Godt Nok.

Den morgenvåde asfalt suger de første lysstråler til sig, mens kaffen dufter og morgenmaden knaser mellem tænderne. Jeg sidder stille og ene i det hjem, jeg har undværet de første fire dage af denne uge, og nyder at være levende og tilstede i nuet.

De gik hurtigt, de der opholdsdage på Livsstilscenteret. Hurtigere, end jeg troede jeg huskede fra sidst, jeg var afsted. Hvilket jo sikkert skyldes en anderledes tilgang til opholdet, end jeg havde sidst.

Og måske også det, at der var masser af nye mennesker at tage stilling til. Masser af nye bekendte at møde. Og masser af nye venner, jeg kan se frem til at møde igen - enten på Centeret eller ude i det pulveriserende hverdagsliv.

For hverdag - dét er det blevet igen.

Foran mig ligger indtil flere både hel- og halvofficielle breve, der alle har det til fælles, at de kræver min opmærksomhed - og kræver at jeg reagerer. Hvilket jeg naturligvis har tænkt mig at gøre, på denne første dag tilbage i trummerummen.

Før i tiden - mens jeg var allermest aktiv - kunne reaktionen bestå i en hurtig modsatrettet bevægelse af begge hænder - måske endda flere gange, hvis brevet ikke var for tykt - og en efterfølgende deponering af resterne i min altid sultne skraldespand.

Sådan er det ikke nødvendigvis mere.

Ja ok, nogle af dem får den der hurtige behandling stadigvæk, men det skyldes for det meste, at jeg allerede har reageret på deres indhold ved en tidligere lejlighed. Men de andre bliver der taget hånd om, og reageret på.

Jeg har nemlig ikke råd til andet, hvis jeg ønsker at min ændrede livsstil skal overleve, og jeg skal kunne overleve en hverdag med sygdomme og sort fortid.

Som Sindsrobønnen har lært mig, er jeg nødt til at prioritere i forhold til, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Herunder naturligvis også, det jeg ikke kan ændre lige her og nu, men som muligvis vil kunne ændres på et senere tidspunkt.

Det er dæleme kraftige overvejelser, der ind i mellem skal frem i skoen, for at jeg kan kende forskellen imellem det, at kunne ændre en ting nu, senere, eller slet ikke. Samt for at kunne give slip på og acceptere det, jeg ikke har en hujende fis af en mulighed for at kunne ændre.

Nogensinde.

Et eller andet sted indvendig er jeg jo en pleaser, der helst ikke vil sige nogen eller noget imod, og som har det bedst ved tanken om at vi alle inderst inde er gode mennesker, der ikke nogensinde vil kunne ønske at gøre nogen noget ondt.

Men jeg ved jo godt, også fra erkendelsen af mine egne fejl, mangler og dårligdomme, at det ikke er sandt. At verden er skruet anderledes sammen, og livet ikke naturnødvendigt ender i en stor, glad fællesbunke af smilende, leende, krammende medmennesker, der ikke ved bedre end at gøre godt for hinanden.

Så også derfor, er jeg glad for at der eksisterer et sted som Livsstilscenteret, hvor nødvendigheden i at ændre adfærd, for at kunne ændre livsstil, er sat i højsædet. Hvor kram kan gives og modtages, og tårer kan trille, når det hele bliver for svært at tænke på.

Hvor der er ægte medmenneskelighed og glæde, over selv de mindste ryk på stigen frem  mod en bedre måde at leve på.

Det gør tanken om de telefonsamtaler, jeg senere i dag skal have med indtil flere af de forskellige Væsener og Systemer, vi alle har tilladt at bestemme en hulens masse, lidt mere spiselig. Og gennemførlig.

Så selvom Godt Nok i slagtersprog betyder, at noget er halvt fordærvet, så synes jeg at det i allerhøjeste grad er Godt Nok.

De næste fireogtyve timer, i det mindste.