Intro....

 .... vert

Eller reserveret. Eller tænksom - selvreflekterende - indadvendt - stille.

Kært barn har mange navne - eller mange mærkater, for nu at sige tingene ligeud. Selvom mærkater vel egentlig heller ikke dækker det, jeg er på vej mod uden at kæmpe ret meget imod. For det er her, jeg begynder at føle mig mest hjemme.

Som introvert.

Jeg har ikke altid været sådan. Det meste af mit liv har jeg været det direkte modsatte. Extrovert, hedder det vist - hvilket allerbedst kan "oversættes" til en udadfarende fyr med masser af smil og gang i dén.

Jeg havde jo en masse at skjule. 

Mest af alt min afhængighed. Mit misbrug, der først blev opdaget når tingene gik helt galt - hvilket de naturligvis gjorde med jævne mellemrum, for så kunne jeg jo finde nye undskyldninger til at fortsætte det hele.

Afhængigheden. Misbruget. Dét, der gjorde at ingen fandt ud af alt det, der var sket. Alt dét, der hang som en sort sky over mit hoved, og truede med at ødelægge, smadre, fjerne mit liv.

Alt dét, der er sket lige siden dengang jeg som lille før-barnehavebarn gik i kælderen, er der stadig. Men nu har jeg erkendt, at eftersom jeg på ingen måde kan ændre det, der er sket, kan jeg med største sindsro kigge tingene igennem, og finde ud af hvordan jeg undgår at det sker igen.

Hvad enten det er for mig selv, eller for andre.

Så derfor har jeg valgt - for det er netop et valg, for mig - den introverte, den indadvendte, tænksomme, selvreflekterende vej, som måden at leve de sidste år/årtier på, inden der ikke er mere på livets tallerken.

En af følgerne er, at jeg ikke - hvilket jeg er sikker på at du, kære læser, allerede har bemærket - er så aktiv på blog'en, som jeg var før i tiden. En anden, at jeg heller ikke er så socialt anlagt mere, og helst vil være i selskab med det væsen, der har stjålet mit hjerte og min hengivenhed.

Min elskede ven Lucifax.

Den første følge, at min introverthed - min manglende aktivitet på blog'en - har da mulighed for at ændre sig, som livet skrider frem. Men den anden følge - ændrer sig først til allersidst.

For det er en af de ting, jeg med Sindsro ved, at jeg må acceptere.

Hva' så nu, spørger du måske. Har jeg så tænkt mig bare at sidde og nusse missemanden under hagen, trisse rundt og mærke det hele blive langsomt sværere, og bure mig inde bag stabler af gamle aviser og nyttesløse indkøb fra Temu ?

Under ingen omstændigheder.

Jeg og lillekræ har stadig masser at ture rundt på Langeland foran os. Og jeg og Lucifax har stadig masser af tillidsfulde dage og nætter i hinandens selskab, mens jeg forkæler ikke bare ham men også mig selv med veltillavet mad.

Og hyggepinde -af alskens art.

Det er faktisk ret rart - og varmt - og dejligt, sådan at været introvert. Når bare det er mit helt eget valg, og ikke et valg opstået af situationer, nødvendigheder, eller tvang. For den slags valg er den rene gift for én som mig.

En misbruger.

En afhængig.

En alkoholiker.

Derfor bruger jeg tid hver aften, når jeg er hoppet under dynen, på at gennem se min dag for situationer, begivenheder, og valg, der vil kunne ændre mit eget frie valg til at være et tvunget, uselvstændigt valg. 

Og finder jeg ét - bruger jeg tid på at pille det fra hinanden, og sørge for at gennemtænke de enkelte dele af det, så jeg kan drøne det ud af min eksistens.

Men for at kunne gøre det, er det tindrende nødvendigt for mig, at jeg finder Visdom til at kunne kende forskel netop på dét - hvad der er mit eget valg, og hvad der ikke er.

Et af de frie valg er netop min introverthed. Og sålænge jeg på daglig basis finder det varmt, kærligt, og velgørende at være introvert - bli'r jeg ved med det.

For jeg ved, at jeg vil have Mod til at lave det om, hvis det bli'r nødvendigt.

Bare én dag ad gangen.

Du ved du er på Langeland......

 .... når solen smiler, vandet vugger, og krofatter laver go' mad.

Og nej - det her kommer ikke til at være nogen slet skjult reklame for hverken øen, jeg bor på - naturen på samme - eller den vanvittigt go'e mad og betjening på et bestemt langelandsk spisested.

Næsten ikke, ihvertfald.

For naturligvis vil der - som i alle mine indlæg - være let maskerede hentydninger til alt det, den her lange vidunderlige ø har at byde på. Det være sig de mange forskellige oldtidsminder, øen er fyldt med - de mange træfyldte områder og den mylderfyldte natur - eller de mange, smagspragtfulde spiseteder, der er drysset gavmildt over landskabet.

Så hvad enten du har lyst til fisk-ad-libitum, stegt flæsk i uhyrlige mængder, Danmark's måske største tartelet, burgere som englene ville elske - eller pizza, pasta, pragt-is, og pæne portioner slotsmad - kan du finde det hele hernede.

Og det' jo ikk' så ring' endda - når jeg nu alligevel ikke kan lade være med at berømme den ø, jeg flyttede ned på for snart otte og et halvt år siden.

Det var nu ikke derfor, at jeg valgte øen. Men nærmere fordi, jeg trængte til nye omgivelser, og nye venner. Dem, jeg efterlod på Djursland - jep, jeg flyttede fra Djursland, selvom der er vidundersmukt - var dejlige, søde, nærværende, og tætte - måske alt for tætte.

For de blev nærmest tvunget til at tage stilling, efter både min erkendelse af mit misbrug og min partners fraflyning. Og dét - er ikke altid en go' ting at kæmpe med, når man er ny-ædru.

Så da muligheden bød sig, og jeg alligevel ville være nødt til at flytte fra det hus, jeg elskede - men som var for dyrt for mig at bo i - blev det Langeland, og samtidig genoptagelsen af et bekendtskab, der havde ligget alt for stille. Ikke en ny partner, men nok nærmere en 30-årig platonisk kærlighed.

Og - viste det sig - to nye, brændende kærligheder af de helt store.

Kærligheden til min vidunderlige misseprut Lucifax (find ham på Fjæset) - og kærligheden til Langeland.

Lige siden, har begge dele vokset sig større og større - og det samme har min nydelse af det, der tilbydes på øen.

Så - (Advarsel !!! Det her er  r e n  reklame) - derfor vil jeg for en gangs skyld være så direkte, som jeg overhovedet kan være - og bruge det her blogindlæg på også at ønske mine venner Brian og Amanda et megastort Tillykke, med købet af den kro, de har forpagtet i et godt stykke tid.

Samt glæde mig over, at der vil kunne blive sat endnu flere rekorder i Stegt Flæsk, og hvad de to nu ellers finder på af go'e guffeting fremover.

Derfor - når solen smiler, vandet vugger, og maven kræver sit - ville det måske være på sin plads, at kigge forbi kroen i Humble, og nyde tilværelsen.

Jeg ved da godt, som jeg også påpegede tidligere, at der findes mange andre spiseteder på øen. Go'e steder, med velsmagende mad til rimelige priser, med hyggelig betjening og smil ad libitum - noget, langelænderne er gode til, og ikke bare hvis de kan li' dig - men lige netop den dér bette kro i Humble, ligger tæt på mit hjerte.

Naturligvis elsker jeg også kaotisk gourmetmad, friskfangede fisk, helstegte pattegrise, og alt det andet spiselige, øen byder op til. Så du, kære læser, må endelig ikke se det her som andet end det, det er - en lykønskning til de nye ejere på kroen her i byen, hvor jeg bor.

Og hvad enten du vælger det ene sted, eller det andet - er det jo fuldstændig op til dig at afgøre, hvad din mave har brug for. Du  k a n  jo nå igennem mange af stederne, mens du holder din ferie hernede - og eftersom du sikkert ikke når gennem dem alle, kan du jo bare komme tilbage igen - og fortsætte nydelserne.

For hernede - står nydelserne ligefrem i kø, for at blive indtaget.

Det hele - bare Én Dag Ad Gangen.

Det er ikke ordene..........

 ... men handlingerne, der gør en forskel.

Lidt af en indledning, ikke sandt ? Og så især på en dag som denne, hvor solen skinner, og dannebrogsflaget vejer fra min flagstang.

Det er nemlig ti år siden, jeg udtalte de menneskeligt set dyreste, og handlingsmæssigt allermest nødvendige ord. Ord, hvis erkendelse havde ligget og luret lige dér, hvor det i mange år havde gjort allermest ondt. Ord, hvis pris jeg ikke havde nogen form for mulighed for at kende.

Klokken ti minutter i otte om morgenen - den niogtyvende april totusindeogseksten - fik jeg langt om længe sagt dem højt, og bedt om den hjælp, der var nødvendig for at kunne handle på dem.

Den slags ord koster ikke ret meget andet, end den tid det tager at udtale dem. Hvis man altså tør - hvis man kan finde det nødvendige Mod til at erkende, at handling er nødvendig.

Men at sætte handling bag de samme ord, kan koste alt det, man har gået og hæget om i årevis. 

Heldigvis.

Hvilket egentlig normalt vil være en ret underlig måde at tænke på, med mindre det netop er de her ord, det drejer sig om :

Jeg er alkoholiker.

Med ét vælter hele det læs, man så møjsommeligt har bygget op af løgne, fortielser, modbydeligheder, og meget andet. Med ét - mens de svedige fingre nervøst holder fast i telefonen, og stemmen skælver af angst for at sige dem - river ordene den kendte, men livsfarlige og ødelæggende, verdens slør til side, og lader mig tilbage - forsvarsløs, nøgen, nyfødt.

Og alt dét, der var min hverdag - alt dét, der gjorde både mit og mine nærmestes liv usundt, betændt, forfærdeligt - mistede muligheden for at kunne fortsætte.

Angst, skam, hemmeligheder, skjulte modbydeligheder, og alt det andet, der havde været nødvendigt for at kunne være dén, jeg var blevet til - lå nu og vred sig i erkendelsens klare lys.

Og det var tid til Handling.

Én Dag Ad Gangen - sekund for sekund, time for time, dag for dag. Hele tiden klar, åben, ærligt erkendende at den sygdom jeg har, altid vil kunne smadre mig, ødelægge igen, fjerne mig fra dén virkelighed, jeg for ti år siden sprang ind i - kun udstyret med et Håb.

Håbet om, at kunne finde Sindsro, til at acceptere alt det, jeg ikke kan ændre. 

Håbet om, at kunne finde Mod, til at ændre det jeg kan.

Og Håbet om, at kunne finde Visdom, til at kende forskel.

Det er ikke noget, der "bare" skal findes én gang for alle. Det er et Håb, jeg dagligt udfordrer - et Håb, jeg aften efter aften bekræfter for mig selv, når jeg inden sengetid går min dag igennem, og holder fast i at det eneste, jeg kan, er at give slip.

At undgå at holde krampagtigt fast på dét, jeg tidligere troede var så nødvendigt. At skjule min sygdom, og tro at "alt nok skulle gå". 

Indrømmet - det lyder lidt som om det var nemt og bekvemt, sådan "bare" at vælte sig om på ryggen og hyle : "Jeg er alkoholiker, jeg er alkoholiker - hjælp mig, gør no'et !!!! "

Men det ville i så fald bare være endnu en undskyldning, for senere at kunne vælte mig ned i flasken igen, og småtudende mumle et grødet: "Der er ingen, der forstår mig."

Newsflash !!! Der er skam mange, der "forstår" mig. Mange, der har været nøjagtigt de samme steder, som jeg - brugt de samme typer undskyldninger - skjult de samme typer hemmeligheder - eller endda sørget for at opfinde nye, grusomme hemmeligheder, for at kunne fortsætte den daglige flaskeklirrende aktivitet.

"It takes one, to know one", si'r man.

Og jeg kender én.

Jeg møder ham hver morgen, når mit søvnige ansigt ser sig selv i spejlet over håndvasken. Jeg møder ham i hvert åndedrag - i hver tanke - i hver handling, min dag er fyldt med.

Og I guder, hvor er jeg dog glad for at have givet mig selv lov til at møde ham, lære ham at kende, og leve sammen med ham på godt og ondt. For naturligvis bliver livet ikke bare sådan bim, bam, busse-nemt at leve, bare fordi jeg dengang erkendte, indrømmede, indså, at jeg er alkoholiker. Det er fyldt med de samme udfordringer, som det var dengang jeg var aktiv. Fristelser, muligheder for løgne, muligheder for selvovervurdering, muligheder for alt dét der dengang førte lige lukt ind i salighedens klare, men dræbende kluk.

Nu tør jeg bare se det alt sammen for hvad, det er. Sige tingene lige ud, og give slip, når det er nødvendigt at gøre det - holde fast, når der skal holdes fast - og kende revl fra krat.

Så længe jeg bare gør det Én Dag Ad Gangen. 

Berøringsangst.

Udenfor mit stuevindue hvirvler snefnuggene rundt i en inciterende flamenco. Lidt ned, lidt op - og så en hvirvlende rundtur gennem den frostkolde luft. Min varmepumpe kæmper med den stadige tilførelse af nye, frækt drillende fnug, der uimponeret af pumpens berøringsangst lægger sig præcis hvor det passer dem.

Og når jeg så vælger at bevæge mig ud i det vældige, vilde, voldsomme, vidunderlige snefog, så kærtegner fnuggene isnende sødt mine kinder, mens den vind der er deres usynlige dansepartner, blidt blæser frost i mine øjenbryn.

Men ingen af dem - hverken fnuggene eller vinden - har nogen former for berøringsangst overfor mig - overfor mine sygdomme.

Overfor min kræft.

Frygten for at det smitter, ligger ikke i et snefnugs DNA eller en vinds ophav. Ingen af dem regner med at slibe kræftceller af huden på mig - eller bære metastaser rundt i universet, så andre kan fange dem på frostbidte kinder - og blive smittede.

For kræft smitter ikke. Kræft kaster sig ikke over de stakkels uskyldige, der måtte have valgt at besøge mig i min eremitagebolig. Stedet, hvor min medbeboer er nøjagtig lige så uimponeret overfor både min kræft, som han også gennem mange år har været overfor  min alkoholisme.

For kræft smitter ikke. De vildtvoksende celler, der opstod i min lunge og min prostata, kæmper sig ikke vej ud gennem kød og hud, for at ligge på lur efter uskyldige besøgende, så disse senere kan lægges under et vildt brummende apparat, der kaster celleskadende stråler efter de uretmæssige indtrængere.

For kræft smitter ikke. Husk det nu - kræft smitter ikke........

Men - uanset hvor mange gange jeg fortæller mig selv denne, åh så indlysende sandhed - ligger der åbenbart stadig én eller anden ubevidst angst, blandt de, der ikke er ramt. En angst for, måske at blive den første, der modbeviser, at Kræft Smitter Ikke.......

Eller også er det bare angsten for, måske at skulle se ind i øjnene på et væsen, der pludselig har mulighed for at "kende sit endegyldige tidspunkt".

For...........

Det, der til gengæld smitter, er smil. Og dansende latter. Og glæden ved at drikke en kop kaffe - sammen. Glæden ved at hygge i et varmt hjem, mens snefnug danser deres egen glædesdans i et fog af vintervejr - sammen.

......................... min lille missemand nusser blidt mit ene ben med sin pande, og blinker kærligt til mig. Som ville han gøre mig klar over, at alt er, som alt skal være. For bare vi er sammen, han og jeg, gør de manglende besøg - den ubevidste berøringsangst - og de skjulte blikke, ikke det store.

Men savnet er der.

Og lige nu - hvor sneen blæser rundt i min have, og ned fra mit tag - kan jeg sagtens gøre som jeg plejer, og tage det hele En Dag Ad Gangen.

I Sindsro.

Op mæ' sig....

Spaghettisovsen bobler tyk, rød, kødfuld, og krydret i gryden, mens de italienske glutenstænger gennemtæves af det kogende vand, og duften af tomater, oksekød, chili, samt alskens varmegivende krydderier, snor sig gennem luften, lovende velsmag og velbehag.

 Misseprutten vimser om benene på mig, mens han småsnakkende anmoder om en skålfuld føde - eller, hvis nu at te' som altså farmand skulle ha' napset endnu en fed mus,  som den i går aftes, der forsøgte at gnaske sig gennem skraldespandens rester fra dagen, og ikke bare kyler den ud af hoveddøren, mens han mumler "God Jul, lille ven", så ville han da så inderligt gerne lege lidt "Hvem spiser hvem" med den.

Og ganske stille og roligt lusker humøret op på "Tåleligt", hvor det let dirrende falder til ro, mens endnu en omgang ilninger sitrer gennem min efterhånden godt prøvede krop.

Nej - jeg er ikke på toppen endnu - langtfra. Jeg har stadig masser af minutter og timer, hvor selvsamme humør forsøger at begrave sig under det løse gulvbrædt ovre i højre hjørne af stuen, mens det knurrende bander over livets mangfoldige forsøg på at udrydde sig selv.

"Ikke på min vagt," kan jeg så næsten høre det sige," fanneme ikkenikkenej !". Hvorefter det river sig løs af de sorte antihumørfingre, og sætter kløerne i den nærmeste af mine skuldre. Her har det så siddet - time efter time, minut efter minut - mens det småbandende afventede bedre vejr.

Sådan et vejr kan man frembringe - eller  j e g  kan ihvertfald - ved at kaste mig over velsmagens mangefacetterede håndbog (det er nu nok nærmest erindringens mangefacetterede velsmags håndbog), og kæle for det dårlige humør med lidt af dét, der kan få livet på benene igen.

For er der én ting, der kan gøre - om ikke helbredet, men så humøret - bedre, så er det når jeg tilbereder min mad. Og efterfølgende sætter den til livs, med saligt lukkede øjne.

Aaaahhhh......

Jeg ved jo godt, at det tager tid for kroppen at komme sig, efter dele af den er blevet smadret til atomer af strålingen - og jeg ved også godt, at det tager lige så lang, måske endda længere, tid, for sindet at falde til ro igen. Men jeg har opdaget, at bare jeg tillader mig selv at holde fast i øjeblikket, accepterer at det forrige minut aldrig kommer tilbage, og at lige om lidt er fuldstændig ukendt - så er det helt iorden at svede som et svin, aflevere gødning som en gravid malkeko, samt stønne som et urenoveret damplokomotiv fra forrige årtusinde.

For roen finder sin egen vej ind i øjeblikket, og lader mig acceptere det hele ganske som det er, med en viden om, hvad der kan ændres og hvad der ikke kan.

Sådan er det jo - Livet. Når jeg altså bare tillader mig selv at leve det.

Èn Dag Ad Gangen.

Det står ikke ligefrem i kø......

 .......... for at komme ud.

Overskuddet.

Det der fantastiske, der gør at kroppen nærmest summer af energi, og hjernen slår krøller på sig selv, for at få lov til at fortælle løsningen på Livet, Universet, og Alt Det Dér. Det, der gør at kroppen valser spændstigt afsted med lette, nærmest luftige, skridt.

Nope - nul - nej -og sletallerdeles ikke.

Det kunne ellers være så godt med bare en bette lille smule af det lige nu. Hvor kroppen nærmest bumper henover gulvet med fødderne slæææbende efter sig, og hovedet gang på gang på gang oplever smertefulde trigeminusneuralgiske jag gennem det ene øjenbryn - lige over det øje, der vælger at flyde over med væske af den slags, der danner hinde på øjeæblet......

En mund, der holder åbent for at lade lungerne forsøge at slå langelandsrekorden i hastig vejrtrækning -  og en stædigt vedholdende "reparationsfeber", der ændrer nætternes normalt lisefyldte genoprettelsessøvn til et mareridtsfyldt marathon gennem opvågninger ad libitum.

Så Nej - overskuddet er ikke til stede.

Og så alligevel.

For - når alting falder sammen, og kroppen nægter at være med - kan jeg ikke lade være med at brase, stege, kokkerere, krydre - og guffe i mig, heftigt nydende de kreationer, mine anstrengelser medfører.

Godt nok betyder det så, at jeg ikke har flere skeer (følg link'et) tilbage bagefter. Og at jeg kan se frem til timevis af absolut nulpunktsaktivitet, mens jeg prøver at samle energi sammen til - nå ja - at leve.

Noget, der af en eller anden grund lykkes igen og igen - heldigvis. For det vil aldeles ikke passe mig særligt godt - og sikkert heller ikke hverken hr. Lucifax eller min vidunderpragtfulde bonusfamilie - hvis alle mine ske-forbrugende og kreationsfrembringende aktiviteter kun havde ét mål :

Opbrugelsen af resten af dét, der er mig.

Rolig nu - det er helt sikkert det manglende overskud og den kraft- og sikkert også forhåbentlig kræft-ædende febrile del af mig, der jamrer løs.

For er der noget jeg er god til, så er det at jamre - NOT !!!

Ikke tale om, at jeg vil lade det manglende helbred og det manglende overskud nedlægge mig. Ikke tale om, at jeg efter at have nedlagt mit misbrug og været ædru i ni år og otte måneder(-ish), vil lade noget så simpelt som bivirkninger efter nedkæmpelse af "små" kropsmæssige vildvoksere, være andet end bump på en vej, der sikkert snart bliver væsentligt glattere at bevæge mig på.

Men for f*****, hvor er det dog ind i mellem svært.

Så det er heldigt, at jeg gennem de tidligere nævnte år og måneder (-ish) har lært netop dét, der gør det hele værd.

At tage En Dag Ad Gangen - i Sindsro.

Og Sindsro - gi'r overskud.

Pludselig opdager jeg............

 ........ at min håndryg gør ondt, fordi jeg har siddet og hamret den ned i bordet - gang efter gang efter gang,

Alene fordi frustrationen over alt det, der sker i mig og omkring mig just nu, efterhånden har nået så giftige højder, at gulgrøn damp nærmest hvæser ud af mine næsebor, mens mine tyndtstrammede læber åbner et lille hul, hvor knurrende forbandelser, eder, og almen raseri, strømmer ud fra.

Det skræmmer mig lidt. Eller - faktisk skræmmer det mig ret meget. For åbenbart er jeg aldeles ikke så tryg ved Systemets måde at behandle mine kræftknuder på, som jeg ellers har givet udtryk for.

Jeg føler, at der mangler noget - et eller andet, der kunne give mig som kræftpatient støtte, til at gå igennem de strålebehandlinger, der er afsat til at bekæmpe min krops cellemæssige anderledesheder.

Måske er det fordi, jeg har sagt nej til hormon og kemobehandling, og har afvist operativ fjernelse af prostata, at jeg føler mig sat i en skammekrog, af den slags ulydige børn blev sat i tilbage i trediverne.

Med tilhørende højspidset dummernikkelhat på hovedet, og ansigtet lydigt vendt ind mod den krog, "den voksne" har anvist. For når man ikke vil gøre, som der bli'r sagt, må man føle konsekvenserne. Altså dem, der ifølge samme "voksne" kommer, når man ikke bare adlyder.

Det er altså  m i n  krop. Ikke urinvejsoverlægens eller lungelægernes. 

M i n.

Og jeg er skam selv i stand til at bedømme, hvad der er nødvendigt at udsætte den for, ud fra de forskellige valgmuligheder der er til stede.

Hrmphf !!

Men frustrationen er der nu alligevel stadig, selvom jeg højlydt får gjort opmærksom på mit synspunkt - mit valg. For selvom det ville være perfekt, at kunne fortælle de dér såkaldte bedstvidende personager nøjagtigt hvordan jeg føler de har behandlet mig - nøjes jeg med at råbe højt indenfor mine egne fire vægge, samtidig med at jeg hamrer hånden ned i bordet.

Sgufandenoghelvedeogtisogmøg !!!!

Hvorefter jeg opdager, at jeg begynder at sidde og klukle af mig selv. Jeg knaldperle, der lader til at tro, at tingene bliver anderledes, såfremt jeg undlader at smile til Systemet og grine af knuderne. For uanset om jeg råber, skriger, bander, svovler, græder, lér, eller falder hen i flegmatisk sorthed - så sidder der to knuder i min krop, der skal fjernes.

Og dét - er lige præcis hvad de dygtige strålebehandlingspersoner gør alt, de har lært at gøre, når jeg er til behandling.

Heldigvis.

For de har sikkert både hørt og set alle former for opførsel fra patienter som jeg - mennesker, der er så angste for kroppens utidige forfald, at der bliver sendt krav om ansvarstagelse alle andre steder hen, end hvor det hører hjemme.

Hos mig - og i Sindsro.

Så pyt med, at jeg eftersigende er lige så umulig som en overgangsaldersramt kvinde. Lige så kortluntet, umulig at gøre tilfreds, skiftevis svedende og frysende, grådlabil og snøftende - og lige så ubevidst klar over - at det kun er en overgang.

Og overgange - dem ta'r jeg En Dag Ad Gangen.

Uro

 

Endnu en dag

i ensomhedens paradis

Og uanset hvor meget, jeg disker op med

suppe, steg, og is.

Eller krydrer med ting, kun pygmæer

har hørt om,

er der tavshed og sjælen

føles tom.

Endnu en tanke

blandt alle de andre,

der før, i en samtale, kunne få alle

til at vandre

rundt og diskutere det sjælfulde

indhold

til jeg længe efter midnat

var gået kold.

Endnu et digt

der fortæller dét ene

der på tidspunkter som disse

- så forbandede sene -

kan blive til et spørgsmål

mens stuen er tom.

Er du bare alene, eller

er du også ensom.

Én dag ad gangen.

Mens jeg venter på......

 Nej, det er ikke Godot, jeg venter på. Ham holdt folk op med at vente på for mange år siden.

Næh, det er såmænd bare telefonen, jeg venter på. Den skal nemlig gerne ringe her klokken fjorten halvtreds, hvor en ansigtsløs læge vil orientere mig om, hvad "man" har besluttet at tilbyde mig behandlingsmæssigt. Der er nemlig blevet afholdt konference om mig og min prostataknude, efter at jeg for cirka fjorten dage siden blev afvist til braky-terapi af Herlev sygehus.

Det havde jeg allernådigst fået mulighed for at blive indstillet til, efter af der - igen cirka fjorten dage tidligere - var afholdt en konference om mig og min prostataknude.

En konference, hvor jeg bagefter fik at vide, at  a l t  var på bordet. Braky, stråling, operation, hormon, og så videre. Og hvor jeg af den storsmilende læge blev fortalt, at såfremt jeg ikke blev godkendt til braky-terapi - skulle jeg gennem minimum 20 strålebehandlinger på OUH - og det ville man skam starte så hurtigt som muligt.

Men åbenbart er noget ændret - for nu sidder jeg og venter på besked fra en konference, der blev afholdt for tre dage side, og som - mente sekretæren - skam var nødvendig, for "man" skulle liiiige kigge mine skanninger igennem igen.

Hun blev en anelse mobset, den søde sekretær, da jeg fredeligt fortalte hende, at godt nok vokser prostatakræft langsomt (efter sigende), men den vokser.

Egentlig har jeg allermest lyst til at sige til dem, at de kan stoppe det hele op hvor solen ikke skinner, og lade mig og min bette klump passe os selv. Men - det er ret ildeset selv at ville tage kontrol over sit eget liv og sin eventuelle snarlige død. 

Suk.

Jeg ved det godt - det er min egen frustration der taler højt, arrigt, og inderligt inde i mig. Men et eller andet sted nyder jeg faktisk, at den gør det - og at jeg kan  l a d e  den gøre det. Noget, jeg i min aktive periode aldeles ikke kunne. For dengang var alle typer frustrationer kun beregnet på én ting - at finde hurtigste vej ned i flasken.

Jo, jeg er godt klar over, at det ikke er særligt sundt for mig, at gå rundt og være frustreret. Det påvirker ikke bare sindet, men faktisk også kroppen. Og kan på den måde medvirke til endnu hurtigere vækst i både min prostatakræft og min lungekræft.

Og det kan jeg jo ikke ha' - ka' jeg vel ?

Aaaarhhhh - for sgudafandenoghelvedeogmøgogsnotogpisogpapir altså !

Jeg kigger på klokken, og er helt overbevist om at tiden er gået i stå. Alt bevæger sig med dovendyrshastighed, og selv et pindsvin i hi bevæger sig hurtigere end viserne på det ellers så trofaste og pligtopfyldende ur.

Hvor der normalt ville lyde et tik tik tik tik tik, virker det som om uret modstræbende lader enkelte tiiiiik..................tiiiiiiik........................tiiiiiik ramle ud i et totalt trægt univers, fyldt med frygt, angst, håb, bæven - og en bevidsthed om, at der snart bør ske et eller andet.

Naturligvis kan jeg skære mit "En Dag Ad Gangen" ned til "Et Øjeblik, Et Sekund Ad Gangen", og på den måde lade mit sædvanlige litanie lyde indtil flere gange efter hinanden.

Sindsro, Mod. Visdom.

Og det gør jeg da også - men det ændrer ikke ret meget på den uro, der valser rundt inde i kroppen, og som truer med at lade en endnu større uro valse rundt i alt, jeg laver. Men det tillader jeg ikke.

Jeg gentager - Det Tillader Jeg Ikke !!

For uanset hvilken besked, jeg får når telefonen endelig ringer - så kan jeg først gøre noget, når jeg har hørt den. Først tage stilling, når mulighederne er blevet præsenteret for mig. En stillingtagen, der indebærer fuld accept af eventuelle konsekvenser.

Og er der noget, jeg er ved at være fuldbefaren i - så er det Accept.

Både af negative og af positive konsekvenser, af de valg jeg har truffet gennem livet. For det eneste, jeg kan - er at Acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, Ændre de ting jeg kan - og finde Visdom til at kende forskel på de to.

Så det gør jeg.

Hjernemylder - mylderhjerne.

I fjernsynet er der halvtreds forskellige varianter af grå, og på den stofbetrukne kontorstol ligger den feline variant af samme farve, bare i sin dybeste mørke version, og snorker blidt, mens den sorteste sorte mentale sky langsomt driver rundt i stuen og tilføjer sin helt egen klang af tanketorden og bekymringslyn.

Inde i min hjernebark vælter den ene ordtsunamiskylle efter den anden ud mellem de snart alt for overarbejdede tankeceller i bølger af skumdansende fremmedord. Braky, kurativ intenderet, intraduktale karcinomer, symfyseinterferenser, mitiografi, og andre lægelige litanier, hopper fra bølgetoppene som små dråber, der hurtigt opsluges igen af det fremvældende mylder.

Og egentlig kan det hele beskrives med ganske få ord. To og to - og med punktum imellem, så de står så fuldstændigt skræmmende, som de er født til at være.

Min Kræft. 

Min Angst. 

Min Frygt.

Min Bekymring.

Toordssætninger, der i deres enkelthed fuldt ud beskriver alt det, det her indlæg er fyldt af. Og som også er starten på alle de nødvendige tanker, handlinger, og konsekvenser, der står parat til at skubbe alt andet til side, og springe ind på førstepladsen - ind, og stå helt dér fremme, hvor jeg er hamrende pinenødt til at tage dem alvorligt, og udføre dem.

Mit hoved føles, som er det ved at koge over. Helt på samme måde, som dengang jeg var aktiv, og på vej ned i den nærmeste flaske.

