Man kan......

........ nogle gange forundres over den måde, mennesker er forskellige. Det understregede min oplevelse i bussen i dag med al ønskelig tydelighed. Aldrig har jeg da været udsat for.....

Men lad mig starte fra begyndelsen....

Som nogle af jer ved, var jeg på Radio Djursland i dag, og sendte en time for Radio Rønde fra 17 til 18. En ganske hyggelig time, med et minimum af servicemeddelelser, og masser af god musik. Så jeg var i et afslappet og hyggeligt humør, da jeg forlod radioen for at gå ned til bussen.

Bussen skulle afgå 12 minutter efter jeg havde sagt Tak for I dag, så jeg havde god tid til at gå de 50 meter, der er til stoppestedet. Undervejs fandt jeg let nynnende min telefon frem, og klippede mit elektroniske klippekort, så det passede med turen hjem.

Og så var det bare at vente på bussen.

Nu skal det nok nævnes, at jeg normalt har en ganske afslappet tilgang til de kollegaer, der kører rutebus. Mange af dem snakker jeg hyggeligt med på hele turen, næsten uanset hvor i landet jeg stiger på en sådan bus. Så naturligvis havde jeg et smil på læben, og hilste kollegaen med et glad: Nå du har nok valgt at køre til Randers i dag.

Her er det så, at jeg måske burde have lugtet lunten, da hans gensvar var et surt: Det kan du ikke komme på 3 zoner......

Lettere febrilsk gensvarede jeg, at det skulle jeg da heller ikke - og fik et grynt som modsvar.

Jeg kunne naturligvis have valgt at gå ned bag i bussen, og ikke henvende mig til kollegaen igen, men det ligger nu en gang i min natur at ville snakke med mennesker, så jeg satte mig på forreste sæde og slappede af, mens jeg kort tænkte, at han nok ikke lige havde hørt hvad jeg sagde. Så jeg genstartede et forsøg på kommunikation, med ganske neutralt at spørge ham, hvornår klippekortmaskinerne forsvandt fra busserne.

I ét snerrende hug blev der svaret: Om 2,5 år.

Hvortil jeg afslappet og undrende sagde: Er der da virkelig så mange, der stadig har klippekort ?

Så tog fanden ved kollegaen.

Med en stemmeføring, der osede af foragt, had, og arrogance blev jeg belært om, at hvis jeg virkelig ikke havde noget bedre at indlede en samtale med, end den slags dybt dumme banaliteter, burde jeg holde mund og lade ham synke ind i sig selv, hvor han forresten havde det bedst, for dér havde han mediteret over livet i 30 år, og fundet ud af at mennesker var en enorm omgang dybt dumme individer, der ikke fattede at det vigtigste der eksisterede, var at meditere sig frem til livets mening.......

Rystet, og ganske forsigtigt, forsøgte jeg at pippe, at der jo var anderledes positive ting at tale om og tænke på, som hverdagen - og nu'et, for eksempel......

Jamen altså..........

Havde jeg troet, at han var færdig med at være negativ, tog jeg da grundigt fejl. Med en snerrende, hvæsende stemme, fik jeg besked på, at jeg da ihvertfald tilhørte samme omgang dummernikler som alle andre mennesker, der kun havde i hovedet at tænke på kærlighed, solskin, dagen i dag, og al den slags intetsigende vrøvl. Og om jeg da ikke bare kunne lade ham sidde og meditere videre over de vigtigste ting i universet, istedet for at tro at jeg og min indstilling til tilværelsen var noget som helst værd.

Her var det så, at jeg dybt rystet holdt min dertil indrettede, og lænede mig tilbage i sædet, mens jeg forsøgte at ryste hans negativitet af mig. Men selvom jeg klogeligt holdt min bøtte resten af vejen hjem, bølgede hans negativitet, foragt, og arrogance over mig i tavse forsøg på at vælte mig omkuld og drukne mit bare en halv time tidligere så lyse og afslappede sind.

Først da jeg steg af bussen, og så den køre væk med vrede baglygter, og sure motorbrum, gik det op for  mig, at der var én god måde at klare situationen på - med en Sindsrobøn.

Og næste gang jeg skal med bussen, tjekker jeg lige om det er præcis dén kollega, der sidder bag rattet.

For så sætter jeg mig bagerst.

Dagen i dag er......

.....den første dag i resten af mit liv.

En sætning, som mange mennesker siger med stor indlevelse og masser af følelser. Samtidig med, at de glemmer at dagen efter faktisk har samme præference. Den er også, den første dag i resten af livet.

De fleste siger det jo også kun, når et eller andet stort sker. Dagen efter den sidste eksamen, dagen hvor man bliver gift, dagen hvor børnene blev født, dagen hvor man blev løsladt hvis man havde været fængslet, dagen hvor man blev frikendt, osv osv - sæt selv eksempler efter dit eget hoved.

For en misbruger er det ganske anderledes. Hver eneste dag føles som den sidste, mens man jager undskyldningerne for at drikke den næste, tage det næste fix, eller spise den næste pille. Eller en af de utallige andre misbrug, der findes i og blandt mennesker.

Jeg ved det, for jeg er selv en af dem.

Derfor er det for os en ganske anden vild og voldsom jordrystende begivenhed, når vi skifter fokus fra at føle alt som den sidste dag på jorden - til at føle, hvad livet kan give os når vi erkender vores misbrug og går i behandling.

En ny start, en frisk start.

En start, hvor hver eneste dag jeg vågner, er den første dag i resten af mit liv. Hvor hver eneste dag skal behandles med respekt og glæde. Hvor kærligheden til livet skal lyse ud af øjnene på mig - i 24 timer. Hvor dagen ender med, at jeg kigger mine vågne timer efter i sømmene og lærer af de fejl, jeg har begået, og de glæder jeg har oplevet.

For det er, hvad en dag er.

24 timer, jeg kan overskue og acceptere. 24 timer, hvor jeg i vågen tilstand kan holde fast i min ædruelighed, og søge at genopbygge mit tabte forhold til min omverden.

24 timer, der med sikkerhed er mine.

Imorgen - kender jeg ikke til. Imorgen - ved jeg ikke om kommer. Imorgen - begynder først, når jeg endnu en gang vågner....

....til den første dag i resten af mit liv.

Niogtyvende april totusindeogseksten.

En morgen som så mange andre.

Vågnede på det sædvanlige tidspunkt. og gik ud i køkkenet for at sætte vand over til the. Min krop og mit sind føltes let, som havde jeg ikke en eneste bekymring i verden.

Men det vidste jeg godt, at jeg havde.

Aftenen før havde været som så mange andre - fyldt med desperate forsøg på at nå hen til den black-out, der ville kunne give mig fred i noget tid. Jeg havde da også nået frem til den, og min hukommelse var forsvundet ned i det velkendte mørke, hvorfra intet vender tilbage. Hvordan vi var kommet hjem, og hvad jeg havde gjort og sagt før, under, og efter - var en ikke eksisterende viden, som jeg ville være nødt til at finde frem til i hendes bemærkninger, anklager, og bitterhed.

