Andre Sider af mig

søndag den 31. december 2017

Så var den der igen.......


...... som manden sagde, da hønen fløj forbi ham for fireogtyvende gang.

Men det var den altså. Den der uforklarbare hændelse, passerende prop, midlertidige iltsvindssituation, der tidligere har fået mig til at danse eftertænksomt med mine tanker herinde.

Ud af det blå kom den - synet væltede, mens verden trak sig tilbage i det ene øje og udvidede sig uendeligt i det andet. Og svimmelheden dansede fandango med lysten til at vælte om på gulvet, og male interessante mønstre med mit maveindhold.

Genkendelsen er skræmmende. Det, at vide på forhånd hvordan sådan en prop skaber problemer, og hvordan det føles hvornår, indeholder en isnende erkendelse af, at det måske denne gang bliver til noget mere, end noget "passerende".

At den måske skaber vedvarende problemer - vedvarende ændringer i det, at være mig. Måske endda afslutter det hele.

Dybt skræmmende, og noget jeg ikke vil ønske for noget menneske.

Men ikke desto mindre er jeg ikke den eneste, der er blevet ramt af denne type prop. Ej heller den første, der desperat har ringet efter lægen fordi angsten slog sine sylespidse kløer fast.

Og desværre er jeg heller ikke den første, der har oplevet at få at vide, at "Der er så lang ventetid, at du hellere må sørge for at finde en der kan køre dig ind til vagtlægen."

Eller at "Der er lige nu mere end to en halv times ventetid på alle de tre nærmeste vagtlægesteder, når du kommer frem.".............

Jeg er heller ikke den eneste, der har måttet opleve at der ingen læge var tilstede på den lokale Akutklinik - 25 kilometer væk - fordi denne samtidig med at passe klinikken skal dække hele Djursland som udkørende akutlæge.

Og indtil vi som samfund fatter, at vi har penge nok til at sørge for læger nok til at tage sig af pludselig opstået sygdom, er jeg heller ikke den eneste, der må acceptere at tage hjem igen, med beskeden "Ring 112, hvis det bliver værre. Lige nu er der ikke plads til at tage dig ind akut."

Men til den tid, kan det være, at jeg heller ikke var den eneste, der ikke overlevede.

Så indtil da, du gamle mand med det lange hvide skæg, der bor i Langtvækistan - kunne du så være så venlig at Give mig Sindsro, til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, hjælpe mig med Mod til at ændre det jeg kan, og give mig Visdom, til at kende forskellen.

Bare sådan - fireogtyve timer ad gangen.

torsdag den 28. december 2017

Én dag mere......


...... hvor trætheden har slået en voldsom klo i mig.

Hele kroppen føles brugt, slidt, ugidelig, som havde jeg gennemført 8 omgange i en boksering - uden modstander, for det er jeg godt nok alt for træt til. Og det eneste jeg har gjort, er det samme som jeg gør hver evig eneste dag, når tiden er så vidt.

Sovet.

Ind i mellem kan det der søvnværk godt nok være en overvurderet oplevelse. Især, når den netop overståede dag overhovedet ikke har budt på noget andet end det, at vente på sengetid. Og den slags dage har der været nogle stykker af på det seneste, synes jeg.

Dage, hvor jeg allerede fra det øjeblik jeg slog øjnene op vidste, at jeg ikke skulle lave noget som helst. Hele dagen. Uden afbrydelser. Helt alene.

Bare kigge lige ud i luften, og eksistere. Ingen større tankevirksomhed. Ingen kreative madplaner, allerhøjst et stykke med bart. Ingen rengøring - opvask - tøjvask - eller noget af alt det der, der normalt hele tiden er nok af, og som ville kunne fylde tiden mellem opvågnen og indsovning.

Og heller ingen lyst til noget som helst.

Her er det, at jeg nok lige bliver nødt til at stoppe dig, kære læser, inden du kaster dig ud i at remse alle de ting op, jeg med største naturlighed kunne have fyldt sådanne dage ud med. For tro mig, jeg kender dem allesammen, og ville på en god dag også have indtil mange gange lyst, til at kaste mig ud i dem.

Bare ikke på dage, som i dag.

Og så er vi tilbage ved trætheden, ulysten - kært barn mange navne. Dovenskab er dog ikke et af disse navne, for hvis det bare var dovenskab, der stod som en uoverstigelig klods foran mig på sådanne dage, så var der noget at gøre ved situationen.

Nemlig bare se at komme igang.

Men - trætheden, der fylder mine muskler, lammer min tankevirksomhed, og slører min opfattelsesevne, har intet med dovenskab at gøre. Det samme gør sig gældende for den ulyst, jeg allerede på vej ud af sengen følte fylde mit sind. For jeg ved, at såfremt jeg forsøger at bekæmpe den, vil trætheden fylde endnu mere i min krop.

Både mentalt og fysisk.

Hvilket jeg egentlig ikke føler, jeg har brug for - sådan, lige her og lige nu. Til gengæld tror jeg, at jeg har brug for at lade netop samme træthed få lov til at rase ud. Få lov til, at fylde min krop til bristepunktet, og så forhåbentlig forsvinde igen, uden at efterlade sig spor.

Og mest af alt - uden at sætte fælder op for den ædruelighed jeg dagligt holder mig for øje, og uden at gøre skade på hverken krop eller sjæl.

Så må jeg finde Sindsro, til at acceptere de ting, den eventuelt efterlader sig, hvis jeg da ikke kan ændre dem.

Jeg skal bare lige finde kræfterne til det.

Èn dag ad gangen.......

Ét trin ad gangen........

søndag den 24. december 2017

Rigtig glædelig grøngråand.


Der er mange forskellige måder at spise julemiddag på, og de fleste af os har vel især én, der er den foretrukne topfavorit. Og den skal helst indeholde de samme ting, år efter år, for at juleaften er rigtigt startet.

Sådan har jeg det også. Ja altså, jeg må hellere rette det til - sådan h a v d e jeg det også, igennem det meste af mit liv. Nøjagtigt samme type kød, og nøjagtigt samme type tilbehør. Og helst masser af det - naturligvis med litervis af god, velsmagende, fed sovs som underlægning.

Det er kun smådetaljer, der gennem tiden er blevet ændret i m i n juleaftens middag - jeg prøvede for eksempel i nogle år at lave medisterpølse som tilbehør til den hæderkronede and og flæskesteg, der blev sat over allerede lidt før middag, hvor pølsefætteren så blev lagt i bunden af bradepanden sammen med indmaden fra anden og de  resterende svedsker og æblestykker. Så kunne fedtet fra pipdyret og grisebassen dryppe ned over pøllen, og give ekstra smag til den.

Og det smagte herrevidunderligt. Men eftersom der år efter år i forvejen var kød nok i ovnen til at fodre en hel hær, og jeg alligevel var den eneste, der spiste af medisteren - så smuttede den i årenes løb igen.

I år har jeg så prøvet noget helt nyt.

Ingen vraltende andefætter, med fedtkrøs og kæmpelår - og ingen flæskesteg med saltsprød svær. Men en beskeden lille fyr, der i naturen ikke gør så meget væsen ud af sig selv, så det gør noget.

En gråand.

Købt for måneder siden, og omhyggeligt stuvet af vejen i fryseren, med henblik på salig fortæring på denne, nu snart overståede, juleaften.

Renset for resterende fjer - der var nok til en hovedpude eller to - og omhyggeligt pillet indvendigt, så der ikke resterede noget indmad eller lunge tilbage, der kunne ødelægge det endelige resultat. Og så grydestegt efter alle kunstens regler, med urter og krydderier, og sat til at simre mør på laveste blus i en lille times tid.

Imellemtiden fik jeg så lavet tilbehøret, der i dagens anledning ikke indeholdt den ellers sædvanlige rødkål, men udelukkende brune kartofler, efter min egen hemmelige opskrift. Og dén vogter jeg godt og grundigt over  - altså lige indtil du spørger mig, så vil jeg da gerne dele den med dig.

De smagte godt, de gutens brunede kartofler. Og endte så samtidig med at blive det eneste, ud over en usædvanligt velsmagende sovs, jeg fik til juleaftensmad.

Det viste sig nemlig, at fætter gråand nok ikke lige var blevet skudt i flugten over Furesøens rynkede vande - eller hvor man nu skyder sådan nogle henne - men nok nærmere var drattet selvdød ned af den gren, den havde sat sig på i slutningen af sit lange, og sikkert utroligt indholdsrige liv.

Så det blev kun til én bid af den bette grå, inden jeg med hæse forbandelser spyttede det et hundrede procent utyggelige kødstykke ud igen, og svor at være vegetar for en aften - sådan en slags Julevegetartar.

Men så har jeg da prøvet det med - og mæt, det blev jeg alligevel, der var nemlig nok af brunede kartofler og sovs.

Glædelig Jul, allesammen - jeg snupper lige de næste fireogtyve timer ganske almindeligt ædru, og med mod på det hele.

lørdag den 23. december 2017

Betingelsesløs.


Her til morgen fløj en af de der tanker, der kan komme når jeg alligevel ikke har andet at lave, lige forbi min opmærksomhed. Den så interessant ud, da den blødt og skinnende flagrede forbi, og havde samtidig noget udefinerbart spændende over sig - så jeg skyndte mig at slå en klo i den, inden den forsvandt igen, for at kunne studere den nærmere.

Og da jeg så holdt den tæt til mig, for bedre at kunne se, hvad den indeholdt, begyndte den at hviske indtrængende til mig.

Den hviskede: Kærlighed er betingelsesløs....

Irriteret over at få det at vide, som alle jo alligevel ved er en fortærsket floskel, og alligevel tager for givet - og så endda leveret som var det en Universel Sandhed - vrissede jeg til den lille, varmt skinnende tanke, at den så sandelig burde skamme sig over at fortælle mig noget så ualmindeligt almindeligt, når jeg nu havde forventet mindst ét jordrystende og skæbneændrende udsagn leveret til min juletrætte opmærksomhed.

Latterklukkende hviskende den igen til mig: Kærlighed e r betingelsesløs....

Undrende kiggede jeg på den, mens de trætte tandhjul i min juleoverbebyrdede hjerne knirkende begyndte  at dreje rundt, og spurgte hvad den dog mente. Det var jo det samme den sagde igen, og ingen forklaring på det oprindelige udsagn ?

Den nu julerødtskinnende lille tanke puttede sig bare tættere ind til mig, og gentog hviskende, men let syngende og i et inciterende tonefald igen og igen:

Betingelsesløs, betingelsesløs, betingelsesløs............

Og mens de nu af den lille tanke frigjorte ord drillende kravlede ind i mine øregange, for at sætte gang i mine trommehinder, begyndte jeg at føle og se hvad det egentlig var, den mente.

Begyndte at se den betingelsesløse kærlighed, der strømmede ind til mig fra de små pipdyr, jeg har valgt at fodre dagligt -  at indse den betingelsesløse kærlighed, jeg har til mine børn og min familie - at høre den betingelsesløse kærlighed, der strømmede ud af alle julesangene, jeg netop havde spillet for lytterne -  og at mærke den betingelsesløse kærlighed, der strømmer mig i møde på alle møder med andre misbrugere.

Og mest af alt begyndte jeg at forstå, at såfremt jeg ikke elsker mig selv - betingelsesløst  - så vil det være svært at kunne elske andre, uden betingelser.

Stille puttede jeg den nu let søvnige tanke ind, hvor den hørte hjemme, og trak mit hjertes fint spundne kærlighedtæppe over den, mens jeg hviskede til den, at den havde ret.

Kærlighed er betingelsesløs


onsdag den 20. december 2017

Alle anonyme henvendelser og anmeldelser.........


............ bedes lagt i skraldespanden, på vej ind.

Et eller andet sted i landet, sidder der en person, der åbenbart savner mig. Endda så meget, at vedkommende føler det er hans/hendes pligt, at holde øje med hvad jeg laver, og så indrapportere det til det jobcenter, jeg som langtidssygemeldt er tilknyttet.

Det er helt i orden.

Især, når det åbenbart er den eneste måde, vedkommende kan få kontakt med mig på, uden direkte at henvende sig til mig. Det må jo åbenbart også være for farligt, at tage direkte kontakt til en misbruger som mig - der er sikkert både risiko for at vedkommende selv bliver misbruger, samt bliver forført til at tro på mine sikkert løgnagtige beskrivelser af det liv, jeg har levet - ja muligvis endda forledt til at tro og stole på de åbenlyst uærlige undskyldninger og forklaringer, jeg kunne finde på at diske op med.

Ironi kan være anvendt........

Suk.

Men det er stadig helt Ok. Vi har jo hver vores vej ud i det lys, der ligger for enden af de problemer og opgaver, livet byder os - og jeg har valgt at tage den åbne og ærlige vej, for på den måde dagligt at kunne undgå tilbagefald, ikke bare til flasken, men også til den person, jeg var dengang.

Og lad mig så lige, for en god ordens skyld, slå nogle enkelte ting fast, i min egen anmeldelse af min ukendte Anonyme Anmelders anmeldelse af mig  :

Kære Anonyme Anmelder.

Frivilligt, ulønnet arbejde på en lokalradiostation er ikke ensbetydende med, at jeg hverken er eller bliver helbredt for de sygdomme, der har plaget mig temmelig længe. Jeg får hverken lavere blodtryk, pludseligt forbedrede tarme, eller kureret min syge lever, af at være studievært.

Knuderne i min galdeblære har heller ikke de store muligheder for at undslippe og fade-away, når jeg sender Live-videoer fra radioudsendelserne.Og min lungevolumen stiger heller ikke mirakuløst, når jeg støtter en kammerat i en for ham familiemæssigt fortvivlet situation, ved at passe hans hus og hund, mens han er til begravelse i udlandet.

Det eneste, der sker når jeg gør det, er at jeg holder min depression nogenlunde i skak, så jeg kan leve det liv, jeg har fået siden den dag, jeg blev mør og gik i behandling.

Så at mene, at jeg, citat: "...laver en masse sort arbejde, samtidig med at han modtager offentlig ydelse fra Syddjurs Kommune." citat slut, er vist i dén grad at skyde lysår ved siden af.

Fred nu være med det.

Og fred også være med, at du, min "ukendte" anonyme anmelder, mener jeg flere gange har skrevet grimt om Jobcenter Syddjurs, samt at jeg har gjort dette for at jeg, efter din, min "ukendte" vens, mening ønsker at jeg, citat: "....nok skal klare den, så han, i Per's ord, slipper for jeres sjove idéer, som eksempelvis kunne være en form for aktivering." citat slut.

Men jeg kan nu godt lide, at min Blog bliver brugt som påstået dokumentation for udsagnene - det betyder jo, at jeg i det mindste har én meget trofast læser, af det jeg deler herinde.

Nemlig dig, min "ukendte" anonyme ven.

Tak for det.

Til sidst - for nu at blive i samme jargon, som dig, min kære "ukendte" anonyme ven, så håber jeg at du vil tage denne anmeldelse af din anmeldelse alvorligt, og vil tjekke op på den, gerne ved at komme på besøg, så vi sammen kan tage en snak om, hvad det er der piner dig så meget.

Jeg er klar - og skal nok sørge for at kaffen.... nå nej, theen...... er klar også.

Kærlig hilsen - og en Glædelig Jul til dig,

fra

Din ædru, og ikke anonyme alkoholiker

Per

p.s. ......................................jeg snupper lige de næste 24 timer sammen med dig.

søndag den 17. december 2017

Automatisk tilgivelse........


....... findes ikke.

Det er meget nemt, at falde i en helt bestemt fælde, når man har valgt at gå i behandling og blive ædru. En fælde, hvor man ubevidst tror, at der findes automatisk tilgivelse for de ting, man har begået i sin aktive periode.

Og da især, når det er familien, der er involveret.

Men tro mig, der findes ingen automatik i tilgivelse - ingen forventede efterbevillinger eller klippefaste "Uanset hvad du har gjort, så tilgiver jeg dig, for vi er jo familie"-øjeblikke, når det kommer til alt det, der er sket i mit liv.

For ingen - heller ikke familien -  er istand til at påstå, at de kender mig helt ind til benet, og de derfor vil kunne tilgive de nogle gange horrible ting, jeg har enten været involveret i eller begået selv, gennem det liv, der har været overfyldt med sprut og dårlige beslutninger.

Første gang, jeg gik i behandling, havde jeg en nærmest klippefast tro på, at bare jeg nu erkendte det, jeg havde begået i mit liv, overfor den familie, der nærmest måbende stod på sidelinien og ikke anede hvad det var der skete - så ville alt blive godt, og jeg ville kunne undgå at falde i igen.

Men der skal arbejdes for det. Arbejdes på, at give slip og lade familien finde sine egne ben i den sygdom, de jo også har været påvirket af gennem alle årene, og som har sat sine spor i deres hverdag og liv.

Og arbejdes på, at kunne acceptere det, såfremt de ikke har lyst til at give slip på deres indstilling overfor mig. En indstilling, jeg har været for tilbageholdende med at tage fat i - både i årene efter min første behandling, og i tiden siden jeg kom hjem fra min anden.

Af frygt for at miste dem fuldstændigt.

Håbet og ønsket om den "Automatiske Tilgivelse" har været så indgroet i mig, at jeg ikke har gjort andet, end lade dem vide at jeg var blevet ædru. Og det er jo så langt fra noget, der kan bruges til noget som helst.

Men hvordan skulle jeg da også kunne tro, at jeg bare kan komme brasende ind i familiens liv igen, og forvente de hver for sig skal kunne kaste deres opfattelse af hvem, og hvad, jeg er, bort ? Jeg har jo selv været primus motor i cementeringen af den, så jeg havde noget at drikke videre på.

Og med de begivenheder, familien har enten været udsat for, eller blevet præsenteret for på tredie hånd, er der ret meget at tage fat på - for både dem, og mig. Og uanset mit eget ønske og håb om, samt vilje til, at tage fat på det alt sammen - én ting ad gangen - er der jo ingen garanti for, at de, hverken som familie eller enkeltvis, har lyst til at tage fat i noget, der kunne risikere at gøre dem selv ondt.

Ikke alle erkendelser er lige nemme at sluge - især ikke når det er familiens helt egen private alkoholiske sorte får, der peger på sine egne.

Havde mit liv været en kopi af en amerikansk julefilm, så ville jeg måske kunne forvente at blive forenet med familien - sådan, kort tid før rulleteksterne - i en scene, hvor kameraet ville zoome langsomt ud fra den glædestårefyldte situation, hvor familien én for én har haft banket på den frønnede dør, for at komme ind og sige de havde savnet mig og at jeg var tilgivet, mens sneen dalede sagte ned, og sprøde klokketoner ringede julen ind.

Men mit liv er virkelighed. Og i virkeligheden kræver muligheden for tilgivelse hårdt arbejde, uden der dog af den grund er garanti for resultat. Samt muligheden for, at familien aldrig hverken opdager eller accepterer det menneske, jeg gør alt for at hive frem gennem alt fortidigt lort, og bygge op på ny.

Helt fra bunden.

Sådan er det kort, jeg trak da jeg blev ædru. Da jeg opdagede, at der neden under det hele fandtes en person, jeg ikke kendte, men som jeg ufatteligt gerne ville have lov til at lære at kende, og lære at leve sammen med.

Forhåbentlig kan jeg så undervejs tilgive mig selv - bare fireogtyve timer ad gangen.

onsdag den 13. december 2017

Og hvad har DU så at skjule ?


Kender I fornemmelsen af, at blive overvåget ? Følelsen af øjne, der følger hvert et skridt - mumlende stemmer, der sagte diskuterer dine handlinger. Den krybende vished om, at uanset hvad du gør, så holdes der styr på dig.

Den fornemmelse har jeg i øjeblikket.

Jeg er nemlig blevet indkaldt til en samtale - tidligere kaldte man den slags for "kammeratlige" - hvor mine økonomiske forhold skal gennemgåes med en tættekam, og hvor jeg skal forsvare hver enkelt ind- og udpostering på min bankkonto.

Hvorfor nu det, kan jeg høre dig spørge ?

Fordi der er blevet indgivet en anonym anmeldelse mod mig, hvor det påståes at jeg har haft indtægt udover almisserne fra det offentlige - undskyld, jeg mener naturligvis ud over min resourseforløbsydelse.

En anmeldelse, foretaget af en borger, der i sin forargelse over et eller andet har valgt ikke at ville stå frem, og beskylde mig ansigt til ansigt.

Fred være med det. Uanset hvem det er, må vedkommende have et eller andet udestående med mig, som han/hun ikke tør forsøge at få afklaret - og så bruges den slags anonyme vederstyggeligheder som våben i stedet.

Jeg kan nu sagtens overskue at skulle forholde mig til det, når jeg skal møde til omtalte samtale. Det er nemlig ganske nemt at gøre, når man har en ren samvittighed.

Men jeg er spændt på at høre, hvor jeg skulle have været ansat, og hvor meget jeg skulle have tjent. For så vil jeg da straks henvende mig til den berørte arbejdsgiver, og høfligt forespørge om muligheden for at få pengene overført til min konto.

Hvorefter jeg fluks vil søge læge, for der må da være noget alvorligt galt med mig, når jeg ikke kan huske at have arbejdet og tjent penge i det snart forgangne år.

Suk.

Det er nu ikke anmeldelsen, der irriterer mig mest. Det er den pludselige fornemmelse af, at være overvåget og være genstand for hemmelige undersøgelser, fra det samfund, der skulle være til for mig, mens jeg er syg - ikke imod mig.

Så jeg forventer, at blive mødt med udskrifter fra min Facebook, citater fra Blog'en, og lydbidder fra mine udsendelser, af en samfundsansat undersøger med brillerne nede på næsetippen, og mistænksomheden osende ud af porerne, når jeg med skælvende hænder og sort samvittighed lysende ud af øjnene, lægger mine bankudskrifter - udspecificerede fra 1.Januar 2017, tak - på bordet foran vedkommende.

Det eneste, der mangler for at gøre billedet perfekt, er hvis undersøgeren også har opkaldslister fra mit mobilselskab - røde understregninger ved mistænkelige opkald - og videoovervågninger fra mine besøg ved venner.

Men så langt er samfundet da ikke røget af sporet endnu, er det ?

Under alle omstændigheder agter jeg at - med alle mig mulige lovlige midler - bevise at der intet er at komme efter, samtidig med at jeg forlanger at få udleveret navnet på anmelderen.

Og ja, du må godt spørge, hvorfor jeg dog vil have navnet på vedkommende, der åbenbart har et horn i siden på mig, når jeg tidligere i dagens blog har givet udtryk for at jeg er ligeglad. Jeg kan jo bare lade vedkommende hænge med al sin indestængte had, og så lade det æde ham/hende op.

Og så ryste det af mig, som jeg har rystet så meget andet af den slags uberettigede angreb af mig -  fordi jeg ved, at der intet er at komme efter.

Men jeg er ved at have fået nok.

Jeg har egentlig ikke lyst til bare vende ryggen til og tage slagene - igen. Jeg har mest af alt lyst til at tage direkte fra mødet og ned på den lokale politistation, så jeg kan foretage anmeldelse af vedkommende for falske anmeldelser - det er jo ikke første gang - og for forsøg på at sværte mig til i offentlighedens øjne.

Samt hvad der nu ellers måtte være mulighed for, at foretage anmeldelse af vedkommende for.

Jeg har nemlig også tænder, og kan godt bide fra mig, hvis det er nødvendigt.

Grrrr.......

Problemet er bare, at det ikke vil løse noget som helst. Og kun vil grave grøfterne dybere mellem vedkommende og mig, istedet for at løse tingene op, så vi begge kan fortsætte vores liv fredeligt.

Uden slagsmål.

Her er det så, at jeg vist lige er nødt til at bruge Sindsro'en til at finde mit åndedræt igen, og tørre vredessavlet af mundvigene mens jeg lige hakker hælene dybt i jorden, og minder mig selv om, at  vrede kun viser afmagt.

Tilgivelse er så meget bedre.

Bare én dag ad gangen.

lørdag den 9. december 2017

Både godt og skidt.


Underligt, som livet har det med at trække de ting frem, jeg har brug for - netop som jeg har glemt at de eksisterede. Pludseligt ser jeg, at det jeg har allermest brug for lige her og nu, er at kunne følge det, der sker indeni mig uden at tvivle på mig selv.

At kunne sidde og stortude foran fjernsynet, fordi jeg har tilladt mit indre at dukke frem fra glemselen - at opdage at livet som enlig ikke er det værste der er, fordi jeg opdager andre menneskers glæde ved hinanden - og at opleve, at jeg stadig kan more mig til en fest, uden at skulle skåle hvert andet sekund.

