Andre Sider af mig

onsdag den 30. november 2016

Bekendelser.......


..... er der mange af i disse dage. Både på nettet, og i den skrevne presse bekender folk den ene og den anden form for alt muligt. Lige fra afmagt, fattigdom, og til utroskab deles der om livet, som det ser ud for mange. Og det er vel egentlig helt i orden.

For hvis ikke man skulle kunne fortælle åbent og ærligt om de dele af livet, der bliver spurgt ind til, kommer man aldrig videre med resten af det liv, man er i gang med. Dette hvad enten bekendelserne bliver modtaget med let løftede øjenbryn, eller sætter gang i angreb fra alle sider.

Jeg har nu ikke modtaget hverken den ene eller den anden slags opmærksomhed i forbindelse med min deltagelse i et kendt formiddagsblads uddybning af, hvad de skrivende journalister mener utroskab er. Hvilket heller ikke var min grund til at deltage i stuntet.

Til gengæld havde jeg heller ikke regnet med, at blive vurderet ud fra andet, end journalistens eget værdi- og regelsæt, og håbede vel egentligt bare på at blive citeret så nogenlunde korrekt i de udtalelser, hun valgte at bruge i artiklerne. Man kan jo være så blåøjet.

Men nok om det, og nok om den type bekendelser.

Jeg har nemlig samtidig med mine 2 dages blogpause rundet to pragtfulde hjørner i mit liv. Allerførst kreerede jeg dagen før jeg gik i brædderne med fornyede maveproblemer, mit indlæg nummer 100 her på bloggen. Det havde jeg før i tiden ikke regnet med, at jeg ville kunne.

Dengang tænkte jeg, at min blog ville være et sted, jeg med mellemrum - lange mellemrum - kort ville fortælle hvordan jeg havde det. Ikke at jeg på 100 indlæg ville have tastet mig frem til en samling blog's, der kunne fylde det samme, som havde jeg sat mig ned og skrevet en bog.

Hvilket jeg rent faktisk har sat mig for at gøre i løbet af de næste uger. Altså starte, med at skrive en bog. Emnet ved jeg ikke helt endnu, men det vil helt sikkert blive noget, jeg brænder for at fortælle om.

Det næste hjørne rundede jeg samme dag, som jeg blev nedlagt af en ordentlig omgang jeg-ved-ikke-hvad, der viste sig som endnu en total oppustning af min stakkels mave og tarm, samt kraftige smerter, der endte med at koste mig nattesøvnen.

Det hjørne, var min 7 måneders dag.

7 måneder siden jeg blev ædru og gik i behandling.

7 måneder, med beslutninger der på mange måder har haft en ufattelig indvirkning på mit liv.

Jeg er dybt taknemlig for min højere magt eller hvad det nu end var, der gav mig modet, til at slå hælene i og ringe til  behandlingscenter Møllen. Og jeg er dybt taknemlig for det fællesskab, der møde efter møde og gennem deltagernes egne erfaringer, hjælper mig frem til på daglig basis at kunne bruge de redskaber, jeg lærte at kende på Møllen.

Jeg ved, at muligheden for et tilbagefald er lige så stor for mig, som den er for alle andre. At gammel adfærd med usvigelig sikkerhed vil kunne skubbe mig helt hen til kanten, og endda ud over den. Og hvis jeg ikke sørger for at holde dagligt øje med min adfærd og mine tanker, vil jeg hurtigt være tilbage, der hvor jeg stoppede. Hvilket jeg højst sandsynligt ikke vil kunne overleve.

Ikke fordi, jeg ikke kan tillade mig at tænke alle slags tanker, og give udtryk for alle slags adfærd. For det kan jeg naturligvis altid. Jeg er bare nødt til at være opmærksom på, hvad adfærden og tankerne sigter hen imod, og hvordan jeg kan undgå at de sprænger min tilværelse og min ædruelighed.

Derfor deler jeg mit liv og min hverdag på møder med ligesindede, i et fællesskab der er stærkere end noget, jeg nogensinde før har kendt. Og sørger for, på daglig basis, at opdage mine fejl, og indrømme dem. Samt huske på, hvad den enkelte dag har bragt mig af godt, jeg kan tage med til den næste.

Alt sammen i åbenhed og ærlighed.

Så når det kommer til ærlige bekendelser, er der kun én af slagsen, der har grundlæggende og livsnødvendig betydning for mig:

Jeg hedder Per, og jeg er Alkoholiker.


mandag den 28. november 2016

Endnu en........


...... dag  står parat. Efter kalenderen at dømme, er det en Mandag, men efter udseendet at dømme, ligner den alle de andre dage.  Og et eller andet sted gør det mig trist indeni, for jeg savner en dag der ikke er som de andre. En dag, hvor det at leve gør en forskel.

Der er rutiner i sådan en dag som i dag. Støvsugning, opvask, madlavning, tøjvask, samt muligheden for besøg af en eller anden. Naturligvis også muligheden for noget uventet eller anderledes. Såsom uventede samtaler med Jobcentre, læger, sygehuse, eller lignende.

Men mest af alt, er der en indvendigt voksende uro, fortvivlelse, og sorthed, som kræver næsten alle mine kræfter at få styr over. Som dag for dag tapper mig for energi og efterlader mig næsten forstenet om aftenen. Ude af stand til at kunne se længere end de næste 24 timer frem.

Og ude af stand til at tro på det, mit indre jeg forsøger at fortælle mig.

En del af brændstoffet til den indre voksende uro, fortvivlelse, og sorthed, er de tilbageslag, min krop leverer. Som eksempelvis det, at min SIBO var på kraftig tilbagegang og mine tarme stoppet med at gøre ondt. Det gør de så nu igen.

Samt at min vægt var begyndt at falde. Den gør nu det modsatte, på trods af at jeg spiser det samme nu, som da den faldt. Mit mavesår brokker sig, min IBS laver knuder, mit glaslegemesammenfald forstyrrer mit syn, jeg har hovedpine og kvalme,

Og en hel masse andre ting, der sagtens kunne have været undværet. Som jeg ikke har været udsat for, siden dengang jeg drak. Men som nu vælter ind over mig med fornyet styrke, og udnytter at jeg er nede, svag, og nærmest hjælpeløs.

Altså alt i alt en ganske almindelig mandag, af den slags der går 12 på dusinet af. Hvor kun ét hjælper, når alt andet slår fejl.

Jeg er ædru og jeg er et godt menneske.

søndag den 27. november 2016

Og snart kommer......


...... hverdagen væltende ind igen, med alle dens krav, udfordringer, og oplevelser.

Hvad enten disse er positive eller negative, vil de om føje tid stå parat og forlange opmærksomhed. Noget af en udfordring, når man så længe har været væk fra arbejdsmarkedet, og har givet sig selv en hel masse nye daglige rutiner imens. Dem skal der så luges ud i, så kun de rutiner, der ikke står i vejen for udførelsen af et job, bliver tilbage.

Og så skal der startes andre daglige rutiner. Mange af dem gammelkendte og gennemprøvede, men naturligvis vil der også være nye og ukendte rutiner, der skal stå deres prøve. Den allerførste - og på en måde også allerstørste - hurdle, der skal overstås inden, er dog at finde ud af om jeg nu også er istand til at tage afsted igen.

Om jeg vil kunne klare, igen at være væk fra hjemmet i dagevis, eller om jeg skal finde et nærmere job, med daglige returneringer til det. Om jeg skal søge helt væk fra det, jeg har lavet i nærmest en menneskealder, eller om det i det hele taget er muligt at gøre noget som helst.

Der er masser af tanker, der skal tænkes. Mennesker, der skal kontaktes. Firmaer, der skal ringes til. Og alt sammen helst hurtigst muligt, så jeg stadig kan have friheden til selv at bestemme, hvordan mit liv skal udfolde sig.

Nu undrer du dig sikkert, og spørger hvad jeg mener med dén sætning. Det skal jeg da gerne fortælle dig.

Igennem de måneder, jeg har været sygemeldt, har jeg oppebåret sygedagpenge. Men hvis man nu ikke er syg på den "rigtige" måde, og der ikke kan sættes en udløbsdato på den sygdom man har, bliver sygedagpengene fjernet igen.

Med 14 dages varsel.

Hvorefter det hedder helt ned på bunden økonomisk, til en kontanthjælp, der ikke just giver mulighed for at kunne koncentrere sig om det, at være på vej mod helbredelse. Men som istedet bringer fornyet stress og mørke tanker på banen igen.

Så er det, at jeg hellere vil forsøge at komme tilbage i den gamle jobverden igen, selvom stresset også her er ganske stort. I det mindste kan jeg da så knokle indtil min krop og mit sind igen bryder sammen. Og så blive sygemeldt igen - måske.

Men hvad - hverdagen er jo ikke det værste, der findes. Måske vil den endda bringe mig ny glæde, og ny tryghed.

Og det er jo nok heller ikk' så ring' endda.


lørdag den 26. november 2016

Kunst ?

Ind i mellem kan man spørge sig selv, hvad kunst egentlig er. Er det de billeder, skulpturer, og installationer, der vises frem for en undrende offentlighed ? Er det ord, sat sammen på krøllede måder af trætøjede, langskæggede guruer, mens natten skifter til dag og røgen hænger tæt i lokalet ? Eller er det, at kunne debattere filosofi i timevis, uden nødvendigvis at blive enige om Livet, Universet, og Alt Det Der ?

Jeg var på Aros i går. Anledningen var, at jeg skulle mødes med en nær og kær ven, som jeg ikke havde set i årevis. Hun tog så sin mand med, samt en fælles ven jeg havde glemt vi havde. Vi ville så sammen nyde en spændende udstilling - Joanna Vasconcelos Textures of Life - og få hørt lidt om, hvordan vore liv havde udviklet sig gennem årene.

En hyggelig eftermiddag.

Men inden da, ville vi lige snuppe en bid mad. Og her er det så, at kunsten igen viser sit mystiske hoved.

Vi valgte nemlig at spise på Aros Food Hall, som er den forholdsvis nye restaurant på 6.etage i Aros, og hvor man - citat - "kan krydre museumsbesøget med en smagsmæssig totaloplevelse" - citat slut.

Totaloplevelse ? Jeps. Masser af god smag, og en perfekt præsentation. Gode drikkevarer og hyggelige omgivelser. Så hvordan kan jeg sige, at Kunsten igen viser sit Mystiske Ansigt ?

Ganske nemt. Portionerne var minimale, og priserne maksimale. En And med Rødkål og Tranebær, der bestod af et kvart stykke andebryst med nogle få råmarinerede grove rødkålsstriber og 5 tranebær.  Fik jeg forresten nævnt, at det nok har været en eller anden dværganderace, brystet var taget fra ?

Samt en Helleflynder med Hamp og Kål, bestående af højre øverste halvdel af forreste del af den ene filet på fisken, vendt i hamp inden stegning, serveret med dekorativt spredt kål på tallerkenen. Samt noget, der mindede om rispapir, langs kanten.

Derudover var det nødvendigt at spise utroligt langsomt, for på den måde at sørge for mætheden måske kunne indtræffe. Det gjorde vi så alle fire, mens vi trods alt hyggesnakkede og nød at være sammen.

Jamen hvor pokker ER den der Kunst så, jeg bliver ved med at påstå viste sit Mystiske Ansigt ved måltidet ?

Den lå i, at betale toppris for et minimalt måltid, på en restaurant hvor der i forvejen skal betales entre for at komme ind, og så alligevel synes det smager pragtfuldt.

Se, dét er en kunst.

Resten af Aros ? Hyggeligt, skønt, nydelsesfuldt, spændende, interessant - alt det, Aros altid er, og som kun bliver bedre i selskab med mennesker, man har det godt sammen med.

Så det er ingen Kunst for mig at forudse, at det ikke bliver sidste gang, jeg besøger Aros i godt selskab. Den fremtidige Kunst kommer til at bestå i, at få mig indenfor dørene på Aros Food Hall igen.

Men man er vel lidt af en Kunstner, ikk'?

fredag den 25. november 2016

Det er aldrig for sent.....


........ at kigge tilbage, og huske hvordan tingene var tidligere i livet.

Det er så en af de øvelser, dagen i dag kommer til at bestå af. Samtidig med, at den kommer til at indeholde nysgerrighed, glæde, og masser af bevægelse.

Jeg skal nemlig "til byen", for at mødes med et menneske, jeg har delt nogle af de vigtigste år i mit liv med. Teenage-årene. Og jeg må indrømme, at jeg er en kende spændt på mødet. Det er rigtig mange år siden vi sidst mødtes, og der er sikkert sket mange ting for os begge. Men sådan er livet jo, fyldt med forandringer og nye situationer, der er med til at farve den hverdag man lever.

Samtidig skal jeg også benytte noget af dagen på at koncentrere mig om et nyt tiltag i mit radioliv. Et tiltag, der muligvis kommer til at fylde en hel del i fremtiden. Jeg holder kortene lidt tæt til kroppen, sålænge jeg endnu ikke ved helt sikkert, hvordan og om det bliver til noget. Men bare rolig, kære læser, du skal nok blive holdt opdateret, efterhånden som projektet skrider frem.

