..... skulle man. Så ville udtrykket Nul Kelvin ha' en betydning, der var bedre, end den det har rent videnskabeligt.
-273 ° Celsius......... Det absolutte Nulpunkt, hvor ingen bevægelse er.
Dét er dæleme koldt....
Og udenfor drysser temperaturen ned, som søgte den præcis ned mod dét - 0° Kelvin. Indendørs samler varmen sig imens i små, dampende klumper af ugidelighed, mens missemanden fornærmet søger så højt op som muligt, for at udnytte de varmeklumper, der måtte undslippe.
Og ugideligheden smitter af.
Både på ham og jeg. Ingen af os har den mindste lillebitte lyst til at træde ud i alt det der grimme, lyse, udendørs kølige koldhed, der ligeså snart vinden tager til, vil kunne fryse kønskirtlerne af en hanelefant.
Eller som dén slags dyr også kaldes - en ronkedor.
Og netop sådan en føler jeg mig som i de her dage. Flokløs, alderspræget, kuldskær, og gående mine egne veje, mens jeg snorter næppe hørlige baslyde ud af mit til tider dårligt fungerende, og midt i ansigtet placerede, horn.
Lige så stille sænkes gardinerne mere og mere - og lukker varmen inde og lyset ude. Kun mine gule citronchili lyser op midt i al den elendighed - og udfordrer mig til at kaste mig ud i diverse eksperimenter, der alle som én har kvæstede smagsløg som slutprodukt.
Men de smager nu godt, gør de.
Egentlig er vi mennesker nogen underlige nogen - sådan at udsætte vore sarte smagsløg for dén type kraftigt brændende stads, som capsaicin - stoffet, der får chili til at brænde i munden - jo er. Og endda vænne os til at gøre det i en sådan grad, at vi ligefrem....... nyder det ?
Suk.
Èn ting, jeg aldrig kommer til at nyde, er overgangen mellem sommer og vinter. Uanset om det er den ene eller den anden vej. Jeg brokker mig næsten på dato, over at det bliver alt for varmt - eller over at det bliver alt for koldt. Og når jeg så endelig er kommet helt hen i de enten varme eller kolde dage - så kan jeg gudhjælpemig finde på at hyle op om, hvor meget jeg nyder det...........
Der må absolut være en eller anden form for capsaicin i luften, når overgangene rammer. Hvordan skulle jeg ellers kunne nyde, at min venstre side brænder som en M-klasse stjerne, når det er koldt - og fryser som 0° Kelvin, når sommervarmen rammer ?
For det er jo ikke just fordi jeg ligefrem tænder på dén type mærkværdigheder - nærmest tværtimod.
Men jeg har vænnet mig til det, har jeg - efterhånden. Og nyder, på en eller anden depraveret måde, at gå i den iskolde vinterblæst med venstre side vendt mod vinden - for så føles den dejligt varm. Noget "godt" er der da - på dén måde - kommet ud af mine sidste blodpropper for godt tre et halvt år siden, hvis jeg må være lidt sorthumoristisk.
Hvilket nok det eneste, der ind i mellem holder mig oppe - min sorte humor. Når tingene går ad hekkenfeldt til, regningerne drysser ind som konfetti over Broadway til en parade, pengestrømmen tørrer ud som en flod i Sahara, og helbredet samtidig slår knuder, er der vel kun én ting at gøre - tage det hele med et gran salt, og vælge et sorthumoristisk syn på tingene, så jeg da i det mindste kan grine lidt af det hele.
Ihukommende - i guder, hvor jeg dog elsker den slags ord - ihukommende, at det hele jo alligevel går over igen - senest, den dag jeg holder op med at snuble - betaler regningerne - bli'r rask (det hedder langtidshåb) - eller render videre til næste visit på den her underlige klump universel restaffald fra stjernedannelse.
Uanset - så har alt, hvad enten det er godt og dejligt eller det er dumt, dræbende, og dårligt, en udløbsdato. For det meste en dato af den slags, hvor man opdager at man igen kan trække vejret lettere - jep, også vi KOL-ramte - og hvor fuglene kvidrer i det gyldne lys fra den opstående sols varme stråler.
Ups, der kom jeg vist til at slå min "Lettere Ironiske Tilgang" til.......... Det må I undskylde.
Det var næsten ikke med vilje - og jeg skal nok forsøge at slå den fra igen........
Engang med tiden.
Der er dog én ting jeg - uanset om mit navn er Kelvin eller Per - de sidste tre millioner nihundrede enogfirs tusinde og syvogtreds minutter (altså indtil lige nu) aldrig har haft nogen form for ironisk tilgang til, eller nogen form for sorthumoristisk kommentar til.
Min ædruelighed.
Den er den underliggende og altid nødvendige grund, på hvilken alt andet blomstrer. Mit liv, min hverdag, min kærlighed til min hjerteven - intet af dette ville være muligt, hvis ikke dén var til stede.
Så dén får lige 24 timer mere - i fuld Sindsro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar