Andre Sider af mig

mandag den 17. februar 2020

Go'morgen - Jeg hedder......


........og jeg er alkoholiker.

En præsentationsmåde, der har fyldt rigtigt meget i mit liv de sidste snart fire år. Og har været en del af mig siden nittenhundredeogsyvogfirs.

Samtidig har det været en måde, som hjælper mig til at huske hvilken sygdom det er, jeg går rundt og kæmper med. Selvom kampen efterhånden virker som et svagt ekko af det mægtige slag, der rasede i mig, da jeg for lang tid siden for første gang erkendte, at jeg var syg, og at min sygdom hed alkoholisme.

For når jeg starter min dag med at minde mig selv om hvad jeg lider af, hvad jeg er, og hvad jeg ikke kan tåle - så trækker jeg det eneste uforanderlige spor fra fortiden med til den nutid, der starter så snart jeg slår øjnene op.

Det kan være svært, til tider.

Når jeg vågner træt, selv efter flere timers søvn, og kan føle den der angstprovokerende dunken i hovedet, der fortæller mig at mit blodtryk selv fra start er oppe i det røde felt. Og når min første bevidste tanke indeholder lysten til bare at give op, og blive liggende indtil endnu en prop måske slukker lyset.

Så er det ikke nemt, at minde mig selv om at jeg er alkoholiker, og at jeg aldrig - uanset hvor længe jeg er ædru - bliver rask. Faktisk ville det være meget nemmere, at gi' efter og berolige nerverne, kroppen, og sindet, med den der substans der plejede at kunne få alting til at stå i et rosenrødt skær, og som gjorde store problemer til små myg.

Men det var jo kun kortvarigt, minder jeg mig så om, at det hele "løstes" af mit favoritstof. Hvorefter alt kom tordnende tilbage i fornyet styrke, og bankede det hele langt op over alle former for tolerancetærskler. Samt kaldte på mere - og mere - og mere, indtil bevidstheden slukkede for lyset, og alt forsvandt.

Suk.

Jeg har kun fundet én eneste måde, at holde det hele stangen på. Én eneste måde, der har kunnet pille mig ned på plads igen. Én eneste måde, at leve på, på trods af sygdomme, økonomiske problemer, nedture, og meget andet.

Én eneste måde, at acceptere at livet kan være forbi om lidt og alligevel leve det fuldt og helt.

Ét Trin ad gangen - Én dag ad gangen.

Jeg hedder Per, og jeg er alkoholiker.

mandag den 10. februar 2020

Ulvetider


Så skete det, der næsten måtte ske. Ulven kom, da jeg forsøgte at skræmme den væk med løfter om sund levevis og motion af libitum, og bed mig der hvor det gjorde allermest Avs.

Lige midt i drømmenes land skar en stikkende stærk fortand gennem søvnens slør, og vækkede mig til endnu et mareridt. Med skingrende smerte i højre øje og hylende ondt i højre side af hovedet, lod ulven sin stinkende blodpropsånde vælde ud over min nat.

Så da klokken var lidt før ulvetimen, måtte jeg hidkalde de jægere, jeg tidligere havde fået uvurderlig hjælp af. Og acceptere, at endnu en gang bestemte livet sin egen vej for mig.

Hospitalsscanneren lokaliserede såret efter ulvens hjørnetand - derinde, hvor midten af mit jeg krøb skrækslagen sammen - bævrende af en angst, jeg nægtede at lade komme over mine læber.

Indtil endnu et bid flænsede sig vej ind, samtidig med at den gode doktor havde igangsat en undersøgelse af mit trætte korpus. Og da, brød mine grænser sammen - min egen private mur smuldrede og åbnede et kig ind til det grædende, nøgne jeg, der forgæves forsøgte at skjule sig under de faldende sorthumorfyldte stenrester.

Endnu en scanning - for at finde den skamløse kæltring, der åbenlyst snittede huller i min grå masse. Men borte havde taget den, og kun efterladt ekkoet af en følelse.

Magtesløshed.

Så derfor, kære læsere, sidder jeg iført forhåbentligt ulveskræmmende hvide gevandter, og venter på at se, om den tør hjørnetandsnakke endnu et hul i det, der er mig - eller om den er løbet væk for denne gang, mæt og ikke længere lysten efter nye bidder.

Indtil enten sulten melder sig igen i  Mester Ulv, eller Doktor Ulvejæger finder dens bopæl - og nådesløst afliver den.

Jeg venter, Ulv - én time ad gangen, én dag ad gangen.

lørdag den 8. februar 2020

Angst fressen Seele auf...


Rainer Werner Fassbinder skrev den - bogen, der hedder Angst Æder Sjæle.

