Hver vinter i nyere tid - alt efter januar tyvetyve er nyere tid, og alt før er De Go'e Gamle Dage - har jeg set frem til de morgener, hvor solen står tidligt op, og de små fjerede kvidderbasser vågner med sang på næbbene. Og drømt om alle de indlæg, jeg ville kreere når jeg nu sad dér - klokken guderne-må-sig-forbarme - og inspirationen lystigt vældede ned over mig fra alle ender og kanter i universet.
Og hver eneste senforår går det endnu en gang op for mig - at jeg ikke er helt alene om at bestemme.
Så kraftigt endda, at jeg forleden morgen vågnede med en sangtekst drønende rundt i min af træthed helt kvadrede lille hjerne. Melodien kendte jeg til bevidstløshed, og havde før i tiden brugt sammen med den originale tekst, til at underbygge og retfærdiggøre min iboende dovenskab.
I kender den godt - det er dén der med Niels Hausgaard, hvor personen der synges om vrider og vender sig i halve og hele timer, bare for at få lov til at nyde at være lagt i vandret position.
Den lød bare ganske anderledes i mit morgentrætte grødhoved - men nok en del mere rammende :
Føøst 'n fie tim' mæ æ pust ting
så 'n fie tim' helt foruuen
å så -æ ja snask tæt i snu'en
For - jeg har jo søvnapnø, og sover derfor med maske på, og en konstant blid indblæsning af luft i et fire kilo's tryk, så jeg ikke selv glemmer at trække vejret.
Det har så frembragt den ulempe, at jeg i senforåret og forsommeren - hvor er vi danskere dog go'e til at pinde tiden ud i småklumper - hvert år ramler ind i en periode, hvor jeg vågner efter ganske få timers maskesøvn med fornemmelsen af at være ved at blive kvalt - det er et eller andet med kombinationen af tidligt lys i soveværelset og mindre kølighed samme sted end vanligt - hvorefter jeg river masken af, og dropper nærmest bevidstløst om igen.
Suk.
Og når jeg så endelig vågner lige så få timer senere igen - skal der nærmest et kloakrensningsanlæg til at fjerne den ophobede mængde snask og snot. Så jeg starter dagen med at hoste, harke, udstøde eder og forbandelser - alt sammen i en uskøn blanding - inden jeg kan kigge ud gennem de øjne, der har nægtet at åbne sig, før der er helt rent i Clausus Nasum igen.
Men Lucifax synes det er hylesjovt. Han ser hver gang ud som om han kunne sidde på rumpen i timevis og betragte løjerne.
Det skal han da nu også ha' lov til, den bette fistriløjerkok. Livet som huskat i Casa Larholm er jo ikke altid de rene nydelser, når klokken er før fem om morgenen, og ham dér kattefaderen ikke bare løber ud til den tomme madskål for at fylde den op, men istedet slæææber sine fødder efter sig ud mod køkkenet, efter morgenens aflevering af snot, slim, og sager til både håndvask, servietter, og deslignende.
Gudskelov er det kun en enkelt eller højst to uger, der på den måde tages livtag med morgenstunden. Så har krop, kranie, og næsehuler vænnet sig til de nye livsbetingelser, og lader mig allernådigst slumre blidt og saligt natten igennem.
Eller i det mindste indtil lille laban luskefis mener, at NU er det nok med al den dér søvn - og stiller sig på min brystkasse, hvorfra han småsnakkende fortæller mig, hvor David købte øllet.
"Op, hr. farmand, op ! Der skal leveres saftigt frisk foder til husets hersker, skal der."...............
Og så kan jeg bare levere, kan jeg, mens jeg halvsøvnigt husker på, at "Den tid på året..." kommer igen, når efteråret melder sin overgang til vinterens kulde. For dér sker nøjagtigt det samme, bare i omvendt orden.
Skidt pyt - Livet er til for at Leves - så det gør jeg og missemanden - ham, som noget ganske naturligt, og jeg fordi jeg ikke hverken kan eller vil andet.
Én dag ad Gangen.
