Andre Sider af mig

fredag den 19. oktober 2012

Dage....


Her var så tidligere et indlæg, der hed Dage.......

Det ligger nu i sin oprindelige og først nedskrevne version under siden, der hedder Digte .

Den finder du ved at trykke på linket i toppen :-)

mandag den 1. oktober 2012

Afrejse.....

Connie Louise Romlund Pedersen - født den 30 september 1935 - død den 30 september 2012.

Igår blev så dagen, hvor Conniemor rejste afsted mod ukendte horisonter.

Vi kom til Hospice Djursland ved 10-tiden om formiddagen, efter svigermor havde ringet og fortalt os at Connie ikke var istand til at kommunikere mere, og gled ind og ud af bevidsthed. 

Hele dagen sad vi og holdt Connie i hånden, mærkede svage klem fra hendes fingre, og så hendes øjne være klar over at vi var der. Hendes vejrtrækning gik fra at være temmelig besværet til at være næsten ikke tilstede.

Og klokken 18:10 trak hun vejret for sidste gang.

Connie - du vil blive dybt savnet. Vi elsker dig allesammen. Mindet om dig vil leve i vore hjerter for evigt.



søndag den 30. september 2012

Trist

Så kom den dag, vi har gruet lidt for. Conniemor bliver 77 år i dag - og ligger på hospice. Ingen af os tror at hun overlever længere end til og med i dag - men at hun i det hele taget har holdt ud så længe er utroligt. Hendes hjerne er fyldt med metastaser fra den oprindelige lungekræft, og hun har gennem længe været nødt til at få kæmpe doser morfin for at kunne udholde det.

Vi tager ud til hende om kort tid, og vil gøre hendes sidste timer så lyse som muligt......

fredag den 28. september 2012

Dagen efter

Og så gik den næste dag - endnu en af de der hverdage, der bare har det med at gå helt af sig selv. Jeg skulle have været inde ved hjertelægen - men det blev cancelled fordi jeg havde haft de to anfald. Suk. Så et eller andet sted må det vel betyde, at jeg har det ok med mit hjerte - eller sådan noget.

Min lille Conniemor er på hospice. Hun har efterhånden været der et godt stykke tid - men det lader til at der ikke er så meget tid tilbage at gøre godt med for hende. Vi besøgte hende igen i dag - og gud, hvor hun efterhånden ser ud til at ville give slip på livet. Hun er så dybt smertebehandlet, at hun glider ind og ud af virkeligheden - men når hun er til stede, lyser hendes øjne af kærlighed til os. Gudskelov for steder som Hospice Djursland, hvor terminalt syge mennesker kan få mulighed for at tilbringe deres sidste dage.

På søndag bliver Conniemor 77 år gammel.......... og jeg tror ikke hun bliver mange dage ældre end det.

Jeg tror, jeg vil bruge min blog om hverdage, til at fortælle noget om hende, så der på den måde altid vil stå et minde om hende på nettet - for intet forsvinder fra nettet - nogensinde....

Min elskede kvinde og jeg vil om lidt tage endnu et kig på Tandbørsten - det kan jo kun blive bedre..

Hverdage - hvad skulle vi gøre uden dem?

torsdag den 27. september 2012

Al begyndelse.....

Og hvad er det så lige man skal skrive herinde, når man nu har fået taget sig sammen til at oprette en blog herinde i Google? Al begyndelse er jo som bekendt svær - men så svært kan det da heller ikke være.
Mon ikke jeg skulle prøve at skele til bloggens hovedtitel - Hverdage - og gå ud fra det, når jeg skriver herinde.

Så kan I jo give mig de hak i tuden, I nu synes jeg fortjener - hvis ikke mine hverdage virker til at være interessante nok.

Den her hverdag lader nu til at køre godt nok. Min kære kvinde har været på arbejde, og jeg har lavet ting i hjemmet - I ved, støvsuget, vasket gulv, skrællet kartofler, og hvad der nu kommer sådan i løbet af en ganske almindelig hverdag i et ganske almindeligt hjem. Lige bortset fra, at jeg stadig ikke ved hvorfor jeg fik hjertekrampe både torsdag nat og fredag nat for fjorten dage siden.

Men pillerne virker - tror jeg da nok. Hvis ikke virkningen er mest oppe i mit hoved og jeg bare bilder mig ind, at jeg har det godt. But who cares - så længe jeg har det godt og ikke får flere hjertekramper.

Arbejdsmæssigt? Glem det - der er stadig ingen der har fundet ud af hvorfor jeg fik det anfald i julen sidste år - så derfor ved jeg ikke om jeg må køre igen - og derfor er der heller ingen vognmænd der ringer og har ustyrligt brug for mig.

Så er det da godt, at min papdatter har brug for mig - for os :-) Siden hun flyttede for sig selv, er det gået op for mig, at man får en helt ny slags glæde i kroppen, når børnene flytter hjemmefra. I ved, den der glæde, der dukker op når de ringer hjem og har brug for én.

Min kvinde har også brug for mig - selvom jeg vist nok ikke er den letteste at leve sammen med i øjeblikket. Men det går vel over - det der med ikke at være så let at leve sammen med lige nu. Det andet - at hun har brug for mig - går forhåbentlig aldrig over - nogensinde.

Så alt i alt - en ganske normal hverdag i dag - og bloggen er godt begyndt. 8-)