Jeg skal også finde ud af, om "Systemets" hjul kan bringes til at undlade at ændre mine muligheder i tiden frem til den raskmelding, jeg føler kan være tæt på. Det er jo ikke altid, de ansatte i "Systemet" har set alle de muligheder, der ligger parat til at hjælpe mennesker med sygdomme, op mod lyset igen.

Så alt i alt kommer dagen i dag til at indeholde en masse spændende muligheder, der alle hver for sig vil være medvirkende til at holde mig i gang, og holde min hjerne i omdrejninger.

Og det er jo ikk´så ring´endda, vel ?

torsdag den 24. november 2016

Hvor sidder knappen ?

Ind imellem kan jeg tage mig selv i at lede efter en bestemt knap.

Sådan en, hvor man med et enkelt tryk kan sørge for at sætte en stopper for de ting, der bekymrer eller plager. Jeg har ikke fundet den rigtige endnu, men når jeg lytter til andres mening om, hvad man skal gøre i en given situation, er det tit noget med, at man "bare skal stoppe.....".

Og så ville det jo være godt, med en stopknap.

Jeg fandt noget der lignede, da jeg for snart 7 måneder siden bremsede op, og gik i behandling. Selvom det krævede mod og beslutsomhed bare lige at trykke på den og dermed stoppe den udvikling, der var kørt af sporet, så trykkede jeg. Og fandt ud af, at jeg samtidig ramte andre knapper, der måske endda allerede var trykket halvvejs ned.

Forhold, økonomi, venskaber, fællesskaber - alle med hver deres knap, der blev påvirket, da jeg trykkede på den ene knap. Den eneste knap, der ikke blev påvirket, var kærlighedens. For selvom mange tror det, så har kærligheden ingen stopknap. Der er bare en tom skal, som brister hvis man forsøger at trykke på den.

Istedet blev hele den store kærlighed, jeg havde, pludselig hullet som en si, og begyndte meget langsomt at sive ud.

Flyde nedover det hverdagens fundament, der havde båret den, mens den samtidig tilstoppede mulighederne for at føle igen. Efterladende en skal af mistænksomhed, kun tiden vil kunne slide ned.

Jeg tror, jeg stopper mine frugtesløse forsøg på at trykke på kærlighedens stopknap.

Stopper, og lader tiden sørge for at lade det hele sive væk. Selvom hver dråbe, af den kærlighed jeg følte, gør ondt når den forlader mig, vil jeg tillade den at drive væk. Tillade den at finde nye veje, og med tiden slide den perlemorshårde skal, der dannes i dens kølvand, itu. Tillade den at sætte mig fri, mens fortiden slides af mig i små stykker.

Men jeg vil altid huske den. Med tiden vil jeg måske endda tillade den, at lære mig at elske igen.

Med tiden.

tirsdag den 22. november 2016

Kaffeslurk.

Morgenrødmen spreder sig over skyerne, da jeg endelig får smidt dynen og lavet kaffen. Sart rød gør den mig opmærksom på det skønneste maleri af dem alle.

Naturens.

Og mens solen langsomt hæver sig i horisonten, lidt knibsk bag lette efterårsskyer, vågner mit indre jeg på bedst mulig måde.

Langsomt og roligt.

Dagens dont er endnu ikke påbegyndt, og morgenmaden nydes i en verden af fred og ro. En verden, jeg inden længe vil kaste mig ud i, og endnu en gang gøre til min.

Jeg har nu ikke tænkt mig at kræve den for mig selv. Jeg vil dele den, med alle andre nyvågne og alle, der er på vej i seng i deres del af den. Jeg vil indtage den i fulde drag sammen med alle de levende væsener, der eksisterer på vores skønne klode.

Og være taknemlig for, at jeg har fået lov til at opleve endnu en dag, føle endnu en gang, og eksistere.

En eksistens, et liv, jeg ikke ville have været foruden. På trods af alle de knæk og bræk, tilværelsen har givet, og sammen med de lysende glæder den også præsenterede mig for, vil jeg glædes over at være til.

Dampene fra den varme kaffe spreder sig let foran skærmen, og driller mine næsebor. Et let nys sørger for at rense lidt op, inden den næste slurk.

En slurk, som minder mig om, hvordan jeg ønsker at leve resten af mit liv. I små, nydelsesfulde slurke, der alle kan smages helt indtil de er forsvundet.

Verden, giv agt. Jeg indtager dig - én slurk ad gangen.

mandag den 21. november 2016

Kom hviledagen.........

........ i hu, står der i de gamle anvisninger på hvordan man forventede at den gudfrygtige levede.

Selvom jeg ikke just må kunne siges at være gudfrygtig, så valgte jeg at gøre, hvad de gamle skrifter forlangt. Og kom min hviledag i hu, så min søndag blev til en dag, der bare var ren afslapning, formiddagshvil, seriekigning, og naturligvis det mest afslappende af alt - søndagsmødet.

På den måde forsvandt en af mit livs dage, efterladende et varmt minde, bestående af lige dele nydelse, afslapning, og dovenskab. En skøn dag.

Som efterfølgende bliver afløst af mandag. Den der dag, der næsten altid præsenterer sig selv med lettere skingre krav om aktioner, reaktioner, handlinger, møder der skal nåes, møder der skal planlægges, og alt det der, der jager os gennem de efterfølgende dage, så vi kan ende ved endnu en hviledag, lettere brugte og med stærkt brug for at slappe af.

Det fik mig til at tænke.

Hvorfor dog ikke bare klippe den der hviledag i mindre stykker, og så nyde disse små bidder afslapning i løbet af den ellers så travle uge ? Putte dem i lommen, og tage en enkelt op, når der er brug for det - når man føler sig mest stresset, forjaget, og gram i hu ?

Så kan man indtage et enkelt lille hvil, hvad enten det består af en lille formiddagslur i et hjørne af arbejdspladsen, et afslappet seriekig på smartphonen, eller det bedste af alt - et møde med ligesindede, hvor alt kan deles og forståes.

Prøv det. Bare en enkelt gang. Og du vil finde ud af, at din hviledag kan klippes i uendeligt mange bidder, der alle i løbet af ugen vil kunne give dig indvendig fred og sindsro, og medvirke til, at du ankommer til den i de gamle skrifter fastlagte hviledag i god ro og orden.

Du vil måske endda opdage, at du nyder hviledagen endnu mere, og ikke længere gruer for den der foranstående skingert desperate mandag, der næsten altid efterfølger din hviledag. Måske vil du endda opdage, at selv mandagen bliver rolig og fredelig.

