Andre Sider af mig

lørdag den 31. december 2016

Ikke hovedkulds, men stille og fredeligt.


Nytårsaften er en sær snegl. De fleste af mine er foregået med brask og bram, sammen med familien og måske endda nogle venner. En stor del af dem er foregået i en 100 hestes brandert, med efterfølgende snøvlende nytårsforsæt når klokken slog midnat. For derefter at blive kastet hovedkulds ind i det nye år, med blussende kinder og blanke, stirrende øjne.

Indrømmet, der har været utroligt mange af dem, der har været fyldt med glæde. Over livet, over kærligheden, over dét, at have en familie at blive elsket af. Nogle gange har der været dryppet lidt malurt i glæden, når det forgangne år havde budt på tab af venner eller familie.

Men alle har de markeret indgangen til et nyt år. Igennem en aften, der mange gange blev regnet for indgangen til et nyt liv også - uden at ende med at blive det. For som så mange andre nytårsforsætter, har den type også en tendens til at blive glemt eller løbet over ende af virkeligheden.

Den virkelighed, der i det forgangne år har kostet mig næsten alt, men givet mig så meget. Den følelsesmæssigt voldsomme afslutning på mit næsten 13-årige samliv, de mange black-outs, der førte frem til det, et elsket familiemedlems bortgang, og alle de brudte løfter og uærligheder, der endte med at åbne mine øjne.

Lige siden da, har jeg dagligt øvet mig på det, jeg en dag ad gangen håber altid vil følge mig. At være ædru, hvad enten livet præsenterer mig for opgang eller nedtur. At finde Sindsro, så jeg accepterer hvad jeg ikke kan ændre. At have Modet til at ændre det, der ændres kan og skal, og i mit tidligere så sårede Sind finde Visdom til at se, hvad forskellen er.

Og så er nytårsaften også den aften, hvor maden skal være ekstra god, og selskabet ekstra hyggeligt.

Hvor der kan grines, glædes, elskes, og leves, for fuld tryk.

Det skal jeg også i aften.

Selv bliver min mad ikke til varm, kogt torsk - jeg synes det er synd for fisken at koge den, for så forsvinder al den gode smag ud i vandet, så skal det være, så bag den nænsomt i ovnen med masser af dildkviste lagt hen over. Men jeg laver mig en god langtidsstegt Brontosaurus-bøf med diverse istedet.

Og selvom mit selskab kun kommer til at bestå af én person - mig selv - så ser jeg frem til en aften med varme, kærlighed og glæde.

En aften, hvor nytårsklokkerne indvarsler fortsættelsen af det nye liv, jeg startede for 8 måneder og 2 dage siden. Hvor dagen imorgen ikke indebærer tømmermænd og vatdyr på tungen, men stadig har varm suppe som hovedmåltidet.

Hvor mit håb vil være, at de første skridt kan tages, så helingen af mit forhold til min familie - mine børn, børnebørn, og svigerbørn - forhåbentlig fører frem til det fællesskab, der alt for længe har været ødelagt.

Så jeg løfter mit glas til midnat, og ønsker jer alle et godt og lykkebringende Nyt År, og takker for det gamle.




fredag den 30. december 2016

Samsons styrke.......



...... lå i hans uklippede lange hår.

Det er ihvertfald hvad overleveringen påstår. Og så er det, at jeg begynder at grunde over, om det samme gælder for mig.

Jeg har nemlig efterhånden fået temmeligt langt hår. Meget længere, end det har været de sidste 13 år, hvor jeg som regel klippede det ned til mellem 3 og 5 milimeter alt afhængig af, om det var sommer eller vinter.

Indtil jeg, nogenlunde samtidig med at jeg kom hjem fra behandling, besluttede mig for at se, om det stadig kunne gro - det der sølvgrå hår.

Det skal jeg da lige love for, at det kan. Samtidig med, at jeg kan føle hvordan jeg styrkes dagligt.

Og da den styrke, jeg føler, samtidig er en styrke jeg har savnet i mit liv gennem længe, er der jo mange muligheder for at beslutte hvor den kommer fra. Jeg ved godt, at den naturligvis ikke kommer fra mit hår, men fra det program jeg har lært at bruge, og fra de værktøjer, jeg har fået givet.

Men drømme - det må jeg da godt.

Så eftersom det i dag ikke lykkedes mig at finde en frisør, der havde tid til at klippe mit vildtvoksende hår i facon - der sad mellem 5 og 10 mænd i min egen alder og ventede ved alle frisører jeg kiggede ind til i Grenå - har jeg besluttet mig for, at mit hår skal have lov til at være synonym med styrke.

Det holder nok indtil en gang næste år, hvor jeg bliver irriteret nok på det, og beslutter at det er tid for filistrene at komme til med saksen.

Indtil da kan jeg så også spekulere på, hvorvidt alle de midaldrende mænd jeg så ved frisørerne idag, allesammen er underlagt deres helt egen personlige filister, som har sendt dem i byen med besked på at komme nyklippede hjem.

De stakler - for hvert klip kan de sikkert føle hvordan styrken forlader dem - hårtot efter hårtot.

At de så til gengæld får masser af god, varm, nytårs*** (censureret), overser jeg lige så stille.

For der kan kun være én Samson.

Og lige nu, er det mig.

torsdag den 29. december 2016

De sidste dage.


Foran mig står endegyldigt dette års sidste dage.

Der er ikke flere at tage af i 2016, end dagen idag og de to kommende dage. Så når klokken på lørdag slår første slag klokken 00:00:00, er det med 365 spritnye dage forude, og med et år hvor ingen kender dagene, før de er gået.

Tidligere kendte jeg godt dagene, der ventede forude. De fleste af dem var med planlægninger, der næsten altid slog fejl, og med begivenheder, der ikke altid var af de bedste. Minderne fra mange af disse kan stadig optræde om natten i mine drømme - både i de dejlige, og i mareridtene.

Men gennem de sidste 8 måneders daglige livtag med virkeligheden, og gennem møderne med fællesskabet, har jeg indset at Livet Er Godt.

På trods af nedture over brændte følelser og kuldsejlet kærlighed, har mit liv vist sig at indeholde meget mere end jeg nogensinde har turdet håbe på. Glæde og bedrøvelse, nye begyndelser, og afslutninger der har gjort ondt.

Tab - både fysisk virkelige og mentalt uvirkelige - har tilføjet bitre noter til den virkelighedens cocktail, jeg med taknemlighed har drukket dagligt. Men noterne er blevet komplementeret af sødmen i familiernes og venskabernes kærlige tanker. Og toppet med et følelsernes cocktailkirsebær af den smukkeste slags.

Så skulle jeg ikke nå jer alle ved indgangen til det nye år på lørdag, skal i vide at jeg af hele mit hjerte ønsker jer alle det bedste nye år, der findes - samt kærlighed og lykke i spandevis.


onsdag den 28. december 2016

Både gode og dårlige......


...... minder har det med at komme forbi, når jeg sidder helt alene og begynder at tænke over perioden, vi allesammen bevæger os igennem just nu.

Dagene mellem jul og nytår.

Der var en gang - sådan begynder alle eventyr jo - da dagene mellem de to højtider var gennemført glade og hyggelige. Hvor hver morgen var spændende at vågne op til, og hvor det at elske var en vidunderlig, naturlig, dagligdags begivenhed. Hvor julefrokosterne og familiesammenkomsterne blev set frem til med glæde og forventning.

Men det er længe siden.

De begyndte på et tidspunkt, dagene, at blive plettet af irritation, skænderier, og alt muligt andet. Pludseligt var det ikke fordi jeg skulle være sammen med dem, jeg elskede, at jeg så frem til de dage, men fordi det gav min sygdom en grund til at bryde ud i fuldt flor.

Hvor jeg tidligere huskede, hvad der var blevet spist, og hvilke vittigheder der i hyggens navn var blevet fyret af, har de sidste mange års minder fra de dage, indeholdt både skænderier, blå blink, og fortvivlelse.

Intet af det ændrer dog ved det faktum, at der har været mange gode juleperioder at huske tilbage på. De dårlige har det bare med at ville stille sig i forgrunden, når minderne paraderer forbi. Hvilket er netop hvad de gør, i disse dage, hvor årets sidste aften nærmer sig og årets sidste julefrokost normalt ville være overstået i går.

Men de får ikke lov, de dårlige minder, til at sætte dagsordenen i år.

Jeg lader nemlig de lyse og gode minder fra tidligere år - helt tilbage til min barndom - vokse og stråle, mens jeg stille og roligt sørger for at danne nye, glade minder fra denne jul og det kommende nytår. Minder, som senere vil kunne vise mig, at der er en anden vej at gå.

Så jeg vil lade de dårlige, grimme, sorg og fortvivlelse-plettede minder finde deres naturlige plads. De skal ikke glemmes - eller undskyldes, for den sags skyld. De skal anerkendes, troes på, og tilgives. Og med tiden vil der så forhåbentligt kunne gøres afbigt for de skader, der skete da de minder opstod.

Hvis jeg altså ikke derved skader mig selv eller andre. For så skal de pakkes pænt ned, og mærkes med :

"Må ikke gentages".


tirsdag den 27. december 2016

Eksperimenterne.........


...... står i kø for at komme ud i øjeblikket.

Næsten uanset hvad jeg går i gang med, opdager jeg nye måder og nye metoder. Især med min madlavning. Hvilket nu heller ikke gør det store, da jeg har levet de sidste mange år med velsmagende, men yderst uopfindsom mad. Ingen svinkeærinder - mad, som vor  mor lavede den.

Og hver gang jeg tillod mig at afvige fra den fastlagte måde at lave en ret på - de få gange, jeg fik lov til at være kok i det hele taget - så blev mine madkreative tanker kritisk overvåget, og mistænksomt smagt på.

I al ærlighed - med allergikere af den ene og den anden slags i huset, var der egentlig ikke noget at sige til, at der helst skulle holdes på det vante.

Det er jeg ved at være længe forbi.

Jeg råhygger med frisklavet rosmarinvand, der kan bruges til både brune kartofler og laks i butterdej - og til meget andet velsmagende. Samt med kød på 1000 nye måder, krydret så selv min stakkels sarte mave kan tåle at spise det. Og alligevel bruger jeg krydderier, jeg ikke ville have turdet gå i nærheden af tidligere. Spidskommen, allehånde, chili af den ene og den anden slags, og naturligvis altid helst friske urter.

Jeg har dem stående henne ved vinduet, mine krydderurter. Timian, Rosmarin, Basilikum, Mynte, og hvad jeg nu kan få fat i pottede. De bliver nussede og vandede efter alle kunstens regler, og bliver drejet så der kan komme sol på alle blade.

Pragtfuldt.

Så er det så, at I, mine kære læsere, måske forventer at jeg begynder at rose al den nye mad jeg laver. Men der bliver jeg nødt til at skuffe jer. Det er nemlig ikke alt sammen, der smager lige godt, når jeg serverer det for mig selv. Eller måske smager det godt, men ser ud som et trafikuheld.

Skidt med det. Bare jeg hygger mig, og samtidig sørger for at holde min kur, så der ikke er noget der sætter sig på sidebenene. Heller ikke, selv om det er jul og nytår.

Mad skal smage, og få mig i godt humør. Ikke banke nålen op på vægten - der har den været på vej op ad alt for længe før i tiden.

Ups - nu ringer ovnuret. Så er min laks i butterdej med porreringe kogt i rosmarinvand og vendt i creme fraiche - det hele lagt lagvis ovenpå skiver af kortkogte aspargeskartofler og toppet med tynde skiver blød ost - ved at være færdig.

Jeg håber dæleme det smager........

mandag den 26. december 2016

Buldrende mørke og tordnende vind.


Lyde kan sige meget om alt  muligt.

For eksempel lyden, når en mave rumler af sult - eller lyden, der kommer, når en kraftig søvnighed udmønter sig i et gab. Eller hvad med de lyde, der udfolder sig i den verden, der er omkring den enkelte. Hunden, der gør - katten, der hvæser - og alt det andet, der tilsammen udgør et lydtæppe i hverdagen.

Men intet af det slår lyden af en god storm.

Den kriblende, hvæsende, vridende lyd, når regndråberne piskes mod ruderne fra alle retninger. Stormens dybe brummen, der ligger som underlægningsmusik til vindens vanvittige hylen, og buskenes forskræmt højlydte knirken, når grenene bliver vredet rundt af naturens løsslupne kræfter.

Og mørket.......

Denne normalt tavse og grænseløse tilstand, der hver nat viser sig fra næsten samme side. Lysløs, skræmmende, og uendelig.

Undtagen når en storm melder sin ankomst, og farer over landet. Så opleves mørket pludseligt som buldrende og dirrende af energi. Hvert enkelt atom bliver anslået, og deltager i øjeblikkenes voldsomme koncert af atonale lyde og følelser.

Jeg kan næsten tage og føle på mørket, når det omgives af en storm, som den der lige nu har kastet sig over min landsdel. Klaprende tagsten og knirk i husets skelet holder min opmærksomhed fanget, og sætter min sjæl i overdrive.

Fyrfadslysene står parat, tændstikkerne er fundet, og batterierne sat i transistorradioen. Og om lidt laver jeg en termokande kaffe, der kan holde varmen hele natten.

Så kom kun, storm. Pust dine vinde gennem skovene, og vælt de træer, der ikke har kræfterne til at holde sig oppe.  Rens hækkene for bladenes rester, så der er plads til nye. Fej det hele sammen i bunker, hvor pindgrise kan skjule sig for kulden og fugle finde en overlevende regnorm.

Tag derefter livtag med natten, og blæs mit sind fri for resterne af de tåger, der er sat af fortiden. Og lad så verden genopstå - ren og frisk, parat til atter en dag.

En dag med nye lyde, og nye følelser.

søndag den 25. december 2016

Morgenmunter eftertænksomhed.


Ædruelighed er noget mærkeligt noget. Det meste af livet er for mig gået med at holde fast i - nej, måske nærmere klamre mig, desperat til ædrueligheden. Og når den så ikke var til stede - hvilket har været utroligt mange gange - så skulle der opfindes grunde til at den nu lige var gået fløjten.

Hver eneste gang med det resultat, at der blev mere at holde styr på oppe i knolden på mig. Steder, opførsler, samvær, familie, og så videre og så videre. Alt sammen forsøgt sat i orden og katalogiseret i den ellers yderst kompetente grå masse, min hjerne nu en gang er.

Jeg lagde slet ikke mærke til - eller ville måske ikke - at der blev mere og mere rodet og uigennemskueligt i min hjernekistes mindesamling. At følelser begyndte at blive forvekslet med hinanden, og udvidet til mere end de kunne bære. At nøgternheden forsvandt til fordel for forudindtagetheden og bedreviden. Samtidig med, at skridtene hen til næste forsøg på at kunne styre det hele selv, blev kortere og kortere.

Uden held.

Først nu, i det her nye ædru liv, hvor jeg for snart 8 måneder siden besluttede mig for at give slip, og lade en magt større end mig selv, tage over, kan jeg se at jeg har taget fejl hele livet igennem.

Og jeg gør det med et smil på læben, og glade tanker i hovedet.

Jeg ved godt, at intet kan give mig de år tilbage, hvor jeg brugte mit stof som undskyldning for alt, jeg kunne komme i nærheden af. Og som flugt fra den virkelighed, der aldrig var blevet taget alvorligt.

Men jeg kan  - en dag ad gangen - glædes over at jeg lever. At solen står op, og livet fortsætter. At føle varmen og kærligheden i det enkle. Og roligt acceptere, at de ting der sker, har en mening.

Hvem ved ? Måske kan jeg en dag give den viden, og den livsfilosofi, videre til andre, der har eller vil få brug for den. Hvilket ikke er et must for mig, men et håb.

Og håbet er altid grønt.

lørdag den 24. december 2016

Julens spøgelser.

Udenfor mine vinduer begynder solen at trænge gennem det svage slør, der har spredt sig over himmelen, og græssets grønne farve afslører, at heller ikke i år kom der sne til jul.

Indeni mig lurer Julens 3 spøgelser, med hver deres syn på fortiden, nutiden, og fremtiden. Den ene af dem stak sit hoved frem i går, og mindede mig på både de bitre jul og de glade jul, der har været gennem tiden.

Hun var temmelig ligeglad med mine patetiske forsøg på at undgå tankerne om de gange julen havde været tæt på at ryge i skraldespanden, på grund af min sygdom.

Og fuldstændig skånselsløs, da hun præsenterede mig for minderne om de gange, julen var et lykkeligt sted - en varm, og kærlig tid - med mennesker, jeg siden har mistet på den ene eller den anden måde.

Det gjorde ondt.

Her til morgen stak den næste så hovedet frem, og trak mig med en tur hen forbi dette års jul.

Han svang sin kappe, og viste mig glæden i folks vinduer, og kærligheden i deres sjæle. Men også mørket og ensomheden, som jeg selv er blevet en del af denne jul. Og han efterlod mig med tårer i øjnene, da han genviste mig min genbos uselviske gestus - juledekorationen, der beskedent blev leveret til mig med et "Glædelig Jul", fordi de havde set jeg var alene.



Så nu er jeg parat til den sidste af Julens Spøgelser.

Han, som nogle kalder Manden med Leen, og andre Fader Tid, vil vise mig den fremtid, og det eftermæle, der ligger foran mig, såfremt jeg ikke tager min skæbne i egne hænder, og vælger livsglæden som ledestjerne.

Så kom kun, du tredie af alle julens spøgelser, og lad os tage på en rejse, fra hvilken jeg kun kan komme klogere tilbage.

Glædelig Jul, allesammen.

torsdag den 22. december 2016

Klatkager og hyggespisning.


Julen er fyldt med mange traditioner. Og gennem de sidste mange år, har jeg værdisat og opretholdt en hel masse, der havde speciel betydning for mig. Som den der med, at spise risengrød lillejuleaften, og bruge resterne til ris a la mande dagen efter.

Eller hvad med den der, hvor hele huset pyntes op, og der hænges glimtende lamper udenfor ? Den har jeg holdt i hævd de sidste 13 år.

Men i år er alting anderledes.

Risengrøden blev spist i går. Og resterne har jeg lige rørt sammen til en omgang klatkager - noget, jeg ikke har den store erfaring med, men som bliver hyggeligt og spændende at prøve.

Pynt i huset og udenfor ? Der må jeg nok indrømme, at nissen er lidt sur på mig, for der er intet julepynt oppe - hverken inde eller ude. Ikke fordi jeg ikke gerne ville, men fordi jeg intet har af den slags. Det forsvandt sammen med min forlovede.

Til gengæld har jeg lovet nissen, at der bliver en klatkage til ham og hans familie, når jeg er færdig med at lave dem. Så vil jeg sætte mig ved bordet, invitere nissefar med samt nissemor og nissebørn til at holde mig med selskab - og fejre den vigtigste dag af alle sammen med dem.

Dagen, hvor skiftet mellem lyset og mørket for alvor er i gang. Hvor Lyset har vundet sine første minutter, og mørket fatter det har tabt igen. For mig er det vigtigere, end fejringen af en ung, mellemøstlig knægt, der blev myrdet af sine ligemænd for mere end to tusind år siden.

Ham vil jeg tænke på, når jeg går til kirken på lørdag, og med tristhed i kroppen tænker på, hvad vi mennesker dog er i stand til at gøre mod hinanden. I hans navn.

Nu syder smørret snart på panden, og klatkagedejen har samlet sig i køleskabet. Og hov ! Jeg synes jeg kan høre nogle småbitte træsko klapre henover mit køkkengulv......

Nissefar - vil du være med til at lave klatkagerne ?

onsdag den 21. december 2016

Snart er det ......


....... lørdag.

Og så samtidig Juleaften - den aften på året, hvor kærlighed og samhørighed gerne skulle være i højsædet. Hvor alle former for nag, misundelse, kiv og strid, så samtidig skulle  være ryddet af vejen. I det mindste på selve dagen, og de efterfølgende juledage.

Desværre er der mange, for hvem det ikke er sådan. For hvem Julen frygtes, og de efterfølgende dage giver anledning til bange anelser og bekymring.  Jeg ved det, for jeg har selv været dér.

Både som afsender og modtager af alle bekymringerne, anelserne, og frygten. Frygten for, at jeg / han / hun endnu en gang skulle falde i, og ødelægge den hygge og glæde, der ellers havde manglet i hverdagen. Bekymringerne over, hvordan det hele kunne sættes op, så der ikke var mulighed for at falde i, uden samtidig at gøre familien eller mig / ham / hende mistænksom. Anelserne, der hele tiden sagde, at det ikke gik.

Hele den periode, hvor blodtrykket automatisk røg i vejret, når lillejuleaften indtraf, og først dykkede til et nogenlunde normalt niveau igen ugen efter nytår. Hvis altså der ikke var sket noget - igen. For så blev det oppe i et ødelæggende højt niveau, indtil alle skænderierne og mistroen var overstået.

Alle de dage, hvor skridtet hen mod den der farlige start - den der allerførste, der er for meget, og som efterfølges af alle dem, der er for lidt - bliver taget, igen og igen.

Det er mindst 13 år siden, jeg sidst har været foruden. Og 29 år siden, jeg første gang vidste det var nødvendigt.

Om 8 dage er det 8 måneder siden jeg var klar nok til igen at vide, at jeg altid skal være uden.

I år bliver det på den allerkraftigste måde, jeg kender. Med en Jul, der bliver holdt i al stilhed. Uden alt det, der før signalerede at det snart var tid til at tage den første. Ingen Julepynt - intet træ.

Alene, men ikke ensom.

