Mit Kryptonit.

Jeg får tit at vide af mennesker, jeg møder, at jeg jo er nødt til bare at acceptere min fortid som den er, og ikke rive op i den igen - for det vil gøre ondt på andre. De siger, at jeg skal huske på, at de mennesker, jeg gerne vil snakke med - om den fælles fortid, og fejlene begået i den - jo har levet med det, der er gjort og sagt, og sikkert ikke har brug for at gennemleve det hele igen.

Et eller andet sted kan jeg godt forstå meningen med den slags udsagn, men samtidig forundres jeg kraftigt over det. Det er jo ikke bare disse andre mennesker, der har været i den enkelte situation - det har jeg jo også. Endda sammen med dem.

Og ja, det kan da godt virke egoistisk at jeg tænker på mig selv, når jeg nu har ødelagt så meget for så mange, gennem mit liv. Men alt andet lige, så er der også begået fejl mod mig, der har haft indvirkning på det liv, jeg har levet. Og som kan få indvirkning på det liv, jeg gerne vil leve fremover, såfremt jeg ikke forsøger at ændre noget.

Såfremt jeg ikke forsøger, at stille enten mig selv, eller andre, de nødvendige spørgsmål. Og får sagt, eller modtaget, de nødvendige forklaringer, undskyldninger, erklæringer. På den måde kan jeg håbe på, at komme videre i mit liv -  åben, ærlig, og ædru.

Så hvis det, at komme videre, kræver at jeg enten stiller mig selv til regnskab overfor det, jeg har været skyld i, eller stiller andre til regnskab, overfor det, de måtte havde begået overfor mig - så agter jeg at gøre dette, såfremt jeg ikke derved skader dem eller andre.

Så vidt, så godt.

Nu er der bare lige det enkle faktum, at fortiden ikke er noget, der kun ligger uendeligt langt tilbage. Fortiden er også det, der skete i går. Eller sidste år. Eller for et øjeblik siden.

Hvilket betyder, at jeg er nødt til at arbejde mig nedad gennem de begivenheder, der i øjeblikket står kraftigst i mine tanker, og som har tilladt sig at kræve hele retten til at blive taget alvorligt. Så må jeg korttidsparkere resten af mit tidligere levede liv, mens jeg får gennemtænkt, og forhåbentlig helbredt, den skade, der gør at jeg i dag står med én kraftig, daglig tanke.

 Jeg binder mig aldrig igen.

Jeg ved godt, at det er min egen sårethed, der har efterladt mig med netop dén tanke, men jeg har vel også ret til at være såret og give udtryk for det. Det er vel ikke sådan, at fordi jeg er alkoholiker, og har ødelagt ikke bare mit eget liv, men så mange andres, så må jeg ikke være åben og ærlig omkring netop dét - at jeg blev dybt, og inderligt såret, af det menneske jeg troede jeg kunne stole mest på ?

Skal jeg da virkelig "bare bøje nakken, og acceptere at jeg selv har været ude om det" ? Eller kan jeg godt tillade mig at tage fat på det, og søge at løse det, så jeg også kan leve et liv, hvor tosomhed er en mulighed ?

Jeg ved godt, at det er forholdsvis retorisk at stille de spørgsmål, for naturligvis har jeg også retten til at kunne leve i tosomhed, hvis det er muligt. Samt pligten til, at søge at gøre det skete godt igen, såfremt jeg ikke derved skader nogen.

Det er jo en del, af de trin der er nødvendige, for at kunne komme overens med den fortid, der har ødelagt så meget - og for ikke at gentage den.

Men det ændrer ikke noget på, at jeg kærlighedsmæssigt føler mig så dybt såret, at jeg ind i mellem tvivler på, jeg nogensinde vil kunne tillade nogen at komme indenfor - i mit hjerterum. Det sted, hvor jeg er allermest sårbar, og hvor jeg kan skades allermest.

Hvordan kan jeg komme frem til, at tillade mig selv at blive elsket, og selv elske igen - betingelsesløst ?

Det spørgsmål er mit Kryptonit.

For det kan efterlade mig sårbar, svag, handlingslammet. Det kan ødelægge det Jeg, der har været under opbygning de sidste 18 måneder.

Og det kan dræbe.........

Det kan slå muligheden for alle fremtidige følelser ihjel, og efterlade mig uden evnen til at elske og blive elsket. Efterlade mig med en frosset klump, hvor der før var kærlighed, elskov, samhørighed, fælleshed.

Efterlade mig i en lukket kiste, der skriger at "Ingen må komme for nær. Ingen......"

Heller ikke mig selv.

I den erkendelse ligger det eneste lyspunkt, der er tilbage, hvis det skulle komme så vidt.  At evnen til at komme mig selv for nær, vil kunne smelte det frosne hjerte.

Evnen til at elske mig selv.

For såfremt jeg kan elske mig selv, på trods af alt, der er sket i mit liv - alt, hvad jeg har været årsag til - alt det ondt, jeg har gjort - alt det ondt, der er gjort mod mig. Elske mig selv, på trods af selvhad og andres had - så vil der kunne være håb for, at jeg også kan elske andre.

Og tillade mig selv at blive elsket. Én dag ad gangen.......