Og nu var det morgenen efter. Og jeg gjorde, som vi altid gjorde. Lavede the, og ventede på at få at vide, hvordan jeg havde opført mig. Normalt ville jeg så bruge tid på at være underkastende og undskyldende, og gå i forventning om noget værre samt håb om noget bedre, indtil hun kom hjem fra arbejde. Så ville alt være som det plejede, og alt ville kunne gentages.

Igen og igen.

Men denne morgen var noget anderledes.

Ingen snak.

Ingen underkastelse og undskyldninger.

Ingen........... ting.

Kun en indre ro og vished, der havde et eneste mål.

At stoppe.

Den første halve time efter hun var kørt på arbejde, blev brugt til at undersøge mit indre, for at finde ud af om den følelse jeg havde, var ægte. For at finde ud af, om jeg virkelig var færdig.

Klarheden i min hjerne, og ærligheden i mit sind, var for første gang i mange år ikke gemt bag en mur af undskyldninger eller dårlige bortforklaringer. Men stod parat til at blive brugt på den rigtige måde, hvis jeg havde modet til det.

Det tog en time mere, inden modet var fundet. Inden jeg turde tage min telefon, og taste Hjælp.

Inden jeg turde sige de farlige ord :

"Jeg hedder Per, jeg er alkoholiker, og jeg har brug for hjælp. "

Den 29. april 2016 blev jeg ædru.

Kærlighed......

...... er mange ting. Og på en rejse som den, jeg lige har foretaget  på tværs af Danmark, har jeg oplevet den på mange måder.

Kærligheden mellem mor og barn, datter og far, mand og kvinde, to af samme køn, unge og gamle. Og alle har de haft det til fælles, at ingen bestemmer hvem og hvordan man elsker.

Så nu, hvor jeg har vendt næsen mod hjemlandet igen, er jeg spændt på hvilke følelser, jeg vil se blandt mine medmennesker undervejs.

Vil der være glæde ? Sorg ? Jalousi ? Vrede ?

Vil der blive skældt ud eller kysset ?

Vil jeg igen se ung kærlighed danse jublende lykkeligt, mens regnen styrter ned ?

Eller vil jeg opleve jalousi fra to kærester på den anden side af 80 ?

Uanset hvad jeg kommer til at opleve på min vej gennem landet, er én ting sikker.

Kærlighed er det stærkeste, der findes. Og jeg håber, at jeg finder den igen.

Hellere sent end slet ikke.

Så var det lige, at der gik en hel del timer inden jeg fik sat mig ved tastaturet og gjorde parat til dagens tanker. Egentlig er der ikke noget at sige til, at der blev dømt Time-Out i dag, da det meste af morgenen og formiddagen gik med at rejse gennem landet for at ende ved min kære fader, der havde brug for sin håbefulde podes hjælp med det der vanvittige Internet-via-coax.

Så der er blevet hygget, nydt, og snakket til den helt store guldmedalje. Om alt og intet. Gennem smil og tankefuldhed. Over fortid, fremtid og nutid.

Og livet udfolder sit jeg, så verden igen føles stor og dejlig. Så virkeligheden igen får nydelsens kravledragt på, og begiver sig ud mod morgendagens ukendte horisonter.

Livet er nu dejligt - og imorgen kommer der nyt. For nu hedder det godnat, og på gensyn.

*snorkmode = On*

Tankefuld

Det der med at sætte mig dagligt og nedfælde mine tanker i en blog, er egentlig noget mærkeligt noget.

I ensom majestæt, og kun med selskab af en kop the samt udsyn over naboernes efterårsplagede ejendomme sidder jeg, og kringler dybsindige tanker sammen. For derefter at lade fingrene danse en sælsom salsa over tastaturet, så tankerne for evigt står mejslet ind i computerens hukommelse.

Nå ja, for evigt og for evigt. Der er intet, der ikke kan slettes fra en computer, hvis man virkelig gør sig umage. Så hvis jeg bare lader være med at trykke på "Udgiv", kan jeg fjerne det, jeg ikke vil have andre skal se, for evigt.

Men der er ét sted, hvor intet kan fjernes fra, og alt bliver stående for evigt. Det allesteds nærværende Internet.

Milisekunder efter min finger har trykket på "Udgiv", er det umuligt at slette det, jeg har skrevet, fra nettets uendelige hukommelse. Mine tanker, hvor mærkelige de end måtte være, ligger til evig beskuelse - hvis man altså lige ved hvad man skal lede efter.

Og det gør de åbenbart i USA, Frankrig, og på Grønland. For ikke at nævne alle jer, der læser blog'en herhjemme.

Det undrer mig bare, at jeg får så kraftige hits i USA og Frankrig. Grønland kan jeg forstå, der har jeg venner, som kunne tænkes at være interesseret i at læse hvad jeg nu har sat min underlige hjerne i gang med. Men daglige visninger i de to andre lande ?

Nu må min paranoia vist på banen.

Det er nok Echelon eller lignende, der sniffer for at finde ud af om jeg har mistænkelige tanker og intentioner, og som har en underbetalt embedsmand siddende dagligt for at oversætte og læse mine udgydelser.

Stakkels mand.

Ikke nok med at han skal finde sig i at læse det introverte vås en tilfældig dansk olding dagligt udøser over det stakkels Internet. Hans kone har sikkert også glemt at smøre en madpakke til ham, og efter arbejde opdager han måske, at der sidder parkeringsbøder i forruden på den bil, han stadig mangler at betale de sidste afdrag på. Og i Frankrig sidder hans europæiske kollega med en café au lait ved siden af tastaturet, og bander fordi systemet endnu en gang sætter et rødt flag ved min daglige blog.

Det er ikke nemt at være statsansat vagthund.

Gad vide, hvordan jeg og mine betragtninger er defineret i Nettets Vagtsomme Overvågning ? Tror de jeg er terrorist ? Eller paranoid ? Eller er jeg bare underlig nok til at fange deres opmærksomhed ?

Eller ligger mine ord bare og summer i maven på det elektroniske vurderingssystem, man kalder Echelon, efter at være blevet skannet og fundet fuldstændigt ufarligt ?

Eller - og det er faktisk min yndlingstanke i dag - sidder der en eller flere efterretningsansatte, der kun kigger på mine udgydelser, fordi de kan lide at læse dem. Fordi de får dem til at tænke på noget andet, fordi de giver dem et frirum fra en kontrollerende verden.

Det siges tanker er toldfri.

Det hindrer dog ikke denne verdens herskere i, at undersøge alle de tanker, de kan komme i nærheden af, minutiøst. Og afhængigt af hvor i verden den enkelte hersker bor, sættes der så den ene eller den anden foranstaltning i gang såfremt der dukker tanker op, der strider imod vedkommende herskersystems vedtagede tankesæt.

Her er det så, at jeg lige slår min paranoia fra igen.

For mine tanker kan ingen ændre, stjæle, eller fjerne. De sidder trygt og godt i min hjerne. Samt i mine fingerspidser, når disse danser tankerne ud på nettet. Og så er de på nettet for evigt.

Cogito Ergo Sum.

Kan man tillade sig....

...... at drømme, når dåbsattesten er skrevet med runer ?

Kan man håbe på alt det, der egentlig er umuligt ? At helbredet bliver bedre - at det der gode job er på vej - at lottokuponen gi'r gevinst - at kærligheden rammer igen ?