For rundt omkring i hele verdenen sidder der mennesker i samme situation som jeg. Mennesker, der har været det hele igennem, og som har overlevet og er igang med at leve et fuldt liv igen. Uden det, der før styrede deres liv og hverdag.

Mennesker, der i glæde sender varme tanker til de af os, der stadig lider, og som har brug for fællesskabets varme og kærlighed. Også selvom de skulle sidde alene i Julen. For fællesskabets styrke og kærlighed fylder både dagligdagen og højtiden med varme og ro - med tillid til, at sålænge vi accepterer de ting, vi ikke kan ændre, og ændrer de ting vi kan, med visdom til at se forskel på de to - så får vi muligheden for et fuldt liv.

Det virker, når vi medvirker.

Tak for  mig.

tirsdag den 20. december 2016

Mig og min.......


....... mørke side. Du ved, den der grimme side, der indeholder alle de negative, dumme, forfærdelige begivenheder og situationer, der er opstået gennem et langt liv. Alt det, jeg helst ville gemme langt væk og aldrig tænke på mere.

Det dukker nu op alligevel. Uanset hvor godt det bliver gemt, og hvor intelligent det bliver behandlet - så dukker det op, og risikerer at ødelægge alt det, den lyse side af mig har stablet på benene.

Hvad gør jeg så ? Farer forvildet ud og råber på hjælp ? Banker løs på de mørke genopståelser med en mental kæp ? Eller rationaliserer jeg dem så længe, at de forsvinder ud i intetheden ?

Ingen af delene.

Jeg har valgt,at tage dem i øjesyn. At møde dem  uforfærdet, og se på dem med klare, ikke fordømmende øjne, og stille bede dem finde deres plads i den helhed, der er mig. Men mest af alt, så vælger jeg at tilgive dem.

Tilgive både mig selv, og de, der har gjort mig ondt. Tilgive de onde, grimme ting, jeg har begået gennem tiden, og som er begået mod mig. Tage hver enkelt af dem op, og børste mørket af dem, så uskylden, skræmtheden, angsten og alle de andre ulykkelige følelser, der førte til dem, bliver beroligede.

Jeg vil tillade mig selv, at finde tilbage og genopleve, med denne nye følelse indeni. Og erkende, at mørket har sine begrænsninger. På den måde, kan jeg lade lyset i mig gennemtrænge dem allesammen, så de kan blive en fuldstøbt, positiv del, af det der er mig.

Så mig og min mørke side - vi finder hinanden i lyset.

mandag den 19. december 2016

Bedste ven og værste fjende.


Stress.

Kender I det, at alting pludselig står i kø for at ske samtidig - eller i det mindste for at blive løst samtidig ? Hvad enten det er forhold, job, hverdag, helbred, eller en af de mange andre ting, der kan komme drønende ind fra højre, og kræve at blive taget alvorligt - lige her og nu.

Så er det, at man opdager hvordan livet egentlig hænger sammen. For selvom de fleste mennesker viger tilbage fra stress med alle tegn på forfærdelse i deres ansigter, så er stress faktisk den bedste ven du kan få. I små, kontrollerede, korte udbrud - som det er meningen at stress skal være, for at kunne hjælpe med at overkomme det tilsyneladende umulige.

Bagefter har man den mest fantastiske følelse af velvære i kroppen, når adrenalinens eftervirkninger sætter ind. Dette vidunderlige, kortvarige boost, som stress fremkalder, giver samtlige kroppens muskler, og sindet, en skøn varm fornemmelse, der godt kan vare i dagevis.

Så stress kan godt være din bedste ven.

Men for det meste opfatter vi stress som vores værste fjende. For som vort samfund er indrettet, kan vi egentlig ikke give slip på det, at være stresset, når det først begynder. Så istedet for en kortvarig stressperiode, med efterfølgende afslapning og nydelse, lader vi stressen vare ved.

Vi lader den køre for fuld kraft, og hæver vores adrenalintærskel voldsomt, så vores krop pludselig tror det er normalt med en konstant adrenalinproduktion, og overhører advarselssignalerne fra muskler og organer. Selv vores hjerne bliver snydt til at tro, det er behageligt at være "oppe på beatet" uafbrudt, og hele tiden blive udsat for nye problemstillinger, nye farer, nye voldsomme følelser.

Så pludseligt går det galt. Mavesår, for højt blodtryk, dårlig fordøjelse, forkerte spisevaner, forkerte drikkevaner, dårlig søvn, uafbrudt negative tanker. Det hele sætter ind med fuld kraft, indtil enten hjernen eller kroppen slår fra. Hjernen kan nå at gøre det med en depression, der sender alt ned til kravletempo og farver hverdagen grå-i-grå. Hvilket et eller andet sted nok er at foretrække fremfor kroppens mulighed får at slå fra.

Den har blodpropperne og hjerneblødningerne, eller kraftigt blødende mavesår, som reaktionsmuligheder. Og hvis vi ikke tager samtlige signaler alvorligt, samt bare prøver på at skubbe depressionen til side og arbejde os igennem den, så overtager kroppen muligheden, og sender os til tælling.

For fuld kraft.

Hvor jeg ved det her fra ? Jeg har været der selv, og oplevet hvad det vil sige ikke at lytte til min krop og mit sind. Ikke at tage de accelererende symptomer alvorligt, og bare tro tingene kunne klares med kemisk hjælp fra psykofarmaka og syrehæmmerpiller.

Tro mig - det skubber kun problemerne længere ud. Ingen piller kan på nogen måde ændre den måde, der tænkes på, eller den måde, der spises og leves på.

Det er kun dig selv, der kan det.

Først da jeg tog mine problemer alvorligt, og begyndte at være ærlig overfor dem, dæmpedes mit vanvittigt høje blodtryk, og mine mavesår begyndte at læges. Mine tarmproblemer blev håndterbare, og mit alkoholproblem taget vare på.

Det har taget mange år for mig at komme hertil, og kostet mig både forhold, familie og arbejde. Og kommer måske til at koste mere, inden jeg for alvor er på plads i livet. Men det er det værd.

Jeg er ikke bange for stress mere. For nu ved jeg, hvad jeg skal og kan gøre, når den kortvarige, positive stress truer med at forlænges ind i det negative. Nu ved jeg, hvordan jeg kan give slip, og acceptere ikke at kunne gøre noget ved de ting, der før tog magten fra mig, og forlængede min stress ud i det sundhedsskadelige.

Og det, jeg ikke kan løse selv, det giver jeg slip på og lader gå. Så må en eller anden med større magt og klogskab end mig, tage sig af det.

På den måde, bliver Sindsro min allerbedste ven.

søndag den 18. december 2016

Det er noget mærkeligt noget......


........ alt det der med følelser.

Jo ældre jeg bliver, jo mere indser jeg, at følelser har styret hele mit liv. Mine forhold er startet med følelser, og endt med følelser. Mine børn er lavet igennem følelser, og min hverdag har fra morgen til aften bestået af følelser - og reaktionen på samme.

Jeg ved ikke, om jeg hverken er eller har været særligt god, til det der med de der følelser. Men i løbet af det liv, jeg har levet indtil nu, har jeg været gennem dem allesammen.

Lige fra at elske altfortærende, til at føle det mest altødelæggende had. Fra den dybeste, intense glæde, til den altslugende, ulykkelige sorg. Gennem empati og medlidenhed, til fordomme og hovmod. Ydmyghed har plaget mig, mens uselviskhed og respektfuldhed har banket på for at komme ind.

