Håb

 De sidste dage rinder langsomt ud, og tyvefiretyve kaster yndefuldt de tilbageværende slør - et ad gangen. Et år, der kun eksisterede én dag ad gangen, men som lod mig fastholde min ædruelighed på bedste måde - og på den eneste måde, der virker for mig.

I eftertænksomhed - og i stadig refleksion over det liv, jeg levede som aktiv. Første gang jeg gik i behandling, landede jeg "på den anden side" stålsikkert klar på, at jeg havde kigget på alt dét, jeg havde været en del af - alt det dårlige, onde, skidte, og alt det (eller den smule) gode, der også havde været.

Men jeg tog fejl.

For - dag for dag - er jeg blevet klar over, siden jeg valgte at blive ædru, at der er så meget mere at gå i dybden med - at erkende, acceptere, og søge Sindsro på - helt tilbage fra dengang mine fejl begyndte at påvirke mit liv og min omverden.

Ikke sådan, at jeg render febrilsk rundt og dybt bukkende mumler undskyldninger ad libitum. Men på en sådan måde, at jeg dagligt er taknemlig for de refleksioner, der tillader mig at finde hjørner i min tilværelse, hvor jeg skadede mere end jeg gavnede. Hjørner, jeg gi'r mig selv lov til at gå hen i, for at finde ud af om jeg skal gå direkte til de mennesker, der var involveret, og gøre det godt igen. Eller om jeg derved vil skade dem eller andre.

Hva' så med det år, der kommer, spørger nogen - måske dig, kære læser, eller en eller anden anden, der tilfældigvis er faldet over den her krølle på tilværelsen.

Ja, hva' så ?

Normalt ville det være startskuddet til en hel flok nytårsforsætter, af typen "Ska' la' være med ditten og datten - Ska' holde op med dette og hint - Ska' absolut starte på at være bedre, større, mindre - Fred på Jord og i pengepungen velbehag", eller lignende velmenende fraser. Men eftersom ingen af dem på nogen måde harmonerer med det, jeg allerhelst vil, har jeg tænkt mig at lade dem ligge og surmule ovre i deres helt eget hjørne.

Og istedet Håbe.

Håbe, at jeg Én Dag Ad Gangen vil kunne fortsætte min ædruelighed.

Håbe, at dem der er en del af mit nuværende og tidligere liv, vil kunne komme tættere.

Håbe, at den krig, der truer i horisonten, bli'r en fuser.

Håbe, at Lucifax og jeg vil møde vore udfordringer med åben pande.

Håbe, at Sindsro, Mod, og Visdom, vil fylde mit liv.

Og Håbe - at jeg kan række hånden frem, såfremt nogen be'r om hjælp, og støtte hvor støtte er nødig.

                                                                                    Tak.

Vinter på vej

 Melankolsk melder mørket sin ankomst. Sænker sig sagte over hverdagen, og ændrer alt omkring mig. Rutiner ramler raslende sammen, og erstattes af håbløshedens heftige helvede i et saftspændt sekunds salighed.

Sommeren er væk - overstået - forsvundet i en stadig svagere hvisken om solrige dage med spændende oplevelser - efterladende  mindet om dengang alt startede tidligere, og morgenfuglenes sang indrammede duften af udsprungne blomster.

Stille siler de sidste ting, der kunne have forsødet mørkeperioden, væk. Forsvinder i glubske pludselige udgifter, der dagen før ikke havde gang på jord. Det grønne adgangssignal til kontanternes paradis, bliver langsomt rødere og rødere, indtil det desperat blinker et Bliv Væk -  Adgang Forbudt - Næste Måned, Næste Måned, Næste Må.......

Og vindens tuden i de bladløse grene stiger i farlighed, mens deprimeringssignalerne dobbelt proportionelt følger trop. Hylende en triumferende angebssonata, der tidligere havde fået mig til at smide mig ned med struben blottet, og kun én desperat tanke i hovedet :

Så tag mig dog - gør dit arbejde færdigt - flå mig, flæns mig, riv mig i småstykker, og kast resterne hen i det hjørne, hvor flasken står.

Dengang........

Dengang, hvor jeg var aktiv, og en vintermåneds anstrengte økonomi havde fået mig til at love hele  min omverden guld og grønne skove, bare jeg liiige kunne låne til næste måneds udgifter..... Og næste igen.....igen.....igen......

Dengang, hvor jeg lukkede øjnene for det, der var primus motor i min måde at leve på. Og i min måde at ødeleve på. Og gjorde min vinter til et mål for alt negativt, der kunne tænkes i min lille, syge hjerne.

Men idag.........

Idag, hvor jeg er ædru fireogtyve timer ad gangen, ser jeg min vinter komme som en påmindelse om, at foråret altid er på vej. At hvilke  problemer, jeg end måtte have, er det kun mig selv, der kan løse dem. For det er kun mig selv, der har skabt dem.

Ja, min økonomi er ad pommern til. Som den altid er, når vinteren melder sin ankomst. Denne gang måske en bid værre, end vanligt - men sålænge jeg kan klare mine månedlige udgifter hver den første, så klarer jeg nok også at der kan være minus på kontoen sidst på måneden. 

Et minus, den kommende måneds indkomst stadig kan dække, og som bli'r mindre og mindre for hver måned, der går.

Så det er med fortrøstning, jeg kigger frem til solrige dage med spændende oplevelser -hvor alt starter tidligere, og morgenfuglenes sang indrammer duften af udsprungne blomster igen.

Og jeg ved, at sålænge jeg gør det Én Dag Ad Gangen, så kommer de dage igen. Måske endda før jeg havde forventet dem.

I Sindsro.