For det var jo på dén måde, jeg før i tiden ville have "løst" det hele. Ved at flygte fra det, og gemme mig i den nærmeste sø af øl, mens jeg desperat forsøgte at manipulere alt og alle omkring mig til at tage ansvaret fra mig, og bestemme hvad jeg nu skulle gøre.

Men de dage er ovre for længst. De måder at re-agere på blev sendt ind på et sidespor uden mulighed for at kunne vende tilbage til det spor, jeg lige siden har tøffet videre i livet på. For de og den måde at leve på, har intet at gøre i den verden, jeg gennem mere end ni år har kaldt - og stadig kalder - min.

Alligevel dukker ëkko'erne af fortidens aktionsmåder op inde i min hjernebark, og får lagt en fedtet film af selvfed bekymringsangt over det hele. En lille djævelsk hvisken af ord, der allesammen indeholder promiller, og som tigger om at blive revet over på hovedsporet igen.

Og muligheden for at kunne vurdere mig selv og mine kræftknuder - (er I klar over, hvor svært det er bare at  s k r i v e  ordet?) - sagligt, vurdere de muligheder jeg har for behandling, vurdere den tid jeg måtte have tilbage hvis, såfremt, i fald..................

Den mulighed er så svær at få taget frem i lyset, at jeg må bruge alle mine mentale kræfter på at sørge for den ikke glider ud af hænderne på mig.

Men jeg holder fast på den, gør jeg. Griber den i et knugende favntag, mens jeg indædt mumler at det er  m i t  liv, og at jeg og jeg alene er den, der kan tage stilling til, hvordan jeg accepterer mine kræftknuder, hvordan jeg får dem ændret, hvis jeg kan -  og hvordan jeg finder den viden, der gør at jeg kan beslutte mig.

Suk.

På kontorstolen er husets feline overhersker vågnet, og strækker sig velbehageligt. Uvidende om dagen imorgen, og ubekymret om dagen i går - bare tilfreds i nu'et. En enkel, lille handling, der på én gang sætter mine omkringsigvæltende katastrofetanker i relief, og får mig til at huske på, at også jeg, bør nøjes med at leve her og nu.

For det er jo alt jeg kan - i dette liv. Om det næste bli'r anderledes ved jeg jo ikke - måske bli'r det et liv i et univers, hvor tiden ikke er en konstant, men en evig vælten rundt mellem for- nu- og fremtid. Og hvor der på dén måde bli'r mulighed for at lære, hvordan det ville være, ikke at skulle bekymre sig om andet end  n u .

Hvilket jeg ellers har taget tolv trin hen imod at kunne allerede her - og nu.

I Sindsro.

Dagen før dagen, hvor..........

 ........... jeg får afgørelsen, og endegyldigt finder ud af om jeg kan, må, og skal.

Og ja - jeg er en anelse småbekymret - sådan bare lige af den slags, hvor der ligger en lille kugle af et eller andet, og rumler hvileløst rundt nede i mavesækken, mens den ellers så fornuftige aftensmad forarget rykker ud til siderne for at give den plads at rotere på.

Det er lige før, at jeg kan høre æblestykkerne fra min mega-gedeoste/æble/tomat-og-andet-godt-salat, spidst hviske til hinanden, at det dog ligegodt er det værste, de har været ude for, siden dengang den blomst de udviklede sig fra, blev voldtaget af en forbipasserende bi af ukendt køn.

Og mens de, samt de let itustykker tyggede salatblade, fortsætter med at være så forargede, at de sammen med mavesyren højst sandsynligt vil udvikle gas nok til at drive det nærmeste kraftværk i mindst en time - så samler den rullende bette kugle materiale nok til at kunne udvikle sig til en direkte angst.

Hvis altså ikke det lige er fordi jeg heldigvis er istand til at bruge mit faste aftenlitani, som beroligende middel.

At acceptere det, jeg ikke kan ændre.

Det er nu alligevel ret åndenødsskabende, at jeg på den måde pludselig føler frustrationer vælde op i mig. Over kræftknuderne - se, jeg  k a n  godt sige det: kræft, kræft, kræft..... - over den kommende behandling af prostatakræften (hvis det altså bli'r godkendt), over den måske afsluttede behandling af den minimale lungekræftknude, over køreturen til Herlev i morgen, over udsigten til endnu en gang at skulle gennemføre en flow-test, over..........

Jeg kunne blive ved -  for et eller andet sted har de bettelille små frustrationer, jeg gennem så mange år har gjort  mit bedste for at udtvære, udviske, udradere, fundet plads til at næres af uvisheden over det ukendte, der sker både i min krop og udenfor den.

Og det føles nærmest som om det hele er en endelig lakmusprøve på det livsmod, jeg fandt niogtyvende april tyveseksten. Det livsmod, der lige siden har været en sart stærk og rolig baggrund for hele den udvikling, jeg og mit sind har gennemgået på daglig basis.

At finde mod til at ændre det, jeg kan.

Der var bare aldrig nogen, der fortalte mig at den fremtid, jeg naturligvis intet aner eller anede noget om, pludselig skulle indeholde noget, der har fået dele af min krop til at voldformere sig selv - skjult, uanet, uset, og uden nogen hverken ydre eller indre tegn, der kunne have advaret mig på forhånd. Bare - så jeg i det mindste havde haft muligheden for selv at ha' dukket op ved lægen med en bekymring om, at et eller andet var galt.

Det hører så til blandt de ting, jeg ikke kan ændre - for det er fortid, og dermed allerede sket. Så det må jeg finde ro i kroppen til at acceptere.

Det' sgu svært, det her.

Jeg ved jo godt, at den sidste del af mit aftenlitani - Visdom til at kende forskel - er indlagt, banket ind som stålsøm, automatintegreret - i den konsultation på Herlev Sygehus, jeg er så hvileløst urolig for her og nu. 

For netop dét, kan jo være en del af de ord, lægens mund verbaliserer i morgen eftermiddag. 

Forskellen.

Endnu ikke med prædikatet Liv eller Død - men med muligheden. Endnu ikke med udsigten til Kort eller Lang - behandlingsmulighed. Endnu ikke med nogen som helst viden om noget andet end - at jeg er urolig og bekymret.

Suk.

Sådan er der jo så meget, jeg ikke har nogen som helst mulighed for hverken at vide noget om, eller kunne påvirke. Og det eneste, jeg med sikkerhed kan - er at gentage mit aftenlitani igen og igen.

Sindsro, Mod, Visdom.

Lige indtil mit blik, der ellers har flakket en anelse forvirret rundt i universet, lander på den i kontorstolen roligt slumrende Lucifax, og krystalklart minder mig på, at eftersom jeg intet kan gøre ved fremtidige hændelser - uanset hvilken slags eller eventuel indvirkning på mig og mit liv - så kan jeg lige så godt nøjes med at trække vejret dybt, nusse det slumrende rovdyr nænsomt i nakken - og vælge at stole på Livets evne til at gøre dét, der er nødvendigt for at leve.

Også selvom jeg ikke ved, hvad det så er. For bare dét, at den er dér - Livet evne til at gøre det nødvendige - vil til alle tider være mere end nok.

Hvorefter jeg pludselig opdager, at det ikke længere "bare" er en hvileløs urolighed, der drøner rundt inde i mig - men også en spændt erkendelse af, at Livet - selv når det gør ondt - er en spændende og lærerig tilstand.

Én dag ad Gangen.

Hvis ikke............

 ................ du ta'r din sygdom alvorligt, så vil dén tage dig, alvorligt.

Den er værd at spekulere over, den dér sætning. Både som gammel sproglærer - for den viser hvor stor betydning et komma kan have. Men også som sygdomsramt, for netop dér er den en del af virkelighedernes virkelighed - uanset hvilken sygdom, jeg lider af.

Dem har jeg - som I sikkert ved - en del af. Sygdomme - der kan tage mig ganske grufuldt alvorligt. Ikke bare kan mine rebelske knuder i lunge og prostata gøre gevaldig skade på min krop og mit liv - endda i sidste ende slukke det, hvis ikke jeg gør noget ved dem - de kan også i det ganske skjulte snige min anden livsfarlige sygdom ind fra sidelinien.

Den dér nærmest altoverskyggende, ødelæggende, organsmadrende, hjernedestruerende, dødelige misbrugsdims, der før i tiden nærmest bestemte alt i mit liv.

Min alkoholisme - eller, for at bruge et mere ligefremt sæt ord - min indre trang til at vælte sprut ned i halsen, for at kunne opnå få øjeblikkes salig fred for alt det, der plejede at pine både mit indre og mit ydre. For det vanvittige ved dén sygdom er, at når først jeg starter - kan jeg ikke stoppe.

Eller - jeg vil ikke. 

Og mens jeg så vælter mig rundt i såret selvmedlidenhed og skamfuld erindring om alt det, jeg har ødelagt omkring mig - ødelægger sprutten lystigt løs på de organer, den kommer i nærheden af........

Hvilket er ganske forståeligt - det er jo et opløsningsmiddel i sin essens, som kroppen til en vis grænse godt kan nedbryde til lidt mere ufarlige stoffer. Men ikke uden at C₂H₆O har sørget for at påvirke sind, hjerne, fysik - og alt det dér udenom.

Til gengæld er behandlingen af mit misbrug både ganske enkel - og ganske besværlig. For, til forskel fra behandlingen af mine forskellige vildtvoksende knuder ( hvilket bli'r med braky-terapi, hvis jeg bli'r godkendt), så skal jeg "bare" undlade at indtage den første drink, første øl, første "whatever-alkohol".

Nemt, ikk'?

Både og, vil jeg sige. 

For selvom jeg lader den første stå, så er der jo det dér med tankerne. De irriterende små hviskende hjerneforstyrrere, der nærmest uundgåeligt summer rundt i skallen på mig, og forsøger at få mig "tilbage på sporet" igen. For - så kan jeg jo undlade at tænke på alt det, der ellers piner mig - undlade at tage stillling til de mere alvorlige dele af livet - og undlade at huske på alt det, jeg har været skyld i, gjort eller undladt at gøre, alle de skader jeg har påført mig selv og andre, gennem hele mit aktive liv.

Rolig nu - jeg er på ingen måde på vej ind i et tilbagefald. Ej heller har jeg hverken større eller mindre trang til mit (tidligere) favoritstof, eller foretaget mig noget, der kan være farligere for mig, end det livet giver mig til hverdag.

Og nej - det er ikke hverken fordi jeg er blevet hellig, frelst, salvelsesfuld, eller lignende mærkværdigheder. Jeg bruger bare mit fællesskab med andre ædru alkoholikere som basis i mit liv, og som samtalevæg når der er brug for det.