Begær og kyskhed har kæmpet om magten over mine fysiske drifter, mens selvkontrol og frådseri tog parti for hver deres side. Og tro mig, dét har været hårde kampe. Kampe, der har kostet mere end blot et såret ego eller en tabt partner.

Så mens tilgivelsen stille flyder igennem mine tanker - parat til at blive givet og parat til at blive modtaget - opdager jeg at alle har de ét tilfælles, de der følelser. Èt udspring, hvorfra alle følelser, og alle dyder oprinder.

Kærlighed.

Ikke til nogen eller noget, men som eneste reelle energi i universet. Som den energi, der lader os begå alle vore fejltrin, og nyde alle vore succeser. Den energi, der giver min bevidsthed formål og næring.

Lad os fejre den kærlighed sammen på lørdag. På en Juleaften, hvor alle de andre følelser og dyder - positive såvel som negative - normalt bliver fremvist i fuldt flor, og hvor skuffelse, misundelse, glæde, frådseri etc. overskygger alt, ønsker jeg for os alle, at kærlighed vil være den eneste følelse tilbage, når dagen er gået og natten kalder.

Glædelig og kærlig Yul til jer alle, ønsker jeg.

lørdag den 17. december 2016

Først nu forsvinder mørket.

Klokken er otte om morgenen.

Udenfor kæmper et svagt lys mod mørket, og fravrister det millimeter for millimeter magten. Indeni mig har mit eget personlige mørke længe haft modstand af et stædigt kæmpende lys, der dagligt forsøger at ændre sindets udseende fra mørkt til lyst.

Det er en kamp, jeg håber på at kunne vinde for evigt, så jeg resten af mine dage vil kunne vise et lyst og muntert sind som det mest naturlige af alt. For det er det, jeg helst vil være. Lys, munter, glad, positiv, og alt det, der kendetegner et lyst sind.

Jeg ved godt, at kampen har været hård. Til tider har jeg endda været tæt på at tabe den for evigt. Men fuldstændig som den morgen, der langsomt kæmper sig frem uden for mine vinduer, må jeg huske på at mørket er tættest lige før daggry.

Og min dag gryer.

Min dag har åbnet sig, og viser mig alle mulighederne. Alle de veje, der kan føre mig hen til det jeg helst vil. Til det liv, jeg forhåbentlig fortjener, og den tilværelse, jeg har bedst af.

Det er ikke op til  mig, at bestemme om det skal ske.

Jeg kan kun forsøge at gøre, hvad jeg selv mener er rigtigt, og så håbe på, at en eller anden højere magt vil nikke godkendende. Selv forlanger jeg intet, kræver intet, men håber og tror at jeg ved at give slip på det at bestemme, og ved at acceptere af et rent hjerte, vil kunne nå frem.

Alt sammen én dag ad gangen.

Lige her og nu vil jeg benytte det lys, der har bekæmpet mørket udenfor, til at se hvor jeg støvsuger, og nyde synet af den verden, der lettere grå har vist sig udenfor mine vinduer. For selv i en grå verden synger fuglene, og pindsvinene grynter.

Livet er en god opfindelse.

fredag den 16. december 2016

At rejse.......


..... er at leve. Var det ikke gamle H.C., der skrev det i tidernes morgen ? Uanset, så er det ganske vist - det, at bevæge rundt i verden og indsuge nye indtryk, smage nye ting, og møde nye mennesker, er at leve.

Også selvom rejserne for mit vedkommende i øjeblikket består af de månedlige ture til Møllen, for at deltage i efterbehandlingen. Jeg nyder hver eneste gang, at tage turen til Århus med bussen. Se alle de morgentrætte og afventende mennesker, der er på vej på job eller på vej til skole. For så, efter en hyggelig biltur resten af vejen, at møde mennesker, med hvem jeg deler et fælles håb, og gennem vores samtaler finde håb og forsikring om, at sygdommen vi deler, kan fjernes succesfyldt fra hverdagen.

Dét er også at leve.

Men i denne just nybegyndte weekend bliver rejserne lidt anderledes. For ikke bare skal jeg naturligvis ned til efterbehandlingen - jeg skal også ud på en rejse i det uvisse lørdag. En rejse, der såfremt den er succesfyldt, kan ændre mit liv og min hverdag på mange punkter.

Den vil være et sats, rejsen. Men et sats, der kan komme til at betyde nye omgivelser, nye mennesker, nyt arbejde. Samt et farvel til den efterhånden alt for lange periode som sygemeldt.Jeg krydser for alvor fingre for, at det kan lykkes, uden utidig indblanding fra andet og andre.

Men allerførst det vigtigste. Rejsen til Møllen - og efterbehandlingen. For uden den, ingen ændring og ingen fremtid.

Afsted det går............

onsdag den 14. december 2016

Sig nærmer tiden........


........ da jeg må væk. Men ikke lige på den måde, der er ment i den gamle sang. Den er jo ment som en begrædelig sang om, hvordan det at dø er noget forfærdeligt og tårefyldt.

Jeg vælger nu at bruge linien som en henvisning til alt det, der sker i mit liv i øjeblikket. Indkomstnedgang, boligproblemer, jobmuligheder, helbred, savn, følelser, og alt muligt andet. Og så også lige som reel henvisning til, at jeg just nu sidder og venter på at blive afhentet af en via min skat betalt patienttransport, så jeg kan blive undersøgt på et - ligeledes af mine skattepenge betalt - hospital, og finde ud af om min prostata har det godt.

Det er ikke lige en undersøgelse, jeg ser frem til. Bøjelige rør med optik i den ene ende, der stikkes ind i kroppen via allerede eksisterende huller, er ikke behagelige. Men gøres skal det - også selvom jeg spræller og vrider mig for at komme gennem det.

Det siges, at man bagefter har muligheden for at få det ganske godt. Så det vil jeg se frem til med glæde.

Indtil da, vil jeg så bare sidde her bag min skærm, og lige så stille nynne den gamle sang, uden at forstyrre naboerne i deres morgenrutiner.

Sig nærmer tiiiiiden, da jeg må.......... Nå, nu kom transporten sgu.

tirsdag den 13. december 2016

Og forude vinker.....



.......... fremtiden. Den har sådan set stået på lur, og ventet på at jeg skulle tage den helt alvorligt igennem et godt stykke tid. Men nu kan jeg se den vinke til mig, med løfter, håb, og uvished.

Så er det jo lige, at jeg skal tage et greb i nakken på mig selv, så jeg ikke bare stormer hovedkulds ud i den, og ikke får set de  sten, der kan snubles over. For de er der naturligvis også - snublestenene og snubletrådene. Alle de situationer og øjebliksfejl, jeg i det liv jeg har haft indtil nu, næsten altid er snublet over, med det resultat at jeg har hamret snuden ned i underlaget og fået nye ar på krop og sjæl.

Dem skal jeg passe på ikke at gentage denne gang. Forsigtige skridt fremad, med hastigheden sat på halv kraft, og retningen tjekket hvert andet øjeblik. Men naturligvis også med mulighed for at kunne foretage et leap-of-faith - et troens spring - hvis dette skulle være nødvendigt.