Eller er det kun for de unge, at drømme fortvivlende, umulige, vanvittige, dejlige drømme.

Er der en eller anden naturlig aldersbarriere, der slår ned omkring én når fødselsdagen siger så godt som olding, og som med høje teenageskrig råber : "Det kan DU da ikke tillade dig at drømme om - i DIN alder" ?

Drømmenes tid er ikke forbi, bare fordi man har levet det meste af sit liv. De ændrer heller ikke karakter eller værdi, men indeholder stadig samme slags vanvid, håb, og fortvivlelse, som de gjorde i ungdommen.

Drømmen om kærligheden, der ligger på lur bag den næste hæk, og som rammer med overraskende styrke og sikkerhed.

Drømmen om jobbet, der kan forløse alle de frustrerende tanker, og give hverdagen det indhold den mangler.

Drømmen om den fuldstændigt uventede gevinst, der vil gøre resten af livet økonomisk sikkert, og give mulighed for at gøre alt det, der er sukket efter.

Drømmen om helbredelsen................

Jo, jeg kan drømme. Og jeg kan prioritere mine drømme, når jeg vågner op til mit rationelle jeg, og sætte det vigtigste først. Sørge for, at dét, der er forudsætningen for alle de andre drømmes eksistensmulighed, bliver drømt først. Og jeg kan tvinge alle de andre drømme væk indtil dét er opnået. Indtil dén drøm er blevet virkelighed.

Indtil jeg er rask.

Det er pinefuldt, at måtte lægge alle drømmene væk, så længe kroppen ikke er i orden. Det er også umuligt. For uanset hvad jeg siger til min vågne hjerne - uanset hvordan jeg forsøger at tvinge den til at fokusere på at blive rask - kommer drømmene, de andre drømme, snigende ind fra højre, og vil ses, høres, mærkes, smages, føles. Vil have lov til at eksistere, og pine mit vågne sind med en viden, der påstår de aldrig bliver til noget.

Men drømme er det stof, livet er lavet af. Uanset alder, køn, race, kultur, virkelighed, lever vi alle med et håb om, at vores drømme går i opfyldelse. Og jeg ved, med usvigelig sikkerhed, at én af mine drømme er gået i opfyldelse.

Jeg lever.

Den ringeste.

Jeg er den ringeste af os to.

Jeg hørte sætningen til et møde, hvor en af de andre delte omkring netop dét, at føle sig inferiør i forhold til sin partner. Den slog hårdt. Så hårdt, at jeg ikke kunnelade være med at  gennemtænke det meste af mit liv med den i baghovedet.

Og så slog det mig. Hver eneste gang, jeg havde været i konflikt med de kvinder jeg elskede, var det mig der drejede af. Mig, der valgte ikke at forfølge situationen, især de gange hvor jeg ellers vidste at jeg havde ret.  For inde bag i mit hoved lå jo netop dét, der kunne få hende til ikke at forlade mig – en viden om, at Jeg Er Den Ringeste Af Os To. En ringeagtelse af mig selv, der stammede helt tilbage fra min tidlige barndom og ungdom. Fra de gange, hvor en voksen havde taget magten over mig og tvunget mig ud i situationer og ting, jeg ikke selv ville. Og hvor jeg lod dem gøre det, for jeg var jo den ringeste. Den, der var mindst værd. Den, der kunne nedgøres.

Og min angst for at miste var blevet forstærket gennem de første forhold i mit liv. Den tabte forlovelse, den mistede sjæleven, den umulige kærlighed. Det måtte jo nødvendigvis være min skyld, fordi jeg elskede for meget, og fordi jeg ikke havde ladet dem se, at jeg var den ringeste af os.

Så jeg forstærkede ubevidst min selvnedværdigelse igennem mine forhold og ægteskaber, forfinede og udviklede konflikten mellem virkeligheden og min tro på at jeg var den ringeste i mine forhold, så jeg kunne undgå at miste den, jeg elskede. Det gik selvsagt i småstykker hver gang, og medvirkede kun til én ting. Endnu en forstærket tro på, at jeg var den ringeste.

Selv i det ægteskab, der blev båret oppe af netop det modsatte – at jeg var den stærkeste, idet jeg var den Dominante, og hun var den svageste, da hun var underkastende – gik det galt, da jeg ikke turde andet end at søge noget nyt, da hun trak sig ind i sig selv. For det kunne jo kun være fordi jeg endnu en gang havde været "den ringeste af os to".

Men i mit sidste, og længste, forhold, blev det forfinet til ukendelighed. For mit sind fandt en måde at slippe af med dampen på, så jeg ikke altid gik og havde den ubevidste følelse af at være den ringeste. 

Ved at drikke mig selv til blackout, og miste den bevidste kontakt til mig selv, kunne jeg reagere som var jeg den, der ikke var ringest.  Med had og voldsomme konfrontationer og voldsom ringeagt af andre, især min partner, og med risiko for ufatteligt voldsomme reaktioner på selv det mindste. Og intet af det kunne jeg huske dagen efter. Intet. Hverken følelser, stemninger, billeder, ord, samtaler, var i hukommelsen. For blackoutet havde slået min hukommelse fra, så intet satte sig fast.

Til gengæld vågnede jeg altid med en fornemmelse af befrielse og ro i kroppen, når jeg havde haft en sådan tur. Og selvom den i løbet af forholdsvis kort tid blev afløst af en lettere bekymring over hvad der mon var sket aftenen før, så var der overhovedet ingen genkendelse i mig, når min partner fortalte hvad der var sket. Mange gange tvivlede jeg endda kraftigt på, at det var sandt hvad der blev fortalt.

Og så kunne min fornemmelse, af at være den ringeste af os to, igen blive forstærket og bekræftet. Jeg måtte jo være den ringeste, for det var jo mig, der havde sagt og gjort det, hun fortalte.

Først, da jeg til et møde hørte en anden alkoholiker berette, at han  havde sagt til sin partner, at han var den ringeste af dem, ”Den ringeste af os to”, gik det op for mig at jeg havde haft samme indstilling de sidste ufatteligt mange år. Det rystede mig dybt.

Jeg ved endnu ikke hvordan jeg kommer af med den følelse – eller hvad den egentlig har skabt af problemer og ulykker i mig. Men jeg ved, at jeg er nødt til at bruge godt med tid på at bearbejde den. Og at jeg nok også bliver nødt til at søge hjælp til at gøre det.

For jeg ønsker ikke at være den ringeste. Hverken af ”os to”, hvis der nogen sinde bliver et sådant igen, eller overfor min familie og min omverden.

Jeg ønsker at være jævnbyrdig. Jeg ønsker at være lige meget værd. 

For det er jeg.

I hi.

Silende regn udenfor.

Og endnu en gang sovet længe. Så længe, at det var dejligt lyst, da jeg stod op. Dagen starter med brask og bram, med den ældste del af familien i røret. Så da rundstykkerne var fortæret, var det tid at ringe tilbage og se, om jeg kunne hjælpe.

Jeg skulle nok have fortsat mod Sjælland da efterbehandlingen sluttede i går. Så havde jeg været ovre ved familiens grand old man nu, og havde kunnet tilslutte hans bredbånd. Men det må så blive mandag eller lignende, at jeg tager derover igen.