Alt sammen noget, jeg ville have forsvoret før i tiden.  Men ikke desto mindre, så dukker det hele frem, og lader mig opdage, hvor dejligt livet kan være.

Jeg var nemlig til julefrokost i går -  på den ene af de radiostationer, jeg med mellemrum sender for.  Og jeg tog afsted til festen, uden at have indvendige bekymringer over drikkevarer, fuldskab, eller muligheden for tilbagefald. Hvilket var lidt af en ny fornemmelse for mig.

Det samme var det, at sidde midt i flokken af glade mennesker, der hyggede, skålede, fortalte vittigheder, og spiste god mad, og opdage at det faktisk ragede mig en høstblomst, hvad de andre drak til maden.

De havde nemlig en god fest, og det samme havde jeg.

Til gengæld er de følelser af tilbageholdenhed, der render rundt inde i mig i øjeblikket, ikke lige min helt store kop the. For pludselig opdager jeg, at jeg på mange områder sådan helt ud af det blå, er begyndt at holde mig tilbage fra, at sige og skrive ærligt hvad jeg tænker og føler.

Dét bryder jeg mig ikke om, for netop den slags adfærd er jeg klar over vil kunne medføre fremtidige tilbagefald, og er samtidig den type adfærd, jeg i min aktive periode samlede på, for at kunne give mig selv mulighed for undskyldninger, jeg kunne drikke på.

Så dét er noget, jeg skal have spekuleret dybt over, og have sat helt på plads igen - adfærden indeholder nemlig alle de afhængighedstyper, jeg under ingen omstændigheder kan tåle at komme i berøring med.

Afhængigheden af andre og andres afhængighed af mig - afhængigheden af mit stof og afhængigheden af mine og andres følelser - for bare at nævne nogle, af de afhængigheder, jeg har så utroligt nemt ved at bruge og misbruge.

Godt, at der findes andre med samme sygdom, jeg kan dele det her med - mennesker, der selv har været i de situationer, og som ikke har noget imod at dele deres tanker om det med mig.

Så det vil jeg gøre - dele de her tanker og de følelser med gode AA-venner, for på den måde at få dem sat hen, hvor de hører hjemme.

Og så lade dem være der, firetyve timer ad gangen.

torsdag den 7. december 2017

You want it darker.....


Der findes mange måder at eksistere på, når man nu sådan som jeg render rundt og er mørk og moody med regelmæssige mellemrum. Og ligeså mange måder at sætte mig selv i relief på, så jeg kan blive klar over hvordan jeg egentlig har det.

En af de måder opstod i går aftes, hvor jeg ud af det blå havde fået gratis mulighed for at tage til en koncert af den type, jeg normalt ville give min højre arm for at kunne deltage i.  En hyldestkoncert for Leonard Cohen, med vidunderlige sang- og musikstjerner fra den danske scene.

At det så samtidig var min første tilbagevenden til koncertlivet efter min behandling, og min første indtræden blandt 3MØ'ere - Mennesker Med Masser af Øl - satte det hele i kraftig relief til den måde, jeg plejede at opleve den slags på før i tiden.

Dengang ville en sådan koncert ret hurtigt være en eufori af følelser, skabt af et umådeholdent indtag af øl i stride strømme, og med udsigt til senere skænderier samt et muligt black-out.

Nu var det bare renlivet nydelse.

At stå - for det var ståpladser, jeg havde fået - blandt masser af andre modne mennesker, hvis eneste ønske var at nyde fortolkningerne af Cohens tekster og musik, og så samtidig kunne være glad og lykkelig uden nogen anden stimulans, end den der strømmede ud af højtalerne , var en meget kraftig, nærmest spirituel oplevelse for mig.

Og mens jeg så stod der og saligt svajede til musikken, blev oplevelsen ekstra forstærket af en følelse af fredfyldt glæde, der lige så stille strømmede gennem hele min krop. En følelse, der fortalte mig, at jeg lever, jeg eksisterer, jeg nyder, glædes, forundres.

Og noget, jeg aldrig ville have oplevet, hvis ikke jeg var blevet mør den dag i april sidste år, og havde erkendt min egen magtesløshed. For så ville jeg have drukket mig selv ihjel, og skabt endnu mere ulykke og sorg, end jeg havde i forvejen.

Pludselig vidste jeg, hvordan det er at leve,  Hvordan det er, at eksistere i en verden, fyldt med modsigelser og kontraster - en verden, hvor enlighed ikke behøver være synonymt med ensomhed, og hvor ensomhed trods sit mørke ydre, godt kan indeholde varme og tilhørighed.

Så da afslutningsnummeret - det, der kom før de tre absolut sidste numre - flød ud over os alle sammen i Pavillonen i Grenå, var det med dyb taknemlighed, jeg sang med og lod glæden over livet runge ud i universet.

Et liv, jeg elsker at leve - én dag, ad gangen.

mandag den 4. december 2017

Morgentomme tanker.


Pludselig rammer jeg mod en mur.

Opdager, at ingen sprudlende tanker står parat til at nedfældes - ingen indsigt kræver at blive delt. Og de eneste billeder, mine øjne ser ud til at være istand til at fokusere på, er to frysende fugle, der skændes om krummerne på mit havebord,

Alt andet er bare ............. sløvt.

En dræbende gengivelse af dovendyrets langsomme bevægelser, lader til at have indtaget mit legeme. Hver tanke bruger oceaner af tid på at nå frem til de dele af min normalt hastigt arbejdende hjerne, der skal få dem sendt videre til mine fingre, og derigennem op på skærmen.

Rettelserne at det, der så endelig når frem til mit virtuelle papir, står til gengæld i kø, og forlanger at blive taget alvorlige, inden nye tanker kan søsættes på deres vej gennem den træghedens grød, denne morgen åbenbart består af.

Hovedpine, nakkesmerter, morgenkvalme, træthed - og en kønsbestemt viden, der fortæller mig at det jo ikke er på grund af graviditet, at jeg starter dagen med den slags. Samtidig med, at der ganske lumskeligt slåes fast, at selvom løsningen på den ømt smertende hovedsituation er ganske nem - så er der utroligt langt hen til glasset med de hovedpinepiller, min overordnede sygdom tillader at jeg bruger.

I mellemtiden sidder den ene af de to morgenarrige fugle alene tilbage på havebordet, og bøvser med gulligt åbent næb sine frustrationer over tyveriet af den største krumme ud over alt og alle.

Sløvt stirrer jeg på de tomme linier foran mig - håbende på et eller andet mirakel, der kan udfylde dem med tænkværdige sentenser, som kan få sparket mit morgensløvsind i bagdelen, og få mig til at forstå hvad jeg egentlig laver her - foran min skærm, i morgenkåbe, med drillende øjne, smerter, og en lyst til det hele på størrelse med en nedgroet tånegl.

Lilletånegl.

Men intet sker. Hovedet er stadig tomt for tanker, fingrene lige længe om at reagere, og stæren og solsorten skændes stadig om krummerne udenfor. Gud, hvor kan de dog larme...........

Og stavefejlene drysser stille ned i venstre hjørne af skærmen, som ukurante virtuelle snefnug på en morgen med varmegrader. Dér kunne de sikkert stadig have ligget, hvis ikke varmen fra den sol, der lige nu rammer bagsiden af min skærm, havde smeltet dem væk.

Så med Avs i hovedet, lyden af arrige fugle i ørerne, og ikke eksisterende smeltende stavefejlssnefnug dryppende ud af venstre hjørne på min altid taknemlige skærm, tror jeg at jeg vil tage mit trætte væsen og hænge det til vask og tørring under det snart tilkalkede bruserhoved på mit badeværelse.

Det kan vel ikke tage så længe, at vaske trætheden og ugideligheden væk, vel ?

Allerhøjst de næste fireogtyve timer..........

lørdag den 2. december 2017

Scrooge'd


Morgenfrosten har sat spor på græssets grønne overflade, og efterladt sit vistkort på det vand, der siden sommer har fyldt mit minibålsted.  Ubevægeligheden er sat i system, og forsvinder kun langsomt, mens lyset bryder frem.

Det er lørdag, og det er den anden dag i den måned, der før i tiden betød lyskæder, nissedøre, mistelten, granranker, og hyggelige, varme dufte i hverdagen. Det gør den ikke længere.

Nu er det bare en måned som alle andre. En måned, hvor den største forskel fra de andre måneder  er det anderledes vejr, der kan risikere at komme forbi - hvis jeg er heldig. En måned, hvor jeg kan længes efter alt det, jeg ikke længere har i mit liv.

Alt det, der tidligere betød alt for mig, og som jeg troede skulle være en del af livet lige indtil slutningen. Hygge, varme, familie, og en fælleshed, der kunne vare året ud.

Nu er det kun dage, der forsøger at fryse sig fast i min bevidsthed, med hver deres krav og betingelser. Hver deres fastfrosne normalitet, der sløvt gentages på næsten samme måde som sidste år.

Og det er måneden, hvor jeg ligesom sidste år håber på et nådigt snevejr, der kan skjule alt under sit bløde, hvide væld af stivfrosset vand. Skjule, at mit græs ligner en katastrofe, og at ukrudtet stikker op mellem stenene på min terrasse.

Og få alt til at fremstå som et skønmaleri, med tynde røgfaner stigende lige op fra skorstene på snedækkede tage, og rødmende frostkinder på børn og voksne, mens de glade strider sig gennem det knitrende eventyrlandskab, hvor harer sidder i læ, og fugle taknemligt fodres på hyggelige, hjemmelavede foderbrædter, mens juletræet slæbes gennem det jomfruelige snelandskab.

Bahhhh - humbug !

Ingen steder i dét billede ser man virkeligheden. Intet sted ser man kulden, der forsøger at overtage og banke ubevægeligheden ind i alt. Eller trøstesløsheden, i de sind der ikke kan, ikke vil, ikke tør, tro på, at godt kan ske og glæden findes......

Men jeg tør godt alligevel.

Tør - håbe på at der forude kan vente alt det, jeg gerne vil. Tør - håbe på at imorgen også kommer. Tør - håbe på at livet også for mig indeholder meget mere, end denne frostbidte decembermorgen hælder ned over mit sind og hoved.

Tør - leve...........

For livet er mere end det, der var. Livet er mere end det, der er. Livet er også dét, der kommer.

Og da jeg ikke har tænkt mig at ende som en dansk, fattig version af Ebenezer Scrooge, med intet andet end egne trøstesløse krav om mere, mere, mere.... - så vælger jeg at følge mine egne spøgelser, på deres tur gennem det liv, jeg havde - det liv, jeg kunne have været på vej ind i - og det liv, der er.

Selvom turene gør ondt, og genkaldelsen smerter, så indeholder de hver for sig nøglen til det jeg dagligt ønsker så brændende at kunne leve i. Et liv med glæde, alvor, varme, fællesskab. Hvor smil og  tårer kan være ligeligt gode, og hvor indsigten i de begivenheder, der skabte mit jeg, kan virke på bedste måde.

Jeg startede dagens blog med en trøstesløs fornemmelse indvendig. En følelse af utilstrækkelighed, der opstår, hver gang min alkoholiker begynder at stikke sit grimme hoved frem og kræve, at jeg fodrer ham med muligheder for tilbagefald. Og netop i denne måned - julemåneden - er der alle de muligheder, jeg før i tiden kunne ønske mig, for at falde på halen, og drukne mig selv i mit misbrug.

De er der stadig, mulighederne. Og hvis ikke jeg var blevet indehaver af et værktøj, der i al sin enkelhed kan bruges til at opdage dem, før det er for sent - ja så ville jeg her og nu have været på vej nedad den rutchebane, jeg så mange gange tidligere i mit liv har drønet rundt i.

Og det er dage som i dag, hvor jeg skal være på vagt. Dage som i dag, hvor minderne fra dengang vælder frem på godt og ondt.

Dage som idag, hvor kun synet af en ivrigt krummeguffende fugl kan bringe orden i det kaos, min hjerne kan finde på at tigge mig om at kaste mig ind i.

Den lever nemlig på samme måde, som jeg gerne vil. Én dag ad gangen, men med håbet om mange af slagsen, og evnen til at nyde den, der er igang lige nu.

Ædru.

torsdag den 30. november 2017

Det skete..........


............. uden jeg rigtigt lagde mærke til det.

Helt ganske af sig selv, og på samme måde som tidligere. Og egentlig er det meget godt, at jeg først opdagede det sent på dagen, sådan helt tilfældigt, i forbindelse med en samtale.

