Jeg er den ringeste af os to.
Jeg hørte sætningen til et møde, hvor en af de andre delte
omkring netop dét, at føle sig inferiør i forhold til sin partner. Den slog
hårdt. Så hårdt, at jeg ikke kunnelade være med at gennemtænke det meste af mit liv med den i
baghovedet.
Og så slog det mig. Hver eneste gang, jeg havde været i
konflikt med de kvinder jeg elskede, var det mig der drejede af. Mig, der
valgte ikke at forfølge situationen, især de gange hvor jeg ellers vidste at
jeg havde ret. For inde bag i mit hoved lå jo netop dét, der kunne få hende til ikke at forlade mig – en viden om, at
Jeg Er Den Ringeste Af Os To. En ringeagtelse af mig selv, der stammede helt
tilbage fra min tidlige barndom og ungdom. Fra de gange, hvor en voksen
havde taget magten over mig og tvunget mig ud i situationer og ting, jeg ikke
selv ville. Og hvor jeg lod dem gøre det, for jeg var jo den ringeste. Den, der var
mindst værd. Den, der kunne nedgøres.
Og min angst for at miste var blevet forstærket gennem de
første forhold i mit liv. Den tabte forlovelse, den mistede sjæleven, den
umulige kærlighed. Det måtte jo nødvendigvis være min skyld, fordi jeg elskede
for meget, og fordi jeg ikke havde ladet dem se, at jeg var den ringeste af os.
Så jeg forstærkede ubevidst min selvnedværdigelse igennem
mine forhold og ægteskaber, forfinede og udviklede konflikten mellem
virkeligheden og min tro på at jeg var den ringeste i mine forhold, så jeg
kunne undgå at miste den, jeg elskede. Det gik selvsagt i småstykker hver gang,
og medvirkede kun til én ting. Endnu en forstærket tro på, at jeg var den
ringeste.
Selv i det ægteskab, der blev båret oppe af netop det
modsatte – at jeg var den stærkeste, idet jeg var den Dominante, og hun var den
svageste, da hun var underkastende – gik det galt, da jeg ikke turde andet end
at søge noget nyt, da hun trak sig ind i sig selv. For det kunne jo kun være
fordi jeg endnu en gang havde været "den ringeste af os to".
Men i mit sidste, og længste, forhold, blev det forfinet til
ukendelighed. For mit sind fandt en måde at slippe af med dampen på, så jeg
ikke altid gik og havde den ubevidste følelse af at være den ringeste.
Ved at
drikke mig selv til blackout, og miste den bevidste kontakt til mig selv, kunne
jeg reagere som var jeg den, der ikke var ringest. Med had og voldsomme konfrontationer og
voldsom ringeagt af andre, især min partner, og med risiko for ufatteligt
voldsomme reaktioner på selv det mindste. Og intet af det kunne jeg huske dagen
efter. Intet. Hverken følelser, stemninger, billeder, ord, samtaler, var i
hukommelsen. For blackoutet havde slået min hukommelse fra, så intet satte sig
fast.
Til gengæld vågnede jeg altid med en fornemmelse af
befrielse og ro i kroppen, når jeg havde haft en sådan tur. Og selvom den i løbet
af forholdsvis kort tid blev afløst af en lettere bekymring over hvad der mon
var sket aftenen før, så var der overhovedet ingen genkendelse i mig, når min
partner fortalte hvad der var sket. Mange gange tvivlede jeg endda kraftigt på,
at det var sandt hvad der blev fortalt.
Og så kunne min fornemmelse, af at være den ringeste af os
to, igen blive forstærket og bekræftet. Jeg måtte jo være den ringeste, for det
var jo mig, der havde sagt og gjort det, hun fortalte.
Først, da jeg til et møde hørte en anden alkoholiker
berette, at han havde sagt til sin partner, at han var den ringeste af dem,
”Den ringeste af os to”, gik det op for mig at jeg havde haft samme indstilling
de sidste ufatteligt mange år. Det rystede mig dybt.
Jeg ved endnu ikke hvordan jeg kommer af med den følelse –
eller hvad den egentlig har skabt af problemer og ulykker i mig. Men jeg ved,
at jeg er nødt til at bruge godt med tid på at bearbejde den. Og at jeg nok
også bliver nødt til at søge hjælp til at gøre det.
For jeg ønsker ikke at være den ringeste. Hverken af ”os to”,
hvis der nogen sinde bliver et sådant igen, eller overfor min familie og min
omverden.
Jeg ønsker at være jævnbyrdig. Jeg ønsker at være lige meget værd.
For det er jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar