Og snart kommer......

...... hverdagen væltende ind igen, med alle dens krav, udfordringer, og oplevelser.

Hvad enten disse er positive eller negative, vil de om føje tid stå parat og forlange opmærksomhed. Noget af en udfordring, når man så længe har været væk fra arbejdsmarkedet, og har givet sig selv en hel masse nye daglige rutiner imens. Dem skal der så luges ud i, så kun de rutiner, der ikke står i vejen for udførelsen af et job, bliver tilbage.

Og så skal der startes andre daglige rutiner. Mange af dem gammelkendte og gennemprøvede, men naturligvis vil der også være nye og ukendte rutiner, der skal stå deres prøve. Den allerførste - og på en måde også allerstørste - hurdle, der skal overstås inden, er dog at finde ud af om jeg nu også er istand til at tage afsted igen.

Om jeg vil kunne klare, igen at være væk fra hjemmet i dagevis, eller om jeg skal finde et nærmere job, med daglige returneringer til det. Om jeg skal søge helt væk fra det, jeg har lavet i nærmest en menneskealder, eller om det i det hele taget er muligt at gøre noget som helst.

Der er masser af tanker, der skal tænkes. Mennesker, der skal kontaktes. Firmaer, der skal ringes til. Og alt sammen helst hurtigst muligt, så jeg stadig kan have friheden til selv at bestemme, hvordan mit liv skal udfolde sig.

Nu undrer du dig sikkert, og spørger hvad jeg mener med dén sætning. Det skal jeg da gerne fortælle dig.

Igennem de måneder, jeg har været sygemeldt, har jeg oppebåret sygedagpenge. Men hvis man nu ikke er syg på den "rigtige" måde, og der ikke kan sættes en udløbsdato på den sygdom man har, bliver sygedagpengene fjernet igen.

Med 14 dages varsel.

Hvorefter det hedder helt ned på bunden økonomisk, til en kontanthjælp, der ikke just giver mulighed for at kunne koncentrere sig om det, at være på vej mod helbredelse. Men som istedet bringer fornyet stress og mørke tanker på banen igen.

Så er det, at jeg hellere vil forsøge at komme tilbage i den gamle jobverden igen, selvom stresset også her er ganske stort. I det mindste kan jeg da så knokle indtil min krop og mit sind igen bryder sammen. Og så blive sygemeldt igen - måske.

Men hvad - hverdagen er jo ikke det værste, der findes. Måske vil den endda bringe mig ny glæde, og ny tryghed.

Og det er jo nok heller ikk' så ring' endda.