For selvom jeg er ædru på tiende år, er jeg nøjagtig lige så langt fra den første, som den ny-ædru, der stadig har sidste aftens tømmermænd hængende bag hjerneskallen. Og er hverken profet, guddommelig, eller hellig mystiker.

Jeg er bare ædru, og har erkendt at ord der udtales, kan gøre mindre skade end ord der ikke gør. At dét, at tale sammen - at række ud efter andres erfaringer - kan være livsberigende. Og hjælpende.

Igen - rolig nu - jeg ved godt, at det at sige at jeg er alkoholiker ikke er dét, der bringer mig på rette vej. Men at jeg minder mig selv på det dagligt, er med til at holde den flaske væk, der ellers kunne vælte hele læsset - og dermed med til at jeg kan tage Én dag ad gangen igen og igen.

Jeg har ikke løsningen - eller det gyldne snit - eller hvad der nu for den enkelte er den bedste vej til erkendelsen af sygdommen. Og den "version" af sygdommen, jeg har - er i allerhøjeste grad min egen. Også selvom den ligner alle de andres til forveksling - for den er min variant - og måden jeg holder mig ædru på, er min vej.

Du må da gerne have det lige som mig - for selvom du har det på samme måde, så vil det være din vej og din sygdom. Selvom jeg gerne deler af mine erfaringer, vil jeg på det kraftigste anbefale dig kun at tage dét, du kan bruge - og smide resten væk.

For selv i en sygdom så alvorlig som alkoholisme, er vi forskellige mennesker. Ramt af det samme, ja - og istand til at gøre brug af hinandens forskellige erfaringer og fejltagelser. Noget, der netop er medvirkende til at gøre fællesskabet mellem os, der er ramt af sygdommen, så stærkt og brugbart. 

Og medvirkende til, at vi altid kan komme tilbage til fællesskabet efter et tilbagefald - for der er altid én, der har haft det lige som os, været på samme sted som os, og reageret på samme måde.

Så skulle du, kære læser, have behov for at række ud efter støtte til at erkende din egen sygdom, er der altid ører i fællesskabet, der er villige til at lytte og dele egne erfaringer. Du skal bare tage det dér "farlige" første skridt selv.

I Sindsro.

Midt nat...............

 ...... eller næsten tidlig morgen.

Der er mange måder at beskrive klokken hverken aften, nat eller morgen på.  Og som nyctophil burde jeg være ikke bare i besiddelse af de første hundrede måder at gøre netop dét på, men også i besiddelse af en eller anden form for afslappethed, når jeg sidder og nyder det fløjsbløde mørke, en sådan "midt i det hele" nat indeholder.

Hvis altså ikke det var fordi jeg er blevet underrendt af min krop, der vil blæse højt og flot på, at tidspunktet er et af mine nydelsesøjeblikke. Og har valgt at sætte gang i en Robinson-dyst værdig produktion af sved, hedeture, og ømme muskler.

Suk.

Jeg kan da godt lige citere fra bivirkningskataloget - altså det, der grumt og ligefremt opremser de forskellige muligheder for protonkanonmål som jeg - men det vil nok bare være nemmere at remse op hvad jeg  i k k e  er ramt af. Smerter i spiserør, strålepneumonitis (fedt ord, ik'?), og kvalme.

Men ellers rammer resten ganske godt plet.

Jeg er træt, har feber - eller noget, der ligner - og føler det som om jeg har gået ti omgange mod Muhammad Ali. Hvis altså der er nogen, der kan huske ham.

"Sting like a bee, and dance like a butterfly."

Hæh - lige her og nu kan det mest undersættes til "Stinker som en bæ, og kan slet ikke danse" - men det er sikkert kun en overgang. En af den slags, jeg om x-antal tid vil smile overbærende af, og kun huske de helt specielle højdepunkter fra.

Herunder, at min bette missemand - mit livs Lucifax - nærmest krøb helt ind i mig, storspindende og varm, sikkert for at forsøge at afhjælpe mine pludselige temperaturspring, og ganske givet for at trøste med al den kærlighed hans lille missekrop kan udstråle.

Jeg elsker sgu det bette kræ..............

Egentlig er det underligt, hvad jeg lægger mærke til, når jeg sådan ganske pludseligt er nødt til at afbryde min skønhedssøvn - i mit tilfælde mere søvn end skønhed. For mens jeg stod og kiggede mat og vattet ud af mit køkkenvindue, traskede en natmørk vagtlæge forbi - åbenbart efter at have besøgt min søde nabo.

Og straks myldrede de mærkeligste tanker frem i mig.

Var det derfor, jeg vågnede? Fordi hun havde brug for hjælp ? Kunne han ikke lige have kigget ind til mig - sådan, to for en's pris agtigt ? Skal jeg gå ind og kigge til hende ? Eller skal jeg bare vælte kraftesløst om i kontorstolen, og hælde en liter kaffe indenbords.........

Den slags tanker kan fylde så meget, at jeg slet ikke når at reagere på nogen af dem, før der er gået så meget tid at det kan være lige meget. Og jeg så finder mig selv siddende ved tastaturet - godt i gang med at jamre løs over den uretfærdige verden, der åbenlyst ikke under mig en fredfyldt nat med paradisagtige drømme om god mad, søde kvinder - smukke kvinder -, og temperaturer af den slags en krop i natlig tomgang helst skal have - så er der sikkert en god grund til det.

Men hva' - det er vel slet ikke så slemt endda, når missemanden ved siden af mig har beslaglagt mine lammeskindsfutter, og storspindende ser ud til at huske mig på, at livet ikke er det værste. jeg har.

Bare jeg husker på at leve det én dag ad gangen - og uanset hvor svært det kan være lige her og nu, at finde frem til den nødvendige sindsro, så stadig vide at den skam er der. Lige til at tage fat i og bruge som førstehjælp mod det, jeg ikke kan lave om på.

At min krop reagerer ganske naturligt på dét, jeg har budt den. Dét, der åbenbart er nødvendigt for at slippe af med de sorte "pletter", der ellers troede de kunne bestemme det hele. Så på samme måde, som jeg har haft taget fat i de sorte "pletter" i mit sind og min fortid, og ladet realiteternes klare lys gennemstråle dem, med efterfølgende kraftige reaktioner fra mig selv og min omverden - vil jeg lade protonkanonens gennemstråling af de fysiske "pletter", og de bivirkninger der måtte komme, glide ind under accepten, erkendelsen, og forståelsen.

I Sindsro.

Jeg har ikke brug ......

.... for vrede.

.... for magtesløshed.

.... for negativitet.

.... for angst.

Alle disse ting, som jeg tidligere drak på - tidligere gjorde mit bedste for at få til at opstå, så jeg kunne se frem til endnu en dag, en aften, en uge, en måned - eller mere - i flaskernes tegn. Alle disse ting, som jeg har bekæmpet, anerkendt, undgået, set i øjnene, vidst var farlige for min ædruelighed.

Alle disse fortidslevninger, jeg har levet i skyggen af uden at vide, de kunne opstå igen. Og vokse til frygtindgydende højder, i løbet af - ikke måneder, ikke uger, ikke dage - men bare i løbet af nogle få timer, hvor jeg pludselig følte afgrunden snublende nær.

Igen.

For når jeg kigger tilbage i mit liv - tilbage til dengang før var nu - og tænker over hvad det egentlig var, der fik mig til at vælte hovedkulds ned i opløsningsmidlet selvom jeg havde været ædru i flere år. Tænke over, hvad der også var med til at rive tæppet væk under fødderne på mig, dengang - så var det jo ikke kun min manglende lyst og evne til at ville være ædru for min egen skyld, og ikke for andres - men også netop dé fire dæmoner, der bare lå i baggrunden og ventede på at slå til.

Det var så også dét, de gjorde. 

Dengang.

Efter længe at have sneet sig rundt i mit sind, og ledt efter de huller der var nødvendige for dem - lod jeg dem slå hårdt og skånselsløst til. 

For jeg vidste ikke bedre.

Men denne gang - i dag - har de ikke sneget sig rundt i mit sind og ventet på at kunne slå til - ventet på, at vreden, magtesløsheden, negativiteten, angsten, skulle dukke op i mig og lade frustrationernes galde vælte op i halsen på mig.

Og det  var bare en lille ting - at min havemand, der ellers har været så trofast som få, pludselig svigtede mig uden forklaring to dage i træk. Ikke reagerede på sms'er eller opringninger. Ikke reagerede på voicemails. Ikke........

Dagen før jeg skal under kniven for at få taget små klumper ud af min prostata. Dagen før, at jeg frygter alt kan gå galt. Dagen før sortheden står parat til at slå til.

Jeg havde ellers forberedt mig på morgendagen, så godt som jeg følte jeg var istand til. Med dybe tanker, samtaler, beroligelser, og selvforkælende adfærd - så jeg imorgen tidlig ville kunne smile til en kronhjort og fløjte til en stær, mens den helt sikkert venlige og rare flex-chauffør ville samtale mig gennem hele turen ind til den kirurgiske afdeling der venter på mig.

Snuble, sagde det bare............

Og pludselig kunne jeg føle alt det, jeg hverken har brug for eller råd til, vælde frem som et kildevæld i et udtørret skovbryn. Men ikke med friskt, klart vand - med klumret, beskidt, galdefyldt bræk. Pludselig følte jeg, at jeg stod på en ganske tynd afsats, der stille og ondskabsfuldt smuldrede under mine fødder, så jeg om ganske ganske snart ville vælte ned i - ikke flaskerne, for dem ville der stadig være et stykke vej hen til - men ned i alle de dér modbydeligheder, der uundgåeligt før i tiden ville have forlangt at blive skyllet væk med mit yndlingsopløsningsmiddel - alkohol.

Skræmmende.......

Og først hér - timer efter de første vrede tanker, den første negativitet, angst, og magtesløshed var væltet frem - begynder jeg at bruge alt det, jeg har lært af at være blevet ædru for min egen skyld, som middel mod den grumsede, grågrønne og brækfyldte flodbølge, min helt egen privatpersonlige Limpopoflod forsøgte at nedlægge mig med.

Det tog bare ét enkelt ord, at få fred nok i sindet til at opløse den, og få tid til at tænke situationen igennem.

Sindsro.

Bare tanken alene var nok til at få de nødvendige følelser på plads, og gennemgå det, jeg ved jeg er nødt til i en sådan situation.

Mod.

Som nødvendigvis må findes, for at ændre det eneste, jeg  k a n  ændre i dén her hvirvelvind af tankemylder - og acceptere, at det ikke lige blev denne gang, jeg fik sat styr på hverken vildtvoksende have eller de ting, jeg ikke har kontrol over.

