........ og jeg ville faktisk meget gerne lukke op for det. Men jeg misser det, fordi lyden er så svag og lille.
Hvorfor skal livet absolut nøjes med at banke ? Stille, forsigtigt, og kærligt banke, med de selvsamme knoer, der tidligere sendte mig til tælling og krævede at jeg genstartede ? Krævede, at jeg skrottede det liv, jeg havde ført, og overgav mig til et nyt ?
Hvorfor pokker kan livet ikke bare trykke hårdt, krævende og bestemt på klokken, og få kimet mig ud af trøstesløsheden og gentagelsernes monotome selvødelæggelse ?
Måske fordi, jeg hver gang overgav mit til et liv, der var så tæt på en kopi af det gamle, som det var muligt. Måske fordi, det liv, jeg forlod, ikke var færdigt med mig, selvom jeg var færdigt med det.
Aldrig før har livet henvendt sig så kærligt og stille til mig. Aldrig før har livet krævet så lidt, og lovet så meget. Aldrig før..........
........ har jeg været så såret og ødelagt. Eller følt mig så smadret. Eller frygtet at se, det der skulle ses.
Men jeg forsøger at lytte. Forsøger at høre livets sagte, forsigtige banken på min bagdør. Forsøger at nå ud til døren, og lukke livet ind, inden det er gået. Og jeg er bange.........
.......... for at livet skal opgive håbet om at komme ind. For at livet skal miste troen på, at jeg vil lukke op for det. For at livet skal passere min dør, uden at give mig muligheden for at lære det at kende.
For at være ensom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar