Time Out.

Pludselig begynder alt igen at gå i tomgang.. 

Dagene ligner hinanden, begivenhederne gentager sig selv, ordene lyder ens, og altings forskellighed fader lige så stille ud, inden den forsvinder med et næppe hørligt suk og et sæbeboblebristende plop.

Selv vejret virker som en gentagelse, når jeg betragter det gennem mit let nussede og endnu ikke vaskede vindue her, i den gamle skole - hvor gentagne pling fra min mobil samtidig minder mig om, at jeg igenigen har nye mails, nye beskeder, nye notifikationer, nye facebook-indlæg, som jeg absolut ikke kan leve uden at skynde mig at læse, og som jeg har læst så uendeligt mange gange før.

Og når jeg så interagerer verbalt - somme ville sige snakker med folk -  fine ord, han kan, ham dér - kan jeg høre ordene gentage sig selv i en uendelighed af sætninger, der allerede har været sagt til bevidstløshed, så mange andre steder, på så mange andre tidspunkter, til så mange andre.

Alt virker, som om det er gået istå på samme sted og tid. 

Som om den eksistens, jeg lever i, er stivnet midt i et skridt på livets vej, og nu tøver med at sætte foden ned på mindernes cykelsti.

Selv min dagligt besøgende fasan opfører sig, som var han deltager i et anmelderrost friluftsteaterstykke, og leverer de samme skogrende vræl som sidst, inden han sniger sig den samme vej som vanligt, frem til den mad, jeg som altid har startet dagen med at lægge på samme sted på havetrappen.

Og kaffen er ens - og cornflakesene knaser med samme lyd - og blodtrykspillerne stadig umulige at synke - og morgengurkemejepillerne smager ubeskriveligt - og Nyhederne er de samme som i går - og P4 spiller Nephew - igen........

Selv mine natlige mareridt hilser venligt genkendende på hinanden, når de hjemmevant vandrer gennem mit sovende jeg - efterladende den nøjagtigt samme fornemmelse, den nøjagtigt samme duft, af genkendelse, gentagelse, genkaldelse, genoplevelse, gen..........

Mon ikke det snart er på tide, at jeg kaster ketcheren og anmoder dommeren om en Time-Out, så jeg kan få vejret igen, og være parat til næste sæt i livets evige skæbnekamp ? 

Ikke at jeg dermed har tænkt mig at kaste alle gentagelser væk, kværne alle genkaldelser, glemme alle genoplevelser - der er stadig en del af dem, jeg aldrig vil kunne leve uden. Den gentagne Sindsro, den genkaldte Ædruelighed, den genlevede Kærlighed - alle har de deres faste plads i min hverdag.

Men alt det andet skal jeg have kastet op i luften - med lukkede øjne, tilstoppede ører, og ryggen vendt til, så jeg ikke ser hvor de lander. Så dagene kan blive nøjagtigt lige så spændende og ukendte, som jeg føler de bør være - ordene ligeså nye og interessante, som de sætninger de skal bo i antyder muligheden for - og altings forskellighed nøjagtigt ligeså righoldig og mangefarvet, som livet giver det plads til.

Så kan jeg leve igen - Én Dag Ad Gangen.