Visdom.

Og så forsøge at finde ud af, om der er sket noget med min havemand, eller om han bare er for flov over ikke at have husket mig, ikke have kommet, og ikke have givet besked. På en dag, hvor regelmæssighed og first things first var sat i højsædet, fordi jeg på dén måde håbede på at kunne overstå morgendagen mentalt på forhånd.

Men jeg kan ikke bestemme over imorgen. Ikke bestemme over, hvad der kan ske, hvad der vil ske, eller hvilke konsekvenser, der vil dukke frem af morgendagens biopsi.

Så nu sidder jeg "bare", med en udefinerbar angst som jeg er nødt til at tage livtag med, indtil morgendagen er overstået - og indtil resultaterne fra dét, der skal ske, ligger parat på lægens bord.

Og nej - det er ikke min havemands skyld, at jeg har det sådan. Det er min egen. For det er kun mig, der er ansvarlig for alt i mit sind. Ansvarlig for at finde og give mig selv dét, der skal til.

Sindsro.

Én dag ad gangen.

Tre små ord.

 Pludselig sidder jeg og spekulerer på, om der er noget galt med mig. 

Altså - ud over de dårligdomme, der er kommet helt af sig selv med tiden - og udover den dér irriterende nodulus, der har valgt at tage sæde i min ene lunge.

Jeg har nemlig hverken råbt, skreget, tudet, eller banket hænderne til blods i afmagt, efter jeg har fået serveret dommen for et par dage siden.

"Du har kræft."

Tre små ord, der siges at have enorm indvirkning på os mennesker - og som kan få os til at gå helt bersærk, når det går op for os at vi ikke lige har kontrol over dén del af kroppen, men at den selv bestemmer hvor vildt, voldsomt, og vanvittigt den har tænkt sig at vokse. Ord, der efter alt hvad jeg har hørt og læst, får folk til at ændre livsretning, indstilling, følelser, og så videre, og så videre.

Men - ikke endnu.

Istedet er jeg bare nærmest følelsesløs. Som om det ikke har den store betydning for mig, at jeg i værste fald kunne miste livet til den dér grimmernikkel. Og uroen inden i mig, føles nærmere som om den hænger sammen med min - bekymring? - over ikke at have reageret, som jeg eller altid er blevet fortalt eller har set, at folk gør.

Med afmagt - fortvivlelse - og til sidst accept.

Måske hænger det sammen med, at jeg allerede er i besiddelse af en potentiel livsæder - en mulig dræber, af de værste - min afhængighed, min alkoholisme. Og måske hænger min manglende bekymring også sammen med den sandhed, jeg efter at have følt dyb afmagt, dyb fortvivlelse, og regulær dødsangst, over at være alkoholiker, endelig opdagede.

At jeg er nødt til i Sindsro at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Og finde Mod til at ændre dem, jeg kan.

Og nej - jeg har ikke glemt Visdommen, der skal til for at kunne kende forskel - for den er jeg i fuld gang med at finde frem til, med dygtige lægers hjælp. Læger, der meget gerne skulle kunne acceptere at jeg selv bestemmer, hvad der skal ske i mit forløb sammen med dem. Og som under ingen omstændigheder får lov til at tage magten over mit eget liv fra mig - hvad jeg ellers har hørt mange steder skulle være noget, der er nogle af dem der forsøger at gøre.

På den måde er det vel også meget nemmere, for sådan en sundhedsperson, at kunne planlægge sin hverdag og sit arbejde. Bare patienten gør, hvad der bli'r sagt - så ender det sikkert som lægen har tænkt sig.

Men det er jo ikke lægen, der skal styre. Han skal udøve sit erhverv, og ud fra patientens ønsker, søge at ende dén uholdbare situation, sygdommen har sat patienten i.

Alt andet lige - så er det dét, jeg føler sker i øjeblikket. At jeg bli'r hørt - at jeg bli'r anerkendt - og at min selvbestemmelse fuldt ud eksisterer uden at blive forsøgt ændret.

I guder, hvor er det rodet, det her. 

Gående fra at være bekymret over ikke at være bekymret - til knurrende at hvæse "Selvbestemmelse!" ud over læger, der sikkert kun vil mig det bedste, og som kan udstyre mig med den Viden, der skal til for at jeg kan finde ud af, hvad jeg vil.

Men måske er det netop dét, der er  m i n  måde at reagere på, da jeg hørte den søde, velartikulerede, og dybt professionelle læge sige de tre ord, jeg nævnte tidligere.

"Du har kræft."

For hvor roligt, jeg end reagerede, da hun sagde dem, så agerede jeg efterfølgende overfor ikke bare mig selv, men også mine nære og kære, med stentordnende skråsikkerhed - Jeg bestemmer selv, hvad der skal ske ! Og det, der skal ske, er det, der skal ske.

Eller...........

Selvom jeg føler, at jeg er klar på at acceptere det, jeg ikke kan ændre - i Sindsro - så har jeg en fornemmelse af, at der allerinderst inde sidder en lille mig, og venter på at kunne vaske angsten og usikkerheden væk med en omgang tårer.

For uanset hvor stærk, afklaret, eller sindsrolig man (jeg) er, så er det altid iorden at have - og at vise - følelser omkring det.

Phew........

Egentlig skulle det her blogafsnit have handlet om alt det, der er sket de sidste dage. Altså alt det, der ikke er nævnt ovenfor - skanningerne, undersøgelserne, turene med Flex, og alt det dér. Men da det ikke - sidder jeg og føler lige nu - vil have nogen form for plads i dét, jeg endte med at skrive - bli'r det til en anden god dags skriblerier.

For gode dage er det, jeg håber at have i udsigt.

I Sindsro.

Lyserøde tanker.

 Hvem sidder dér bag skærmen - med klude om sin hånd....

Det' sgu mig - og det er min venstre hånd, der har klud om sig. Eller rettere - en handskeagtig strikkehæklet ting, som det nødvendigt for mig at tage på en gang imellem. Men kun, når min venstre hånd - og arm - vælger at mene at temperaturen er en hel anden, end den er i virkeligheden.

Det er nemlig en del af dét, at være mig. At min venstre side - altså af kroppen - og især min venstre underarm og hånd, som hovedregel mener at det er koldt, når det er varmt - og varmt, når det er koldt. En bette underlighed, der opstod dengang for fem år - godt og vel - siden, da mine sidste fuldgyldige blodpropper i hjernen - helt nøjagtigt i hjernestammen - slukkede for signalerne fra hele det net af smertereceptorer, der er i venstre side af kroppen.

Og i højre side af ansigtet. Og venstre lunge. Og det meste af min tarm.

Her er det så, at det bli'r en anelse mysteriofystisk, som børn mellem seks og ti sikkert kunne finde på at sige. For - netop dét, at jeg ikke føler nogen smerter i dét, man med pæne ord ville kalde "den nederste del af afføringssystemet", eller med endnu pænere ord (især for egern) "nød-udgangen", er medvirkende til at gøre min nuværende situation en anelse speget.

Jeg har nemlig for et godt stykke tid siden, erhvervet mig et sæt hæmorider præcis dér hvor "den indre verden" bliver til "den ydre verden" - noget, der efter sigende skulle kunne medføre forskellige versioner af Avs'ere, såfremt de bli'r store nok til at skabe problemer - eller endegyldigt finder på at briste, og udløse en mindre tsunami af vampyrernes yndlingsspise.

Blod.

Jeg kan bare ikke mærke, når de gør det. Og dét har de fået for vane at gøre mindst én gang om dagen. Til gengæld kan jeg hilse og sige, at  l y d e n, der opstår når de "popper" minder alt for meget om lyden, der opstår når jeg "afgasser". 

Så du kan sikker regne ud, kære læser, at når jeg vælger at sige, at jeg ser lyserødt på tingene, er det ikke det rene gas.

Suk.

Hvad har så det at gøre med "kluden" om min venstre hånd, spørger du sikkert. Ikke en dyt, men det var netop dén, der mindede mig på at jeg havde lyst til at skrive lidt om det nyeste skud på "her-går-det-godt-med-masser-af-sygdom"-stammen.

For, jo - selvom jeg måske nok vælger at beskrive det ironisk, muntert, afslappet, så kan det ikke undgå at påvirke mit daglige humør mere end en anelse. Faktisk så meget, at jeg i dag opdagede en sort tanke, der forsøgte at snige sig ubemærket ind i mit sind. Sikkert med det formål at slå rod, og sprede sig selv til alle mulige aspekter af dét, der er mig.

Men næh nej - den blev pænt sat på porten, og bedt om at forføje sig tilbage til de dystre tankers hjemstavn, hvor den helt sikkert vil kunne finde nogen at brokke sig til, over ham dér den underlige ædru alkoholiker, der ikke en gang vil lade sig friste af en enkelt nedslående dyster sort tanke. 

Hrmfph !!

Og alt hvad jeg gjorde, var at bruge min spraydåse med Sindsro, for at få de ellers så hyggelige lyse tanker til at returnere. De var nemlig blevet forsøgt skubbet ud af bane, mens den sorte tanke forsøgte at finde fodfæste.

Jeg har nemlig valgt, at fokusere på, at jeg lever her og nu - og se på alt det lyse, mit liv indeholder. Mine venner - hvor få de end måtte være. Min pragtfulde bonusfamilie, og deres glade smil når de beretter om de snurrigheder, glæder, og den lykke, deres hverdage indeholder.

Og min ædruelighed. For uden den, tror jeg næppe at jeg kunne holde selvmedlidenheden, selvhadet, og alt det andet der var så fremherskende i mine knapt så ædru år, stangen. Og jeg tror heller ikke, jeg ville have fundet den lille sjæl, der dagligt får mit hjerte til at flyde over med kærlighed, og som fylder mig med en rolig forvisning om, at det nok skal gå alt sammen.

Min bette misseprut. Min Lucifax.

Jeg kan godt høre dig, kære læser - og især din brummen over at jeg nævner den bette luskefis som mit allertætteste - mit hjerte og min hverdag - istedet for de mennesker der også har fundet hver deres plads i mit hjerte. Tag bare ikke fejl - for dem elsker jeg også utroligt højt. Lige så vel, som jeg elsker mine egne børn og børnebørn grænseløst - uden egentligt at kende ret meget til dem.

Jeg har jo ikke snakket med dem, eller været en del af deres liv, i ret mange år efterhånden. Hvilket i sig selv er en lang historie, men som kan koges ned til min egen svigt af dem gentagne gange. Svigt, som jeg bittert fortryder, men som jeg jo ikke kan ændre.

Sådan er det jo med fortiden - den kan ikke ændres, men kun accepteres . og læres af.

