Træghed......

.......plager mig i øjeblikket.

Alt tager uendeligt lang tid, og indebærer masser af langsomme tanker, der virker til at gå i ring og gentage sig selv uendeligt. Min overflade virker følelsesløs overfor de ting og situationer dagligdagen kræver løsninger på. Samtidig er det næsten umuligt for mig at holde fast i de tanker, der er vigitge. De begynder efter kort tid at drive lige så stille væk som skyerne på himlen.

Det er depressionen, der begynder at holde sit indtog i mig. Mit sind kapitulerer langsomt, men uundgåeligt til det sorte, tankeløse void, der er depressionens inderste væsen. Stedet, hvor intet tænkes, og alt står stille i langsom hensygnen.

Og kun min maves eget liv, mine tarmes ondskabsfulde protester, og mine lungers smertende hjørner, holder den totale stilhed i ave, mens feberen langsomt bygger op i hoved og krop. Vejen mod sundhed går åbenbart gennem udrensning af både fysiske og mentale affaldsstoffer.

Men jeg er et godt menneske, og tror derfor klippefast på, at jeg kommer helskindet gennem alt, hvad livet byder mig. Sygdom, overvægt, ulykkelig kærlighed, hjerteskærende savn, og manglen på én at holde om og af, er alle kun trin på vejen mod et bedre liv.

Et liv, der gerne må komme snart, så også jeg kan føle, at livet er godt.