt gennemprøvede stik - i ham og tændte for kontakten.
Hvorefter jeg ganske naturligt lod mine træsko klapre henover brostenene, for at hygge med de tilstedeværende væsener af alle køn og racer. Samt guffe en go' frokost i mig, inden der igen skulle ages mod hjemmet.
Både grissebasse, undertegnede - og lillekræ.
Men uvist hvordan, var der sket grumme ting og sager, mens sol, selskab, og smagfuld mad blev nydt.
Inde i lillekræ havde en lille, grådig, og muligvis ødelæggende strømæder slået rod dér, hvor opladeren ellers sad helt alene og nød livet. Den maste, kvaste, prustede, og brummede sig vej ned i lillekræ's allerhelligste - batterierne.
Hvor den så bare sad og ventede på, at jeg, grissebasse, og lillekræ, skulle begynde hjemrejsen.
Som egentlig begyndte uden de store sværdslag. Der blev farvelleret ad libitum, trillet ud på landevejen, og sat hastighed på fremfarten. Lillekræ kan nemlig godt li' at suse derudaf - med så meget hastighed som muligt.
Lige indtil de første få mil var tilbagelagt - for så slog den onde, ækle strømæder til. Ikke sådan storskrigende og omvæltende - bare sådan.... én batteristreg ad gangen.
Her skal det nok indføres, at normalt har lillekræ tre grønne, én gul, og én rød batteristreg tændt, når opladningen er i top, og kræets trofaste blygelebatterier er fyldt til randen med arbejdsivrige elektroner. Og den normale - samt adstadige - nedtælling af streger, foregår efter princippet "to mil pr streg" - eller på nydansk "én streg lig med tyve kilometers kørsel".
Så da den første streg pludseligt forsvandt efter bare én mil - den næste efter en halv mil mere - og den tredie samt den gule streg nogle hundrede meter før den første af de tre passerbare broer - og nej, der er ingen trolde under broerne i den her fortælling - det er en helt anden forfatter - begyndte sveden at drive ned af nakken på mig, mens lillekræ samtidig begyndte at lyde en anelse bekymret.
Og tro mig - når lillekræ lyder bekymret - så er det tid til også at bli'e det. Så dét blev jeg.
Bekymret.
Pludselig - lige ud for indkørselen til den fra SoMe og TV så berømte Carlsberg Camping - blinkede den nu helt alene tilbageladte røde streg en enkelt gang - og forsvandt.......
Og lillekræ sagtnede farten - stille og roligt - mens undertegnede i et rivende tempo udstødte flere hundrede til lejligheden opfundne og aldeles ikke stuerene ord og lyde. Hvilket åbenbart skræmte den onde, onde strømæder i en sådan grad, at den tillod lillekræ lige netop at ha' strøm nok til at kunne "hoste" sig vej ind på campingpladsen.
Kræet og æderen debatterede godt nok et par gange på de trehundrede meter, der var ind til pladsen, men hver gang afgjorde jeg råt og brutalt debatten med nogle få, velvalgte, snerrende lyde, der fik den røde streg til forskrækket at dukke op igen.
Kortvarigt - javel ja. Men nok til at trille hen til en strømstander, hvor lillekræ - efter en del renden frem og tilbage mellem campingpladsreception og stiksted - kunne blive sat til at suge af den skønne Tåsing'ske strøm.
Problemet var bare, at nu var lillekræ blevet knotten, og nægtede at suge løs.
Flere gudepåkaldelser, østasiatiske besværgelser, og vestafrikanske stammedanse senere, gav kræet efter, og begyndte allernådigst at gøre det nødvendige - suge løs af strømmen - så de åbenbart alligevel ikke helt opfyldte batterier kunne blive mættet igen.
På det tidspunkt var jeg endnu ikke klar over, at der var en strømæder på spil - og troede bare, at jeg ikke havde fået ladet ordentligt op, derude på det skønne, fynske land. Så da jeg efter to timers opladning - i brændende sol, og med grissebassekød på bagsædet (godt nok i termoposer, men alligevel) - afleverede de (jeg ved det godt - det glemte jeg at fortælle) lånte stik til campingmutter - som tilfældigvis er den i begyndelsen af eventyret ikke nævnte fremtrædende deltager - og i samme åndedrag afleverede indtil flere taksigelser for hjælp og strøm - samt drog ud på den resterende agen hjemad, var det med en begyndende tro på, at alt nok var godt igen.
Haps - sagde mester strømæder igen - ved næste bro, og nupsede lige de første to grønne streger.
Men på én eller anden måde, må de tidligere så hastigt og indædt fremsagte forbandelser og bandeord alligevel ha' haft en indvirkning på vor uven strømæderens syn på verdenen, for den ene af dem kom igen, efter en halv mil.
Jeg tørrede sveden af panden, klappede fortrøstningsfuldt lillekræ på instrumentbrædtet, og mumlede beroligende ord i en lind strøm, mens vejskiltene susede forbi os, og lillekræ kæmpede alt hvad han kunne, for at få os helskindede hjem.
Lige indtil en kvart mil før hjemmet.
Hér huggede denne onskabens åbenlyse tjener - strømæderen - på én gang alle grønne og den enlige gule streg. Og efterlod en trodsigt skinnende rød streg......
Men lillekræ havde stadig lidt tilbage at gøre med. Under udstødelse af svagt hviskende protester lykkedes det ham at få os helt frem til døren, og bakke ind på plads, inden den røde streg blegnede og forsvandt.
Og kræ var død.
Selv ikke efter indsættelse af det ellers så velkendte og familiære stik, reagerede lillekræ det mindste, men stod bare dér og så død ud.
Som lillekræ'er jo gør, når deres virke er overstået, og nyt må til.
Og snip, snap, snude - så er dén fortælling ude. Ligesom lillekræ, der imorgen må affinde sig i at blive hentet af Scooter Martin - den eneste, der virkelig forstår lillekræ fuldt ud - så de dele, den onde,onde strømæder har kvast, kan blive skiftet.
Moralen ? Der er ikke nogen - for Livets helt egne eventyr komme jo ikke altid med noget af den slags.
Men forhåbentlig kan et nyt eventyr så begynde - indtil da, vil jeg kigge på verdenen i Sindsro, og nøjes med at leve Èn Dag Ad Gangen.
Hvilket i sig selv jo nok er den bedste morale, der findes.
