Gennem tiden har jeg lært mange underlige ord at kende. Flyvegigt er et af dem - og jeg troede faktisk at det var en ikke eksisterende ting. Noget, den almene borger havde opfundet for at kunne forklare de ting, der skete med ham.
Fuldstændig ligesom jeg - men jeg har dog aldrig vovet at tage dén betegnelse med til lægen. Jeg regnede med at han nok ville lægge sig ned på gulvet og hyle af grin, mens hjælpeløse lattertårer vældede ud af hans øjne.
Men pludselig er det blevet det nødvendigt.
Min venstre fod og min venstre hånd havde åbenbart lavet en fælles aftale om, at lade pludselige ledsmerter i foden og tilsvarende i hånden, myldre frem i løbet af en times tid, og så hænge fast i - indtil nu - mere end et døgn.
Og jeg blev nervøs.
For - for en mand med tidligere blodpropper ad libitum - 8 klumper i lillehjerne, storehjerne, og hjernestamme - samt utallige TCI/TIA gennem de første år efter den sidste fysiske - så er alt, der er anderledes istand til at få tankerne til at myldre i en grad, jeg ellers kun har forbundet med min underliggende misbrugssygdom.
Hvorefter Google pludselig bli'r den ven, der kan hjælpe mig.
En ganske almindelig søgning på "pludseligt opståede smerter i fod og hånd" ledte mig hen til begrebet flyvegigt, og en fremmyldrende mængde forskellige muligheder for, hvordan sådan noget kan opstå.
Herunder også de underlige springfingre, jeg de sidste måneder har døjet med. Springfingre, der allerførst nærmest "låser" sig fast i en position, det kun med allerstørste besvær og skarpe smerter, er muligt at komme ud af igen.
De er - siges det - stationære, de her springfingre. Det er der bare ikke nogen, der har fortalt mine fingre - så gennem et godt stykke tid har lang- ring- og tommelfinger på min højre hånd skiftedes til at "låse" sig fast, for derefter at være ganske normale igen. Efterladende en nu kun let underliggende murren i tommelfingerens knogler, der dag for dag bli'r mindre.
At jeg så samtidig har den opfattelse, at min manglende smertesans i venstre side af kroppen og højre side af hovedet - jep, nerverne blev åbenbart nulstillede, eller måske endda brændt over på grund af proppen i hjernestammen - er ved at aftage godt og grundigt, gør jo ikke situationen bedre.
For - er de pludseligt opståede smerter i venstre hånd og fod så i virkeligheden "bare" kroppens måde at fortælle mig, den er på vej tilbage igen ? Eller - er det flyvegigt ?
"Og myldred tanker frem på jord", for nu at omskrive et gammelt ordsprog. Mine tankemyldrende øjeblikke er nemlig mine helt egne djævle, der kan finde på at gå i ring, og på den måde lede mig hen til punktet, hvor min misbrugssygdom ligger og let savlende venter på at kunne folde sig ud i fuldt flor.
Hvilket ikke ville være så ønskeligt. Især ikke, når jeg dagligt minder mig selv på at jeg ikke kan tåle de stoffer, der "banker" min dopamin og endorfin op, op, op, op......... Uden at ramme den "normale" begrænsning, de dér ikke-misbrugere efter sigende er født med.
Og dér - vil jeg under ingen omstændigheder hen.
Så det eneste, der kan hjælpe mig med at undgå udfoldelsen af min sultne, savlende misbrugssygdom - er at finde fakta på området. Hvilket betyder at jeg er nødt til at bestille en tid ved min læge, og vende det hele med ham.
Og på den måde få sat mine flyvende gigtsmerter på plads. Måske endda få dem fjernet, på en eller anden måde. Og nej - ikke med hverken det ene eller det andet smertestillende stof. Det ville være som at åbne en motorvej ind til misbruget igen.
Og det har jeg sgutte lyst til. Eller brug for. Eller...... en hel masse andet, af alt det dårlige, jeg var så uhyggeligt god til at vælte mig frådsende rundt i.
Jeg kan nemlig godt li' at være ædru. Li' - at vågne om morgenen med et klart hoved. At kunne bruge tid på at gennemkigge min dags begivenheder, når jeg går i seng, og tænke over hvad jeg kan ændre og hvad jeg ikke kan, af de selvsamme måder at være på.
At huske på, at mit liv, og måden jeg lever det på, er mit. Og at uanset hvad andre siger, dagligt erkende at vi misbrugere har hver vores vej ud af misbruget - og hver vores vej gennem det ædru liv.
For sålænge jeg kan blive ved med at leve og op-leve i mit helt eget tempo, og på min helt egen måde - så har jeg alle muligheder for at kunne nå frem til det, jeg gerne vil.
At leve livet uden misbrug - hele den rest, jeg nu måtte have tilbage. Og at leve det sundt og godt.
Phew.
Dér nåede jeg da lige at danse rundt i mit tidligere aktive misbrugsliv igen. Kun i tankerne - men stadig lige på kanten at dét, der kunne have væltet mig omkuld igen.
Og alt det, bare på grund af den dér bette flyvegigt.
Kan jeg ændre den ?
Måske. Men kun hvis jeg vælger - og dét gør jeg - at tage fat i den person, der kan konstatere den - og så derefter måske finde ud af hvad min krop mangler, for selv at kunne klare "problemet".
Og hvis jeg ikke kan ændre den ?
Så må jeg finde Sindsro til at acceptere netop dét.
