I hi.

Silende regn udenfor.

Og endnu en gang sovet længe. Så længe, at det var dejligt lyst, da jeg stod op. Dagen starter med brask og bram, med den ældste del af familien i røret. Så da rundstykkerne var fortæret, var det tid at ringe tilbage og se, om jeg kunne hjælpe.

Jeg skulle nok have fortsat mod Sjælland da efterbehandlingen sluttede i går. Så havde jeg været ovre ved familiens grand old man nu, og havde kunnet tilslutte hans bredbånd. Men det må så blive mandag eller lignende, at jeg tager derover igen.

Mine muskler føles møre og matte. Som havde de fået tæsk med en våd morgenavis. Mine knogler har irriteret mig hele natten, dog uden at ødelægge morgensøvnen alt for meget. Så den grønne the gør rent faktisk underværker for min efterårstrætte krop, og får vækket de slumrende livsånder.

Sådan da.

For der er stadig en del af mig der sover.

Dybt og grundigt.

Og som nok ikke har tænkt sig at vågne foreløbig.

Den del, der normalt har stærkt fat i lysten til at være en del af et forhold, være en elsket, være en elsker, er dybt såret krøbet i hi for mange måneder siden, og lader ikke til at ville ud igen. Den ligger og tærer på resterne af gammel kærlighed, og drømmer om tider, der har været og ikke er mere.

Hvis ikke den vågner, når foråret om nogle måneder banker på, vil det være fordi den er afgået ved døden. Af sult efter noget, der ikke er mere. Af mangel på noget, der ikke lige kom forbi.

Kærlighed.

Både til mig selv og en anden. Til mit afkom og deres. Til livet. Til hverdagen og alle dens gebrækkelige genvordigheder. Til de mennesker, der ikke har brug for det, og til dem der har.

Jeg har nået en alder, hvor jeg ikke gider jage efter kærligheden. Hvilket netop vil kunne blive grunden til, at den ikke lige kommer forbi, når den er allermest nødvendig.

Men sådan er det vel egentlig med livet. Fyldt med ingenting og alting på en og samme tid.

Og som først er et liv, når det er levet.