For det fik mig til at føle mig godt tilpas, at jeg ikke lige stod trippende parat til at slå på stortromme for en begivenhed, der med regelmæssige mellemrum har fyldt min tilværelse én gang om måneden.

Min mærkedag.

Den dag, der minder mig om hvordan det var at erkende min magtesløshed overfor mit foretrukne stof.

Den dag, jeg blev ædru.

Tidligere har jeg brugt dagen til at reflektere over, hvordan mit liv havde udfoldet sig, og hvilke begivenheder, der havde været baggrunden for de valg, jeg havde taget, og den vej, de samme valg havde ført mig ind på.

En måde, at holde erkendelsen i live på, og samtidig befæstne det grundlag, jeg har valgt mit liv skal udvikle sig efter, nu.

Og lige så stille har jeg, med månedernes gang, ladet hverdagen udfolde sig på godt og ondt, som nu livet har valgt at tilbyde mig den. For efterhånden at ende der, hvor jeg i går pludselig opdagede jeg var - levende ædru, i en normalitet  med alle de udfordringer, opgaver, og glæder, en sådan en har med i baglommen.

Det er sådan en hverdag, jeg helst vil leve i. Hvor det er helt naturligt for mig, at være ædru, og ikke skulle fabrikere nye undskyldninger for at kunne komme til at drikke igen.

Men det er også sådan en hverdag, jeg ved at jeg skal arbejde for at kunne holde fast i. Hvor jeg ikke kan tillade mig at give slip i erkendelsen af det, der var, og erkendelsen af det, der kan komme.

Lidt af en opgave at blive sat på, må jeg indrømme. For det nemmeste er jo, som jeg gjorde i går, helt at glemme at der var en gang for x antal måneder siden - i går var det nitten - hvor jeg fandt min bund og blev mør. Hvor den indre lede ved det liv, jeg havde tilladt mig selv at leve, ikke længere kunne fastholde mig i mit møjsommeligt opbyggede drukmønster, men måtte give slip og komme frem i lyset.

Til gengæld har jeg fået et liv, der er så meget bedre. Et liv, der stadig er fyldt med udfordringer, opgaver, bekymringer, glæde, vrede, og alle de andre følelser og begivenheder, livet som helhed byder levende væsener. Men et liv, hvor jeg vågner op, uden at have skjult mig bag mit stof, og med både evnen og lysten til at være ærlig, villig, ligefrem - og ædru.

Et liv, hvor også muligheden for at kunne elske igen vil være til stede. Hvor det sårede ego kan få lov til at heles, så arrene ikke ender med at danne uoverstigelige forhindringer for et følelsesliv.

Hvor kærligheden kan træde ind på arenaen igen. Ikke istedet for afhængigheden, eller som erstatning for andre. Men som en selvstændig følelse af samhørighed og værdi af det, ikke at være alene.

Bare sådan - fireogtyve timer ad gangen.

mandag den 27. november 2017

Danser med tanker.


Det er sjældne dage, der finder mig siddende her bag skærmen, uden at kunne finde ord der kan beskrive, hvordan jeg har det.

Men netop sådan, er hvordan jeg har det lige nu.

Så hvis du ikke har noget imod det, kære læser, vil jeg lægge ud med en beskrivelse af min morgen himmel. Den har jo en tendens til at kunne fange mit blik, og sætte tankerne igang.

Det er jo også den, jeg hver eneste morgen er så heldig at få lov til at kunne beundre i næsten hele mit synsfelt, på grund af de mange vinduer i mit spisekøkken. Og den, der som sædvanligt ikke holder sig tilbage.

Nuancer af grå, i så mange versioner, at det er rent utroligt, spreder sig over det meste. Afbrudt i strejf af blå, hvid, sart lyserød - farver, der sammen med skyerne danser over alt, mens de koket lader solen danne nye kombinationer på undersiden.

Og alt sammen fortæller det mig, at jeg lever, ånder, tænker, og sér. Hvilket faktisk ikke er så ringe endda, når jeg sådan lige fintænker weekenden, der er gået.

To dage med begravelse, mulige passerende blodpropper - læger er s å vidunderligt forsigtige - hjertekvababbelse - et godt, gammelt dansk ord, der burde få en renæssance - og dybe tanker over livets skrøbelighed.

Netop det sidste, var i aller højeste grad i mine tanker, mens jeg i går lå inde i MR-scanneren på Århus Kommunehospital. Spekulerende på, hvor lidt der skal til, oppe i den grød jeg kalder hjerne, før alt er uigenkaldeligt ændret. Og hvor hamrende hjælpeløs jeg er, når der så sker et eller andet med den.

Jeg har tidligere, uden at have bemærket noget som helst, haft en blodprop i hjernen - det slog også denne gang scanning fast, da lægen konstaterede arret efter den på billederne. Samt indtil flere såkaldte TCI'ere, hvor jeg dog ikke synes at have bemærket noget synderligt, mens de skete. Den første af slagsen åbenbart for snart 10 år siden, i begyndelsen af samlivet med min tidligere forlovede.

Forsigtigt kalder lægerne den slags for "lettere uforklarbare hændelser", da de jo ikke kan se proppen, der har udløst den, men kun de svage spor dér, hvor det skete. Så de ved egentlig ikke ret meget i forhold til, hvad og hvorfor, og kan kun forsøge at medvirke til, at det ikke sker igen.

Måske.

Men allesammen er de megavink med indtil flere vognstange, der gerne skulle have fået mig til at tage mange ting op til overvejelse, og måske endda have medvirket til en ændring af min livsstil.

Har de så det, sidder jeg her i solens første stråler og spørger mig selv, mens svimmelheden præsenterer sit velkendte morgenmønster ?

Jeg ved det egentlig ikke.

Der har været så mange andre ting, der har sat de nødvendige ændringer i gang. Alkoholbehandlingen på Møllen, Livsstilsopholdene på Brædstrup Livsstilscenter, samlivsændringen fra elskende partner til accepterende enlig, og mange andre lige så skelsættende, men svært beskrivbare situationer.

Så direkte at kunne give mine propper æren for, at jeg er igang med den helt store livsstilsændring - det kan jeg ikke. Men det behøver jeg vel egentlig heller ikke.

Alene det, at der er gang i det, der gerne skulle være gang i, er ændring nok for mig. Mere behøver jeg ikke, for at vide at jeg er på rette vej.

Så skidt med, at svimmelheden lader til at have bidt sig fast. At mine øjne tilsyneladende ikke vil holde op med at drille, og min migræne danser indenfor en gang imellem. At økonomien driller, støvet hober sig op, og meget andet.

For udenfor mine vinduer præsenteret livet og naturen det største, og bedste samspil, der findes nogetsteds i universet. Et morgenlysshow, med himmelen og skyerne som scenetæppe - lige til at spise sig livssulten i, og aldrig til at blive mæt af, mens mine bevingede pipvenner danser deres daglige tryghedsballet omkring de krummer, jeg har spredt på havebordet.

Ja gu' fanden savner jeg kærligheden - tosomheden - samværet - det, at kunne dele tanker, ord, oplevelser med en anden, mens de udfolder sig. Men jeg har Livet, og det alene er næsten alle afsavn værd.

Fireogtyve timer ad gangen.

fredag den 24. november 2017

The og tilbagefald.


Tankerne flyder stille, mens mørket udenfor begynder at slippe grebet. Henover morgentheens duftende velvære, og ud gennem vinduerne, glider de - rettet mod alt og intet på en og samme tid.

Det er dejligt, at være vågen når natten bliver sart, og dagen stille ruller lyset frem. Mangt og meget kan nå at blive tænkt, besluttet, begrædt, inden livet for alvor tager fat, og på den måde nå ud i beslutningernes ventesal - stedet, hvor en eller anden rask beslutning kan tage dem ved hånden, og føre dem ud i det ventende liv.

Også i dag er det den type tanker, der triller ind - som doven, frostfyldt morgentåge. Tanker om livet og døden, ensomhed og parforhold, regninger og rådighedsbeløb, trilleruller alle ind i min langsomt vågnende hjerne, søgende efter netop dén beslutning, der kan sætte dem på plads.

Sådan er mit liv i øjeblikket, i al sin vidunderlige enkelthed,

I dag har jeg valgt, at min morgenlæsning skal være Gorski og Miller's lille tynde hæfte om Tilbagefaldets Faser og Advarselstegn. Højst sandsynligt fordi alvoren i et tilbagefald har stillet sig skræmmende op foran mit ædru jeg, viftende med en advarende pegefinger.

"Der kan du se, hvor dybt sygdommen kan grave sig ned, og nægte enhver form for sund fornuft adgang", kan jeg høre den mumle skarpt i mine ører.  Og jeg må give den ret, både i respekt for mit eget livs ædru muligheder, men så sandelig også i bedrøvet respekt for alle de, der ikke klarede at modstå tilbagefaldets ædende onde sump.

Og mens jeg genlæser de notater, jeg i min behandling sidste år satte undervejs i hæftet, går det endnu en gang op for mig, hvor tynd en knivsæg jeg til tider bevæger mig på. Ét forkert vindpust af bekymringer, og jeg kan risikere at se min ædruelighed skåret i småstykker, mens jeg trimler ned ad de glatte sider.

Ned, i den sump, jeg brugte så mange år på at vælte rundt i, og som kostede mig så meget, inden jeg kunne undslippe den.

Fortumlet, og fyldt af ærefrygt, sætter jeg mine tanker på pause, mens endnu en kop the dampende finder vej til min mund og mine smagsløg.

Og det går op for mig, at også den, kan symbolisere det liv, jeg risikerer at gå glip af, hvis jeg ikke nyder det, mens det er varmt og velsmagende. Uanset, om der findes flere af slagsen -  flere kopper the - flere kopper liv - så er det bedst altid at nyde den enkelte i fulde drag, og sørge for at få alt det med, der gemmer sig bag dagligdagens grænser.

Ikke at ende op, med en halvfyldt kop kold the, der uendeligt sikkert kommer til at forsvinde ned gennem afløbets mørkt duftende grænseløshed. Men at ende op med en kop, der er tømt i taknemlighed og med nydelse skrevet over hver enkelt mundfuld.

Det er dét liv, jeg gerne vil have.

Bare sådan - Én dag ad gangen.

onsdag den 22. november 2017

Dæmoner og engle.


Den forbandede sygdom.

Man kan kæmpe mod den, og stadig synke sprællende ned i dybet af dens altopslugende ondskab.

Eller flyde på toppen af den, og blive hakket ihjel af fortiden.

For der er intet garanteret løfte om helbredelsen, intet absolut håb om aldrig at mærke den på kroppen igen, ingen smuthuller ud af dybet - hvis man ikke kan se, hvad det er der sker.

Og heller ikke kan se hvorfor.

Min nære veninde gennem de sidste sytten måneder er ikke længere. Kampen åd hende, og sygdommen udslettede de håb hun klyngede sig til.

De siger, det var hendes eget valg. Men er der noget valg, når proppen er pillet af toppen, og dæmonerne hujende kravler indenfor og besætter hver eneste celle ?

De siger, det jo var det hun ville. Men hvor er viljen, når hånden bliver ført af flaskens grønne ånd ?

Det siger, det var på tide hun fik fred. Men fred af den slags, er ikke bare fred fra flasken, men også fra familien, vennerne, fortiden, og livet.

De siger så meget.

Jeg siger, at jeg har mistet hendes nærhed. At jeg er blevet påtvunget en fortsættelse af mit eget liv, uden muligheden for at kunne give hende de kram hun trængte til. Uden muligheden for at kunne mærke hendes varme - smile sammen med hende - dele sammen med hende - lade alvoren fylde samtalerne sammen med hende - lade programmet udfolde sig sammen med hende.

Og jeg er vred.

Vred over, ikke at kunne hjælpe, da hun var mest alene. Vred over hendes valg. Vred over den egoisme, sygdommen umærkeligt fodrer når den er i udbrud - den egoisme, der lod hende tage det sidste valg.

Men mest er jeg vred over de mistede muligheder. Det, der med tiden kunne være blevet. Den, hun havde alle muligheder, for at lade udfolde sig - for at blive til, men som forblev ufødt.

Vred - fordi jeg savner hende. Men også fortvivlende klar over sygdommens dødelige muligheder, og sorgfyldt ked af hendes bortgang.