Skønne tanker, ikke ? De kan blive til virkelighed, hvis du bare snupper små bidder af hviledagen med til resten af ugen, og bruger dem fornuftigt.

Og pludseligt - er Dage ikke hvad Dage har været.

lørdag den 19. november 2016

At plante et mindetræ.

Træer kan holde til det meste. Rødderne holder solidt fast i jorden, og hårdheden i stammen hjælpen den med at stå imod, når stormene blæser. Og det kommer de til, stormene i fremtiden - at blæse på og forbi de 9, der nu står i deres helt egen halvcirkel med udsigt over landskabet.

Moesgårds græsbeklædte tage var sammen med den gamle smedie vidner, da børnelatter, fnis, voksenglæde, og varm kaffe på en kold dag, blev en del af den helhed, som med spadestik i lerjorden gav plads til de 9. I en halvcirkel, hvor fremtidige spadsereture kan sno sig om de strakte stammer.

Hvor frokost kan nydes på tæpper i ly under bladhæng. Hvor fingre kan flettes af kærlighed, der aldrig dør. Hvor nysgerrige kan spørge, til hvis ære disse 9 står.

Og alle 9 vil hviske, med varme og glæde : Vi er egetræer sat til minde om Anders, bror til søstre, fætter til andre, familie til mange, far til børn, og ægtemand. Vore blade vil bringe luft til verden, og vore agern mindet videre, længe efter at de, som satte os er væk.

Mindet om Anders.

fredag den 18. november 2016

Fredag igen.

Endnu en gang tredje fredag i måneden, hvilket betyder en rejse tilbage til det sted, der reddede mig fra mig selv ved at vise mig hvilke værktøjer jeg skulle bruge. Samt lærte mig at bruge dem.

Som altid en rejse fyldt med både gode, bittersøde, og dårlige, triste minder. Fra en fortid før, og en fremtid efter, en behandling jeg ikke ville være foruden. For uden den, ville jeg ikke være til.

Så mødet med varmen, smilene, glæden, og tætheden, fylder mit sind hele dagen. Og mens jeg lytter til delinger fra andre, og selv deler de ting, der har fyldt mit sind siden sidst, bliver én tanke ved at dukke op.

Igen og igen.

Den fylder mig med både glæde og sorg. Glæde, fordi jeg aldrig havde troet det skulle ske, og egentlig havde forventet at resten af mit liv ville være som det var, og sorg, fordi jeg har tabt så mange år og så meget kærlighed på gulvet.

Jeg lader tanken vokse i mit sind, og føler trang til at skrige den ud over alle hustage. Føler lyst til at delagtiggøre alle i den, og mærke dens varme.

Men jeg ved, at det er nok, den er, hvor den er. I mit sind og mine tanker. Og i en viden, om  mig selv, jeg ikke kunne leve uden.

Jeg er Ædru.

torsdag den 17. november 2016

Mere end ord.

Et godt billede siger mere end ord, mener kloge mennesker mange gange. Jeg er nu en smule uenig med dem, når det drejer sig om at fortælle hvordan jeg selv har det. For efter min ringe mening, vil et billedes udtryk altid være afhængig af øjet, der ser, og ikke så meget af den person, der har taget det.

Naturligvis kan billeder præsentere virkeligheden på en ordløs måde, der langt overstiger de ord, der kunne bruges til at beskrive dem. Vi danner jo vore egne ord ubevidst, når vi kigger på et billede. Og går på den måde mange gange den vej, fotografen ønsker vi skal gå. Vi bliver fanget af den mening, fotografen havde da billedet blev taget, og ser bort fra den virkelighed, der er udenfor billedets rammer.

Netop den virkelighed er det, jeg søger at beskrive med min daglige blog. Den virkelighed, der er udenfor billedet af mig, og samtidig gemt indeni det portræt du, som læser dette, har af mig. For det fysiske billede af mig, viser jo kun flige af det, der skete indeni mig, da det blev taget. Allerede sekundet efter, var virkeligheden en anelse anderledes, og dermed også jeg selv.

Måske er det billede, du har af mig i hukommelsen, gammelt. Måske stammer det fra en periode i mit liv, hvor du og jeg kendte hinanden anderledes. Vil du så ikke netop ubevidst huske, hvordan du tænkte om mig dengang ? Hvordan du oplevede mig og vores interaktioner sammen ? Og glemme, at både det billede, du "tog" af mig dengang, og du selv, var anderledes end billederne af både du og jeg er i dag ?

Men din virkeligheds opfattelse af mig, har stadig kun det indtryk, der prægede dengangs billede.

Jeg inviterer dig derfor, kære læser, indenfor i mig, for at give dig mulighed for at danne  nye billeder af mig, gennem de ord jeg bruger til at beskrive min hverdag og mine opfattelser. Ord, som jeg håber, kan give et væsentligt mere nuanceret billede af mit jeg, og måske endda være medvirkende til, at vi kan få en ny, positiv, og anderledes oplevelse af hinanden.

For hvad enten vi har mødtes tidligere i mit omtumlede og forvirrede virvar af et liv, eller vi først møder hinanden i dette øjeblik, har jeg et brændende ønske om at lade dig lære mig at kende, og måske komme til at lære dig at kende derigennem.

Så kan vi måske danne et fælles billede af hinanden, der virkelig siger mere end ord.

onsdag den 16. november 2016

Der findes......

....... ihvertfald  3 typer, som med mellemrum forfalder til at undlade indtagelse af både mad og drikke. Eller, som det jo reelt hedder - Faster.

De gør det med varierende styrke og intensitet. Katolikkerne har en forholdsvis pragmatisk tilgang til fasten, med en lettere tilbageholdenhed og en fejring med brug af al mulig pomp og pragt, sang og musik, vin og blussende kinder.

Muslimerne spiser intet under fasten - altså lige med undtagelse af efter solnedgang, hvor der kan indtages føde og overleve. Og fejrer så slutningen på den, med mad i bugnende mængder, men ingen vin og ingen pomp og pragt.

Og så er der den tredje. Det er typer som mig, der med mellemrum fuldfaster i fantastisk, uendeligt lange timer, hvor der hverken indtages tørt eller vådt. Ikke for at fejre nogen form for guddom, som de to førstnævnte, men sådan set bare for at lade et medicinsk uddannet overmenneske vurdere den fysiske tilstand af mit stakkels legeme. Eller i det mindste en del af samme.

Så i dag vil jeg begive mig ud på en pilgrimsrejse til det nærmeste hospital, mens min mave protesterende rumler og spræller af arrigskab over ikke at have fået hverken det ene eller det andet  siden i går. Og med viden om, at der heller ikke bliver puttet noget i den, før eftermiddagen melder sin ankomst.

