Tågen er tæt i Tryggelev.

Udenfor mine endnu ikke vinterpudsede vinduer hærger et blødt mørke.

Et af den slags, der sætter aftryk i både syn og sjæl, og fylder i majestætisk vinterlighed overalt.

Det, jeg kan se af min have, ligner begyndelsen til en Kenneth Bøgh historie, med skygger af smådjævle bag buskene og hvidklædte engle glidende henover det græs, der endda kun kan ses, hvis jeg kniber øjnene sammen og kigger godt efter.

Det hele er dannet af den tåge, der her til morgen fylder ikke bare mit langelandske paradis med løfterne om en sne, der endnu ikke er kommet, men som også ubemærket har sneget sig ind i mit morgentrætte sind, og efterladt et snart-frost aftryk af vinterlig ubevægelighed.

Næsten alle lyde udefra virker dæmpede - muflede - pakket ind i larmædende vat og gemt bag en trægtflydende tre graders varm undskyldning for morgenens langsomme eksistens.

Tågen.

Kun Samsons insisterende morgenbenyttelse af kattebakken, og den ivrige lyd af krystalgrus, der hastigt bruges som dække over de ellers ondt duftende resultater, bryder ind i min endnu ikke vågne opfattelse af dét, der virker som en evighed af minder om nattens drømme.

Det er morgen.

Theen i julekoppen dasker blidt til mine smagssanser, mens den starter min krops vej mod vågen virkelighed, og undervejs ubekymret river søvnen ud af hver enkelt pore.  Den er grøn, theen, og smager forbistret godt her til morgen. Af forår, af minder, af nydelse, og af løfter om en dag, der kun lige er begyndt.

En dag, der helst skal blive til oprydning, vasketøjssamling, på plads sætning, og alle mulige andre livgivende aktiviteter, i dét der lige nu virker mest som en stivnet gentagelse af gårsdagens nærmest ubevægelige eksistens.

For det er ikke bare udenfor, tågen lydløst cirkler rundt.

Den besætter mit sind, hvirvler rundt om min sjæl, og nedfryser mine vågnende hjernecellers begyndende aktiviteter til en grødet masse af tanker, der næsten fryser fast til hinanden i hjørnerne af hjernens krogede krinkelkroge.

Og kun de små slurke varm the, der finder vej over mine læber, holder ubevægeligheden stangen, og kroppen på rette vej mod vågen tilstand. Så når kanden om lidt er tom - sætter jeg en ny over, og glæder mig til at fylde endnu mere sprængfyldt energi på min trods alt forholdsvis brugte krop.

Den trænger til det, tror jeg. Trænger til, at kunne vågne med alle sanser blidt svøbt om tågen, der ellers ville have overtaget. Trænger til at se denne specielle morgens verden udfolde sig, og blive til dét, jeg håber den bliver til.

Endnu en ædru dag.

Langeland, jeg tror jeg har......

......mistet inspirationen.

Hvilket er noget af det værste, der kan ske for en skribent - at miste inspirationen.

I ved - den der vidunderlige fornemmelse indvendig, der i sit kølvand har ord, sætninger, meninger, samtaler og enetaler - samt brusende inspirerende dialoger.

Den fornemmelse - muse, om I vil - har jeg ikke haft besøg af siden min forrige udflugt til fortidens åbne sår. Og tro mig - det gør ondt.

Alene det, at sidde som jeg gør her til morgen, og glo tomt på en skærm, og samtidig lønligt håbe på at den blinkende cursor helt af sig selv finder de ord frem, der myldrer rundt inde bag pandebrasken - og så samtidig vide at det ikke sker - er ikke bare irriterende, tidsrøvende, frustrerende, og fantastisk humørdræbende - men faktisk direkte livsfarligt, for en mand med min sygdom.

Så det er godt, at jeg bor et sted i landet, hvor naturen har ufatteligt helende kræfter. Et sted, hvor det, at bevæge sig udenfor i den friske luft -  nyde synet af de blø'e bakker - de utallige fugle - de kringlede veje - og møde de andre øboers smil og glade hilsner - kan virke uendeligt forfriskende på både humør og tankegang.

Og samtidig sørge for, at jeg kan få samling på de tanker, der allerhelst vil have lov til at skjule sig i baghovedet - trække dem frem, og finde ud af hvordan de lyder, smager, føles, inden jeg giver dem lov til at danse videre ud i universet sammen med en forbiflyvende, morgensulten rovfugl.

Jo, Langeland gør godt for tankerne og følelserne.

Den gi'r mig mulighed for, den bette ø, at kunne stå i modvind på stranden, og råbe min skuffelse, vrede, og afmagt ud over en flok lige så vredladne bølgetoppe. Og true med knyttet næve af den fortid, der pludselig bliver brugt imod mig igen.

Mulighed for, i skovenes dybe, eftertænksomme ro, at kunne sluge de kameler, der pludselig vandrer ind fra for lang tid siden, og huske på at det strå, der knækker kamelens ryg, kun kan gøre det hvis kamelen står stille.

Samt mulighed for, siddende ved en sagnkonges grav eller gående i en greves urtehave, at kunne vælge hvordan livet skal gå videre. Vælge, ikke længere at bøje nakken for tidligere tiders spøgelser og acceptere at fortiden ikke kan laves om, men kun erkendes, accepteres, og tilgives.

Og nej, det er ikke andres tilgivelse jeg søger på den måde.

Den ville være dejlig, men den er ikke min at søge efter. Det er min egen tilgivelse, den tidlige Langelandske vinterblæst gerne må ruske igang. Min egen accept af alt det, jeg tidligere har udsat mig selv og andre for - og som har ændret så meget på tilværelsen, at det åbenbart er nødvendigt at bruge mod mig så meget som muligt.

Samt min tilgivelse af alle de gange, mit liv er søgt ændret gennem anonyme breve, anonyme mails, hviskende rygter og giftige kommentarer, falske anmeldelser og svig.

Det hjælper den her skønne, langstrakte rose af en ø, mig med.

Lyset, der omgiver øen, jeg bor på - lyden, fra de trækkende fugleflokke, der to gange om året danser enten frem eller tilbage henover huset, jeg bor i,

Synet, af de græssende vildheste på markerne - fasanernes skogren i min have - rovfuglenes skrig, mens de afsøger alt omkring huset for føde - latteren i stuerne, og varmen i kinderne efter en lang gåtur.

Alt det, er med til at sætte gang i mine tanker igen, starte vældet af ord påny, og huske mig på at i går kan ikke ændres - imorgen eksisterer ikke endnu - og kun i dag lever jeg, elsker jeg, eksisterer jeg.

For i dag er jeg ædru.

Langeland, jeg tror jeg har......... fundet inspirationen igen.

Rejsen mod de helede sår's holdeplads

Der er mange måder at rejse på.

Og den enkelte rejse kan samtidig indeholde flere andre, uden den rejsende er klar over det - det opdagede jeg, da jeg ganske pludseligt var nødt til at rejse afsted på sygebesøg på Djævleøen.

I får lige lidt forhistorie :

Jeg plejer at holde kontakten med min hr. fader ganske regelmæssigt. Han bor på nogenlunde midt på Sjælland, og jeg - som bekendt - nede i bunden af Langeland. Så selvom der er blevet kortere vej mellem os, siden jeg flyttede fra det smukke Djursland, så er der alligevel en bid vej at tilbagelægge.

Hvilket betyder, at det ikke lige er søndagsfrokosten, jeg deler med familiens aldrende overhoved.

Men det er helt i orden, for jeg kommer da derover med nogle få måneders mellemrum, og nyder at se hans glæde over livet og over hende, han har været kæreste med i efterhånden en hel del år.

Det er bare ikke lige gået op for mig, at han er kommet i den alder, hvor sygdom bider ganske anderledes.

Så da jeg efter et par uger eller tre's pause i opringningerne endelig fik taget mig sammen til at ringe, blev jeg chokeret over hans meddelelse om, at han var blevet indlagt på sygehus - og faktisk havde været det de sidste par uger, med kraftig lungebetændelse og bylder på lungerne.

Han troede da, at familien havde givet mig besked, og havde undret sig over at jeg ikke havde reageret.

Min første reaktion - og dermed også den første del af den rejse, det her egentlig handler om - var vrede over den manglende besked fra familien. Vrede over, at man lod den grimme fortid, jeg som alkoholiker er i så rigelig besiddelse af, og som har resulteret i brud med mine børn og min søster, stå i vejen for det, at kunne give mig besked om min far's alvorlige sygdom.

Og lynende hurtigt opstod næste del af rejsen - at pakke en rygsæk i rivende fart, og finde en lejebil, så jeg kunne komme afsted.

Hvorefter - mens jeg så sad i bilen, på vej over de mange broer, der er mellem Langeland og Sjælland - endnu en del af rejsen gik igang inde i mit vredladne, alkoholiserede hoved.

Tanker, der rejste fra brølende arrighed over ængstelig bekymring til bastante konstateringer, myldrede rundt mellem hinanden. Forsvandt ind i fortidens tåger, og bragte minder med tilbage, om alle de gange ting der var gået galt - alle de gange, jeg svigtede eller blev svigtet - al den kærlighed, jeg havde pisset på, og som havde strintet mig lige tilbage i øjet igen.

Alt det, jeg havde udsat min søster og mine børn for, dansede imens rundt som små gnistrende arrige trolde, i udkanten af bekymringerne for min far.

Og ud af det hele, startede pludseligt næste del af den rejse, det her viste sig at blive til - rejsen mod accepten af familiens handlemåde.

For Ja - gu' er det da forkert ikke at give mig besked om indlæggelsen, men når jeg nu har været holdt ud i noget mere end arms længde gennem så mange år, og ikke har været en del af det daglige tankegods - så er der vel ikke noget at sige til, at jeg ikke lige er den første, der tænkes på i den her situation.

Og Ja - gu' skulle de da - eller i det mindste én af dem - undervejs i de 14 dage han har været indlagt indtil nu - have tænkt den tanke, at jeg måske ville være lidt mere end perifert interesseret i at vide, hvad der var gang i.

Men hvorfor i hulens navn, skulle jeg begynde at kaste med sten, når jeg selv er indehaver af universets flotteste glashus ?

Så selvom jeg startede ud med tanker om opringninger af den virkeligt vrede slags, og ønsker om giftige kommentarer, hvis jeg mødte nogle af dem på sygehuset - så endte jeg op i en accept af den manglende besked - jeg kan jo ikke ændre det - og i en tilgivelse.

For uanset - så er de familie, og jeg elsker dem højt.

Godt nok så min søster meget kampberedt ud, da min rent fysiske rejse havde bragt mig frem og jeg mødte hende på sygehuset - men det afløstes af forvirring, da jeg gav hende et smil og et kram - og det kan vel være første skridt på den rejse, jeg allerhelst vil ud på.

Så inden jeg i dag tager ind til fader min igen, og glæder mig over hans sygdoms tilbagegang og hans helbreds fremgang, snupper jeg lige en glad tanke på vejen - at jeg har påbegyndt rejsen mod de helede sår's holdeplads.

Dén kan til gengæld kun foretages Én Dag Ad Gangen - og kun i ædru tilstand.

At være eller ikke være.....

......ædru.

Jep - det er Shakespeare-tid idag. Eller som min go'e fiktive ven Bent Bagklog ville kalde det - Filosofitid for Efterrationalister med hang til Selvklynk.

Sådan én er jeg - med større eller mindre mellemrum.

Og et af de der essentielt filosofiske spørgsmål, der dukker op i min vidunderligt alkoholiske hjerne med korte mellemrum, er netop dét - Er jeg, eller er jeg ikke Ædru.

Det er da ganske nemt at besvare, si'r du - bare kig ned på din højre hånd (med mindre du er venstrehåndet, for så er det dén, du skal kigge på) og tjek om der er en flaske øl eller et glas sprut i den - eller tjek om du er istand til at stave konstantinopolitanerinde med lukkede øjne både forfra og bagfra - så ved du om du er ædru......

Det passer jo bare ikke helt.

For uanset hvor mange test du laver på eller til mig, kære ikke-alkoholiske ven, så handler de alle om én eneste begivenhed - om jeg har indtaget noget af dét, der står på NoGo-listen. Noget af dét, der kan udløse min hjernes allermest eftertragtede tilstand.

Rusen.

Det der vidunderlige øjeblik, hvor mit sind kan droppe alt, og bare nyde følelsen af afslappethed og velvære, uden at skulle spekulere en dyt over den genetisk medfødte manglende evne til at bremse op igen.

Og hvor jeg samtidig kan glemme alt det, der står på listen over forhindringer i hverdagen, umuligheder i livet, og dumheder i særdeleshed.

Dén der tilstand som du, min kære ikke-alkoholiske ven, ikke ser som noget særligt, og som for dig bare er, "at tage en lille en",

Det kan du nemlig - og stadig være ædru.

Jeg kan ikke engang Tænke på at gøre det, uden at måtte stille mig selv netop dét spørgsmål - Er jeg eller Er jeg ikke - Ædru.

Min "lille en" starter nemlig lang tid før, jeg så endelig hælder den i mig. Og den er hamrende ligeglad med, om det er alkohol eller andet stemningsændrende, jeg ender med at nippe til. Bare det virker.

Og bare Tanken om det, kan risikere at få det til at virke.

Bare Tanken om det, kan risikere at udløse det stof, min hjerne sukker efter, og som min krop mangler evnen til at kunne regulere, samt sende mig dansende og syngende hen i området, hvor alkohullerne jeg kan hoppe ned i, eksisterer i massevis.

Lidt af en håbløs situation, synes du ikke ? Så hvad skal en filosofisk inspireret Hamlet-nyder som jeg, der har en uhelbredelig trang til højoktane drikkevarer, gøre, når jeg nærmest står med mit eget kranie i hånden, og tænker:

At være, eller ikke at være - Ædru.

Det er spørgsmålet........

Egentlig kan det besvares ganske let - med et: Så La' Dog Vær'....... Men af en eller anden uvis grund - som sikkert ville kunne financiere adskillige psykologers fremtidige Latte'r, hvis de fik lov til at søge efter den i min krøllede hjerne - så er det aldrig de lette løsninger, der stirrer mig allermest i øjnene.

Men nok nærmere de indbildt vanskelige, krøllede, multi-faldhullede løsninger, som før i tiden var medvirkende til så mange af de situationer, hvor alt endte med, at det var kraniet, der stillede spørgsmålet, og ikke mig - for nu at holde lidt fast i den Shakespearede tanke.

For mig handler det om, at jeg pludselig begynder at lade være med at skrive. At jeg pludselig lader tiden mellem mine indlæg her på blog'en blive længere og længere, og begynder at fortælle mig selv, at jeg ikke er god nok til at fortsætte.

At mine indlæg ikke gør en forskel.

Det er en snigende, besættende fornemmelse af unyttighed, der tidligere altid er endt med, at jeg  kigger ud af kraniet, istedet for at kigge på det. Og kraniet - er for mig symbolet på det Jeg, der var tidligere. Det Jeg, der klukdrak sig ud af tankerne - ud af problemerne - ud af livet.....

Og ind i Helvedet.

Men der findes et sted,
hvor angsten står stille,
og tankernes ro 
siver ind i mit sind.

Dér tror jeg, at jeg lige snupper gamle William med hen - til En Lille Én af den slags, jeg elsker allerhøjest, og som jeg har opdaget smager mig allerbedst, når jeg har det som jeg har det lige nu.

For Café Sindsro har døgnåbent, og menuen er gratis - bare jeg har ønsket om at holde op.......

Under himmelens små stjerner.......

04:00

Der var noget, der vækkede mig.

Hvad det var, aner jeg ikke. Det kunne være en ræv, der gjalpede udenfor - lysene fra en morgentræt bilist på vej hjemad - en edderkop dansende på min næse - eller alt muligt andet, der kunne tænkes at eksistere udenfor omridset af min bløde, dejlige seng.

 Men på ét ganske lillebitte øjeblik gik jeg fra at være tryg, sikker, og omgivet af drømmeskabte situationer i Morfeus vidunderlige varme arme - til at glo op i mit soveværelses hamrende sorte univers - et sted, hvor lys åbenbart  ikke var noget, man ruttede med.

Og så var det alligevel ikke helt sandt - det der med manglen på lys. For da jeg bevægede mig udenfor min dynes lettere omklamrende varme, og trak gardinet til side, så jeg halvsøvnigt kunne kigge ud af mit vindue - åbenbaredes universets milliarder af lyskilder sig for mine meget tidligt morgenvågne øjne.

Myriader af gnistrende små pletter på himmelen, der gik fra at være lettere udtværede til at være skarpt ubevægelige, da jeg først fik mine briller på. Allesammen præsenterende sig selv på en natmørk og skyfri himmel, der ikke blev plaget af nogen former for gadelys eller billygter, men kun lod sig ændre af blinkene fra et enkelt højtflyvende rutefly.

Et af den type scenarier, der kun kan lade sig gøre herude, hvor afstanden til menneskeskabt lys er stor nok til ikke at forstyrre.

Vidunderligt.

Hastigt fik jeg kastet en morgenkåbe over min nøgne krop, og trak udenfor på gårdspladsen - hvor jeg med hovedet bøjet så meget bagover som muligt uden at knække nakken, i store og nydelsesfulde klumper inddrak synet af den vidunderlige Langelandske nattehimmel.

Stjernehobe, stjernetegn, enkeltstjerner - og Mælkevejens svage stribe af baggrundsstjerner gnistrede ind på nethinden - alt sammen fik det mig til at føle mig, som det jeg er - en del af det uendeligt store og uendeligt fantastiske univers, hvor mængden af vidundere aldrig stopper.

Det var svært at løsrive mig fra synet, men da morgenkåben for x'ende gang var blevet blæst op af den faktisk ellers ganske behagelige nattevind, og min hud (jep, hver eneste centimeter) begyndte at føles en anelse småkold, luntede jeg indenfor igen, med stjernerne oplysende Tryggelev og Langeland bag mig.

Ind - for at forberede en kop morgenthe, og lade hjernen forsøge samtidig at samle indtrykkene fra den stjerneklare nattehimmel.

For bag hele denne underskønne natmorgenoplevelse kunne jeg føle, at der lå noget andet og bad om at komme frem i stjernernes svage lys. En følelse, dannet af foreningen mellem de gnistrende himmelpletters løfter om fjerne sole, fjerne planeter - den natmorgendrillende vinds kælne smygen henover min søvnigtfølsomme hud - og roen i min tidligere så plagede krop og hjerne.

En følelse, der på det her for mange alt for tidlige tidspunkt på døgnet, gav mig mulighed for at fyldes med en glæde over livet, jeg før i tiden kun kunne drømme om.

Min morgenthe bliver færdig - og jeg rejser mig fra skrivebordstolen og skærmen, for endnu en gang at gå udenfor og nyde stjernehimmelen, denne gang med mit varmtdampende thekrus i hånden. Ud til en nattehimmel, der fornærmet har trukket sit tilbud om skarptlysende stjerner tilbage, og nu kun præsenterer dem som svage pletter på en morgenmørk t-shirt.

Mit nattesyn er åbenbart blevet korrumperet af lyset fra den hidsige computerskærm.

Men når bare tålmodigheden er tilstede, kan alt ske.  Og  i løbet af nogle få minutters afslappet venten, med samt indtagelse af næste hele min kop morgenthe. begynder de at dukke frem igen - bliver stille og roligt stærkere og stærkere at se på den fløjlsmørke himmel - og står med ét i kraftig kontrast til en ganske bettelille og svage stribe let rødfarvet horisontlys, der næsten usynlig giver løfter om den kommende dags varme og lys fra vores helt egen lokale stjerne - solen.

Et løfte om endnu en dag af den slags, jeg efterhånden har taget mange af - én ad gangen.

Og dén dag vil jeg - med mit nyctophile nattesyn, min velsmagende morgenthe, og min glæde over livet, universet, og alt det der - modtage på den måde, jeg har fundet som værende den rigtige for mig.

Ædru.

Når hjertet står stille.......

....... kan du høre dit vingeslag.

Kender I det ? 

At noget pludselig giver en helt anden mening, end den man regnede med ? Sådan har jeg det med mærkedage i øjeblikket - de der dage, tidspunkter, øjeblikke i livet, som vi mennesker med største flid sætter som afgørende punkter i det liv, vi lever. 

Jeg har mange af dem - startende helt fra min egen fødsel - den begivenhed, der vel egentlig for os allesammen er den mærkedag, vi sætter højest - vores fødselsdag. Efterfulgt af resten af familiens fødselsdage - søskende, forældre, børn, kærester, koner, vovser, katte, og så videre.

For ikke at tale om bryllupsdage, eksamensdage, flyttedage - og de mere generelle såsom højtidsdage, nytårsdage, "den dag barnet tabte sin første tand"-dage, og alle de andre mærkværdige, men år efter år gentagne dage der tilsammen udgør mærkerne i det liv, jeg lever og har levet indtil nu.

Men - ingen af dem er så vigtig for mig, som den mærkedag, der gør det muligt for mig at kunne fejre alle de andre stadigvæk - min Ædruelighedsdag.

For uden den, ville jeg med stor sandsynlighed slet ikke have været tilstede til at kunne huske, tænke på, tænke over, og glædes over alle de mærkedage, der kommer væltende ind fra højre i løbet af året.

Og jeg ville have været præcis som hovedpersonen i Dorthe Gerlach's sang "Inger's Ting" - et bortpustet minde, hvis mærke på tilværelsen hurtigt visnede væk. En skygge af noget, der om hundrede år måske allerhøjest vil være en spændende historie i familiesagaen, om det sorte får, man altid advarer sine børn mod at efterligne.

Dén tid kommer, det ved jeg godt. Vi skal jo allesammen igennem dét, at erkende vores egen forsvinden fra eksistensen som en givet slutning på et liv, der startede med vores første mærkedag. 

Spørgsmålet er bare, hvordan vi vil blive husket bagefter - når hjertet står stille.

Om der vil blive fortalt hviskende historier om druk, svigt, retssager, skænderier og bristede hjerter - eller om der vil kunne fortælles om et liv gået galt, der nåede at blive rettet op igen, inden glemselens vinde blæste asken væk og lod minderne ligge tilbage.

Det giver min Mærkedag mig muligheden for - time for time, dag for dag, måned for måned, og år for år. Og hver gang jeg minder mig selv om det spand af tid, der er gået siden jeg blev ædru - hvad enten det er tanker tilbage til første gang, jeg gik i behandling, eller minder fra da jeg endelig blev helt mør og valgte ædrueligheden - så glædes jeg samtidig over, at jeg har muligheden for at kunne nå at rydde op i mit liv, inden det bli'r til et minde, om noget, der var. 

Det vil jeg gøre - Én Dag Ad Gangen.

Time Out.

Pludselig begynder alt igen at gå i tomgang.. 

Dagene ligner hinanden, begivenhederne gentager sig selv, ordene lyder ens, og altings forskellighed fader lige så stille ud, inden den forsvinder med et næppe hørligt suk og et sæbeboblebristende plop.

Selv vejret virker som en gentagelse, når jeg betragter det gennem mit let nussede og endnu ikke vaskede vindue her, i den gamle skole - hvor gentagne pling fra min mobil samtidig minder mig om, at jeg igenigen har nye mails, nye beskeder, nye notifikationer, nye facebook-indlæg, som jeg absolut ikke kan leve uden at skynde mig at læse, og som jeg har læst så uendeligt mange gange før.

Og når jeg så interagerer verbalt - somme ville sige snakker med folk -  fine ord, han kan, ham dér - kan jeg høre ordene gentage sig selv i en uendelighed af sætninger, der allerede har været sagt til bevidstløshed, så mange andre steder, på så mange andre tidspunkter, til så mange andre.

Alt virker, som om det er gået istå på samme sted og tid. 

Som om den eksistens, jeg lever i, er stivnet midt i et skridt på livets vej, og nu tøver med at sætte foden ned på mindernes cykelsti.

Selv min dagligt besøgende fasan opfører sig, som var han deltager i et anmelderrost friluftsteaterstykke, og leverer de samme skogrende vræl som sidst, inden han sniger sig den samme vej som vanligt, frem til den mad, jeg som altid har startet dagen med at lægge på samme sted på havetrappen.

Og kaffen er ens - og cornflakesene knaser med samme lyd - og blodtrykspillerne stadig umulige at synke - og morgengurkemejepillerne smager ubeskriveligt - og Nyhederne er de samme som i går - og P4 spiller Nephew - igen........

Selv mine natlige mareridt hilser venligt genkendende på hinanden, når de hjemmevant vandrer gennem mit sovende jeg - efterladende den nøjagtigt samme fornemmelse, den nøjagtigt samme duft, af genkendelse, gentagelse, genkaldelse, genoplevelse, gen..........

Mon ikke det snart er på tide, at jeg kaster ketcheren og anmoder dommeren om en Time-Out, så jeg kan få vejret igen, og være parat til næste sæt i livets evige skæbnekamp ? 

Ikke at jeg dermed har tænkt mig at kaste alle gentagelser væk, kværne alle genkaldelser, glemme alle genoplevelser - der er stadig en del af dem, jeg aldrig vil kunne leve uden. Den gentagne Sindsro, den genkaldte Ædruelighed, den genlevede Kærlighed - alle har de deres faste plads i min hverdag.

Men alt det andet skal jeg have kastet op i luften - med lukkede øjne, tilstoppede ører, og ryggen vendt til, så jeg ikke ser hvor de lander. Så dagene kan blive nøjagtigt lige så spændende og ukendte, som jeg føler de bør være - ordene ligeså nye og interessante, som de sætninger de skal bo i antyder muligheden for - og altings forskellighed nøjagtigt ligeså righoldig og mangefarvet, som livet giver det plads til.

Så kan jeg leve igen - Én Dag Ad Gangen.

Som man sår........

Dagene bliver kortere og kortere i øjeblikket. Ikke fordi det er noget nyt - det gør de jo altid på den her årstid.

Sådan bare - lidt efter lidt - minut for minut - time for time, mens nætterne bliver længere, mørkere, koldere, og meget mere gennemtrængende. Allerede nu kan jeg se, hvordan morgenens lys ligeså stille fader ud, og får sværere og sværere ved at vinde frem.

At der så samtidig er overskyet udenfor, så solens ellers så varme efterårsstråler pænt må vente på den anden side, inden de måske allernådigst får lov til at smække et par forkølede glimt ind i mine øjne, gør jo ikke situationen bedre.

Og egentlig burde jeg heller ikke sidde her og halv-brokke mig over mørket og den i horisonten lurende vinter. Jeg, som af natur er natteelskende nyctophil, burde om nogen juble over de der sen-lyse morgener, hvor jeg stadig har mulighed for at se stjernerne - hvis altså ikke nogle irriterende skyer dækkede for dem.

De giver nu en vis tristhed indvendig, skyerne.

Uanset hvor dejligt det er at se, hvordan jorden, træerne, og planterne suger til sig af den væde de giver, og som vi har manglet i løbet af de sidste måneder, så ligger der en dårligt skjult mulighed for at lade min iboende tristesse - min aldrig særligt fjernt liggende depression - finde vej frem til overfladen igen.

Hvilket den - ganske som sidste år, året før, og alle årene før igen - så næsten helt automatisk gør.

Ikke med trommer og trompeter - ikke buldrende og tromlende alt andet ned, som jeg ellers har været vant til det før i tiden, men nok nærmere sådan ........ bagholdsagtigt snigende.

Lurende bag de morgensøvnige træers dødsmærkede blade, snigende sig op gennem de solhungrende græsstrås desperate forsøg på at nå himlen inden efteråret kvæler dem og frosten svider dem, gemmer den sig i skyggerne og bag hvert eneste udskudte løfte til mig selv.

Alle hverdagens selvforsikrende udsagn om, at jeg nok skal nå det hele. At både opvask, tøjvask, gulvvask, vinduesvask, og alle de andre vaske, bare lige skal overståes - om lidt - indeholder dens små, piggede frø.

Og alle ønskerne om, at få ryddet op overalt så der kan se bare nogenlunde ud, hvis der skulle komme gæster,  om bare lige at kunne ........ det hele, fremviser sprækkerne og de snigende rødder fra den første spirende, nedturselskende plante.

Og hvis jeg så fortsætter med at vande dem med mørke tanker om fremtiden, gøde dem med dunkle angste, og finpudse dem med vrede idéer - alt det, jeg var så god til før i tiden - så vil de ende med at kunne sætte åndeløst skrækindjagende smukke, sortdepressive blomster, der stinker af nederlag, manglende håb, fejl, og død.

Ikke ligefrem blomster, jeg på nogen måde har lyst til at stille i vaser rundt omkring i mit lille, rodede, nussede, og efterhånden let surtduftende forsøg på at skabe et hjem. Men ikke desto mindre kan jeg allerede nu ane konturerne - lugte de første irriterende strejf - og mærke, hvordan deres mulige fremtidige indtog vil kunne påvirke mig.

Men jeg ved også, at det altid er mørkest lige før daggry. At hverken fortvivlelse, sorte tanker, duften af nederlag eller stanken af mulige tilbagefald, vil kunne overleve dagens frembrud bare jeg lader lysets skarpe stråler påminde mig om virkeligheden bag det hele.

Den virkelighed, der dagligt fortæller mig, at jeg lider af en sygdom, der vil kunne besætte hele mit sind, hele min krop, hele min hverdag - hvis jeg bare gemmer alt indvendig, og ikke lader noget komme frem - ikke lader alt hvad jeg gør, gennemstrømme af det ædruelighedens lys, jeg har nydt godt af de sidste ottehundredeseksogtres dage.

Jeg ved, at min sygdom er livsvarig. Jeg ved, at den altid vil stå på spring. Jeg ved, den aldrig er længere væk, end den næste genstand, den næste depression. Jeg ved, at jeg er spydspidsen i min egen kamp.

Men i guder, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne lægge mine våben, og at der ikke fandtes mørke dage.

Især, fordi jeg har valgt at leve mit liv som jeg gør - én, og kun én, dag ad gangen.

Men jeg ved det godt - jeg har jo lært det på den hårde måde -  at det er det, livet består af for os alle sammen - varierende mængder af lyse og mørke dage - af glæde og sorg - af nedture og opture.

Tilsammen er det en stor del af det, der er med til at gøre mig til menneske - gør mig til et levende, empatisk væsen, og give mit liv mening.

Så netop derfor er jeg - som livsvarigt syg - nødt til på daglig basis at vælge, hvordan de næste fireogtyve timer skal være. Om jeg skal vælge at være ædru - eller vælge at lade min sygdom gå i udbrud.

Og hvor underligt det end lyder, så er begge valg lige gyldige - har lige meget ret til at blive truffet - lige meget mulighed for at kunne gennemføres - Én Dag Ad Gangen.

Dén tanke - og dén alene - gør valget nemt for mig.

Jeg hedder Per - og jeg er Ædru Alkoholiker.

Frit faldende farligheder.

Ud af højtalerne strømmer ordene i en sang, jeg aldrig har hørt før. En ung kvinde synger om totusinde meter i frit fald, og mener at hun trods manglen på faldskærm hverken er bange eller svimmel.

Og mens min næste mundfuld morgenduftende kaffe selv foretager sin helt egen version af sangen - nul komma to meter frit fald mod mavesækken - fanges mine øjne let morgenadspredt af de mange forskellige omkringflyvende historier, der ellers er på nettet her til morgen.

......I Amerika advarer myndighederne mod at vaske og genbruge kondomer - der er billeder af en hund, der ligner et menneske - en historie om en politiker der er blevet spyttet på - og en om en kendt dansker, der skal opereres for en sjælden, sjælden lidelse.........

Jeg hælder langsomt en ny kop kaffe op, og erkender søvnigt at min morgen åbenbart er startet, og at endnu en dag skal leves.

En dag, der forhåbentlig ender med at have været helt sin egen - det er ihvertfald den indstilling, jeg beslutter at møde den med. Og selvom den måske kommer til at indeholde begivenheder, ting, og mennesker, jeg har mødt før, vil den forhåbentlig også indeholde nye tanker og nye måder at se  tilværelsen på.

Det er nu ikke fordi jeg render rundt med nogen form for dybtfølt trang til at kaste alt væk og starte forfra igenigen - been there, done that, lidt for mange gange.

Men fordi jeg har opdaget, at den verden jeg lever i, har så meget mere at tilbyde, hvis bare jeg giver mig selv lov til at kigge efter - lytte efter - smage efter - føle efter. Giver mig selv lov til at falde ud over kanten, og se det hele med en klar, åben, og ærlig indstilling.

Også selvom det ind imellem kan være ret så hårdt, samtidig at skulle være hudløst ærlig overfor ikke bare mig selv, men også overfor de mennesker, der omgiver mig.

At sige ting lige ud - i respekt, ærlighed, og kærlighed - kan til tider gøre ret så ondt. At erkende fortidige fejl og indrømme det, jeg har haft holdt skjult, har en tendens til at efterlade mig hudløs og smertefuldt klar over min fortid.

Samt stadigt klar over, at det kommer til at tage tid, før hudløshedens smertende overflade stopper med at sende pinefulde erindringer frem i hukommelsen.

Men det er en nødvendighed, hvis jeg vil lære af mine fejl.