Om angsten for det fremmede. Angsten for det ukendte. Den Angst, der fylder det hele. Men mon han havde anet, at sætningen også gælder, når det drejer sig om livet efter blodpropper ?

Gælder, når dagen pludselig bliver til sen nat, fordi der er så meget at se inden jeg lukker øjnene. Gælder, når svimmelheden sætter ind, og tankerne med det samme kører flere hundrede kilometer i timen.

Gælder, når en pludselig hovedpine får mig til at spørge mig selv: Er det nu ?

Det tror jeg ikke han anede.

Det er endda ikke en gang den store, hjertebankende, panikfremkaldende angst, det drejer sig om. Faktisk kan den hverken ses i mine øjne, eller høres i min stemme. Men den er der. Liggende lige under overfladen fylder den hele dagen med anderledes tanker, anderledes følelser.

Angsten - for Intetheden. Angsten - for vejen derhen. Angsten - for at efterlade alt, og alle.

Men mest af alt, er det angsten for at miste sproget, miste kontakten med min krop, miste evnen til at kunne udtrykke mig i alle de nuancer, der eksisterer. Og som jeg elsker.

For jeg ved jo godt, at inde bagved er alt som det plejer - bagefter. Derinde kan jeg tænke, føle, ønske at reagere, ønske at bestemme over min krop.

Uden at kunne det.

Det var det, der var allermest skræmmende, da jeg fik de to blodpropper i hjernen for en halv måned siden. Da jeg pludselig mistede kontrollen over hele den højre side af min krop, og ikke kunne tale, men kun kunne få lyde frem, der med besvær kunne tydes af dem, der stod omkring mig. For inde i min nu påvirkede hjerne, hvor alt var et kaos, og hvor svimmelhed, balanceproblemer, synsproblemer, ja alt, kæmpede for at kunne sende signaler afsted på den rette måde til både min hjerne og min krop.

Derinde - var alle mine tanker. Alt det, jeg ville sige men som ikke kunne komme ud, var tilstede. Alle de rationelle tanker og ord, som jeg ønskede at udtrykke - tænkte jeg, men de kunne ikke komme ned til min mund, mine stemmelæber, mit ansigt.

Jeg var så heldig, at det forsvandt hver gang - jeg nåede mellem 5 og 7 episoder, inden det klingede ud inde på hospitalet - og kun guderne ved, hvilken forskel der er her bagefter. For jeg kan ikke selv finde ud af, om der er ændringer i den måde, jeg taler - den måde, jeg opfatter - eller den måde, jeg opfører mig på.

Og hele tiden ligger det og lurer derinde i baghovedet. Lurer, og venter på at komme igen. Måske.

Venter på, at kunne sætte flere stopsignaler op mellem mine hjerneceller. Og hver gang jeg oplever svimmelhed, svaghed, summen i læber, tunge, kind, øre, så ved jeg ikke om det er en ny prop der lige så stille smutter igennem de smalle blodårer mellem hjernecellerne, mens den kortvarigt begrænser iltoptagelsen.

På det her tidspunkt i dette opslag, er det vist på sin plads at pointere, at jeg ikke skriver det her for at blive ynket, få medlidenhed, eller blive overøst med kærlige og velmente knus, kram, og varme ord.

Det er heller ikke for at få dig, kære læser, til at opdage at jeg eksisterer - selvom det naturligvis altid er dejligt at blive set og læst.

Det er fordi jeg ikke kan lade være med at beskrive, hvordan jeg har det. Fordi jeg har en åbenbart ikke helt erkendt dyb angst indvendig. En angst, der mere handler om de fysiske sider - smerten, svimmelheden, de brændende fornemmelser i øjnene og næsen, den manglende og mærkelige højre side.

Og fordi jeg tror, at så længe jeg udtrykker mig - verbalt eller skriftligt - og bliver forstået. Så længe kan jeg holde angsten stangen - i dag.

Jeg har de sidste snart fire år gjort det til en del af mit jeg, åbent at fortælle at jeg kun lever Én Dag Ad Gangen - at dagen I Går ikke kan ændres - og at jeg ikke aner om dagen I Morgen kommer.

Men aldrig har det stået mere klart for mig end nu. At jeg må erkende, at når jeg lukker øjnene for at lægge mig til at sove - ved jeg ikke om jeg vågner igen. Og for en gangs skyld må jeg tillade mig selv at se længere frem, end dagen i dag - for derved at få håbet tilbage. Det håb, der kan få mig til at tro på, at angsten forsvinder igen - engang.

Den Angst, der Æder Sjæle...... én lillebitte bid ad gangen.