Mine muskler føles møre og matte. Som havde de fået tæsk med en våd morgenavis. Mine knogler har irriteret mig hele natten, dog uden at ødelægge morgensøvnen alt for meget. Så den grønne the gør rent faktisk underværker for min efterårstrætte krop, og får vækket de slumrende livsånder.

Sådan da.

For der er stadig en del af mig der sover.

Dybt og grundigt.

Og som nok ikke har tænkt sig at vågne foreløbig.

Den del, der normalt har stærkt fat i lysten til at være en del af et forhold, være en elsket, være en elsker, er dybt såret krøbet i hi for mange måneder siden, og lader ikke til at ville ud igen. Den ligger og tærer på resterne af gammel kærlighed, og drømmer om tider, der har været og ikke er mere.

Hvis ikke den vågner, når foråret om nogle måneder banker på, vil det være fordi den er afgået ved døden. Af sult efter noget, der ikke er mere. Af mangel på noget, der ikke lige kom forbi.

Kærlighed.

Både til mig selv og en anden. Til mit afkom og deres. Til livet. Til hverdagen og alle dens gebrækkelige genvordigheder. Til de mennesker, der ikke har brug for det, og til dem der har.

Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke gider jage efter kærligheden. Hvilket netop vil kunne blive grunden til, at den ikke lige kommer forbi, når den er allermest nødvendig.

Men sådan er det vel egentlig med livet. Fyldt med ingenting og alting på en og samme tid.

Og som først er et liv, når det er levet.

Så kom den....

... dagen jeg hver måned ser frem til med glæde og forventning. Dagen, hvor jeg tager afsted på en rejse ud i glæden og taknemligheden. Dagen, hvor jeg ser mennesker der betyder alverden for mig.

Dagen, hvor jeg tager i efterbehandling.

Denne gang bliver den dog lidt anderledes. Lidt mere en rejse end ellers. Jeg vil nemlig se, om jeg kan komme videre efter efterbehandlingen, og besøge et menneske, jeg tror har brug for at være sammen med mig. Og jeg vil lade det være op til min højere magt at afgøre, hvordan jeg kommer over til det menneske.. Den skal jo også have noget at lave, på sådan en dejlig dag.

Imens - så tager jeg lige de næste 24 timer mere med tak og glæde.

Morgenen.......

 .........er sort udenfor.

Oktobernatten holder stædigt fast i verden og nægter at overgive den til dagen. Det eneste lys udenfor er fra et par søvnigt skinnende gadelamper, og strålerne af liv fra de forskellige køkkenvinduer. ,

På denne tid af dagen er det tydeligt, hvor der bor småbørnsforældre og hvor der bor pensionister. De førstes vinduer lyser af morgenmad, madpakkesmøring, og travlhed. De sidsnævntes er mørke som den nat, der nægter at slippe taget.

Radioens morgenivrige værter blander musikken med glade, ivrige samtaler, hvis højeste formål er, at ledsage befolkningen gennem de første mørke timer, og give dagen lidt lys.

Selv hører jeg vel til gruppen af gamlinger, der enten via alder eller sygdom - eller en blanding af begge dele - ikke lige har det store nødvendige behov for at være vågne før lyset er brudt frem. Jeg har da også i en hel del dage taget mig den frihed, at vente med vækkeritualerne indtil det var lyst nok udenfor til at vove at stå op.

Men ikke i dag.

I dag vil jeg sidde med min morgenthe og nyde lysets fremkomst. Måden, det bryder nattens stålsatte favntag, og uimodståeligt skinnerr gennem sortheden, der i alt for mange timer har været livets ledsager.

Jeg vil lade lyse tanker gøre dagen tricket efter. Lade dem bryde gennem sortheden i mit sind, og nedturen i mit hoved, og drypvist lade dem vaske sindet rent.

Renset for alle de gentagede tanker, alle de tilbagevisende idéer, der så længe har plaget mig. Renset, så jeg kan løfte hovedet og kigge frit ud i den nu hastigt frembrusende morgen uden hele tiden at synke ned i selvbebrejdelse og selvhad.

Og jeg vil glæde mig til dagen. Glæde mig til de endnu ikke oplevede situationer og tanker, dagen kan byde på.

Glæde mig over livet.

Morgenen lyser udenfor nu. Omridsene af alt træder stærkere og stærkere frem, og bortjager nattens spøgelser. En morgenvrissende fugl jager skræppende over himlen, her hvor natten bliver til dag. Og trods skyernes grå hærgen henover himlen træder livets energi frem.

Og theen dufter i koppen.

Det må du rundstyk'

Jeg ved det godt.

Du manglede noget i går. Hele dagen gik du og havde den der følelse i kroppen, du ikke lige kunne sætte en finger på. Den der lidt irriterende snurren, der var tæt på at gøre dig nedtrykt. Fornemmelsen af mangel var sikkert ved at sætte en stopper for dine tanker, og rette dem ét sted hen. Der, hvor du dagligt kigger, for at se hvordan jeg har det.

Blog'en.

Den blog, du altid læser for at se, hvad der nu er sket af mærkværdigheder i mit liv. For at se, om jeg er nedtrykt. Eller jublende glad. Hvor du morer dig over mine lommefilosofiske betragtninger af hverdagen, og måske endda nikker genkendende til mine ord og følelser.

Den blog, som jeg ikke skrev i går.

Undskyld.

Mange gange undskyld.

 Jeg lægger mig fladt ned og indrømmer, at det var en fejl jeg ikke fik skrevet det daglige indlæg i går. At jeg ikke sørgede for, der var et livstegn fra mig, så du kunne gå gennem dagen uden at skulle bide negle, og frygte det værste.

Vil du gerne vide hvorfor jeg ikke skrev gårsdagen indlæg ? Jamen så skal jeg da gerne fortælle dig baggrunden for denne forfærdelige begivenhed.

Jeg havde ikke lyst.

Mit humør og min sindsstemning var af en sådan karakter, at jeg vel nok mest af alt kunne kaldes ugidelig. Eller måske endda deprimeret? Nej, nu ved jeg det. Sortseer - det var det, jeg var i går. Så meget endda, at jeg blæste på mine daglige rytmer, og brugte dagen på alt andet. Herunder planlægning og fremstilling af en omgang stegt medister med sovs, varm rødkål, og kartofler.

Det er da ikke så svært, kan jeg høre dig sige. Det kan alle da finde ud af. Sikkert nok, men nu er det jo ikke lige alle, der kun har 1 gryde og 1 pande at gøre med.

Men det lykkedes.

Og det smagte godt, på trods af mine sorte syner på det hele, og mit ugidelige humør.

Så efter at have brugt dagen i går på at bygge mig op til at ekvilibrere med pande og gryde - dette ved at opbygge energi gennem filmkigning og netsurfing - er jeg tilbage på sporet igen.

Og du har nu læst det daglige indlæg på min blog - mon jeg så også kan lokke dig til at efterlade en bemærkning på blog'en, så jeg kan se at min kraftanstrengelse er noget værd ?

Eller trækker du bare vejret lettet, og går videre med d i n e daglige gøremål, mens du i det skjulte ser frem til at læse mere imorgen.........