Så jeg kaster mig ud i det - kaster mig ud i det frie fald, der på daglig basis handler om at erkende de ting, begivenheder, ord, sætninger, jeg gennem livet har brugt for at kunne skjule mig selv. Skjule, at det hele handlede om, at jeg opfandt undskyldninger, der gav mig muligheden for at kunne falde mit helt personlige frie fald uden faldskærm direkte ned i flasken igen.

Og igen. Og igen.......

Fald, der gang på gang har efterladt mig og min omverden, min familie, mine venskaber, mine muligheder, ødelagte ud over enhver forstand. Fald, jeg i dag kun kan acceptere - for jeg kan ikke ændre at de er sket -  og hvor eftervirkningerne er så ufatteligt svære at arbejde mig igennem, når jeg ind imellem føler, jeg ligger helt udsplattet på virkelighedens hårde grund.

Tankefuldt kigger jeg op fra min kaffekop, og opdager min daglige besøgsven liste sig nærmere hen mod det på havetrappen udlagte morgenfoder. Og mens han vagtsomt indtager dagens havregryn, beundrer jeg hans vingers efterårsfarver - de vinger der kan bære ham, hvis han nu skulle opdage at han pludselig var igang med et frit fald på flere tusinde meter.

Den slags har jeg ikke - vinger, altså - men jeg ved, at jeg har en faldskærm, jeg kan gøre brug af, hvis det skulle blive nødvendigt.

En faldskærm af muligheder -  af erfaringer og støtte fra alle jer, der har været igennem det samme som jeg - og som kan bære mig sikkert ned mod den faste grund igen.

Og det eneste, der kræves for at udløse den er, at jeg rækker hånden frem og erkender at jeg er alkoholiker.

Det gør jeg gerne - Én dag ad gangen.

At bladre.......

Der er noget, der fanger min opmærksomhed.

I ved, på den sådan let irriterende måde, der opstår, når et eller andet pludselig dalrer rundt i udkanten af mit synsfelt, og får mig til at stoppe med det, jeg nu lige var i gang med.

Det er et blad, kan jeg se da jeg kigger efter.

Et brunt blad - der langsomt drejende rundt om sig selv, graciøst sejler ned mod min næsten døde, afsvedne græsplæne, og som til slut lander med et fuldstændigt uhørligt bump, der kun opfattes fordi jeg nu har hele min opmærksomhed rettet mod det.

Og ja, jeg ved det godt. Jeg kan naturligvis ikke på nogen måde "høre" den lyd, sådant et vissent, dødt blad afgiver, når det lander mellem de tusindvis andre, der i løbet af den alt for tørre sommer er faldet af træerne i min have.

Det føles bare sådan - som om netop dette blad giver et skæbnebestemt "bump" fra sig, når det med sine ganske få grams landing, skaber et uendeligt lille øjebliks forstyrrelse i det univers, det hele sit liv var en del af.

Alene dét, at jeg sidder og tillader mig selv at følge bladets vej mod sin  - måske - endelige hvileplads, får min morgensløve hjerne op i omdrejninger, og starter en mangfoldighed af tanker, der lynhurtigt finder tilbage, til dengang bladet startede sin tilværelse.

Som en lillebitte knop - på en tynd, tynd gren af det univers, der kom til at være alt, det nogensinde kendte. Et univers, fyldt med så mange forgreninger, afstikkere, farer - og solbeskinnede, regnvejrsdrukne vidunderlige glæder - at det næsten ikke kunne vente med at vokse sig stort og stærkt, og dermed blive istand til at give s i n skærv til modertræets muligheder for at overleve.

Nu er der nok nogen af jer, der sidder og næsten automatisk begynder at sammenligne sådan et bette blads liv, med det liv, vi selv lever. Hvilket heller ikke er helt af vejen, når det nu endelig skal være.

Og måske især, når man - som jeg - kigger nærmere på det lille blad, der nu ligger livløst og allerede smuldrende på overfladen af det græs, det altid havde set som noget uhyrligt spændende og helt uden for rækkevidde.

For bladet havde alt imod sig, lige fra starten af tilværelsen. Det lignede ikke de andre - var misformet, krøllet sammen af genetisk uforståelige årsager, og næsten ude af stand til at levere noget af det, alle de andre blade leverede til modertræet.

Men det overlevede de fleste af de andre blade. Voksede sig stort, og på sin egen måde smukt og specielt, inden tørken endelig fik modertræet til at kappe forbindelsen, og dermed startede den udtørring, der endte med at det her til morgen lydløst gav slip, og begav ud på sin sidste rejse.

En rejse ud i det ukendte - ud i det, der altid havde omgivet det, men som det ingen idéer havde om - og med noget, der er så uendeligt meget større end det selv, betragtende dets yndefulde flugt, det sagte nedadgående flyv, der endte dér, hvor det uden at vide det, vil blive til en del af noget endnu større - endnu vildere, og endnu mere skævtvoksende vidunderligt.

Den jord, der skal give næring til det træ, der gav liv til det blad, der startede som en grøn knop i eksistensen.

Og alt det skete for øjnene af mig, mens jeg drak min morgenkaffe, og startede endnu en første dag, i det, der er resten af mit liv.

Hvilket jeg med glæde gør - bare Én Dag Ad Gangen.

Morgendyr og nattetanker.

Morgener er noget mærkeligt noget. Øjeblikket, hvor lysets frembrud kommer - senere og senere - og hvor det at stå op bliver til lidt af en kamp mellem min indre nyctophil og min magelighed.

På den ene side vil jeg gerne op og nyde morgenens frembrud samt nattens langsomme afsked - men på den anden side krammer min dyne sig så hårdt ind til mig, at det virker som en uoverstigelig kamp bare at slippe fri af den.

Men nogle gange vinder nyctophilen, og giver mig dermed mulighed for at kunne elske de sidste rester af en blæksort nat, og nyde den der langsomme overgang daggryet sender afsted mod Tryggelev.

Så nu står jeg ved min havedør med en kop varm the i hånden, og nyder duften af citron og honning, mens tankerne begynder at danse, og blikket langsomt dvæler ved den bagerste del af haven.

Dernede, hvor dådyrene - eller er det rådyr ? - lader til at have fundet et natroligt sted med vand og mad, kan jeg ane svage bevægelser - knapt skimtbare brune pletter, der langsomt rejser sig og glider ud gennem de smalle åbninger i hæk og krat.

Grenene på krattets træer bevæger sig elegant i den hastige morgenvind, der synes at skubbe de sidste rester af natmørke foran sig, og blokerer med mellemrum mit synsfelt - indførende et magisk element i mit morgensyn - nu var de der - og nu var de væk.......

Henover græsplænen trisser et forsinket pindsvin, med næsen rettet mod den lille vandskål, jeg har sat ved forreste krat. Den kaster et årvågent, men dog lettere mistænksomt blik omkring sig, inden den langsomt drikker de sidste rester af nattens beskyttelse væk.

Og med ét - er den forsvundet, og kun de svage bevægelser i bunden af krattet viser, hvilken vej den tog.

Det samme er mine overnattende gæster nede i bunden af haven. Forsvundet ud på den daglige rejse langs krattene - op til skoven skråt bagude, hvor livet kan leves, mad kan findes, og vagtsomhed betaler sig.

Gennem vindens tiltagende morgenblæs hører jeg svagt skrig kommende ovenfra. Og straks danser mine stadig natrolige tanker ud af en ny tangent - byggende et billede op af en utilfreds krage, en statelig sortravn, eller måske endda en smuk morgensvævende ørn, der er blevet forstyrret i sin morgenjagt efter Flying Breakfast, og har måttet lade en dødskræmt bette pip slippe væk.

Og som nu lader sin irritation udmønte sig i indtil flere skarpe skrig, inden den igen lader blikket vandre efter den morgenmad, der kan få dagen til at begynde tilfredsstillende.

Uden jeg helt har bemærket det, er jeg allerede igang med min tredie kop velduftende morgenthe, og natten er helt forsvundet. Tilbage står nu de viftende grene fra træerne, den halvtømte vandskål i kratgrænsen, og de små sorte droppings fra de nu forsvundne overnattende.

Samt lyden i det knapt så fjerne fra bilerne, der skal bringe morgentrætte Langelændere afsted på arbejde. En svag lyd, der abrupt afbrydes af den stærkt brummende første morgenbus, mens den glider gennem min lille hjemby, medbringende morgenrejsende, der lige kan nå at få et lille glimt af de brune firbenede oppe i krattet bag mosen.

Hvis de altså kigger, og ikke er travlt optaget af deres Iphones, Androids, Tablets - eller hvad de nu bruger som distraktion fra den verden, og den hverdag, der gang på gang truer med at fylde alt for meget for de fleste. Og gennem hvis indbyggede kameralinser, ufatteligt mange vælger at betragte og dokumentere den verden, de med største lethed kunne være en integreret del af - hvis de bare turde....

Pludselig undslipper en lille kluklatter mine theplettede morgenlæber. Her står jeg - og bliver helt selvretfærdigt moralsk indigneret, uden at huske de mange gange jeg selv har betragtet verden gennem linsen på min mobilos.

Og stadig let latrende sender jeg en undskyldende tanke afsted mod den nu i det fjerne forsvindende morgenbus og dens ganske givet morgentrætte passagerer, med et ønske vedhæftet.

Ønsket om Sindsro til dem alle, så de kan acceptere det, der ikke kan ændres, Mod, så de kan ændre det, der kan - og Visdommens Vidunderlige Mulighed for at kende forskellen.

Samt håbet om, at de - ligesom jeg selv - fik nydt synet af den natur, der omgiver os alle, hele tiden.

Det vil jeg selv fortsætte med - de næste fireogtyve timer.

Farvel - og tak for fisk.

Underlige lyde trænger ind gennem døren.

Efterfulgt af dufte fra en anden verden, og ekkoer af skridt ned gennem den lange gang, der åbenbart er udenfor. I rummet høres sagte snorken og med mellemrum knirken fra hvileløse vendinger, når den ukendte måde at sove på bliver for meget.

Mine øjne åbner sig langsomt, og lettere forvirret kigger jeg mig rundt, mens sindet og sjælen igen finder plads i min morgentrætte krop. Et dunkelt rum, med sorte persienner - stort, og kun beboet af to senge og to stole, samt et lille bord - og et par kufferter.

Og stille går det op for mig, at jeg nu er i fuld gang med en afsked, af den slags der både er god - og træls.

Jeg er på Livsstilscenteret i Brædstrup - for allersidste gang. Og den venlige snorken i værelset, kommer fra min medbeboer, der endnu ikke er helt vågen.

Siden mit første besøg i slutningen af 2016, har jeg haft fornøjelsen af at tjekke ind på stedet ialt 6 gange, og lært utallige dejlige mennesker at kende. Mennesker, hvis historier og overskud har haft en dyb indflydelse på mine tanker, samt på mine madvaner og levemåder.

Jeg har i den periode tabt utallige kilo - og taget de fleste på igen. Prøvet mange forskellige retter, opskrifter, tankemåder, og fundet frem til det, der kan være istand til at få mig godt frem til det mål, jeg har sat mig.

Tabet af vægt, og kureringen af mine forskellige skavanker, gennem vedligeholdelsen af en sund livsstil.