Og først da, vil jeg fejre en vel overstået faste. Med en cacaomælk og en parisertoast fra hospitalets kiosk. Samt afvente, at det medicinske overmenneske finder frem til, hvilken mærkværdighed der har slået rod i mit indre.

Eller som de siger på latin:

Cibus Gaudium et In Stomachum digestio.

tirsdag den 15. november 2016

Bloggerens fridag

Blogger - det er vel egentlig bare et menneske, der dagligt deler sine tanker og meninger med omverdenen på en eller anden hjemmeside. Og det er der vel ikke det store arbejde i. Så hvorfor i alverden skulle det være nødvendigt at betegne en dag uden blog, som en fridag.

Fridage er jo noget arbejdende mennesker har. Ikke lige noget, sygemeldte med trang til at blogge, kan siges at have behov for.

Men ikke desto mindre tog jeg mig lige et par fridage fra min daglige blog.

Ikke fordi jeg ikke havde kunnet finde tid til at sidde og causere over hverdagen og livet. For det har jeg haft masser af mulighed for de sidste to dage. Heller ikke fordi der ikke var noget at dele med jer, kære læsere. For det har der sådan set været masser af.

Lige fra pludselige indskydelser, med spændende konsekvenser, til bekymrende tanker om nære venner og disses forsvinden. Og naturligvis også den sædvanlige observation af naturen og vejrets skiften udenfor mine vinduer.

Men ind imellem har man som menneske bare behov for at eksistere. Uden at ville eller skulle noget andet, end at tage stilling fra øjeblik til øjeblik. Og bare nyde at leve.

Det har jeg så gjort. Nydt livet de sidste to dage, mens mulighederne præsenterede sig selv, og fristede med virkeligheder, jeg ikke har tænkt over længe.

Og det har været skønt, bare at kunne suge til  mig uden krav om andet end tillid og smil.

Så nu er jeg på mange måder tanket op til de kommende dage, og parat til at lade verden få glimt af det indre, jeg i så mange år har holdt gemt, igen. Parat til at lade fingrene danse over tastaturet, og tankerne flyde frit over den blanke side på skærmen.

Der er meget på tapetet de kommende dage. Journalistbesøg, interview, pusteprøver, efterbehandling, plantning af min fætters mindetræer i Danmarkslunden, og meget mere.

Jeg glæder mig til at lade jer, kære læsere, få et indblik i det hele - igen.

For mine 2 fridage er forbi, og skærmen venter.

lørdag den 12. november 2016

Verden er........

........ og forude venter fremtiden.

Når jeg står op sådan en lørdag morgen, og ser alting dækket af et knitrende smukt frosttæppe, og solens smørgule stråler trænge diffust gennem morgenens frosttåge - så tændes en del af mig, der længe har været tavs.

Nydelsen.

Det, at nyde enkelheden i naturens mangfoldighed. At forundres over den måde, naturen og fysikkens love danser fandango med hinanden. At føle, hvordan noget smelter indvendigt, der gennem længe har holdt en uigennemtrængelig overflade.

Det er Nydelse.

Når jeg så samtidig ved, at det kommende døgn er indgangen til resten af mit liv, og at dette liv ikke har noget mod at blive nydt og nydes.

Så er det, at der lige så stille vokser et smil frem på mine læber, og en varme frem i mit hjerte. En varme, jeg havde troet slukket.

Verden bliver ikke problemløs af den grund. Der vil stadig være sten på vejen, og forhindringer der skal overvindes. Øjeblikke, hvor sortheden truer med igen at fryse mit indre, og slukke varmen i mit hjerte.

Så er det, at jeg skal kunne huske.

Huske de øjeblikke, der som denne morgen satte varige spor i mit indre. Tage dem frem, og glædes over dem igen, for de er det brændstof, mit hjerte behøver. Og de er uudtømmelige.

Verden er.........

........ og fremtiden begynder nu.

fredag den 11. november 2016

Ingenting

Der var engang en klog mand - jeg tror han var kineser, eller noget lignende - der sagde, at "Ingenting kommer af Ingenting".

Det kan jeg nu modbevise.

Det er nemlig sådan, at jeg gennem de sidste mange dage, ikke rigtigt har haft overskud til at gå i gang med de ting, jeg normalt ville gøre et par gange om ugen. Jeg har nærmest gjort en dyd ud af, at sidde helt stille, og bare betragtet Ingenting ske. Og undret mig over, at Ingenting har kunnet gøre dét, som Ingenting har gjort herhjemme ved mig.

Ingenting er blevet gjort, tværtimod har det hele stået stille, i en sådan grad at jeg nærmest har kunne "se" det Ingenting, som Ingenting efter den kloge mands mening kommer af.

Jeg er derfor i den fantastiske situation, at jeg nu, kære læser, kan afsløre for dig - ja, udelukkende for DIG - hvad dette mystiske Ingenting er, og hvordan du skal behandle det.

Det koster dig ikke andet, end de få øjeblikke af dit liv, du bruger på at læse dette indslag i min blog, men det vil sandsynligvis ændre dit liv på flere afgørende punkter, end du havde regnet med.

Men lad mig først lære dig, hvordan du selv kan "se" dette mystiske Ingenting.

Løft dit blik fra skærmen, og kig igennem din stue uden at fokusere på noget som helst. Denne aktivitet virker bedst, såfremt din stue er oplyst af dagslys, ja endda helst af sol.

Og læg mærke til, at du efter nogle få øjeblikke pludseligt opdager noget, du sikkert aldrig har set før. Småbitte, drivende, faldende, roterende stykker Ingenting, der langsomt nærmer sig dit gulv og dine møbler, for derefter via Ingentings kraftige gensidige tiltrækning, at blive samlet i større mængder.

Mængder, jeg normalt ville sige, var Ingenting, såfremt eventuelle gæster påpegede mængden af dem overalt i mit hus.

Eller sagt på en anden måde - Ingenting akkumulerer Ingenting, og på den måde kommer Ingenting af Ingenting.

Hvordan skal du, kære læser, så reagere på denne verdensomvæltende opdagelse ? Hvordan sørger du for, at Ingenting overtager dit hjem, og pakker din hverdag ind i et gråt, uigennemtrængeligt morads af Ingenting i vældige bunker ? Det er faktisk ret nemt.

Du skal bare gøre, hvad jeg selv har tænkt mig at gå igang med, når jeg er færdig med at skrive denne uvurderlige oplysning til dig. Men pas på ! Ingenting har en evne til at dreje dig væk fra denne aktivitet, så let som Ingenting. Og er du først drejet væk fra Ingenting, vil Ingenting ske resten af dagen, og Ingenting vil kunne fylde din verden igen. Med Ingenting.