Der, hvor hun var, er opstået et hul. Et hul, jeg stille fylder med minder, der kan lade det ende som en skovsø, omkranset af fred og natur. Hvor glæden nikker sit solgyldne hoved fra håbets spinkle stængler - et håb, jeg vil plukke med nænsom hånd, og lade fylde min hverdag.

Jeg kommer aldrig til at kunne acceptere, at sygdommen slår så mange af os ihjel. At vi kan tabe kampen på et splitsekund, når den igen har besat vore tanker og ædt sig ind i vore opfattelser. Men jeg er klar over faren, og søger at undgå den.

Indtil det måske ikke længere er muligt.

Hvil i fred, kæreste du.

Du har en evighed af den foran dig - fireogtyve timer ad gangen.

mandag den 20. november 2017

Drager og dagligdage.


Mørket hviler over Slottets yderste gårdsplads, hvor vinden har fejet sneen sammen i ulige bunker.

Frostgysende, og kun iført strimler fra et iturevet lagen, vakler en skikkelse hen mod en åbning, hvorfra varmt lys stråler ud i nattens hylende tavshed.

Hvem er han ? Hvordan er han kommet her ? Hvorfor kan han ikke komme ud af Slottet ? Svaret fortaber sig i den kolde vind, der bringer løfter om riddere, drager, troldmænd, jomfruer, og intriger af bedste slags..................

Lidt af en indledning i dag, ikke ?

Men ovenstående er grunden til mit fravær de sidste tre dage, og årsagen bag de trætte øjne, der her til morgen plager mig.

Jeg har nemlig genoptaget et tekstbaseret online rollespil, som for mange år siden fyldte temmelig meget i min hverdag. Et spil, der på grund af dets basis på den anden side af Atlantan, udfolder sig mest når det er mørkt her i landet. Og som tilbyder en velkommen flugt, fra den stadigt mere krævende hverdag, jeg som alkoholiker og sygemeldt lever i.

Men også en udfordring til den intelligens, jeg trods misbrug og alder stadig mener mig selv i besiddelse af.

Der skal nemlig tænkes dybt over de intriger, der kører på Slottet. De plots, både brugere/spillere og Historieværter, sætter i søen, og som gerne skulle leve længe nok, til at kunne inddrage hele slottets store mængde af spillere. Fra riddere til borgere, smede til tiggere, troldmænd, jomfruer, bibliotekarer - og til de for gode plots så nødvendige mørke karakterer, skygger, drager, og voldførte, der lurer overalt for at overtage magten.

Og på en eller anden måde, kan jeg sidestille mit eget liv, med det "liv", min karakter lever på Slottet.

Jeg kan visualisere min kamp mod mit stof, og lade den være min karakters kamp mod den ondskab, der lurer i Slottets mørke gange, skjulte rum, og frostbidte slagpladser. På den måde kan jeg tillade mig, at udtænke plots, der indeholder både mit sidste forhold, og dets dårlige afslutning, samt hverdagens kamp mod den "orm" af misbrug og gammel nag og jalousi, der til stadighed kan finde på at gnave i mig, og få den hverdag, jeg lever i, til ind i mellem at være mere kamp end ro.

Jeg kan med største sindsro lade min karakter tilbringe dagevis i en celle, dybt nede i Slottets fangekældre, hvor han kun får besøg af ligesindede - med undtagelse af de sporadiske angreb på hans liv fra modstandere via forgiftet mad og skjulte giftfyldte nåle - og hvor hans poetiske åre kan komme til fuld udfoldelse, i nødvendig solitær ensomhed.

Og jeg nyder det.

Både fordi alt foregår på engelsk - hvilket træner mit intellekt og min hukommelse kraftigt - og fordi der er mulighed for interaktion med andre på sikre og ufarlige måder. Der er plads til at være mig, uden hele tiden at skulle forholde mig til de udfordringer, livet ellers byder mig. Og plads til, at holde pause fra det hele, mens jeg finpudser mit gammelengelske thee, thy, og thine - en måde at tale på, han er ret ene om på Slottet -  samt til at lære om andre, på helt nye måder.

Jeg ved godt, at det er - eller kan være - farligt næsten  at begrave mig i den type fiktion online. Jeg opbygger jo relationer, der skal vedligeholdes, har samvær, der skal udfoldes på anderledes måder, og opnår forventninger, der skal enten indfries eller slukkes.

Hvilket meget godt ligner det liv, jeg dagligt forsøger at leve, som ædru alkoholiker. Men hvor en snublen i det virkelige liv, ville kunne styrte mig lige durk ned i flasken igen - kan en intrigant snublen på Slottet allerhøjst koste min karakter hans hoved. Hvorefter han genoplives - og starter forfra uden minder, om det "liv", der kostede ham knoppen.

Så jeg ser det som en god øveplads, hvor det samspil, jeg ikke har særligt meget af til hverdag, kan udfoldes og prøves, inden det eventuelt skulle droppe forbi mig i virkeligheden.

En virkelighed, hvor jeg ingen anden drage  har at bekæmpe, end min afhængighed. Ingen jomfruer at redde, med undtagelse af jævnaldrende rynkemostre og pebermøer, der ligesom jeg selv er ovre de såkaldt "bedste år". Og ingen vævende poesi at recitere, undtagen den, jeg - lidt for ujævnt på det seneste, må jeg indrømme - leverer på nettet.

Men det er vel heller ikke så ringe endda, når alt kommer til alt.

Så spids din pen, poet, og drag dybere ind i Slottets og livets udfordringer, mens du med blomsterfyldte ord blødgør ungmøers hjerter, spidder fortidens skygger, og med varme kram fylder din hverdags bæger med samvær, fællesskab, og liv.

Og gør det - i Sindsro.

fredag den 17. november 2017

Godt Nok.


Den morgenvåde asfalt suger de første lysstråler til sig, mens kaffen dufter og morgenmaden knaser mellem tænderne. Jeg sidder stille og ene i det hjem, jeg har undværet de første fire dage af denne uge, og nyder at være levende og tilstede i nuet.

De gik hurtigt, de der opholdsdage på Livsstilscenteret. Hurtigere, end jeg troede jeg huskede fra sidst, jeg var afsted. Hvilket jo sikkert skyldes en anderledes tilgang til opholdet, end jeg havde sidst.

Og måske også det, at der var masser af nye mennesker at tage stilling til. Masser af nye bekendte at møde. Og masser af nye venner, jeg kan se frem til at møde igen - enten på Centeret eller ude i det pulveriserende hverdagsliv.

For hverdag - dét er det blevet igen.

Foran mig ligger indtil flere både hel- og halvofficielle breve, der alle har det til fælles, at de kræver min opmærksomhed - og kræver at jeg reagerer. Hvilket jeg naturligvis har tænkt mig at gøre, på denne første dag tilbage i trummerummen.

Før i tiden - mens jeg var allermest aktiv - kunne reaktionen bestå i en hurtig modsatrettet bevægelse af begge hænder - måske endda flere gange, hvis brevet ikke var for tykt - og en efterfølgende deponering af resterne i min altid sultne skraldespand.

Sådan er det ikke nødvendigvis mere.

Ja ok, nogle af dem får den der hurtige behandling stadigvæk, men det skyldes for det meste, at jeg allerede har reageret på deres indhold ved en tidligere lejlighed. Men de andre bliver der taget hånd om, og reageret på.

Jeg har nemlig ikke råd til andet, hvis jeg ønsker at min ændrede livsstil skal overleve, og jeg skal kunne overleve en hverdag med sygdomme og sort fortid.

Som Sindsrobønnen har lært mig, er jeg nødt til at prioritere i forhold til, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Herunder naturligvis også, det jeg ikke kan ændre lige her og nu, men som muligvis vil kunne ændres på et senere tidspunkt.

Det er dæleme kraftige overvejelser, der ind i mellem skal frem i skoen, for at jeg kan kende forskellen imellem det, at kunne ændre en ting nu, senere, eller slet ikke. Samt for at kunne give slip på og acceptere det, jeg ikke har en hujende fis af en mulighed for at kunne ændre.

Nogensinde.

Et eller andet sted indvendig er jeg jo en pleaser, der helst ikke vil sige nogen eller noget imod, og som har det bedst ved tanken om at vi alle inderst inde er gode mennesker, der ikke nogensinde vil kunne ønske at gøre nogen noget ondt.

Men jeg ved jo godt, også fra erkendelsen af mine egne fejl, mangler og dårligdomme, at det ikke er sandt. At verden er skruet anderledes sammen, og livet ikke naturnødvendigt ender i en stor, glad fællesbunke af smilende, leende, krammende medmennesker, der ikke ved bedre end at gøre godt for hinanden.

Så også derfor, er jeg glad for at der eksisterer et sted som Livsstilscenteret, hvor nødvendigheden i at ændre adfærd, for at kunne ændre livsstil, er sat i højsædet. Hvor kram kan gives og modtages, og tårer kan trille, når det hele bliver for svært at tænke på.

Hvor der er ægte medmenneskelighed og glæde, over selv de mindste ryk på stigen frem  mod en bedre måde at leve på.

Det gør tanken om de telefonsamtaler, jeg senere i dag skal have med indtil flere af de forskellige Væsener og Systemer, vi alle har tilladt at bestemme en hulens masse, lidt mere spiselig. Og gennemførlig.

Så selvom Godt Nok i slagtersprog betyder, at noget er halvt fordærvet, så synes jeg at det i allerhøjeste grad er Godt Nok.

De næste fireogtyve timer, i det mindste.

tirsdag den 14. november 2017

Stille flyder fedtet.


De første to dage på Livsstilscenteret er snart forbi. Og allerede nu ved jeg, hvad det er jeg har savnet mest ved stedet. Hvad jeg har længtes efter siden jeg forlod det sidste ophold, lige før sommerferien.

Det hele.

At komme i varmtvandsbassinet tidligt om  morgenen, og vågne med rolige bevægelser gennem kropsvarmt vand.

At smage - eller gensmage - de pragtfuldt komponerede forslag til menuer, køkkenet fremtryller.

At sidde fælles med mennesker, der deler samme lyst til at ændre livsstil, og grine, græde, hygge - eller bare dele et øjeblik i fuldstændig afslappet ro.

At opleve undervisernes smittende, smilende humør, og lyst til at dele, af den viden de har.

Og ikke mindst, at kunne være tryg sammen med andre.

Ja, jeg skal tabe mig. Ja, jeg skal have styr på de der forbistrede sygdomme, der plager min stakkels krop med mellemrum. Og ja, jeg skal have nogle spark bagi, så jeg kan huske at indse, hvad der er undskyldninger og hvad der er forklaringer.

Det får jeg alt sammen mulighed for - her, hvor jeg er lige nu.

Her, hvor tennis udført med fluesmækkere og balloner, er en del af træningen. Hvor debat i undervisningen ikke er forbudt, men tværtimod velset. Og hvor den personlige tilgang bliver værdsat, og søgt udbygget.

Det kan da godt være, at mit fedt just ikke flyder af mig, i samme hastighed som floden Don, men lur mig, om ikke jeg synes jeg allerede kan mærke grammene trille adstadigt af hofterne, og lande på gulvet med store dryppende plask.

Og skulle disse for mit velbefindende så overflødige fedtklumper nu bestemme sig til, ikke at ville forlade min aldrende krop uden sværdslag, så accepterer jeg da også det. Tingene sker jo ikke på én dag, men kun gennem små skridt - sådan, én ting ad gangen.

Hvilket jeg - med største sindsro - vil håbe sker, bare sådan indenfor de næste jeg-ved-ikke hvorlænge.

Og indtil da - vil jeg lige snuppe fireogtyve timer mere.

Ædru.

mandag den 13. november 2017

Nattetanker.


Det er mørkt udenfor. Gadelamperne er slukkede, og kun en glemt dørlampe ovre ved naboen forstyrrer, der gør nattens mørke værd at kigge på.

Stjernerne.

Myriader af dem på den natmørke frosthimmel. Klare og strålende blinker de varme beskeder til min søvnige hjerne - beskeder, der kan ledsage ostemadens skarpe velsmag.

Jeg lever.

Morgenen er endnu et par timer væk, og vil blive modtaget med pakket taske og nybørstet hår. For endnu en gang skal jeg afsted, mod erfaringer og gode råd. Mod mødet med nye mennesker - mulige nye venner.

Men mest af alt afsted mod mødet med ændringer.