Uanset - så elsker jeg dem allesammen.

Lige nu står Lucifax ved siden af mig, og forlanger stædigt min opmærksomhed. Klokken er nemlig blevet "nu-er-det-på-tide-jeg-får-mad-igen"-tid, og er der én ting jeg har lært gennem mit samliv med den sortpelsede Hersker Over Huset, så er det at han er ret meget et vanedyr.

Men skidt pyt - for det er jeg også.

Så jeg vil gå i køkkenet - finde lidt mad til ham (det er nemlig ikke mængden, men aktiviteten, han er vane af) - og endnu en gang gå ud i et bette rum, hvor jeg igen kan se lidt lyserødt på tingene. 

Med smil på læben, og Sindsro i hjertet.

Hallo, derude.........

 Jeg er blevet set......

I ved, sådan rigtigt gammeldags  s e t. På en måde, som jeg i min nuværende tilstand af følelsesløshed ikke havde regnet med ville kunne ske. På en måde, som fik fugten frem i øjenkrogene, og næsten på magisk vis genskabte tilliden til sundhedssystemets ansatte.

Ok, måske er det at tage munden for fuld. Især efter de seneste to ugers besøg på et af landets efter sigende mest kompetente sygehuse. Et sted, der de sidste fem år har set mig med jævne mellemrum, og taget sig godt af mig på ét område.

Nemlig de gange jeg enten har haft en stædigt fastsiddende blodprop i hjernen, eller en mere flyvsk og forbipasserende en af slagsen. Godt nok har der ingen været de sidste - bank under bordet - to år, men det gør jo ikke dén afdeling ringere.

Til gengæld har mine besøg på en helt anden afdeling - i en ligeså dødalvorlig anledning - just ikke været af den mere beroligende eller omsorgsholdige slags. Selvom personalets professionelle standard ganske givet er stor og effektiv, så burde man måske inddrage patienten - mennesket - bag den mulige diagnose, på en mere varm måde.

Pyt.

Den type brok skal afleveres det sted, hvor den er opstået. Så det bli'r den, når den endelige dom skal høres.

Den tid, den sorg.

Men glæden ved - ganske pludseligt - at blive set og taget om, skal råbes ud fra hustagene og gøres til genstand for al den smilende, krammende, glædesfyldte opmærksomhed, som det er muligt.

Forhistorien indeholder også, at jeg - sådan rent en passant - fik at vide, at eftersom min bette, og for os mænd faktisk ret uundværlige, prostata nok lige krævede min egen læges opmærksomhed, da en del af den lyste op som et juletræ den fireogtyvende december ved PET-scanningen -  men at jeg sandelig selv måtte sørge for at kontakte denne og aftale en tid til undersøgelse - en undersøgelse, som kunne have været udført samtidig - og blodprøver, der også kunne have været taget samtidig med besøget på det her megastore sygehus med mange ansatte.

Og ingen melding om, hvorvidt det skulle ske hurtigt, eller om det kunne/skulle vente til efter der var kommet klarhed over min bette lungenodulus's syn på virkeligheden.

Så det var med en vis følelsesløs træthed i sindet, at jeg ringede til klinikken, for at høre om jeg kunne få en tid. Hvorefter jeg blev blæst bagover, af den sygeplejerske, der tog telefonen.

Hun verbalkrammede, ordvarmede, og forsikrede mig om, at ikke bare kunne jeg få en tid, men også en tid nærmest her og nu, og afsluttede samtalen med et "Pas nu godt på dig selv", der gjorde mine ellers så tørre øjne ganske mosefugtige i krogene.

Og fik mig til igen at føle, at jeg er meget mere end det nummer i rækken på dagens opgaver, jeg de sidste tre gange har følt mig på OUH.

Jeg kunne nærmest føle, hvordan sætninger sagt af sekretærer, sygeplejersker og behandlere på afdelingen, der tager sig af mit "problem" - opløstes i varm luft, hvorefter jeg kunne vinke Farvel til dem.

Væk røg "Det bruger vi ikke her" og andre undvigende sætninger. Væk forsvandt den manglende observans af min bekymring for min underliggende og altid til stede værende sygdom, alkoholismen, og min bekymring for hvilke stoffer, der ville blive brugt under bedøvelse, og som jeg da også bagefter følte abstinenserne fra.

Og væk røg mit sortsyn, der ellers havde sat sig gevaldigt på sendefladen i TV-Ugly. Pludselig kunne jeg smile igen - grine, og lave (dårlige) sorte vittigheder, og ganske som jeg plejede før opdagelsen af den dér nodulus, samtale med vildt fremmede - for en fremmed er jo kun en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Jeg tror forresten at jeg omdøber min bette nodulus til Line - med fornavn Nodu, og forlanger at få den støbt ind i plastic, såfremt de vælger at fjerne den - hvilket jeg så absolut vil foretrække fremfor de to andre alternativer - for derefter at præsentere den for eventuelle nysgerrige, som "Min ven, Noduline".

Bare fordi, det var det helt rigtige menneske, der tog imod min opringning - og reagerede menneskeligt.

Så nu er jeg noget mere fortrøstningsfuld, med hensyn til morgendagens invasive aktiviteter, og vil forlange - nej nok nærmere stille og roligt fortælle - at jeg ønsker at blive holdt orienteret under hele processen - og får fortalt hvad der bruges til bedøvelse, samt hvilke eventuelle indvirkninger netop dét stof kunne tænkes at have på mig.

Men mest af alt - vil jeg tage det hele med Sindsro, og ændre det, der ændres kan. 

For dét Mod har jeg.

*Brokkeri On*

 Kender I det ?

At man pludselig opdager at man har 

.... brug for at lange formålsløst ud efter alt det dér, der står ansigtsløst truende i horisonten ?

.... brug for at råbe, skrige, og bruge sprogets allerværste gloser.

.... brug for at svovle, bande, græde, ryste.

.... brug for at blive krammet, nusset, kysset, elsket.

.... brug for at få at vide, at de har taget fejl, at de er nogle inkompetente halvhjerner, at det hele er noget skidt, møg, lort, røv, og alle mulige andre sikkert aldeles ikke beskrivende ord, for det der sker omkring én her og nu.

Sådan har jeg det her til morgen.

Efter at have forsøgt at "samtale" med en lægesekretær på den afdeling, der har lagt en behandlingsplan for mig, for at få tilsendt samme behandlingsplan på e-boks, og opleve at blive affejet med et "Det bruger vi ikke her.", og blive fortalt at jeg skal nøjes med de få stykker papir, jeg fik udleveret ved den oprindelige samtale for nogle dage siden.

En samtale, der skulle have været med en læge, men som var med en sygeplejer, der efterfølgende beskrev samtalen på sundhed.dk i et notat, der er fyldt med stavefejl, opfattelsesfejl, og lignende. Et notat, der ifølge førnævnte lægesekretær ikke kan ændres - for hun "kan da sagtens forstå, hvad der står."

At blive talt ned til, når jeg står i opstarten af et behandlingsforløb af en potentiel livstruende sygdom, er just ikke befordrende for tilliden mellem behandlersystemet og patienten.

Suk.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kan da bare tage fat i  min Sindsro, og Acceptere det, jeg ikke kan ændre - finde Mod, til at ændre det, jeg kan - og søge Viden, til at kende forskel.

Men - er det udelukkende det, jeg har brug for ? Eller har jeg også brug for at blive forstået, når jeg er usikker - forklaret, når jeg er i tvivl - hjulpet, når jeg har brug for hjælp ?

Åååhr, for sgu da fanden - jeg er frustreret - og bange. For sæt nu de overser noget. Sæt nu, jeg endnu en gang bli'r udsat for behandlere, der tager fejl ? Sæt nu, der ikke kan gøres noget, fordi de glemmer et eller andet.

Sæt nu..............

Inde i mig er der en følelse af afmagt, jeg ikke kan lide. En afmagt, overfor min egen krops vildskud, og de mulige konsekvenser. Ikke fordi jeg på nogen måde er bange for eventuelt at skulle afsted - hvis det er det, jeg skal, så er det det, jeg skal - men fordi jeg gerne vil være sikker på at alt går som det skal.

Og samtidig en følelse af, at være sat udenfor  - at få frataget kontrollen over eget liv, egen krop. Med en efterfølgende manglende mulighed for selv at kunne bestemme, hvad der skal ske.

I det notat, den samtalende sygeplejer har lagt ind på sundhed.dk, står der at der er givet Informeret Samtykke. Men det er en sandhed med store modifikationer, for jeg blev ikke spurgt, om jeg ville igennem de procedurer, der lå i den foreslåede behandlingsplan. Det blev bare lagt frem som et - "Det her er det, vi gør." 

Indrømmet, jeg kunne da bare have slået hælene i og bedt om at tale med en læge istedet for en sygeplejer - bedt om at få uddybet den foreslåede plan mere - krævet at blive spurgt, om det var det jeg ville - men jeg var nærmest mentalt følelsesløs og nærmest lammet, til samtalen. Samtidig med, at den indre autoritetstro lynende hurtigt sprang til, og overtog.

Jeg havde jo sikkert nok alligevel accepteret det hele, hvis jeg var blevet spurgt - men det blev jeg ikke.

Så nu sidder jeg her - frustreret, angst, vred, såret, knotten på "det hele" - uden at kunne definere "det hele" som andet end de personer, jeg har været i kontakt med på sygehuset. Og føler mig tabt på gulvet - igen igen.......................................

Det her blogindlæg har da vist udviklet sig til en bevidstløst langen ud - men det var det, jeg havde brug for, så "so be it".

Der var én, der engang fortalte mig, at Livet er den eneste sygdom, vi er hundrede procent sikre på at dø af, så derfor bør vi leve det som om hver eneste dag er den sidste.

Jeg vælger nu at leve det, som om hver eneste dag er den første - i ædruelighed.

Fortsættelsen ? Det bli'r en Accept, et Mod, og en Visdom - så jeg kan fortsætte resten af i dag med en måske skrøbelig Sindsro i kroppen, men en nødvendig og kærlig én af slagsen.

*Brokkeri Off*

Noduli, nodula, nodulus - eller no'et.

Jeg er godt nok træt af det hele lige nu. Min hjerne føles øm, og mit sind føles uroligt. 

Egentlig burde jeg vel være taknemlig for at have nået frem til ikke bare snart 72 leveår, men også snart 10 ædru år - eller helt nøjagtigt ni år, femoghalvfems dage, enogtyve timer, og ét minut, her klokken enogtyve nul to,  den anden i ottende år tyvefemogtye. 

