mandag den 28. maj 2018
Al begyndelse....
Det er en underlig fornemmelse, at sidde her og kigge morgentomt på skærmen, mens tankerne bare farer forvirrede afsted. At føle, hvordan hverdagen udenfor mit jeg nærmest virker som øllebrød - træg og tyktflydende, men dog varm og brun, med klumper og sukkerrørt æggesnaps ovenpå.
Men det er det, der sker indeni mig lige her - lige nu.
Ganske uventet opdager jeg også, at jeg er nødt til at bruge tid på at finde ud af, hvilken ugedag jeg nu lige er stået op til. Og på at genhuske, hvad det nu lige er, jeg har sat mig for at gøre, inden jeg for alvor starter på den dag, jeg så åbenbart heller ikke lige kan huske datoen på.
Det' din alder, kan jeg høre nogle af jer mumle i skægget - eller for kvindernes vedkommende inde bag de smukt svungne læbers kysfristende lækkerhed. Du bliver indhentet af det, der rammer os alle, hvisker andre frydefuldt skadefro i mine efterhånden ret svagt opfattende ører.
Og når jeg så forsøger at fæstne blikket på det, jeg så ufatteligt gerne vil kigge på - er det ude af focus og gemt i en svagt dirrende tåge. Hvor jeg samtidig kun kan se - ingenting........
Indtil jeg blinker, ryster på hovedet, og bruger en pegefinger til at rense mine ører for nattefrembragt voks, mens jeg bagefter gnidende mine øjne gabende bander over hvor lang tid det tager at vågne efter den første kop kaffe.
Og pludselig kan jeg føle, hvordan mit jeg bryder gennem grænsen mellem søvn og vågen - hastigt rystende nattens ubevægelighed og drømmenes uvirkeligheder af sig, som en hund ryster vandet af sig efter en lang svømmetur.
Jeg rejser hovedet, kigger ud af vinduet, nydende de sidste rester af natteforvirrethed, mens tankemylderet sagte sætter farten sindsroligt ned, og lader mig kaste et net af struktur over mængden af dem, så jeg bagefter kan lade de indfangne ord glide ud gennem fingrene i den rette rytme, den rigtige mængde, den forløsende virkelighed.
På den måde går dagens første minutter - alle fem - eller var det ti - eller... ?
Livet er dejligt - så husk at leve det.
tirsdag den 22. maj 2018
Jeg holder af........
.........hverdagen.
Allermest holder jeg af hverdagen - med alle dens gentagelser, uendeligheder, og dræbende ulideligheder. Med alle dens tåbeligheder og vidunderligheder - alle de sjove, onde, hæslige, smukke øjeblikke. Og hele det væld af dufte og smage, kærlige og behagesyge, krøllede og forlangende, grå og farvestrålende, eksistenser, der vælter rundt i den.
Så Jo, jeg holder af hverdagen.
Og Ja, kære læser, det er en slags citat fra Dan Turell's digt om nøjagtig det samme, der på den måde indleder denne dags blog - et indlæg, der har været hele ti hverdage undervejs, inden det endelig fandt hvile i min trætte hjerne.
Jeg har nemlig været blokeret i min ellers flydende skrivelyst - buret inde, af en tekst jeg ikke kunne finde ud af - en tekst, der tiltalte mig på så mange forskellige måder, men som jeg var bange for at citere fra, fordi jeg følte den ville kunne sende nogle forkerte signaler.
Teksten der har blokeret mig, er Tove Ditlevsens - og stammer fra et af hendes mange indlæg i en formiddagsavis for mange år siden. Hun skrev den, som en kommentar til et mislykket selvmordsforsøg, hun nogle få uger forinden havde gået igennem. Og trods sin dystre baggrund, er den efter min mening i allerhøjeste grad værd at læse - og værd at tænke over.
Så her, kære læser - får du så ikke som vanligt mine egne mærkværdige tanker om livet, universet, og alt det der - men istedet for Tove Ditlevsens klumme fra oktober nittenhundredefireoghalvfjerds:
----------------------------------------
Den Uendelige Lykke Ved Aldrig Mere At Skulle Se Noget Menneske I Verden.
Rask som fuglen frisk sprang jeg så ud på Boulevarden den eftermiddag, da jeg gjorde alting for sidste gang, hvad der i sig selv er vidunderligt, når man nu er så forfærdelig træt. Skyerne havde lagt sig til at sove på fliserne, fordi jeg ikke havde brug for dem. Jeg kunne ikke have al deres flyden sammen og evige foranderlighed, færdig med dem.
Det regnede fra en stærkt blå himmel, og alle mennesker opløstes og forsvandt, idet jeg gik forbi dem. De fik den blideste død uden at mærke det mindste, akkurat som de to hundrede uoverkommelige ulykker i min vindueskarm, jeg lige havde revet i stykker. Og som den sidste jeg talte med, mens jeg endnu befandt mig inde i mig selv, et opholdssted jeg aldrig har brudt mig om. Det var en dame fra Journalistforbundets avisudklipsbureau. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skyldte dem 700 kr., hvad jeg naturligvis var ligeglad med, men jeg var fornuftig nok til at opsige mit abonnement.
Så tog det hele fart som til lyde af pauker og trommer, og alt mens jeg for at lede forfølgerne på vildspor styrtede fra den ene taxa til den anden med min sammenrullede sovepose og de nødvendige remedier i en gammel grim taske, slog jeg alle mennesker i hele verden ihjel. Lige fra Kejseren i Kina, så sorrigfuld, til den onde og ulykkelige Ulrike Meinhof for slet ikke at tale om Bent Bertramsen og dem oppe i regeringen og manden på gulvet og akademikerne og arbejderne og rødstrømperne, og dem jeg kunne lide og dem jeg ikke kunne lide, de onde og de gode, og dem, der ikke skulle græde for min skyld.
Jeg blev ganske forpustet og kom hele tiden til at le, fordi jeg blev mere og mere lykkelig og måtte se helt fjollet ud med det enorme hoved, der dinglede på sin stilk af en krop, og så kom turen til alle ordene, der fløj utålmodigt ud af munden, ørerne og næseborene, og som jeg nu også bare skulle af med een gang for alle, men så længe nogen hørte dem, måtte de naturligvis sorteres, så kun små og almindelige kunne siges højt og tydeligt, resten måtte slippes løs på een gang når jeg nåede mit bestemmelsessted.
Alle de stive opretstående tanker, der så længe havde været overanstrengte af planlægning og tilrettelæggelsen, brød sammen af sig selv, det behøvede jeg ikke at tage mig af. Vinden tog dem med sig, idet den med en sjov lille fløjten susede ind gennem det ene øre og ud ad det andet, der var ordentlig gennemtræk, og færdig med sådan et hvirvelvindsliv, når det nu er blevet sådan, at man overhovedet ikke kan finde ud af noget som helst mere og kun kender folk, der er ulykkelige eller folk, der drikker, hvad der jo kommer ud på et. Og heldigvis var den sidste taxa-Frederik stum som en dør og så ud som en, der er bange for spøgelser mens jeg fik fumlet sedlerne frem.
Jeg gav mig selv et kvarters hvile, før jeg tog fat på det sidste stykke arbejde jeg skulle udføre. Hvilken umådelig fred og stilhed på denne våde plet i skovbunden! Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Det regnede stærkere og den strålende københavnske himmel var fulgt med mig, og lige før intet nogen sinde mere ville forandre sig - nu lå jeg oven på soveposen - rev de allersidste ord sig løs fra min bevidsthed til noget der lignede de trætte og sprukne toner fra en lirekasse:
Højt på kransekagens top
står prinsesse Klare,
Røde støvler har hun på.
Himlen hende bevare.
Røde støvler, en hat med fjer.
de sødeste pusselanker.
men i det skønne sukkerbryst
en bitter mandel banker.
Oh, en grusom konditorsvend
forbitret hendes lykke.
