Jeg har ikke brug ......

.... for vrede.

.... for magtesløshed.

.... for negativitet.

.... for angst.

Alle disse ting, som jeg tidligere drak på - tidligere gjorde mit bedste for at få til at opstå, så jeg kunne se frem til endnu en dag, en aften, en uge, en måned - eller mere - i flaskernes tegn. Alle disse ting, som jeg har bekæmpet, anerkendt, undgået, set i øjnene, vidst var farlige for min ædruelighed.

Alle disse fortidslevninger, jeg har levet i skyggen af uden at vide, de kunne opstå igen. Og vokse til frygtindgydende højder, i løbet af - ikke måneder, ikke uger, ikke dage - men bare i løbet af nogle få timer, hvor jeg pludselig følte afgrunden snublende nær.

Igen.

For når jeg kigger tilbage i mit liv - tilbage til dengang før var nu - og tænker over hvad det egentlig var, der fik mig til at vælte hovedkulds ned i opløsningsmidlet selvom jeg havde været ædru i flere år. Tænke over, hvad der også var med til at rive tæppet væk under fødderne på mig, dengang - så var det jo ikke kun min manglende lyst og evne til at ville være ædru for min egen skyld, og ikke for andres - men også netop dé fire dæmoner, der bare lå i baggrunden og ventede på at slå til.

Det var så også dét, de gjorde. 

Dengang.

Efter længe at have sneet sig rundt i mit sind, og ledt efter de huller der var nødvendige for dem - lod jeg dem slå hårdt og skånselsløst til. 

For jeg vidste ikke bedre.

Men denne gang - i dag - har de ikke sneget sig rundt i mit sind og ventet på at kunne slå til - ventet på, at vreden, magtesløsheden, negativiteten, angsten, skulle dukke op i mig og lade frustrationernes galde vælte op i halsen på mig.

Og det  var bare en lille ting - at min havemand, der ellers har været så trofast som få, pludselig svigtede mig uden forklaring to dage i træk. Ikke reagerede på sms'er eller opringninger. Ikke reagerede på voicemails. Ikke........

Dagen før jeg skal under kniven for at få taget små klumper ud af min prostata. Dagen før, at jeg frygter alt kan gå galt. Dagen før sortheden står parat til at slå til.

Jeg havde ellers forberedt mig på morgendagen, så godt som jeg følte jeg var istand til. Med dybe tanker, samtaler, beroligelser, og selvforkælende adfærd - så jeg imorgen tidlig ville kunne smile til en kronhjort og fløjte til en stær, mens den helt sikkert venlige og rare flex-chauffør ville samtale mig gennem hele turen ind til den kirurgiske afdeling der venter på mig.

Snuble, sagde det bare............

Og pludselig kunne jeg føle alt det, jeg hverken har brug for eller råd til, vælde frem som et kildevæld i et udtørret skovbryn. Men ikke med friskt, klart vand - med klumret, beskidt, galdefyldt bræk. Pludselig følte jeg, at jeg stod på en ganske tynd afsats, der stille og ondskabsfuldt smuldrede under mine fødder, så jeg om ganske ganske snart ville vælte ned i - ikke flaskerne, for dem ville der stadig være et stykke vej hen til - men ned i alle de dér modbydeligheder, der uundgåeligt før i tiden ville have forlangt at blive skyllet væk med mit yndlingsopløsningsmiddel - alkohol.

Skræmmende.......

Og først hér - timer efter de første vrede tanker, den første negativitet, angst, og magtesløshed var væltet frem - begynder jeg at bruge alt det, jeg har lært af at være blevet ædru for min egen skyld, som middel mod den grumsede, grågrønne og brækfyldte flodbølge, min helt egen privatpersonlige Limpopoflod forsøgte at nedlægge mig med.

Det tog bare ét enkelt ord, at få fred nok i sindet til at opløse den, og få tid til at tænke situationen igennem.

Sindsro.

Bare tanken alene var nok til at få de nødvendige følelser på plads, og gennemgå det, jeg ved jeg er nødt til i en sådan situation.

Mod.

Som nødvendigvis må findes, for at ændre det eneste, jeg  k a n  ændre i dén her hvirvelvind af tankemylder - og acceptere, at det ikke lige blev denne gang, jeg fik sat styr på hverken vildtvoksende have eller de ting, jeg ikke har kontrol over.

Visdom.

Og så forsøge at finde ud af, om der er sket noget med min havemand, eller om han bare er for flov over ikke at have husket mig, ikke have kommet, og ikke have givet besked. På en dag, hvor regelmæssighed og first things first var sat i højsædet, fordi jeg på dén måde håbede på at kunne overstå morgendagen mentalt på forhånd.

Men jeg kan ikke bestemme over imorgen. Ikke bestemme over, hvad der kan ske, hvad der vil ske, eller hvilke konsekvenser, der vil dukke frem af morgendagens biopsi.

Så nu sidder jeg "bare", med en udefinerbar angst som jeg er nødt til at tage livtag med, indtil morgendagen er overstået - og indtil resultaterne fra dét, der skal ske, ligger parat på lægens bord.

Og nej - det er ikke min havemands skyld, at jeg har det sådan. Det er min egen. For det er kun mig, der er ansvarlig for alt i mit sind. Ansvarlig for at finde og give mig selv dét, der skal til.

Sindsro.

Én dag ad gangen.