Morgenpip fra begge sider.

Den kolde morgenluft vækker mine lunger, mens jeg står udenfor - nydende morgenens start og lysets stille fremmarch. Den grønne the står og venter ved siden af fadet med morgenens mad inde  ved siden af tastaturet - to skiver af det rugbrød, jeg bagte i søndags, med smør og gammelost.

Endnu en dag er begyndt i mit ædru liv.

Da jeg lukker glasdøren bag mig, for at komme ind til maden, ser jeg min sortfjerede ven lette fra hækken, for ivrigt at flyve hen til havebordet, hvor morgenens mad ligger parat til den også - blandede frø og krummerne fra et smuldret knækbrød.

Og mens de begyndende skyer, på den ellers frostklare himmel, glider afsted i et sindsroligt tempo, mødes vore øjne gennem glasset, synkront blinkende af glæde over livet.

Flagrende vinger i et brus af lyd - og min fjerede morgenven har forladt bordet - vredt brokkende sig over den rovfugl, der tyst glider hen over himlen, og samtidig forårsagende noget nær et hjertetilfælde blandt den gruppe grå spurve, der også havde sat sig til rette ved krummerne.

Væk, væk, væk - den kommer, den kommer......

Men den kommer ikke. Ikke denne gang, for den udvider sine cirklende ruter på himlen nok en kende, og forlader samtidig det område, fætter sortfjer og de brune grossere betragter som deres eget. Så de kort tid efter, endnu en gang, kan sætte sig til rette ved den mad, de har vænnet sig til så godt som altid ligger til dem.

Og mine tanker går på langfart. Kredser dovent omkring, at jeg har min egen indre rovfugl svævende henover mit liv. Et glasklart mareridt, der i ét kamikaze-dykkende hug, kan ende det liv, jeg elsker så højt. Og opbløde mit sind og min sjæl med sin alkoholstinkende ånde.

Kort dukker tanken op, om jeg er mine fjerede venners højere magt - den, hvis kærlige omsorg, de dagligt søger - men den bliver lige så hurtigt afvist igen. Jeg er ingens højere magt. Jeg er lige så meget udsat for livets omskifteligheder, som de selv er, og lige så magtesløs overfor de begivenheder, der kan ændre alt.

Men som min højere magt - hvem det så end måtte være - dagligt er der for mig, er jeg der for mine fjervingede venner. Med frø og krummer - og takkende for den glæde over livet, de vækker i mit indre, dagligt.

Og som dem, gør jeg skræppende opmærksom på, at der findes en rovfugl, der kan true mit liv - min ædruelighed. Baskende på min sindro's vinger finder jeg ly for den i fællesskabets varme favn, mens jeg husker at jeg lever, husker jeg er ædru, og husker de gange, ædrueligheden blev fortæret i ét nu af denne min sygdoms sylespidse næb.

En solstråle rammer havebordet udenfor, og får i ét glimtende nu al frost på det til at stråle. Og midt i al den stråleglans, lander en brunfarvet gråspurv uden tanke for andet, end den mad, der nu ses meget bedre.

Og mens strålerne fra den opstående sol glimter i frosten omkring den frøguffende småfugl, hælder jeg endnu en kop the op, og nyder at jeg lever.

At jeg er ædru.