Andre Sider af mig

tirsdag den 31. marts 2020

Pludselig......


..... væltede jeg.

Verden tumlede omkring, som et hold forårskåde delfiner i et hajfyldt farvand. Det stille sus i mine ører voksede til et uimodståeligt crescendo af bragende larm, mens mine øjne forsøgte at fokusere på dét, der skulle have været mine hænders greb på den nærmeste faste genstand.

Med et kvalmende klask ramte jeg sengegærdet - drejede halvfems grader - og endte fuldstændigt som de andre gange med rumpetten i sengehalmen.

Suk.

Jeg får de her pludselige svimmelheder, ind i mellem. Ud af det blå, uden forvarsel, og med fuld speed på nedgangen i alle musklers kraftpotentiale, rammer de mig. Som regel, når jeg ellers mener at have fået kontrol over mine gangvorters balanceevner, og bevæger mig friskt fremad i frejdig firspring.

Jeg skal åbenbart ikke tro, at jeg er noget.

Og hver eneste gang tager det næsten "for ever", at komme tilbage til noget der bare svagt minder om dét, der ellers var opnået. Hvorefter jeg kan begynde forfra igenigen, med at arbejde mig op på niveau med fortidens bevægelsesevner - og så bare håbe at det varer længere inden næste omgang rammer mig.

Det kan også komme, mens jeg sidder lige så stille og finpudser nogle strøtanker - vrælende ind fra højre med bulder og brag - spidse høje hvinelyde, der får mine øjne til at knibe sammen i ren smerte. Brændende varme og isnende kulde i hver sin side af kroppen - og alt sammen efterladende mig svag som et nyfødt hjortekid, med lunger der arbejder som en blæsebælg.

Hver evig eneste gang - hvad enten jeg går eller sidder - er det med én eneste tanke hvirvlende gennem mit hoved. Et angstfyldt: "Er det nu?", der udmatter lige så meget mentalt, som tabet af kræfter udmatter fysisk.

Og trods samtale efter samtale med det vidunderlige personale, vi har på afdelingen - trods gentagelse efter gentagelse af lægernes rolige ord - ligger den der stadig, tanken.

Er det nu.......

Nu kunne jeg selvfølgelig skrive en hel masse om, hvor meget det hjælper mig at have min Sindsro med på sidelinien. Fortælle, hvordan dét at leve én dag ad gangen, giver styrke og ro når alt det ramler.

Men det er jo kun bagefter, at den når at sætte ind, Sindsroen. Ikke mens verden står i flammer, og livet føles som var det på vej væk. For dér har hovedet og sindet nok at gøre med at forsøge at sætte alt ind i det rette perspektiv igen, så jeg kan forlade det hele i god ro og orden, hvis det nu skulle være så vidt.

Det er det nu ikke.

Og hver gang er Sindsrobønnen det allerførste, jeg tænker, når jeg igen har fået verden under kontrol og lydene i mine ører er faldet til et acceptabelt niveau. Imens jeg spekulerer over, om der var noget. jeg kunne have ændret eller om jeg bare skal acceptere tingenes tilstand.

Jeg forsøger også at finde mod, til at ændre dét, der eventuelt k a n ændres, så næste gang ikke (forhåbentlig) bliver lige så hård.

Men mest af alt forsøger jeg at finde den Visdom, der kan hjælpe mig til at afgøre hvad der kan, og hvad der ikke kan ændres. For uden den, bliver intet anderledes.

Og det skulle det gerne, ikk'?

Bare sådan - Én Dag Ad Gangen.

fredag den 27. marts 2020

Splintrende stjerneskud gør ondt....


....når de danser ud af det ene øje og sætter verden i brand.

Pludselig er alt forandret. Øjnene får dobbeltsyn, smerterne skyder ud af huden omkring dem - og forsvinder fra alle andre dele af kroppens ene side. Tungen slår klik og åndedrættet falder til ingenting - mens blære og afføring indstiller arbejdet.

Imens sidder den dér - proppen - midt i sit lille spind på toppen af hjernestammen, og gnækker hæst til de andre propper, der havde den frækhed at komme i månederne før: "Jeg vinder..... for jeg sidder værst......."

Så forsvinder verden.

I et gnistrende øjebliksbillede af alt det, der indtil da betød noget, vælter alt og mudrer livet til. Og mens sortheden vælter ned over mig, arbejder kroppen hektisk på at ændre, lave om, godtgøre, bygge op, rive ned.........

Alt, hvad den kan for at sætte tingene på plads igen.

Men den er kommet til kort, er den, overfor min nu fastsiddende forstyrrer af verdensordenen. For hvor der ingen mulighed er, kan der intet genoprettes. Så stilheden sænker sig over de nerver, der indtil da havde haft travlt hele mit liv med at holde smertemotorvejen igang, og sørget for at kroppen kunne undgå alt det, der gjorde ondt.

Mørkt og koldt ligger nervetrådene derfor uvirksomt hen, uden mulighed for at fortælle hjernen at den skal passe på i hele den venstre side af kroppen og højre side af hovedet.

Og hjernen begynder at tvivle på sig selv.

Tvivle på, at den nogensinde bliver sig selv igen. Tvivle på, at det der er sket kan ændres - kan omgøres - kan repareres.

Tvivler - på livets evner.

Men det starter med et prik.

Spidsen af en træstrikkepind borer sig skånselsløst ind i den tynde hud ved roden af lillefingerens blomme. River i de døde områder og bider sig vej ind til....... dér........ En tøvende impuls skyder ud fra en sovende smertecelle, og bevæger sig undrende op gennem det tavse net af tråde, med endestation i en hjerne, der undrende spørger: "Hvem fanden er du ? Hva' ve' du ? Ja´ska´ gi´ dig, ska´jeg....".

Og smerten føles.

Svagt, men genkendeligt - fyldt med en glædesblandet, grådlabil virkelighed, hvor det gør godt at det gør ondt. Utrætteligt hamrer, stikker, prikker, gnider ergoterapeuten på det enorme område, der ligger dødt og koldt hen. Vækker område efter område - bringer mere og mere tilbage af alt det, der forsvandt.

Dag efter dag - time efter time.

Ikke det samme, men anderledes. Og endnu hverken helt eller halvt i styrke eller antal. Men på vej - umiskendeligt på vej.

Og øjet kan se.

Det dobbelte syn er danset ud af en tangent, der fjernede det fra mit blik, og kun smerten i huden og det overfladedøde øjeæble er tilbage. Det er nu også ved at vågne op igen - øjeæblet altså - og fortæller mig med frydblandet sadisme hver gang de livsnødvendige dråber rammer et nyvågnet område og sender små sviende meddelelser til den hjerne, der ind imellem er på overarbejde.

Imens bliver jeg - som en anden dansende dervish - bedre og bedre til at bruge mine ben, og har nu med glæde trillet min rollator i garage igen. Dér hører dén nemlig hjemme, gør den.

Hvor er livet dog dejligt.

Der er naturligvis lang vej igen - og jeg bliver nok ikke helt den samme igen, som jeg  var før. Men så er der et nyt menneske at lære at kende - og det er jo ikke det værste der kan ske.

Bare det sker Én Dag Ad Gangen.