Så blev det tid........

...... til at jeg sætter mig bag skærmen igen, og nedfælder nogle af de mange ord, der står i kø inde bag panden og forlanger at komme ud.

Fire måneder - det er den tid, der er gået siden jeg sidst havde overskuddet til at lade livets genvordigheder flyde ud gennem mine fingerspidser, og ned på den jomfrueligt hvide skærm, der udgør erstatningen for et stykke papir.

Det er længe. Alt for længe, hvis du spørger mig - og det gør du jo sikkert, kære læser. Jeg kan ligefrem høre dig brumme ude i det fjerne, mens spørgsmålet presser sig ud gennem dine let tillukkede læber.

"Hvad tog dig så længe ?"

Livet, min ven. livet. I al sin uendeligt kedelige enkelthed var det livet, der blokerede for mine tilløb til at skrive, og gjorde dem mere og mere uvirkelige. Og til sidst blev blog'en noget, jeg bare klikkede væk fra hvis jeg ved et tilfælde kom forbi, mens den dårlige samvittighed blev sortere og sortere.

Suk.

Jeg kan også høre mistænksomheden, i dit næste spørgsmål - det, der helt naturligt men meget ærgerligt, drypper henkastet ned i min grønne morgenthe og får smagen til at blive lidt syrlig. Høre, hvordan du et eller andet sted inde bag d i n pande udformer det for de fleste ganske naturlige respons på det forventede svar.

"Jeg tænkte det nok..... Det var bare et spørgsmål om tid....... Hvorfor skulle h a n da slippe......... "

Hvilket næsten gør mig ked af, at måtte skuffe dig, når jeg ganske afslappet ryster på hovedet og ærligt, men let adspredt, fortæller dig at det intet havde at gøre med tilbagefald. At det ikke var fordi jeg var hoppet indenfor bag korkproppen, eller surfede i vinglasset, eller kravlede op på toppen af ølskummet.

Jeg var heller ikke nødt til at bruge alle mine kræfter på, at bekæmpe den ene truende tilbagefaldsmulighed efter den anden, og på den måde ude af stand til at finde overskud til at bevæge mine fingre let dansende hen over tasterne.

Nej, kære læser - det er noget ganske andet, og meget mere prosaisk, der har afholdt mig fra at lægge mærke til musernes utallige forsøg på at bibringe mig den nødvendige inspiration. Noget, de fleste helst ikke vil indrømme kan komme over os alle i større eller mindre grad, på varierende tidspunkter af livet.

Ganske almindelig....................................... Dovenskab.

Godt nok som reaktion på indtil flere pludseligt fremfarende kropslige dårligdomme. Og godt nok som forsvar mod alt det, der i et par måneder begyndte at trænge sig på. Men ikke desto mindre - når alt kommer til alt, og beklagelserne holder op med at strømme ud af min let opkogte hjernes kringlede selvbeskyttelsessystem - du ved, det dér der ta'r over når hjernen synes at det er på tide at beskytte kroppen, psyken, og sindet - ikke desto mindre, er det i al sin enkelthed bare dét, der har afholdt mig fra at skrive nye indlæg herinde.

Dovenskab.

Så den tid, du nu har brugt på at læse det her indlæg - du bruger forhåbentlig også tid på at læse det færdigt - skyldes mine febrile forsøg på at komme tilbage på sporet - tilbage, til den tilstand hvor et enkelt input - et enkelt øjebliks pludselige Heureka - får ordene til at strømme som en rasende ud gennem de fingerspidser, der lige nu nærmest storjublende sprøjter selvsamme ord op på skærmen i et næsten Dali'sk forsøg på at skabe noget perfekt.

Men ak - hovmod står for fald, og dovenskabens træthed bekæmpes ikke i ét slag. Så selvom jeg her - ved våbenhvilens indgåelse mellem mit indres to kombattanter - er avanceret indtil flere skriftmil ind i det kedelige grå landskab, som dovenskab og uendelig træthed altid afsætter i sindets topografi - ja selv her, hvor landskabet bag mig er begyndt at lyse op i sprogblomsternes uendeligt smukke farvevariationer, og ordflodernes brusen er taget til i plaskende, sprøjtende, skummende bølger af inspiration - selv her ved jeg, at det dyrebart vundne hurtigt kan tabes igen. Der skal kun én ting til, så ryger det hele ud i et enkelt, bedrøveligt Slurp, bare tilværelsens allermest grå tilstand får lov til at tilbageerobre så meget som ét øjebliks virkelighed.

Dovenskab.

Men hva' - alene mængden af ord i dette indlæg burde give Dovenskaben noget at tænke over - noget at beskæftige sig med, hvis den egentlig gider beskæftige sig med noget som helst.

Og jeg - skal bare i al sin enkelthed huske på, at godt nok skaber Handling Forvandling, men kun - hvis jeg husker at handle Én Dag - Ét Øjeblik - Ad Gangen. For så kan jeg med største Sindsro klaske Våbenhvilebetingelserne ned på bordet foran taberen af denne, for min indre skribent så vigtige, krig.

Samt tage fat på helbredelsen af krigens ofre - muserne - så de igen kan komme til at levere dionysiske mængder af sprudlende indfald, til den krøllede og ind imellem fuldstændigt uforståelige hjerne, der udgør grundstammen i alt, hvad jeg foretager mig.

Aaahhhh........................

Jeg ved det godt, kære læser - jeg kunne have nøjes (hedder det det?) med at skrive én simpel sætning - "Undskyld, jeg har været alt for doven til at skrive i et stykke tid." - og på den måde enkelt og simpelt have forklaret, hvad der var sket.

Men det havde ikke været nær så sjovt og inspirativt for mig, som det, du netop er ved at være færdig med at læse.

Vel ?