Kom hviledagen i hu

I ovnen står grovbollerne og bliver bagt. I koppen damper morgenthéen af lemon og honning. Og udenfor har himlen trukket et tæppe af grå, våde efterårsskyer over sig selv, så dén også kan sove længe.

Det er nemlig søndag - og dermed hviledag.

Godt nok har jeg hvilet mig så meget hele ugen igennem, at der samlet set er til de næste 2 års søndage, men alligevel er det skønt at falde for fristelsen til at nyde afslappetheden og freden.  Samtidig med, at jeg ved jeg senere i dag skal ud og tømme campingvognen.

Først for vand. Og dernæst skal toiletsystemet renses, så det også er klar til den kommende fimbulvinter. Så skal den nivelleres lidt anderledes, så den sne der kommer kan glide ned helt af sig selv og ikke kommer til at ligge og skabe problemer.

Tøj, ting, og sager skal alle ind og pakkes ned, så der heller ikke er noget der bliver klamt af den fugt, der helt naturligt vil kunne opstå indeni vognen i løbet af vinteren. Og der skal hænges en stor lærredspose salt op over køkkenvasken, så  noget af den fugt forhåbentlig kan kanaliseres derhen, for siden at dryppe ned i vasken.

Puha - det lyder jo som om min hviledag bliver til noget mere knokleri, end der var tiltænkt dengang samfundet udnøvnte søndag til den dag, der skulle hviles og ikke måtte arbejdes.

PLiiiiinggggg.......

Så er bollerne vist færdige i ovnen, så allerførst skal morgenmaden nydes.

Go' søndag til jer alle.

Vejen til helvede......

...... er brolagt med dårlige undskyldninger. Undskyldninger af den slags, jeg dagligt giver mig mig selv, så jeg kan retfærdiggøre at jeg ikke lige får lavet ret meget hverken hjemme eller ude.

Lige her og nu er undskyldningen, at jeg jo er nødt til at skrive dagens blog, så I har noget at læse, og noget at bruge tanketid på. Men for det første ved jeg jo slet ikke, om der er nogen af jer, der bruger den store tanketid på det, jeg dagligt sidder og nedfælder af næsten tilfældige strøtanker. For det andet er jeg jo aldeles heller ikke nødt til at skrive på min blog dagligt. Der var jo helt sikkert ikke et øje, der ville lægge mærke til hvis der intet stod på dagens blog, før jeg selv påpegede det.

Suk.

Når jeg så er færdig med dagens tanker, er det min krops skavanker der bliver den gode undskyldning for ikke at støvsuge, vaske, tørre støv af, rede seng, og alt det andet dagen kunne være fyldt af.

Heller ikke det daglige ønske om en gåtur i det friske blæsevejr undgår besøg fra de dårlige undskyldninger. Jeg bliver jo også så hurtigt forpustet, og så hurtigt træt når jeg går. Jeg får det så skidt, og så dårligt, af at vade rundt udenfor hjemmets trygge vægge.

Plus, at jeg jo helt sikkert ville glippe besøget fra de gamle venner jeg ikke har set ufatteligt længe, og som ganske sikkert forbi samtidig med, jeg nu var ude at gå. De ville så blive enten kede af, at jeg ikke var hjemme - og dermed få deres dag ødelagt. Eller blive sure, og beslutte aldrig at besøge mig igen. Dobbelt loose-loose situation.

Ovenstående er kun nogle ganske få, af de ufatteligt mange, dårlige undskyldninger jeg har på lager, og som alle helt sikkert aspirerer til titlen som Årets Dårligste Undskyldning. Hvis der altså v a r en sådan konkurrence, ville jeg samtidig uden tvivl være den første indehaver af titlen flere år i træk.

Dobbelt suk.

Når jeg så heller ikke kan bruge det, der i mine unge dage var den ultimative dårlige undskyldning, for ikke at skrive mere, end jeg havde gjort - Jeg Er Løbet Tør For Blæk-undskyldningen - og jeg faktisk heller ikke har lyst til at bruge en af mine andre Dårlige Undskyldninger overfor jer, kære læsere - er jeg nok nødt til at skrue bissen på overfor mig selv for at få stoppet Dagens Blog med den bedste undskyldning af dem alle..........

Tak for i dag - og undskyld hvis jeg har spildt din tid......

Bjørnen brummer.

Udenfor suser efterårsblæsten, og rødnæsede mennesker skynder sig let snøftende frem til deres destination. En enkelt fugl forsøger med et forkølet fløjt, men opdager hurtigt at der er bedre og varmere inde bag hækkens sammenfiltrede grene. Himlen er fyldt med grå, sorte, hvide, voluminøse skyformationer, der hver  for sig ser ud til at kunne levere efterårsregn nok til at oversvømme gader og veje.

Det er efterår, og det er koldt.

Meteologerne har forudsagt, at vi får en streng, kold, voldsom vinter, med masser af sne og bidende frost. Og det lader til at der for en gangs skyld er overensstemmelse mellem natur og menneske, så vi måske kan se frem til en hvid jul og sne på juleaften. Lige netop dét, jeg altid har ønsket mig mens der stadig var nogen at nyde det sammen med. Sne overalt, varme indendørs, smukt pyntede huse med blinkende julelys og duftende retter parat til fortæring af glade smilende mennesker.

Men sådan bliver det ikke.

Vinterdepressionen er begyndt at sætte sine spor i min hverdag. Så jeg frygter, at jeg bare kan se frem til kolde dage og aftener alene i et hjem, der ikke bliver pyntet op med noget som helst. En vinter, hvor lysten til at grave mig ned i den største snedrive, og først dukke op til forår igen, er stærk.

Bare det, at tage sig sammen til at gøre de mest almindelige hverdagsting, bliver sværere og sværere. Og de ualmindelige ting, som fjernelse af hækaffald og andet stort brændbart, bliver direkte umuligt at overskue. Men sådan er det jo med vinterdepressioner - smilet er taget på ferie, og håbet har skruet ned for blusset, og intet godt er at finde, før de første blomster igen pibler op af jorden, og dagene igen bliver længere end nætterne.

Så jeg tror, jeg vil se om jeg kan slæbe mit mødige legeme ud til vaskemaskinen, og sætte en vask eller to over, og måske endda tage varmt tøj på og begive mig ud i den ruskende blæst. Det kan jo være, at lidt hvirvlende efterårsblade og vindvuggende træer, kan vække den slumrende ånd i mig igen.

Hvis ikke, så går jeg sgu i hi.

Formiddagshimmelen.........

........... udenfor mine vinduer viser uendelige variationer over de få farver, der er til rådighed, når flade efterårsskyer dækker synsfeltet. Grå, gråblå, blågrå, sort, hvidt, og strejf af hastigt skinnende blå, farver de min formiddag, og gør min verden smuk.

Rugbrødet, som en Fakta-medarbejder gav væk ved lukketid i søndags, er stadig friskt og lækkert, og efterlader en rig fornemmelse af nydelse, efterhånden som mine smagsløg sanser det svagt syrlige brøds kernerige fylde, inden the'en ledsager brødet mod fordøjelse.

