Andre Sider af mig

torsdag den 25. februar 2021

TCI er ikke et lyntog........


..... det føles bare sådan, når jeg bli'r ramt.

Det er aldrig rart, at blive vækket om natten fordi jeg pludselig ikke kan trække vejret. 

Jeg havde faktisk troet at den slags var forsvundet med ankomsten af apnømaskinen, og var blevet pakket ind i dens vidunderlige evne til at tage fat når lungerne pludselig står stille i alt for lang tid. 

Indtil jeg i nat blev vækket af fornemmelsen af ikke at kunne få luft, når jeg prøvede at falde i søvn igen. Ikke at kunne trække vejret, selvom maskinen pressede på med ekstra luft i massevis. Og med en venstre arm, der brændte som en sindssyg og udtrættede fantastisk hurtigt. Samtidig med, at det "summede" i overhuden på hånden, og gjorde vildt ondt i det sted, jeg for nylig blev vaccineret mod pneumokokker, når jeg brugte den. 

Suk.

Det er den rene ynk, det her. For samtidig gjorde hele min mave knuder - både under ribbenene i højre side, og de indtil nu smerteløse i venstre side bagerst. Og alt føltes som om jeg skulle på toilettet og aflevere en masse - selvom intet præsenterede sig, når jeg så endelig sad på tønden.

Sveden, jeg indtil nu kun har følt sporadisk og under direkte anstrengelser, trillede nu heftigt ned i mine øjne og gjorde mine i forvejen anstrengte synsproblemer mere fremtrædende. Så alt - Alt - ALT - fik mig til at fokusere på mig selv og min egen lille verden.

Navlebeskuer.......

Tidligere på aftenen - mange timer før jeg gik i seng - havde jeg en pludselig fornemmelse af at rende ind i en omgang synsforstyrrelser, af samme type som dem, jeg har prøvet under mine blodpropper for et år siden. Svimmelhed, summen i hænderne - især venstre - og fuldt blus på den varme, jeg har følt i venstre side flere gange dagligt gennem det seneste år.

Og nu - hvor jeg stadig er vågen og ikke tør lægge mig til at sove igen - sidder jeg bare her, og forsøger på at skrive mig selv rolig igen.

Det lykkes bare ikke særligt godt.

For jo mere jeg skriver, jo mere ved jeg at jeg bli'r nødt til at ringe til vagtlægen - hvorefter jeg så med 95% sikkerhed bli'r hentet og kørt til undersøgelse på sygehuset. Og min indre, urolige, og meget bekymrede, stædighed, vil helst have at tingene bare forsvinder igen - uden at skabe nogen former for problemer. Jeg går jo i ét-års dagene for mine sidste blodpropper - dem, der var ved at tage livet af mig for alvor - og dem, der har gjort det sidste års kamp frem mod nogenlunde normalitet, til hverdag for mig.

Tankerne flyver rundt i voldsom forvirring. Jeg både vil, og vil ikke ringe. Er træt af, at skulle afsted igen med endnu en omgang "midlertidig iltmangel i hjernen". Men kender alle symptomerne så godt, at jeg udmærket ved, der ikke er andet at gøre end dét - ringe og lade de professionelle tage over.

Allerførst vil jeg dog lige - overspringshandling, jeg ved det godt - forsøge at se om jeg eventuelt kan komme af med det, der ubønhørligt trykker på, ved hvad der hos et egern vel hedder nødudgangen. Det kunne jo være, at det hjalp på alle urotegnene i venstre side. Det ku' jo være........

Rend og hop - det hjalp ikke en hujende papfis på noget som helst. Nærmest tværtimod. For mens jeg sad på tønden - ret rammende udtryk, ikke sandt ? - gik det op for mig, at jeg mærkede varmen fra min venstre arm fortsætte ned i venstre side, mod nyrerne. 

Jeg render sgu hen og bli'r hypokonder af det her - pludselig har jeg sikkert også symptomer på både ebola, gul feber, og smitsom leverbetændelse. For ikke at tale om både propper og blødninger i stribevis.......

Det er angsten, der taler lige nu. Den samme skræk, der afholder mig fra at ringe til vagtlægen, for så er der sikkert ikke noget i vejen alligevel - bare jeg undlader at ringe. Så er det nok noget, jeg har bildt mig selv ind, fordi jeg ubevidst har erkendt at det er lidt mere end et år siden, jeg røg afsted med propper i hjernestammen.

Propper, der har styret mit liv siden, og som åbenbart fortsætter med at gøre det.

Og allerhelst vil jeg blive siddende her ved skærmen, indtil morgenen stille flyder  ind, mens natten slår revner og mørket driver væk i piblende floder af kulde og stilhed. Så jeg kan se den spæde dag fødes gennem lyserøde skyer fyldt med løfter om varme og lys.

Endnu en god måde at skrive mig selv udenom dét, der er nødvendigt. Og udenom dét, jeg troede - nej, heftigt klyngede mig til - aldrig skulle ske igen. Dét, der ikke kan være tilstede i en velordnet hverdag, hvor hjemmehjælpen er på vej ud, og selvhjulpetheden på vej ind. En normal hverdag, hvor krydderhylder sættes op, og fyldes med indkøbte glas med nye mærkater på. 

Og med krydderier i, der allesammen kan bruges til kogning, stegning, og bagning. Alt det, jeg har forsøgt at sætte ind som krav til mig selv. Gør noget nyt hver dag - bag noget eller steg noget - vær opfindsom - vær kreativ - vær............................................. normal, og ikke apopleksiramt.

Så - nu fik jeg sagt det. Apopleksiramt.  Et grimt ord for nogle grimme ting, der skal drønes langt væk - ud i universet mellem stjernerne, hvor det ikke kan gøre skade. A-po-plek-si................

Man kunne lige så godt kalde det hjernedræberramt. For det er jo det, der sker når man rammes. Når Jeg rammes............

Noget blokerer for mine fine, tynde blodårer i hjernen. Noget sørger for at et område ikke får den ilt, der behøves. Noget ændrer mit liv, min hverdag, mit jeg.

Noget.

Og det eneste, jeg kan få mig selv til, er at sidde og vente på det går over. Handlingslammet, og uden lyst til at gribe knoglen og ringe til De Professionelle. For så kunne det jo gå fra at være Noget, til at være Virkelighed.

Og så vil alt være ændret igen. Ikke bare for de næste fireogtyve timer, men for mange dage fremover. Rigtig mange. Rigtig.............

Så - stop nu med det der selvklynk. Accepter, at der er noget du ikke kan ændre, og gør så noget ved det, du KAN ændre. Brug din Sindsro, dit Mod, og din Visdom - hvis du har en sådan - til at få stoppet galskaben.

Og ring................ For himlens skyld - Ring !