Ja, jeg ved det godt - der h a r været en del øjeblikke undervejs, hvor den der tykskallede chokoladeflødebolle og den der dybsorte cola, har fundet vej til mit indre. Situationer, hvor aftensmaden har været FFTO - Fra Frys Til Ovn - og hvor indholdet af nyttige næringsstoffer nærmest har været negativt.

Og jeg ved godt, at ingen af mine sygdomme er helt forsvundet endnu - tarmene brokker sig stadig, blodtrykket danser ind imellem, de andre småting hopper ind og ud som det passer dem. Og hverdagen er stadig fyldt af alt det, der nu er ude i et pulveriserende og stadigt foranderligt liv.

Men det er alt sammen en del af det liv, jeg vælger at leve. Både som ædru alkoholiker, tarmsyg, overvægtig, og depressionsmuligt blodtryksforhøjet menneske, er det blandt mine muligheder, at kunne vælge frit mellem alt, hvad livet tilbyder mig.

Jeg skal bare sørge for, at der blandt det jeg vælger, er en overvægt af alt det der sunde, gode, dejlige, og velsmagende, jeg har lært at sætte pris på gennem perioderne på Centeret. En overvægt af de levemåder, og de træningsmåder, jeg har kunnet snuse til her.

Jeg kommer sgu til at savne stedet. Savne de store, varme smil, man bliver modtaget med. Savne den ægte bekymring og indlevelse, de ansatte daglig viser. Savne køkkenets kreativiteter - mærkelige smage, der velbehageligt trænger ind i mine smagsløgs allerhelligste. Savne roen i meditationstimerne - debatten i undervisningen - latteren og hyggesnakken i fritiden.

Savne - at være sammen med mennesker, der alle søger ændring af en Livsstil, de ikke har brug for. Og som gennem stedets ualmindeligt effektive sammenskruning, finder frem til det, der lige præcis kan hjælpe dér, hvor man nu lige står.

Men jeg ved, at den måde jeg har levet mit liv gennem de sidste snart otteogtyve måneder - én dag ad gangen - vil kunne hjælpe mig gennem de ændringer, jeg er nødt til fuldt ud at implementere i min hverdag, for at kunne nå mit mål. Ved, at ingen af de mennesker, jeg har lært at kende på opholdene, er længere væk end den nærmeste telefon eller computer.

Ved, at jeg har fået venner, der bare holder ved, og som på egen krop har lært, hvor godt det er at være her på Livsstilcenteret.

Så det vil være med største Sindsro, at jeg på torsdag siger farvel til stedet for sidste gang - og fortsætter ud i det liv, jeg har lært at elske siden den niogtyvende april tyveseksten.

Bare én dag ad gangen.

Tanketørke i Tryggelev.

Jeg kan høre den tørre, sprøde lyd af græs, knasende under mine fødder, mens jeg går ned gennem haven for at tjekke om der stadig er vand til dyrene. En splintrende lyd, der understreger den hvileløshed, jeg gennem nogle dage har følt mig som den knapt så lykkelige ejer af.

Og når jeg drejer hovedet, kan jeg se de sammenfoldede blade på træerne, og næsten høre hvordan de stolte stammer desperat forsøger at holde på den smule væde, der trods den snart måneder lange tørke stadig er i undergrunden.

Morgensolens ellers normalt så friske stråler flimrer allerede af dagens kommende tørhed, og jager fugle og smådyr ind i køligheden mellem træer og buske, mens desperate insekter med små svirrende lyde forsøger at fange min blankt svedskinnende hud, for at kunne slubre vædske i sig, og på den måde overleve lidt længere.

De får min hud til at klø, mine hænder til at klaske, og overfladen af mit sind til at blive irriteret.

Og mens krusningerne af irritation hedeflimrende danser henover mine tanker - effektivt knusende enhver form for kreativitet - går det op for mig, at selv min tidsopfattelse er forstyrret af den langvarige sommer.

Dagene har jaget hastigt afsted, og samtidig med skildpaddeskridt trisset mod aftenens næsten utænkelige mulighed for kølighed - hvorefter de derefter er forsvundet næsten bevidstløst bagud, i en fortid der ligger så tæt på, at den næsten er fremtid.

Nutiden - eksisterer næsten ikke, og stikker kun sit hoved frem en sjælden gang imellem for at undersøge om kølig-heden stadig er lige varm.

Jeg hælder tankefuldt nyt vand i dådyrenes spand, mens jeg lader blikket glide ned over det, der ellers normalt er en mose, men som nu nærmest ligner et tørkeflimrende helvede for de frøer, jeg tidligere på året havde fornøjelsen af at lytte til, når jeg nød aftenens stille ro.

Og med ét går det op for mig, at min nærmest bevidstløse gennemlevning af de sidste mange dage, for første gang - siden jeg startede på denne blog - har bragt hele tretten dages afstand mellem mig, og det, der siden den niogtyvende april tyveseksten, har holdt min tankeverden sprudlende, og sørget for at min kreativitets kilde har bragt mig friskt drikkeklare idéer, tanker og ord....

Ord, som jeg har kunnet frådse i med en klippeklar tro på, at kilden aldrig ville tørre ud - at den for evigt ville springe, og fylde min helt egen kølige Gudenå, med masser af muligheder for liv og levned.

Den er nu nærmest at sammenligne med en silende, lunken sveddråbe - driblende ned over en varmeforstyrret bevidstheds desperate forsøg på at beskrive - at der er Tørke i Tankerne og Tryggelev.

Så mens jeg næsten hedeslagsramt trisser op mod min havedør igen, beslutter jeg mig for at finde mine tankers vandboringsudstyr frem, og med Sindsroens kræfter finde Mod til at lade det bore sig ned gennem skriveblokeringernes stenhårde Undergrund af fortidige fejltagelser, for dér at søge den Visdom, der som en anden Old Faithful vil kunne springe med regelbundet regelmæssighed - vandende min hjernes have, så inspirationernes træer, tankernes roser, tåbelighedernes ukrudt, og finurlighedernes krydderier igen vil kunne trives, vokse, og blomstre.

Bare Én Dag ad Gangen.

Skogrende skrål en stille morgen, og .......

......små bank på den åbne havedørs rude af et skarpt næb.

Næsten uhørligt, men alligevel til at opfatte mens jeg sidder og stirrer tanketomt på skærmen. Et fasanhoved, der rykvis vendes, så øjnene hver for sig kan få lov til at kigge ind.

Er du der? Jeg vil ha' mad !

De kan vænne sig til meget, de der fasankokke. Især, når der er gratis mad på færde. Så jeg har trofast - gennem det par måneder, der er gået siden jeg første gang opdagede fasanfatter i min have - lagt frø, korn, havregryn, og andet spiseligt frem på havetrappen, og derved vænnet ham til at komme forbi, for at fylde sin kro og kråse.

Og jeg har nydt synet af ham, mens han ronderede min have for at sikre sig at der ikke var noget farligt på vejen til og fra maden.

Men ligefrem at afbryde mig i mine tanketomme betragtninger over ingenting - det har han aldrig gjort. Før nu.

Lettere irriteret kigger jeg over mod den åbne havedør - og skal lige til at brumme misfornøjet af ham, da det går op for mig, at han bare gør hvad han plejer. Gør opmærksom på sin eksistens - sørger for at blive bemærket - og minder mig om den vane, jeg har bibragt ikke bare ham, men også mig selv.

Naturligvis skynder han sig hurtigt i sikkerhed, da jeg rejser mig for at hente mere foder til ham, udstødende det ene skogrende fasanskrål efter det andet, mens han med mellemrum rejser sig op så lang han er, og basker heftigt med vingerne. Man er vel en frygteligt farlig fasanfatter, der skal respekteres !!

Jeg drysser det nye foder over trappen, og fylder nyt vand i den skål, jeg satte ud da varmen udtørrede græsset, mens jeg stadig  distræt kigger ud i "dét uendelige ingenting", som et morgentræt og tanketomt sind mange gange opfatter omverden som - inden jeg igen sætter mig tungt foran den let blæserbrummende computer, og fortsætter søgningen.

Søgningen efter det, jeg gerne vil skrive. Det, jeg gerne vil udtrykke, her til morgen. Det, jeg slet ikke kan lade være med at dele med jer. Det, der ellers normalt flyder let og ubesværet ned på den tomme skærms papirlignende side.

Dét - der ikke er der.

Det hænder en gang imellem, det her. At jeg sidder helt tanketom og uden idé om noget som helst andet end præcis det Nu, jeg befinder mig i. Uden anden opfattelse af Livet, end det, følelsen af at være i live giver mig.

Uden nogen form for tidsopfattelse - lige med undtagelse af det sekund, der var - det sekund, der er - og det sekund, der kommer.

Før i tiden var det noget af det, der kunne få mig til at snuble over tilværelsen, og forskrækket flygte ned i den nærmeste mulighed for tankeadspredelse, mens mit sind desperat skreg efter den samme type nattergal, som Kejseren i H.C.Andersens vidunderlige eventyr ikke kunne leve uden - den, for hvem livet aldrig er mekanisk og forudsigeligt, men som frit og utvunget lader smukt trillende melodier danse gennem universet - den ene mere vidunderlig end den anden.

Skråååååg, skogrer fasanfatter udenfor. Hvad bilder du dig ind ? At tro du er noget så specielt, at selv en fugl, der har sunget for Kejseren af Kina, vil komme til dig ? Du må nøjes, må du, med mig og mine skogrende morgenskrål. At du bare ved det !!

Og mens fatter fasan, overhovedet for guderne vide hvor mange små nye fasanlinger, paraderer sin uendeligt smukke fjerdragt udenfor min havedør, og med mellemrumryster fjerene voldsomt, går det op for mig, at den før så tomme skærm nu er fyldt med dét, der ikke var der.

At dét, jeg denne morgen gerne ville finde, så jeg kunne dele med jer - helt af sig selv fandt frem til mine fingre og mit sind, selvom det var med hjælp fra skogrende fasanskrål og ikke melodiøs nattergalesang, og som nu fylder linie efter linie med beretningen om denne morgens vandring frem mod dagens første erkendelse.

En erkendelse af at være i live, der opstod - sekund for sekund - fordi jeg accepterede det, jeg ikke kunne ændre, og fandt mod til at ændre det, jeg kunne. Et mod, der kom til verden, fordi det ikke kunne andet.

Modet til at være.

Det mod, jeg morgen efter morgen har fundet, og som starter min dag bedre, end noget som helst andet nogensinde har kunnet.Det mod, der sindsroligt finder sin naturlige plads i mit liv, mens de ædru dage opstår én ad gangen.

Modet til at leve.

Frederik Fasan's skogrende skrål fortoner sig i det fjerne, mens han roligt vandrer ud mod hvad det så end er, han tilbringer resten af døgnet med, mens lydene fra landevejen blander sig mere og mere - og morgenkaffen i mit krus er ved at være drukket.

Det er tid, til at fortsætte med at være dét, jeg er.

Ædru.

Der er mange måder at vågne på............

 .............har jeg fundet ud af.

Og en af dem er den rent praktiske, hvor jeg forlader nattens sovende aktiviteter, til fordel for de mere dagsvågne. Det kan til gengæld opleves på mange forskellige måder.