Det er morgen, efter en lang og drømmefyldt nats søvn. En morgen, hvor intet gør ondt, og selv den altid murrende fornemmelse af udspændte mavemuskler har taget en pause. En morgen, hvor jeg ved at smertefriheden kan være en stakket frist, og blive afløst af den vanlige stikkende, murrende, ømme og onde smerte, når først morgenmaden forlader mavesækken, og begiver sig ud på rejsen gennem tarmene.

Men lige nu - gør det godt at leve. Lige nu, er der muligheder i dagen. Muligheder, jeg vil søge at bruge, så min dag kan blive god. Der er venner, der skal kigges til, indkøb, der skal foretages, ture, der skal gåes, rengøring, vask, oprydning.

Liv, der skal leves.

Travlt.

Det er snart ved at være lang tid siden jeg har haft besøg i mit lille hjem. 

Besøg af folk, der lige havde lyst til at kigge forbi. Eller af mennesker med et formål - postbude, inkassatorer, stævningsmænd, og lignende samfundstjenende væsener. 

Men det betyder vel så bare, at jeg kan nedjustere mit budget, når det kommer til indkøb af batterier til dørklokken, og at udgifterne til kaffebønner og bagerbrød ikke løber løbsk.

I går var jeg ude for at afprøve den - dørklokken....... Den virker fint, kan jeg hilse og sige. Og jeg rystede bønnerne i kaffedåsen her til morgen, så de ikke lå og blev dårlige. Hvorefter jeg skyndte mig at bage morgenbrød - det ku' jo være nogen havde tænkt sig at kigge forbi til morgenmad.

Det var der så ikke lige nogen, der gjorde. 

Så nu har jeg friske boller til morgenmad - de næste tre dage. Kan dåseboller holde sig så længe, efter de er bagt ? Det finder jeg vel ud af i løbet af de næste dage.

Jeg ved nu godt, hvorfor folk ikke kigger forbi og siger Hej. 

Det er ikke fordi jeg ikke kan være godt selskab - ej heller fordi jeg hele tiden snakker om min åh, så forfærdelige situation (jeg har det sgu ok), eller om min åh, så forfærdelige eks (ok, hun opførte sig ikke særligt rart, faktisk temmeligt forfærdeligt). Det er heller ikke fordi min kaffe og mit brød smager dårligt (Ja ja, kaffen e r lidt tynd, men brødet er da friskt), eller jeg bor i et bombet lokum (hellere lidt rod i hjørnerne, end et rent helvede).

Det er fordi, de har travlt.

Rygende travlt, faktisk. Telefonen skal tjekkes, e-mail skal læses, der skal statusopdateres på Fjæset og tweetes, tumbl's, flikr's, swarm'es, inden der skal læses nyheder som helst ikke må være mere end 3 minutter gamle. Og køres i bil til alt muligt, mens Johnny Krone følger med i Trafikradioen, og DMI friskopdaterer vejret på GPS'en.

Travlt, for ungerne skal afleveres, hentes, leges med, puttes, nydes. Travlt, for der skal elskes, spises, leves.

Så travlt, at dét at bremse op og stå stille et øjeblik, mens man bemærker omgivelserne og stille tænker på mennesker, man ikke har set længe, virker som en forhindring der bare skal drønes forbi.

For travlt, til at trykke på en dørklokke og se frem til glæden i ansigtet på den, der lukker op.

Og ja, jeg ved det godt. Jeg har selv en stor flig af det liggende på mine skuldre. Jeg har nemlig så travlt med at gå hjemme og vente på, at nogen skal komme forbi og rive mig ud af min travle stilstand. Så travlt med at vente, at jeg glemmer gåturene i naturen, og nydelsen ved at se en svævende rovfugl over træerne, hvor hjorte, ræve, og andet levende eksisterer i symbiose med hinanden.

Så travlt, at dagen forsvinder for øjnene af mig - og jeg intet har fået udrettet ud over at have travlt, med at vente istedet for at opsøge og nyde.

De friske boller venter på mig - det samme gør den frisklavede grønne the, og min kefir. Så jeg tror lige, jeg vil have travlt med at nyde min morgenmad, inden badet, dagen, livet fortsætter - i fred og ro.

Ransagelse.....

...... af selvet er noget, der bør foretages en gang imellem. Og så er det, at man kan komme til at falde over sandheder inde i sig selv, der bare trænger til at komme ud og blive sagt. Dagens blog er én af slagsen, så hvis kærlighedserklæringer af den krøllede slags giver dig kvalme, kære læser, bør du nok klikke væk og istedet læse dagens tabloid-nyheder.

Hvis ikke, så bliv hængende her, mens jeg lige så stille danskificerer det, der tidligere var udtrykket for min kærlighed.

Det Hvide Flag.

Jeg ved godt, at du mener jeg ikke burde elske dig stadigvæk,
eller fortælle dig det.
Men hvis jeg ikke sagde det, ville jeg jo stadig have følt det,
så hvor er fornuften i det ?
Jeg lover, at jeg ikke prøver at gøre dit liv hårdere,
eller gå tilbage til hvor vi var.
Jeg bliver på skibet mens det synker,
jeg stikker ikke hænderne over hovedet og overgiver mig.
Der hænger intet hvidt flag over min dør.
Jeg elsker - og det vil jeg altid gøre.
Jeg ved godt, at jeg har efterladt alt for meget rod
og ødelæggelse til at kunne komme tilbage igen.
Jeg bragte bare problemer,
så jeg forstår hvis du aldrig vil tale med mig igen.
Og hvis du lever efter den der "Det er forbi.!",
er jeg sikker på at det er fornuftigt,
men jeg bliver på skibet mens det synker,
 jeg stikker ikke hænderne over hovedet og overgiver mig.
Der hænger intet hvidt flag over min dør.
Jeg elsker - og det vil jeg altid gøre.
Og når vi mødes,
hvilken jeg er sikker på at vi vil gøre,
vil alt det der var stadig være der.
Men jeg vil lade det passere, og holde min mund.
Og du vil tro, at jeg er kommet videre.
Jeg bliver på skibet mens det synker,
jeg stikker ikke hænderne over hovedet og overgiver mig.
Der hænger intet hvidt flag over min dør.
Jeg elsker - og det vil jeg altid gøre.

Parat til intet.

Morgentheen er lavet, og står dampende varm og parat i thekanden. For en gangs skyld grøn, med lemon i. Cursoren står blinkende parat i venstre hjørne af dagens blogindlæg, ventende  på mine fingres hastige færd over tasterne. Selv sidder jeg parat, med the i koppen og the i kroppen.

Og intet sker......

Der er tomt, Tankeløst og tomt. Hele den øverste etage i mit lille morgentrætte hoved er velsignet med fraværet af tanker og meninger, jeg kunne dele med dig, kære læser, og som gerne skulle give din hverdag en smule mere kulør.

Jeg lader blikket glide ud gennem vinduerne foran mig, og noterer mig at verden er skydækket, og at ikke en vind rør sig. I det fjerne kan jeg se skyerne drive dovent afsted, fuldstændigt upåvirkede af min morgenparate skriveblokering, inden jeg nok en gang kigger ned på de uberørte taster på min bærbare. Stadig ingen tanker, ingen meninger, ingen ækvilibristisk dansen gennem ordenes meningsfyldte paradis. Tomt.....