Dog må hun holde sig stiv og strunk,
for hun har ståltråd i ryggen.
Himlen bevare prinsessens liv
og skærme hendes vandel.
Den kan sagtens der har i sit bryst
en ganske almindelig mandel.
(Louis Levy.)
-------------------------------------------
En længere omgang, du her blev udsat for, kære læser. Men nu ved du så - håber jeg - noget mere om, hvorfor jeg tager Én Dag Ad Gangen.
Og gør det i Sindsro.
Etiketter:
En dag ad gangen
lørdag den 12. maj 2018
Der må Revses.....
Pludselig er tankerne om, hvorvidt min Højere Magt er en Gud eller bare et styrende princip - eller for den sags skyld et Flyvende Spaghettimonster - ved at drive mig til vanvid.
Og det, at sidde til møder i Fællesskabet og blive præsenteret for det, der for mig virker som en fralæggelse af eget ansvar, bliver et irritationsmoment af allerhøjeste karat.
Jeg kan ikke, på nogen måde, se min Højere Magt som en person - en mand, med skæg og milde øjne, og være overbevist om at han nok skal klare det, jeg ikke selv kan, hvis bare jeg lægger det hele over til ham. Det er der mange andre der har gjort gennem tiden, uden af den grund at blive hverken lykkeligere, raskere, eller bedre mennesker.
At den fællesskabsverden vi lever i så samtidig skelner mellem Os, der på grund af vores sygdom lægger al mulig ansvar overtil denne Gud og forventer at samme person skal tage vare på os - og på de mennesker, der i højere grad end jeg og mine medalkoholikere ville have brug for vedkommendes hjælp og støtte, men som sulter, pines, og dør uden nogen særskilt grund dagligt over hele kloden - dét piner mig.
Hvilken ret har de åh, så glødende troende, til at forlange en påstået almægtig Skabers totale opmærksomhed, når de samme mennesker samtidig intet gør for at hjælpe deres egne medskabninger ?
Hvilken ret har de til at forvente at alle med samme sygdom, skal ende med at "tro" på den Gud, de tilbeder, for at kunne undgå at samme sygdom bryder ud igen ?
Og den der med - Hans Veje er Uransalige - gider I ikke godt stoppe den op, hvor solen ikke skinner, og hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær ? Den er i allerhøjeste grad den dårligste undskyldning for ikke at at tage sit eget ansvar alvorligt, og erkende at ting kan gå både godt og galt.
Hvis jeg skal kunne erkende mine fejl, mine fejltagelser, og mine dårlige beslutninger, straks jeg har begået dem - så skal der sgu ikke være noget wildcard, der kan fritage mig for al skyld - eller bliver det for nemt for mig bare at kunne henholde mig til, at det jo nok var noget, Han havde planlagt uden jeg vidste det, og Hans Veje kan ikke forklares, og det er Hans Vilje at det hele skal være som det er, og, og, og............
Noget eklatant sludder.
Mennesket har brug for noget at tro på, siges det. Noget, der er højere end det selv. Noget, der kan få mennesket ned fra den høje hest, når det først er kravlet derop. For Noget skal jo vide alt, ikke?
Der er kun én, der ved hvad jeg har brug for i forhold til min sygdom. Og det er mig - og Min Højere Magt. For jo, jeg er skam ganske overbevist om at der e r noget der er højere end jeg, og har mere viden end jeg - jeg er bare ikke på nogen måde overbevist om, at samme Højere Magt ved alt, eller har al magt - eller bestemmer hundrede procent over mit liv og dets retninger.
Jeg tror på den frie vilje, og mulighederne for at kunne begå alle de fejl og alle de gode ting, det overhovedet er muligt at komme i nærheden af i hele det her liv, jeg lever lige nu.
Og på mulighederne for at kunne leve et liv - en dag ad gangen - der på så lille en måde som muligt skader mig selv og andre. Et liv, hvor jeg dag for dag kan tage stilling til, om jeg vil fortsætte med at være ædru - fordi det er en beslutning, kun jeg kan tage.
