Andre Sider af mig

fredag den 13. september 2019

Så blev det tid........


...... til at jeg sætter mig bag skærmen igen, og nedfælder nogle af de mange ord, der står i kø inde bag panden og forlanger at komme ud.

Fire måneder - det er den tid, der er gået siden jeg sidst havde overskuddet til at lade livets genvordigheder flyde ud gennem mine fingerspidser, og ned på den jomfrueligt hvide skærm, der udgør erstatningen for et stykke papir.

Det er længe. Alt for længe, hvis du spørger mig - og det gør du jo sikkert, kære læser. Jeg kan ligefrem høre dig brumme ude i det fjerne, mens spørgsmålet presser sig ud gennem dine let tillukkede læber.

"Hvad tog dig så længe ?"

Livet, min ven. livet. I al sin uendeligt kedelige enkelthed var det livet, der blokerede for mine tilløb til at skrive, og gjorde dem mere og mere uvirkelige. Og til sidst blev blog'en noget, jeg bare klikkede væk fra hvis jeg ved et tilfælde kom forbi, mens den dårlige samvittighed blev sortere og sortere.

Suk.

Jeg kan også høre mistænksomheden, i dit næste spørgsmål - det, der helt naturligt men meget ærgerligt, drypper henkastet ned i min grønne morgenthe og får smagen til at blive lidt syrlig. Høre, hvordan du et eller andet sted inde bag d i n pande udformer det for de fleste ganske naturlige respons på det forventede svar.

"Jeg tænkte det nok..... Det var bare et spørgsmål om tid....... Hvorfor skulle h a n da slippe......... "

Hvilket næsten gør mig ked af, at måtte skuffe dig, når jeg ganske afslappet ryster på hovedet og ærligt, men let adspredt, fortæller dig at det intet havde at gøre med tilbagefald. At det ikke var fordi jeg var hoppet indenfor bag korkproppen, eller surfede i vinglasset, eller kravlede op på toppen af ølskummet.

Jeg var heller ikke nødt til at bruge alle mine kræfter på, at bekæmpe den ene truende tilbagefaldsmulighed efter den anden, og på den måde ude af stand til at finde overskud til at bevæge mine fingre let dansende hen over tasterne.

Nej, kære læser - det er noget ganske andet, og meget mere prosaisk, der har afholdt mig fra at lægge mærke til musernes utallige forsøg på at bibringe mig den nødvendige inspiration. Noget, de fleste helst ikke vil indrømme kan komme over os alle i større eller mindre grad, på varierende tidspunkter af livet.

Ganske almindelig....................................... Dovenskab.

Godt nok som reaktion på indtil flere pludseligt fremfarende kropslige dårligdomme. Og godt nok som forsvar mod alt det, der i et par måneder begyndte at trænge sig på. Men ikke desto mindre - når alt kommer til alt, og beklagelserne holder op med at strømme ud af min let opkogte hjernes kringlede selvbeskyttelsessystem - du ved, det dér der ta'r over når hjernen synes at det er på tide at beskytte kroppen, psyken, og sindet - ikke desto mindre, er det i al sin enkelthed bare dét, der har afholdt mig fra at skrive nye indlæg herinde.

Dovenskab.

Så den tid, du nu har brugt på at læse det her indlæg - du bruger forhåbentlig også tid på at læse det færdigt - skyldes mine febrile forsøg på at komme tilbage på sporet - tilbage, til den tilstand hvor et enkelt input - et enkelt øjebliks pludselige Heureka - får ordene til at strømme som en rasende ud gennem de fingerspidser, der lige nu nærmest storjublende sprøjter selvsamme ord op på skærmen i et næsten Dali'sk forsøg på at skabe noget perfekt.

Men ak - hovmod står for fald, og dovenskabens træthed bekæmpes ikke i ét slag. Så selvom jeg her - ved våbenhvilens indgåelse mellem mit indres to kombattanter - er avanceret indtil flere skriftmil ind i det kedelige grå landskab, som dovenskab og uendelig træthed altid afsætter i sindets topografi - ja selv her, hvor landskabet bag mig er begyndt at lyse op i sprogblomsternes uendeligt smukke farvevariationer, og ordflodernes brusen er taget til i plaskende, sprøjtende, skummende bølger af inspiration - selv her ved jeg, at det dyrebart vundne hurtigt kan tabes igen. Der skal kun én ting til, så ryger det hele ud i et enkelt, bedrøveligt Slurp, bare tilværelsens allermest grå tilstand får lov til at tilbageerobre så meget som ét øjebliks virkelighed.

Dovenskab.

Men hva' - alene mængden af ord i dette indlæg burde give Dovenskaben noget at tænke over - noget at beskæftige sig med, hvis den egentlig gider beskæftige sig med noget som helst.

Og jeg - skal bare i al sin enkelthed huske på, at godt nok skaber Handling Forvandling, men kun - hvis jeg husker at handle Én Dag - Ét Øjeblik - Ad Gangen. For så kan jeg med største Sindsro klaske Våbenhvilebetingelserne ned på bordet foran taberen af denne, for min indre skribent så vigtige, krig.

Samt tage fat på helbredelsen af krigens ofre - muserne - så de igen kan komme til at levere dionysiske mængder af sprudlende indfald, til den krøllede og ind imellem fuldstændigt uforståelige hjerne, der udgør grundstammen i alt, hvad jeg foretager mig.

Aaahhhh........................

Jeg ved det godt, kære læser - jeg kunne have nøjes (hedder det det?) med at skrive én simpel sætning - "Undskyld, jeg har været alt for doven til at skrive i et stykke tid." - og på den måde enkelt og simpelt have forklaret, hvad der var sket.

Men det havde ikke været nær så sjovt og inspirativt for mig, som det, du netop er ved at være færdig med at læse.

Vel ?

lørdag den 25. maj 2019

En streg i sandet


En gang imellem er jeg nødt til selv at trække den, har jeg indset - en gang imellem præsenterer den sig selv, og forlanger at blive taget alvorligt.

Stregen i sandet.

Den der linie, det er nødvendigt for mig at acceptere bag mig, og som gør at jeg ikke hele tiden skal bære fortiden på mine skuldre. Uforløst, ubearbejdet, ufærdig.

For når den bliver trukket, hvad enten det er af mig selv eller andre - eller trækkes af tilværelsens egen ubønhørlige fremmarch - så giver den mig mulighed for at trække vejret lidt friere, lidt dybere, lidt roligere.

Stregen i sandet.

Det meste af mit liv er jeg veget tilbage fra at trække den selv, og har ladet mine handlingers konsekvenser om at trække den. Som regel fordi jeg på den måde kunne lægge ansvaret for den - og dermed ansvaret for de handlinger, der førte frem til den - over på andre skuldre end mine egne.

Hvilket livet igennem har givet mig utallige skrammer og sår, og ført til diverse typer flugt fra den virkelighed, stregen på skærende grusom vis understregede eksistensen af. Flugt, der på alle måder gav mig muligheden for at kunne lægge ansvaret for alting alle andre steder end der, hvor ansvaret rettelig hørte hjemme.

Lige frem til den dag, jeg fandt ud af at gribe om den pind, der kunne trække stregen, sammen med det eneste, der var stærkt nok til at gøre stregen tilstrækkeligt tyk.

Virkeligheden.

Det er over elleve hundrede dage siden, jeg en tidlig fredag morgen trak mit livs tykkeste streg bag mig, gav slip på pinden jeg havde trukket den med, og lod virkeligheden stå vagt ved den nu opståede grænse mellem min fortid og min nutid.

Lige siden har jeg dagligt kunne se stregen og dens vogter bag mig. Se, hvordan virkeligheden opmærksomt vogtede det, der var min fortid. Se, hvordan alt det, der var, langsomt blev tydeligt og klart - filtreret gennem virkeligheden.

Se, hvordan denne, min fortids vogter, gjorde det muligt at skære alt bullshittet væk, og præsentere det, der skete, ganske som det var.

Nøgternt erkendende, og ærligt accepterende.

Men det er først for nyligt, at jeg fuldt ud har erkendt, at den vogter jeg satte til at passe på stregen i sandet, også samtidig sørger for at den stadig er der. Sørger for, at den ikke dag efter dag bliver lidt sværere at få øje på, lidt tyndere ude i den hastigt vigende fortids horisont.

Sørger for, at den hele tiden er der, hvor fortiden slutter og nutiden begynder. For min fortid er aldrig længere væk, end det øjeblik virkeligheden lige har puttet ned bag stregen i sandet.

Og det sørger virkeligheden for at gøre - En dag, ét øjeblik ad gangen - fordi jeg er ædru.

For kun på den måde, kan jeg se virkeligheden i øjnene, og acceptere den for det, den er.

Mit liv.

onsdag den 15. maj 2019

Kom, lad os brokke os........


........ eller rettere - lad  m i g  brokke mig.

For lige her og nu har jeg en ualmindelig stor lyst til netop dét - at brokke mig - over Systemet, over Universet, over alt, intet, ingenting, og det hele.

På én og samme tid.

Rent faktisk havde jeg ikke troet, at mit første indlæg efter endnu en af mine lange pauser i blog-skrivningen, skulle handle om noget så ualmindeligt almindeligt som mit helbred. Det har jeg jo - i hvert fald i forhold til det, jeg gennem flere år har blog'et om - accepteret som værende helt fuldstændigt ad hekkenfeldt til.

Et sted, jeg lige netop ikke har råd til at besøge, selvom lysten kunne være stor.

Men det kommer det så til alligevel - indlægget, altså. At handle om mit helbred - eller mangel på samme.

For - som den opmærksomme læser sikkert har fundet ud af gennem natlige gennemtrawlinger af mine blog-indlæg - det kunne jo så absolut være ganske meget bedre, hvilket jeg også må konstatere at jeg har skrevet indtil ganske mange gange, hvor jeg har udbredt mig om det - helbreddet.

Og så er det i virkeligheden kun en enkelt del af det, jeg her og nu i al afmagt hyler op om - mit arme, og så totalt gennem-kiggede, gennem-behandlede, og gennem-underlige - blodtryk.

For det lader til, at alle mine fortidige besøg på diverse blodtryks og blodtryksrelaterede afdelinger - skal til at begynde forfra igen. På trods af, at en af landets dygtigste eksperter på området - overlægen på Skejby, hvor jeg havde min gang i mange år - allerede tidligere har fundet ud af at definere hvilke stoffer jeg skal tage, og i hvor lang tid, når mit tryk pludselig får lyst til at nå uanede højder igen - så mener man hernede i Region Syd (min hjemregion efter flytningen fra Djursland), at dét skal man nok selv finde ud af.

Så istedet for at blive hurtigt behandlet med et stof, der virker - og tro mig, jeg har års erfaring med hvilke stoffer der virker på min bette, fortidigt flotte men nu lettere (fy, sig nu sandheden) ganske udbulede krop - når det nu har besluttet sig til at lande på den anden side af 200 over 100 igenigen, skal jeg det hele igennem nok en gang.

Hvilket jo forøvrigt er trykstørrelser, jeg gik med i mange år on og off, indtil man (overlægen på Skejby) netop fandt frem til det stof, der virkede.

Og hvorfor kan jeg så ikke bare få det igen ??

Fordi det er et stof, der ikke udskrives herhjemme normalt, af mange forskellige årsager. Der skal ligge både en hjemtagningstilladelse og en udleveringstilladelse - den sidste skal apoteket have liggende - før det kan udleveres til lille mig og mit blodtryk.

Jamen, siger den opmærksomme læser, der er jo allerede en sådan ved overlægen i Skejby ? Kan han så ikke bare faxe en kopi til apoteket ??

Det ville være skønt, hvis det kunne lade sig gøre sådan. Men der er jo lige det der, med min flytning fra én region til en anden. Den har gjort, at det nu er OUH, der skal udlevere tilladelsen til apoteket.

Og det vil de ikke, før jeg har været igennem de nøjagtig samme undersøgelser og tests, som jeg var på Skejby gennem det 4 år lange forløb, der førte frem til udstedelsen af en kopi af dén tilladelse, de havde.

Hvilket vil tage minimum 4 måneder, samt indeholde utallige forsøg med alle mulige forskellige produkter, jeg også tidligere har forsøgt at bruge - enten uden held, eller også med store bivirkninger - for ikke at tale om den tid, der vil gå før jeg kan komme til den første af undersøgelserne.

En periode, hvor mit blodtryk så kan ligge og hygge sig på det efterhånden sædvanlige kraftigt forhøjede stade.

Indrømmet - det er lige så gnisterne flyver ud af ørerne på mig i øjeblikket.

Mest af alt fordi jeg blev udskrevet fra Svendborg sygehus - jeps, jeg var lige på et 3 dages besøg på Karma - igen - med et tryk på 204 over 95. Og med farmakologernes forsikring om, at stoffet jeg havde brug for, var det samme som det, jeg havde fået tidligere - og at jeg ville kunne hente det dagen efter på apoteket.

Svendborg sygehus - som derudover et et ualmindeligt dejligt sygehus med smilende og dygtige medarbejdere - havde så bare ikke lige bemærket, at der var hjemtagnings og udleveringsklausuler på stoffet - suk.

Så lillebitte, damptrykskogende, hovedpinedunkende, og træthedsplagede mig, sidder nu her - stadig med et gigaforhøjet blodtryk - og venter bare på at et eller andet skal ske. Og helst noget, der ikke koster hjerneceller eller andet modbydeligt.

"Plejer du ikke at kunne tage det hele med en Sindsro", kan jeg høre jer spørge. Og I har så ganske ret - normalt bruger jeg med største lethed og glæde Sindsro-bønnen til at minde mig om, at der findes noget, jeg ikke kan ændre - noget, jeg kan - og hvis jeg er heldig, så har jeg så også visdom til at kunne kende forskel på de to.

Derudover - så kan jeg jo også benytte mig af møderne (ups, der er flere onlinemøder i dag - både her og her), og dér finde den ro, der kan hjælpe mig igennem den her tid.

Det er dæleme bare svært, når jeg pludselig bliver klasket i hovedet med Systemets fejl og mangler, og af samme grund må finde mig i måske at komme ind under kategorien: Operationen lykkedes, men Patienten døde...

Jeg har sgutte lyst til det, har jeg ikkenikkenej.

Men jeg kan ikke gøre andet, end finde frem til den nødvendige tålmodighed, og endnu en gang minde mig selv på, at alting har en mening. Selvom jeg måske ikke kan se den, så er den der et eller andet sted - og vil sikkert afsløre sig selv, hvis bare jeg afventer - tålmodigt og roligt.......

Deterdenondebrandlynemigoverhovedetsletikkemegetmereendualmindeligtsvært, er det ikkenikkenej !!!

Suk.

Dog - hvis jeg nu minder mig selv om, at også hér vil Programmet kunne virke - at også når det drejer sig om mit helbred, vil jeg kunne bruge de 12 trin til at overkomme de medfølgende tørdrukslyster, og dermed - En Dag Ad Gangen - sørge for at holde mig fra de tilbagefald, der ganske naturligt lurer i horisonten, når jeg begynder at sprutte gnister ud af øjne, ører, og mund.

Hvis jeg gør det, kan det være det virker - jeg skal bare medvirke selv.

Det tror jeg så lige, jeg bruger de næste fireogtyve timer på........



p.s. nu du alligevel er her
kan du så ikke prøve
at klikke på de link's
jeg har sat her og der
- deres indhold er en 
del af indlægget.


torsdag den 4. april 2019

Det nemmeste i verden, er at give op.


De fleste gange, jeg har sat mig her ved tastaturet og kigget på den tomme, hvide skærm, har jeg haft en let gennemtænkt idé til hvad jeg ville skrive. En idé, der så efterfølgende har resulteret i linievis af betragtninger og tanker.

Det har jeg ikke lige nu.

Og det har jeg faktisk ikke haft i efterhånden lang tid - helt tilbage til december sidste år har der ikke været meget aktivitet på blog'en, der har stået helt stille lige siden jeg lagde det sidste blogindlæg den anden februar i år. Hvilket der er mange, vidt forskellige, og dog alligevel så ganske ens grunde til.

Månederne fra december og til nu har været præget af den ene kamp efter den anden. Kampe, der satte min skrivelyst ud af funktion, og gav mig en hverdag af den slags, der med største lethed kan sætte enhver misbruger skakmat.

Og som væltede mig ud i bekymringer, stress, hvileløshed, samt en magtesløshed jeg ikke har følt i mange år.

Sygdom - både egen og i familien - dødsfald, familievrøvl, had, kampe. Venner, der viser sig ikke at være venner. Samt mere sygdom, sygdom, sygdom.......

Og ikke engang kærligheden fra min engel, der har været der hele vejen igennem, kunne forhindre mig i at føle, at det i allerhøjeste grad ikke var en blancocheck, jeg fik udleveret ved fødslen, men så åbenbart et mangesidet lånedokument - fyldt med snørklede paragraffer og uforståeligt kancellisprog.

Og fyldt med betingelser, trusler, og massevis af fælder.

Den ene af disse fælder, er dén overskriften lægger frem - at det nemmeste i verden er, at give op.

Bare at gi' slip, og lade mig vælte tilbage i det liv, den tankemåde, den levemåde og de blinde afgørelser, som alt var fyldt af før i tiden.

Men i virkeligheden er det slet ikke nemt - det der med bare at give op.

Det kræver skam planlægning på allerhøjeste plan. Planlægning, så jeg undgår alle de tanker, steder, og mennesker, der vil kunne stille sig i vejen for  min overgivelse.

Planlægning, så jeg kan træde indenfor i min egen lille togvogn, holdende i min egen lille version af skovene omkring Versailles, og underskrive det dokument, der overlader mit liv, min hverdag, mit helbred, til den dæmon, der altid har jagtet mig. Og som det meste af min eksistens har siddet fast forankret på mine skuldre, med kløerne klemt godt fast om nakken på mig.

Planlægning, så jeg ikke risikerer at se idiotien og selvødelæggelsen, før det er for sent.

Faktisk er det noget, jeg siden min første behandling i nittenhundredesyvogfirs, uafbrudt har været på vej ind og ud af. Hvert evig eneste tilbagefald har været omkranset af dén - planlægningen. og det i  en sådan grad, at jeg til sidst havde perfektioneret min helt personlige langtidsplanlægning, så jeg på den måde kunne sørge for lang tid i forvejen at have mine overgivelsesdokumenter parate, hvis og når min modstander kom forbi med skærpede kløer og åbnede flasker.

Denne gang har jeg nu ikke behøvet at planlægge noget som helst.

Alt er kommet helt af sig selv, som om det bare lå dér i tiden, og ventede på, at jeg skulle kommer forbi. Og ganske gratis er jeg blevet præsenteret for følelsen af at have fået tvunget tingene ned over hovedet, så jeg nu kan stå og kigge på en overgivelse - en opgivelse - dér, lige lidt længere fremme i tid - lige dér, hvor fremtiden er godt igang og alting bare kan komme til at smuldre mellem fingrene på mig - lige dér, hvor jeg ikke vil kunne gøre andet end netop dét - give op.........

Jeg gør det bare ikke.

For uanset hvad jeg gør, kan jeg kun se de næste fireogtyve timer frem - kun leve dén ene dag ad gangen, jeg netop står i - og behøver ikke bekymre mig om andet, end det jeg kan finde mod til at ændre, sindsro til at acceptere, og visdom til at kende forskellen på.

Så kan det godt være, at omstændighederne gennem de sidste mange måneder har skubbet mig frem mod afgrundens kant, og lokker med glemselens sprutfyldte tåger. Men jeg tager én ting ad gangen - én dag ad gangen - og ét skridt ad gangen.

For når jeg bare husker at bruge det værktøj, jeg fik udleveret i mine behandlinger, på daglig basis, er det nemmeste i verden, ikke - at give op.

Så er det nemmeste i verden - at lade den første stå. Men gud, hvor kan det nemmeste være svært.......


lørdag den 2. februar 2019

Tilstandes Ulidelige Enkelthed.


Livet er fyldt med mange forskellige Tilstande, der hver for sig har indflydelse på den hverdag jeg lever i, og de begivenheder der former den.

Det er en af de erkendelser, jeg er nået frem til gennem mit En dag ad Gangen-liv som ædru.

En erkendelse, der burde være ganske selvindlysende for en god, gammel alkoholiker som jeg selv, der siden han blev mør, har vandret gennem den ene efter den anden af de der livsforandrende Tilstande.

Her til morgen fandt jeg så ud af, at jeg åbenbart er ramt af endnu en af slagsen - altså ud over de mange forskellige andre, jeg trækkes med i det daglige, og som jeg har brugt mange indlæg her i blog'en på at beskrive.

I ved - alle de der forskellige Tilstande , der med jævne mellemrum kan få min maves omkreds til at vokse ukontrollabelt - plus de Tilstande, der hiver migræneanfald og øjenømhed hjem - godt nok med større og større mellemrum, men lad nu det være.

For slet ikke at tale om de Tilstande, der kan få mit sind til at synke i sort, og verden til at se flad og trøstesløs ud - Tilstande, der kan få hverdagen til at være en nøjagtig kopi af dagen før, og dagen før, og dagen før, og ..........

Alle ligger de og hygger sig sammen med mange andre, inde under min basale "Tilstand" - den, der siden den brød ud har været vævet ind i min hverdag, mit sind, mit jeg, og som aldrig kommer til at forlade mig.

Men det er ikke den - eller nogen af alle de andre, der skinner ud gennem mig i øjeblikket. Det gør til gengæld en Tilstand, jeg helst ville være foruden, og som jeg havde håbet aldrig ville dukke op - eller i det mindste ville vente en hel del flere år, med at banke på døren og anmode om foretræde.

Det er den Tilstand, der uafvendeligt dukker op når nogen, man elsker, skal til at forlade verden.

En Tilstand, jeg tidligere var ude af stand til at sætte navn på, men som gennemsyrer alt hvad jeg gør og tænker, og som har været tilstede lige siden mit fædrene ophav blev indlagt i slutningen af sidste år, og jeg besøgte ham på sygehuset.

Her til morgen fandt jeg så ud af navnet på den - Tilstanden. Fandt ud af, hvordan jeg kunne få det, den bragte op i mig, til at harmonere med alt det andet, der udgør mig. Alt det, jeg siden den niogtyvende april 2016 har accepteret som en del af mit ædru liv.

Den hedder Sorg.

Og den er fyldt med faldgruber, snubletråde, og lureminer, som jeg med usvigelig sikkerhed falder ned i og udløser, hvis ikke jeg går ind i den med åbne øjne og et hjerte fyldt med ærlighed, kærlighed, og Sindsro.

Samtidig er den mange forskellige ting, den der Sorg.