Derfor: Fat din støvsuger, og sørg for at komme ind i alle krogene, for på den måde at fjerne det Ingenting, der er kommet af Ingenting. Tør derefter alle overflader af med en let fugtig klud, og slut hele seancen af med at vaske gulvet i en velduftende blanding sæbevand.

Hvad siger du ? Kalder du Ingenting for Støv ?

Det kender jeg Ingenting til.

torsdag den 10. november 2016

Jingles

Det siges, at efter en skilsmisse skal man gennemleve alle årets højtider, før man kan give helt slip på den fortid, der ikke var nogen fremtid i.

Hvilket sikkert er ganske rigtigt, for i dag gik det op for mig, at jeg har den hårdeste halvanden, måske 2 måneder foran mig. Hele den periode, jeg igennem næsten 13 år har fejret som jul i den familie, der ikke længere eksisterer.

Rolig nu - de lever skam allesammen, bare ikke sammen med mig. Hvilket så betyder, at jeg skal til at starte helt forfra med at opbygge traditioner - igen.

Indtil og med sidste jul, var november starten på julepynteriet. Hele huset blev lige så stille fyldt med juleting, og lyskæderne blev hængt op udenfor, så det kunne ses at familien var parat til at jage mørket væk og invitere hyggen indenfor.

Det bliver nok lidt svært i år. Der er nemlig ikke noget tilbage at pynte med. Hverken nisser, gran, eller kæder til udenfor.Det lever alt sammen et andet liv, et andet sted.

Hvad skal jeg så ? Bare lade stå til, og lade vintermørket sænke sig over det hele - og forbigå julen i stilhed ? I så fald vil det virkelig blive en lang og trist periode, helt ind i det nye år.

Eller skal jeg håbe, at julen trods manglende nisser, lyskæder, pynt, juletræ, og økonomi, alligevel vil kunne indfinde sig ?

Det siges, at julen er mere en tilstand end en fysisk virkelighed. Og at det bare er os mennesker, der har gjort den gamle fejring af lysets tilbagekomst - Yul - til en omgang materialistisk ræs.

Jeg tror, jeg vælger at søge efter dén tilstand indeni, og blæse på om der er nogle lyskæder og nisser som beviser på den. Og håbe på, at der vil være venner, der har lyst til at nyde risengrød, gløg, og klejner sammen med mig.

For når mørket er stærkest, er glæden ved fællesskabet det lys, der gør fremtiden mulig.


onsdag den 9. november 2016

Genbrug eller forbrænding.....

...... er jo nok nærmest de 2 muligheder, der står åbne for mig i øjeblikket.

Efter at være blevet overdrysset med alle mulige forskellige diagnoser af en uendelig hoben velmenende læger, med lige så mange totalt uforståelige forkortelser, spekulerer jeg på, hvad der egentlig vil være bedst for ikke bare mig, men da også for det omgivende samfund.

SIBO, NASH, NAFLD, IBS, Adipositas, Ulcus, WML, Hypertrofisk Kardiomyopati, for ikke at tale om en ordentlig omgang Odium Sui, samt alle mulige endnu ikke bekræftede dårligdomme, omgiver mig dagligt med en aura af opgivenhed og nedtursfornemmelser.

Og eftersom jeg derudover er velsignet med en større mængde kemiske restprodukter i kroppen, efter langvarig brug af medicinalindustriens velsignelser - ser det ud som om jeg kun har ét valg.

At melde mig på den nærmeste forbrændingsanstalt, hvor der kan blive taget kyndig vare på den krop, jeg har været så nedrig at behandle forkert det meste af mit liv. Her vil man så samtidig sørge for sikker bortskaffelse af de giftige rester, inden den smule der kan genbruges vil blive strøet ud over det nærmeste rosenbed.

Men ved I hvad ?

Jeg tror nu jeg bliver ved med at kæmpe den gode kamp, Og gøre det i præcis det antal år, jeg endnu har tilbage. Hvilket forhåbentlig er rigtig mange - som forhåbentligt bliver rigtigt gode. Samt håbe på, at jeg med tiden kan komme igennem bunken af dårligdomme - og komme rask ud på den anden side.

Så kan I, kære læsere, samtidig være sikre på dagligt at kunne læse mine mærkværdige skriblerier herinde.

Det er da ikk' så ring' endda.

tirsdag den 8. november 2016

Hvidt.

Små frosne fnug flyder sagte gennem luften, inden de med et uhørligt suk lander blandt alle de andre, der i løbet af natten har forvandlet alt til et blødt, elegant rundet, hvidt eventyr.

Det har sneet.

Jeg troede jeg havde sovet for længe, da lyset ved mit rullegardin var så kraftigt til morgen. Det er, hvad genskæret fra den sne, der faldt i nat gør. Lyser op og glæder. Og mens jeg sidder og skriver dette, kan jeg se hvordan fnug efter fnug stille og roligt daler ned mod den nu hvidt skinnende jord. 

Det er et ganske beroligende og afslappende syn at drikke sin morgenthe til. Samtidig med, at jeg kan se kontrasterne på himmelen - den sorte sky i det fjerne, der står skarp kontrast til den blå-i-blå himmel, der omgiver den bløde, vatagtige snesky over mit hoved. Begge dele strålende belyst af en morgensol, der lover en dag fuld af nydelse.

Det er faktisk ret hypnotiserende, at sidde og betragte alle de frosne eventyrfnug dale ned, mens de elegant danser en let og uimodståelig dans med hinanden. En dans, der er startet hundreder af meter højere oppe i atmosfæren, og som medvirker til at de lander uskadte på en jord, de alene på grund af deres frosne udseende, er med til at gøre til et rent eventyr.

Det giver ro i sindet. Og får mig til at erkende, at livet må gå videre. At der også må findes glæde for mig, i en verden der indtil nu har bestået mest af kampen mod gamle dæmoner. At der kan findes lyst til at skabe noget nyt.

Eventyrsne, morgenthe, masser at se - og en muligt nyskabende dag forude. Kan livet være meget bedre ? 

mandag den 7. november 2016

Sumpgas

Tidlig morgen. Natmørket holder stadig fast, mens Macey Gray synger i morgenradioen, og trætheden blokerer min hjerne.

For ja, jeg er træt.

Dagen i går blev en lang af slagsen, med tur til Horsens, interview i massevis, og møder med ligesindede senere. Efterfulgt af nogle timers arbejde med de lydfiler, der var resultatet. Og en nat fuld af hvileløshed og dårlig søvn.