Startende med den der, hvor dagen begyndes med et tigerspring ud af sengen, og hjernen bare er i fulde omdrejninger fra det splitsekund øjnene begynder at åbnes, parat til at klare det hele, næsten påklædt inden mine fødder rammer gulvet......

 - over den mere rolige, hvor sengen forlades med langsomme, afslappede bevægelser og hjernen småsludrende følger trop, mens jeg stadig lettere søvnpåvirket halvforvirret leder efter den der sok, der aldeles ikke vil findes........

 - til den fuldstændigt umulige, hvor det at vågne bare føles som et mareridt forklædt som en dagdrøm, og hvor både kroppen og øjenlågene indædt bandende nægter at bevæge sig så meget som en milimeter, mens hjernen desperat holder fast på de sidste rester af den der fuldstændigt vanvittige drøm, der har fyldt størstedelen af natten, og armene nægter at give slip på både pude og dyne.

Og endelig er der blandingen af alle tre -  hvor jeg pludseligt opdager at jeg ikke længere ligger i sengen, men allerede har foretaget det der tigerspring ud på gulvet - med fuldt åbne øjne - og alligevel er nødt til at sætte mig ned på sengen igen, mens øjenlågene uimodståeligt finder vej tilbage til lukket position og hjernen beklagende fortæller mig, at det var en fejl - jeg skal slet ikke op nu - jeg kan godt lade være med at vågne - det er sikkert alt for tidligt - jeg skal intet og kan lige så godt finde tilbage til Morpheus arme igen........

Hvorefter jeg stadig dynevarm lader mig glide tilbage mod den der uimodståeligt lokkende vandrette position, og de sikkert ventende drømme, fyldt med lokkende oplevelser og......

84.

Det dukker op i min næsten nedslukkede hjerne uden varsel og uden forklaring. Fireogfirs. Altså tallet fireogfirs.  Et ottetal og et firtal. 8 4 .Ganske lysende klart, og helt hundrede procent sikkert uden nogen former for kontakt til eller sammenhæng med noget som helst andet, min hjerne eller mine drømme har haft gang i på vej mod noget som helst.

Fantastisk irriterende.

I kender det sikkert selv ganske godt. At være på vej tilbage i søvnland, med retning ned under den der dejlige, varme, og ganske givet helt livsnødvendige dyne - og så pludselig opdage at der står én - og kun én - tanke tilbage i hjernen. Og at samme tanke gør det et hundrede procent umuligt at kunne fortsætte bevægelsen ned mod det put and snork-sted, kroppen ellers allerede har påbegyndt.

Hvorefter der kun er én ting at gøre. Vende den nedadgående bevægelse til en opadgående - og stå ud af sengen.

Sukkende, bandende, øjengnidende - og stadig spekulerende på det der tal, der ganske uden nogen form for sammenhæng dukkede op, og ødelagde et ellers snart genoptaget godt forhold mellem mig og Søvnens Guder og Gudinder.

Og først da jeg tillader mig selv at bruge Sindsro'en på situationen, og gi'r fuldstændigt slip på tallet - fordi jeg ikke kan andet - damper det af igen. Hvilket min stadig lettere søvn og drømmepåvirkede hjerne tillader det at gøre, efter jeg i tankerne har plantet det på fronten af et godt gammeldags lokomotiv, der straks derefter afgår fra perron fire med dampen stående op i en røgfane fra skorstenen og et skingert fløjt til afsked.............

Lidt senere kan jeg så sidde i ro og mag med min nybryggede morgenkaffe, og lade hjernen danse fandango med morgenens erkendelser, inden jeg tager mig sammen til at beskrive dem herinde. For jo, der er skam erkendelser i den morgenoplevelse, jeg netop har beskrevet.

Erkendelsen af, at jeg tidligere kunne have brugt netop sådan en situation til at spekulere mig tosset og direkte ned i flasken igen. At den - i al sin simpelhed - indeholdt alt, hvad der skulle til for at vække lysten og trangen til live igen.

Og erkendelsen af, at en simpel gennemgang af situationen - med Sindsro til at acceptere at den måske ikke kunne ændres , Mod til at ændre den hvis den kunne, og Visdom til at kende forskellen - var istand til at  gøre den til det, den nu engang var.

Resterne af en nats drømme og oplevelser - ædru og på vej ind i de eneste fireogtyve timer, der betyder noget.

Dagen i dag.

Nærved og næsten..........

..... slår ingen mand af hesten.

Og så er det, at alting begynder at være næsten på plads igen. Næsten normalt. Næsten almindeligt. Næsten passet ind i den der kasse, jeg næsten automatisk bliver sat hen i, når mine omgivelser lærer om min sygdom og om mit liv.

Det' ham der alkoholikeren. Ham dér skribenten, der ikke drikker mere. Ham dér, der altid fører sig frem - på nettet, i æteren, i hverdagen.

Var der ikke no'et med, at han havde været voldelig ? Eller var han bare en ganske almindeligt knald-i-låget sut ? Hvad si'r du ? Gik han på landevejen ? Sad han i spjældet ? Jamen - fortæl, fortæl........

Der skal ikke meget til at fornøje folk, når det drejer sig om leflen for den indre grimrian - den der, der bare venter på at blive fodret med al den slags uhyrligheder og dårligdomme, man helst vil holde på noget mere end armslængde væk fra sig selv.

Allerhelst skal det jo være om en eller anden kendis - bare læs Se & Hør, der er ikke andet, end den slags historier -  for så kan man jo uhæmmet pege fingre og fnise: "Der kan du bare se - de er ikke bedre end alle os andre..."

Og nej - det er hverken de, jeg, eller nogen anden afhængig.

Rent faktisk er der slet ingen af os, der er ramt af sygdommen, der er anderledes end nogen andre i hele verden. Lige som jer, er vi mennesker, med liv levet, der har indeholdt både godt og ondt. Liv, der har været - og for det meste stadig er - kraftigt påvirket af den sygdom vi dagligt lever med og i.

Med familier, der gemmer på hemmeligheder - som vel sagtens alle familier gør - og som i årevis har forsøgt at feje sygdommen ind under gulvtæppet. For sæt, hvis der var nogen der hørte, at vi i familien har en.......... Skammen ville ikke være til at bære........ Familien ville bryde sammen....... Alt ville blive ødelagt........

Sæt selv alle de dårlige undskyldninger, du kan finde, ind i stedet.

Heldigvis gøres der meget, for at hjælpe familierne til afhængige tilbage til et næsten normalt samliv.

Gennem Al-aNon, ACA, og mange andre lignende fællesskaber, der har det tilfælles, at de alle søger ærligheden og kærligheden til at forstå hvad det er og var der skete - og hvordan man måske kan forhindre at det sker igen.

Og Tusind Tak for det.

Alligevel forsøges der fra samfundets side, at få mig og alle andre afhængige til at passe ind i de sædvanlige rammer, når vi er kommet ud på den anden side. Der mases og skubbes, hives og slides, for at få os til at passe ned i de kasser, samfundet har kreeret til hver enkelt af os, for at vi kan være ganske almindelige, produktive medlemmer, og ikke skille os ud på nogen måde.

Det lykkes næsten - men så alligevel ikke.

For der sker noget, når jeg kan føle kanterne på kassen skrabe henover ryggen på mig, Mærke materialet, kassen er lavet af, gnide mod mit ubeskyttede Jeg.  Instinktivt spænder jeg alt hvad jeg er, så kassen går fra hinanden i sømmene. Så der opstår sprækker, revner, og huller, jeg kan bruge til at passe min kasse ind, så den passer til mig.

Men hver gang jeg så forsøger at få min nu næsten tilpassede kasse, til at passe ind i de huller samfundet så uendeligt gerne vil have den skal passe ind i - så går det galt.

Så ryger der et par brædder af min kasse, når den støder på hullets kanter. Er par splinter fra kassen river derefter revner i mig - revner, jeg straks begynder at bløde ud fra, og som hurtigt danner ar - igen.....

Ar, der, hvis jeg ikke er påpasselig, vil kunne få min sygdom til at bryde ud i fuld flor igen, og dermed rive alt istykker, hvad jeg har brugt så lang tid på at bygge op. Ærligheden, kærligheden, ædrueligheden - alt det, vil kunne væltes rundt i den flod af smerter og dårlige undskyldninger, sådan en ødelagt kasse kan medføre.

Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

Alt for mange gange, før jeg endelig blev mør og villig - og idag, for nøjagtig 800 dage siden, valgte jeg så endeligt at acceptere, at mit Jeg ikke hører hjemme i en samfundsskabt kasse - proppet ned i et standardhul.

Valgte, at acceptere, at jeg er Unik.

Og at jeg ikke er alene, i at være Unik.

For nogen varer det dog hele livet, inden de indser det. For andre skal der en livsvarig sygdom til, inden erkendelsen kommer. Nogen er klar over det fra fødslen. Og andre opdager det aldrig - lever et helt liv, uden at vide det kunne have været så meget anderledes.

Ja, jeg ved det godt, Jeg stiller op til øretæver, med sådan et indlæg i blog'en. For hvordan kan jeg dog tillade mig at tro, at jeg er anderledes end det, det systematiserede samfund vil have, jeg skal være ? Anderledes end alle andre ?

Næh, min fine ven - Du skal ikke Tro du er no'et........ og hvis du gør, så'der no'et du har misforstået.

Men det gør jeg - for det er jeg.

Jeg hedder Per - jeg er alkoholiker - og jeg tager gerne fireogtyve timer mere - ædru, og udenfor kassen - og i Sindsro.

Idag bli'r en go' dag.

"Ekkoet fra den musik jeg har spillet, runger stadig i ørerne, mens sommernatten sænker sit milde lys over Langeland, og kærestens sommerfregner kærligt smiler til mine indtrykstrætte øjne.

Det har været en god dag."

Sådan var mine tanker på vej hjem fra sommerhavnefesten i Spodsbjerg i aftes, efter jeg og min underskønne elskede havde brugt det meste af eftermiddagen og noget af aftenen, på at sende liveradio fra et telt på havnen.

En hyggelig begivenhed, af den slags mit liv også består af.

Liveradio - og go'e dage.

Heldigvis er det jo nu sådan, at dagene ikke - som før i tiden - altid har deres helt eget liv, og nærmest efter eget ønske skifter mellem at være gode, og mindre gode. Jeg kan nemlig gøre en hel del selv, for at få den dag jeg befinder mig i, til at være på den bedre side af livet.

Allerførste betingelse - er at være ædru. For kun derigennem kan jeg se og opleve det hele, med øjne og sind tunet ind på at nyde fuldt og helt.

Næste betingelse - i det mindste for mig - er besiddelsen af en god portion Sindsro. Meget gerne garneret med et godt drys Mod - og indtaget med Visdommens store ske.

Sidste betingelse - jeps, der er skam flere - er accepten af, kun at leve én dag ad gangen, og holde ham der planlægningsmester-masteren på et absolut minimum af "Og så skal der..... og bagefter...... og senere....".

På den måde er jeg istand til at holde oplevelsen der, hvor oplevelsen hører hjemme. I nuet. Hvilket gør min nydelse af den så meget desto større.

Og gør de efterfølgende minder så meget bedre at holde fast på.