Som I ved, var jeg tidligere i år afsted flere gange på Livsstilscenteret i Brædstrup, for at finde inspiration og hjælp til de ændringer, der er nødvendige for mig. Og kortvarigt hjalp det på de irriterende fysiske sygdomme, jeg har fået tillagt mig med årene.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen, så da jeg for nogle måneder siden røg ind i et sort hul, blussede mine skavanker op igen. Op, på fuld styrke. Hvilket fik mig til at anmode om  - og få tildelt - endnu tre gange indlæggelse på Centeret.

Og det er så det, jeg sidder her i det vidunderlige stjerneklare mørke, og venter på skal begynde. Fire dage med masser af inspiration til at bryde ud af den cirkel af dårlige madvaner, der åbenbart er medvirkende til at gøre bekæmpelsen af de føromtalte fysiske finurligheder ret besværligt.

Varmtvandsbassinet venter. De gode rutiner venter. Samtalerne venter. Alt venter - på at jeg får begyndt igen.

Men lige nu, er det den nyctofile side af mig, der får lov til at udfolde sig, men jeg morgenmadstyggende går udenfor og nyder nattehimmelens sprællende glimten af fjerne stjerner.

Hvem ved ? Måske sidder der en beboer på en af disse fjerne lyspletter, med samme glæde over nattens varme tryghed, og afventer transport til livets genoprettelse, ligesom jeg ? I så fald sender jeg et stumt ønske om held og lykke til ham, inden jeg tager endnu en slurk af min friskbryggede kaffe.

For både han og jeg har brug for det.

lørdag den 11. november 2017

Det er Lørdag.


Himlen er klar her til morgen. Små, lette, flamingovingefarvede skyer driver dovent henover den, mens radioen i baggrunden leverer "nu er det weekend"-musik, med en afslappet lørdag morgen studievært bag mikrofonen.

I horisonten kan jeg se, hvordan morgensolen farver kanten af den fjerntliggende bræmme af skyer med samme sartrosa farve, og høre hvordan verden omkring mig vågner til dåd igen.

Det er nu ikke fordi, de andre skabninger i min nære omverden har tænkt sig at sætte tempoet ned, bare fordi jeg og mine medmennesker har besluttet, at dagen i dag er en af de dage i ugen, hvor vi ikke gider gøre andet, end at slappe af og nyde at vi lever.

De knokler ufortrødent med at samle føde, og kæmpe for livet når det er nødvendigt. For dem er lørdag bare business as usual - endnu en dag i livets ubarmhjertige karrusel.

Kunne det ikke være pragtfuldt, hvis nu de også kunne tillade sig at slappe af - sådan, to dage om ugen. Bare lade kamp være kamp, og tære på det forråd de havde, mens de samlede energi til at komme helskindede igennem næste uge.

Jeg kan se det for mig.

Vingede pipdyr, der afslappet sidder på toppen af hækken og sludrer om dette og hint, mens de udveksler de seneste nyheder med den nabo, de ellers ikke ville drømme om at snakke med.

Små, vævre mus og egern, der mødes under bladene, for at spille en omgang nød, og har medbragt familiens samlede reserver - bare sådan, hvis nu man skulle gå hen og tabe.

Edderkoppen siddende i sit spind, uden absolut at skulle vikle fluer ind, småsludrende med en honningbi, der har medbragt et par dråber fra ugens høst - for noget skal vi da ha' at samles om, ikk'?

Og pindsvinet, der høfligt banker på terrassedøren, for at låne en kop mælk, da den ikke lige nåede indkøbene før weekenden startede.

Pragtfuldt, ikke sandt ?

Men naturen er anderledes. Naturen holder ikke weekend - lader ingen af sine skabninger få et pusterum fra de daglige trakasserier. Og tillader intet tant og fjas, hvis ikke det er en del af det, det hele drejer sig om.

At overleve.

Det er skam kun os mennesker, der har tilladt os at vriste sådan et par dage løs fra hverdagens kamp for livet. Og som holder fast i, at det er nødvendigt for os som race, at kunne slappe af, og bruge disse dage på ingenting, hvis det er det, vi har brug for.

Ja jeg ved godt, at i sidste ende er det naturen, der vinder dén kamp. I sidste ende må også vi lade den gå sin gang, og indgå i det store kredsløb, den egentlig er.

Men indtil da, vil jeg nyde mine weekender. Nyde, at der er dage, hvor intet behøver ske - hvor intet behøver gøres - og hvor livet kan sættes på pause, mens jeg nyder at være til i fulde drag.

Dét giver mit sind ro, og lader mine batterier op til fornyet kamp. Hvilket vel heller ikke er det værste, der kan ske i en tid, hvor gulhårede narcissister truer med bål og brand, og regningerne hober sig op i hjørnerne, mens fortidens realiteter indsmigrende banker på bagdøren.

Bare jeg husker, at selv i weekenderne er jeg ædru alkoholiker. Selv der, hvor alt andet kan lægges til side, er jeg ramt af den sygdom, der har gennemsyret hele mit liv, og som jeg kun kan holde i skak med ærlighed, sindsro, mod, og visdom.

Ups, nu er der en af mine morgengæster, der har sat sig på havebordet og skræppende gør mig opmærksom på, at det jo er weekend, og mon ikke det var på tide at jeg fik lettet min menneskerøv og serverede den omgang frø og krummer, jeg plejer at lægge på bordet ?

Ja ja, jeg skal nok. Det ér jo weekend.

onsdag den 8. november 2017

Morgenpip fra begge sider.


Den kolde morgenluft vækker mine lunger, mens jeg står udenfor - nydende morgenens start og lysets stille fremmarch. Den grønne the står og venter ved siden af fadet med morgenens mad inde  ved siden af tastaturet - to skiver af det rugbrød, jeg bagte i søndags, med smør og gammelost.

Endnu en dag er begyndt i mit ædru liv.

Da jeg lukker glasdøren bag mig, for at komme ind til maden, ser jeg min sortfjerede ven lette fra hækken, for ivrigt at flyve hen til havebordet, hvor morgenens mad ligger parat til den også - blandede frø og krummerne fra et smuldret knækbrød.

Og mens de begyndende skyer, på den ellers frostklare himmel, glider afsted i et sindsroligt tempo, mødes vore øjne gennem glasset, synkront blinkende af glæde over livet.

Flagrende vinger i et brus af lyd - og min fjerede morgenven har forladt bordet - vredt brokkende sig over den rovfugl, der tyst glider hen over himlen, og samtidig forårsagende noget nær et hjertetilfælde blandt den gruppe grå spurve, der også havde sat sig til rette ved krummerne.

Væk, væk, væk - den kommer, den kommer......

Men den kommer ikke. Ikke denne gang, for den udvider sine cirklende ruter på himlen nok en kende, og forlader samtidig det område, fætter sortfjer og de brune grossere betragter som deres eget. Så de kort tid efter, endnu en gang, kan sætte sig til rette ved den mad, de har vænnet sig til så godt som altid ligger til dem.

Og mine tanker går på langfart. Kredser dovent omkring, at jeg har min egen indre rovfugl svævende henover mit liv. Et glasklart mareridt, der i ét kamikaze-dykkende hug, kan ende det liv, jeg elsker så højt. Og opbløde mit sind og min sjæl med sin alkoholstinkende ånde.

Kort dukker tanken op, om jeg er mine fjerede venners højere magt - den, hvis kærlige omsorg, de dagligt søger - men den bliver lige så hurtigt afvist igen. Jeg er ingens højere magt. Jeg er lige så meget udsat for livets omskifteligheder, som de selv er, og lige så magtesløs overfor de begivenheder, der kan ændre alt.

Men som min højere magt - hvem det så end måtte være - dagligt er der for mig, er jeg der for mine fjervingede venner. Med frø og krummer - og takkende for den glæde over livet, de vækker i mit indre, dagligt.

Og som dem, gør jeg skræppende opmærksom på, at der findes en rovfugl, der kan true mit liv - min ædruelighed. Baskende på min sindro's vinger finder jeg ly for den i fællesskabets varme favn, mens jeg husker at jeg lever, husker jeg er ædru, og husker de gange, ædrueligheden blev fortæret i ét nu af denne min sygdoms sylespidse næb.

En solstråle rammer havebordet udenfor, og får i ét glimtende nu al frost på det til at stråle. Og midt i al den stråleglans, lander en brunfarvet gråspurv uden tanke for andet, end den mad, der nu ses meget bedre.

Og mens strålerne fra den opstående sol glimter i frosten omkring den frøguffende småfugl, hælder jeg endnu en kop the op, og nyder at jeg lever.

At jeg er ædru.

søndag den 5. november 2017

Rygterne si'r.......


Hvis der er noget, der kan være sejlivet, så er det rygter.

I ved, den slags snak mellem mennesker, der opstår af uvidenhed, og fodres af lyst til spænding.  For så at være noget af det mest sejlivede, der findes. Sådan et rygte kan have et langt, og potentielt ødelæggende liv - hvis altså det bliver fodret undervejs, med nye spændende detaljer.

Og er der nogen, der kan blive genstand for netop dén type rygter, så er det i allerhøjeste grad en forholdsvis ny-ædru alkoholiker som jeg selv.

Ikke bare har jeg et liv bag mig, med masser af underlige begivenheder, svigt, utroskab, og hvad ved jeg. Jeg er jo også lige pludselig slet ikke, som jeg var, dengang før.......

Før jeg blev ædru.

Jeg er jo pludseligt socialt tilbageholdende. Og ud af det blå er jeg holdt op med at besøge de mennesker, jeg besøgte før......

Før jeg blev ædru.

Så er der jo også alt det der, med alle de sygdomme, jeg pludseligt har erhvervet mig.  Som medfører, at jeg slet ikke gør alt det, jeg gjorde før........

Før jeg blev ædru.

Så der må jo så absolut være et eller andet i vejen. Et eller andet, der intet har at gøre med det der, jeg skriver så flittigt om på blog'en. Den var der jo heller ikke, den der blog, før.......

Før jeg blev ædru.

Måske er der så noget om det, der bliver hvisket i krogene. Det, der bliver fortalt fra ven til ven, bekendt til bekendt, under løfte om absolut tavshed - absolut tystnad - for det er jo sikkert ikke sandt, vel ? Men nu har du jo fået det at vide - nu er du sikret på forhånd, hvis det nu skulle vise sig alligevel at være sandt, det der fra før......

Før jeg blev ædru.

Det gør ondt, at finde ud af hvad der bliver spredt mellem de mennesker, jeg mente jeg kunne  have tillid til. Ondt, at skulle - for x'ende gang - bruge mental tid på at fortælle ærligt, hvad der egentlig skete, før......

Før jeg blev ædru.

Men jeg ved, at med alle de rygter, der er i omløb, vil det tage sin tid, at komme til bunds i bunken af dem, og få dem aflivet - én gang for alle. Tid, jeg ved jeg er nødt til at acceptere, som en del af min vej mod vedblivende ærlighed og åbenhed. Tid, jeg ved, er godt investeret.

For jeg er ædru.

At jeg så kun ser mig selv istand til at kunne holde den ædruelighed fireogtyvetimer ad gangen, er en af virkeligheder, jeg hellere vil snakke om - og uddybe overfor de mennesker, der måtte have lyst til, og være interesseret i, at vide hvad livet - m i t liv - som ædru alkoholiker indeholder. Samt hvad det indeholdt, før......

Før jeg blev ædru.

For jeg finder det bedst, at de mennesker, der måtte have interesse i mig, og som ønsker at være tæt på mig i mit liv, hører sandheden fra hestens egen mund. Sandheden, om alt hvad der førte frem til....

At jeg blev ædru.

Jeg ved godt, at det kan komme til at gøre ondt, at skulle fortælle ærligt om den virkelighed, der har ført til de mange, spændende, ondskabsfulde, mærkelige rygter. Men jeg tør godt være ærlig og åben, det er nemlig en vigtig del, af det.........

At være ædru.

Og dét - har jeg tænkt mig at vedblive at være - én dag ad gangen. Lige som jeg har tænkt mig at tage fat på rygterne - ét ad gangen. For kun ved at tage fat i dem, når de opstår, og jeg ikke derved skader nogen, kan jeg søge dagligt at holde fast i det rygte, jeg ved er sandt, og som jeg allerhelst vil høre......

At jeg er ædru.

torsdag den 2. november 2017

Mit Kryptonit.


Jeg får tit at vide af mennesker, jeg møder, at jeg jo er nødt til bare at acceptere min fortid som den er, og ikke rive op i den igen - for det vil gøre ondt på andre. De siger, at jeg skal huske på, at de mennesker, jeg gerne vil snakke med - om den fælles fortid, og fejlene begået i den - jo har levet med det, der er gjort og sagt, og sikkert ikke har brug for at gennemleve det hele igen.

