"To."
"Tæt på lykke."
"Alt vi har er nu."
Ordene dukkede op i min hjerne, da jeg for anden gang vågnede, hivende efter vejret, og med et luftrør der føltes som havde nogen taget det mellem vældige hænder - og trykket til.
Egentlig underligt, for den angst, der vel ganske normalt ville være til stede når éns vejrtrækning på den måde forhindres, var der slet ikke. Kun bekymring for ikke at kunne trække vejret.
Krampen forsvandt, som den også havde gjort første gang, og efterlod mig med et ømt spiserør - og de tre sætninger stående lysende klart i min bevidsthed. For - selvom det første kun var ét ord, kunne jeg mærke indvendig, at det skulle opfattes som en sætning, med en sætnings mange forskellige meninger tilstede.
"To."
Ikke at være alene, men at være en del af den helhed, "To" signalerer. At være "mig" sammen med en anden, der har det på samme måde som jeg. Hvad det så end måtte være for en måde. Alt lige fra fællesskab om en sjælden sygdom, til den helt store affektion - den dér livsændrende, jordrystende, altvæltende affektion, der binder "To" sammen til "Én".
Jeg er ikke engang i nærheden af at have det på dén måde. Temmelig langt fra endda - for jeg har valgt at være dén éne - helt alene, helt solitært, helt ............... eneboeragtigt.
Ikke fordi jeg ikke kunne, hvis jeg ville. For det kunne jeg ......
men det vil jeg ikke.
Ild og brændte børn har det vist ikke så godt sammen. Så hellere gøre det, der virker tryggest, varmest, sikrest.
Alene.
Når man som jeg så mange gange har været helt "Tæt På Lykke", uden rigtig at kunne finde den i den så højtbesungne to-somhed. Uden at kunne påstå, at lykken var overalt, også i mig. Uden at kunne stille mig op og højlydt erklære, at "Jeg er lykkelig !". Og med en samtidig viden om, at "Aaaahh, denne gang er jeg vist Tæt På Lykke", som mere har lydt som en hensigtserklæring end en realitet.
Så er det, at man - hvilket naturligvis skal læses som "Jeg" - søger at komme Tæt På Lykke på andre måder. For det meste på de måder, der er så velkendte - penge, prestige, magt. Men ingen af dem gav på nogen måde dét, jeg søgte.
Det var der kun én ting, der gjorde.
Én - som jeg kendte, og som jeg allerede som ung havde lært at kende. En substitut for dét at være "Tæt På Lykke", men som i ganske korte øjeblikke gav alt det, mit Jeg søgte efter. Troede jeg da.
Flasken.
Den eneste, der altid var éns, og som aldrig svigtede, men altid modtog mig med åbne arme og ivrige løfter om varme, nærvær, og kærlighed. Og først da det gik op for mig, at der intet andet var end falskhed i den "varme" den gav. Falskhed i den "nærvær", den krævede - jeg var jo ikke nær så lækker at være sammen med, som jeg troede i mine tåger. Og falskhed i den "kærlighed", den smægtende lovede, hvis bare jeg "løftede blikket", og lod de gyldne dråber lifligt løbe.
Først da, gik det op for mig at lykke ikke var drikkelig. At lykke ikke var automatisk, og ikke kom som en gevinst fra sprutdampende nætters heftige tosomhedsdans på smudsede lagner.
Men at jeg kan være Tæt På Lykke på så mange andre måder. Måder, der alle indeholder muligheden for at være lykke-lig, og som føles som det rigtige - for mig.
Og når jeg er ædru, er jeg så Tæt På Lykke - så lykke-lig - som det er mig muligt. Uden at skulle jagte nogen form for "To", for det er ikke nødvendigt. Uden at skulle afgive noget af mig selv i et samliv, der ville betyde bortskæring af handlemåder, tankemåder, levemåder, som jeg i to tusinde firehundrede og halvfjerds dage har elsket at være i - én dag ad gangen.
Det kan være. at det kommer på et tidspunkt. Det kan også være at det aldrig gør. Uanset, så nyder jeg for alvor, at være der hvor jeg er nu.
For alt vi har - er nu.