Og ikke fordi det er noget, en fortidig jomfrubefrugter, hvis største bedrift var at hænge sin egen søn op på et kors, synes det kunne være sjovt at lege rundt med.
Der findes så mange tusinde forskellige guder, som vi mennesker tilbeder på den ene eller den anden måde, her i år totusindeogatten - så hvorfor er det kun den DU tror på, der er den rigtige ?
Er der da virkelig så meget Oxford-bevægelse tilbage i Fællesskabet, at det ikke er iorden at have sin egen overbevisning, uden at Programmet hele tiden skal hviske mig i øret at - Uuuh, det er iorden at du tror som du tror, men kun hvis du tror som der står, vil du kunne leve ædru på den rigtige måde........
Vi har hver vores vej ind i ædrueligheden, og min er så åbenbart anderledes når det kommer til den betingelsesløse tro på "Gud (som DU opfatter Ham)". Men ikke destomindre har jeg tænkt mig at forblive ædru også i dag - for det er det eneste, der for alvor har mening for mig.
Suk - ind imellem er det svært at finde Sindsro, når Sindet er fyldt med Uro........
Etiketter:
En dag ad gangen
torsdag den 10. maj 2018
Tanketygger.
Pludselig er jeg vågen.
Ikke fordi der er noget, der har vækket mig - selvom der har været rigeligt af den slags muligheder hele natten, med den der døgnblodtryksmålerdims spændt fast til armen - men bare sådan......... uden videre.
Det ene øjeblik er jeg en del af nattens mangfoldige mærkværdigheder og fabulerende frivoliteter - trykmålinger, forbiflyvende tankestrejf, hylende ulve, tudende vampyrer, klaprende englevinger, og alt det andet, der kan finde på at dalre forbi i løbet af en lang nats drømme og søvn.
Det næste øjeblik er jeg lysvågen, med vidtåbne øjne og en krystalklar bevidsthed - parat til at møde det hele og slet ikke i tvivl om, at søvnen er overstået - slet ikke i tvivl om, at der forude venter en ny dag med alle dens opgaver, udfordringer, løfter, håb, skuffelser, erkendelser, og alt det andet, livet består af.
Lysvågen, med en følelse indvendig, som jeg ikke har mødt på noget tidspunkt, mens jeg var aktiv. Afklaret vidende, at muligheden for at begå fejl i løbet af dagen er reel. Men også vidende, at jeg ikke ønsker at skjule fejlene, hvis de bliver begået.
At jeg af al magt vil forsøge at gøre dem godt igen - med det samme.
Det er faktisk en ret underlig fornemmelse at vågne op med. Den her - Ok, du kommer til at begå fejl idag, så husk lige at sige undskyld og rette dem - Pronto !
Og så samtidig at vågne op med et glad smil på læben, en vidtåben bevidsthed, og en klar glæde over den nystartede dags mange muligheder - det er for mig den bedste opvågnen, der findes. Så gør det ikke noget, at uret kun viser tyve minutter over fem, og at vejrudsigten truer med både lyn og torden i løbet af dagen.
Det er jo bare en del af den natur, jeg selv er født ind i. Den natur, hvis vidunderlige mangfoldigheder omgiver mig dagligt med oplevelser, reflektioner, vidunderlige tableauer, og meget mere. Den natur, jeg var så voldsomt i gang med at fjerne mig selv fra, med det liv jeg levede som aktiv.
Jeg vil aldrig være længere væk fra det liv, end den afstand der er mellem min hånd og den første genstand. Men det gør ikke noget, for jeg ved hvor jeg kan finde hjælp til at rejse mig, hvis jeg skulle snuble og falde.
Og eftersom jeg er et menneske - og ingen helgen - så vil der ganske naturligt være muligheder i massevis for at kunne snuble, og dratte direkte ned i åbningen på den nærmeste flaske. En mulighed, kun den daglige eftertanke og det, i Sindsro at kunne acceptere de ting jeg ikke kan ændre, kan gøre noget ved.