Et eller andet sted kan jeg godt forstå meningen med den slags udsagn, men samtidig forundres jeg kraftigt over det. Det er jo ikke bare disse andre mennesker, der har været i den enkelte situation - det har jeg jo også. Endda sammen med dem.

Og ja, det kan da godt virke egoistisk at jeg tænker på mig selv, når jeg nu har ødelagt så meget for så mange, gennem mit liv. Men alt andet lige, så er der også begået fejl mod mig, der har haft indvirkning på det liv, jeg har levet. Og som kan få indvirkning på det liv, jeg gerne vil leve fremover, såfremt jeg ikke forsøger at ændre noget.

Såfremt jeg ikke forsøger, at stille enten mig selv, eller andre, de nødvendige spørgsmål. Og får sagt, eller modtaget, de nødvendige forklaringer, undskyldninger, erklæringer. På den måde kan jeg håbe på, at komme videre i mit liv -  åben, ærlig, og ædru.

Så hvis det, at komme videre, kræver at jeg enten stiller mig selv til regnskab overfor det, jeg har været skyld i, eller stiller andre til regnskab, overfor det, de måtte havde begået overfor mig - så agter jeg at gøre dette, såfremt jeg ikke derved skader dem eller andre.

Så vidt, så godt.

Nu er der bare lige det enkle faktum, at fortiden ikke er noget, der kun ligger uendeligt langt tilbage. Fortiden er også det, der skete i går. Eller sidste år. Eller for et øjeblik siden.

Hvilket betyder, at jeg er nødt til at arbejde mig nedad gennem de begivenheder, der i øjeblikket står kraftigst i mine tanker, og som har tilladt sig at kræve hele retten til at blive taget alvorligt. Så må jeg korttidsparkere resten af mit tidligere levede liv, mens jeg får gennemtænkt, og forhåbentlig helbredt, den skade, der gør at jeg i dag står med én kraftig, daglig tanke.

 Jeg binder mig aldrig igen.

Jeg ved godt, at det er min egen sårethed, der har efterladt mig med netop dén tanke, men jeg har vel også ret til at være såret og give udtryk for det. Det er vel ikke sådan, at fordi jeg er alkoholiker, og har ødelagt ikke bare mit eget liv, men så mange andres, så må jeg ikke være åben og ærlig omkring netop dét - at jeg blev dybt, og inderligt såret, af det menneske jeg troede jeg kunne stole mest på ?

Skal jeg da virkelig "bare bøje nakken, og acceptere at jeg selv har været ude om det" ? Eller kan jeg godt tillade mig at tage fat på det, og søge at løse det, så jeg også kan leve et liv, hvor tosomhed er en mulighed ?

Jeg ved godt, at det er forholdsvis retorisk at stille de spørgsmål, for naturligvis har jeg også retten til at kunne leve i tosomhed, hvis det er muligt. Samt pligten til, at søge at gøre det skete godt igen, såfremt jeg ikke derved skader nogen.

Det er jo en del, af de trin der er nødvendige, for at kunne komme overens med den fortid, der har ødelagt så meget - og for ikke at gentage den.

Men det ændrer ikke noget på, at jeg kærlighedsmæssigt føler mig så dybt såret, at jeg ind i mellem tvivler på, jeg nogensinde vil kunne tillade nogen at komme indenfor - i mit hjerterum. Det sted, hvor jeg er allermest sårbar, og hvor jeg kan skades allermest.

Hvordan kan jeg komme frem til, at tillade mig selv at blive elsket, og selv elske igen - betingelsesløst ?

Det spørgsmål er mit Kryptonit.

For det kan efterlade mig sårbar, svag, handlingslammet. Det kan ødelægge det Jeg, der har været under opbygning de sidste 18 måneder.

Og det kan dræbe.........

Det kan slå muligheden for alle fremtidige følelser ihjel, og efterlade mig uden evnen til at elske og blive elsket. Efterlade mig med en frosset klump, hvor der før var kærlighed, elskov, samhørighed, fælleshed.

Efterlade mig i en lukket kiste, der skriger at "Ingen må komme for nær. Ingen......"

Heller ikke mig selv.

I den erkendelse ligger det eneste lyspunkt, der er tilbage, hvis det skulle komme så vidt.  At evnen til at komme mig selv for nær, vil kunne smelte det frosne hjerte.

Evnen til at elske mig selv.

For såfremt jeg kan elske mig selv, på trods af alt, der er sket i mit liv - alt, hvad jeg har været årsag til - alt det ondt, jeg har gjort - alt det ondt, der er gjort mod mig. Elske mig selv, på trods af selvhad og andres had - så vil der kunne være håb for, at jeg også kan elske andre.

Og tillade mig selv at blive elsket. Én dag ad gangen.......

søndag den 29. oktober 2017

Undren på en mærkedag.


Er min ædruelighed i fare ?

Hver eneste gang, jeg deltager i et AA-møde, er noget af det første, der bliver spurgt om i gruppen, om der er nogen, der føler deres ædruelighed truet. Hvilket er en vidunderlig måde, at få mig til at spekulere på, om den nu også er det - min ædruelighed.

Og hver gang jeg så gør det, går mine tanker automatisk  på langfart. De skal hele vejen omkring de mange gange, jeg før i tiden røg i tilbagefald, fordi jeg ikke tog faresignalerne alvorligt, og undlod at handle på dem. 

De skal ned og mærke efter, i det jeg, der fødtes gennem min erkendelse af min sygdom for atten måneder siden, for på den måde at finde ud af, om der er oversete faresignaler eller andet, der kan sætte min ædruelighed i større fare, end den normalt er.

For jo - min ædruelighed er i fare - dagligt.

Min ædruelighed er såmænd ikke så særligt forskellig fra alle andre ædru alkoholikeres ædruelighed. Men den har dét ene specielle kendetegn, at den er min og ingen andens. Den er opstået på baggrund af det liv, jeg har levet - de fejl, jeg har begået - og de valg, jeg har truffet.

Den fødtes første gang i 1987, hvor den kom til verdenen som en sart, svagelig skabning, der ikke magtede fuldt ud at tage sig selv alvorligt, fordi den ikke blev anerkendt som det, den var - den eneste vej ud af alt det, der var forkert i mit liv - alt det, jeg havde gemt indvendigt, og ikke villet anerkende eller se i øjnene.

Og fordi den ikke tog ordentlig næring til sig, sygnede den hen - og døde efter nogle få års eksistens.

Et dødskamp, der blev trukket ud i efterfølgende pinefulde år, hvor endnu flere mure blev bygget,  endnu flere fejl begået, og endnu flere løgne brugt, som værn mod selverkendelsen og virkeligheden.

År, hvor en falsk ædruelighed så dagens lys. Hvor det, at "være ædru", blev brugt som et mantra, der skulle beskytte mod nysgerrige spørgsmål og undersøgende blikke. Hvor undskyldninger blev brygget, og flytteflugt blev en del af livet.

År, hvor mennesker blev såret, og familie spredt for alle vinde.

Indtil den endelige erkendelse vågnede, da min bund endelig blev nået - og jeg var mør.

Da fødtes den på ny. Da så den igen dagens lys, som den havde gjort første gang for så mange år siden. Men ikke klynkende og skrigende, som dengang. Ikke desperat gribende efter muligheden for at blive brugt som undskyldning, og som værn mod livet.

Men født, med er klar erkendelse af det eneste sande. At jeg er alkoholiker, og ikke kunne klare mit eget liv.

Det er ikke farefrit, det liv, min ædruelighed er blevet født ind i. Det er fyldt med daglige fristelser og faldlemme - daglige muligheder for at falde tilbage til alt det, der var før - daglige sten at snuble over - men også daglige muligheder for at erkende, acceptere, og ændre.

For kun gennem det, at jeg dagligt skal holde min ædruelighed for øje, og hjælpe den gennem alle de farer, et liv som ædru alkoholiker udsætter den for, kan jeg finde frem til den person, min ædrueligheds fødsel har givet mig mulighed for at blive.

Ædru, ærlig, levende, elskende.

Med mod til at ændre de ting, jeg kan. Sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre. Og muligheden for Visdom til at kende forskellen.

Så jo, min ædruelighed er i fare - dagligt. Farer, som Fællesskabet med alle jer andre, er medvirkende til at opdage, før det er for sent, så jeg kan handle på dem.

For kun gennem handling, skabes forvandling.

Og selv den mindste handling, er et skridt mod den nødvendige forvandling til det menneske, jeg inderst inde ved, jeg kan blive til. Et ædru væsen, der søger erkendelsen af egne fejl - både de fortidige, og de daglige - for derigennem at kunne ændre disse, såfremt det er muligt.

Men kun én dag ad gangen.

fredag den 27. oktober 2017

Dén tid på året


I kender det godt, gør I ikke ? Året går sin vante gang - tiden løber uforstyrret afsted - og pludselig er det igen "Dén tid på året...... ".

Dén tid, der altid kommer, og som kan indebære så mange forskellige ting, og hvor forklaringerne på, hvad "Den tid på året..." er, som altid egentlig er mange.

Spændende lige fra den periode, hvor jeg - som altid - ryger ned i en mørke-depri - til perioden, hvor kroppen er fyldt af hormoner og lysten til at forelske, forføre, og drømme, er i højsædet.

Eller den periode, hvor natten er så kort, at solskoldningerne slet ikke kan nå at falde til ro, inden en ny soldag brænder flere celler af i overhuden.

For ikke at tale om den periode, hvor sneen daler blidt, og stearinlysenes gyldne glans varmer mere end kroppen.

Men det er slet ikke nogle af de tider på året, der her er tale om. Tværtimod er der tale om en tid, jeg næsten ser frem til med større glæde, end så mange andre tider.

For det er "Den tid på året", hvor velsmagende, sammenkogte efterårs- og vinterretter begynder at sætte deres præg på madlavningen. Og i dag er det Brunkålens tid.......

Hele huset fyldes af den der specielle, let sødlige kålduft, der fremkommer, når den finsnittede kål under ganske svag varme falder sammen, og blandes med det sukker og det kød, jeg denne gang har valgt at tilsætte det, der er en af mine yndlingsretter.

I duften fra gryden kan jeg ane den allehånde, og de friske timiankviste, jeg har tilsat for omkring tre timer siden, mens velsmaget fra de tilsatte laurbærblade efterhånden trænger ind i både kød og kål.

Og mens glæden over snart at kunne sætte en svingende portion brunkål med det hele til livs breder sig i kroppen, kan jeg samtidig mærke, hvordan jeg ganske ubevidst er begyndt at omstille mig til den kommende kolde vintertid.

Den tid på året, hvor vi alle både sukker efter de små frækt dansende snefnug, og samtidig håber, der ikke kommer ret mange af dem. For sådan er det jo - vi vil gerne nyde synet - og samtidig helst undgå arbejdet, med at fjerne sneen igen.

Før i tiden var "Den her tid på året...." også samtidig startskuddet til, at jeg kunne begynde på de mere kraftige typer drikkevarer. Mørkt, skummende øl, med masser af procenter, og kradsende hjemmelavede bittere eller kryddersnapse, der alle havde én eneste egenskab til fælles.

De kunne tilbyde mig den flugt, jeg så desperat ledte efter - og gøre det på en samfundsaccepteret måde. For ingen fed mad, uden en snaps. Ingen brunkål uden en god, kraftig øl. Og intet samvær i den kolde tid, uden "noget at varme sig på".

Det gjorde man jo, når det var "Den tid på året...".

Faktisk var jeg sidste år en lille smule bekymret, da det gik op for mig, at jeg var på vej ind i "Den tid...". For, hvad nu hvis jeg ikke kunne spise alle de der gode, kraftige retter, uden samtidig at savne drikkevarerne, der altid havde hørt med tidligere ?

Ville jeg så falde tilbage igen ?

Jeg ved nu, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om dén sammenhæng - her, på "Den tid af året...". For gennem det, at leve ædru, er jeg kommet i besiddelse af en ekstra ingrediens, der siden jeg blev mør, og gik i behandling, har kunnet tilføje dén ekstra velsmag, der er nødvendig,  til alt jeg kokkerer herhjemme.

Og som gør det hele ganske vidunderligt velsmagende, uanset om jeg drikker mælk, saft, vand, eller lignende, ved siden af.

En ingrediens, hvis ærlige velsmag, og Sindsrolige krydring, jeg aldrig vil kunne leve uden - én dag ad gangen.

