Hallo, derude.........

 Jeg er blevet set......

I ved, sådan rigtigt gammeldags  s e t. På en måde, som jeg i min nuværende tilstand af følelsesløshed ikke havde regnet med ville kunne ske. På en måde, som fik fugten frem i øjenkrogene, og næsten på magisk vis genskabte tilliden til sundhedssystemets ansatte.

Ok, måske er det at tage munden for fuld. Især efter de seneste to ugers besøg på et af landets efter sigende mest kompetente sygehuse. Et sted, der de sidste fem år har set mig med jævne mellemrum, og taget sig godt af mig på ét område.

Nemlig de gange jeg enten har haft en stædigt fastsiddende blodprop i hjernen, eller en mere flyvsk og forbipasserende en af slagsen. Godt nok har der ingen været de sidste - bank under bordet - to år, men det gør jo ikke dén afdeling ringere.

Til gengæld har mine besøg på en helt anden afdeling - i en ligeså dødalvorlig anledning - just ikke været af den mere beroligende eller omsorgsholdige slags. Selvom personalets professionelle standard ganske givet er stor og effektiv, så burde man måske inddrage patienten - mennesket - bag den mulige diagnose, på en mere varm måde.

Pyt.

Den type brok skal afleveres det sted, hvor den er opstået. Så det bli'r den, når den endelige dom skal høres.

Den tid, den sorg.

Men glæden ved - ganske pludseligt - at blive set og taget om, skal råbes ud fra hustagene og gøres til genstand for al den smilende, krammende, glædesfyldte opmærksomhed, som det er muligt.

Forhistorien indeholder også, at jeg - sådan rent en passant - fik at vide, at eftersom min bette, og for os mænd faktisk ret uundværlige, prostata nok lige krævede min egen læges opmærksomhed, da en del af den lyste op som et juletræ den fireogtyvende december ved PET-scanningen -  men at jeg sandelig selv måtte sørge for at kontakte denne og aftale en tid til undersøgelse - en undersøgelse, som kunne have været udført samtidig - og blodprøver, der også kunne have været taget samtidig med besøget på det her megastore sygehus med mange ansatte.

Og ingen melding om, hvorvidt det skulle ske hurtigt, eller om det kunne/skulle vente til efter der var kommet klarhed over min bette lungenodulus's syn på virkeligheden.

Så det var med en vis følelsesløs træthed i sindet, at jeg ringede til klinikken, for at høre om jeg kunne få en tid. Hvorefter jeg blev blæst bagover, af den sygeplejerske, der tog telefonen.

Hun verbalkrammede, ordvarmede, og forsikrede mig om, at ikke bare kunne jeg få en tid, men også en tid nærmest her og nu, og afsluttede samtalen med et "Pas nu godt på dig selv", der gjorde mine ellers så tørre øjne ganske mosefugtige i krogene.

Og fik mig til igen at føle, at jeg er meget mere end det nummer i rækken på dagens opgaver, jeg de sidste tre gange har følt mig på OUH.

Jeg kunne nærmest føle, hvordan sætninger sagt af sekretærer, sygeplejersker og behandlere på afdelingen, der tager sig af mit "problem" - opløstes i varm luft, hvorefter jeg kunne vinke Farvel til dem.

Væk røg "Det bruger vi ikke her" og andre undvigende sætninger. Væk forsvandt den manglende observans af min bekymring for min underliggende og altid til stede værende sygdom, alkoholismen, og min bekymring for hvilke stoffer, der ville blive brugt under bedøvelse, og som jeg da også bagefter følte abstinenserne fra.

Og væk røg mit sortsyn, der ellers havde sat sig gevaldigt på sendefladen i TV-Ugly. Pludselig kunne jeg smile igen - grine, og lave (dårlige) sorte vittigheder, og ganske som jeg plejede før opdagelsen af den dér nodulus, samtale med vildt fremmede - for en fremmed er jo kun en ven, jeg endnu ikke har mødt.

Jeg tror forresten at jeg omdøber min bette nodulus til Line - med fornavn Nodu, og forlanger at få den støbt ind i plastic, såfremt de vælger at fjerne den - hvilket jeg så absolut vil foretrække fremfor de to andre alternativer - for derefter at præsentere den for eventuelle nysgerrige, som "Min ven, Noduline".

Bare fordi, det var det helt rigtige menneske, der tog imod min opringning - og reagerede menneskeligt.

Så nu er jeg noget mere fortrøstningsfuld, med hensyn til morgendagens invasive aktiviteter, og vil forlange - nej nok nærmere stille og roligt fortælle - at jeg ønsker at blive holdt orienteret under hele processen - og får fortalt hvad der bruges til bedøvelse, samt hvilke eventuelle indvirkninger netop dét stof kunne tænkes at have på mig.

Men mest af alt - vil jeg tage det hele med Sindsro, og ændre det, der ændres kan. 

For dét Mod har jeg.