Pludselig virker de kommende dages aftaler og forpligtelser nærmest uoverkommelige og håbløse, samtidig med at de kan mærkes helt ned i maven. Mærkes, på en sådan måde, at jeg begynder at tvivle på mine egne evner og min egen fremtid.

Alt virker pludselig som vader jeg rundt i en klistret sump, hvor hvert eneste skridt bliver efterfulgt af en stinkende boble af rådden luft, og hvor magre skeletter af fortidens spøgelser lurer bag hvert eneste afpillede træ.

Hvor stammer al den tvivl og håbløshed så fra ? Såmænd fra noget så varmende som en kompliment, der i sin egen ligefremhed fik det hele til at stige op til overfladen. For jeg kan da ikke være en sådan kompliment værd. Jeg kan da ikke betyde det for et andet menneske. Jeg, som ikke har kunnet holde fast på noget eller nogen, og som har begået så mange dårlige ting i mit liv.........

Skyld og skyldbevidsthed er magtfulde ingredienser i en alkoholiker. Så magtfulde, at de er istand til at styre og dirigere, hvis ikke jeg er bevidst om hvad der sker i mig og omkring mig.

Når jeg så samtidig er optaget af alle de der fysiske sygdomme, der dagligt vokser sig større og større i min egen opfattelse af dem, skal der ikke andet end en enkelt kompliment til at få al den gamle råddenskab til at stige frem fra gemmerne, og forpeste min opfattelse af alt det, der kunne vise sig at være godt.

Heldigvis har jeg ganske gratis fået mig en indre ventilator, der er istand til at blæse den rådne stank væk, og sørge for at der kommer friske og velduftende tanker i mit sind istedet.

Så jeg vender mig, og trykker min morgenkraftløse finger på startknappen, og hører ventilatorens blade hviske til mig :

Sindsro..........til at acceptere hvad jeg ikke kan ændre.
Mod...............til at ændre hvad jeg kan.
Visdom..........til at kende forskellen.

Stille og roligt dukker nu komplimenten, jeg fik, op fra den sky af fortidige dårligdomme og råddenskab, den var blevet gemt bag, og præsenterer sig igen med sit enkle budskab. :

"Jeg kan li' dig."


søndag den 6. november 2016

Søndag morgen.....

.... Og endda en af den slags, der ikke er så mange af i mit liv. En tidlig søndag morgen. Sådan en, hvor man kan sidde og se mørket kæmpe med lyset om magten. Og hvor lyset uimodståeligt vinder retten til at indtage verdenen - endnu en gang.

Min morgenradio kører i baggrunden, mens det første af dagens 6 små måltider bliver indtaget. I baggrunden kan jeg høre min kaffemaskine snorke livgivende, mens koldt vand bliver transformeret til kogende, og dryppet ned over det sortbrune pulver, der for bare nogle få måneder siden var omgivet af grønt frugtkød som bønne.

Og det går op for mig, at intet af det, jeg indtager her til morgen, stammer fra mit nærområde. Ja faktisk er noget af det meget langt væk fra mit postnummer. Majsen i mine cornflakes er med største sikkerhed ikke fra danske marker, men nok nærmere tyske. Sukkeret, jeg er så sparsom med på toppen af majsflagerne, er fra sydtyskland, og mælken fra Holstebro. Mens kaffen er fra de afrikanske kaffeplantager, hvor underbetalte hænder har forberedt den på rejsen frem til min kop.

Så rent faktisk er det kun det vand, kaffemaskinen snorkende drysser ud over de malede bønner, der er fra mit nærområde. Det er Nimtoftevand. Blødt og dejligt Nimtoftevand, der i sin nuværende form er medvirkende til at sørge for at få de slumrende livsånder til at vågne i mig, og gøre mig parat til Dagens Dont.

Tak Nimtofte.

Men hvad er så Dagens Dont ? Det er noget så ualmindeligt som et besøg hos en dansk kunstner, hvis næste cd er lige på trapperne, og som frigives til salg 11/11.

Han hedder Esben Kronborg, og jeg har for nogle år siden haft fornøjelsen af at kunne præsentere ham i et af de timesprogrammer, jeg lavede med forskellige danske kunstnere. Det var naturligvis mest lokale kunstnere, der blev taget ind, men ind i mellem faldt jeg over en kunstner, der i så høj grad glædede mit øre, at jeg ikke kunne andet end lave en time med vedkommende.

En af dem var altså Esben fra Horsens. Og nu skal jeg så ned til ham, for sammen med en håndfuld af hans følgere på FB at bedømme/anmelde hans nyeste album. Jeg har taget optagegrej med, for naturligvis kan jeg ikke lade være med at lave begivenheden til en udsendelse, der kan sendes på de lokale radiostationer.

Men inden da, skal jeg altså lige vågne. Hvilket som tidligere skrevet er en let sag, når kombinationen af Nimtoftevand og afrikansk bønnepulver rammer mine smagsløg, og fra min mave spreder den livgivende koffein i mit system. Den er brygget forholdvis mild - så jeg kan tage hensyn til den skrantende fordøjelse.

Men den får mig vækket, mens lyset udenfor afslører en dag, der bliver fyldt med vat på himlen og sus i skørterne. Så inden jeg om lidt tager min FlashMic og mine ørebøffer i hånden, for at begive mig ud i verdenen - vil jeg da lige ønske dig en god søndag, kære læser.

Brug den til det, du har lyst til. Det gør jeg.

lørdag den 5. november 2016

Livet banker på min bagdør.....

........ og jeg ville faktisk meget gerne lukke op for det. Men  jeg misser det, fordi lyden er så svag og lille.

Hvorfor skal livet absolut nøjes med at banke ? Stille, forsigtigt, og kærligt banke, med de selvsamme knoer, der tidligere sendte mig til tælling og krævede at jeg genstartede ? Krævede, at jeg skrottede det liv, jeg havde ført, og overgav mig til et nyt ?

Hvorfor pokker kan livet ikke bare trykke hårdt, krævende og bestemt på klokken, og få kimet mig ud af trøstesløsheden og gentagelsernes monotome selvødelæggelse ?

Måske fordi, jeg hver gang overgav mit til et liv, der var så tæt på en kopi af det gamle, som det var muligt. Måske fordi, det liv, jeg forlod, ikke var færdigt med mig, selvom jeg var færdigt med det.

Aldrig før har livet henvendt sig så kærligt og stille til mig. Aldrig før har livet krævet så lidt, og lovet så meget. Aldrig før..........

........ har jeg været så såret og ødelagt. Eller følt mig så smadret. Eller frygtet at se, det der skulle ses.