Så er jeg forhåbentlig også i stand til med tiden at fylde minder i hukommelsen, der kan træde ind og "bløde op" på de minder, der jo også er til stede efter et langt liv som aktiv alkoholiker. Træde ind, og huske mig på at livet også indeholder gode dage, der endda er istand til at komme helt af sig selv, bare jeg holder øjnene åbne, og sindet klart.

Så minderne om svigt, om misbrug, om fortræd....... og om så meget andet, der var en del af det, at leve med flasken i hånden, forhåbentlig bliver dér, hvor de hører hjemme - under "...det, der ikke kan ændres" - og giver mig mulighed for at acceptere og leve med det liv, der h a r været.

Hvilket medvirke til, at jeg her og nu kan sidde med en dampende kop morgenkaffe i hånden og vide, at :

Idag bli'r en go' dag.

Der' ingen bånd, der binder mig.....

Lad mig starte dagens blog med en af den slags bastante udsagn, der vil kunne få faresignalerne til at stå i kø for at komme ud :

Der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke. Punktum !

Men inden du nu farer hen til telefonen for at ringe til mig - eller ud til bilen for at køre ned til mig, så læs lige hele indlægget, og tænk lidt over det.

Ok ?

Så starter jeg lige forfra igen :

Der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke.

Ingen, der står parat til at baske eventuelle vin- eller ølglas væk fra mine dirrende, krævende fingre.

Ingen, der med papirer og lovtekster i hånden, bare venter på at læse alle mulige og umulige bekendtgørelser, restriktioner, og betingelser op for mig, mens jeg jamrende synker i knæ med hænderne for ørerne.

Der står heller ingen uden for hoveddøren med en kølle i hånden, bare ventende på at jeg skal forsøge at komme forbi med Druk malet i øjnene.

Og ingen maser sig ind med følsomme instrumenter og diverse lakmusstriber i hånden, for at tjekke mit hjem, mit køleskab, mit sind, eller mine gemmer for flasker eller andre beholdere med C2H5OH-holdige vædsker - eller stikker næsen mistænksomt ned i mine madretter, for at finde ud af om de er tilsat noget"ulovligt".

For der findes intet "ulovligt" og ingen forhindringer og ingen forbud - der findes kun valg.

Mine valg.

Mine daglige, frivillige, ærlige valg, der alle som én er baseret på den samme erkendelse, og virker gennem den virkelighed, der gør at jeg hver dag med glæde modtager den Sindsro, det er at acceptere det, jeg ikke kan ændre, det Mod, der skal til for at ændre det jeg kan, og den Visdom, der ligger i at kende og erkende forskellen.

Til gengæld findes der masser af øjeblikke, begivenheder, og mennesker, der både bevidst og ubevidst sætter mig i situationer, hvor valg omkring min ædruelighed skal træffes. Men de træffes af mig - og kun af mig.

Står jeg så bare dér - med alle muskler spændt, kampklar, og venter på at de situationer skal opstå, så jeg kan kaste mig ind i kampen ? Parat til at slås for den ædruelighed, jeg påbegyndte for 31 år siden, og som blev virkelighed den niogtyvende april 2016 ?

Nej - det gør jeg ikke.

Jeg afleverer hver eneste gang det hele - lægger det fra mig, og erkender at jeg ikke selv er istand til at styre min sygdom. At jeg kun kan leve med den, ved at lade noget, der er større end mig selv, overtage ansvaret for den, og så "nøjes" med at tage ansvaret for alle mine fortidige og nutidige handlinger på den måde, jeg har fundet ud af at jeg bedst kan gøre dette.

Gennem de trin der - uanset om man er religiøs eller ej - i al deres enkelthed har vist sig at virke - for mig.

Så jeg gentager lige, hvad jeg startede dagens indlæg med at skrive - at der er ingen og intet, der forhindrer mig i at drikke.

Og afslutter den med at konkludere - at det er derfor, jeg ikke gør det. I det mindste de næste fireogtyve timer.

Thirty / Love, siger dommeren.

Endelig sidder jeg her igen - klokken sent om natten - eller tidligt om morgenen, alt efter hvilket temperament der nu lige er til stede. Bag skærmen - og i fuld gang med at skrive de tanker ned, der flyver forbi min lettere løjerlige lavenergihjerne, mens jeg gennem den åbne havedør kan høre frøerne kvække i mosen og fuglene vågne til dåd i en ny dag.

Det har taget tid, og tilløb, at komme hertil igen. Til det sted i mit Jeg, hvor jeg bare kan give los, og lade alt flyde ud gennem mine fingerspidser i en kontinuerlig strøm af tanker, meninger, idéer - mens morgenen langsomt kryber ind i mig.

Nattens engle og dæmoner har samtidig forladt de kamppladser, der, siden jeg så solen forsvinde i går, har genlydt af vingebaskende strid. Og efterladt mig udmattet og åndeløst ene, overgivende styringen af livet til mig selv - kun ladende evnen til både ondt og godt ligge sårbart og ubeskyttet tilbage, i mine alt for menneskelige hænder.

Og for en gangs skyld ved jeg ikke, hvordan jeg skal forvalte så skrøbelig en evne.

Hvordan jeg skal kunne udsætte mit Jeg for den balance af begge dele, livet dagligt består af - uden samtidig at risikere destruktion af det, jeg er kommet til at elske så højt.

Ingen har påstået, at det er nemt at være ædru. Og ingen kommer nogensinde til at overbevise mig om, at livet kunne være så meget lettere, hvis jeg bare gav slip og lod alt ske af sig selv. Dén kamp kæmper min indre engel og min indre dæmon ganske fortrinligt på både daglig og natlig basis, mens stregerne sættes på livets score-board, og sidedommerne nøje overvåger både genopbygningen og ødelæggelsen af det sind, kampen foregår i.

Hvordan kan det være, at jeg som ædru alkoholiker skal bruge så mange flere kræfter på at holde mig oprejst og velfungerende, end alle mine ikke-alkoholiserede medmennesker ?

Og er det virkelig nødvendigt, at livet skal bestå af den slags natlige kampe og daglige overvejelser - eller er det kun fordi min sygdom har givet mig muligheden for at kunne se, hvad vi alle - alkoholikere, misbrugere, mennesker - kæmper med døgnet rundt, at jeg nu igen sidder her bag skærmen, og renser de sår nattens kampe har givet mig, så de efterfølgende ar ikke bliver for voldsomme ?

Rent faktisk er jeg stolt af mine ar. Stolt af det, de fortæller mig om det liv, jeg har levet. Stolt af den indsigt og forståelse, jeg tror mig selv i besiddelse af på grund af dem. Stolt, over at være så meget menneske, at jeg kan huske hvorfor jeg fik dem.

Huske, hvad jeg lærte af kampene, der gav mig dem. Huske de næsten livsødelæggende situationer, der førte frem til, at jeg dag efter dag livet igennem har måttet se dem opstå. Og først har kunnet tage mig af dem, efter jeg endelig blev mør - endelig blev ædru.

Samtidig er jeg dybt ærefrygtig overfor de kampe min indre Lucifer og min indre Gabriel stadig er nødt til at udkæmpe - med sårende våben af både hadefuldt stål og livgivende kærlighed. For kun gennem disse kampe er jeg istand til at se, hvad dagen og livet har i posen til mig.

Til at erkende det, alt drejer sig om i mit indres rejse gennem livet - og gøre det i Sindsro Én Dag Ad Gangen.

Jeg hedder Per og er alkoholiker.

Jamen man skyder da heste.

Det siges, at der altid er en grund til at ting sker. At der står en eller anden form for intelligens - en Højere Magt, om man vil - bag det, der sker i det liv, jeg lever. Og at der på den måde er en Højere Årsag til, at livet og tilværelsen præsenterer de forskellige "bump", der kan forekomme på livets vej, på præcis de tidspunkter, de sker.

I så fald kunne jeg vældig godt tænke mig at have en alvorlig snak med vedkommende Højere Magt, og påpege at jeg måske godt ville have ventet bare en teenie-weenie bettelille smule længere, inden jeg endnu en gang skulle bankes i hovedet med mere af den slags, der får mig til at stoppe op og tænke dybe, alvorlige tanker over livet, universet, og alt det der.

Suk.

Ikke fordi jeg regner med, at min Højere Magt har tænkt sig andet end at klukle over mine let febrilt knurrende udgydelser, nu hvor jeg endnu en gang er på vej igennem en altomfattende krig mod mine indre små venner - de bakterier, der langt om længe er blevet så mange i mit fordøjelsessystem, at jeg endelig kunne begynde at omsætte min indtagne føde normalt.

Men nok nærmere fordi, det er trættende som bare fanden, at skulle hælde penicillin i systemet, bare fordi en myg eller en klæg eller hvad pokker det nu har været, havde glemt at vaske snablen, inden den blev stukket - nej, hamret -  ned i mit sarte kød.

At jeg så på den måde er blevet sidestillet med syge heste, er en oplevelse jeg aldrig havde tænkt jeg skulle komme i nærheden af. Men eftersom det åbenbart er heste, der har størst mulighed for at blive inficeret på den måde, for derefter at udvikle lymfekarbetændelse / lymfangitis - jamen så er jeg altså lige nu at sammenligne med en syg krikke.

Og en syg hest har da kun én retning, ikke ?

Jeg ved det godt - det er min medfødte evne til at se sort på tingene, der slår til for fuld kraft igen.

Det plejer den jo, når tilværelsen let og elefant fejer benene væk under mig. Og det har den gjort, hver evig eneste gang jeg tidligere troede at have fundet vejen frem igen. Med sygdomme - med tilbagefald - med dumme beslutninger - med ******* (indsæt selv grunde).

Så hvorfor føles denne gang så meget forskelligt fra tidligere, at jeg istedet for at baske direkte tilbage i flasken, bare vælger at lægge billet ind på en alvorlig mano-a-mano samtale med min Højere Magt ?

Og hvorfor er min allerstørste irritation over situationen ikke, at det er Ååååh, så synd for mig - men nærmere en kortvarig frustration over en lige-i-øjeblikket manglende Sindsro ?

Det eneste svar jeg har at give mig selv, hedder Én Dag Ad Gangen - måden, jeg har levet mit liv på, siden jeg for 778 dage siden blev ædru.

Og en klar viden om, at jeg aldrig vil få mere, end jeg kan klare - for uanset hvor hårdt, slemt, fortvivlende og ensomt, livet har tænkt sig på daglig basis at dunke mig oven i min ædru, men for altid alkoholiske hjerne, så ved jeg at der altid findes en vej - altid findes en accept, af det jeg er, det jeg var, og det jeg bli'r.

Og for sådan en agnostisk ateist, med buddistiske tendenser og jødisk-katolske tanker, som mig - så er det ikke det værste, der kan ske, vel ?

Under alle omstændigheder tror jeg lige, at jeg let vrinskende galoperer henover min stærkt afsvedne græsplæne, mens jeg snupper fireogtyve timer mere - bare fordi jeg kan.

Tryggelevsk langelanding.

Træerne i min skovhave vifter dovent med grenene, mens morgenfuglene har travlt med at kvidre deres her-er-jeg, her-er-jeg, her-er-jeg, i de første morgensolstrålers gnistrende glade dans gennem stadigt dugvåde blade.

I det ikke alt for fjerne kan jeg høre min morgenbesøgende melde sin ankomst fra den busk, han natten igennem har gemt sig under for at være i sikkerhed for ræve og rovfugle. Og mens et smil vokser frem på mit morgensøvnige ansigt, går det op for mig at jeg glæder mig til at se ham igen.

Jeg har nemlig fået en fast besøgsven, der morgen efter morgen minder mig om, hvor vidunderligt det er at langelande på tryggelevsk. En fasankok, der har fundet tryghed i at komme op til min havedør, og spise af de frø og kerner, jeg har spredt lige udenfor.

Han deler dem med et duepar, der har bygget rede et eller andet sted i de træer, min have er så rigeligt udstyret med - og med alle de andre flyvende skabninger, der lige som han lige skal hen hver morgen og kigge ind gennem min havedørsrude, inden de igen forlægger residensen til andre steder i haven.

Den må nu også være lidt af et paradis for ham - haven. Med alle sine hjørner og buer, buske og træer - samt alle de insekter, der dag efter dag udfører deres arbejde i en evigt foranderlig natur, og som med mellemrum ender som lækkerbidskner i sådan en morgendansende fasankoks kro.

Jeg rånyder skamløst synet af ham, som han står dér på havetrappen - let dansetrippende, og med øjne, der har travlt med at undersøge alt og alle omkring ham.

Den pragtfulde sorte farve, der indhyller hans hoved - de højrøde flapper på siden, der minder mig om naturens evne til at fremstille de mest åndeløst smukke farver. For ikke at tale om hans fjer, hvor farvetegningerne i grå, brun, rød, og hvid danner, hvad der næsten virker som et landkort over den glæde, jeg føler når han igen pludseligt står dér og kigger undrende ind på mig.

Han er en del af det, jeg i mit stille sind kalder min langelanding - det, at jeg forelskede mig i den her langstilkede rose af en ø, og det, at jeg opdager jeg er istand til at kunne udtale min glæde over at bo, leve, og eksistere her, som man nu gør det i den lille by, jeg er ved at have slået rødder i.

På tryggelevsk.

Et hjertesprog, man taler overalt på øen, i alle mulige versioner og dialekter. Lige fra det sydlige let gutturale bagenkopske, over det mere ydmyge humblianske, til det charmerende rudkøbingske, det grevskabelige tranekærske, det landlige snødske......

Kort sagt, i hver enkelt lille eller større by på den her himmerigsmundfuld af en ø, taler man hver sin sproglige version af den glæde og stolthed, jeg har opdaget er en del af det, at være øboer - være langelænder.

Og med ét går det op for mig, at selv min lille besøgende fasankok har sin helt egen lokale dialekt at vise glæden over livet i, når han så godt som uimodståeligt kalder sit morgenskrattende her-er-jeg, og samtidig kigger undrende ind til mig, med et udtryk, som tænkte han: Ka' det nu ha' si' ræ'ti'hee ?

Smilende skynder jeg mig langsomt at hviske tilbage til ham, at - Ja, det ka' det skam godt.

I det mindste én dag ad gangen - langelandet - på tryggelevsk - ædru - og i Sindsro.

Al begyndelse....

Det er en underlig fornemmelse, at sidde her og kigge morgentomt på skærmen, mens tankerne bare farer forvirrede afsted. At føle, hvordan hverdagen udenfor mit jeg nærmest virker som øllebrød - træg og tyktflydende, men dog varm og brun, med klumper og sukkerrørt æggesnaps ovenpå.

Men det er det, der sker indeni mig lige her - lige nu.

Ganske uventet opdager jeg også, at jeg er nødt til at bruge tid på at finde ud af, hvilken ugedag jeg nu lige er stået op til. Og på at genhuske, hvad det nu lige er, jeg har sat mig for at gøre, inden jeg for alvor starter på den dag, jeg så åbenbart heller ikke lige kan huske datoen på.

Det' din alder, kan jeg høre nogle af jer mumle i skægget - eller for kvindernes vedkommende inde bag de smukt svungne læbers kysfristende lækkerhed. Du bliver indhentet af det, der rammer os alle, hvisker andre frydefuldt skadefro i mine efterhånden ret svagt opfattende ører.

Og når jeg så forsøger at fæstne blikket på det, jeg så ufatteligt gerne vil kigge på - er det ude af focus og gemt i en svagt dirrende tåge. Hvor jeg samtidig kun kan se - ingenting........

Indtil jeg blinker, ryster på hovedet, og bruger en pegefinger til at rense mine ører for nattefrembragt voks, mens jeg bagefter gnidende mine øjne gabende bander over hvor lang tid det tager at vågne efter den første kop kaffe.

Og pludselig kan jeg føle, hvordan mit jeg bryder gennem grænsen mellem søvn og vågen - hastigt rystende nattens ubevægelighed og drømmenes uvirkeligheder af sig, som en hund ryster vandet af sig efter en lang svømmetur.

Jeg rejser hovedet, kigger ud af vinduet, nydende de sidste rester af natteforvirrethed, mens tankemylderet sagte sætter farten sindsroligt ned, og lader mig kaste et net af struktur over mængden af dem, så jeg bagefter kan lade de indfangne ord glide ud gennem fingrene i den rette rytme, den rigtige mængde, den forløsende virkelighed.

På den måde går dagens første minutter - alle fem - eller var det ti - eller... ?

Livet er dejligt - så husk at leve det.

Jeg holder af........

.........hverdagen.

Allermest holder jeg af hverdagen - med alle dens gentagelser, uendeligheder, og dræbende ulideligheder. Med alle dens tåbeligheder og vidunderligheder - alle de sjove, onde, hæslige, smukke øjeblikke. Og hele det væld af dufte og smage, kærlige og behagesyge, krøllede og forlangende, grå og farvestrålende, eksistenser, der vælter rundt i den.

Så Jo, jeg holder af hverdagen.

Og Ja, kære læser, det er en slags citat fra Dan Turell's digt om nøjagtig det samme, der på den måde indleder denne dags blog - et indlæg, der har været hele ti hverdage undervejs, inden det endelig fandt hvile i min trætte hjerne.

Jeg har nemlig været blokeret i min ellers flydende skrivelyst - buret inde, af en tekst jeg ikke kunne finde ud af - en tekst, der tiltalte mig på så mange forskellige måder, men som jeg var bange for at citere fra, fordi jeg følte den ville kunne sende nogle forkerte signaler.

Teksten der har blokeret mig, er Tove Ditlevsens - og stammer fra et af hendes mange indlæg i en formiddagsavis for mange år siden. Hun skrev den, som en kommentar til et mislykket selvmordsforsøg, hun nogle få uger forinden havde gået igennem. Og trods sin dystre baggrund, er den efter min mening i allerhøjeste grad værd at læse - og værd at tænke over.

Så her, kære læser - får du så ikke som vanligt mine egne mærkværdige tanker om livet, universet, og alt det der - men istedet for Tove Ditlevsens klumme fra oktober nittenhundredefireoghalvfjerds:

----------------------------------------

Den Uendelige Lykke Ved Aldrig Mere At Skulle Se Noget Menneske I Verden.

Rask som fuglen frisk sprang jeg så ud på Boulevarden den eftermiddag, da jeg gjorde alting for sidste gang, hvad der i sig selv er vidunderligt, når man nu er så forfærdelig træt. Skyerne havde lagt sig til at sove på fliserne, fordi jeg ikke havde brug for dem. Jeg kunne ikke have al deres flyden sammen og evige foranderlighed, færdig med dem. 

Det regnede fra en stærkt blå himmel, og alle mennesker opløstes og forsvandt, idet jeg gik forbi dem. De fik den blideste død uden at mærke det mindste, akkurat som de to hundrede uoverkommelige ulykker i min vindueskarm, jeg lige havde revet i stykker. Og som den sidste jeg talte med, mens jeg endnu befandt mig inde i mig selv, et opholdssted jeg aldrig har brudt mig om. Det var en dame fra Journalistforbundets avisudklipsbureau. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skyldte dem 700 kr., hvad jeg naturligvis var ligeglad med, men jeg var fornuftig nok til at opsige mit abonnement. 

Så tog det hele fart som til lyde af pauker og trommer, og alt mens jeg for at lede forfølgerne på vildspor styrtede fra den ene taxa til den anden med min sammenrullede sovepose og de nødvendige remedier i en gammel grim taske, slog jeg alle mennesker i hele verden ihjel. Lige fra Kejseren i Kina, så sorrigfuld, til den onde og ulykkelige Ulrike Meinhof for slet ikke at tale om Bent Bertramsen og dem oppe i regeringen og manden på gulvet og akademikerne og arbejderne og rødstrømperne, og dem jeg kunne lide og dem jeg ikke kunne lide, de onde og de gode, og dem, der ikke skulle græde for min skyld. 

Jeg blev ganske forpustet og kom hele tiden til at le, fordi jeg blev mere og mere lykkelig og måtte se helt fjollet ud med det enorme hoved, der dinglede på sin stilk af en krop, og så kom turen til alle ordene, der fløj utålmodigt ud af munden, ørerne og næseborene, og som jeg nu også bare skulle af med een gang for alle, men så længe nogen hørte dem, måtte de naturligvis sorteres, så kun små og almindelige kunne siges højt og tydeligt, resten måtte slippes løs på een gang når jeg nåede mit bestemmelsessted. 

Alle de stive opretstående tanker, der så længe havde været overanstrengte af planlægning og tilrettelæggelsen, brød sammen af sig selv, det behøvede jeg ikke at tage mig af. Vinden tog dem med sig, idet den med en sjov lille fløjten susede ind gennem det ene øre og ud ad det andet, der var ordentlig gennemtræk, og færdig med sådan et hvirvelvindsliv, når det nu er blevet sådan, at man overhovedet ikke kan finde ud af noget som helst mere og kun kender folk, der er ulykkelige eller folk, der drikker, hvad der jo kommer ud på et. Og heldigvis var den sidste taxa-Frederik stum som en dør og så ud som en, der er bange for spøgelser mens jeg fik fumlet sedlerne frem. 

Jeg gav mig selv et kvarters hvile, før jeg tog fat på det sidste stykke arbejde jeg skulle udføre. Hvilken umådelig fred og stilhed på denne våde plet i skovbunden! Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Det regnede stærkere og den strålende københavnske himmel var fulgt med mig, og lige før intet nogen sinde mere ville forandre sig - nu lå jeg oven på soveposen - rev de allersidste ord sig løs fra min bevidsthed til noget der lignede de trætte og sprukne toner fra en lirekasse: 

Højt på kransekagens top 
står prinsesse Klare, 
Røde støvler har hun på. 
Himlen hende bevare. 
Røde støvler, en hat med fjer. 
de sødeste pusselanker. 
men i det skønne sukkerbryst 
en bitter mandel banker. 
Oh, en grusom konditorsvend 
forbitret hendes lykke. 
Dog må hun holde sig stiv og strunk, 
for hun har ståltråd i ryggen. 
Himlen bevare prinsessens liv 
og skærme hendes vandel. 
Den kan sagtens der har i sit bryst 
en ganske almindelig mandel.
(Louis Levy.)
-------------------------------------------

En længere omgang, du her blev udsat for, kære læser. Men nu ved du så - håber jeg - noget mere om, hvorfor jeg tager Én Dag Ad Gangen.

Og gør det i Sindsro.