Tankefuld

Det der med at sætte mig dagligt og nedfælde mine tanker i en blog, er egentlig noget mærkeligt noget.

I ensom majestæt, og kun med selskab af en kop the samt udsyn over naboernes efterårsplagede ejendomme sidder jeg, og kringler dybsindige tanker sammen. For derefter at lade fingrene danse en sælsom salsa over tastaturet, så tankerne for evigt står mejslet ind i computerens hukommelse.

Nå ja, for evigt og for evigt. Der er intet, der ikke kan slettes fra en computer, hvis man virkelig gør sig umage. Så hvis jeg bare lader være med at trykke på "Udgiv", kan jeg fjerne det, jeg ikke vil have andre skal se, for evigt.

Men der er ét sted, hvor intet kan fjernes fra, og alt bliver stående for evigt. Det allesteds nærværende Internet.

Milisekunder efter min finger har trykket på "Udgiv", er det umuligt at slette det, jeg har skrevet, fra nettets uendelige hukommelse. Mine tanker, hvor mærkelige de end måtte være, ligger til evig beskuelse - hvis man altså lige ved hvad man skal lede efter.

Og det gør de åbenbart i USA, Frankrig, og på Grønland. For ikke at nævne alle jer, der læser blog'en herhjemme.

Det undrer mig bare, at jeg får så kraftige hits i USA og Frankrig. Grønland kan jeg forstå, der har jeg venner, som kunne tænkes at være interesseret i at læse hvad jeg nu har sat min underlige hjerne i gang med. Men daglige visninger i de to andre lande ?

Nu må min paranoia vist på banen.

Det er nok Echelon eller lignende, der sniffer for at finde ud af om jeg har mistænkelige tanker og intentioner, og som har en underbetalt embedsmand siddende dagligt for at oversætte og læse mine udgydelser.

Stakkels mand.

Ikke nok med at han skal finde sig i at læse det introverte vås en tilfældig dansk olding dagligt udøser over det stakkels Internet. Hans kone har sikkert også glemt at smøre en madpakke til ham, og efter arbejde opdager han måske, at der sidder parkeringsbøder i forruden på den bil, han stadig mangler at betale de sidste afdrag på. Og i Frankrig sidder hans europæiske kollega med en café au lait ved siden af tastaturet, og bander fordi systemet endnu en gang sætter et rødt flag ved min daglige blog.

Det er ikke nemt at være statsansat vagthund.

Gad vide, hvordan jeg og mine betragtninger er defineret i Nettets Vagtsomme Overvågning ? Tror de jeg er terrorist ? Eller paranoid ? Eller er jeg bare underlig nok til at fange deres opmærksomhed ?

Eller ligger mine ord bare og summer i maven på det elektroniske vurderingssystem, man kalder Echelon, efter at være blevet skannet og fundet fuldstændigt ufarligt ?

Eller - og det er faktisk min yndlingstanke i dag - sidder der en eller flere efterretningsansatte, der kun kigger på mine udgydelser, fordi de kan lide at læse dem. Fordi de får dem til at tænke på noget andet, fordi de giver dem et frirum fra en kontrollerende verden.

Det siges tanker er toldfri.

Det hindrer dog ikke denne verdens herskere i, at undersøge alle de tanker, de kan komme i nærheden af, minutiøst. Og afhængigt af hvor i verden den enkelte hersker bor, sættes der så den ene eller den anden foranstaltning i gang såfremt der dukker tanker op, der strider imod vedkommende herskersystems vedtagede tankesæt.

Her er det så, at jeg lige slår min paranoia fra igen.

For mine tanker kan ingen ændre, stjæle, eller fjerne. De sidder trygt og godt i min hjerne. Samt i mine fingerspidser, når disse danser tankerne ud på nettet. Og så er de på nettet for evigt.

Cogito Ergo Sum.