En enkelt tanke kommer snigende, og præsenterer sit indhold med forsigtighed. Kunne det måske tænkes, at selve tanketomheden var netop det, der var på tapetet i dag ? Det, der skulle præsenteres, lægges helt enkelt frem, og accepteres som et faktum ? Distræt lader jeg idéen passere gennem min tanketomme hjerne, tygger lidt på den, og lader den fordøje roligt og fredeligt.

Resultatet dukker stille frem fra de tåger, der har fyldt mit hoved her til morgen. Det eneste, der skal stå i bloggen idag. Og hastigt lader jeg mine fingre danse sætningen frem, mens jeg begynder at glæde mig til min frisklavede kefir med hindbær.

I dag holder blog'en fri.

De sidste roser i haven.........

........... kæmper en tapper kamp for at nå at sætte hyben, samtidig med at hækken forgæves forsøger på at holde sig grøn og frisk. Græssets væksthastighed er nedsat med næsten 100 procent, og kun de små gule blomsterknopper, der kigger forskræmt frem, minder om sommeren, der er forbi, og blevet til et efterår der blæser igennem alt, med en vinter der varsler sit komme.

Alt drosler  ned mod stilstand, mens livet strækker våben og overgiver sig til tavshedens periode.

Men i stilstand er der håb.

I stilstand ligger kim til næste forår, næste sommer, næste omgang liv, næste omgang lykke. Og den kommende frost med snedækkede vidder og knusende frost, vil kun modne og styrke kimen inden den uimodståeligt bryder gennem skallen og sætter nye blomster, nye blade, ny kærlighed, nyt liv.

Så kom bare an, vinter. Blæs min krop frostkold, og mine tanker til is. Dæk min dag med mørke, og min varmeregning med flercifrede tal. Jeg vil kigge på den rest af lys, solen glitrende lader slå smut over is og sne, og vide......

.........at næste omgang er klar.

Up, up and away....

.....lyder det i en sang fra nittenhundrede-fortiden.

Det er så samme følelse, der denne morgen skyller gennem mig. Det er af-og hjemrejsen fra Djævleøen, der står parat i mit sind, efter at have sagt farvel og på gensyn til fætter min i en vidunderlig ceremoni helt fri for salmer og  al den slags patos.

Ren, uforfærdet, elskeligt, havde fætter min planlagt sit farvel til os i mindste detalje. En varm og dejlig familie og venneoplevelse, der har sat sit mærke i min sjæl.

Men også en afrejsedag efter gamle venners og efterårsblomsters indtog i mit liv.

Glæde er mange ting, og ægte venskab er en af dem. Så jeg ser frem til endnu et af den slags syn, der er så vidunderlige - gensyn - når jeg engang returnerer til Djævlenes Ø.

For returnerer, det gør jeg - helt uden at vide hvornår eller i hvilken sammenhæng. At returnere, er vel den varmeste kærlighed man kan give, når det drejer sig om venner og familie.

Fættermin returnerer på et tidspunkt i et andet liv - i dette liv returnerer jeg i dag til mit hjem på mit elskede Djursland. Og ser frem til næste returrejse til venner og familie.

At rejse - er at leve. At returnere - er at bekræfte livet.

Ro på

Weekenden er begyndt.

Og med den afskeden med min fætter, som vi i dag sender afsted fra kirken. Han er jo længe taget afsted - det er kun de fysiske rester, der er tilbage -  så det vil være vores fælles mulighed for at mindes og hylde hans liv.

Det vil jeg gøre. Glædes over at han har levet og fyldt sine omgivelser med kærlighed. Glædes over at han er fri for smerter, og ikke længere langsomt synger hen. Glædes over at jeg nåede at være sammen med ham, inden han tog afsted mod næste tur.

Jeg vil løfte mit hoved mod himlen, håbe på et lyn eller to, og stille hviske : Gem en kopi af negativerne til mig, kære fætter.

Tidligt

Månen har knapt sluppet sit tag i natten, men alligevel åbnes mine øjne. Parat til en rejsedag, parat til en snarlig afsked, parat til smil gennem tårer. Jeg skal afsted til fremmede situationer, fremmede øjeblikke, fremmede mennesker. Familie.

Rygsækken er pakket, og kaffen brygget. Der er tømt skraldespand, så intet står og stinker mens jeg er væk. Der er skiftet mælk i kefiren, og hældt vand i planterne. Alt er parat.

Jeg hader afrejse. Alt for meget er rejst, alt for meget er taget afsted til nye horisonter. Uden mig.  Jeg  føler mig som den gamle kustode, der ender med at lukke og slukke, når det støvede museum ikke længere har nogen besøgende.

Så jeg letter på kustodekasketten - og byder jer alle en god dag.

Museet åbner igen - snart.......

Ting Tager Tid.....

........ og det skal man bare vænne sig til.  Eller skal man ?

Alle aldre har deres charme, og den jeg nu er i er da heller ikke undtaget for Charme, Selvtillid, og Lækkert Hår :-)

Sådan da.

Det lækre hår er nu så meget sagt - farven er da et eller andet sted meget pæn, men det er lidt besværligt at få styr på stadset, når jeg nu har valgt at ville lade det gro langt nok til at det for første gang i uhyggeligt mange år kan blive klippet pænt. At jeg så sikkert når at få både hestehale og hentehår inden det er langt nok, må jeg vel bare tage med.

Ting tager jo tid, ikk' ?

Selvtilliden er nu også lidt en skrøbelig størrelse for mig - i det mindste indtil jeg får noget større afstand til alt det, der er sket gennem de sidste måneder. Så skal jeg nok se om ikke jeg kan få tillid til mig selv igen, og begynde at være mere udadfarende.

Men det tager tid, sådan en ting.

Charmen ? Tjah, det må jeg vel egentlig lade være op til andre at vurdere. Det meste af den gamle charme er jo blevet pillet godt og grundigt af mig - både via de valg, jeg har truffet, og via de valg, andre traf for mig. Og via den der ufattelige sårbarhed og sårethed, der ligger helt fremme i overfladen, efter den gamle overflade blev revet af.

I ét, smertefuldt riv.
,
Sådan noget har det jo som plastre - af skal det - i ét hug. Så kan man jo puste på det ømme område bagefter, mens det tager sin tid om at stoppe med at smerte.

Tid........... Der var den jo igen.

Ting tager tid.

Men hvor hulen gør Ting så af den Tid, som den tager ? Bliver den puttet hen i enden af den Tid, man har at gøre med ? Eller er den tagne Tid bare Tabt ?

Nej, der er altid noget, i den "Tid, der er Taget af Ting", der aldrig er tabt og altid vil blive husket. De glade, positive, smilende øjeblikke, der lå indeni den "Tid Ting Tog", vil altid kunne tages frem og nydes igen. Og de negative, sorte, onde situationer, "Tid Taget af Ting" også indeholdt, vil kunne blive basis for fremtidige undgåelser af samme.

Jeg vænner mig nu aldrig til, at "Ting Tager Tid". Men det er en del af det store Eventyr kaldet Livet, og som i sin essens indeholder masser af "Ting Taget af Tid", og som derfor er Tidløst.