De muligheder vil naturnødvendigt opstå. For livet består ikke kun af forsigtighed. Ej heller indeholder det angst og frygt alene - det kan være der, livet er jo mangfoldigt - men håb og tro også.

Ufornuft kan man ikke forsikre sig imod, men ved "rettidig omhu" kan det vel være muligt at drible udenom de ufornuftige situationer, og finde fornuften istedet. Det er jo gået godt for mange andre, så hvorfor skulle det ikke også gøre det for mig.

Så en af de nærmeste dage vil jeg finde et køretøj, og tage på udflugt ud i det, der kan vise sig at være fremtiden. Også selvom jeg i den alder, jeg er landet i nu, har lidt svært ved at give slip på det bestående, når jeg ikke ved om der er noget nyt forude.

Men fremtiden er vel dét værd - for fremtiden er jo det, man gør den til.

mandag den 12. december 2016

Da æ ålti'.......


........arbejd' nok te dem der gjærn wil arbejd'.

Hvilket et eller andet sted på det fineste illustrerer hvordan ansatte på et kommunalt Jobcenter kunne tænkes at tænke. Jaja, det lyder lidt forsigtigt, men det skal jeg jo være, når jeg pludselig er kastet ud i at skulle op mod de kommunale vindmøller, og ikke engang er udstyret med hverken lanse eller hest.

Så derfor døber jeg herved min trofaste bærbare pc Rocinante, og forventer, at den vil være lige så trofast i min kamp mod de uhyyyyyyyggelige kommunale vindmøller, som den oprindelige Rocinante var overfor Don Quixote de la Mancha. De er begge to lige magre, at kigge på - både fra siden og bagfra.

Desværre har jeg ingen trofast Sancho Panza, der kan være min væbner, og stå mig bi, når møllevingerne banker mig ned af mit magre øg, og min lanse svirrer forgæves gennem luften.

Så sig trøstigt til, kære læser, hvis du har mod på at ledsage en dansk Don Quixote i hans kamp. Og måske hviske lidt fornuft ind i hans (mit) tykke hoved. Det kommer sikkert til at være tiltrængt undervejs i kampen.

Hviskende i vinden siger møllerne at mit helbred - min Dulcinea - ikke er istand til at modtage det, der er ret til. Huggende ned mod dette mit kun med mobiltelefonen beskyttede hoved, har de hvæset at de, og kun de, har ret, og nægtet at vise mig, denne dags Don Quixote, beviset for deres ret.

Sikkert fordi, disse uhyrlige møller på et splitsekund agter at forvandle sig til drager, der kun kan nedlægges af en modig ridder-af-den-bedrøvelige-skikkelse. Så frem jeg kaster mig - ind i kampen  - og lader mit heltemod vise min Dulcinea, at jeg har retten til hende.

Eller kort sagt - mit helbred er sgu mit, og ingen pencilpusher kommer til at bestemme hvornår jeg er henholdsvis syg nok til at oppebære hjælp - eller rask nok til at arbejde. Punktum !

Så pas på derude, kære læsere. Dragerne er løse, og agter at æde jer op, såfremt i forsøger at kræve jeres ret. Egentlig en ret god opsummering af det hele, ikk'?

Hvor dælan er Sankt Georg, når man har brug for ham............. ?

søndag den 11. december 2016

Søndag morgen klokken halvotte.......


...... er vel lige så godt et tidspunkt at stå op på, som et hvilket som helst andet. Udenfor er der jo alligevel kulravende sort, og dagen lader til at gemme sig et eller andet sted i horisonten, hvorfra den nægter at komme frem.

Min navlepillende dag i går er godt og vel overstået. Smerterne er på tilbagetog, og kroppen føles bedre end for 4 dage siden. Så nu kan jeg igen vende blikket udad, og igen tænke over de ting, der sker omkring mig. Samt vurdere, hvorvidt der skal ske ændringer af den ene eller den anden slags.

Bopæl, helbred, arbejde, følelser. Alt står parat til at blive taget fat på igen - i tilfældig rækkefølge, for som jeg har det her og nu, er alt lige vigtigt at få set igennem, og eventuelt ændret.

Men så er det, at tankerne drager på himmelflugt. Dybe fabuleringer over livet, universet, og alt det dér, dukker op på indersiden af hjernebarken, og beder varmt og kærligt om at blive taget fat på. Spekulationer over livet før livet og livet bagefter livet, farver mit morgensind varmt lyserødt, og giver en ro i sjælen, der er tiltrængt.

Nogle ville kalde det en flugt fra hverdagens virkelighed. Andre ville kalde det vanvid. Men i min virkeligheds hverdag, er disse tanker en integreret del af helheden, og har lige så meget ret til min opmærksomhed, som de mere prosaiske af slagsen. Den hårde hverdags virkelighed har kun godt af at blive garneret og gennemtrængt af sansernes og tankernes strejftog gennem muligheder og virkeligheder, der kan være lige så reelle, som den jeg lever i.

Så gennem tankespring over dimensioner, endnu uudforskede, og tænkte uni- og multivers, aldrig før erkendt af andre, samt stringente overvejelser omkring de i hverdagen påtrængende opgaver, lader jeg min hjernebark lyse op i et festfyrværkeri af elektrisk gnistrende tanker, der alle har samme mål.

Lærdom, viden, oplevelse.

Fremtid.

lørdag den 10. december 2016

Avs det gør


Jeg havde egentlig beregnet, at jeg her til morgen ville sætte mig med frisk mod, og forfatte et blogindlæg efter mit ophold på Livsstilscenteret. Derefter ville jeg lade dagen udfolde sig, og se hvad der kom til at ske.

Det blev så lige overhalet af virkeligheden

Allerede på vej hjem fra opholdet, efter jeg var blevet sat af i Randers og tog en bus hjem, havde jeg det underligt i min bette mave. Som om nogen havde spændt et bånd omkring den nederste del af den, og strammet til.

Men da det gik væk, når jeg rejste mig, slog jeg det hen og - i vanlig ufornuft - valgte at nedtone værdien af det i mit bette hoved.

Så kom fredag morgen. Med nye smerter, da jeg rejste mig fra sengen. Suk. Dingelingeling - bette doktormand, hvad gør jeg ? Du drøner forbi med en urinprøve, og så må vi se på den.

Som sagt, så gjort. Allerede nu føltes smerterne ikke så vilde, som da jeg vågnede, så sygeplejerskens fund af lidt blod i urinen, virkede ikke så alvorligt. Herregud da, det kan jeg jo få undersøgt på onsdag, hvor der alligevel skal rodes og pilles ved min prostata. Ja, jeg er i dén alder, hvor gerne jeg ellers selv ville tro noget andet.

Hjemad det gik igen, via den gode ven, der havde kørt mig afsted, og fredagen skred roligt videre mod sit endemål. Med samt smerter, og tanker der forsøgte at bilde mig ind, at det hele nok skyldtes den uvante kost jeg havde været udsat for i løbet af ugen.

Kender I det der tankesæt, der gør at man hele tiden udskyder at ringe til vagtlæge ? Det der med, at det nok ikke er alvorligt nok, og at der sikkert bare bliver sagt, at man skal tage to panodiler og ringe til egen læge mandag ? Og at der jo nok er andre med større brug for vagtlægen, end mig ?

De tanker sad nærmest fast i min hjerne hele fredag aften, på trods af smerter der blev værre, og ubehag der blev større. Indtil jeg endelig kapitulerede, efter forgæves at have lagt mig for at sove, og ringede til vagtlægen.