Ædruelighed.

Den er nem at tilsætte en hvilken som helst ret - også "Denne tids...." velsmagende brunkål etc., og findes lige ved hånden - parat til at blive drysset ud over ikke bare den forhåndenværende ret, men hele dagen.

Og gud, hvor den smager godt.

Så om lidt, hvor kålen er færdig, og rugbrød samt sennep parat, vil jeg med løs hånd strø så meget, som det er muligt, af dette vidunderlige krydderi ud over min tallerken, og ønske jer allesammen et Velbekomme - på "Dén her tid, på året......"

Aaaaatjuuuuu.

torsdag den 26. oktober 2017

Bag horisonten gemmer sig.....


..... mulighedernes nye horisonter.

Morgenen glider stille forbi mine øjne. Undskyldende sniger lyset sig ind, mumlende indtil flere dårlige bortforklaringer for den sene ankomst, mens det med elegante smågnistrende spark sender nattens mørke på vej mod senere genopstandelse.

Og dagen indtager mig, i al sin elegante skønhed.

Endelig er jeg ved at være så nogenlunde på mærkerne igen, efter tirsdagens udflugt mod mulige nye horisonter. En rejse ud i mulighedernes land, med samtidige kampe mod et vejrsystem, der havde sat sig som mål, at gennemtæske mig med vand, mens det sørgede for modvind fra alle retninger.

Med det resultat, at mine lægmuskler og mit fordøjelsessystem, brugte hele onsdagen på at protestere mod, hvad der åbenbart såes som værende utilbørlige angreb på begge. Lægmusklerne, fordi de havde været tvunget til at kæmpe med at få mig bragt opad det meste af to kilometer, ad en lettere hullet landevej, i en strid modvind, og med regnen piskende ind gennem kanvasstoffet i mine bukser - og den indre klump madbearbejdningsrør, fordi den deraf følgende afkøling intet godt havde gjort for dem.

Tværtimod havde afkølingen medbragt en hidtil ukendt mulighed for at træne i hurtigløb til toilet - en af de nye olympiske discipliner, såvidt jeg husker.

Men rejsen var det værd.

Et stykke tid før udflugten ind i den mulige nye horisont, havde jeg opdaget et opråb på nettet, fra et ungt, nyt kollektiv, der søgte medkollektivister. Alder, køn, og erfaring underordnet.

Hvilket lød ganske interessant, min nuværende situation taget i betragtning, og med min tidligere erfaring med at bo i kollektiv i baghovedet. Så derfor - efter behørig invitation fra kollektivet - tog jeg afsted tirsdag eftermiddag, for at opleve hvordan et år totusindeogsytten-kollektiv mon var, og begynde spekulationerne over, om det ville være noget for mig at kaste mig ud i - igen.

Uden at afsløre noget - de skønne unge mennesker i kollektivet skal naturligvis have førsteretten på at bestemme, om jeg vil være et værdifuldt aktiv for stedet, og jeg selv skal også lige have fuldstændigt fintænkt min egen position - så må jeg indrømme, at det spæde kollektiv, derude på kanten af Mols, har alle mulighederne for at kunne blive et stærkt, aktivt, grødefyldt bosted, for en mangfoldighed af mennesker.

Og hvem ved - måske endda arnestedet for megen god kunst og musik.

Men som sagt - jeg er på vej til at være ovenpå igen - rent fysisk -  efter turen, besøget, og hjemrejsen gennem et naturforrevet Djursk landskab, der lod vinden tude i trætoppene, og regnen danse fandango over ben, marker og veje.

Og sidder i skrivende stund med øjnene på mine små fjerede venner, der som vanligt ivrigt pikker alle de korn, frø, og krummer op, som jeg har spredt til dem udenfor mine vinduer. Hvilket vel heller ikke er helt så galt, og nok også temmelig kraftigt medvirkende til den "genopbygning" mine arme, plagede lægmuskler har måttet stå model til siden tirsdag.

Afslapning - og tilbagevenden til livet.

For indrømmet - jeg bliver ikke yngre, og må jo derfor acceptere, at min krop selv sætter sine begrænsninger, samt ubønhørligt tvinger mig til at overholde disse, såfremt jeg skulle være tåbelig nok til at tro, at jeg stadig er ung og livlig.

Så finder jeg nok også ud af - i løbet af de næstkommende dage - om min livsaften skal tilbringes i et kollektiv blandt ligesindede, eller om skæbnen har andre overraskelser i ærmet.

Bare jeg husker, at tage det hele - én ting ad gangen, én dag ad gangen.

I Sindsro.

mandag den 23. oktober 2017

Traditionsbunden selvstændighed.


Nætterne er ved at være lange igen.

Hvilket jeg normalt plejer at sætte stor pris på - jeg er jo et natelskende væsen - nyctophil som bare fa'en - men i øjeblikket lader det kun til at fylde mig med hvileløshed. Mine morgener drejer væk fra den ellers faste rutine - faste tradition - med tidlig opstandelse, morgenmad, morgenthe/kaffe, og blogskrivning - og begynder at bliver mere urofyldte, mere angstprovokerende. Noget, som også er begyndt at tage mig længere tid end vanligt at få taget fat på, og bekæmpet.

Og alt sammen måske bare fordi jeg ikke har fået styr på min bopælssituation endnu.

Hvilket er lidt træls, for jeg savner de helt rolige morgener, hvor jeg kan sidde og nyde dagen begynde i fred og ro, og hvor livet kan få lov til at krybe ind under huden  i små, varmende mundfulde.

Jamen kan jeg så ikke bare se at få sat styr på den der bopælsting, spørger du. Og du har sikkert helt ret - det er nok dét, der skal til for at få toget på sporet igen. Dét, der kan sørge for at jeg ikke skal bekymre mig, ikke skal vade hvileløst ventende rundt, ikke skal føle tilbagefaldet komme nærmere og nærmere.

Er det ikke ?

Nej - det er alt sammen gammel adfærd, der dukker op i al sit grimme væsen, og forsøger at få bragt mig hen i en situation, hvor jeg kan give mig selv muligheden for - og lov til - at hoppe ud fra 10-meter vippen, og styrtdykke ned i et berusende, boblende ocean af iskold hvidvin, skumfyldt specialøl, 50-årige singlemalts - samt surtsmagende æblesnaps, morgener med bræksmag i munden, black-outs ad libitum, kreditorer bankende på døren, ugentlige fogedretsager, stenlever, og uigenkaldeligt ødelagt helbred.

Og så hjælper det ikke noget som helst, at jeg forsøger at glatte det hele ud, med tanken om at bedemanden i det mindste vil være nybarberet og professionelt ked af det.

Næh, at jeg ikke har løst min bopælssituation endnu, er kun et symptom på den sygdom, jeg lider af - at jeg er alkoholiker. Og kun ved at erkende dette på daglig basis, kan jeg søge frem mod en løsning - ikke bare på min boligsituation, men på mange andre for min ædruelighed lige så potentielt farlige situationer.

En løsning på det, der hedder  Mit Liv, og på hvordan jeg skal leve det - ædru.

En af de måder, jeg søger den erkendelse på, er ved at være åben, ærlig - og helt offentlig omkring det, at jeg er alkoholiker.

På den måde føler jeg, at jeg kan medvirke til ikke bare at erkende min egen situation og min egen sygdom, men måske også hjælpe andre, med samme sygdom, frem mod en erkendelse af, at ingen af os er alene.

At vi alle har muligheden for at række ud, og søge den hjælp der skal til, for at vi kan indrømme overfor os selv - og senere forhåbentlig overfor andre - nøjagtig hvordan det er og hvordan det var, fat med os.

Indrømme, at vi er alkoholikere, at det er en livsvarig, uhelbredelig sygdom, der når den først er brudt ud aldrig kan puttes tilbage i flasken igen. Og at vi kun kan søge at blive raske, ved at undlade at tage den første.

Det kan da godt være, at jeg efter nogens mening bryder med AA's principper om anonymitet, ved at være åben og offentlig omkring min sygdom. Men eftersom det at være offentlig er det, der medvirker til at jeg forsat kan holde mig ædru fireogtyve timer ad gangen, accepterer jeg gerne andres måde at opfatte det på.

Vi har jo hver vores vej ud i ædrueligheden - hver vores måde at indtage den livsnødvendige medicin på, så vi kan opretholde den erkendelse, der bragte os tilbage til livet, og gav mulighed for at leve det gode.

Og ja, du læste rigtigt - m u l i g h e d for at leve det gode. For det er ikke på nogen måde en naturlig, gudgivet ting, at jeg kommer til at leve det gode liv, hvis jeg bare indrømmer at jeg er alkoholiker. Der skal mere til, inden jeg kan komme til at gribe om roden til det gode liv, og holde fast i den.

Holde så fast, at den kan vokse i mig, og med tiden lade hele det gode liv blive en stadig voksende del af mit jeg.

Og for mig, er noget af vejen derhen, altså det at være åben og offentlig. At give dig mulighed for at læse om mine fejl og mangler, dele mine lykkelige stunder med dig, og blotlægge mit sinds inderste håb og frygt for dit øje.

Pyyyyha - bloggen bliver godt nok lidt lang i dag - eller er det bare mig, der synes det ? Under alle omstændigheder vil jeg bryde den af nu - og sætte mig til at tænke højlydt over de muligheder, der ligger foran mig, for at kunne vedholde min ædruelighed og komme videre i mit liv.

Og bare rolig - jeg skal nok nøjes med at hviske - så naboerne ikke opdager noget, og min anonymitet dermed er udenfor al fare - de næste fireogtyve timer.

lørdag den 21. oktober 2017

Suk.


Kære alle jer, jeg kender - alle jer, jeg ikke kender - og alle jer, der tror I kender mig.

 Jeg ved godt, at jeg er blevet lidt sær - lidt introvert - i min socialsfære og omgangskreds. Jeg ved også godt, at det måske ikke lige harmonerer med, at jeg deler alt på Facebook Offentligt, og ikke kun blandt de nærmeste venner.

Men der er en grund til alt.

Min introverthed - det, at jeg holder mig meget for mig selv, og ikke rigtigt søger kontakt med andre i Real LIfe - har intet at gøre med mine sygdomme. Tværtimod ville disse måske endda nå frem mod bedring hurtigere, hvis jeg var mere udadvendt socialt.

Men den har med mig at gøre. Den mig, jeg stadig er i gang med at forsøge på at finde ud af, og som indeholder alt det, jeg var og gjorde igennem et efterhånden langt liv.

Og den har at gøre med den sårbarhed og de sår, jeg er blevet bibragt. Ikke bare siden jeg gik i behandling sidste år, men i høj grad også dem, jeg har fået gennem livet.

Burde jeg så ikke holde mig helt for mig selv på de sociale medier også ? Nedskære mit engagement på Facebook og Blogger, og vente på at sårene de heler, inden jeg står frem - igen ?

Sætte mine konti til udelukkende at kunne ses af de aller-aller-nærmeste venner ?

Nej, kære allesammen - det bør jeg ikke. For kun gennem det, at være åben overfor omverdenen - helt åben - kan jeg vise, at de angreb, der er foretaget mod min person og det liv, jeg lever, er forkerte.

Kun ved at nægte at blokere nogen som helst på Facebook, kan jeg vise de mennesker, der har blokeret mig på deres FB, at selvom de har noget at skjule, har jeg intet.

På de sociale medier kan jeg vise styrke - og sårbarhed. Klarhed - og tvivl. Erkendelse - og forvirring. Og derigennem forsøge at bygge det Jeg op, der skulle have været på plads for mange år siden.

Men fysisk socialt halter det - nok fordi vi alle mest har nok i os selv, og helst ikke vil involvere os i andre. Det kunne jo være farligt, ikk'?

Lige nu ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre, såfremt jeg fik besøg. Om jeg skulle glædes over besøgets ankomst, eller se frem til dets afslutning.

For jeg falder sammen, i øjeblikket. Reduceres til en ikke-betydende klump liv, hvis største fordel er evnen til at sætte bogstaver sammen til ord, og ord sammen til sætninger.

Og jeg føler, at jeg udraderes. At jeg stille, og næsten umærkeligt, visker billedet af mig selv ud, uden at vide om det er muligt at tegne et nyt.

Uden at vide, om dette nye billede vil være ægte, og kunne ses af andre for hvad det er, og hvad det var. Åbent, ærligt, og ligefremt.

Det er vist det, man kalder Ensomhed.