Det kræver mod, det ved jeg godt. Et Mod, jeg har været igang med at finde frem til gennem lang tid, men som intet er værd, hvis ikke det bruges på basis af den Visdom, der ligger i at kunne kende forskel på det, der kan ændres og det, der ikke kan...........
Tankefuldt rejser jeg mig fra sengen, og trækker gardinerne fra. Min mave minder mig på, at jeg er morgensulten, og trangen til en god kop morgenthe blander sig med den let rumlende besked fra den desværre stadig lidt for store vom.
Så mens morgenlyset breder sig i mit langelandske paradis, vader jeg tanketyggende afsted ind i dagen. Bare sådan - et skridt ad gangen - et øjeblik ad gangen.
Ædru.
lørdag den 5. maj 2018
Livsgrenen.
Tonerne fra Sade's Smooth Operator danser ud fra højtalerne, mens jeg sætter mig bedre på plads på min pind foran skærmen, og nyder livet, kaffen, morgenen, og alt det der.
Pludselig er der en vippende gren - udenfor, mellem buskene - der fanger mit blik.
Få øjeblikke før har der sikkert siddet en fugl på den - en fugl, jeg ikke havde bemærket, mens den sad og overvejede sine muligheder, men nu svirper grenen tomt op og ned i en hastigt aftagende bevægelse, som startede, da fuglen valgte at flyve videre.
Busken foran den bevæger dovent sine gulblomstrede grene i den ganske svage morgenluftning, og græsstråenes topspidser på den saftigtgrønne plæne sitrer nærmest usynligt, mens små hvide blomster begynder at overveje morgenudfoldning af kronbladene og inddrikning af den spæde sols første stråler.
Mit Langeland er begyndt at vågne, mens jeg sidder her og gennemtænker dagens forskellige aktiviteter.
Hvilke melodier vil jeg spille, når eftermiddagens udsendelser skal afvikles ? Hvilke kommentarer skal jeg knytte til de begivenheder, jeg vælger at omtale ? Hvad skal jeg lave, indtil jeg bryder op hjemmefra og bevæger mig ud i den milde, dejlige morgenluft ?
Tankerne er mange, mens jeg sidder her på min egen småvippende livsgren, og føler mig fuldt og helt levende. Tanker om det væld af indtryk, der møder mit øje hver morgen på den anden side af vinduesglasset - om det væld af begivenheder, der dagligt kan forsøge at vælte mig af grenen - om de mennesker, der krydser min vej, og de nye oplevelser livet kan have parat til mig.
Nogle af tankerne er hvileløse, men mange af dem - efterhånden heldigvis de fleste - er roligt påvirket af den Sindsro, jeg dagligt vælger at finde frem til. Det gør dem konstruktive, tankerne, og hjælper med til at stabilisere min livsgren, så et pludseligt flaskeklirrende vindstød ikke kaster mig af og efterlader den svirpende tom.
Gennem hullerne i grenenes snart tætte væld af blade kan jeg se ned til søen i den mose, der er på den anden side. Se de roligt flydende store fugle, der har valgt at opholde sig på overfladen af mosevandet her til morgen, og nyde de hvide glimt, jeg får af deres fjerpragt, når de ganske kort bliver synlige mellem grenene..
Hvad det er for fugle ved jeg ikke - og det er også fuldstændigt underordnet, og uden indflydelse på det liv, jeg er igang med at kaste mig ud i i dag. Men de er en lise for øjnene, lige som resten af den natur, der udfolder sig hele tiden foran mit morgenkiggende jeg.
Og de er medvirkende til, at jeg også her til morgen genfinder den Sindsro, jeg taknemligt faldt i søvn i, da gårsdagens aktiviteter var overståede. Medvirkende til, at jeg endnu en dag får Mod på det ædru liv, jeg har levet i de sidste ethundredeogfem uger.
Og Visdom til at vide hvordan.
Abonner på:
Opslag (Atom)