Hun var ude ved mig efter kun 1 times venten, og smed flere muligheder op i luften, efter hun havde undersøgt mig. Ingen af dem lød særligt betryggende, men da hun havde afvist min egen teori om, at det hele skyldtes mit madintag i løbet af ugen, måtte jeg tage dem alvorligt. Og skynde mig at indtage den hestepille hun gav mig, for at slå en eventuel betændelsestilstand ned.

Nu er det så blevet lørdag morgen, og natten har bragt nye smerteoplevelser med sig. Så om lidt fatter jeg telefonen, og ringer - som vagtlægen sagde jeg skulle - igen til lægevagten, og fortæller at det er blevet værre.

Så måske bliver næste indlæg på min bette blog skrevet fra en hospitalsseng. Men dérfra kan der vel også opleves noget, der er værd at beskrive herinde.

Dingelingeling...........

torsdag den 8. december 2016

Første gang.


Det var så det.

Første gang er overstået, og nu er jeg træt i kroppen og gennemmørbanket. Mit hoved er fyldt med alle de indtryk, min første gang har efterladt. Men som alle andre efter første gang, så har jeg også en god, varm fornemmelse i kroppen. En af den type, der fortæller at alt er gået op i en højere, nærmest orgasmisk udløsning. En befrielse, der gerne tåler gentagelse.

Hvilket også kommer til at ske. Godt nok først om 3 måneder, men jeg har aftalt at jeg øver mig på mig selv undervejs. Og måske endda kommer frem til mere af samme slags. Noget, som min krop og mit sind ved gud har trængt til gennem længe. Al den tid, hvor det hele har hobet sig op, og fyldt mere og mere.

Nu er det på vej væk. Heldigvis. For var min krop blevet budt mere af den slags, tror jeg den havde taget det hele ind, og holdt godt fast på det.

Hvad jeg snakker om ?

Naturligvis min første omgang på Livsstilscenteret i Brædstrup. Stedet, hvor jeg har trænet i vand, øvet yoga, gået ture, trampet i pedaler, mediteret, og spist, spist, spist.

Hele 6 måltider om dagen. Ikke store, men præcis i den størrelse, der skal til for at holde forbrændingen igang, og indeholdende alt det, der kan styrke krop, ånd, og sjæl. Groft, grønt, ristet, kreeret med omtanke, og smagt til med kærlighed.

Indrømmet, jeg har helt sikkert forsøgt flere gange at tabe vægt før i tiden. Men aldrig på en sådan måde, at det medførte en direkte livsstilsændring.

Det er så det, jeg er på vej ind i nu. For den kommer ikke hverken på fire dage, eller af sig selv. De tanker, teorier, og samtaler, der har været de sidste 4 dage, skal jeg nu igang med at udbygge de næste 3 måneder. Inden jeg så skal ned på centeret igen, og endnu en gang gennem 4 dage med det hele.

Det glæder jeg mig til. Ligesom jeg også glæder  mig til at vælte omkuld i min sofa om 4,5 minutter, og ømme mig med smil på læben.

Jeg tror ikke der går 3 minutter efter jeg er væltet, før jeg sover............

onsdag den 7. december 2016

Mango - for man er vel go' .......


..... til det der med at lave en salat, der ikke bare ser godt ud, men som også smager henrivende - og er hamrende sund.

Sådan en har jeg lavet - altså ikke alene, men sammen med en medpatient her på Livsstilscenteret i dag. Baggrunden er, at vi her den sidste aften gerne skulle kunne omsætte en del af den snak om spisevaner til et samarbejde i teorikøkkenet, der skal udmønte sig i en festmiddag til os alle sammen.

Så vi 16, der havde meldt os til det, mødte friskt op henad 15-tiden, og har så på de to timer der er gået siden, fået skruet en ganske pænt udseende festmiddag sammen.

Jeg - og min medpatient - har så lavet en mango/reje/ruccola/rødløg/chili-salat, hvor den eneste dressing er lidt citronsaft, samt noget salt og peber.

Og så er jeg tilbage ved mit indledende praleri. For den s e r sgu godt ud, den bette salat. Og den
s m a g e r ganske henrivende. Når jeg nu altså selv skal sige det.

Hvilket jeg gerne gør, for en af de ting, der bliver påpeget her på Centeret er, at man skal benytte sig af alle de positive udtryksmåder, man kan finde - for på den måde at lægge bunden for et længerevarende livsstilsskift.

Hvilket jo er dét, det hele drejer sig om.

Så om en time skal der smovses - i reje/ruccola/mango/rødløg/chili-salat som forret - forloren and med det hele som hovedret - og ris á la mande med kirsebærsovs som dessert.

Alt sammen pyntet efter alle kunstens regler, og serveret samt præsenteret ved bordene af de "kokke", der har lavet den enkelte ret.

Så  Gordon Ramsey og Jamie Oliver- gå hjem og vug - eller tag' en tudekiks - hjemmelavet, selvfølgelig.

tirsdag den 6. december 2016

Muskler - eller mangel på samme

Jeg var godt klar over, at der var muskler overalt på min krop. Det er jo trods alt en af de ting, tidligere tiders biologiundervisning har bibragt mig af viden. Men, at der ligefrem skulle være muskler, jeg for det første ikke anede eksisterede, og for det andet ikke vidste kunne brokke sig så kraftigt - det er nyt for mig.

Men sådan er det - jeg har muskler på min krop, der efter i dag brokker sig højlydt over det, de anser som mishandling og tortur.

Personlig må jeg dog indrømme, at det er ret skønt, at mærke jeg lever og at mærke muskler, der åbenbart har sovet tornerosesøvn, begynde at lave noget igen. Så dagens øvelser og træning, samt gårsdagens tempofyldte træning i varmtvandsbassinet, er noget jeg vil savne når jeg skal hjem på torsdag.

Her på Livsstilscenteret er der dog også en masse andet, jeg ikke bare kommer til at savne, men som jeg i allerhøjeste grad også tager med hjem.  Opskrifter, teorier, tanker, støtte, bekræftelser, og naturligvis alt det, der viser mig at jeg er på rette vej med ikke bare mit vægttab, men også med min ændrede livsstil.

Så det jeg har lovet en del af jer, kære læsere, nemlig at påbegynde en bog - er noget af det, jeg kommer til at bruge som incitament til at holde fast i den livsstil, der er begyndt at dukke op i og omkring mig.

Hvis jeg altså vel at mærke overlever de sidste dage, her på centeret. Det agter jeg lige at bruge en del af aftenen og natten på at diskutere med den der lille, irriterende stemme fra fortiden, som er dukket op i mig. Den der, der hele tiden prøver med - Det kan du ikke klare...... - Det er for hårdt for én som dig.... - Du må hellere lade være..... og alt det andet vrøvl, der kan løbe rundt i hjernen, når der bliver præsenteret nye ting og nye måder at leve på.

Den er nok bare bange for ikke at blive holdt om og holdt af, den bette stemme. Og eftersom den er en del af det, jeg var før, vælger jeg at acceptere mig som jeg var før og elske hvad jeg er nu - for så skal det hele nok gå og livet kunne leves.

Det er jo det, det er til for.

mandag den 5. december 2016

Livsændre - Livscenter

Så er den første dag på Livsstilscenteret ved at være slut. I guder, hvor har dagen været både spændende og udbytterig.