Men jeg forsøger at lytte. Forsøger at høre livets sagte, forsigtige banken på min bagdør. Forsøger at nå ud til døren, og lukke livet ind, inden det er gået. Og jeg er bange.........

.......... for at livet skal opgive håbet om at komme  ind. For at livet skal miste troen på, at jeg vil lukke op for det. For at livet skal passere min dør, uden at give mig muligheden for at lære det at kende.

For at være ensom.

fredag den 4. november 2016

Sult.

Det kommer  til at tage sin tid, det her med at vænne sig til hele tiden at være lidt sulten. Alene de sidste to dage har givet mig en klar fornemmelse af, hvordan sult føles. Og samtidig en viden om, ikke at have været rigtig sulten i meget lang tid.

Jeg tror faktisk, at det er år siden, jeg sidst følte den der hungerfornemmelse i mave og krop. Det gør jeg så nu. Samtidig er det noget af en opgave, at få sat tidspunkter på at skulle spise 6 gange dagligt. Det er også forvirrende - for når jeg så har spist klokken 7 og bagefter taget bad, ordnet mig og udført mine daglige pligter, så skal jeg allerede spise igen. Og et par timer senere - og et par timer senere - og igen - og igen.............

Dagen kommer til at bestå af små, ikke-mættende måltider, der hen mod aften munder ud i en uendelig lyst til at nedsvælge en halv ko med det hele.

Det lader jeg så være med, selvom min mave tigger og beder mig om mere, mere, mere.....

Det er lige før, jeg kan mærke min forbrænding begynde at skifte gear. Fra at være en doven sag, der bare skulle sørge for dagligt og kortvarigt at fremstille den nødvendige energi fra det daglige indtag af kalorier, for derefter at parkere det, der ikke skulle bruges i mine fedtdepoter - til at være en sulten, brølende tiger, der fremover skal til at rive lunser løs af depoterne, for at min krops celler har noget at leve af.

Men ikke nok med det.

Jeg bliver jo også nødt til at tvinge min forbrænding til at være endnu mere aggressiv, for at kunne "nøjes" med 1-2 års daglig sult. Og hvis I sidder ned, så I ikke risikerer at falde og komme til skade af grin, når jeg fortæller jer hvordan, jeg skal gøre det - så kommer ordet, der klarer den bette situation her:

Motion.

Ja, jeg skal til at dyrke motion. Jeg skal gå lange ture, bevæge min mødige krop på så mange forskellige måder som muligt, og med tiden måske endda.........brrrrrrrr.......... løbe.

Dagligt.

Og jeg skal træne. Jeg skal til at lave alle de der mærkelige ting, der efter sigende skulle være så givende for både krop og sjæl. Planke, push-ups, sit-ups, og alle mulige andre ups. Alt, hvad der kan få mig til at bruge kalorier og forbrænde fedt.

Ikke alene for at få min lever tilbage på sporet igen, og mine tarme til at være det effektive fordøjelsesredskab de er skabt til at være - men også fordi jeg lider af Adipositas.

Ja ja, jeg skal nok fortælle hvad det betyder på dansk. Selvom jeg måske ikke helt er så stolt af det.

Det betyder at jeg i forhold til min krops størrelse er overvægtig. Eller sagt med andre ord - Jeg Er Fed......

Det er jeg så forhåbentlig ikke, når jeg er om 1-2 år er færdig med at skære min krops depoter væk, og min lever forhåbentlig er frisk og rask igen. Men indtil da, skal I ikke undre jer, såfremt der er et sultent blik i mine øjne, når i møder mig. I skal heller ikke blive kede af det, når jeg tappert siger nej tak til diverse sukkerfyldte godbidder, og spørger efter salat hvis vi er på restaurant sammen. Og vand til maden.

Det, og min sult, tjener tilsammen et højere formål - håber jeg. At blive mig selv igen. At blive den mand, jeg var for 13 år siden, rent vægtmæssigt. Og samtidig at genstarte mit sinds og min hjernes evne til at se positivt på det hele, så resten af mit liv kan blive, som det helst skulle. Hvordan det så end er.

Sulten efter forandring, er en sult der er svær at genstarte, når først den har stået stille i mere end et årti. Men jeg sparker den i røven.

Og genstarter..........

onsdag den 2. november 2016

Konsekvenser

Det er ikke småting, et liv med alkohol kan gøre ved kroppen.

I går var jeg endnu en gang på tur. Godt nok ikke en af den slags ture, jeg normalt tager når jeg smutter rundt i regionen til AA-møder eller naturoplevelser, men en af den slags ture, der kommer til at betyde alverden for min fremtid.

Jeg var på tur til sygehuset, for at snakke med overlægen på gastroenterologisk afdeling. Den der afdeling, der tager sig af mave, tarm, nyre, lever, og så videre. Her skulle jeg så have at vide, hvad alle undersøgelserne af min vildtvoksende mave og det, der ligger i den, havde vist.

Som dagens absolut sidste patient, med en mødetid der hed klokken 17, og en ventetid på en time, gik klokken hen og blev 18 inden jeg blev kaldt ind.

Overlægen brugte nogle meget pædagogiske redskaber - blyant og papir - på at tegne og fortælle den her besværlige patient - mig - at der faktisk var en hulens masse galt indenfor maveskindet på mig.

Det var dog hans første bemærkning, der slog pusten ud af mig.

"Vi er ikke helt nået dertil, at det hedder levertransplantation, men det kommer vi til hvis ikke situationen vender".

Den er svær at tygge på, den bemærkning. Og når den så bliver efterfulgt af en beretning om min tyndtarm, der indenfor kort tid skal udsættes for gentagne angreb af antibiotika, for at dræbe de bakterier der ikke må være i den, samt en kort konstatering af, at de tre knuder i galdeblæren ikke bør bekymre sålænge de opfører sig ordentligt og ikke vildvokser - bliver det næsten umuligt at fordøje.

Handlingsplan ? Kort fortalt, skal jeg fremover helst være konstant sulten, for at tvinge mit system til at få leveren til at rense sig selv, og få de fedtdepoter der er vokset frem i den til at forsvinde. Det tager nok et par år, med 6 meget små daglige måltider. Og så skal jeg til skanninger, pusteprøver, antibiotikabehandlinger, etc.

Jeg ved det godt - det kunne have været meget værre. Jeg kunne have fået kræft, lammelser, demens, ALS, eller en anden af de hundredvis af dødelige sygdomme, der rammer i flæng og ødelægger liv.

Det takker jeg for, at jeg ikke gjorde.

Så nu må jeg smøge ærmerne op, og tage fat fra en ende af.

Og håbe, at det lykkes.