Nu er den Tid, du brugte på at læse denne Ting, også Taget. Forhåbentlig var det en god Tagning, der vil kunne give dig glade Minder om den korte periode af dit Liv, hvor du lod det, jeg skrev, tage lidt af Din Tid. For det, jeg skriver er en "Ting".......

...... og Ting Tager jo Tid.

Morgenstart

Stjernerne blinker på den natmørke morgenhimmel, og fortæller mig at vinteren er kommet endnu et skridt nærmere. Temperaturen har ramt 4 grader på sin daglige vej længere og længere ned mod den absolutte stilstand, og kun et par enkelte fugle høres, mens de pipper lidt forsagt morgensøvnigt. I øst kravler lyset besværet frem, fast besluttet på at ramme dagen inden natten atter overtager.

Og mens de svagere stjerner bukker under for lyset fremmarch, og gemmer sig til senere, kæmper morgenstjernen blinkende videre, og sender morsesignaler til min søvnige hjerne.

"Kæmp - kæmp, menneske - for livet er skønt og mørket kun en overgang. "

Jeg løfter mit trætte hoved fra müesliens madskål, og ser, hvordan silhuetterne får form og endnu en gang danner hække, træer, huse. Og hører, at dagen bryder igennem mens morgenstjernen jublende lader sit blink gemme i vældet af sol. Gemt, men ikke glemt - som natten, der aldrig kan leve uden dagen.

Radioen fortæller mig at klokken er Nu, og verden er vågen. Konstant vågen. Fyldt med underlige gerninger og sære eksistenser. Stofsniffende, skattesnydende, sexistiske kandidater til et valg, så langt væk fra min morgen, som noget på jorden kan være. Og alligvel så tæt,  at de kan fjerne mig med et tryk på en knap.

Himlens blå træder frem, og lader mig se små gule blomster myldre frem i mit græs. Venus er væk, og Mars parat til at kæmpe for retten til at se hende igen.

Dagen er startet.

Træghed......

.......plager mig i øjeblikket.

Alt tager uendeligt lang tid, og indebærer masser af langsomme tanker, der virker til at gå i ring og gentage sig selv uendeligt. Min overflade virker følelsesløs overfor de ting og situationer dagligdagen kræver løsninger på. Samtidig er det næsten umuligt for mig at holde fast i de tanker, der er vigitge. De begynder efter kort tid at drive lige så stille væk som skyerne på himlen.

Det er depressionen, der begynder at holde sit indtog i mig. Mit sind kapitulerer langsomt, men uundgåeligt til det sorte, tankeløse void, der er depressionens inderste væsen. Stedet, hvor intet tænkes, og alt står stille i langsom hensygnen.

Og kun min maves eget liv, mine tarmes ondskabsfulde protester, og mine lungers smertende hjørner, holder den totale stilhed i ave, mens feberen langsomt bygger op i hoved og krop. Vejen mod sundhed går åbenbart gennem udrensning af både fysiske og mentale affaldsstoffer.

Men jeg er et godt menneske, og tror derfor klippefast på, at jeg kommer helskindet gennem alt, hvad livet byder mig. Sygdom, overvægt, ulykkelig kærlighed, hjerteskærende savn, og manglen på én at holde om og af, er alle kun trin på vejen mod et bedre liv.

Et liv, der gerne må komme snart, så også jeg kan føle, at livet er godt.

Plop

Noget, der fylder mit sind og mit hjerte dagligt, er den sagte, dryppende afsked med fortiden.

Jeg mærker hver gang endnu en dråbe af samlivet river sig løs fra mit jeg, og drypper ned i mit eget personlige Mindekar. Fjerner sig fra det, der tidligere var en helhed, fast cementeret med familie, hverdag, arbejde, venner, og kærlighed.

Og lander  blandt de andre minder, hvor tiden vil fermentere dem alle, og give dem en blød, let rosenagtig kant, hvis de har været det mindste positive, eller en skarpt advarende kant, hvis de var af den negative slags.

Og jeg mærker, hvordan mit sind bliver bedrøvet, hver gang det siger farvel til endnu en dråbe. Hvordan savnet blusser op, og får hungeren efter dengang frem i hjertet.

Men ikke længere på den der desperate facon, der tidligere red mig som en mare. Der kunne få vanvittige beslutninger til at blusse op og kræve nye kopier af netop dén dråbe, der netop havde forladt mig. Der var en del af snublestenene, og sendte mig desperat elskende ned i et sort hul. Igen og igen. Og bragte bitre dråber frem på mine kinder.

Nu kigger mit sind og mit hjerte accepterende roligt på hver enkelt dråbe, tager afsked med den, og smager en sidste gang på dråbens indhold, inden der bliver givet slip, så dråben med et sagte plop kan forenes med alt det, der også er fortid.

Og kun de småbitte glimtende spor af væde på min kind røber, at mindet kom forbi inden det forsvandt.........

Weekend .....

........ er nu sådan et dejligt ord.

Hvad enten man tilhører den arbejdende del af befolkningen, eller er sygemeldt eller arbejdsløs - så er der en bestemt følelse  omkring ordet weekend. Frihed, afslapning, besøg, glæde, genopladning, åndehul. Find selv dit favoritord, når du tænker på at det er weekend.

Jeg vågnede efter for en gang skyld at have sovet pragtfuldt og længe. Dagen i går havde været mere udmattende, end jeg ville indrømme over for mig selv da jeg gik i seng. Men den havde været dejlig.

Og natten viste sig at indeholde den type drømme, jeg ikke har været i nærheden af længe. Både de kærlige - et kys på panden og en genopblussen af gammel kærlighed - og de spændende med både spioner, hemmelige tunneler, og jagt gennem mørke steder. Så jeg vågnede med en følelse af afslappethed og ro i kroppen, jeg ikke har haft i mange måneder.

Udenfor stråler solen fra efterårets skyspættede himmel. Fuglene har for længst stoppet deres morgensang, og er gået igang med at finde føde så de kan opbygge et fedtlager til den kommende vinter. Jeg har sat mig til at spise A38 med groft fuldkornsmüsli drysset ovenpå, efter at have tjekket min kefir og set at den udvikler sig helt perfekt. Min kaffemaskine er snart færdig med at snorke, og jeg trækker vejret frit med et smil på læben,

Knæk.......

Kindtanden i min undermund og kindtanden på mit gebis mødes på hver sin side af et tørret blåbær fra min müsli, og taber kampen. Et tommelfingernegl stort stykke af mit gebis bliver brutalt knækket løs, og tumler rundt inde i munden på mig. Desperat famlende flår jeg det ud af munden, og bander let opgivende, mens det går op for mig at jeg lige er blevet et par tusinde kroner fattigere, med mindre jeg kan få Tandlægehøjskolen til at ordne miseren.

Jeg pakker stykket ned i en plasticpose, og sætter mig let opgivende til at spise min morgenmad færdig. Og mærker, at følelsen ikke er forsvundet, men langsomt kommer tilbage i kroppen igen.

På trods af gebis, penge, enlighed, fysiske skavanker og mental sårethed ligger verden åben for mig stadigvæk. Og om lidt er kaffen klar.

Weekend er nu sådan et dejligt ord.