Efter en modtagelse, hvor der blev grundigt orienteret om centerets muligheder og programmet jeg og de andre skal igennem, gik dagen bare slag i slag med både små velsmagende og sunde måltider, undervisning i kost og ernæring, og træning på cykler og i varmtvandsbassin.

Jeg kan da godt love jer, at det var noget af en omgang for disse mine gamle muskler, at skulle træne tempofyldt i et 38 grader varmt badebassin sammen med 12 andre - i en time !!!

Jesus Maria til flodhest - dén trak da godt nok vand. Men hvor har jeg det godt, efter tranedansen i badevandet.  Og jeg glæder mig allerede til at fortsætte imorgen med alle de spændende ting de har sat parat på programmet.

Op kl. 06:00 - så jeg får da sovet længere end sædvanligt .........

Forude.

Hvad ligger der egentlig forude ? Kan jeg komme til at se, hvad der venter mig ? Eller er jeg nødt til at vente indtil tingene sker, for ar finde ud af hvad der egentlig lå forude ?

Sådan kan man gå og spekulere sig gråhåret, og give sig selv bekymringer, der ikke burde være der. Jeg ved det, for jeg gør det selv med mellemrum. Især i denne tid, hvor jeg oplever nyt næsten hver uge, og hvor det lader til at mit liv skifter indhold og idé jævnligt.

Så er det jo godt, at jeg nogenlunde sikkert ved hvad der ligger forude de næste 4 dage. Dem kommer jeg nemlig til at tilbringe på et Livsstilscenter i Brædstrup, hvor dygtige mennesker skal prøve at lære mig at leve sundt og tabe mig. På den måde skulle jeg gerne kunne slippe af med ikke bare det fedt, der har holdt mine organer i en skruestik gennem længe, men også det fedt, der har hobet sig op i min lever.

Egentlig skulle denne morgen, hvor jeg sidder og venter på at blive afhentet af patienttransporten, være tilbragt sammen med en god veninde, der ville have kørt mig hjem fra gårsdagens møde. Men virkeligheden ville det anderledes, så jeg sidder alene og nyder min morgenthe inden jeg tager afsted.

Det bliver spændende, tror jeg. Og ihvertfald noget helt andet, end jeg nogensinde før har kastet mig ud i. Så som italienerne sagde, dengang revolutionen også kom til Italien:

Avanti popolo, alla riscossa........    

søndag den 4. december 2016

Hvad er ........


...... søndag morgen, hvis ikke jeg kan tillade mig at sidde i morgenkåbe det meste af formiddagen, og nyde min morgengrød i fred og ro, mens endnu et afsnit af Westworld løber over skærmen foran mig.

Samtidig med, at jeg nyder solens langsomme rejsning over horisonten, og de medfølgende farveskift i atmosfæren. Alt sammen noget, der får tankerne på langfart, og idéerne til at komme myldrende.

En meget ny ven sagde til mig igår - over en livevideo fra udlandet - at jeg skulle pudse glassene, og begynde at se klart. At det, jeg overså eller ikke lige lagde mærke til, ville vise sig vigtigt for min fremtid. Det har jeg tænkt meget over siden, og fundet ud af at det kan være sandt på mange forskellige måder. Både spirituelt, fysisk, og rent praktiskt.

På den måde kan de små uventede møder, med mennesker man ikke kender i forvejen, vise sig at indeholde ufattelig masse godt.

Og ja, kære læsere, det er noget, jeg kommer til at bruge tid på herinde, på min blog fremover. Naturligvis samtidig med, at jeg kommer til at bruge tid på det herude i virkeligheden.

Den virkelighed, hvor jeg imorgen tidlig begiver mig ud på en 4-dages færd ind i et livsstilsændrende univers, som forhåbentlig kommer til at medvirke til genopbygningen af det menneske, og den mand, jeg altid gerne har villet være. Men hvor de mange begåede fejl afholdt mig fra at lykkes.

Denne gang vil jeg tage ét skridt ad gangen, og lade både fornuften og instinktet råde - hver til sin tid.

Men uanset, så vil jeg nyde rejsen.

lørdag den 3. december 2016

Udenfor.....


....... er der iskrystaller i min græsplæne, Det hvide skær giver morgenen et koldt og mystisk udseende. Der er ingen vind, så alt står stivnet i en præsentation af et evighedsbillede, hvor den eneste forandring er dagens langsomme indtog.

Sarte lyserøde skystriber fortsætter morgenens mystiske udseende, og minder mig om, at livet er et eventyr. Hvor både gode og mindre gode begivenheder kan ske, men hvor der altid er mulighed for en lykkelig slutning, hvis man vil. Og hvis man dagligt arbejder på at forandre den virkelighed, man bringer med sig, med en positiv indstilling, vil ting kunne lykkes.

Så i dag vil jeg arbejde på, at gøre de ting færdige, jeg har sat mig for. Og bruge tid på at se, om jeg kan gøre noget anderledes. Alt sammen mens dagen kommer til at udfolde sig, og frosten modvilligt overlader arenaen til solen.

Det bliver en god dag.

fredag den 2. december 2016

På en fredag......


........ kan tankerne godt begynde at myldre. Både på den gode måde, hvor kreativiteten sidder i højsædet og livet bliver gennemtænkt i fred, og på den dårlige måde, hvor stress og uro sætter sig i maven og bringer ubalance i det hele.

Denne fredag er lidt af begge dele. Den indeholder elementer fra både det gode tankemylder, og det dårlige.

Det dårlige tankemylder har elementer fra min dybe fortid i sig. Elementer, der nu bliver forsøgt brugt mod mig igen, og som jeg i løbet af dagen kommer til at trække op fra det hukommelsens dyb, de blev lagt ned i for over 20 år siden. Som allerede har såret mig, bare ved erkendelsen af ikke at have kendt nogle af de mennesker, der har omgivet mig, godt nok.

Det gode tankemylder har en rolig viden med sig, der beder mig at huske fortiden, men ikke lade den gentage sig. At huske, jeg selv har været dum og gjort dumme ting i livet, men at jeg har lært af det. Uanset om lærdommen er kommet via slag over snuden, eller ved at miste - eller er dukket op som en klar erkendelse af virkeligheden, så har jeg lært.

Ellers ville jeg ikke have siddet her i dag. Som ædru alkoholiker med fællesskabets styrke omkring mig, og med Sindsroens klarhed i hjertet.

Så hvad gør jeg, når jeg senere i dag bliver sat overfor udfordringerne ?

Jeg tager dem alvorligt, og bruger programmets værktøjer til at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvad der skal tages fat i. Eller som Sindsro-bønnen siger - finde ud af og acceptere det, der ikke kan ændres, have mod til at ændre det der kan, og visdom til at kende forskel på de to.

Skulle det så vise sig, at jeg trods dette ikke har ro indeni, så ved jeg at jeg kan trække på samtale med de mennesker, jeg kender bedst i fællesskabet. Og at jeg her igen kan finde frem til den kerne af ro, jeg er blevet så glad for at have indeni.

Og da jeg ikke har brug for at have negative tanker flintrende rundt i mit lille hoved, tilgiver jeg på forhånd de mennesker, der har iværksat dagens alvorlige udfordringer.

De vidste vel ikke bedre.