En gang imellem er jeg nødt til at prøve at sprælle lidt.
Hvilket kan være svært, når man er over halvfjerds og just ikke nogen supermand. Så er det, at jeg bare skal tage mig sammen - noget i retning af en flere dages intens debat mellem mit overjeg og mit underjeg, med jeg'et stående forvirret i midten - og gå en god, godt påklædt tur, ude i det blæsende, buldrende, bidende kolde efterårsvejr.
Hvilket så også bare lige kræver, at jeg får mine L.P.V.'ere sat på plads.
Noget af en opgave, nu og da. For sådan nogen sataner er ikke altid indstillet på, at lade mig gøre nøjagtig hvad jeg vil. Hvilket kan være ret irriterende, for bedst som jeg er i fuld gang med min gåtur, ændrer mine L.P.V.'ere sig, fra måske tre til én - eller nu og da endda bare en halv. Og så er det endda kun fordi jeg bor i en mindre by ude på landet, at jeg kan have L.P.V'ere - havde det været en storby jeg boede i, så havde det nok nærmere været V.K.B.'ere, der havde plaget mig.
Suk.
Men sådan er livet jo, når man både skal generhverve kondition, muskler, og generel udholdenhed, efter alle de mærkværdigheder, jeg og min bette krop har været udsat for de sidste mange år. Blodpropper, tarmslyng, alkoholisme, KOL, og alt muligt andet, man sådan går og samler op undervejs i livet.
Så er det godt, når man - jeg - kan fokusere på L.P.V.'ere, og på den måde aflede kroppens og sindets opmærksomhed fra alt det andet. Bensmerter - jep, det er alder - luftproblemer - dårlig kondi - etc.
Alt sammen bliver samlet i én eneste værdi, på sådan en gåtur - nemlig hvor mange lygtepælevandringer, jeg kan lave, før jeg er nødt til at standse og få luften tilbage i lungerne og kræfterne til at slå til.
De fleste gange er det som tidligere nævnt mellem én og tre, men ind imellem går vejen mere opad end ligeud, og så kan det være nødvendigt for mig, at dele afstanden mellem to lygtepæle op i to trin. Hvilket egentlig ikke gør mig noget som helst - naturen er altid skøn at kigge på, og blæstens leg med mit - indrømmet - efterhånden alt for lange hår og skæg, kan være ret forfriskende.
Og når jeg så samtidig kan bruge tiden på at fintænke tanker, der måske har løbet rundt i deres egen verden i længere tid, og måske endda komme frem til an løsning - så er det jo ikke så slemt.
Så skidt pyt med, at en tur hjemmefra og ned (op) til det lokale apotek, kan tage op til tredive minutter hver vej. Jeg når at nyde synet af mangt og meget - og får også nu og da snakket med mennesker, jeg ellers ikke ville have snakket med. Samtidig med, at den friske luft får mine tanker til at danse inciterende flamingo'er, af den slags der kan være glemt øjeblikket efter, jeg træder ind gennem hoveddøren og smider det varme tøj - eller af den slags, der får problemer jeg har haft grundet over i længere tid, til at falde på plads.
Hvilket jo heller ikke er så ring' endda.
Så derfor nyder jeg dem - mine L.P.V.'ere - hver evig eneste gang jeg endelig får taget mig sammen til at gå ud af døren, og tilbringe tid med dem i det i øjeblikket frysende blæsevejr, der lystigt drøner rundt over det ganske danske langelandske landskab.
Og glæder mig samtidig over, at jeg ikke bor i Århus, København, Odense, eller lignende storby, hvor det er nemmere at bruge butiksvinduerne som undskyldning til at stå stille og genvinde kræfter og luft - hvilket jo har givet navn til vindueskiggerbenene, som jo unægteligt lyder noget mere skummelt, end mine L.P.V.'ere.
Det allerbedste af det hele er vel - nej, ikke vel, men helt sikkert - at jeg kan tillade mig at nøjes med at tænke over, hvor mange (eller få) jeg kunne klare i dag - og måske endda glædes over antallet i forhold til andre dage.
For sådan er mit ædru liv - én dag ad gangen.