Den er beklagelserne over fortidens mange fejl og tab. Begrædelserne over alt det, der er mistet, og som aldrig kommer igen.Samt savnet efter dem, der som en røgtåge blev pustet væk af selviskheden og angsten for at afsløre sig selv.

Og den er fortvivlelsen, der opstår når tiden er kommet til at sige farvel.

Jeg har følt den før - Sorgen. Både da mine børn valgte mig fra - da min mor forsvandt ud i uendeligheden - da min reservemor gjorde det samme - og da jeg endelig gav mig selv lov til at føle alt det, jeg har været årsag til, bare for at kunne skjule mig selv og min sygdom.

Samt i utallige andre situationer, hvor jeg aldrig genkendte den, men bare følte den.

Den har været en integreret del af mit jeg i mange forskellige perioder af mit liv. Men aldrig på dén måde, den nu pludseligt er dukket op. Som dét, den er - Sorg - men også som et løfte om Afklarethed.

Den er grunden til, at jeg det sidste lange stykke tid ikke har været ret aktiv herinde. Der har været alt for mange andre tanker, fyldt med indre ønsker om fastholdelse af tingenes tilstand. Ønsker om bedring - og forbedring.

Brændende håb - fyldt med en indre fortvivlende viden om det uafvendelige. Uanset om jeg ønsker det eller forbander det langt væk.

Sorgen over hans kommende afrejse mod en ny begyndelse. Sorgen over, at han skal forlade os - forlade mig - forlade alt det, han er og var.

Og sorgen over, at han ikke kan få lov til bare at lukke sine øjne og tage afsted. At den sygdom, der nu stjæler livet fra ham, gør det så langsomt når han nu selv bare så gerne vil videre.

Suk.

Samtidig er det sorgen over, at jeg aldrig får muligheden for at finde ud af, hvem han i virkeligheden var. Finde ud af alt det, der hele mit liv har været fyldt af blanke pletter. Finde ud af hvorfor.

Dén mulighed siver ud gennem fingrene på mig, uden jeg har nogen mulighed for at kunne holde fast på den. Det eneste, jeg kan, er at have Mod til at acceptere tingenes tilstand. Acceptere, at for ham er der snart kun én dag tilbage.

Og i Sindsro acceptere, at når den er slut - er han væk.

tirsdag den 15. januar 2019

Fortiden er en mærkelig fisk...........

 ......... og bedst som jeg tror, at jeg har fået sat krogen i den og begynder at hale den i land - så slår den med halen, og ændrer straks karakter.

Det lyder underligt - jeg ved det godt. Og det er skam ikke fordi jeg er hoppet på nogen former for stimulanser, ud over den glæde det ædru liv gi'r mig, at jeg pludseligt - og helt ud af det blå - begynder med den slags allegorier.

Men det var nu lige dét, der her en måned efter mit sidste indlæg, rumsterede rundt i min morgentrætte hjerne.

At fortiden er en mærkelig fisk.

Der er mange andre ting, jeg kunne have valgt at tage fat på, efter en så lang skrivepause - faktisk den længste pause, jeg har holdt, siden jeg begyndte at skrive igen for snart tre år siden. Det kunne have været den netop overståede jul - hele indkøbsræset op til gavefesten - den hyggelige aften i vidunderligt selskab.

Eller nytårsaften, fyldt med sindsro og nydelse, som indgangen til endnu flere dage med klarhed over tankerne, og ro i sjælen.

Men istedet bliver det altså det der med Fortidens Underlige Haleslag, der triller ud af mine fingerspidser, og ned på papiret. Uden jeg egentlig ved ret meget om, hvad det ender med at bringe med sig.

Lad mig tage ét klask ad gangen.

Det første klask med den der Friskfangede Fortids Fiskehale, kom drønende op på begge kinder, da min far så ganske ud af det blå blev indlagt med flere forskellige sygdomme i kroppen. For jeg fandt ud af, at det der skulle være min familie, ikke havde lyst til at indvie mig i indlæggelsen, så der gik et par uger, inden jeg opdagede det.

