Al begyndelse....

Det er en underlig fornemmelse, at sidde her og kigge morgentomt på skærmen, mens tankerne bare farer forvirrede afsted. At føle, hvordan hverdagen udenfor mit jeg nærmest virker som øllebrød - træg og tyktflydende, men dog varm og brun, med klumper og sukkerrørt æggesnaps ovenpå.

Men det er det, der sker indeni mig lige her - lige nu.

Ganske uventet opdager jeg også, at jeg er nødt til at bruge tid på at finde ud af, hvilken ugedag jeg nu lige er stået op til. Og på at genhuske, hvad det nu lige er, jeg har sat mig for at gøre, inden jeg for alvor starter på den dag, jeg så åbenbart heller ikke lige kan huske datoen på.

Det' din alder, kan jeg høre nogle af jer mumle i skægget - eller for kvindernes vedkommende inde bag de smukt svungne læbers kysfristende lækkerhed. Du bliver indhentet af det, der rammer os alle, hvisker andre frydefuldt skadefro i mine efterhånden ret svagt opfattende ører.

Og når jeg så forsøger at fæstne blikket på det, jeg så ufatteligt gerne vil kigge på - er det ude af focus og gemt i en svagt dirrende tåge. Hvor jeg samtidig kun kan se - ingenting........

Indtil jeg blinker, ryster på hovedet, og bruger en pegefinger til at rense mine ører for nattefrembragt voks, mens jeg bagefter gnidende mine øjne gabende bander over hvor lang tid det tager at vågne efter den første kop kaffe.

Og pludselig kan jeg føle, hvordan mit jeg bryder gennem grænsen mellem søvn og vågen - hastigt rystende nattens ubevægelighed og drømmenes uvirkeligheder af sig, som en hund ryster vandet af sig efter en lang svømmetur.

Jeg rejser hovedet, kigger ud af vinduet, nydende de sidste rester af natteforvirrethed, mens tankemylderet sagte sætter farten sindsroligt ned, og lader mig kaste et net af struktur over mængden af dem, så jeg bagefter kan lade de indfangne ord glide ud gennem fingrene i den rette rytme, den rigtige mængde, den forløsende virkelighed.

På den måde går dagens første minutter - alle fem - eller var det ti - eller... ?

Livet er dejligt - så husk at leve det.