Men når dagligdagen så pludselig fyldes med opgaver, krav, og begivenheder, jeg helst ville have været foruden - så er det, jeg begynder at føle mig slidt, træt, ved vejs ende.

Rolig nu - jeg har skam ikke tænkt mig at hverken opgive ånden eller styrte mig ned i depression. Intet af det er jo hverken særligt produktivt eller positivt - nærmere skumlende negativt.

Men det er jo så i sagens natur heller ikke istand til at være noget som helst af de nævnte ting.

Ser I - jeg er nemlig blevet indehaver af en såkaldt "spiked nodulus" - en bette tingest, der har været så uforskammet at vokse til dobbelt størrelse på et halvt år. Så derfor er det, at mine dage - som tidligere omtalt - pludselig er blevet fyldt med opgaver, krav, og begivenheder, af den type jeg godt kunne undvære.

Og mit ordforråd er blevet udvidet med nye, ukendte, og - for mig - farligt lydende ord. Ord som scintimetri, EBUS, koagulationstal, biopsi, og lignende mærkværdigheder. Samtidig med, at min hverdag de kommende 18 dage kommer til at gå med uendelige FLEX-ture, OUH-besøg, sundhedspersonssamtaler (kunne de ikke bare sige, at jeg skal snakke med en læge ?) - og krav om at forberede mig på at tage stilling til alt muligt mærkværdigt.

Herunder muligheden for en stadig vækst af den dér spiked nodulus - vækst, der kan ende med at den vælger (som om den selv kunne tænke, vor herre bevares) at mangfoldiggøre sig med aflæggere alle  mulige mærkelige steder i mit normalt så mødige, men efterhånden ganske tilfredsstillende korpus.

Det kunne jo også - hvilket du har helt ret i, kære læser - ende med at blive til en storm i et glas vand, og vise sig at være dét, jeg for godt et år siden foreslog min egen kære, dejlige, men åbenlyst fejlbarlige, medicinske fagperson - min læge - et genetisk syndrom, der hedder Von Hippel Lindau, og som gi'r sig udtryk i vækst af en sjælden type modermærker de mærkeligste steder i kroppen.

Jeg har sådan no'en flere steder i forvejen - på bagsiden af det ene øjeæble, på min lever, min galdeblære, min ene testikel - og muligvis på min ene nyre. Alt sammen ganske normalt for syndromet - selvom det er så sjældent, at fremkomsten tælles i hundrede dele af en promille. Så selvfølgelig skal det da lige ramme mig.

Suk.

Nu er det så, at det går op for mig, at jeg er igang med at gøre noget, jeg er næsten verdensmester i - tale udenom alt det, jeg frygter. For selvom jeg har den dér flok sammenkrøllede blodårer, som man kalder modermærker, mange forskellige steder i forvejen - behøver min bette spikede nodulus ikke at være "én af familien".

Den kan skam godt ha' sit eget liv, kan den.

Hvilket jeg så skal - rettelse - hvilket OUH så skal medvirke til at finde ud af om den har. Og om den oprindelige tolkning af min kontrolscanning her for snart 3 uger siden - at den er en af grimmerniklerne, og bør fjernes med et hurtigt klip - kommer til at stå ved magt.

Endnu mere suk.

Jeg indrømmer blankt, at det ikke er min kop te. At jeg helst ville være foruden, og at jeg gruer for eventuelt at skulle tage stilling til, om den skal fjernes eller - i sidste ende - om jeg skal takke Ja eller Nej til de mere grumme behandlingsformer.

Æv for den lede.

Men - da jeg er blevet udstyret med det for mig og i min verden ultimative hjælpe- og støttesystem - Sindsrobønnen - samt visheden om at jeg kun lever én dag ad gangen - vælger jeg at tage det hele netop på dén måde - En Dag Ad Gangen.

Samt være så åben om det hele, som muligt. Det var en af de ting, der hjalp mig gennem de første mange svære måneder efter min misbrugsbehandling, samt gennem de utroligt slemme måneder efter mine blodpropper i hjernen.

Åbenheden kommer så til at bestå af blogopslag, hvor jeg har tænkt mig at skrive om det, der sker, og det, der påtænkes at ske - for én ting er helt sikkert:

Når noget kommer ud - enten gennem munden, eller i nedskrevet form - mister det en stor del af sin farlighed. Ikke sådan forstået, at den dér bette knude pludselig bliver mindre farlig. Men at den ikke bliver nær så farlig i mine tanker om den. 

For godt nok er sådan en fætter mere lunefuld end en svigermor med jetlag - men sålænge jeg ikke lader tankerne om den overtage min hverdag, og lader de tanker der ikke kan undgå at dukke op, komme ud i det åbne - sålænge kan jeg forhåbentlig holde fast i mig selv, og blive ved med at være dét, jeg elsker at være.

Ædru, og i live.

Samt med en (forhåbentlig) stærk viden om, hvad jeg kan ændre - og hvad jeg ikke kan. Og tage den sidste del af det - det dér med hvad jeg ikke kan ændre - på den eneste måde, der virker.

I Sindsro.

Giv slip

 Fortiden er en mærkelig ting. Netop som jeg har besluttet mig for, at jeg på ingen måde kan ændre den, men kun acceptere den - banker den sit hoved op i mig igen. Og minder mig på, at jeg skal give slip.

Give slip på dét, jeg ikke kan ændre. Og ikke forsøge at ændre noget, ved at genoptage kontakten til de dele af den, der i forvejen var tabt på gulvet. Eller havde vist sig at være giftige for mig, og for min ædruelighed.

Men når jeg så samtidig sidder med en intens lyst til at arbejde mig h e l t ud af eftervirkningerne af ikke bare de mange års afhængighed, men også de vedblivende resultater af mine blodpropper - hjernetræthed, pludselig ensomhedstrang, kort lunte, og meget andet - så er det, at alt pludseligt virker meningsløst - selvom min hjerne bli'r ved med at insistere på, at der er en mening med galskaben. Og remser velkendte sætninger op for mig ad libitum - Gå Ikke Tilbage Til En Fuser - At Gentage Galskab Er Galskab - Gjorde Det Ondt Dengang, Så Gør Det Det Også Nu.

Og mange flere af samme slags. 

Suk.

I virkeligheden er det vel bare mig, der har et øjeblik - eller flere - af sortsyn, og ikke kan se at jeg allerede h a r fundet løsningen på "problemet" - løsningen på det, der bli'r ved med at ærgre, irritere, drille, ødelægge. Og som er dukket op mange gange før i mit liv - altid efter længere perioder med ædruelighed.

Den dér tørdruk, der af al sin kraft forsøger at få mig til at stå i en "umulig" situation, hvor det eneste der virker - er at hoppe ned i flasken igen.

Men jeg ser den - jeg genkender den - og jeg nægter at gøre, hvad den gerne vil have mig til. Det kan jeg nemlig ikke bruge til noget som helst.

Det, jeg k a n bruge, er at finde ud af hvorfor den dukker op igen og igen - og undlade at være i nærheden af eller beskæftige mig med dét, der udløser den.

Så jeg må igang med at stille mig selv nogle spørgsmål af den vigtige slags :

Er det fordi jeg har haft genoptaget kontakten til tidligere kærester, tidligere "legekammerater" ? Eller har jeg genoptaget netop dén type kontakter, fordi jeg eller min sygdom derigennem kunne dirigere mig hen til "nu hopper jeg sgu i flasken igen"-udspringspunktet ?

Jeg ved jo godt, at den nemmeste måde "Tilbage Til Fortiden" er at genoptage tidligere giftige forhold, tidligere ødelæggende typer samvær -  eller at acceptere at det, jeg var dengang, også er en del af symptomerne på min altødelæggende adfærd - og alligevel genoptage den.

Sgufandenoghelvede........

At acceptere sig selv, er virkelig en aldrig stoppende aktivitet - noget, jeg er nødt til at tage op med jævne mellemrum, for ikke netop at falde i fælden igen. 

Jeg har så åbenbart bare ikke lige haft for øje, at det ikke betød at jeg også skulle genoptage aktiviteter, forhold, kontakter, måder at tænke på, der plejede at gennemsyre mit tidligere "jeg". For - netop den dér med "Ingen forstår mig", har tidligere været hovedhjørnestenen i mit misbrug. Været dét, der gav mig carte blanche til at fortsætte med at ødelægge - og blive ødelagt.

I virkeligheden er der vel kun én, der behøver at forstå mig - nemlig mig selv.

Og kan jeg dét - forstå mig selv - så er der vel håb for mig. Håb for, at jeg kan leve i balance med mig selv. Håb for, at fortiden ikke vil blive ved med at banke på, men vil blive til en accepteret og arkiveret del af mig selv.

Indtil nu, har jeg hele tiden tænkt, at jeg gjorde hvad jeg kunne for det. Brugt min Sindsro dagligt - gennemtænkt dagens begivenheder ved sengetid - og reflekteret over mine måder at agere på, inden jeg faldt i søvn. 

Men når jeg kigger tilbage på de sidste års mange reflektioner kan jeg se, at jeg næsten ikke har brugt tid på at hverken kigge på eller reflektere over netop dé ting - genoptagelsen af tidligere forhold og kontakter. Og bare nærmest bevidstløst har accepteret dem uden at spørge mig selv, om det var nødvendigt, brugbart, ønskeligt.

Nogle af dem er netop det - nødvendige, ønskelige, brugbare. For det er jo ikke al fortid, der bare skal smides over skulderen med et "Nej Tak, ikke igen !". Det er jo ikke al fortid, der i sin essens var beregnet til ødelæggelse eller som undskyldning for genoptagelse af misbruget.

Noget af det var ærligt, kærligt, varmt, og inciterende. Det lå bare gemt under alt det andet. Pakket ind i sygelige opførsler, vanvittige afvisninger, og betændte bekendtskaber, i en sådan grad, at det aldrig kom frem i lyset.

Det gør det så nu - og trækker nogle af de giftige, de unødvendige, de ødelæggende, med frem i lyset.

Der findes en måde at si de giftige kontakter, ødelæggende bekendtskaber, unødvendige opførsler, fra. Den vil jeg gerne have lov til at dele med jer - for på den måde husker jeg at bruge den hver gang det er muligt. Ikke bare hver gang det er nødvendigt - men hver gang der er en mulighed for lige så stille at holde den under dét, der skal kigges på. 

For hvis jeg bruger den i god tid før flaskehullet dukker op i horisonten, kan jeg måske styre udenom og undgå at min sygdom blusser op igen.

Giv mig Sindsro,
til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre.

Mod, 
til at ændre
de ting jeg kan.

Og Visdom
til at kende forskellen.

Men gør det - Én Dag Ad Gangen.