De sved, de klask.

Men de var vel ventet. For man lever ikke et liv som alkoholiker, uden at have såret, svigtet, overset, og ødelagt, i den familie og de venner, der omgiver én. Og jeg har så sandelig gjort mit, til at stå parat med kinderne i klaskehøjde.

Og samtidig fik klaskene mig til igen at gennemtænke den fortid, jeg ikke kan ændre. Og selvom jeg har gennemtænkt den mange gange siden jeg gik i behandling - og har erkendt mange fejltagelser på den måde - så dukker der altid noget nyt op, som jeg ikke lige havde fået med på listen.

Hvilket nok slet ikke er så ring' endda.

Og så rammer jeg lige tilbage i den der juleaften og nytårsaften alligevel. For det andet klask med Fortidens Livskraftige Fiskehale, fik jeg dér. På den første juleaften - og den første nytårsaften - jeg holdt sammen med andre mennesker i flere år.

For pludselig opdagede jeg, at det ikke var så farligt endda, at fejre den slags højtider sammen med andre. Og så samtidig helt uden noget af det, der ellers før i tiden var min faste følgesvend i jule og nytårsdagene. Dét, der både kunne få mig til at glemme, til at skændes, til at skabe mig helt åndssvagt, og til at vågne op i fuldebrummen.

Dét, jeg troede var nødvendigt for at kunne leve det liv, der nu engang var mit. Med samt alle de underlige gerninger, fejl, og ødelæggelser, det havde været fyldt af.

Plask, sagde halen, og daskede mig vennesælt på kinderne med en varm gen- og anerkendelse af nydelsen ved at være sammen med andre i et åbent, kærligt, og ærligt fællesskab. Og så stod jeg dér, med tindrende øjne og glæde i stemmen, og skålede det Nye År velkomment, mens jeg næsten åndeløst tavst betaget opdagede at endnu et helt kalenderår var ædru overstået.

Erkendende, at noget af det jeg vil prøve i det nye år, er at finde Modet til at ændre familiens syn på mig. Hvis det altså ER noget, jeg kan ændre. Ellers må jeg finde Sindsro til at acceptere tingenes tilstand. Og dén forskel, er der kun Visdommen, der kan lære mig.

Men klaskene fra Fortidens Flabede Haledaskere er ikke overståede endnu.

Det tredie - og nyeste - kindklask, landede lige der, hvor der måske var allermest brug for det. I genkaldelsen af den fortid, der - way back when - var dengang tingene for alvor tog fart. Dengang, hvor kærligheden var alt for farlig, for den kunne jo få mig til at huske ting, jeg helst ville glemme.

Og ærligheden gemt væk bag oceaner af fortielser og mistede forhåbninger.

Det dukkede op - det bette HavfruehaleKindDaskende klask, med en Facebookanmodning om venskab. Og har indtil nu kastet mine tanker ud på en tur gennem ting, jeg havde glemt, steder jeg ikke kunne huske, og begivenheder jeg end ikke vovede at tro havde eksisteret.

Så her står jeg nu - med saltvandet drivende ned af mine kinder, som resultat af de seneste Klask fra Fortidens Friskfangede Genkaldelser, og ved at jeg ikke er færdig med den endnu - Fortiden.

Den er jo den del af mig, jeg er nødt til fuldt ud at huske, og lære af, for at kunne leve mit liv Én Dag Ad Gangen. For gør jeg ikke det, er jeg dømt til at gentage alle fejlene - igen og igen.

Så jeg holder linen stram, og lader Fortiden baske alt det den vil med halen. For hvert eneste Klask - hver eneste saltvandsdråbe på mine kinder - minder mig om, hvorfra jeg kommer og lader mig se de fejl, jeg begik.

Og dét - gør mig bedre istand til at undgå at begå dem igen, og stadig være ædru - fireogtyve timer ad gangen.