Stille flyder fedtet.

De første to dage på Livsstilscenteret er snart forbi. Og allerede nu ved jeg, hvad det er jeg har savnet mest ved stedet. Hvad jeg har længtes efter siden jeg forlod det sidste ophold, lige før sommerferien.

Det hele.

At komme i varmtvandsbassinet tidligt om  morgenen, og vågne med rolige bevægelser gennem kropsvarmt vand.

At smage - eller gensmage - de pragtfuldt komponerede forslag til menuer, køkkenet fremtryller.

At sidde fælles med mennesker, der deler samme lyst til at ændre livsstil, og grine, græde, hygge - eller bare dele et øjeblik i fuldstændig afslappet ro.

At opleve undervisernes smittende, smilende humør, og lyst til at dele, af den viden de har.

Og ikke mindst, at kunne være tryg sammen med andre.

Ja, jeg skal tabe mig. Ja, jeg skal have styr på de der forbistrede sygdomme, der plager min stakkels krop med mellemrum. Og ja, jeg skal have nogle spark bagi, så jeg kan huske at indse, hvad der er undskyldninger og hvad der er forklaringer.

Det får jeg alt sammen mulighed for - her, hvor jeg er lige nu.

Her, hvor tennis udført med fluesmækkere og balloner, er en del af træningen. Hvor debat i undervisningen ikke er forbudt, men tværtimod velset. Og hvor den personlige tilgang bliver værdsat, og søgt udbygget.

Det kan da godt være, at mit fedt just ikke flyder af mig, i samme hastighed som floden Don, men lur mig, om ikke jeg synes jeg allerede kan mærke grammene trille adstadigt af hofterne, og lande på gulvet med store dryppende plask.

Og skulle disse for mit velbefindende så overflødige fedtklumper nu bestemme sig til, ikke at ville forlade min aldrende krop uden sværdslag, så accepterer jeg da også det. Tingene sker jo ikke på én dag, men kun gennem små skridt - sådan, én ting ad gangen.

Hvilket jeg - med største sindsro - vil håbe sker, bare sådan indenfor de næste jeg-ved-ikke hvorlænge.

Og indtil da - vil jeg lige snuppe fireogtyve timer mere.

Ædru.